Mesterens efterfølgere kapitel 45. Fra side 249.     Fra side 469 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Breve skrevet i Rom

(249)  Dette kapitel er bygget op over brevene til kolossenserne og filipperne

I begyndelsen af sit liv som kristen fik apostlen Paulus særlig lejlighed til at lære Guds vilje at kende med hensyn til Jesu disciple. Han blev "bortrykket indtil den tredje Himmel," "ind i Paradiset og hørte uudsigelige ord, som det ikke er et menneske tilladt at udtale." Han bekræftede selv, at der var givet ham "mange syner og åbenbaringer fra Herren." Hans forståelse af grundlaget for evangeliets sandhed stod ikke tilbage for "de umådelig store apostles." 2Kor. 12,2. 4. 1. 11. Han havde en klar og fuldkommen forståelse af "bredden og længden og højden og dybden" af "Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse." Ef. 3,18-19. ret

(249)  Paulus kunne ikke fortælle alt, hvad han havde set i sine syner, fordi der blandt tilhørerne var nogle, som kunne have anvendt hans ord på en urigtig måde. Men det, der var blevet ham åbenbaret, gjorde det muligt for ham at virke som leder og som en klog lærer og det prægede også de budskaber, han i de senere år sendte til menighederne. De indtryk, han modtog i sine syner, forlod ham aldrig, men satte ham i stand til at give den rette fremstilling af, hvad det vil sige at være en kristen. Både mundtligt og skriftligt bragte han et budskab, der altid siden har været til hjælp og støtte for Guds menighed. For de troende i dag taler dette budskab tydeligt om de farer, som vil true menigheden og de falske lærdomme, den vil komme til at møde. ret

(249)  Det var apostlens ønske for dem, til hvem han henvendte sine breve med råd og formaninger, at de ikke mere skulle "være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme," men at de skulle "nå frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde." Han bønfaldt dem, der var Jesu disciple indenfor hedenske samfund, om ikke at vandre "som hedningerne i deres sinds tomhed, formørkede som de er i deres tankegang og fremmede for livet i Gud på grund af den uvidenhed, der er i dem som følge af deres hjertes forhærdelse," men "se til, hvorledes I vandrer, at det ikke er som uvise, men som vise, så I udnytter det gunstige øjeblik." Ef. 4,13-14. 17-18; 5,15-16. Han opmuntrede de troende til at se frem til den tid, hvor Kristus, "som elskede kirken og gav sig selv hen for den," ville "fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant" en kirke, der var "hellig og dadelfri." Ef. 5,25.27. ret

(250)  Disse budskaber, der var skrevet med en kraft, som ikke var menneskelig men guddommelig, indeholder lærdomme, som alle burde granske og som man med fordel kan vende tilbage til gang på gang. I dem skildres praktisk gudsfrygt. Der fastslås grundsætninger, der burde følges i alle menigheder, og vejen til det evige liv vises klart. ret

(250)  I brevet til "de hellige i Kolossæ, de troende brødre i Kristus," det er skrevet, mens Paulus var fange i Rom nævner han sin glæde over deres standhaftighed i troen, hvorom han har fået meddelelse gennem Epafras, der, som apostlen skrev, "har fortalt os om jeres kærlighed i Ånden." Derfor" vedblev han, "har vi fra den dag, vi hørte det, heller ikke holdt op at bede for jer og ønske, at I må blive fyldt af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud og styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde til al udholdenhed og tålmodighed med glæde." ret

(250)  Så giver Paulus udtryk for sine ønsker for de troende i Kolossæ. Hvor er det et højt ideal, disse ord holder op for Kristi efterfølgere! De viser det kristne livs vidunderlige muligheder og gør det klart, at der ikke findes grænser for, hvilke velsignelser Guds børn kan modtage. Når de stadig vokser i kundskab om Gud, vil de gå fra kraft til kraft, fra højde til højde i deres erfaringer som kristne, indtil de "bliver skikkede til at få del i de helliges arvelod i lyset." ret

