(14) »Så tog han til orde, lærte dem og sagde: »Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres.«
Som noget nyt og mærkværdigt lyder disse ord i den undrende forsamlings øren. En sådan lære er i strid med alt, hvad de nogensinde har hørt en præst eller rabbiner udtale. De finder ikke noget deri, som kan smigre deres stolthed eller give næring til deres ærgerrige forhåbninger. Men denne nye lærer besidder en kraft, som henriver dem. Fra selve hans nærværelse udstrømmer den guddommelige kærligheds yde, ligesom duften fra en blomst Hans ord falder »som regn på slagne enge, som regnskyl, der væder jorden". (Sl. 72,6). Alle føler uvilkårligt, at her befinder de sig over for en, som kan læse sjælens hemmeligheder, men som kommer dem nær i øm medlidenhed. Deres hjerter lukker sig op for ham, og medens de lytter, åbenbarer Helligånden for dem noget af betydningen i den lærdom, som menneskene til alle tider behøver at tilegne sig. ret
(14) I Kristi dage mente folkets religiøse ledere, at de var rige på åndelige skatte. Farisæernes bøn: »Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker« (Luk. 18,11), gav udtryk for den rådende mening inden for hans stand og i stor udstrækning iblandt folket som et hele. Men i den skare, der omgav Jesus, var der nogle, som havde en forståelse af deres åndelige armod. Da Kristi kraft kom til syne i den vidunderlige fiskedræt, kastede Peter sig ned for Frelserens fødder og udbrød: »Gå bort fra mig, Herre, thi jeg er en syndig mand!« (Luk. 5,8). Således var det også med mængden, der var samlet på bjerget; der fandtes sjæle, som over for hans renhed følte, at de var »elendige og ynkværdige og fattige og blinde og nøgne« (Åb. 3,17), og de længtes efter »Guds nåde", som »blev åbenbaret til frelse« (Tit. 2,11.) Hos disse sjæle vakte Jesu ord håb; de indså, at deres liv stod under Guds velsignelse. ret
(15) Jesus havde tilbudt velsignelsens kalk til dem, der mente, at de var rige og havde vundet rigdom og intet trængte til (Åb. 3,17), og med foragt havde de vendt sig bort fra nådens gave. Den, der føler sig rask og mener at han er nogenlunde god og er tilfreds med sin stilling, søger ikke at blive delagtig i Kristi nåde og retfærdighed. Stoltheden erkender ingen trang, og derfor lukker den hjertet for Kristus og for de ubegrænsede velsignelser, han kom for at bringe. Sådanne har ingen plads til Jesus i hjertet. De, der er rige og agtværdige i deres egne øjne, beder ikke i tro og erholder ikke Guds velsignelse. De mener, at de er fyldte, og derfor går de tomhændede bort. De, der ved, at de umuligt kan frelse sig selv eller i egen kraft udføre en retfærdig handling, er netop i stand til at vurdere den hjælp, som Kristus kan yde. Disse er de fattige i ånden, som han siger er salige. ret
(15) Den, Kristus tilgiver, gør han først bodfærdig, og det er Helligåndens gerning at overbevise om synd. De, hvis hjerter er blevet påvirket af Guds overbevisende ånd, forstår, at der ikke findes noget godt i dem. De indser, at alt, hvad de nogensinde har udrettet, er blandet med egoisme og synd. Ligesom den arme tolder står de langt borte, idet de ikke engang vover at opløfte deres øjne til himmelen, medens de råber: »Gud, vær mig syder nådig!« (Luk. 18,13). Og de bliver velsignet. Der er tilgivelse for den bodfærdige, for Kristus er »Guds lam, som bærer verdens synd". Guds løfte lyder: »Er jeres synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de røde som purpur, de skal dog blive som uld". »Jeg giver jer et nyt hjerte. ..... Jeg giver en ny ånd i jeres indre". (Es. 1,18; Ez. 36,26-27). ret
(16) Om de fattige i ånden siger Jesus: »Himmeriget er deres". Dette rige er ikke et timeligt og jordisk herredømme, således som Kristi tilhørere havde håbet. Kristus var i færd med at oplade sin kærligheds, sin nådes og sin retfærdigheds åndelige rige for menneskene. Lighed med menneskesønnen udgør Messiasrigets fanemærke. Hans undersåtter er de fattige i ånden, de sagtmodige, de for retfærdigheds skyld forfulgte. Himmeriget er deres. En gerning, der vel endnu ikke er fuldbyrdet, er dog begyndt i dem, og den vil gøre dem »skikkede til at få del i de helliges arvelod i lyset« (Kol. 1,12): ret
(16) Alle, der har en forståelse af deres dybe sjælelige fattigdom og indser, at der i dem selv ikke findes noget godt, kan finde retfærdighed og styrke ved at se hen til Jesus. Han siger: »Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder« (Matt. 11,28). Han byder dig at ombytte din fattigdom med hans nådes rigdom. Vi er ikke værdige til Guds kærlighed, men Kristus, vor borgen, er værdig, og han kan til fuldkommenhed frelse alle, der kommer til ham. Hvilke erfaringer du end måtte have haft i fortiden, og hvor nedslående dine nuværende omstændigheder end måtte være, vil vor medlidende Frelser møde dig langt borte og omslutte dig med sin kærligheds arme og indhylle dig i sin retfærdigheds kappe, dersom du vil komme til Jesus, netop som du er svag, hjælpeløs og fortvivlet. Han fremstiller os for Faderen iført hans egen karakters hvide klædning. Han taler vor sag hos Gud og siger: Jeg er trådt i synderens sted. Se ikke på dette vildfarende lam, men se på mig! Dersom Satan taler højlydt imod vore sjæle, anklager os for Gud og gør krav på os som sit bytte, så taler Kristi blod med endnu større kraft. »Hos Herren, skal man sige, er retfærd og styrke ..... I Herren skal al Israels sæd retfærdiggøres og prise dig.« (Es. 45,24-25.) ret
(17) »Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes«
Den sorg, som her omtales, er hjertets oprigtige bedrøvelse over syden. Jesus siger: »Og jeg - når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig". (Joh. 12,32). Og når nogen drages, således at han ser Jesus ophøjet på korset, indser han menneskets syndighed. Han ser, at det er synden, der hudstrøg og korsfæstede herlighedens herre. Han ser, at skønt han er blevet elsket med en usigelig ømhed, har hans liv været en uafbrudt række af utaknemmelighed og genstridighed. Han har svigtet sin bedste ven og misbrugt himmelens kosteligste gave. Han har igen korsfæstet sig Guds søn og på ny gennemboret dette blødende og knuste hjerte. Han er skilt fra Gud ved et syndens svælg, som er både mørkt og bredt og dybt, og han sørger med et sønderbrudt hjerte. ret
(18) Sådanne sørgende »skal trøstes". Gud åbenbarer for os vor skyld, for at vi må fly hen til Kristus og gennem ham frigøres fra syndens trældom og glæde os i Guds børns frihed. I sand bodfærdighed kan vi komme til korsets fod og der lægge vore byrder af. ret
(18) Frelserens ord indeholder et trøstens budskab til sådanne, som lider trængsel eller mister noget, der er dem kært. Vore sorger vokser ikke op af jorden. »Ej at hjertet plager og piner« Gud »menneskenes børn". (Klages. 3,33). Når han tillader prøvelser og trængsler, gør han det »til vort sande gavn, for at vi skal få del i hans hellighed". (Hebr. 12,10). Dersom prøvelsen, der forekommer os så bitter og svær at bære, modtages i tro, vil den vise sig at være en velsignelse. Det grusomme slag, der gør jordiske glæder til intet, vil blive det middel, der vender vore øjne mod himmelen. Hvor mange er der ikke, som aldrig ville have kendt Jesus, om sorgen ikke havde ledet dem til at søge trøst hos ham! ret
(18) Livets prøvelser er Guds virkemidler til at fjerne det urene og kantede i vor karakter. Når de tilhugger og tilpasser, mejsler og polerer, føles det som en smertefuld proces; det er svært at blive trykket ind mod slibeskiven; men stenen bliver derved gjort skikket til at fylde sin plads i det himmelske tempel. Det er ikke på unyttigt materiale, mesteren lægger et så omhyggeligt og grundigt arbejde; kun hans kostelige sten tilhugges i tempelstil. Herren vil virke for alle, der sætter deres lid til ham. De trofaste vil vinde herlige sejre. De vil tilegne sig dyrebare lærdomme og opleve dyrebare erfaringer. ret
