Mesterens efterfølgere kapitel 55. Fra side 294.     Fra side 557 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Forvandlet ved nåden

(294)  Disciplen Johannes liv er et billede på sand helliggørelse. I de år, hvor han levede så nær Kristus, fik han ofte advarsler og påmindelser af Frelseren og han tog imod disse tilrettevisninger. Efter som Kristi guddommelige natur åbenbaredes for ham, så Johannes sin egen ufuldkommenhed og følte sig ydmyget herved. Som modsætning til sit eget heftige sind så han dag efter dag Jesu kærlighed og langmodighed og hørte hans lære om ydmyghed og tålmodighed. Dag efter dag blev hans hjerte draget mod Kristus, indtil han tabte sig selv af syne i sin kærlighed til Mesteren. Den kraft og mildhed, den majestæt og sagtmodighed, den styrke og tålmodighed, som han så i Guds Søns daglige liv, fyldte hans sjæl med beundring. Han overgav sit stridige, ærgerrige sind til Kristi forvandlende kraft og Guds kærlighed bevirkede en omdannelse af hans personlighed. ret

(294)  En slående modsætning til den helliggørelse, der foregik i Johannes liv, finder vi i det, der skete med hans meddiscipel Judas. Judas hævdede ligesom Johannes at være Kristi discipel, men han ejede kun en ydre gudsfrygt. Han var ikke ufølsom for skønheden i Kristi personlighed og ofte, når han lyttede til Frelserens ord, følte han sig overbevist; men han ville ikke ydmyge sig og bekende sine synder. Ved at modstå den guddommelige påvirkning vanærede han den Mester, som han foregav at elske. Johannes kæmpede ærligt mod sine fejl, men Judas trodsede sin samvittighed og gav efter for fristelserne, hvorved hans onde vaner blev mere og mere indgroede. Det stemte ikke overens med hans ønsker og hensigter at omsætte de sandheder, Kristus lærte, i gerning og han kunne ikke få sig selv til at opgive sine planer for at modtage visdom fra Himmelen. I stedet for at vandre i lyset valgte han at vandre i mørket. Ondt begær, gerrighed, hævngerrighed, mørke og uvillige tanker næredes i hans sind, indtil Satan fik det fulde herredømme over ham. ret

(294)  Johannes og Judas er repræsentanter for dem, der hævder at være Kristi disciple. De havde begge samme lejlighed til at granske og følge det guddommelige forbillede. Begge havde de nær forbindelse med Jesus og nød godt af at lytte til hans undervisning. Begge havde alvorlige mangler i deres karakter og begge havde adgang til Guds nåde, som forvandler sindet. Men mens den ene af dem i ydmyghed lyttede til Jesus, afslørede den anden, at han ikke var en ordets gører, men kun en hører. Den ene, som daglig fornægtede sig selv og overvandt synden, blev helliggjort ved sandheden; den anden, som kæmpede mod nådens forvandlende kraft og hengav sig til egoistiske ønsker, endte i Satans trældom. ret

(295)  En sådan karakterforandring, som man møder i Johannes liv, vil altid være frugten af et liv i samfund med Kristus. Der kan findes udprægede mangler i et menneskes karakter, men hvis han bliver Kristi sande discipel, vil Guds nådes kraft alligevel forvandle og helliggøre ham. Ved som i et spejl at se Herrens herlighed vil han forvandles fra herlighed til herlighed, indtil han kommer til at ligne ham, som han tilbeder. ret

(295)  Johannes blev en lærer i helliggørelse og i sine breve til menighederne opstillede han ufravigelige regler for, hvordan en kristen bør leve. "Enhver, der har dette håb til ham " skriver han, "renser sig selv, ligesom han er ren." Joh. 3,3. "Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som han vandrede." Joh. 2,6. Han lærte, at en kristen må være ren i sit sind og sit liv. Han må aldrig lade sig nøje med tomme erklæringer. Ligesom Gud er hellig indenfor sit område, sådan skal det faldne menneske ved troen på Kristus være hellig indenfor sit område. ret

(295)   "Thi dette er Guds vilje, at I helliggøres," skrev apostlen Paulus. 1Tess. 4,3. Menighedens helliggørelse er Guds formål med hele hans handlemåde overfor sit folk. Han har fra evighed udvalgt dem, for at de skal være hellige. Han hengav sin Søn for deres skyld, for at de måtte blive helliggjorte ved lydighed mod sandheden og frigøres for al selvets smålighed. Han kræver et personligt arbejde af dem, en personlig overgivelse. Gud kan kun blive æret i dem, der bekender at tro på ham, hvis de bliver omdannede til hans billede og lader sig beherske af hans Ånd. Så kan de som vidner for Frelseren lade andre forstå, hvad Guds nåde har udrettet for dem. ret