(250)  Apostlen priste Kristus overfor brødrene som den, ved hvem Gud havde skabt alle ting og ved hvem han havde udvirket deres frelse. Han erklærede, at den hånd, der holder verdenerne på plads og styrer alt i Guds univers i fuld orden og utrættelig bevægelse, er den samme hånd, som blev naglet til korset for deres skyld. "Thi i ham skabtes alt i Himlene og på jorden," skrev Paulus, "det synlige og det usynlige, hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder; alt er skabt ved ham og til ham; og han er før alt og alt består ved ham." "Også jer, som engang var fremmede for ham og fjendske af sind i jeres onde gerninger, har han nu forligt i sit jordiske legeme ved døden for at fremstille jer hellige og uden dadel og anklage for sit åsyn." ret

(250)  Guds Søn bøjede sig ned for at løfte de faldne op. Af denne årsag forlod han de syndfri verdener i det høje, de ni og halvfems, der elskede ham og kom til denne jord for at blive "såret for vore overtrædelser og knust for vor brødes skyld." Es. 53,5. I alle ting blev han sine brødre lig. Han blev kød, som vi selv er det. Han vidste, hvad det var at være sulten og tørstig og træt. Han blev mættet af mad og forfrisket af søvn. Han var en fremmed og gæst på jorden, i verden, men ikke af denne verden; han blev fristet og prøvet, som mænd og kvinder i dag fristes og prøves, men dog levede han et liv uden synd. Kærlig, fuld af medynk og medfølelse, altid med tanke for andre, var han et billede på Gud. "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, ..... fuld af nåde og sandhed." Joh. 1,14. ret

(250)  Kolossenserne, som var omgivet af hedenskabets skikke og påvirkning, var som kristne i fare for at blive draget bort fra det rene evangelium og da Paulus advarede dem derimod, viste han dem hen til Jesus som den eneste sikre vejleder. "Jeg vil nemlig, at I skal vide, hvor svær en kamp jeg er stedt i for jer og for dem i Laodikæa og for alle de andre, som aldrig har truffet mig personlig, for at deres hjerter må opmuntres, derved at de sammenknyttes i kærlighed og når til den fuldvisse indsigts hele rigdom og til erkendelse af Guds hemmelighed: Kristus, i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult til stede." ret

(251)   "Dette siger jeg, for at ingen skal bedrage jer med overtalende ord. ..... Da I nu har modtaget Kristus Jesus som Herren, så lev jeres liv i ham, idet I er rodfæstede i ham og i ham opbygges og befæstes i troen, således som I har lært og bliver rige på taksigelse. Tag jer i agt, at ikke nogen skal fange jer ved verdslig visdom og tomt bedrag, som støtter sig på menneskers overlevering og verdens "magter", ikke på Kristus. Thi i ham bor hele guddomsfylden legemlig, og i denne fylde har I del, idet I er i ham, som er hoved for enhver magt og myndighed," ret

(251)  Kristus havde forudsagt, at der ville fremstå bedragere, ved hvis indflydelse "lovløsheden" skulle "få overhånd." Han havde også sagt, at "kærligheden ville blive kold hos de fleste." Matt. 24,12. Han havde advaret disciplene om, at menigheden havde mere at frygte fra dette onde end fra fjendernes forfølgelse. Atter og atter advarede Paulus de troende mod disse falske lærere. frem for alt måtte de vogte sig for denne dødsfare; thi ved at tage imod falske lærere ville de bane vej for vildfarelser, ved hvilke fjenden ville omtåge åndens erkendelse og svække tilliden hos dem, der nylig var kommet til tro på evangeliet. Kristus var den rettesnor, hvorefter de kunne prøve de forkyndte lærdomme. Alt, hvad der ikke stemte overens med hans lære, burde de forkaste. Kristus, der var korsfæstet for syndens skyld, Kristus, der var opstået fra de døde, Kristus, der var optaget til Himmelen, dette var frelsens visdom, som de selv skulle lære og lære til andre. ret