(18) Vor himmelske Fader er aldrig ligegyldig over for dem, der rammes af sorg. Da David »gik grædende op ad Oliebjerget med tilhyllet hoved og bare fødder« (2Sam. 15,30), så Herren til ham i medlidenhed. David var klædt i sæk, og hans samvittighed pinte ham. Det udvortes tegn på ydmygelse vidnede om hans bodfærdighed. Grædende og med et sønderknust hjerte lagde han sin sag frem for Gud, og Herren forlod ikke sin tjener. Aldrig var David mere dyrebar for kærlighedens Gud, end da han, slået af sin samvittighed, flygtede for livet bort fra de fjender, som hans egen søn havde vakt til oprør. Herren siger: »Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig!« (Åb. 3,19). Kristus løfter det bodfærdige hjerte op og forædler den sørgende sjæl, indtil den bliver hans bolig. ret
(19) Men hvor mange af os ligner ikke Jakob i trængselens stund! Vi mener, at det er en fjendes had, og i mørket kæmper vi i blinde, indtil vore kræfter er udtømt, og vi finder ingen trøst eller befrielse. Den guddommelige berøring ved dagens frembrud åbenbarede for Jakob det himmelske væsen, han havde været i kamp med Pagtens engel. Grædende og hjælpeløs lagde han sig ind til Jesu kærliges bryst for at modtage den velsignelse, hans sjæl længtes efter. Også vi må lære at forstå, at prøvelser er til gavn, og at vi ikke må agte Herrens tugtelse ringe eller blive forsagte, når vi revses af ham. ret
(19) »Held den mand, som revses af Gud; ..... Han sårer og han forbinder, han slår, og hans hænder læger. Seks gange redder han dig i trængsel, syv går ulykken uden om dig.« (Job. 5,17-19). Jesus kommer enhver lidende til hjælp med lægedom. Vort liv med dets sorger, dets smerte og lidelse kan forsødes ved dyrebare tilkendegivelser af hans nærhed. ret
(20) Gud ønsker ikke, at vi vedblivende skal være trykket af stum sorg eller af et såret, sønderknust hjerte. Han vil, at vi skal se opad og betragte hans kærlige åsyn. Den velsignede Frelser står ved siden af mange, hvis øjne er så blændede af tårer, at de ikke kan se ham. Han længes efter at kunne gribe vore hænder, få os til at se hen til ham i enfoldig tro og tillade ham at vejlede os. Hans hjerte er opladt for vore smerter, vore sorger og prøvelser. Han har elsket os med en evig kærlighed og omgivet os med miskundhed. Vi kan lade hjertet hænge fast ved ham, vi kan tænke på hans miskundhed hele dagen igennem. Han vil løfte sjælen ud over den daglige sorg og vanskelighed, løfte den op til et fredens rige. ret
(20) Betænk dette, I, som lider og sørger, og vær glade i håbet! »Dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.« (1Joh. 5,4). Salige er også de, der sammen med Jesus græder af medlidenhed med verden i dens sorg og i sorgen over dens synd! En sådan sorg er ikke blandet med egoistiske tanker. Jesus var en sorgens og smerternes mand, der gennemgik hjerte kvaler, som intet sprog formår at skildre. Menneskenes overtrædelser sønderrev og knuste hans ånd. Med selvfortærende nidkærhed arbejdede han møjsommeligt for at lindre menneskenes savn og smerter, og hans hjerte tyngedes af sorg ved synet af skaren, der nægtede at komme til ham for at de kunne få livet. Alle, som følger Jesus, vil møde denne erfaring. Efter som de bliver delagtige i hans kærlighed, vil de tage del i hans møjsommelige arbejde for de fortabtes frelse. De bliver delagtige i Kristi lidelser, og de vil også få del i den herlighed, der skal åbenbares. som dem, der er et med ham i hans gerning og sammen med ham drikker sorgens bæger, har de også del i hans glæde. ret
(21) Det var ved lidelse, Jesus opnåede trøstens tjeneste. I al menneskelig trængsel lider han trængsel. »Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes.« (Hebr. 2,18). Enhver, som er indtrådt i samfundet med ham i hans lidelser, har den forret at kunne have del i denne tjeneste. »Thi ligesom Kristus lidelserne i rigt mål kommer over os, således finder vi i rigt mål trøst ved Kristus". Herren har særskilt nåde at meddele den sørgende, og dens kraft kan smelte hjerter og vinde sjæle. Hans kærlighed åbner adgangen til den sårede og sønderknuste sjæl og bliver en lægende balsam for dem, der sørger. »Barmhjertighedens fader og al trøsts Gud« »trøster os under al vor trængsel, så vi kan trøste dem, der er stedt i alle hånde trængsler, med den trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud.« (2 Kor. 1,3-5). ret
(21) »Salige er de sagtmodige.«
Saligprisningerne følger en fremadskridende linje i kristelig erfaring. De, som har indset deres trang til Kristus, de, som har sørget øver synden, og som har siddet sammen med Kristus i trængselens skole, vil lære sagtmodighed af den guddommelige lærer. ret
(21) Tålmodighed og mildhed under forurettelse var ikke egenskaber, der stød i høj kurs iblandt hedningerne eller hos jøderne. Da Moses under Helligåndens inspiration udtalte, at han var det sagtmodigste menneske på jorden (4Mos. 12,3), var det et udsagn, som folket på hans tid ikke opfattede som en anbefaling; det vakte snarere medynk eller foragt. Men Jesus satte sagtmodighed som en af de første egenskaber i hans rige. Hans egen færd og karakter er en åbenbarelse af den guddommelige skønhed i denne kostelige dyd. ret
(22) Jesus, som er afglansen af Faderens herlighed, holdt det ej »for et røvet bytte at være Gud lig, man han gav afkald og tog tjenerskikkelse på". (Fil. 2,6-7). Han var villig til at gennemgå livets ringe erfaringer, medens han vandrede omkring iblandt menneskene, ikke som en konge for at kræve hyldest, men som en, hvis opgave var at tjene andre. Hans fremtræden bar intet præg af skinhellighed eller kold strenghed. Verdens genløser havde en natur, som var højere end englenes, men hans guddommelige storhed var forenet med en sagtmodighed og en ydmyghed, der drog alle til ham. ret
(22) Jesus udtømte sig selv, og hans eget jeg kom ikke til syne i nogen af alle hans handlinger. Han lod alt være Faderens vilje underordnet. Da hans mission på jorden var sin afslutning nær, kunne han sige: »Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldbyrde den gerning, du har givet mig at gøre.« Og han byder os: »Lær af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet!« »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv!« (Joh. 17,4; Matt. 11,29; 16,24). Lad selvet blive styrtet fra tronen og ikke længere herske over sjælen! ret
(22) Den, der betragter Kristus i hans selvfomægtelse og i hans hjertes sagtmodighed, vil føle sig tilskyndet til at sige lige som Daniel, da han så én, der lignede en menneskesøn: »Min tækkelighed forvandledes til fordærvelse i mig.« (Dan. 10,8). Den selvstændighed og den selv rådighed, som vi roser os af, fremtræder da i hele sin usselhed som kendetegn på, at vi er i Satans tjeneste. Menneskenaturen stræber altid efter at komme til udtryk og er parat til kamp; men hos den, der lærer af Kristus, udtømmes egoismen, stoltheden og lysten til at være den største, og der hersker stilhed i sjælen. Jeget stilles til Helligåndens rådighed. Da er det os ikke magtpåliggende at indtage den højeste plads. Vi føler ingen lyst til at trænge og albue os frem for at vække opmærksomhed, men vi synes, at vor højeste plads er ved Frelserens fødder. Vi ser hen til Jesus i forventning om, at hans hånd skal føre os og hans røst vejlede os. Dette var apostelen Paulus erfaring, og han sagde: »Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig". (Gal. 2,19-20). ret
(23) Når vi modtager Kristus som blivende gæst i sjælen vil Guds fred, som overgår al forstand, bevare vore hjerter og vore tanker i Kristus Jesus. Skønt Frelseren havde kamp og strid under sin jordiske vandring, levede han dog et liv i fred. Medens vrede fjender stadig efterstræbte ham, kunne han sige: »Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt.« (Joh. 8,29). Ingen storm af menneskelig eller djævelsk vrede kunne forstyrre den ro, der bundede i hans fuldkomne samfund med Gud. Og han siger til os: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer.« »Tag mit åg på jer, og lær af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile ...« (Joh. 14,27; Matt. 11,29). Bær tjenestens åg sammen med mig til Guds ære og til menneskenes opløftelse, så vil I finde, at åget er gavnligt og byrden let. ret
