(51) »Jeg er ikke kommet for nedbryde, men for at fuldkomme«
Den, der under torden og ildslue forkyndte loven på Sinaj bjerg, var Kristus. Som en fortærende ild hvilede Guds herlighed over Sinaj, og bjerget rystede under Guds nærværelse. Liggende udstrakt på jorden havde Israels hærskarer med ærefrygt lyttet til de hellige bud i loven. Hvilken modsætning til begivenheden på saligprisningernes bjerg! Under sommerhimmelen, hvor fuglenes sang var den eneste lyd, der afbrød stilheden, ud foldede Jesus sit riges principper. Og dog var han, som den dag talte til folket i kærlighedens sprog, i færd med at oplade for dem grundsætningerne i den lov, der blev forkyndt på Sinaj. ret
(51) Dengang loven blev givet, var Israel blevet nedværdiget som følge af den langvarige trældom i Ægypten og behøvede at få indtryk af Guds magt og storhed; men ikke desto mindre åbenbarede han sig for dem som kærlighedens gud. ret
(51) »Herren kom fra Sinaj, Fra Sejr fremstråled han for dem, Brød frem i lysglans fra Parans bjerg Og kom fra Meribat-Kadesj). Ved hans højre hånd lued ild dem i møde. Visselig, han elsker sit folk Alle hans hellige er i hans hænder; Og de sætter sig ved din fod Og tager mod ord fra dig.« (5Mos. 33,2-3). ret
(52) Det var for Moses, Gud åbenbarede de vidunder lige ord, der er blevet værnet om som alle tiders nedarvede skat: »Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd.« (2Mos. 34,6-7). ret
(52) Den lov, der blev givet på Sinaj, var udtrykket for kærlighedens princip, for jorden en åbenbaring af himmelens lov. Den blev formidlet ved en guddommelig mellemmands hånd forkyndt af ham, ved hvis magt menneskenes hjerter kunne stemmes i harmoni med dens principper. Gud åbenbarede lovens hensigt, da han sagde til Israel: I skal være mig hellige mænd.« (2Mos. 22,31). ret
(52) Men Israel havde ikke forstået lovens åndelige natur, og deres foregivne lydighed bestod alt for tit kun i en overholdelse af former og ceremonier snarere end i en overgivelse af hjertet til kærlig hedens overhøjhed. Når Jesus i sin karakter og i sin gerning fremstillede Guds hellige, kærlige og faderlige egenskaber for menneskene og påviste værdiløsheden af en blot og bar ceremoniel lydig hed, kunne de jødiske ledere ikke modtage eller forstå hans ord. De mente, at han dvælede alt for lidt ved lovens krav; og når han fremholdt dem de sandheder, der netop udgjorde kærnen i deres guddommeligt forordnede tjeneste, medens de kun så på det overfladiske, anklagede de han for forsøg på at kuldkaste loven. ret
(53) Skønt Kristus talte roligt, faldt hans ord med en alvor og en kraft, som greb menneskenes hjerter. De ventede at høre en gentagelse af rabbinernes livløse vedtægter og krav, men forgæves; de blev »slået af forundring over hans lære; thi han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge. Farisæerne lagde mærke til den store forskel mellem deres og Kristi måde at undervise på. De så, at det ophøjede, rene og skønne i sandheden tilligemed dens indgribende, milde indflydelse øvede en kraftig virkning på manges sind. Frelserens guddommelige kærlighed og ømhed drog menneskenes hjerter til ham. Rabbinerne indså, at hans lære tilintetgjorde hele grundtanken i den undervisning, de havde givet folket. Han nedbryder den skillevæg, der i så høj grad havde smigret deres stolthed og deres tilbagetrukne særstilling, og de frygtede for, at hvis han fik lov til at fortsætte, ville han vende folket fuldstændig bort fra dem. Derfor fulgte de ham med et afgjort fjendskab i håb om at finde en eller anden anledning til at bringe ham i ugunst hos folkemængden og således gøre det muligt for rådet at foranledige hans domfældelse og død. ret
(53) På bjerget blev Jesus nøje overvåget af spioner, og under udfoldelse af retfærdighedens principper lod farisæere hviske rundt omkring, at hans lære var i strid med de påbud, Gud havde forkyndt på Sinaj. Frelseren udtalte intet, der kunne svække troen på den religion og de forordninger, der blev givet ved Moses; for hver eneste stråle af guddommeligt lys, som Israels store fører havde meddelt sit folk, stammede fra Kristus. Mens mange siger i deres hjerter, at han er kommen for at bortskaffe loven, åbenbarer Jesus sin stilling til de guddommelige bud med ord, der ikke kan misforstås. »Tro ikke", sagde han, »at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne.« ret
(54) Det er menneskenes skaber, lovgiveren, der erklærer, at han ikke har til hensigt at tilsidesætte lovens bud. Alle ting i naturen, lige fra møllet i solstrålen til kloderne i det høje, står under lov, og naturens orden og harmoni afhænger af lydighed mod disse love. På lignende måde findes der store retfærdigheds grundsætninger, der behersker alle fornuftvæseners liv, og verdensaltets velfærd afhænger af, at disse grundsætninger bliver overholdt. Guds lov var til, før denne jord fremstod. Englene ledes af dens principper, og for at jorden kan være i overensstemmelse med himmelen, må også menneskene adlyde de guddommelige love. Kristus kundgjorde lovens bud for menneskene i Eden, »mens morgenstjemerne jubled til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde". (Job 38,7). Kristi mission på jorden bestod ikke i at nedbryde loven, men gennem sin nåde at lede menneskene tilbage til lydighed mod dens bud. ret
(54) Kærlighedens apostel, som lyttede til Jesu ord på bjerget, og som længe derefter skrev under Helligåndens ledelse, omtaler loven som værende af evig gyldighed. Han siger, at »synden er lovbrud« og at »enhver, der gør synd, begår dermed også lovbrud". Han gør det klart, at den lov, han sigter til, er »et gammelt bud, som I har haft fra begyndelsen". (1Joh. 3,4; 2,7). Han taler om den lov, som var til ved skabelsen, og som blev gentaget på Sinaj bjerg. ret
(54) Idet Jesus talte om loven, sagde han: »Jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme.« Her bruger han ordet »fuldkomme« i den samme betydning, som da han sagde til døberen Johannes, at hans hensigt var at »opfylde alt, hvad ret er!« (Matt. 3,15), det vil sige at efterkomme lovens krav i fuldt mål, at afgive et eksempel på fuldkommen efterlevelse af Guds vilje. ret
(55) Hans mission var at »løfte løven til højhed og ære". (Es. 42,21). Han skulle påvise lovens åndelige natur, fremholde dens vidtrækkende grundsætninger og gøre dens evige gyldighed klar. ret