(251)  Guds ords advarsler med hensyn til de farer, der truer den kristne menighed, har bud til os i dag. Ligesom mennesker i apostlenes dage prøvede at nedbryde troen på skrifterne ved overleveringer og filosofi, således søger i dag retfærdighedens fjende at lede sjæle ind på forbudte stier ved hjælp af den "højere kritiks" udviklingslærens, spiritismens, teosofiens og panteismens tiltalende anskuelser. For mange er Bibelen en lampe uden olie, fordi de har vendt deres sind til spekulativ tro, som bringer forvirring og misforståelser. Bibelkritikkens virksomhed med at sønderdele, fremsætte formodninger og omdanne, nedbryder troen på Bibelen som en guddommelig åbenbaring. Herved berøves Guds ord dets kraft til at styre, hæve og inspirere menneskers liv. Gennem spiritismen lærer mange at tro, at begæret er den højeste lov, at løssluppenhed er det samme som frihed og at mennesket kun skal stå til regnskab overfor sig selv. ret

(251)  Kristi discipel vil komme til at møde de "overtalende ord," mod hvilke apostlen advarede de troende i Kolossæ. Han vil møde spiritistiske fortolkninger af skriften, men han må ikke lytte til dem. Hans stemme skal høres til klar bekræftelse af skriftens evige sandheder. Med blikket rettet mod Kristus skal han gå støt fremad ad den afstukne vej og afvise enhver tanke, der ikke stemmer overens med Kristi lære. Guds sandhed skal være målet for hans overvejelser og betragtninger. Han skal anse Bibelen for at være Guds røst, der taler direkte til ham. På denne måde vil han finde ind til den visdom, der er fra Gud. ret

(252)  Kundskaben om Gud, som han har åbenbaret sig i Kristus, er den kundskab, som alle frelste må være i besiddelse af. Det er denne kundskab, der bevirker en sindets forvandling. Når den tages med ind i livet, vil den genskabe sjælen i Kristi billede. Det er denne kundskab, Gud opfordrer sine børn til at modtage og i sammenligning med den er alt andet forfængelighed og tomhed. ret

(252)  I hvert eneste slægtled og i alle lande har den sande grundvold for karakterdannelse været den samme: de grundregler, der rummes i Guds ord. Den eneste trygge og sikre regel er at gøre, hvad Gud siger. "Herrens lov er fuldkommen," og "hvo således gør, skal aldrig rokkes." Sl. 19,8; 15,5. Det var med Guds ord, apostlene imødegik deres tids falske teorier ved at sige: "Thi ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt." 1Kor. 3,11. ret

(252)  På det tidspunkt, hvor kolossenserne blev omvendt og døbt, forpligtede de sig til at skille sig af med de meninger og skikke, som hidtil havde udgjort en del af deres liv og at være tro i deres lydighed mod Kristus. I sit brev mindede Paulus dem herom og bad dem inderligt om ikke at glemme, at hvis de ville holde deres løfte, måtte de bestandig kæmpe mod de onde ting, der ville søge at få herredømme over dem. "Når I altså er opvakt sammen med Kristus," sagde han, "så søg det, som er oventil, hvor Kristus er, siddende ved Guds højre hånd. Tragt efter det, som er oventil, ikke efter det, som hører jorden til. I er jo døde og jeres liv er skjult med Kristus i Gud." ret

(252)   "Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!" 2Kor. 5,17. Ved Kristi kraft har mænd og kvinder brudt med syndige vaner. De har givet afkald på selviskhed. De verdslige er blevet fromme, de berusede er blevet ædru, de lastefulde rene. Sjæle, der har været præget af Satan, er blevet omskabt i Guds billede. Denne forvandling er i sig selv miraklernes mirakel. En forvandling, der virkes ved ordet, er et af verdens største mysterier. Vi fatter den ikke; vi kan kun tro, som skriften forkynder: det er "Kristus i jer, herlighedens håb." ret

(252)  Når Guds Ånd behersker sind og tanker, vil den omvendte bryde ud i en ny lovsang; thi han forstår, at ved denne oplevelse er Guds løfter gået i opfyldelse, hans overtrædelser er tilgivet og hans synd er skjult. Han har vist anger overfor Gud på grund af sin overtrædelse af hans guddommelige lov og troet på Kristus, som døde for menneskers retfærdiggørelse. "Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus". ret