(24) Det er kærligheden til vort eget jeg, der ødelægger vor fred. Så længe jeget er lyslevende, står vi altid færdige til at værne det mod krænkelse og fornærmelse; men når vi er døde, og vort liv er skjult med Kristus i Gud, vil vi ikke tage os ringeagt eller tilsidesættelse nær. Vi vil være døve over for forsmædelse, blinde over for hån og fornærmelse. »Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretfærdigheden, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden ophører aldrig ...« (1Kor. 13,4-8). ret
(24) Den lykke, der hentes fra jordiske kilder, er lige så foranderlig, som den kan blive som følge af skiftende omstændigheder, medens Kristi fred er bestandig og blivende. Den afhænger ikke af nogen omstændighed i livet, af timeligt gods eller af jordiske venners antal. Kristus er den levende vandkilde, og den lykke, der hentes fra ham, kan aldrig slå fejl. ret
(24) Når Kristi sagtmodighed lægges for dagen i hjemmet, vil den gøre dets beboere lykkelige. Den forårsager ingen trætte og svarer ikke med vrede ord, men beroliger det oprøret sind og spreder en mildhed, der mærkes af alle, som kommer inden for dens tryllekreds. Hvor som helst den næres, gør den familierne på jorden til en del af den store familie deroppe. ret
(24) Det ville være langt bedre for os at lide under en falsk anklage end at påføre os selv den tortur at øve gengæld mod vore fjender. Hadets og hævnens ånd havde sin oprindelse hos Satan, og kan kun bringe ondt over enhver, som nærer den. Hjertets ydmyghed, den sagtmodighed, som er følgen af, at man bliver i Kristus, er velsignelsens hemmelige grundlag. »Han smykker de ydmyge med frelse.« (Sl. 149,4). ret
(25) "De sagtmodige skal arve jorden". Det var ønsket om selvophøjelse, der bragte synden ind i verden og medførte, at vore Stamforældre mistede herredømmet over denne fagre Jord, som var deres rige. Det er gennem selvfomægtelse, Kristus genløser det tabte, og han siger, at vi skal sejre, ligesom han sejrede. (Åb. 3,21). Ved ydmyghed og selvhengivelse kan vi blive medarvinger med ham, når »de sagtmodige skal arve landet". (Sl. 37,11). ret
(25) Den jord, der loves de sagtmodige, vil ikke således som den nuværende formørkes af dødens og forbandelsens skygge. »Men efter hans forjættelse venter vi »nye himle og en ny jord« hvor retfærdighed bor.« »Og der skal ikke mere være noget, som er under forbandelse. Og Guds og Lammets trone skal være i staden, og hans tjenere skal tjene han.« (2Pet. 3,13; Åb. 22,3). ret
(25) Dér vil ingen skuffelse findes, ingen sorg, ingen synd, og ingen skal sige: Jeg er syg. Dér ses intet ligfølge, ingen sørgende; dér findes ingen død, ingen skilsmisse, ingen sønderknuste hjerter. Men Jesus er der, og der bor freden. »De hungrer og tørster ikke, dem stikker ej hede og sol. Thi deres forbarmer fører dem, leder dem til kildevæld.« (Es. 49,10). ret
(25) »Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, thi de skal mættes.«
Retfærdighed er hellighed, det er at være Gud lig; og »Gud er kærlighed". (1Joh. 4,16). Retfærdighed er overensstemmelse med Guds lov, for »alle dine bud er retfærd,« og kærligheden er »lovens opfyldelse". (Sl. 119,172; Rom. 13,10). Retfærd er kærlighed og kærligheden er Guds lys og liv. Guds retfærdighed er personliggjort i Kristus. Vi modtager retfærdighed ved at modtage ham. ret
(26) Det er ikke ved smertelig kamp eller trættende arbejde, ikke ved gaver og ofre, at retfærdighed opnås; den gives uforskyldt til hver sjæl, som hungrer og tørster efter den. »Hid, alle, som tørster, her er vand, kom, I, som ikke har penge! Køb ... og spis, uden Penge, uden vederlag!« »Dette er ..... den retfærd, jeg giver dem, lyder det fra Herren,« og: »Det navn, man skal give ham, er: Herren vor retfærdighed.« (Es. 55,1; 54,17; Jer. 23,6). ret
(26) Intet menneskeligt redskab kan skaffe det til veje, som vil stille sjælens hunger og tørst. Men Jesus siger: »Se, jeg står for døren og banker, om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med han, og han med mig.« »Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal aldrig tørste.« (Åb. 3,20; Joh. 6,35). ret
(26) Ligesom vi behøver føde for at kunne holde vore legemlige kræfter ved lige, således behøver vi Kristus, brødet fra himmelen, for at kunne vedligeholde åndeligt liv og erholde kraft til at gøre Guds gerninger. Ligesom legemet stadig modtager den næring, der opretholder liv og styrke, således må sjælen stadig have samfund med Kristus, føje sig under ham og forlade sig helt på ham. Lige som den trætte vandringsmand søger efter vandkilden i ørkenen og slukker sin tørst, når han finder den, således vil en kristen tørste efter at erholde livets rene vand, hvis kilde Kristus er. ret
(26) Efterhånden som vi indser fuldkommenheden i Frelserens karakter, vil vi ønske at blive fuldstændig forvandlede, fornyet efter hans renheds billede. Jo større kendskab vi har til Gud, desto højere krav stiller vi til karakteren, og desto alvorligere bliver vor længsel efter at genstråle hans lignelse. Et guddommeligt element forener sig med det menneskelige, når sjælen søger hen til Gud, og det længselsfulde hjerte kan sige: »Vær stille hos Gud alene, min sjæl, thi fra ham kommer mit håb.« (Sl. 62,6). ret
(27) Dersom du føler trang i din sjæl, dersom du hungrer og tørster efter retfærdighed, er dette et vidnesbyrd om, at Kristus har virket på dit hjerte, for at du må søge ham om ved Helligåndens hjælp at udrette det for dig, som du selv umuligt kan gøre. Vi behøver ikke at søge at slukke vor tørst ved sparsomme strømme; den store kilde er lige oven over øs, og af dens overflod kan vi drikke vand uforskyldt, dersom vi vil stige lidt højere op ad troens vej. ret
(27) De ord, Gud har givet, er livets kildevæld. Når du søger hen til disse levende væld, vil du ved Helligåndens bistand blive ført ind i samfundet med Kristus. Kendte sandheder vil fremtræde for dit sind, på en ny måde; som et lysglimt vil bibelsteder fremstråle for dig i ny betydning; du vil se andre sandheder i deres forhold til genløsningen, og du vil erkende, at Kristus leder dig; du har en guddommelig lærer ved din side. ret
(27) Jesus sagde: »Men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv.« (Joh. 4,14). Eftersom Helligånden oplader sandheden for dig, vil du gemme de dyrebare erfaringer og længes efter at tale med andre om de usigelige trøstefulde ting, som er blevet åbenbaret for dig. Når du kommer i berøring med dem, vil du kunne give dem en, og anden ny tanke angående Kristi karakter eller gerning; du vil have en eller anden ny åbenbarelse af hans medlidende kærlighed at meddele dem, der elsker ham, og dem, der ikke elsker ham. ret
(28) "Giv, så skal der gives jer;« thi Guds ord er en »haves væld", "en brønd med rindende vand og strømme fra Libanon". (Luk. 6,38; Højs. 4,15). Det hjerte, der en gang har smagt Kristi kærlighed, råber stedse efter et dybere drag, og i forhold til som du deler ud, vil du modtage i rigere og fuldere mål. Enhver åbenbarelse af Gud i sjælen forøger evnen til at erkende og elske. Hjertets stadige råb er: »Mere af dig!« og Åndens svar er stedse: »Meget mere« (Rom. 5,9-10); for vor Gud har lyst til »at gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår.« (Ef. 3,20). Jesus, som udtømte sig selv til frelse for den fortabte menneskehed, fik Helligånden uden mål. Således vil den blive givet til hver Kristi efterfølger, når hele hjertet overlades til ham som hans bolig. Vor Herre har selv givet befalingen: »Lad jeg opfylde af ånden!« og denne befaling er tillige et løfte om dens virkeliggørelse. Det behagede Faderen, at i Kristus skulle »hele fylden bo", og "i denne fylde har I del". (Ef. 5,18; Kol. 1,19; 2,10). ret
(28) Gud har udløst sin kærlighed i overflod, ligesom regnbygerne vederkvæger jorden. Han siger: »Nedsend retfærd, i skyer, jorden åbne sit skød, så frelse må spire frem og retfærd vokse tillige.« »Forgæves søger de arme og fattige vand, deres tunge brænder af tørst; jeg, Herren, vil bønhøre dem, dem svigter ej Israels Gud. Fra nøgne høje sender jeg floder og kilder midt i dale; ørkenen gør jeg til vanddrag, det tørre land til væld.« (Es. 45,8; 41,17-18). »Thi af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde.« (Joh. 1,16). ret
(29) »Salige er de barmhjertige, thi dem skal vederfares barmhjertighed«.