(295)  Sand helliggørelse bevirkes ved, at kærligheden omsættes i gerninger. "Gud er kærlighed og den, som bliver i kærligheden, bliver i Gud og Gud bliver i ham." 1Joh. 4,16. Hvis Kristus bor i et menneskes hjerte, vil dette menneske leve et gudfrygtigt liv. Dets karakter vil blive lutret, forædlet og herliggjort. Den rene lære vil forenes med retfærdighedens gerninger; Himmelens bud vil forene sig med fromme handlinger. ret

(295)  De, som ønsker at opnå helliggørelsens velsignelser, må først lære selvfornægtelsens betydning. Kristi kors er det afgørende støttepunkt og heraf afhænger "uden mål og måde en evig vægt af herlighed." 2Kor. 4,17. "Hvis nogen vil gå i mit spor," siger Kristus, "skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig." Matt. 16,24. Det er ved duften af vor kærlighed til andre, at vor kærlighed til Gud åbenbares. Det er udholdenhed i tjenesten, som bringer sjælen hvile. Det er ved ydmygt, flittigt og trofast arbejde, at det skal gå Israel vel. Gud opretholder og styrker den, der er villig til at følge efter Kristus. ret

(295)  Helliggørelse opnås ikke i løbet af et øjeblik, en time, en dag, men i løbet af et helt liv. Den vindes ikke ved en lykkelig stemning, men er frugten af bestandig at dø fra synden og leve for Kristus. Uret kan ikke gøres god igen og heller ikke kan sindet omskabes ved svage, periodiske bestræbelser. Det er kun ved langvarige og udholdende bestræbelser, hård dísciplin og alvorlig kamp, at vi kan sejre. Vi ved ikke den ene dag, hvor hård kampen vil blive den næste. Så længe Satan regerer, må vi undertrykke vort eget jeg og overvinde skødesynder. Så længe vi lever, vil der ikke blive nogen standsning, intet punkt, hvortil vi kan nå og sige: nu har jeg nået det! Helliggørelse er frugten af livsvarig lydighed. ret

(296)  Ingen af apostlene eller profeterne hævdede at være syndfri. Mennesker, der har levet Gud allernærmest, mennesker, der hellere ville ofre selve livet end bevidst begå noget forkert, mennesker, som Gud har hædret med guddommeligt lys og kraft, har indrømmet deres naturs syndighed. De har ikke sat deres lid til sig selv, de har ikke påberåbt sig nogen egen retfærdighed, men har fuldt ud stolet på Kristi retfærdighed. ret

(296)  Således vil det gå alle, der ser Kristus. Jo nærmere vi kommer Jesus og jo klarere vi fatter hans væsens renhed, jo tydeligere vil vi komme til at se syndens overvældende syndighed og jo mindre vil vi føle trang til at prise os selv. Stadig må sjælen stræbe hen mod Gud, stadig må der ske en alvorlig, smertelig bekendelse af synden og en ydmygelse af hjertet overfor ham. Ved hvert skridt fremad i vore erfaringer som kristne vil vor anger blive dybere. Vi vil føle, at vi kun magter noget ved Kristi hjælp og vi må med apostlen erkende: "Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit kød, bor der intet godt." Rom. 7,18. "Men det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi kors, ved hvem verden er korsfæstet for mig, og jeg for verden." Gal. 6,14. ret

(296)  Lad blot de engle, som skal berette, skrive historien om Guds folks hellige kampe og strid. Lad dem berette om deres tårer og bønner, men lad ikke Gud blive vanæret ved denne erklæring fra menneskers læber: "Jeg er uden synd; jeg er hellig." Helliggjorte mennesker vil aldrig formaste sig til at fremkomme med den slags udtalelser. ret