(55) Kristus, af hvem de ædleste og fleste iblandt mennesker kun er en svag genspejling; han, om hvem Salomo under åndens inspiration skrev, at han er »herlig blandt tusinder, han er fuldkommen i ynde", og om hvem David, der skuede ham i et profetisk syn, udtalte: »Den skønneste er du af menneskenes børn« (Højs. 5,10-16; Sl. 45,3); Jesus, som er det udtrykte billede af Faderens person, afglansen af hans herlighed han, den selvfornægtende genløser, Jesus, var under sin kærlighedsfærd på jorden ved sin karakters guddommelige skønhed en levende fremstilling af Guds lovs karakter. Hans liv gør det klart, at himmelens kærlighed, Kristus-prægede principper, ligger til grund for den evige retfærds love. ret
(55) »Før himmelen og jorden forgår« sagde Jesus, »skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå, før det er sket altsammen.« Ved sin egen lydighed mod loven aflagde Kristus vidnesbyrd om dens uforanderlige natur og beviste, at ved hans nåde kunne den adlydes til fuldkommenhed af enhver Adams søn og datter. På bjerget erklærede han, at ikke den mindste tøddel af loven skulle forgå, før alt var fuldført alt, hvad der angår menneskeslægten, alt, hvad der vedrører genløsningens plan. Han lærer ikke, at loven nogensinde vil blive ophævet, men han fæster blikket ved den yderste rand af menneskehedens horisont og forsikrer os, at indtil dette punkt er nået, vil loven beholde sin autoritet, således at ingen må mene, at det var hans mission at afskaffe lovens bud. Så længe himmelen og jorden vedbliver at være til, vil Guds hellige lovs principper bestå. »Som Guds bjerge« (Sl. 36,7) vil hans retfærdighed bestå og som en kilde til velsignelse vedblive at udsende strømme for at vederkvæge jorden. ret
(56) Eftersom Herrens lov er fuldkommen og derfor uforanderlig, er det umuligt for syndige mennesker i og af sig selv at leve op til det ideal, den kræver. Dette var grunden til, at Jesus kom som vor genløser. Det var hans mission at bringe menneskene i overensstemmelse med grundsætningerne i himmelens lov ved at gøre dem delagtige i guddommelig natur. Når vi forsager vore synder og tager imod Kristus som vor Frelser, ophøjes løven. Apostelen Paulus stiller det spørgsmål: »Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Nej, langt fra! Vi stadfæster loven.« (Rom. 3,31). ret
(56) Løftet i den nye pagt er: »Jeg vil give mine love i deres hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres sind.« (Hebr. 10,16). Medens det forbilledlige system, der pegede hen til Kristus som det Guds lam, der skulle bære verdens synd, skulle ophøre ved hans død, er de retfærdighedens grundsætninger som er nedlagt i tibudsloven, lige så uforanderlige som Guds evige trone. Ikke et eneste bud er blevet ophævet, ikke et bogstav eller en tøddel er blevet forandret. De principper, der blev kundgjort for menneskene i paradis som livets store lov, vil eksistere uforandret i det genoprettede paradis. Når Eden engang atter blomstrer på jorden, vil Guds kærlighedslov blive adlydt af alle under Solen. ret
(56) »Herre, dit ord er evigt, står fast i himmelen.« »Man kan lide på alle hans bud; de står i al evighed fast, udført i sandhed og retsind.« »For længst vandt jeg indsigt i dine vidnesbyrd, thi du har grundfæstet dem for evigt.« (Sl. 119,89; 111,7-8; 119,152). ret
(57) »Derfor den, som bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget«
Det vil sige, han får ikke adgang dertil, for den der med forsæt bryder ét bud, adlyder ikke i ånd og sandhed noget af budene. »Thi den, der holder hele loven, men blot på et punkt snubler, er blevet skyldig i alle.« (Jak. 2,10). ret
(57) Synden består ikke i ulydighedshandlingens størrelse men i den kendsgerning, at man afviger fra Guds åbenbarede vilje i den mindste sag; for dette forhold viser, at der endnu er forbindelse mellem sjælen og synden. Hjertet er delt i sin tjeneste. Der foreligger en virkelig fornægtelse af Gud, oprør imod hans riges løve. ret
(57) Dersom menneskene havde frihed til at tilsidesætte Herrens krav og til selv at opstille en regel for pligten, ville der blive en mangfoldighed af regler, afpasset efter de forskellige karakterer, og herredømmet ville være taget ud af Herrens hånd. Menneskets vilje ville blive betragtet som afgørende, og Guds høje og hellige vilje hans kærlighedsforsæt med sine skabninger ville blive vanæret og ringeagtet. ret
(57) Når menneskene vælger deres egen vej, stiller de sig altid i modstrid med Gud. De vil ikke få en plads i det himmelske rige, for de ligger i strid med selve de principper, der gælder i himmelen. Ved at sætte sig ud over Guds vilje tager de standpunkt sammen med den onde, Guds og menneskets fjende. Ikke af ét ord, ikke af mange ord men af hvert ord, som Gud har talt, skal mennesket leve. Vi kan ikke være trygge, hvis vi overser et eneste ord, uanset hvor ubetydeligt det end måtte forekomme os at være. Der findes ikke et bud i loven, som ikke tjener til menneskenes gavn og lykke både i dette liv og i det tilkommende. Når menneskene lever i lydighed mod Guds lov, er de omgivet ligesom af et hegn og bliver bevaret fra det onde. Den, der nedbryder denne af Gud opførte skranke på et punkt, har ødelagt dens evne til at beskytte ham, idet han har åbnet en vej, hvor fjenden kan trænge ind for at afstedkomme ødelæggelse og ruin. ret
(58) Vore stamfædre vovede at tilsidesætte Guds vilje på et enkelt punkt, og derved åbnede de sluserne for verdens ulykke. Enhver, der følger deres eksempel, vil høste lignende frugter. Guds kærlighed danner grundlaget for ethvert bud i hans lov, og den, der afviger fra budet, arbejder på sin egen ulykke og undergang. ret
(58) »Hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer i slet ikke ind i Himmeriget«
De skriftkloge og Farisæerne havde ikke anklaget Kristus alene men også hans disciple for at være syndere, fordi de undlod at tage hensyn til rabbineres forskrifter og ceremonier. Disciplene havde ofte været i forlegenhed og følt sig besværede på grund af kritik og anklage fra deres side, som de havde været vant til at hædre som religiøse lærere. Kristus afslørede dette bedrag. Han erklærede, at den retfærdighed, som farisæere vurderede så højt, var værdiløs. Jøderne havde gjort gældende, at de var det særskilte, lovlydige folk, som stod i yndest hos Gud; men Kristus fremholdt deres religion som blottet for frelsende tro. Al deres foregivne fromhed, deres menneskelige påfund, ja, endog den overholdelse af lovens udvortes krav, som de roste sig af, kunne ikke gøre dem hellige. De var ikke rene af hjertet, ej heller var de ædle og kristne i deres karakter. ret