Menneskehjertet er af naturen koldt og mørkt og ukærligt. Når nogen lægger en barmhjertighedens og tilgivelsens ånd for dagen, gør han det ikke af sig selv, men ved Guds ånd, der virker på hans hjerte. »Vi elsker, fordi han elskede os først.« (1Joh. 4,19). ret
(29) Gud selv er kilden til al barmhjertighed. Hans navn er "barmhjertig og nådig". (2Mos. 34,6). Han behandler os ikke efter vor fortjeneste. Han spørger ikke, om vi er værdige til hans kærlighed, man han udøser sin kærligheds rigdom over os for at gøre os værdige. Han er ikke hævngerrig. Han søger ikke at straffe, men at genløse. Selv den strenghed, han lægger for dagen gennem sit for syn, tilsigter de vildfarendes frelse. Han nærer en dyb og brændende længsel efter at lindre menneskenes smerter og gyde sin balsam i deres sår. Vel er det sandt, at Gud »ikke lader den skyldige ustraffet« (2Mos. 34,7), men han vil borttage skylden. ret
(29) De barmhjertige har »del i guddommelig natur« (2Pet. 1,4), og hos dem kommer Guds medlidende kærlighed til udtryk. Alle, hvis hjerter samstemmer med kærlighedens hjerte, vil søge at hjælpe, ikke at fordømme. Kristus boende i hjertet er en kilde, der aldrig løber tom. Hvor han for bliver, vil der være en overflod af godhed. ret
(29) Når det gælder hjælp til de vildfarende, de fristede eller de elendige, der er blevet ofre for savn og synd, vil en Kristen ikke spørge: »Er de værdige?« men: »Hvorledes kan jeg hjælpe dem?« I de elendigste og de mest fordærvede ser han sjæle, for hvem Kristus døde, og for hvem Gud har givet sine børn forligelsens tjeneste. ret
(30) De barmhjertige er de, der viser mildhed med de fattige, de lidende og de undertrykte. Job siger: »Jeg reddede den arme, der skreg om hjælp, den faderløse, der savnede en hjælper; den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede enkens hjerte; jeg klædte mig i retfærd, og den i mig, i ret som kappe og hovedbind. Jeg var den blindes øje, jeg var den lammes fod; jeg var de fattiges fader, udreded den mig ukendtes sag.« (Job 29,12-16). ret
(30) Der er mange, for hvem livet er en smertelig kamp; de indser deres mangler, er ulykkelige og fattes tro; de mener, at de ikke har noget at være taknemmelige for. På mange, der kæmper og er ensomme, ville venlige ord, medlidende blikke og udtryk, der viser, at man værdsætter dem, virke som et bæger koldt vand på en tørstig sjæl. Et deltagende ord eller en kærlig handling ville løfte byrder, som trykker tungt på trætte skuldre; og hvert ord og hver handling, der udtales eller udføres i uegennyttig godhed, er et udtryk for Kristi kærlighed til fortabte mennesker. ret
(30) Mod de barmhjertige skal der »vises barmhjertighed". »Gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.« (Ordsp. 11,25). Der er liflig fred for den medlidende, en salig tilfredsstillelse for den, der lever et selvforglemmende liv til gavn for andre. Helligånden, som bor i hjertet og åbenbares i livet, vil røre hårde hjerter og vække mildhed og sympati. Hvad man sår, vil man høste. »Salig er den mand, der tager sig af de svage. ..... Her ren vogter ham, holder ham i live, det går ham vel i landet, han giver ham ikke i fjendevold. På sottesengen står Herren ham bi, hans smertens leje gør du ham let.« (Sl. 41,1-3). ret
(31) Den, som har givet Gud sit liv til tjeneste for hans børn, er forenet med ham, som råder over alle universets hjælpekilder. Med de uforanderlige forjættelsers gyldne bånd er hans liv knyttet til Guds liv. Herren vil ikke svigte ham i lidelsens og nødens time. »Så skal da min Gud, rig som han er, herligt i Kristus Jesus, fuldt ud give jer alt, hvad I trænger til.« (Fil. 4,19). Og i den sidste nødens time vil den barmhjertige finde tilflugt i den med lidende frelsers barmhjertighed og blive modtaget i de evige boliger. ret
(31) »Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud«.