(296)  Apostlen Paulus var blevet henrykket til den tredje Himmel og havde set og hørt ting, som der ikke kunne gives udtryk for, men dog lyder hans fordringsløse erklæring således: "Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen, men jeg jager derefter." Lad Himmelens engle skrive om Paulus sejre, når han kæmpede troens gode strid. Lad Himmelen fryde sig over hans faste skridt mod Himmelen og over, at han med sejrsprisen for øje regner alt andet for skarn. Englene fryder sig over at berette om hans sejre, men Paulus praler ikke af det, han har vundet. Paulus har den samme indstilling, som enhver Kristi discipel burde have, når han strider sig frem i kampen for at vinde udødelighedens krone. ret

(296)  Lad blot dem, der føler sig tilbøjelige til at hævde deres egen fromhed, se ind i Guds lovs spejl. Når de ser dens vidtrækkende krav og forstår, hvordan den gransker hjertets tanker og hensigter, vil de ikke mere prale af syndfrihed. "Hvis vi siger, at vi ikke har synd," siger Johannes, som ikke skiller sig ud fra brødrene, "så bedrager vi os selv og sandheden er ikke i os." 1Joh. 1,8. "Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, så gør vi ham til en løgner og hans ord er ikke i os." Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed." 1Joh. 1,9-10. ret

(296)  Der findes nogle, der regner sig for hellige. De erklærer, at de helt tilhører Herren og hævder at være berettigede til Guds forjættelser, skønt de nægter at vise lydighed mod hans bud. Disse lovens overtrædere gør krav på alt det, der er lovet Guds børn; men dette er anmasselse fra deres side, for Johannes siger os, at den sande kærlighed til Gud viser sig i lydighed mod hans bud. Det er ikke nok teoretisk at tro sandheden, at give sig ud for at tro på Kristus, at tro, at Jesus ikke er nogen bedrager og at Bibelens religion ikke er en snedigt opfundet fabel. "Den, der siger: "Jeg kender ham," og ikke holder hans bud," skrev Johannes, "han er en løgner, og i ham er sandheden ikke; men den, der holder hans ord, i ham er sandelig Guds kærlighed blevet fuldkommet. Derpå kender vi, at vi er i ham." 1Joh. 2,4-5. "Og den, der holder hans bud, bliver i Gud, og Gud i ham." 1Joh. 3,24. ret

(297)  Johannes lærte ikke, at frelsen skulle fortjenes gennem lydighed, men at lydigheden skulle være troens og kærlighedens frugt. "I ved, at han åbenbaredes, for at han skulle bære synden," sagde han, "og der er ikke synd i ham. Enhver, der bliver i ham, synder ikke; enhver, der synder, har hverken set ham eller kendt ham." 1Joh. 3,5-6. Hvis vi bliver i Kristus, hvis Guds kærlighed bor i hjertet, vil vore følelser, vore tanker og vore handlinger være i overensstemmelse med Guds vilje. Det helliggjorte hjerte er i overensstemmelse med Guds lovs forskrifter. ret

(297)  Der er mange, som kun har lidt fred eller glæde, skønt de stræber efter at adlyde Guds bud. Denne manglende erfaring skyldes, at de ikke udøver tro. De vandrer ligesom i et øde land, en udtørret ørken. De kræver kun lidt, skønt de kunne kræve meget; thi der findes ingen grænse for Guds forjættelser. Den slags mennesker er ikke den rette slags repræsentanter for den helliggørelse, der fremkommer ved at være lydig mod sandheden. Herren vil, at alle hans sønner og døtre skal være lykkelige, trygge og lydige. Ved at handle i tro kommer den troende til at eje disse velsignelser. Ved tro kan enhver ufuldkommenhed i karakteren blive afhjulpet, enhver tilsmudsning blive renset, enhver fejl rettet og enhver udmærket egenskab blive udviklet. ret

(297)  Bøn er det middel, Himmelen har anvist os til at vinde sejr i striden mod synd og til udvikling af en kristen personlighed. Den guddommelige påvirkning, der kommer som svar på troens bøn, vil i den bedendes sjæl opfylde alt det, han trygler om. Vi kan bede om syndernes forladelse, om et kristent sindelag, om visdom og styrke til at gøre Guds gerning og om enhver gave, han har lovet os; og hans løfte lyder: "I skal få!" ret

(297)  Det var på bjerget sammen med Gud, at Moses så forbilledet til den vidunderlige bygning, hvor Guds herlighed skulle dvæle. Det er på bjerget sammen med Gud, i det lønlige samfund med ham at vi skal komme til at skue hans herlige mål for menneskeslægten. Gennem alle tider har Gud ved hjælp af samfund med Himmelen udvirket, hvad han ville gøre for sine børn, ved gradvis at åbne deres øjne for nådens lærdomme. Hans måde at meddele os sandheden på skildres i disse ord: "Som morgenrøden er hans opgang vis." Hoseas 6,3. Den, som vælger sin plads, hvor Gud kan oplyse ham, går frem, så at sige, fra morgengryets delvise mørke til middagens fulde stråleglans. ret