(252)  Men når en kristen har gjort denne erfaring, må han ikke derfor lægge hænderne i skødet og slå sig til ro med, hvad der er udrettet for han. Den, der har besluttet at gå ind i det åndelige rige, vil opdage, at alle syndige magter og lidenskaber, støttet af mørkets riges kræfter, går til angreb mod ham. Hver eneste dag må han forny sin indvielse, hver dag må han kæmpe mod det onde. Gamle vaner, nedarvede, dårlige tilbøjeligheder stræber efter herredømmet og mod disse må han altid være på vagt og ved Kristi kraft kæmpe for at vinde sejr. ret

(252)   "Så overgiv da til døden de lemmer, der hører jorden til " skrev Paulus til kolossenserne. "I dem vandrede også I engang, da I levede jeres liv i dem. Men nu skal også I aflægge det altsammen: vrede, hidsighed, ondskab, spot, skamløs snak af jeres mund ..... Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, tålmodighed, sagtmodighed; bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden; ligesom Herren tilgav jer, således skal I også gøre! Og over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er det fuldkomne bånd. Og lad Kristi fred råde i jeres hjerter; til den blev I kaldede som lemmer på samme legeme; og vær taknemmelige." ret

(253)  Brevet til kolossenserne er fuldt af de mest værdifulde lærdomme for alle, der har påtaget sig en tjeneste for Kristus, lærdomme, der viser opgavens enkelhed og målets storhed, som det åbenbares i deres liv, der på rette måde tjener Frelseren. Den troende, der giver afkald på alt det, der kan hindre ham i at vandre ad vejen opad, eller som kunne få en anden til at vige fra den snævre vej, vil i sit daglige liv give udtryk for barmhjertighed, venlighed, ydmyghed, overbærenhed og Kristi kærlighed. Det, vi trænger mest til, er kraften fra et højere, renere og ædlere liv. Verden optager for mange af vore tanker og Himmeriges rige for få. ret

(253)  Under sine bestræbelser for at nå det mål, Gud har bestemt for ham, må en kristen aldrig opgive håbet. Løftet om moralsk og åndelig fuldkommenhed ved Kristi nåde og kraft gælder alle. Jesus er kraftens kilde, livets udspring. Han leder os til sit ord og han rækker os fra livets træ blade, som kan helbrede de sjæle, der er syge af synden. Han fører os til Guds trone og lægger os en bøn i munden, som bringer os i nært samfund med ham selv. For vor skyld sætter han Himmelens almægtige hjælpekilder i gang. Ved hvert skridt kommer vi i berøring med hans levende kraft. ret

(253)  Gud fastsætter ingen grænse for deres fremgang, som ønsker at "blive fyldte af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse." Ved bøn, ved årvågenhed, ved fremgang i viden og forståelse skal de "styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde." Således beredes de til at arbejde for andre. Frelseren vil, at mennesker, der er rene og helliggjorte, skal være hans hjælpende redskaber. For denne store forrettighed må vi takke ham, "som gjorde os skikkede til at få del i de helliges arvelod i lyset, han, som friede os ud af mørkets magt og førte os over i sin elskede Søns rige." ret

(253)  Paulus brev til filipperne blev ligesom brevet til kolossenserne skrevet, mens han var fange i Rom. Menigheden i Filippi havde sendt Paulus gaver med Epafroditus, som Paulus kalder "min broder og medarbejder og medstrider, jeres udsending og tjener, der skulle hjælpe mig med, hvad jeg trænger til." Mens Epafroditus var i Rom, blev han syg "og døden nær; men Gud forbarmede sig over ham," skrev Paulus, "og ikke blot over ham, men også over mig, for at jeg ikke skulle have sorg på sorg." Da de troende i Filippi hørte om Epafroditus sygdom, blev de fulde af ængstelse for ham og han besluttede at vende tilbage til dem. "Han længtes nemlig efter jer alle," skrev Paulus, "og er urolig, fordi I har hørt, at han var blevet syg ..... Derfor skynder jeg mig at sende ham, så I kan få den glæde at se ham igen og jeg have en bekymring mindre. Tag nu imod ham i Herren med stor glæde og hold den slags mænd i agt og ære; thi under arbejdet for Kristus satte han sit liv i vove og kom døden nær for at bøde på, at jeg i den gave, I sendte mig, måtte savne jer selv." ret