Jøderne var så strenge med hensyn til ceremoniel renhed, at deres vedtægter var yderst byrdefulde. Regler og forbud og frygt for udvortes besmittelse optog deres tanker, og de så ikke den mørke plet, som egenkærlighed og had sætter på sjælen. ret
(31) Jesus omtaler ikke denne ceremonielle renhed som en af betingelserne for at indgå i hans rige, men påpeger nødvendigheden af hjertets renhed. Visdommen ovenfra er »først og fremmest ren« (Jak. 3,17). Intet, der besmitter, vil kunne indgå i Guds stad; alle dens beboere vil være blevet rene i hjertet. Hos den, der lærer af Jesus, vil der vise sig en tiltagende afsmag for ligegyldighed i opførsel, usømmelig tale og grove tanker. Når Jesus bor i hjertet, vil tanker og opførsel vidne om renhed og dannelse. ret
(31) Men Jesu ord: »Salige er de rene af hjertet,« har en dybere mening. De sigter ikke blot til renhed i den betydning, verden opfatter renhed: fri for det sanselige, ren for begærlighed, men ren i sjælens lønlige hensigter og bevæggrunde, fri for stolthed og egenkærlig higen, uegennyttig, barnlig. ret
(32) Kun lige kan vurdere lige. Med mindre man i sit eget liv tilegner sig den selvopofrende kærligheds princip, som er princippet i Guds karakter, kan man ikke kende Gud. Det af Satan bedragne hjerte ser Gud som et tyrannisk, ubarmhjertigt væsen. Menneskenes, ja endog Satans egoistiske egenskaber tillægges den kærlige skaber. »Du tænkte,« siger Herren, »at jeg var ganske som du.« »Sl. 50,21. Hans forsyns tilskikkelser tolkes som udtryk for en vilkårlig, hævngerrig natur. Således behandles også Bibelen, hans nådes skatkammer. Glansen af hans sandheder, der er høje som himmelen og omspænder evigheden, bliver ikke påagtet. For det store flertal af menneskene er Kristus selv kun »som et rodskud af udtørret jord", og de ser ham »uden skønhed og pragt", så de kunne synes om ham. (Es. 53,2). Da Jesus var iblandt menneskene som en Guds åbenbaring i menneskelig skikkelse, udtalte de skriftkloge og farisæerne til ham: »Du er en samaritaner og besat.« (Joh. 8,48). Endog hans disciple var i den grad forblindede af egenkærligheden i deres hjerter, at de var sene til at forstå ham, som var kommet for at åbenbare Faderens kærlighed for dem. Dette var grunden til, at Jesus vandrede ensom midt iblandt menneskene. Kun i himmelen blev han fuldt ud forstået. ret
(32) Når Kristus kommer i sin herlighed, kan de ugudelige ikke holde ud at se ham. Hans ansigts lys, der er liv for dem, som elsker ham, er døden for de gudløse. Forventningen om hans komme er for disse »en frygtelig forventning om dom og en nidkærhedsbrand.« (Hebr. 10,27). Når han åbenbares, vil de bede om at blive skjult for hans ansigt, der døde for at genløse dem. ret
(33) Men for de hjerter der er blevet renset ved Helligånden er alting forandret. De kan kende Gud. Moses blev skjult i klippehulen, da Herrens herlighed åbenbaredes for ham; og det er, når vi skjuler os i Kristus, at vi skuer Guds kærlighed. ret
(33) »Den som elsker hjertets renhed, hvis læber er yndige, hans ven er kongen.« (Ordsp. 22,11). Ved tro ser vi ham her, ser ham nu. I vor daglige erfaring ser vi hans godhed og medlidenhed i åbenbarelsen af hans forsyn. Vi erkender ham i hans søns karakter. Helligånden tager sandheden om Gud og om ham, som han har ud sendt, og oplader den for forstanden for hjertet. De rene af hjertet ser Gud i et nyt og kært forhold som deres genløser, og idet de beskuer det rene og elskelige i hans karakter, længes de efter at genspejle hans billede. De ser ham som en fader, der længes efter at omfavne sin bodfærdige søn, og deres hjerter fyldes med en uudsigelig og forherliget glæde. ret
(33) De rene af hjertet ser Skaberen i de gerninger, hans mægtige hånd har udført, i de skønne ting, som verdensaltet rummer. I hans skrevne ord ser de i klarere træk åbenbarelsen af hans barmhjertighed, hans godhed og hans nåde. De sandheder, der er skjult for de vise og forstandige, åbenbares for små børn. Det skønne og dyrebare i sandheden, ting, som ikke er gået op for dem, der har en verdslig visdom, udfoldes stadig for sådanne, som nærer et tillidsfuldt, barnligt ønske om at kende og gøre hans vilje. De får sandheden at se ved selv at blive delagtige i guddommelig natur. ret
(34) De rene af hjertet lever ligesom i Guds synlige nærværelse den tid, han tildeler dem her i verden. De vil også se ham ansigt til ansigt i den tilkommende, udødelige tilstand, ligesom tilfældet var med Adam, da han vandrede med Gud og talte med ham i Eden. »Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.« (1Kor. 13,12). ret
(34) »Salige er de. som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn«
Kristus er »fredsfyrste« (Es. 9,6), og det er hans mission at genoprette den fred på jorden og i himmelen, som synden har forstyrret. »Retfærdig gjorte af tro har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.« (Rom. 5,1). Enhver, som er villig til at afstå fra synd og til at åbne sit hjerte for Kristi kærlighed, bliver delagtig i denne himmelske fred. ret
(34) Der gives ikke noget andet grundlag for fred end dette. Når Kristi nåde modtages i hjertet, undertrykker den fjendskabet; den dæmper kiv og fylder sjælen med kærlighed. Den, der har fred med Gud og mennesker, kan ikke gøres ulykkelig. Der vil ikke være misundelse i hans hjerte. Ingen ond mistanke vil få plads der, og had kan ikke forekomme. Det hjerte, der er i overensstemmelse med Gud, er delagtigt i himmelens fred og vil sprede dens velsignede indflydelse overalt omkring sig. Fredens ånd vil lægge sig som dug på hjerter, der er trætte og besværede af jordisk strid. ret
(34) Kristi efterfølgere er udsendt til verden med budskabet om fred. Enhver, som ved den ubevidste indflydelse af en hellig vandel åbenbarer Kristi kærlighed, enhver, som ved ord eller handling leder en anden til at forsage synd og overgive sit hjerte til Gud, er en fredsstifter. ret
(35) Og salige er de, som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn. Fredens ånd er et vidnesbyrd om deres forbindelse med himmelen. Kristi vellugt omgiver dem. Livets duft og karakterens ynde åbenbarer for verden den kendsgerning, at de er Guds børn. Menneskene vil kunne se på dem, at de har været med Jesus. »Og enhver, der elsker, er født af Gud.« »Om nogen ikke har Kristi ånd, så hører han ikke ham til"; men »alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn". (1Joh. 4,7; Røm. 8,9. og 14). ret
(35) »Da bliver Jakobs rest i de mange folkeslags midte som dug, der kommer fra Herren, som regnens dråber på græs, der ikke venter på nogen eller bier på menneskenes børn.« (Mik. 5,6). ret
(35) »Salige er de, som er forfulgte for retfærdigheds skyld. Thi Himmeriget er deres«
Jesus fremholder ikke for sine efterfølgere håbet om opnåelse af jordisk herlighed og rigdom og om et liv uden prøvelse: men han fremstiller for dem den forret at kunne vandre sammen med deres Mester på selvfornægtelsens og forsmædelsens stier, fordi verden ikke kender dem. ret
(35) Han, som kom for at genløse verden, mødte modstand hos Guds og menneskers modstanderes forenede styrker. Onde mennesker og onde engle sluttede sig sammen i et ubarmhjertigt forbund imod fredsfyrsten. Skønt hvert ord og hver handling fra hans side åndede af guddommelig medlidenhed, var hans ulighed med verden sådan, at den vakte det bitreste fjendskab. Fordi han ikke ville billige udøvelsen af de onde lidenskaber i vor natur, pådrog han sig den stærkeste modstand og det bitreste fjendskab. Således går det alle, der vil leve helt i Kristus Jesus. Mellem retfærdighed og synd, mellem kærlighed og had og mellem sandhed og vildfarelse råder en strid, der ikke lader sig betvinge. Den, der fremholder Kristi kærlighed og hellighedens ynde, drager undersåtter bort fra Satans rige, og ondskabens fyrste ægges til modstand. Forfølgelse og skændsel venter alle, som besjæles af Kristi ånd. Tiden medfører forandringer i forfølgelsens art, men princippet den ånd, der ligger til grund for forfølgelsen er det samme, som har ihjelslået Herrens udvalgte lige siden Abels dage. ret
