Mesterens efterfølgere kapitel 50. Fra side 270.     Fra side 509 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Dømt til døden

(270)  Ved den sidste retshandling af Paulus sag i overværelse at Nero havde apostlens ord gjort et så stærkt indtryk på kejseren, at han udsatte afgørelsen af sagen, idet han hverken frikendte eller dømte Guds tjener. Men snart vendte kejserens had til Paulus tilbage. I raseri over ikke at være i stand til at standse udbredelsen af den kristne religion, selv ikke indenfor sin egen husstand, besluttede han, at apostlen skulle henrettes, så snart der kunne findes et rimeligt påskud. Det varede ikke længe, før Nero traf den afgørelse, at Paulus skulle dø martyrdøden. Eftersom en romersk borger ikke kunne underkastes tortur, blev han dømt til at halshugges. ret

(270)  Paulus blev uden at vække opsigt ført til henrettelsesstedet. Kun få tilskuere fik lov til at være til stede; for hans forfølgere, der var skræmt over rækkevidden af hans indflydelse, var bange for, at der kunne vindes sjæle for kristendommen, hvis en større skare så ham lide døden. Men selv de hærdede soldater, der var til stede, lyttede til hans ord og med forundring så de ham være frimodig og næsten glad med døden for øje. For nogle af dem, der var vidner til hans martyrdød, blev hans tilgivende ånd overfor hans mordere og hans bestandige tillid til Kristus lige til det sidste "en duft af liv til liv." Mere end én tog mod den Frelser, som Paulus prædikede og inden længe beseglede de deres tro med deres blod. ret

(270)  Lige til sin sidste stund var Paulus et vidne om sandheden i sine ord til korinterne: "Gud, som sagde: "Af mørke skal lys skinne frem," blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart." ret

(270)   "Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv. På alle måder er vi hårdt trængte, men ikke indestængte, tvivlrådige, men ikke fortvivlede, forfulgte, men ikke forladte, slået til jorden, men ikke slået ihjel. Altid bærer vi Jesu dødslidelse med os på vort legeme, for at også Jesu liv må blive åbenbart i vort legeme." 2Kor. 4,6-10. Han stolede ikke på sig selv, men på Guds hjælp og nærværelse, som fyldte hans sjæl og bragte enhver tanke ind under Kristi vilje. Profeten udtaler: "Du vil bevare den i fuldkommen fred, hvis sind hviler i dig: fordi han stoler på dig." Es. 26,3. (Eng. overs.) Den himmelske fred, der lyste fra Paulus ansigt, vandt mange sjæle for evangeliet. ret

(271)  Paulus var omgivet af en himmelsk atmosfære. Alle, der kom i forbindelse med han, følte påvirkningen af hans forening med Kristus. Dette, at hans eget liv var vidnesbyrd om den sandhed, han prædikede, gav hans forkyndelse overbevisende kraft. Heri ligger sandhedens magt. Et helligt livs utilstræbte, ubevidste indflydelse er den mest overbevisende prædiken, som kan holdes til gavn for kristendommen. Argumenter kan, selv om de er uigendrivelige, komme til kun at fremkalde modstand; men et fromt eksempel har en kraft, som ikke er til at modstå. ret

(271)  Apostlen tabte sine egne kommende lidelser af syne i sin omsorg for dem, som han nu skulle overlade at tage kampen op mod fordom, had og forfølgelse. De få kristne, der ledsagede ham til henrettelsesstedet, søgte han at styrke og opmuntre ved at gentage de løfter, som følger dem, der forfølges for retfærdighedens skyld. Han forsikrede dem, at intet af alt det, Herren havde sagt med hensyn til sine prøvede og trofaste børn, ville slå fejl. En kort tid måtte de måske tåle svære tider på grund af mange slags fristelser; de kunne komme til at give afkald på timeligt velvære; men de skulle opmuntre deres hjerter ved forvisningen om Guds trofasthed og sige: "Jeg kender ham, som jeg har sat min lid til og jeg er vis på, at han har magt til at bevare den skat, som blev mig betroet." Prøvelsens og lidelsens nat ville snart være til ende og så ville der gry en dejlig morgen med fred og fuldkomment lys. ret

(271)  Apostlen så ind bag det store forhæng, ikke med uvished eller frygt, men med glad håb og længselsfuld forventning. Som han står ved det sted, hvor han skal lide martyrdøden, ser han ikke bøddelens sværd eller jorden, der snart skal drikke hans blod. Han ser op gennem denne sommerdags stille blå himmel til den eviges trone. ret

(271)  Denne troens mand ser Jakobsstigen, som var et billede på Kristus, den stige, som forener jord og Himmel og det dødelige menneske med den evige Gud. Hans tro styrkes, mens han mindes, hvordan patriarker og profeter har stolet på denne ene, som er hans hjælp og trøst og for hvem han snart skal give sit liv. Fra disse hellige mænd, som gennem århundreder har vidnet om deres tro, hører han forvisningen om, at Gud er trofast. Hans medapostle, som for at prædike Kristi evangelium gik ud for at imødegå religiøs fanatisme og hedensk overtro, forfølgelse og ringeagt og som ikke regnede deres liv for dyrebart til, at de turde løfte lyset fra korset højt midt i vantroens mørke labyrinter, disse hørte han vidne om, at Jesus er Guds Søn, verdens Frelser. Fra pinebænken, bålet, fangehullet, fra jordens huler lyder for hans øre martyrernes triumfråb. Han hører vidnesbyrdet fra standhaftige sjæle, som, skønt de lider nød, er syge og forpinte, dog vidner frygtløst og højtideligt for troen med disse ord: "Jeg ved, hvem jeg har troet på." Disse, som har ofret livet for deres tro, forkynder for verden, at han, til hvem de har sat deres lid, har magt til fuldt ud at frelse. ret

(271)  Frikøbt ved Kristi død, renset fra synd ved hans blod og iført hans retfærdighed er Paulus sit eget vidne om, at hans sjæl er dyrebar i Frelserens øjne. Hans liv er skjult med Kristus i Gud og han er forvisset om, at han, som overvandt døden, også har magt til at beholde det, som er betroet til hans varetægt. Hans tanker holder fast ved Frelserens løfte: "Jeg skal oprejse ham på den yderste dag." Joh. 6,40. Hans tanker og hans håb samler sig om Herrens andet komme og da bøddelens sværd falder og dødens skygger samler sig om martyren, er hans sidste tanke ligesom den første vil blive det ved den store opvågnen at skulle møde livets giver, der vil byde ham velkommen til de saliges glæde. ret

(272)  Næsten en snes århundreder er gået, siden den gamle Paulus udgød sit blod som vidne for Guds ord og til vidnesbyrd om Jesus Kristus. Ingen trofast hånd har for de kommende slægtled berettet om de sidste begivenheder i denne hellige mands liv; men hans sidste vidnesbyrd er ved åbenbaring blevet bevaret for os. Med basunklang har hans røst lydt gennem alle tider siden dengang og har styrket tusinder af Kristi vidner med hans eget mod og har i tusinder af sørgende hjerter vakt en genlyd af hans egen sejrsglæde: "Thi mit blod skal nu snart udgydes som drikoffer og tiden er inde, da jeg skal bryde op. Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag og ikke blot mig, men også alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst." 2Tim. 4,6-8. ret

næste kapitel