(59) En lovmæssig religion er ikke tilstrækkelig til at bringe sjælen i overensstemmelse med Gud. Farisæeres hårde og strenge rettroenhed, som var blottet for bodfærdighed, ømhed og kærlighed, var kun en anstødssten for syndere. De var ligesom saltet, der havde mistet sin smag, for deres indflydelse besad ingen kraft til at bevare verden fra fordærvelse. Den eneste sande tro er den, der »er virksom i kærlighed« (Gal. 5,6) og renser sjælen. Den er lig en surdej, som forvandler karakteren. ret
(59) Alt dette burde jøderne have lært af profeteres undervisning. Århundreder i forvejen havde sjælens råb om retfærdiggørelse hos Gud fundet udtryk og var i profeten Mikas ord: »Med hvad skal jeg møde Herren, bøje mig for højhedens Gud? Skal jeg møde ham med brændofre, møde med årgamle kalve? Har Herren behag i tusinder af vædre, titusinder af oliestrømme? ..... Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad Herren kræver af dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.« (Mik. 6,6-8). ret
(59) Hvori Farisæismens sande natur består, havde profeten Hoseas påpeget i følgende ord: »Israel er en tom vinstok, der bærer frugt til sig selv.") Medens jøderne udgav sig for at tjene Gud, arbejdede de i virkeligheden for sig selv. Deres retfærdighed var frugten af deres egen anstrengelse for at holde loven, holde den i overensstemmelse med deres egne begreber og med deres eget egoistiske formål for øje. Derfor kunne den ikke blive bedre, end de selv var. Ved deres bestræbelser for at gøre sig selv hellige forsøgte de at bringe noget rent ud af det urene. Guds lov er lige så hellig, som han er hellig, lige så fuldkommen, som han er fuldkommen. Den, fremstiller Guds retfærdighed for menneskene. Det er umuligt for mennesket af sig selv at holde denne lov, for mennesket natur er fordærvet, udartet, helt forskellig fra Guds karakter. Det egenkærlige hjertes gerninger er »urene", »som en tilsølet klædning al vor retfærd". (Es. 64,5). ret
(60) Skønt loven er hellig, kunne jøderne ikke opnå retfærdighed ved deres egne anstrengelser for at holde loven. Kristi disciple måtte erholde retfærdighed af en anden art end farisæernes, hvis de skulle komme ind i Himmeriget. I sin søn tilbød Gud dem lovens fuldkomne retfærdighed. Dersom de ville lukke deres hjerter helt op for at tage imod Kristus, ville selve Guds liv, hans kærlighed, bo i dem og forvandle dem efter hans egen lignelse, og således ville de ved Guds uforskyldte gave besidde den retfærdighed, loven kræver. Men Farisæere forkastede Kristus. »Da de ikke kendte Guds retfærdighed og tragtede efter at opstille deres egen retfærdighed« Rom. 10,3, ville de ikke bøje sig under Guds retfærdighed. ret
(60) Jesus påviste derefter for sine tilhørere, hvad det vil sige at holde Guds befalinger at det betyder en frembringelse af Kristi karakter hos dem selv. For i ham blev Gud daglig åbenbaret for deres øjne. ret
(61) »Enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for dommens fader«
Ved Moses havde Herren sagt: »Du skal ikke bære nag til din broder i dit hjerte ..... Du må ikke hævne dig eller gemme på vrede mod dit folks børn, du skal elske din næste som dig selv". (3Mos. 19,17-18). De sandheder, Kristus fremholdt, var de samme, som profeterne havde lært; men de var blevet fordunklede ved hjertets forhærdelse og kærlighed til synden. ret
(61) Frelserens ord åbenbarede for hans tilhørere den kendsgerning, at medens de fordømte andre som overtrædere, var de selv lige så skyldige, for de nærede ondskab og had. På den modsatte side af søen fra det sted, hvor de var forsamlede, lå landskabet Basan, et ensomt beliggende område, hvis vilde, dybe kløfter og skovklædte højder længe havde været et yndet skjulested for forbrydere af enhver type. Beretninger om røveri og mord, der nylig havde fundet sted, var i frisk minde hos befolkningen, og mange var ivrige til at fordømme disse ugerningsmænd. Samtidig var de selv voldsomme og stridbare; de nærede det bitreste had til deres romerske under trykkere og følte sig berettiget til at hade og foragte alle andre folk, ja endog deres egne landsmænd, som ikke i enhver henseende rettede sig efter deres begreber. I alt dette overtrådte de den lov, der siger: »Du må ikke slå ihjel.« ret
(61) Hadet og hævngerrighedens ånd havde sin oprindelse hos Satan, og den ledte ham til at tage Guds søn af dage. Enhver, som nærer ondskab og viser uvenlighed, er besjælet af den samme ånd, og død vil blive dens frugt. I den hævngerrige tanke ligger den onde handling gemt, ligesom planten ligger gemt i frøet. »Enhver der hader sin broder, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv blivende i sig.« (1Joh. 3,15). ret
(62) »Den, som siger til sin broder: Raka! skal være skyldig for rådet.« Ved at give sin søn som en gave for vor genløsning har Gud vist, hvilken stor værdi han tillægger en menneskesjæl, og han giver intet menneske rettighed til at tale hånligt om en anden. Vi kommer til at se fejl og svagheder hos dem, vi færdes iblandt, men Gud betragter hver sjæl som sin ejendom som i sin kraft af skabelsen og i dobbelt forstand som den, der er købt med Kristi dyrebare blod. Alle blev skabt i hans billede, og selv de dybest faldne skal behandles med agtelse og ømhed. Gud vil holde os ansvarlige for endog blot et hånligt ord om en eneste sjæl, for hvem Kristus gav sit liv. ret
(62) »Thi hvem giver dig fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det?« »Hvem er du, som dømmer en andens tjener? For sin egen herre står eller falder han.« (1Kor. 4,7; Rom. 14,4). ret
(62) »Den, som siger: Du dåre! er skyldig til Helvedes ild.« I det gamle testamente benyttes ordet »dåre« som betegnelse for en frafalden eller en, der havde prisgivet sig til det onde. Jesus siger, at enhver, der fordømmer sin broder som en frafalden eller en gudsfornægter, viser, at han selv fortjener den samme fordømmelse. ret