(36) Når menneskene søger at forene sig med Gud, vil de finde, at korsets forargelse ikke er ophørt. Magter og myndigheder og ondskabens åndevæsener i det høje flokkes imod alle, der viser lydighed imod himmelens lov. I stedet for at volde sorg bør forfølgelse derfor tværtimod bringe Kristi disciple glæde, da den er et vidnesbyrd om, at de vandrer i deres Mesters fodspor. ret
(36) Medens Herren ikke har givet sit folk løfte om fritagelse for prøver, har han lovet dem det, som er langt bedre. Han har sagt: »Som dine dage skal din styrke være.« »Min nåde er dig nok; thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt.« (5Mos. 33,25; 2Kor. 12,9). Dersom det tilfalder dig at gå igennem ildovnen for Jesu skyld, vil han være ved din side, ligesom han var med de tre trofaste mænd i Babylon. De, som elsker deres genløser, vil fryde sig over enhver anledning til at dele ydmygelse og forsmædelse med ham. Den kærlighed, de nærer til deres Herre, gør lidelse for hans skyld liflig. ret
(36) Djævelen har gennem alle tider forfulgt Guds folk. Han har pint dem og slået dem ihjel; men ved døden vandt de sejr. Ved deres standhaftige tro åbenbarede de én, som er mægtigere end Satan. Den onde kunne pine legemet og slå det ihjel, men han kunne ikke røre ved det liv, der var skjult med Kristus i Gud. Han kunne spærre dem inde bag fængselsmure, men han kunne ikke lægge ånden i lænker. Bag mørket kunne de skue herligheden og sige: »Jeg holder for, at den nærværende tids lidelser ikke er at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.« »Thi vor trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os.« (Rom. 8,18; 2Kor. 4,17). ret
(37) Gennem prøvelser og forfølgelse lægges Guds herlighed hans karakter for dagen hos hans udvalgte. Forfulgt og hadet af verden oplæres og opdrages Guds menighed i Kristi skole. De vandrer på trange stier i verden og lutres i trængslens ildovn. De følger Kristus gennem svære kampe, tåler selvfornægtelse og oplever bitre skuffelser; men deres smertelige erfaringer viser dem syndens brøde og ulykke, og de ser på den med afsky. Fordi de har del i Kristi lidelser, er de udset til at få del i hans herlighed. I et himmelsk syn så profeten Guds folks sejr. Han siger: »Og jeg så noget ligesom et glarhav, isprængt med ild. Og jeg så dem, som var gået sejrende ud af kampen ..... stå ved glarhavet med Guds harper i deres hænder. Og de sang Moses Guds tjeners, sang og Lammets sang: »Store og underfulde er dine gerninger, Herre vor Gud, du Almægtige! retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge!« »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem.« (Åb. 15,2-3; 7,14-15). ret
(38) »Salige er I, når man håner jer«
Lige siden Satan faldt, har han virket ved hjælp af bedrag. Ligesom han har stilet Gud i et falsk lys, således fremstiller han også Guds børn i et fejlagtigt lys. Frelseren siger: »Spotten mod dig er faldet på mig.« (Sl. 69,10). På lignende måde falder den på hans disciple. ret
(38) Aldrig er nogen, der færdedes iblandt mennesker, blevet så bagtalt som menneskesønnen. Han blev spottet og hånet for sin usvigelige lydighed mod Guds hellige lovs principper. Han blev hadet uden årsag. Stående rolig overfor sine fjender kunne han alligevel udtale, at forsmædelse udgør en del af en kristnes arvelod, give sine efterfølgere råd med hensyn til, hvorledes de skulle møde hadets pile, og byde dem ikke at forsage under forfølgelse. ret
(38) Medens bagtalelse vel kan sværte vort rygte, kan den ikke besudle karakteren. Den er i Guds varetægt. Så længe vi ikke samtykker i at begå synd, formår ingen magt, hverken menneskers eller djævelens, at sætte en plet på sjælen. Den, der i sit hjerte holder fast ved Gud, er uforandret den samme i trængslens mest prøvende stund og i de mest nedslående omgivelser, som han var, da det gik ham vel, da Guds lys og velbehag syntes at hvile over ham. Hans ord, hans bevæggrunde og handlinger kan forvrænges og stilles i et forkert lys; men han agter ikke derpå, fordi han har højere interesser stående på spil. Ligesom Moses holder han ud, »som om han så den usynlige," idet han »ikke har blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige". (Hebr. 11,27; 2 Kor. 4,18). ret
(39) Kristus har kendskab til alt, hvad der bliver misforstået og urigtigt fremstillet af mennesker. Hans bøn kan finde sig i at vente i stille tålmodighed og tillid, uanset hvor meget de måtte blive foragtet og talt ilde om; for intet er skjult, som ikke skal åbenbares, og de. der ærer Gud, vil blive æret af ham i menneskers og engles påsyn. ret
(39) »Når man håner og forfølger jer,« sagde Jesus, da »glæd jer og fryd jer;« og han henviste sine tilhørere til profeterne, der havde talt i Herrens navn, som »forbillede i at lide ondt og være tålmodige". (Jak. 5,10). Abel, den allerførste kristne blandt Adams børn, døde som martyr. Enok vandrede med Gud, og verden kendte ham ikke. Noa blev spottet som en fanatiker og urostifter. »Andre igen måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel.« »Andre blev lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse, for således at opnå en bedre opstandelse.« (Hebr. 11,36-35). ret
(39) I enhver tidsalder er Guds udvalgte sendebud blevet hånet og forfulgt, men ved deres trængsler er kundskaben om Gud blevet udbredt. Enhver Kristi discipel må træde ind i rækkerne og føre det samme værk videre i bevidsthed om, at fjenderne ikke formår noget imod sandheden men for sandheden. Gud vil, at sandheden skal komme i forgrunden og blive genstand for undersøgelse og omtale, selv om det sker ved den ringeagt, som den udsættes for. Menneskenes sind må sættes i bevægelse; enhver strid, enhver forsmædelse, en hver anstrengelse for at indskrænke samvittighedsfrihed er et Guds middel til at vække deres tanker, der ellers måske vil slumre. ret
(39) Hvor ofte dette er blevet følgen, har vist sig i beretningerne om Guds vidner! Da den ædle og veltalende Stefanus efter Synedriets tilskyndelse blev stenet til døde, led evangeliets sag intet tab. Det himmelske lys, der forklarede hans ansigt, og den guddommelige medlidenhed, der åndede ud af hans bøn i dødens stund, virkede som en skarp pil på det forblindede rådsmedlem, der stod ved siden af, og Saulus, den forfølgende farisæer, blev et udvalgt redskab til at bære Kristi navn frem for hedninger og konger og Israels folk. Og længe derefter skrev den aldrende Paulus fra sit fængsel i Rom: »Ganske vist prædiker nogle Kristus af misundelse og stridslyst, ..... ikke med rent sind, men i den tanke at føje ny trængsel til mine lænker. ..... Kristus forkyndes dog på enhver måde.« (Fil. 1,15-16. og 18). At Paulus blev fængslet, bidrog til evangeliets udbredelse, og sjæle blev vundet for Kristus endog i Cæsarernes palads. »Guds levende og blivende ord", der er en »uforkrænkelig sæd« (1Pet. 1,23), bliver ved den ondes forsøg på at ødelægge det sået i menneskers hjerter. Ved forhånelse og forfølgelse af Guds børn ophøjes Kristi navn, og sjæle frelses. ret
(40) Deres løn, der gennem forfølgelse og hån er vidner for Kristus, »skal være stor i Himlene". Medens folket forventer jordiske goder, henviser Jesus dem til en himmelsk belønning. Men han henlægger ikke hele belønningen til det tilkommende liv; den begynder hernede. Herren åbenbarede sig for Abraham og sagde: »Jeg er dit skjold og din meget store løn.« (1Mos. 15,1). Dette er alles belønning, som følger Kristus. Jehova, Immanuel, han »i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult til stede", og i hvem »hele guddomsfylden« bor legemlig (Kol. 2,3. og 9) at samstemme med ham, at eje ham, idet hjertet oplades mere og mere for at tage imod hans egenskaber, at kende hans kærlighed og kraft, at eje Kristi uransagelige rigdom. at formå i stedse højere grad at »fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og at kende Kristi Kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Guds fylde«: »dette er Herrens tjeneres lod, den retfærd, jeg giver dem, ly der det fra Herren". (Ef. 3,18-19; Es. 54,17). ret