(297)  Sand helliggørelse betyder fuldkommen kærlighed, fuldkommen lydighed, fuldkommen overensstemmelse med Guds vilje. Vi skal helliges til Gud gennem lydighed mod sandheden. Vor samvittighed må lutres fra døde gerninger for at tjene den levende Gud. Vi er endnu ikke fuldkomne, men vi har retten til at frigøre os for jegets og syndens forviklinger og nå frem til fuldkommenhed. Det er store muligheder, høje og hellige egenskaber, der kan opnås af alle. ret

(298)  Grunden til, at mange i denne tidsalder ikke gør større fremskridt i livet med Gud, er, at de fortolker Guds vilje som netop det, de selv ønsker at gøre. Mens de følger deres egne ønsker, smigrer de sig med, at de retter sig efter Guds vilje. De har ingen kamp med deres eget jeg. Der er andre, som for en tid kæmper med held mod deres egoistiske begær efter fornøjelser og magelighed. De er oprigtige og ærlige, men de bliver trætte af de langvarige anstrengelser, af at dø daglig, af den endeløse strid. Ladheden synes tiltrækkende, at døde sit eget jeg utiltalende og de lukker deres døsige øjne og ligger under for fristelsens magt i stedet for at modstå den. ret

(298)  De retningslinjer, der findes i Guds ord, levner ingen plads til et kompromis med det onde. Guds Søn åbenbaredes, for at han skulle drage alle til sig. Han kom ikke for at dysse verden i søvn, men for at vise hen til den snævre vej, ad hvilken alle må vandre for at nå til portene i Guds stad. Hans børn må følge efter, hvor han har vist vejen. Hvor meget der end skal ofres af behageligheder eller hensyntagen til selvet, hvor meget det end skal koste af slid og lidelse, så må de fortsætte med den stadige kamp mod selvet. ret

(298)  Den største hyldest, mennesker kan bringe Gud, er at blive indviede redskaber, som han kan bruge i sit arbejde. Tiden går hastigt over i evigheden. Lad os ikke forholde Gud det, som tilhører ham. Lad os ikke nægte ham det, som, skønt det ikke kan gives, uden at det koster noget, ikke kan tilbageholdes uden at blive til vor ødelæggelse. Han beder om hele vort hjerte. Lad ham få det; det er jo hans, både i kraft af skabelsen og forløsningen. Han beder om dine intellektuelle evner. Lad ham få dem; de tilhører ham. Han beder om dine penge. Lad ham få dem; de tilkommer jo ham. "I tilhører ikke jer selv. I er jo købt og prisen betalt." 1Kor. 6,19-20. Gud kræver troskab af en helliggjort sjæl, som har beredt sig til at tjene ham ved at udøve den tro, som virker ved kærlighed. Han foreholder os det højeste ideal, ja, endog fuldkommenhed. Han beder os om helt at leve for ham i denne verden, ligesom han lever for os hos Faderen. ret

(298)   "Thi dette er Guds vilje" med jer, "at I helliggøres." 1Tess. 4,3. Er det også din vilje? Dine synder kan forekomme dig som bjerge; men hvis du ydmyger dig og bekender dine synder i tillid til en korsfæstet og opstanden Frelser, så vil han tilgive dig og rense dig fra al uretfærdighed. Gud kræver, at du fuldstændig retter dig efter hans lov. Denne lov er som genlyden af hans røst, som siger: "Mere hellig, ja, endnu mere hellig!" Begær Kristi nådes fylde. Lad dit hjerte fyldes med inderlig længsel efter hans retfærdighed, som ifølge Guds ord virker til fred og som giver ro og tryghed for evigt. ret

(298)  Når din sjæl længes efter Gud, vil du få mere og mere af hans nådes uransagelige rigdomme. Mens du betragter disse rigdomme, vil du komme til at eje dem og åbenbare betydningen af Frelserens sonoffer, beskærmelsen ved hans retfærdighed, hans visdoms fylde og hans magt i at fremstille dig for Faderen "uplettet og dadelfri." 2Pet. 3,14. ret

næste kapitel