(62) I tvisten med Djævelen om Moses legeme turde Kristus selv »ikke udtale nogen spottende dom.« Om han havde gjort det, ville han have stillet sig på Satans grund; for anklage er den ondes våben. I skriften kaldes han »vore brødres anklager.« (Åb. 12.10). Jesus ville ikke benytte et eneste af Satans våben. Han imødegik ham med de ord: »Herren straffe dig!« (Jud. 9). ret
(63) Når vi kommer i konflikt med Kristi fjender, bør vi ikke sige noget af trang til at øve gengæld eller noget, der endog blot kan have udseende af en spottende dom. Den, der står som et Guds talerør, bør ikke udtale ord, som ikke engang himmelens Majestæt ville benytte i en strid med Satan. At dømme og fordømme er en sag, vi skal overlade til Gud. ret
(63) »Gå først hen og forlig dig med din broder«
Guds kærlighed er mere end blot en uvirksom egenskab; den er et positivt og handlende princip, en levende kilde, der altid udvælder til velsignelse for andre. Dersom Kristi kærlighed bor i os, vil vi ikke alene holde os fra at nære had til vore medmennesker, men vi vil søge på enhver mulig måde at vise dem kærlighed. ret
(63) Jesus sagde: »Derfor, når du bringer din gave til alteret og dér kommer i hu, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive dér ved alteret. og gå først hen og forlig dig med din broder, og kom så og bring din gave!« De forbilledlige ofringer var udtryk for troen på, at gennem Kristus var den ofrende blevet delagtig i Guds miskundhed og kærlighed. Men at give udtryk for tro på Guds tilgivende kærlighed, medens vedkommende selv nærede en ukærlig ånd, ville kun være skrømt. ret
(63) Når en, der bekender sig til at tjene Gud, foruretter eller skader en broder, stiller han Guds karakter i et falsk lys for vedkommende broder, og uretten må bekendes; for at være i overensstemmelse med Gud må han erkende, at den er synd. Vor broder har måske gjort os en større uret, end vi har gjort imod ham, men det gør ikke vort ansvar mindre. Dersom vi, når vi træder frem for Gud, kommer i hu, at en anden har noget imod os, skal vi lade vor gave det være bøn, taksigelse eller et frivilligt offer blive liggende, gå til den broder, vi er i uoverensstemmelse med, og ydmygt bekende vor egen synd og bede ham om tilgivelse. ret
(64) Har vi på nogen måde besveget eller skadet vor broder, bør vi yde erstatning. Dersom vi uforvarende har båret falsk vidnesbyrd, eller om vi har gengivet hans ord urigtigt eller på nogen måde skadet hans indflydelse, bør vi gå til dem, vi har talt til om ham, og tilbagekalde alle vore ærekrænkende forvrængninger. ret
(64) Dersom vanskeligheder mellem brødre ikke blev fremlagt for andre, men i en kristelig kærligheds ånd åbent drøftet mellem dem indbyrdes, hvor meget ondt kunne da ikke forebygges! Hvor mangen bitter rod, der besmitter mange, ville ikke blive tilintetgjort, og hvor inderligt og ømt kunne Kristi efterfølgere ikke være forenet i hans kærlig hed! ret
(64) »Enhver, som er på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte.«
Jøderne roste sig af deres moralitet og så med forfærdelse på hedningernes sanselige skikke. Tilstedeværelsen af de romerske embedsmænd, som var kommet til Palæstina i kraft af det kejserlige herredømme, var en stadig forargelse for befolkningen, idet disse udlændinge havde medbragt en overflod af hedenske skikke, vellyst og udsvævelse. I Kapernaum færdedes romerske funktionærer med deres lystige elskerinder på spadseregange og promenader, og ofte afbrødes stilheden ude på søen af støjende selskaber, når deres lystbåde gled hen over den blanke vandbade. Folket ventede at høre Jesus udtale en streng dom over denne klasse mennesker; men hvor forbavsede blev de ikke, når de hørte ham tale ord, der blottede det onde i deres egne hjerter! ret
(65) Når man, om end aldrig så lønligt, elsker og nærer onde tanker, sagde Jesus, da viser det, at synden endnu råder i hjertet. Sjælen befinder sig fremdeles i bitterheds galde og uretfærdigheds lænke. Den, der finder den onde tanke og tillader sig det begærlige blik, kan i den åbenbare synd med dens vægt af skam og hjerteknugende smerte beskue, af hvilken art det onde virkelig er, som han har skjult i sjælens vrå: Det onde, som da kommer til syne, skabes i fristelsens stund, da man måske falder i en svær synd, som kun udfolder eller bringer for dagen, hvad der lå dulgte og slumrende i hjertet. Som et menneske tænker i sit hjerte, så er han"; thi fra hjertet »udspringer livet". (Ordspr. 23,7). ret
(65) »Og hvis din højre hånd forarger dig, så hug den af og kast den fra dig«
For at hindre en sygdom i at brede sig i legemet og berøve en livet ville man finde sig i endog at skille sig af med den højre hånd. Endnu meget mere burde man være villig til at give afkald på det, der stiller sjælens liv i fare. ret
(65) Ved evangeliet skal sjæle, som den onde har fordærvet og holder i trældom, finde genløsning og få del i Guds børns herlige frihed. Guds forsæt går ikke blot ud på at frelse fra den lidelse, der er syndens uundgåelige følge, men at frelse fra selve synden. Den fordærvede, misdannede sjæl må ren ses og omdannes, så den kan blive iført »Herren vor Guds skønhed", blive »hans søns billede lige". »Hvad intet øje har set, og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham.« (Rom. 8,29; 1Kor. 2,9). Evigheden alene kan åbenbare det herlige mål, som det menneske, hvori Guds billede genoprettes, kan nå frem til. ret
(66) For at kunne opnå dette høje ideal må vi give slip på de ting, der får sjælen til at støde an. Det er gennem viljen, synden holder os fast. En overgivelse af viljen sammenlignes med at rive øjet ud eller hugge hånden af. For os kan det ofte synes, som om en overgivelse af viljen til Gud er ensbetydende med at samtykke i at vandre gennem livet som en lemlæstet eller en krøbling. Men det er bedre, siger Jesus, at selvet lemlæstes såres og forkrøbles, hvis man derved kan indgå til livet. Det, man betragter som en ulykke, damer indgangen til den allerstørste fordel. ret
(66) Gud er livets kilde, og kun ved at have samfund med ham kan vi have livet. Adskilt fra Gud kan man vel nyde en kortvarig tilværelse, men livet besidder man ikke. »Den derimod, som lever efter sine lyster, er levende død.« (1Tim. 5,6). Kun når vi overgiver vor vilje til Gud, er det muligt for ham at meddele os livet. Kun ved at tage imod hans liv ved selvovergivelse, sagde Jesus, er det muligt at sejre over disse skjulte synder, som jeg har påpeget. Det er muligt, at I kan begrave dem i jeres hjerte og dølge dem for menneskers blik; men hvorledes vil I kunne bestå for Guds ansigt? ret
