Mesterens efterfølgere kapitel 49. Fra side 264.     Fra side 498 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Paulus' sidste brev

(264)  Fra kejserens retssal vendte Paulus tilbage til sin celle og forstod, at han kun havde vundet en kort opsættelse. Han vidste, at hans fjender ikke ville hvile, før de havde opnået hans død. Men han vidste også, at sandheden for en tid havde sejret. Det var i sig selv en sejr at have forkyndt en korsfæstet og opstanden Frelser for den store forsamling, der havde lyttet til ham. Den dag var der påbegyndt et værk, som ville vokse og blive stærkere og som Nero og alle andre fjender af Kristus forgæves ville prøve at hindre og tilintetgøre. ret

(264)  Dag efter dag sad han i sin skumle celle, vel vidende, at et ord eller et nik fra Nero kunne koste ham livet. Paulus tænkte på Timoteus og besluttede at sende bud efter ham. Han havde overgivet Timoteus omsorgen for menigheden i Efesus og han var derfor blevet tilbage, da Paulus sidste gang rejste til Rom. Paulus og Timoteus var knyttet sammen ved en usædvanlig dyb og stærk kærlighed. Timoteus havde siden sin omvendelse delt Paulus arbejde og lidelser med ham, og venskabet mellem de to havde vokset sig stærkere, inderligere og mere helligt, indtil Timoteus blev alt, hvad en søn kunne være for sin fader, for den aldrende, arbejdstrætte apostel. Det var intet under, at Paulus i sin ensomhed og afsondrethed længtes efter at se ham. ret

(264)  Selv under de gunstigste betingelser ville der gå flere måneder, før Timoteus kunne nå til Rom fra Lilleasien. Paulus vidste, at hans liv ikke var i sikkerhed og han var bange for, at Timoteus skulle komme for sent til at se ham. Han havde vigtige råd og anvisninger at give den unge mand, som han havde betroet et så stort ansvar; og mens han tilskyndede ham til at komme uden at tøve, dikterede han sin sidste vilje, som han måske ikke ville komme til at udtale. Med sjælen fuld af kærlig omsorg for sin åndelige søn og for den menighed, han havde ansvaret for, søgte Paulus at indprente Timoteus betydningen af at være trofast mod sit hellige kald. ret

(264)  Paulus begyndte sit brev med denne hilsen: "Paulus ..... sender hilsen til sit elskede barn Timoteus: Nåde, barmhjertighed og fred fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor Herre! Jeg takker Gud, som jeg i fædrenes spor tjener med en ren samvittighed, ligesom jeg uophørlig kommer dig i hu i mine bønner nat og dag." ret

(264)  Derpå mindede apostlen Timoteus om nødvendigheden af at være bestandig i troen. "Jeg minder dig," skrev han, "om at opflamme den nådegave fra Gud, som du fik ved min håndspålæggelse. Thi Gud har ikke givet os en fejhedens ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds ånd. Skam dig derfor ikke ved at vidne om vor Herre, ej heller ved mig, hans fange; men vær med til at lide ondt for evangeliet ved den kraft, Gud giver." Paulus bad indstændigt Timoteus om at huske på, at han var blevet kaldet "med en hellig kaldelse" til at forkynde hans kraft, der havde "bragt liv og uforkrænkelighed for lyset, ved det evangelium, jeg blev sat til at tjene som forkynder og apostel og lærer. Derfor er det også, jeg må lide dette, men jeg skammer mig ikke derved; thi jeg kender ham, som jeg har sat min lid til og jeg er vis på, at han har magt til at bevare den skat, som blev mig betroet, indtil hin dag." ret

(265)  Under hele sin lange arbejdstid havde Paulus aldrig vaklet i sin troskab mod Frelseren. Hvor han end var, om han var stillet overfor de skulende farisæere eller den romerske øvrighed, overfor den rasende pøbel i Lystra eller de dømte forbrydere i det makedoniske fængsel; om han gav råd til de rædselsslagne søfolk på det skibbrudne fartøj eller stod alene for Nero for at forsvare sit liv, aldrig havde han skammet sig over den sag, han gjorde sig til talsmand for. Det eneste store mål i hans kristenliv havde været at tjene ham, hvis navn engang havde fyldt ham med foragt; og fra dette mål havde ingen modstand eller forfølgelse kunnet få ham til at vige. Hans tro, der var blevet stærk ved at stræbe og ren ved at ofre, opretholdt og styrkede ham. ret