(41) Det var denne glæde, som fyldte Paulus og Silas hjerter, da de ved midnatstid bad og sang lovsange til Gud i fangehullet i Filippi. Kristus var hos dem derinde, og lyset af hans nærværelse gennemstrålede mørket med herligheden fra boligerne hisset. Uden at agte på sine lænker, når han så, hvorledes evangeliet udbredtes, skrev Paulus fra Rom: »... og det glæder jeg mig over. Ja, jeg vil blive ved at glæde mig over det.« (Fil. 1,18). Og Kristi egne ord på bjerget genlyder i Paulus bud skab til menigheden i Filippi midt under forfølgelserne imod den: »Glæd jer altid i Herren, jeg siger igen: glæd jer!« (Fil. 4,4). ret
(41) »I er jordens salt«
Saltet tillægges værdi på grund af dets bevarende egenskaber; og når Gud kalder sit folk for salt, er det for at lære dem, at hans hensigt med at gøre dem til genstand for sin nåde er, at de skal blive et middel til andres frelse. Guds hensigt med at udvælge sig et folk frem for hele verden var ikke blot den at kunne antage dem som sønner og døtre, men at verden gennem dem måtte kunne modtage den nåde, som er åbenbaret til frelse. (Tit. 2,11). Da Gud udvalgte Abraham, var det ikke udelukkende for, at han kunne være Guds særskilte ven, men for, at han skulle blive en formidler af de særegne rettigheder, som Herren ønskede at tilstå folkeslagene. I sin sidste bøn sammen med disciplene før korsfæstelsen sagde Jesus: »Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de må være helligede ved sandheden.« (Joh. 17,19). På lignende måde vil kristne, der er blevet renset ved sandheden, besidde frelsende egenskaber, som bevarer verden fra fuldstændig moralsk fordærvelse. ret
(42) Saltet må blandes med det, som det tilsættes; det må gennemtrænge og gennemsyre for at kunne bevare. Således er det ved personlig berøring og omgang, man påvirker menneskene med evangeliets frelsende kraft. De frelses ikke i samlet mængde, men enkeltvis. Personlig indflydelse er en kraft. Vi må komme dem nær, som vi ønsker at gavne. ret
(42) Saltets smag er en fremstilling af den levende kraft hos en kristen Jesu kærlighed i hjertet, Kristi retfærdighed, som gennemtrænger livet. Kristi kærlighed er udadvirkende og fremadtrængende. Hvis den bor i os, vil den strømme ud til andre. Vi vil komme i nær berøring med dem, indtil deres hjerter opvarmes af vor uegennyttige interesse og kærlighed. Fra de oprigtigt troende udgår der en levende kraft, som er gennemtrængende og meddeler ny moralsk styrke til de sjæle, som de virker for. Det er ikke menneskets egen kraft men den Helligånds, der bevirker forvandlingen. ret
(42) Jesus tilføjede denne højtidelige advarsel: »Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med? Så duer det kun til at kastes ud og trædes ned af mennesker.« Medens folket lyttede til Kristi ord, kunne de se det hvide salt lyse på stierne, hvor man havde kastet det ud, fordi det havde mistet sin kraft og der for var til ingen nytte. Det var en træffende fremstilling af farisæerne og den virkning, deres religion øvede på samfundet. Det var en fremstilling af livet hos enhver, fra hvem Guds nådes kraft er veget bort, og som er blevet kold og er uden Kristus. I menneskers og engles øjne vil en sådan blive betragtet som usmagelig og utiltalende, uanset hvilken bekendelse han fører. Det er til sådanne, Kristus siger: »Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.« (Åb. 3,15-16). ret
(43) Uden levende tro på Kristus som en personlig Frelser er det umuligt for os at gøre vor indflydelse mærkbar i en vantro verden. Vi kan ikke give andre, hvad vi ikke selv er i besiddelse af. Den indflydelse, vi øver til menneskenes velsignelse og højnelse, står i forhold til vor egen hengivenhed for og helligelse til Kristus. Hvis der ingen virksom tjeneste er, ingen sand kærlighed, ingen levende erfaring, så er der heller ingen kraft til at hjælpe, ingen forbindelse med himmelen, ingen Kristi vellugt ved livet. ret
(43) Medmindre Helligånden kan bruge os som redskaber, gennem hvilke han kan meddele verden sandheden, som den er i Jesus, er vi ligesom salt, der mistet sin smag og er ganske værdiløst. Ved vor mangel på Kristi nåde vidner vi for verden, at den sandhed, vi bekender os til at tro, ingen helliggørende kraft besidder, og så langt vor indflydelse rækker, gør vi således Guds ord til intet. »Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm eller en klingende bjælde. Og havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærligheden, da var jeg intet. Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige, og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet.« (1Kor. 13,1-3). ret
(44) Når kærlighed fylder hjertet, vil den strømme ud til andre, ikke af hensyn til goder, man har modtaget af dem, men fordi kærlighed leder til handling. Kærligheden omdanner karakteren, behersker vore indskydelser, undertrykker fjendskab og forædler vore tilbøjeligheder. Denne kærlighed er vidtspændende som universet og er i samklang med den samme egenskab hos de tjenende engle. Når den findes i hjertet, forsøder den hele livet og spreder sin velsignelse over alle i nærheden. Dette, og intet andet end dette, kan gøre os til jordens salt. ret
(44) »I er verdens lys«
Når Jesus lærte folket, gjorde han sin undervisning interessant og fængslede tilhørernes opmærksomhed ved en hyppig anvendelse af naturbilleder fra deres omgivelser. Folket var kommet sammen i den tidlige morgenstund. Den herlige sol, der steg højere og højere på den blå himmelhvælving, fordrev skyggerne, som endnu gemte sig i dalene og mellem de snævre bjergkløfter. Stråleglansen på den østlige himmel var endnu ikke forsvundet, sollyset fyldte landskabet med sin pragt, og søens rolige overflade kastede det gyldne lys tilbage og genspejlede de rosenfarvede morgenskyer. Dugdråber funklede på hver knop, hver gren og hvert grønt skud. Naturen smilede under velsignelsen af en ny dag, og fuglenes sang lød yndigt i træerne. Frelseren betragtede skaren foran sig, vendte sig derpå mod den opgående sol og sagde til sine disciple: »I er verdens lys.« Ligesom solen begiver sig ud på sin kærlighedsmission, fordriver nattens mørke og vækker verden til live, således skal Kristi efterfølgere drage ud på deres mission og udgyde himmelens lys over dem, der befinder sig i vildfarelsens og syndens mørke. ret
(45) I morgenstundens strålende lys trådte byerne på de omkringliggende bjerge klart frem og udgjorde et tiltalende træk i sceneriet. Idet Jesus pegede på disse, sagde han: »En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.« Og han tilføjede: »Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage; så skinner det for alle dem, som er i huset.« De fleste af dem, der lyttede til Jesu ord, var bønder og fiskere, hvis beskedne boliger kun bestod af ét rum, hvor det eneste lys stod i lysestagen og skinnede for alle i huset. Også hvad eder angår, sagde Jesus, »således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene". ret
(45) Intet andet lys har nogensinde skinnet eller vil nogensinde skinne på faldne mennesker end det, der udgår fra Kristus. Jesus, Frelseren, er det eneste lys, der oplyser en verden, som ligger i synd. Om Kristus er der skrevet: »I det var liv, og livet var menneskenes lys". (Joh. 1,4). Det var ved at modtage hans liv, at disciplene kunne blive lysbærere. Kristi liv i sjælen, hans kærlighed åbenbaret i karakteren, ville gøre dem til verdens lys. ret