(67) Dersom du holder fast ved selvet og nægter at overgive jeres vilje til Gud, vælger I døden. Gud er en fortærende ild for synden, hvor denne end findes. Hvis I vælger synden og nægter at skilles fra den, må Guds nærværelse, der fortærer synden, også fortære jer. ret
(67) Overgivelse til Gud vil kræve et offer, men det er en opofrelse af det lavere for at opnå noget højere, en opgivelse af det jordiske for at opnå det åndelige, af det forkrænkelige for at vinde det uforkrænkelige. Det er ikke Guds hensigt, at vor vilje skal tilintetgøres, for det er kun ved brug af viljen, at vi kan udføre, hvad han ønsker af os. Vor vilje skal gives til ham, for at vi kan få den igen renset og forædlet og i sit væsen således knyttet til den guddommelige, at han gennem os kan udøse strømme af sin kærlighed og sin kraft. Hvor bitter og smertefuld denne overgivelse end måtte forekomme det egensindige, genstridige hjerte, så er den dog »bedre for dig". ret
(67) Først da Jakob, såret og hjælpeløs, kastede sig i armene på pagtens engel, erkendte han troens sejrende overmagt og blev kaldt til en fyrste hos Gud. Det var, da han »haltede på hoften", at Esaus væbnede skarer blev standset foran ham; og Farao, den stolte arving i et kongeligt dynasti, bøjede sig ned for at modtage hans velsignelse. Således blev også vor »frelses banebryder ført til fuldendelse gennem lidelser", og troens bøn »fik styrke efter svaghed« og »slog fjendehære på Bugt". Således sker det, at »halte tager del i byttet", og de skrøbelige skal »blive som David, ..... som Herrens engel". (Hebr. 2,10; 11,34; Es. 33,23; Zak. 12,8). ret
(68) »Har man lov til at skille sig fra sin hustru?«
Hos jøderne var det en mand tilladt at skille sig fra sin hustru for de ubetydeligste forseelser, og kvinden havde da frihed til at indgå et nyt ægteskab. Denne skik havde megen elendighed og synd til følge. I sin bjergprædiken udtalte Jesus tydeligt, at en opløsning af ægteskabet ikke kumme finde sted uden i tilfælde af utroskab mod ægteskabsløftet. Han sagde, at »enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, han bliver årsag til, at der drives utugt med hende; og hver den, som gifter sig med en fraskilt kvinde, han bedriver hor". (Matt. 5,32). ret
(68) Da farisæere bagefter spurgte Jesus om lovligheden af skilsmisse, førte han sine tilhørere tilbage til ægteskabets indstiftelse ved skabelsen. »Det var på grund af jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustruer; men fra begyndelsen har det ikke været således.« (Matt. 19,3. og 8.). Han henviste dem til de velsignede dage i Eden, da Gud udtalte, at alt »var såre godt". Der havde ægteskabet og sabbatten, disse tvilling-indstiftelser, deres oprindelse til Guds ære ved at være til gavn for menneskeslægten. Da, skaberen dér lod det hellige par give hinanden hånden som ægtefæller, idet han sagde: »Derfor forlader en mand sin fader og sin moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver et« (1Mos. 2,24), kundgjorde han ægteskabsloven for alle Adams bøn indtil tidens ende. Det, som den evige Fader selv har erklæret for at være godt, var en lov, der tilsigtede menneskets højeste velsignelse og udvikling. ret
(68) Ligesom enhver anden af Guds gode gaver, der blev betroet i menneskenes varetægt, er også ægteskabet blevet fordærvet af synden; men det er evangeliets formål af genoprette dets renhed og skønhed. Både i det gamle og i det nye testamente benyttes ægteskabsforholdet som en fremstilling af den inderlige og hellige forbindelse, der består mellem Kristus og hans folk, de genløste, som han har købt med Golgatha som indsats. »Frygt ikke". siger han, »thi din skaber er din ægtemand, hans navn er hærskarers Herre, din genløser er Israels hellige.« »Vend om, i frafaldne sønner, lyder det fra Herren; thi jeg er jeres herre).« I »sangenes sang« hører vi brudens stemme, idet hun siger: »Min elskede er min, og jeg er hans.« Og han, som for hende er »udmærket fremfør ti tusinder", siger til sin udvalgte: »Du er fuldendt fager, min ven inde, og uden lyde.« (Es. 54,4-5; Jer. 3,14: Højs. 2,16. og 5,10, ældre overs.; 4,7). ret
(69) Idet apostelen Paulus længere nede i tiden skriver til de kristne i Efesus, udtaler han, at Herren har indsat manden til at være kvindens hoved, for at han skal være hendes beskytter, det bånd, der binder familiens medlemmer sammen, ligesom Kristus er menighedens hoved og det åndelige legemes frelser. Derfor siger han: »Ja, ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig under deres mænd i alt. I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus el skede kirken og gav sig selv hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den i vandbadet ved ordet, for at han således kunne fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant, nej den skulle være hellig og dadelfri. På samme måde bør mændene elske deres hustruer.« (Ef. 5,24-28). ret
(70) Kristi nåde og intet andet kan gøre denne indstiftelse til, hvad Gud havde til hensigt, at den skulle være: et middel til menneskehedens velsignelse og højnelse. Og derved kan de jordiske familier ved deres enhed, fred og kærlighed være en fremstilling af den himmelske familie. ret
(70) Nu ligesom på Kristi tid udgør tilstanden i samfundet et trist billede af himmelens ideal for dette hellige forhold. Men Kristi evangelium bringer trøst også til sådanne, som har mødt bitterhed og skuffelse, hvor de havde håbet at erfare fællesskab og glæde. Den tålmodighed og mildhed, som hans ånd kan meddele, vil forsøde den bitre lod. Det hjerte, hvor Kristus bor, vil være så fyldt og så tilfreds med hans kærlighed, at det ikke vil for tæres af længsel efter selv at blive gjort til gen stand for medlidenhed og opmærksomhed. Og når sjælen overlades til Gud, kan hans visdom udrette, hvad menneskelig visdom ikke formår. Ved åbenbarelsen af hans nåde vil hjerter, der engang var ligegyldige eller fremmede for talsmanden, kunne forenes med bånd, som er fastere og mere holdbare end jordiske bånd de gyldne snore af en kærlighed, der vil holde, når den sættes på prøve. ret
(70) »I må aldeles ikke sværge«