(265)   "Og nu du, mit barn," fortsatte Paulus, "hent kraft fra nåden i Kristus Jesus; og hvad du hørte af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro til pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at lære andre. Vær med til at lide ondt som en god Kristi stridsmand." ret

(265)  Guds sande tjener vil ikke sky trængsler eller ansvar. Fra den kilde, som aldrig svigter dem, der søger kraft fra Gud, får han den styrke, som gør ham duelig til at møde og overvinde fristelser og udføre de pligter, Gud lægger på ham. Den nåde, han modtager, er en sådan, at den øger hans evne til at kende Gud og Guds Søn. Hans sjæl higer efter at udføre en brugelig tjeneste for sin Mester og eftersom han gør fremskridt som kristen, henter han "kraft fra nåden i Kristus Jesus " Denne nåde giver ham evner til at være et trofast vidne om de ting, han har hørt. Han hverken forsømmer eller ringeagter den indsigt, han har fået fra Gud, men giver sin viden videre til trofaste mænd, som derpå kan lære andre. ret

(265)  I dette sit sidste brev til Timoteus viser Paulus den yngre medarbejder hen til et højt ideal, idet han indprenter ham de pligter. der påhviler ham som en Kristi tjener. "Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis." "Fly ungdomslysterne og jag efter retfærdighed, troskab, kærlighed og fred sammen med dem, der påkalder Herren af et rent hjerte. Afvis de tåbelige og barnagtige stridsspørgsmål; du ved jo, de skaber ufred og en Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild imod alle, dygtig til at lære fra sig, rede til at finde sig i ondt. Han bør med sagtmodighed tilrettevise de genstridige, om Gud dog engang vil give dem omvendelse, så de kom til erkendelse af sandheden." ret

(266)  Apostlen advarede Timoteus mod de falske lærere, der ville søge at få indpas i menigheden. "Det skal du vide," skrev han, "at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme. ..... De har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft. Dem skal du holde dig fra." ret

(266)   "Men onde mennesker og bedragere kommer længere og længere ud i det onde," fortsatte han, "de fører vild og farer vild. Du derimod, bliv ved det, som du har lært og er blevet overbevist om. Thi du ved, hvem de er, du har lært det af og du kender fra barndommen af de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse. ..... Ethvert skrift, som er indblæst af Gud, er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket må blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning." Gud har sørget for, at vi kan være godt rustede til kampen mod det onde i verden. Bibelen er det våbenkammer, hvor vi kan udruste os til striden. Sandheden skal spændes som et bælte om vore lænder. Vor brynje skal være retfærdighed. Troens skjold må vi løfte, frelsens hjelm må beskytte vor pande og med Åndens sværd, som er Guds ord, skal vi kæmpe os frem gennem syndens hindringer og forviklinger. ret

(266)  Paulus vidste, at der forestod menigheden en meget farefuld tid. Han vidste, at der måtte udrettes et trofast og alvorligt arbejde af dem, der havde ansvaret for menighederne; og han skrev til Timoteus: "Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring." ret

(266)  Denne højtidelige påmindelse til én, der var så nidkær og trofast som Timoteus, vidner stærkt om, hvilken betydning det har og hvilket ansvar der følger med at være ordets forkynder. Paulus kalder Timoteus frem for Gud og byder ham prædike ordet, ikke menneskers udsagn eller skikke; at være rede til at vidne for Gud, hvor der byder sig lejlighed til det for store forsamlinger og i private kredse, på vejen og i hjemmene, for venner og fjender, om det kan gøres i tryghed eller med risiko for trængsler og farer, bebrejdelser og tab. ret

(266)  Paulus ængstede sig for, at Timoteus milde, føjelige sind skulle føre ham til at vige tilbage for en væsentlig del af arbejdet og derfor foremanede han ham til med trofasthed at dadle synden og endog skarpt tilrettevise dem, der gjorde sig skyldige i grove forseelser. Dog skulle han gøre det "med al langmodighed og belæring." Han skulle være et billede på Kristi tålmodighed og kærlighed og forklare og indprente sine bebrejdelser ved hjælp af sandhedens ord. ret