(254)  Gennem Epafroditus sendte Paulus de troende i Filippi et brev, hvori han takkede dem for deres gaver til ham. Af alle menighederne havde Filippi været den mest gavmilde til at sørge for Paulus underhold. "I ved det også selv, filippere! at i evangeliets første tider, da jeg var rejst fra Makedonien, var I den eneste menighed, der havde regnskab med mig over "givet og modtaget". Thi endog mens jeg var i Tessalonika, sendte I mig både én og to gange, hvad jeg trængte til. Ikke at jeg attrår gaven, men jeg attrår den frugt, som fylder godt på jeres indtægtsside! Herved anerkender jeg modtagelsen af alt! Nu har jeg overflod; jeg har fuldt op, efter at jeg gennem Epafroditus har modtaget jeres gave, "en liflig duft" et kærkomment offer, velbehageligt for Gud. ret

(254)   "Nåde være med eder og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus! Jeg takker min Gud, hver gang jeg kommer jer i hu og beder altid, i alle mine bønner, for jer alle med glæde, fordi I fra den første dag indtil nu i fællesskab med os har virket for evangeliet og jeg er overbevist om, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag. Det er kun ret af mig at tænke således om jer alle, da jeg har jer i mit hjerte, både når jeg sidder lænket og når jeg forsvarer og begrunder evangeliet, fælles som I jo alle er med mig om nåden. Thi Gud er mit vidne, at jeg længes efter jer alle ..... Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må blive mere og mere rig på indsigt og al dømmekraft, så I kan skønne, hvad der er det væsentlige, for at I må være rene og lydefri på Kristi dag, fyldte med retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til ære og pris." ret

(254)  Guds nåde opretholdt Paulus under hans fangenskab og gjorde, at han kunne fryde sig trods trængslerne. Med tro og tillid skrev han til sine brødre i Filippi, at hans fangenskab havde bevirket fremgang for evangeliet. "Jeg vil, at I skal vide, brødre!" erklærede han, "at det, der er sket med mig, snarest har fremmet evangeliet. Derved er det nemlig blevet klart for hele livvagten og alle de andre, at det er i Kristus, jeg bærer mine lænker. Og de fleste af brødrene er ved mine lænker blevet så tillidsfulde i Herren, at de med større mod forkynder Guds ord uden frygt." ret

(254)  Der findes en lære for os i denne erfaring, som Paulus gjorde; for den viser os, hvordan Gud arbejder. Herren kan vende det til sejr, som for os ser ud som nederlag. Vi er i fare for at glemme Gud ved at se på de ting, der er synlige, i stedet for med troens øje at betragte de ting, som er usynlige. Når der kommer ulykker eller genvordigheder, er vi straks parat til at beskylde Gud for svigten eller grusomhed. Hvis han finder det bedst for en tid at gøre os arbejdsudygtige i en eller anden retning, sørger vi over det og standser ikke op for at tænke på, at Gud på denne måde måske arbejder for vort eget bedste. Vi trænger til at lære, at tugtelse er et led i hans store plan og at en kristen under smertens prøvelse under tiden kan gøre mere for Mesteren, end mens han var optaget af aktiv tjeneste. ret

(254)  Paulus pegede hen til Kristus som eksemplet for filipperne i deres liv som kristne: "Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors." ret

(255)   "Derfor, mine elskede!" fortsatte han, "ligesom I altid tidligere har været lydige, skal I også nu, ikke alene som da jeg var hos jer, men langt mere nu, da jeg er borte, arbejde på jeres frelse med frygt og bæven; thi Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske. Alt skal I gøre uden knurren og betænkeligheder, for at I må blive ulastelige og uden svig, Guds dadelfrie børn midt i en vanartet og forvildet slægt, hvor I skinner som himmellys i verden, medens I holder fast ved livets ord og derved skaffer mig den ros på Kristi dag, at jeg ikke har løbet forgæves, ej heller slidt forgæves." ret

(255)  Disse ord blev nedskrevet til hjælp for hver eneste stræbende sjæl. Paulus fremstiller fuldkommenhedens mål og viser, hvordan man kan nå det. "Arbejd på jeres frelse," siger han, "thi det er Gud, som virker i jer " ret