Grunden til dette forbud angives: Du må ikke sværge »ved himmelen, thi den er Guds trone, eller ved jorden, thi den er »hans fodskammel", eller ved Jerusalem, thi det er »den store konges by". Du må heller ikke sværge ved dit hoved, thi du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort". ret
(70) Alt kommer fra Gud. Vi har intet, som vi ikke har fået; og hvad mere er: vi har intet, som ikke er blevet købt til os ved Kristi blod. Alt, hvad vi besidder, kommer til os mærket med korsets stempel, købt med det blod, som er dyrebart over enhver beregning, fordi det er Guds lig. Derfor gives der intet, som vi er berettigede til at stille som vor egen garanti for opfyldelsen af vore ord. ret
(71) Efter jødernes forståelse var det tredje bud et forbud imod at tage Guds navn forfængeligt; men de mente, at de havde frihed til at benytte andre eder. Edsaflæggelse var almindelig iblandt dem. Ved Moses var det forbudt at sværge falsk; men de havde fundet mange udveje til at omgå en forpligtelse, de havde påtaget sig ved ed. De frygtede ikke for at gøre sig skyldige i, hvad der i virkelig heden var vanhellig tale, ligesom de heller ikke veg tilbage for mened, når den blot kunne tilhylles ved en eller anden omgåelse af løven. ret
(71) Jesus fordømte deres fremgangsmåde og erklærede, at deres sædvane med hensyn til edsaflæggelse var en overtrædelse af Guds bud. Vor frelser forbød dog ikke aflæggelse af retslig ed, hvor man højtideligt tager Gud til vidne på, at hvad man siger, ikke er andet end den rene sandhed. Jesus selv nægtede ikke at aflægge vidnesbyrd under ed, da rådet tog ham i forhør. Ypperstepræsten sagde til ham: »Jeg tager dig i ed ved den levende Gud: sig os om du er Guds søn". Jesus svarede: »Du har selv sagt det.« (Matt. 26,63-64). Dersom Jesus i sin bjergprædiken havde fordømt retslig ed, ville han under forhøret have irettesat ypperstepræsten og således til gavn for sine tilhørere indskærpet sin egen lære. ret
(71) Der er mange, som ikke frygter for at bedrage deres medmennesker; men de har lært, at Guds ånd har indprentet i deres sind, at det er forfærdeligt at tyve for skaberen. Når de tages i ed, er det en erkendelse af, at de ikke blot aflægger vidnesbyrd for mennesker, men for Gud, og at dersom de sværger falsk, gør de det over for ham, som ser ind i hjertet, og som kender den virkelige sandhed. Kendskab til de frygtelige straffedomme, som denne synd har medført, øver en hæmmende indflydelse på dem. ret
(72) Men hvis der er nogen, som med god grund kan vidne under ed, kan en kristen gøre det. Han lever stadig som for Guds åsyn og ved, at hver tanke er åbenbar for hans øjne, for hvem vi skal stå til regnskab; og når det på lovlig vis kræves af ham, gør han ret i at tage Gud til vidne på, at hvad han siger, ikke er andet end den rene sandhed. ret
(72) Jesus påpegede videre et princip, der ville gøre edsaflæggelse unødvendig. Han lærer, at den nøjagtige sandhed bør være en lov i al tale. »Jeres tale skal være ja, ja! nej, nej! hvad der går ud over det, er af det onde.« ret
(72) Disse ord fordømmer alle de intetsigende udtryk og fyldord, som grænser til vanhellig tale. De fordømmer de falske komplimenter, den omgåelse af sandheden, de smigrende fraser, de overdrivelser, de i handel forekommende fremstillinger, som er almindelige i menneskenes indbyrdes omgang og i forretningslivet. De lærer os, at den, der søger at give det udseende af at være noget, som han ikke er, eller hvis ord ikke giver udtryk for, hvad han virkelig mener i sit hjerte, kan ikke kaldes sand færdig. ret
(72) Dersom der bliver taget hensyn til disse Kristi ord, ville det afværge tilkendegivelsen af ond mistanke og uvenlig kritik; thi hvem kan, når han ud taler sig om en andens handlinger og bevæggrunde, være vis på, at han nøjagtig taler sandhed« Hvor ofte sker det ikke, at stolthed, lidenskab eller personligt nag farver hans indtryk! Et blik, et ord eller endog tonefaldet kan være udtryk for falsk hed. Selv kendsgerninger kan fremholdes på en sådan måde, at de giver et falskt indtryk. Og »hvad der går ud over det, er af det onde". ret
(73) Alt, hvad en kristen gør skal være gennemsigtigt som solskin. Sandheden er fra Gud; bedrag i alle dets utallige former er i hvert eneste tilfælde fra Djævelen. Og enhver, der i nogen henseende af viger fra sandhedens rene linjer, forråder sig selv til den ondes vold. At sige den rene sandhed er dog ingen let sag. Vi kan ikke sige sandheden, med mindre vi kender sandheden; og hvor ofte er det ikke tilfældet, at forudfattede meninger, indre for dom, mangelfuldt kendskab og et urigtigt skøn hindrer en korrekt forståelse af ting, vi har med at gøre! Vi kan ikke tale sandhed, medmindre vore tanker hele tiden ledes af ham, som er sandheden. ret
(73) Gennem apostelen Paulus byder Kristus øs: »Jeres tale skal altid være vindende". »Lad ingen rådden tale udgå af jeres mund, men kun ord, som er gode til fornøden opbyggelse, så de kan blive til velsignelse for den, der hører dem". (Kol. 4,6; Ef. 4,29). I lyset af disse bibelsteder viser det sig, at Kristi ord på bjerget fordømmer spøg, fjas og ukysk tale. De kræver, at vore ord ikke alene skal være sande, men rene. ret
(73) De, der har lært af Kristus, vil ikke være »meddelagtige i mørkets golde gerninger". I tale som i vandel vil de være enkle, ligefremme og sanddru, thi de bereder sig til samfundet med de hellige, i hvis mund der er ikke »fundet løgn". (Ef. 5,11; Åb. 14,5). ret
(74) »I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend ham også den anden til«
For jøderne var omgangen med den romerske krigsmagt altid en kilde til ærgrelse. Troppeafdelinger var anbragt på forskellige steder i Judæa og i Galilæa, og deres nærværelse var for befolkningen en påmindelse om dens egen nationale nedværdigelse. Med bitterhed i sindet hørte de lyden af de kraftige trompetstød; de så tropperne samles under det romerske flag og bøje sig i hyldest for dette symbol på romerrigets magt. Mellem befolkningen og soldaterne kom det til hyppige sammenstød, som bidrog til at ophidse det rådende had. Når en romersk befalingsmand med sin vagt skyndsomt ilede fra det ene sted til det andet, hændte det ofte, at han greb de jødiske bønder, som arbejdede på deres marker, og tvang dem til at bære byrder op ad bjerget eller til at udføre enhver anden påkrævet tjeneste. Dette var overensstemmelse med romersk lov og sædvane, og modstand mod sådanne krav førte kun til hånsord og grusomhed. Længslen efter at kunne afryste det romerske åg tiltog for hver dag i befolkningens hjerter. Navnlig blandt de uforfærdede, kraftige galilæere var oprørsånden fremherskende. Havnebyen Kapernaum var sæde for en romersk garnison, og endogså medens Jesus var i færd med at undervise, mindede synet af et kompagni romerske soldater hans tilhørere på ny om Israels ydmygelse. Folket så ivrigt på Jesus i håb om, at han var den, der skulle ydmyge den stolte romermagt. ret