(45) Menneskene har intet lys i sig selv. Uden Kristus er vi som en kærte, der ikke er tændt, som Månen, når den vender sit ansigt bort fra solen; vi har ikke en eneste lysstråle at sende ud i verdens mørke. Men når vi vender os mod retfærdighedens sol, og når vi kommer i berøring med Kristus, stråler hele sjælen af glansen fra hans guddommelige åsyn. ret
(46) Kristi efterfølgere skal være mere end blot et lys midt iblandt menneskene. De er verdens eneste lys. Jesus siger til alle, som nævner hans navn: I har overgivet jer til mig, og jeg har givet jer til verden som mine udsendinge. Ligesom Faderen havde sendt ham til verden, siger han, »således har jeg også sendt dem til verden". (Joh. 17, 18). Ligesom Kristus er den, gennem hvem Faderen åbenbares, således skal vi være det middel, gennem hvilket Kristus bliver åbenbaret. Skønt Kristus er den store lyskilde, så glem ikke, du kristen sjæl, at han åbenbares gennem det menneskelige redskab! Kristus selv kom til verden som menneskenes søn. Menneskelighed forenet med guddommelig natur må berøre menneskeligheden. Kristi menighed, hver enkelt Mesterens discipel er himmelens beskikkede redskab til at åbenbare Gud for menneskene. Engle fra herlighedens rige venter på gennem dig at kunne meddele himmelens lys og kraft til sjæle, der er ved at fortabes. Skal det menneskelige redskab svigte i udførelsen af sin beskikkede gerning? Betænk, at i den udstrækning dette sker, vil verden i så fald blive berøvet Helligåndens forjættede indflydelse. ret
(46) Men Jesus bød ikke disciplene: »Stræb efter at få jeres lys til at skinne!« Han siger: »Lod det skinne!« Dersom Kristus bør i hjertet, er det umuligt at skjule lyset af hans nærværelse. Der som de, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere, ikke er verdens lys, skyldes det, at den levende kraft har forladt dem; hvis de intet lys har at give, er det fordi de ingen forbindelse har med lysets ophav. ret
(47) I enhver tidsalder har »Kristi ånd i dem« (1Pet. 1,11) ført Guds sande børn til folkets lys i deres samtid. Josef var en lysbærer i Ægypten. Ved sin renhed, sine gode gerninger og sin sønlige kærlighed var han en fremstilling af Kristus midt iblandt et folk af afgudsdyrkere. Medens israelitterne var på vandring fra Ægypten til det forjættede land, var de trofaste iblandt dem et lys for de omkringboende folkeslag. Gennem dem blev Gud åbenbaret for verden. Fra Daniel og hans medbrødre i Babylon og fra Mordokaj i Persien skinnede klare lysstråler ud i det mørke, som rådede ved de kongelige hoffer. På lignende måde er Kristi disciple sat til at være lysbærere på vejen til himmelen; gennem dem åbenbares Faderens miskundhed og godhed for en verden, som er indhyllet i mørke, fordi den misforstår Gud. Ved at se deres gode gerninger ledes andre til at ære Faderen i det høje; for derved lægges det for dagen, at der på verdensaltets trone er en Gud, hvis karakter for tjener pris og efterligning. Den guddommelige kærlighed, der gløder i hjertet, og den Kristusprægede harmoni, der åbenbarer sig i livet, er som et glimt fra himmelen, der tilstås verdslige mennesker, for at de må kunne værdsætte dets ophøjede herlighed. ret
(47) Det er på denne måde, menneskene ledes til at tro »den kærlighed, som Gud har til os". (1Joh. 4,16). Det er på denne måde, at hjerter, der engang var syndige og fordærvede, renses og forvandles, for at de må kunne fremstilles for Guds herlighed »dadelfri i fryd". (Jud. 24). ret
(47) Frelserens ord: »I er verdens lys", påpeger den kendsgerning, at han har givet sine efterfølgere en verdensomspændende mission. På Kristi tid havde egoisme, stolthed og fordom bygget en stærk og høj skillevæg mellem dem, der var beskikkede til vogtere over Guds hellige ord, og ethvert andet folk på jorden. Men Frelseren var kommet for at forandre alt dette. De ord, folket hørte fra hans læber, skilte sig fra alt, hvad de nogensinde havde hørt af præst eller rabbiner. Kristus nedriver gærdets skillevæg, egenkærligheden, den skillende nationale fordom, og forfægter kærlighed til hele den menneskelige familie. Han løfter menneskene ud af den snævre kreds, som deres egoisme foreskriver; han ophæver alle territoriale skel og kunstige skillelinjer i menneskesamfundet. Han gør ingen forskel på næsten og den fremmede, på venner og fjender. Han lærer os at betragte hver trængende sjæl som vor næste og verden som vort virkefelt. ret
(48) Ligesom Solens stråler trænger igennem og når ud til de mest afsides beliggende egne på jorden, således er det Guds hensigt, at evangeliets lys skal nå ud til hver eneste sjæl i verden. Dersom Kristi menighed fuldbyrdede vor Herres forsæt, ville ly set skinne på alle, der sidder i mørket og i dødens land og skygge. I stedet for at slutte sig sammen i klynger og undvige ansvar og kors ville menighedens medlemmer sprede sig ud over alle lande og lade Kristi lys skinne videre ud fra dem, medens de virkede for sjæles frelse, ligesom han gjorde. Da ville »dette rigets evangelium« i hast blive bragt ud til hele verden. ret
(48) Det er på denne måde, Guds hensigt med at kalde et folk, lige fra Abraham ude på Mesopotamiens sletter og til os i denne tid, vil få sin opfyldelse. Han siger: »Jeg vil velsigne dig ....., og vær en velsignelse!« (1Mos. 12,2). Kristi ord ved evangelistprofeten, som bjergprædikenen kun er en genlyd af, gælder os i denne sidste slægt: »Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet, Herrens herlighed er oprundet over dig.« (Es. 60,1). Dersom Herrens herlighed er oprundet over din ånd, dersom du har beskuet skønheden hos ham, som er den ypperste iblandt tusinder, og som er fuld af ynde, og dersom din sjæl stråler af han åsyns lys, så er dette ord fra Herren sendt til dig. Har du stået sammen med Kristus på forklarelsens bjerg? Nede på sletten findes der sjæle, som den onde holder i trældom, og de venter på det troens og bønnens ord, der vil sætte dem i frihed. ret
(49) Vi skal ikke blot grunde på Kristi herlighed men tillige tale om hans dyder, Esajas nøjedes ikke med at beskue Kristi herlighed, men han talte også om den. Medens David grublede, luede ilden op; derpå talte han med sin tunge. (Sl. 39,4). Medens han grundede på Guds forunderlige kær lighed, kunne han ikke afholde sig fra at tale øm, hvad han så og følte. Hvem kan i tro betragte genløsningens vidunderlige plan, Guds enbårne søns herlighed, og ikke tale om den? Hvem kan tænke på den uudgrundelige kærlighed, der blev lagt for dagen ved Kristi død på Golgathas kors, for vi ikke skulle fortabes, men have et evigt liv hvem kan beskue dette uden at have noget at sige for at ophøje Frelserens herlighed? ret
(49) »Alt i helligdommen råber: Ære!« Israels liflige sangere priste ham på harpen og sagde: »Jeg vil betænke din majestæts herlige ære og dine under fulde gerninger. Og der skal tales om dine forfærdelige gerningers vælde, og jeg vil fortælle om din magt.« (Sl. 29,9; 145,5-6). ret
(49) Korset på Golgatha skal hæves højt op over folket, således at det lægger beslag på menneskenes sind og samler deres tanker. Da vil alle de åndelige evner fyldes med guddommelig kraft fra Gud selv. Da vil man samle sine kræfter til en virkelig gerning for mesteren. Guds arbejdere vil som levende redskaber udsende lysstråler for at oplyse jorden. ret
(50) Med hvilken glæde tager Kristus ikke imod ethvert menneskeligt redskab, der overlades til ham! Han sætter det menneskelige i forbindelse med det guddommelige, for at han kan meddele verden hemmeligheden ved den kærlighed, der blev åbenbaret i kød. Tal om den! Bed om den! Forkynd budskabet om hans herlighed, og vedbliv at trænge fremad til fjerne lande! ret
(50) Prøvelser, der bæres med tålmodighed, velsignelser, der modtages med taknemmelighed, fristelser, der mandigt bekæmpes, sagtmodighed, venlig hed, barmhjertighed og kærlighed, som vanemæssigt lægges for dagen, disse er de lys, der fremstråler i karakteren i modsætning til mørket i det egoistiske hjerte, hvor livets lys aldrig har skinnet ind. ret