(266)  Det er en vanskelig sag at dadle og hade synden og samtidig vise medlidenhed og nænsomhed mod synderen. Jo alvorligere vore bestræbelser er for at nå helliggørelse af sjæl og sind, jo skarpere bliver vor opfattelse af synden og jo mere afgjort vor misbilligelse af enhver afvigelse fra det rette. Vi må vogte os for uberettiget strenghed overfor den skyldige; men vi må også passe på ikke at tabe syndens overordentlige syndighed af syne. Der er brug for at udvise kristelig tålmodighed og kærlighed overfor den vildfarende, men det rummer også fare at vise så stor tålsomhed overfor hans vildfarelse, at han vil betragte irettesættelsen som ufortjent og afvise den som upåkrævet og uretfærdig. ret

(267)  Ordets forkyndere gør undertiden stor skade ved at tillade deres overbærenhed mod de fejlende at udarte til tolerance overfor synden og endog til selv at tage del i den. Således bringes de til at undskylde og besmykke det, som Gud fordømmer; og efter en tids forløb bliver de så forblindede, at de roser netop dem, som Gud befaler dem at dadle. Den, som har sløvet sin åndelige opfattelse ved syndig lemfældighed overfor dem, som Gud fordømmer, vil inden længe komme til at begå en større synd ved strenghed og hårdhed overfor dem, som Gud glæder sig over. ret

(267)  Ved stolthed over menneskelig klogskab, ved foragt for Helligåndens påvirkning og ved ubehag ved sandheden i Guds ord vil mange, der hævder at være kristne, bringes til at vende sig bort fra Guds krav. Paulus sagde til Timoteus: "Der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne." ret

(267)  Her hentyder apostlen ikke til de åbenlyst irreligiøse, men til de kristne af navn, som lader sig lede af tilbøjeligheder og således bliver jegets slaver. Den slags mennesker er kun villige til at lytte til sådanne lærdomme, som ikke bebrejder dem deres synder eller fordømmer deres forlystelsessyge. De føler sig krænkede over Kristi tjeneres klare ord og vælger sig lærere, som roser dem og smigrer dem. Og blandt anerkendte forkyndere findes der nogle, som prædiker menneskers tanker i stedet for Guds ord. Ved at svigte deres pligt vildleder de dem, der søger til dem for at få åndelig vejledning. ret

(267)  I sin hellige lovs forskrifter har Gud givet os en fuldkommen rettesnor for livet og han har erklæret, at indtil dagenes ende skal denne lov, uden at der ændres et bogstav eller en tøddel i den, vedblive at stille sine krav til mennesker. Kristus kom for at fuldkomme loven og ophøje den. Han viste, at den bygger på den brede grundvold af kærlighed til Gud og mennesker og at lydighed mod dens forskrifter indeholder alle et menneskes forpligtelser. Ved sit eget liv gav han eksempel på lydighed mod Guds lov. I bjergprædikenen viste han, hvordan dens krav rækker udover de ydre handlinger og gransker hjertets tanker og hensigter. ret

(267)  Når loven adlydes, får den mennesker til at "sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden." Titus 2,12. Men al retfærdigheds fjende har underlagt sig verden og fået mænd og kvinder til at være ulydige mod loven. Som Paulus forudså, at det ville ske, har mange vendt sig fra Guds ords klare, tydelige sandheder og har valgt sig lærere, der forkynder dem de fabler, de gerne vil høre. Mange blandt både præster og lægfolk træder Guds bud under fod. Sådan krænker man verdens Skaber og Satan ler triumferende over, at hans list lykkes så godt. ret

(267)  Mens ringeagten for Guds lov vokser, skabes der en tiltagende modvilje mod religion; hovmod, forlystelsessyge, ulydighed mod forældre og nydelsessyge forøges; og alle vegne spørger eftertænksomme mennesker ængsteligt: "Hvad kan man gøre for at råde bod på disse farlige tilstande?" Svaret findes i Paulus formaning til Timoteus: "Prædik ordet!" I Bibelen finder man de eneste sikre retningslinjer. Den er en afskrift af Guds vilje, den er udtryk for guddommelig visdom. Den muliggør menneskets forståelse af livets store problemer, den vil vise sig at være en sikker vejviser for alle, der holder dens befalinger og hindre dem i at øde deres liv ved fejlagtige anstrengelser. ret