(74) Med bedrøvelse betragter Jesus de opadvendte ansigter, han har foran sig. Man lægger mærke til den hævnlyst, der har sat sit onde præg på dem, og ved, hvor bittert folket længes efter at knuse sine undertrykkere. Sørgmodig formaner han dem: »I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend ham også den anden til!« ret
(75) Disse ord var kun en gentagelse af Det gamle Testamentes lære. Det er sandt, at reglen »øje for øje, tand for tand« var en bestemmelse i de love, der blev givet ved Moses; men det var et borgerligt påbud. Ingen var berettiget til selv at tage hævn, for man havde Herrens ord: »Sig ikke: Ondt vil jeg gengælde.« Sig ikke: Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig.« »Falder din fjende, så glæd dig ikke.« »Sulter din fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke.« (3Mos. 24,20; Ordsp. 20,22; 24,29 ret
(75) Hele Jesu liv på jorden var en åbenbaring af dette princip. Det var for at bringe livets brød til sine fjender, Frelseren forlød sit himmelske hjem. Skønt han fra krybben til graven var udsat for bagvaskelse og forfølgelse, førte alt dette for hans vedkommende kun til udslag af en tilgivende kær lighed. Ved profeten Esajas siger han: »Min ryg bød jeg frem til hug, mit skæg til at rives, mit ansigt skjulte jeg ikke for hån og spyt.« »Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes, som et får, der er stumt, når det klippes han oplod ikke sin mund!« (Es. 50,6; 53,7). Og fra korset på Golgatha lyder ned gennem alle tider hans forbøn for sine mordere og håbets budskab til den døende røver. ret
(75) Faderens nærværelse omsluttede Kristus, og intet ramte ham ud over, hvad en uendelig kærlighed tillod til velsignelse for verden. Deri lå hans kilde til trøst, og deri ligger også vor. Den, der er fyldt med Kristi ånd. bliver i Kristus. Det slag, som rettes mod en sådan, falder på Frelseren. der omgiver ham med sin nærværelse; alt, hvad der møder ham, kommer fra Kristus. Han behøver ikke at sætte sig imod det onde, for Kristus er hans værn. Intet kan røre ved ham uden med vor Herres tilladelse; og »alle ting", der således tillades, »samvirker til gode for dem, som elsker Gud". »Hvad I har gjort mod en af mine mindste brødre, har I gjort mod mig.« (Rom. 8,28; Matt. 25,40). ret
(76) »Dersom nogen vil gå i rette med dig og tage din kjortel, lad ham da også beholde kappen. Og der som nogen tvinger dig til at gå en mil, da gå to med ham.« ret
(76) Jesus bød sine disciple, at de i stedet for at mod sætte sig krav fra myndighedernes side skulle gøre endog mere, end der blev forlangt af dem, og at de i videst mulig udstrækning skulle udføre enhver forpligtelse, selv om den overskred de i landets lov fastsatte grænser. Loven, der blev given ved Moses, påbød en meget omhyggelig hensyntagen til de fattige. Når en fattig mand satte sit klædebon i pant, eller han stillede det som sikkerhed for en gæld, var det ikke fordringshaveren tilladt at gå ind i huset for at tage det; han måtte vente ude på gaden, indtil pantet blev bragt ud til ham, og under alle omstændigheder måtte det leveres tilbage til ejeren inden solnedgang. (5Mos. 24,10-13; 15,7-8). På Kristi tid blev der taget ringe hensyn til disse milde foranstaltninger; men Jesus lærte disciplene, at de skulle rette sig efter rettens afgørelse, selv om denne krævede mere end berettiget ifølge Moses lov. Om kravet end gik ud på afståelse af en del af deres klædning, skulle de bøje sig for det. Ja de skulle endog give fordringshaveren, hvad der tilkom ham, og om nødvendigt afstå mere, end retten gav ham bemyndigelse til at overtage. Og hvis nogen vil stævne dig for retten og tage din kjortel,« sagde han, »så lad ham også få kappen!« Og dersom budene forlanger, at du skal gå en mil med dem, da gå to mil. ret
(77) Jesus tilføjede: »Giv den, som beder dig, og vend dig ikke bort fra den, som vil låne af dig.« Den samme undervisning var blevet fremholdt ved Moses: »Du må ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige broder; men du skal lukke din hånd op for ham og låne ham, hvad han savner og trænger til.« 5Mos. 15,7-8). Disse skriftsteder klargør meningen med Frelserens ord. Kristus lærer ikke, at man uden hensyn skal give almisse til enhver, som beder derom, men han siger: »Du skal lukke din hånd op og låne ham, hvad han savner;« og dette skal være en gave snarere end et lån, for vi skal låne »uden at vente noget igen". (Luk. 6,35). ret
(77) »Elsk jeres fjender«
Frelserens undervisning: Sæt jer ikke imod den, som er ond! var en hård tale for de hævngerrige jøder, og de knurrede indbyrdes over den. Men Jesus fremkom med en endnu stærkere udtalelse: ret
(77) »I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør godt imod den, som hader jer, og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn.« ret
(77) Sådan var ånden i den lov, som rabbinerne fejlagtigt havde tolket som en række kolde, strenge fordringer. De anså sig selv for at være bedre end andre mennesker og mente, at fordi de var israelitter af fødsel, var de berettigede til Guds særskilte velbehag; men Jesus omtalte et kærligt og forsonende sindelag som det, der ville bevise, at de handlede ud fra højere bevæggrunde end de toldere og syndere, som de foragtede. ret
(78) Han henviste sine tilhørere til universets hersker under det nye navn: »Vor Fader.« Han ville, at de skule forstå, hvilke inderlige følelser Gud nærede for dem i sit hjerte. Han lærte, at Gud har omhu for enhver fortabt sjæl, og at »som en fader forbarmer sig øver sine børn, forbarmer Herren sig over dem, som frygter ham.« (Sl. 103,13). Ingen anden religion end Bibelens har nøgen sinde givet verden en sådan forestilling om Gud. Hedenskabet lærer menneskene at betragte det højeste væsen med frygt i stedet for med kærlighed som en ondsindet guddom, der må tilfredsstilles med ofringer, i stedet for som en fader, der udøser sin kærligheds gave over sine børn. Endog israelitterne var blevet så forblindede angående profeteres dyrebare lære om Gud, at denne åbenbaring af hans faderkærlighed var som et nyt emne, en ny gave til verden. ret