(255)  Arbejdet for at vinde frelse er et fællesforetagende. Der må være samarbejde mellem Gud og den angrende synder. Dette er en nødvendighed for at danne karakteren efter de rigtige grundsætninger. Mennesket må gøre sit yderste for at overvinde det, der hindrer ham i at nå til fuldkommenhed. Men han er helt afhængig af Gud for, om det skal lykkes. Menneskelige bestræbelser er ikke i sig selv tilstrækkelige. Uden hjælp af den guddommelige kraft kan de intet udrette. Både Gud og mennesket må arbejde. Modstand mod fristelsen må komme fra mennesket, men det må hente hjælpen fra Gud. På den ene side findes der evig visdom, medynk og kraft, på den anden side svaghed, syndighed og fuldstændig hjælpeløshed. ret

(255)  Gud ønsker, at vi skal have herredømme over os selv; men han kan ikke hjælpe os uden vort samtykke og vor medvirken. Guds Ånd arbejder gennem de kræfter og evner, mennesket har fået. Ved egen kraft kan vi ikke bringe tankerne, ønskerne og tilbøjelighederne i overensstemmelse med Guds vilje; men hvis vi er "villige til at gøres villige", vil Frelseren udrette dette for os, så vi kan "nedbryde tankebygninger og alt hovmod, der rejser sig mod erkendelsen af Gud, og tage enhver mennesketanke til fange ind under lydighed mod Kristus." 2Kor. 10,5. ret

(255)  Den, der vil opbygge en stærk og retlinet karakter, den, der gerne vil være en kristen under alle forhold, må give alt og gøre alt for Kristus; for Frelseren vil ikke tage mod en tjeneste, der er delt. Daglig må han lære betydningen af selvhengivelse. Han må granske Guds ord, lære dets betydning og adlyde dets forskrifter. På denne måde kan han nå målet for, hvad en kristen kan yde. Dag efter dag arbejder Gud med ham og udvikler hans karakter, så den kan holde stand i den sidste prøves time. Og dag efter dag udfører den troende for menneskers og engles øjne et forsøg, der viser, hvad evangeliet kan udrette for faldne mennesker. ret

(255)   "Jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men ét gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus." ret

(255)  Paulus gjorde mange ting. Fra det øjeblik, hvor han overgav sig til Kristus, var hans liv opfyldt af utrættelig tjeneste. Han rejste fra by til by og fra land til land for at fortælle om korset, vinde omvendte for evangeliet og oprette menigheder. For disse menigheder drog han stadig omsorg og han skrev mange belærende breve til dem. Til tider arbejdede han ved sit håndværk for at tjene til livets ophold; men midt i tilværelsens travlhed tabte Paulus aldrig det store mål af syne: at haste fremad mod sit høje kalds sejrspris. Ét mål holdt han sig altid for øje: at være tro mod ham, som ved Damaskus port havde åbenbaret sig for ham. Intet var i stand til at få han til at vige fra dette mål. At ophøje Golgatas kors dette var den altopslugende tanke, der lå til grund for hans ord og tanker. ret

(256)  Det store mål, der tvang Paulus til at haste fremad trods trængsler og vanskeligheder, burde få enhver Kristi tjener til at vie sig selv fuldt ud til Guds tjeneste. Verdens tillokkelser vil forsøge at drage hans opmærksomhed bort fra Frelseren, men han må haste fremad mod målet og vise verden, englene og menneskene, at håbet om at komme til at se Guds ansigt er alle de anstrengelser og ofre værd, som det koster at få dette håb opfyldt. ret

(256)  Skønt Paulus var fange, tabte han ikke modet. Tværtimod lyder der en sejrsklang gennem de breve, han fra Rom skrev til menighederne. "Glæd jer altid i Herren " skrev han til filipperne, "jeg siger igen: glæd jer! ..... Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse; så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus. I øvrigt, brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!" ret

(256)   "Så skal da min Gud, rig, som han er, herligt i Kristus Jesus fuldt ud give jer alt, hvad I trænger til. ..... Herren Jesu Kristi nåde være med eders ånd!" ret

næste kapitel