(268)  Gud har ladet os kende sin vilje og det er dårskab af mennesker at betvivle det, som er udgået af hans mund. Når den evige visdom har talt, kan der ikke være tvivlsomme spørgsmål for mennesker at afgøre, ingen mulighed for vaklen. Alt, hvad der kræves af os, er ærlig, tillidsfuld kamp for at gøre Guds vilje, sådan som den er udtrykt overfor os. Lydighed er både fornuftens og samvittighedens første bud. ret

(268)  Paulus vedblev med sin belæring: "Vær ædruelig under alle forhold, bær dine lidelser, gør en evangelists gerning, gør fyldest i din tjeneste." Paulus var ved at fuldende løbet og han ville gerne, at Timoteus skulle indtage hans plads og vogte menigheden for de fabler og vildfarelser, ved hvilke fjenden på forskellige måder ville forsøge at føre dem bort fra evangeliets enfoldighed. Han formanede ham til at sky alle timelige sysler og forviklinger, der kunne hindre ham i helt at give sig hen til arbejdet for Gud; med et glad sind at tåle modgang, bebrejdelser og forfølgelser, som han på grund af sin troskab kunne blive genstand for; at give fuldt bevis for sin prædikegerning ved at gøre brug af alle midler indenfor hans rækkevidde til at gøre godt mod dem, for hvem Kristus døde. ret

(268)  Paulus liv var en virkeliggørelse af de sandheder, han lærte andre og heri lå hans styrke. Hans hjerte var fyldt af en dyb og stadig følelse af hans ansvar for andre og han arbejdede i nært samfund med ham, som er retfærdighedens, barmhjertighedens og sandhedens kilde. Han klyngede sig til Kristi kors som det eneste sikre i verden. Frelserens kærlighed var den udødelige grundtanke, der holdt ham oppe i hans kamp mod selvet og i hans strid mod det onde, når han i Kristi tjeneste ilede frem trods verdens uvenlighed og sine fjenders modstand. ret

(268)  Det, menigheden har brug for i denne skæbnesvangre tid, er en hær af arbejdere, der ligesom Paulus har oplært sig til brugbarhed, mennesker, som har dyb erfaring om, hvad der hører Guds rige til og som er fulde af alvor og nidkærhed. Der trænges til helliggjorte, opofrende mennesker; sådanne, der ikke skyr prøvelser og ansvar; mennesker, der er tapre og trofaste; mennesker, i hvis hjerter Kristus er blevet til "herlighedens håb," og som vil forkynde ordet med læber, der er berørt af den himmelske ild. Af mangel på den slags arbejdere sygner menigheden hen, og skæbnesvangre vildfarelser vil som en dødelig gift fordærve moralen og nedbryde håbet hos en stor del af menneskeslægten. ret

(268)  Efterhånden som de trofaste, veltjente fanebærere giver livet hen for sandhedens skyld, hvem vil så træde til for at indtage deres plads? Vil vore unge mænd modtage det hellige kald af deres fædres hånd? Bereder de sig til at udfylde de tomme pladser, der fremkommer ved de trofastes død? Vil de ænse apostlens befaling, høre kaldet til at gøre deres pligt trods selviskhedens og ærgerrighedens fristelser, som besnærer ungdommen? ret

(269)  Paulus sluttede sit brev med personlige hilsener til forskellige og gentog atter sin indtrængende bøn om, at Timoteus snart ville komme til ham, om muligt før vinterens komme. Han talte om sin ensomhed, der var forårsaget ved, at nogle af hans venner havde svigtet ham og at andre var nødt til at være borte fra ham; og for at Timoteus ikke skulle tøve med at komme, meddelte Paulus, at han allerede havde sendt Tykikus for at indtage hans plads. ret

(269)  Efter at Paulus havde omtalt sin retssag i overværelse af Nero, brødrenes svigten og pagtens Guds hjælpende nåde, sluttede han sit brev med at overgive sin elskede Timoteus til overhyrdens varetægt, han, som dog stadig ville vogte sin hjord, om end underhyrderne blev slået til jorden. ret

næste kapitel