(78) Jøderne holdt på, at Gud elskede dem. der tjente ham efter deres mening sådanne, som opfyldte rabbinernes krav og at hele verden for øvrigt var genstand for hans vrede og forbandelse. Men det forholder sig ikke således, sagde Jesus; hele verden, de onde med de gode, befinder sig i hans kærligheds solskin. Denne sandhed burde de have lært af naturen selv, for Gud »lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.« ret
(78) Det skyldes ikke en iboende kraft, at jorden år efter år frembringer sine rigdomme og fortsætter sin vandring omkring solen. Guds hånd leder planeterne og holder dem på deres plads under deres velordnede løb gennem himmelrummet. Det skyldes hans magt, at sommer og vinter, sæd og høst, dag og nat kommer i regelmæssig rækkefølge. Det er ved hans ord, planteriget florerer, at løvet kommer til syne, og blomsterne vokser. Hvert gode, vi har, hver solstråle og regnbyge, hver bid brød og hvert øjeblik af vort liv er en kærlighedens gave. ret
(79) Medens vi endnu ikke elskede og vi af karakter ikke var elskelige, men forhadte og hadede hver andre, havde vor himmelske Fader barmhjertighed med øs. »Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til menneskene blev åbenbaret, frelste han os, ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed.« (Tit. 3,3-5). Når vi modtager hans kærlighed, vil den på lignende måde gøre os venlige og milde ikke blot mod dem, der falder i vor smag, men mod de mest fejlende, vildfarende og syndige. ret
(79) Guds børn er mennesker, der er delagtige i hans natur. Det er ikke jordisk rang, heller ikke byrd, heller ikke nationalitet ej heller religiøse fortrin, der beviser, at vi er medlemmer af Guds familie, men det er kærlighed en kærlighed, der omfatter hele menneskeheden. Endog syndere, hvis hjerter ikke er ganske lukket for Guds ånd, vil lade sig påvirke af venlighed. Ligesom de kan gengælde had med had, vil de også gengælde kærlighed med kærlighed. Men det er kun Guds ånd, der yder kærlighed til gengæld for had. At være venlig mod de utaknemmelige og onde, at gøre godt og ikke vente at få noget igen, er tegnet på himmelsk kongeværdighed, det sikre kendemærke, ved hvilket den Højestes børn åbenbarer deres høje rang. ret
(80) »Så var da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen«
Ordet »da« antyder en slutning, som man drager af noget, der er sagt forud. Jesus har givet sine tilhørere en skildring af Guds usvigelige kærlighed og pålægger dem derfor at være fuldkomne. Fordi eders himmelske Fader »er god imod de utaknemmelige og onde« (Luk. 6,35), fordi han har bøjet sig ned for at løfte jer op derfor, sagde Jesus, kan I komme til at ligne ham i karakter og stå ulastelige for menneskers og engles åsyn. ret
(80) Under nåden er betingelserne for evigt liv nøjagtigt de samme, som de var i Eden fuldkommen retfærdighed, overensstemmelse med Gud fuldkommen efterlevelse af hans lovs principper. Den karakterens norm, der fremholdes i Det gamle Testamente, er den samme som den, der fremholdes i Det nye Testamente. Denne norm, dette ideal, er ikke noget, som vi ikke kan opnå. I ethvert bud eller pålæg, som Gud giver, er der et meget bestemt løfte, der ligger til grund for befalingen. Gud har ordnet det således, at vi kan blive ham lige, og dette vil han gøre til en virkelighed for alle, der ikke sætter en fordærvet vilje imod og derved gør hans nåde til intet. ret
(80) Gud har elsket os med en kærlighed, som er ubeskrivelig, og vor kærlighed til ham vågner, efterhånden som vi får forståelse af længden og bred den og dybden og højden af denne kærlighed, der overgår al erkendelse. Ved åbenbarelsen af Kristi tiltrækkende ynde og ved erkendelsen af hans kær lighed til os, som den kom til udtryk, medens vi endnu var syndere, smeltes og betvinges det hårde hjerte, og synderen forvandles og bliver et himmelens barn. Gud anvender ikke tvangsmidler; kærlighed er det redskab, han benytter for at fordrive synd fra hjertet. Ved den forvandler han hovmod til ydmyghed, fjendskab og vantro til kærlighed og tro. ret
(81) Møjsommeligt havde jøderne anstrengt sig for at opnå fuldkommenhed ved egne bestræbelser, uden at det lykkedes dem. Kristus havde allerede sagt til dem, at deres retfærdighed aldrig kunne komme ind i himmelens rige. Nu viser han dem den retfærdighed, som alle, der får adgang til himmelen, vil bestride. I bjergprædikenen beskriver han dens frugter og påviser nu med få ord dens ophav og dens natur: Vær fuldkomne, ligesom Gud er fuldkommen! Loven er kun en afskrift af Guds karakter. Se i jeres himmelske Fader en fuldkommen åbenbarelse af de principper, der danner grundlaget for hans regering. ret
(81) Gud er kærlighed. Ligesom lysstråler udgår fra solen, således strømmer kærlighed og lys og glæde ud fra ham til alle hans skabninger. At give er hans natur. Selve hans liv er en udstrålen af uegennyttig kærlighed. ret
(81) Han siger til os, at vi skal være fuldkomne, ligesom han er fuldkommen være det på samme måde. Vi skal være en kilde til lys og velsignelse i vor lille kreds, ligesom han er det for hele verden. I os selv har vi intet, men hans kærligheds lys skinner på os, og vi skal være genskin af dets glans. Gode i kraft af den godhed, vi låner fra ham, kan vi være fuldkomne på vort område, ligesom Gud er fuldkommen på sit område. ret
(81) Jesus sagde: Vær fuldkomne, ligesom jeres Fader er fuldkommen. Dersom I er Guds børn, har I del i hans natur, og I kan ikke andet end ligne ham. Ethvert barn lever ved sin faders liv. Dersom I er Guds børn fødte af hans ånd lever I ved hans liv. I Kristus bor »hele guddomsfylden legemlig,« og Jesu liv åbenbares »i vort dødelige kød". Dette liv i jer vil frembringe den samme karakter og åbenbare de samme gerninger, som det frembragte hos ham. Dermed vil t være i overensstemmelse med ethvert bud i hans lov; for »Herrens lov er fuldkommen, kvæger sjælen". Ved kærligheden vil »lovens krav« »opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet; men efter ånden.« (Kol. 2,9; 2Kor. 4,11; Sl. 19,8; Rom. 8,4). ret