(83) »Vogt jer for at øve jeres retfærdighed for menneskene, for at de skal lægge mærke til jer«
Kristi ord på bjerget var et udtryk for, hvad hans liv havde været et stiltiende vidnesbyrd om, men som folket ikke havde forstået. De kunne ikke indse, hvorfor han, der besad så stor magt, undlod at bruge den til at sikre sig det, som efter deres mening var det højeste gode. Deres ånd og deres motiver var modsætninger til hans. Medens de gav sig ud for at være meget nidkære for lovens værdighed, var det i virkeligheden selvforherligelse, de stræbte efter, og Jesus ønskede at gøre det klart for dem, at den, der elsker sit eget jeg, er en lov overtræder. ret
(83) Men de principper, farisæerne hyldede, er sådanne, som kendetegner menneskene til alle tider. Farisæismens ånd er menneskenaturens ånd; og når Frelseren påviste modsætningen mellem hans og rabbineres ånd og metoder, er hans lære lige anvendelig til enhver tid. ret
(83) I Kristi dage forsøgte farisæere til stadighed at fortjene Guds velbehag for derved at sikre sig den timelige ære og fremgang, som de anså for at være dydens belønning. Samtidig stillede de deres godgørenhed til skue for menneskene for at vække opmærksomhed og vinde anseelse for hellighed. ret
(84) Jesus talte irettesættende om deres praleri og erklærede, at Gud ikke anerkender en sådan tjeneste, og at den smiger og beundring fra folkets side, som de så begærligt søgte efter, var al den belønning, de nogensinde ville opnå. ret
(84) »Men når du giver almisse,« udtalte han, »så lad din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan være i det skjulte. Så skal din Fader, som ser i det skjulte, betale dig.« ret
(84) Med disse ord lærte Jesus ikke, at venlige handlinger altid skulle hemmeligholdes. Apostelen Paulus, der skrev ved Helligånden, lagde ikke skjul på de makedoniske kristnes ædelmodige selvopofrelse, men fortalte om den nåde, Kristus havde virket i dem, og således blev andre grebet af den samme ånd. Han skrev også til menigheden i Korinth og udtalte, at dens nidkærhed havde ægget såre mange. (2Kor. 9,2). ret
(84) Kristi egne ord klargør hans mening, nemlig at hensigten med godgørende handlinger ikke bør være at vinde ros og ære af mennesker. Sand gudsfrygt leder aldrig til, at man stræber efter at stille sig selv til skue. De, der tragter efter rosende og smigrende ord og nyder disse som en lækkerbisken, er kristne kun af navn. ret
(84) Ved deres gode gerninger skal Kristi efterfølgere ikke bringe ære til sig selv, men til ham, ved hvis nåde og kraft de har handlet. Det er ved Helligånden, enhver god gerning udføres, og ånden gives ikke til ære for modtageren, men for den guddommelige giver. Når Kristi lys skinner i sjælen, fyldes læberne med lov og taksigelse til Gud. Dine bønner, dine pligtshandlinger, din godgørenhed og din selvfornægtelse vil ikke være det emne, dine tanker eller din tale drejer sig om. Jesus vil blive ophøjet, dit eget jeg vil træde i skyggen, og Kristus vil blive åbenbaret som alt i alle. ret
(85) Vore gaver skal ydes i oprigtighed, ikke for at vore gode gerninger kan stilles til skue, men af medlidenhed og kærlighed til dem, der lider ondt. En oprigtig hensigt og en sand hjertes godhed er det grundlag for handling, som værdsættes i himmelen. Den sjæl, som er oprigtig i sin kærlighed og udelt i sin hengivenhed, er i Guds øjne dyrebarere end Ofirs guld. ret
(85) Vi skal ikke tænke på den løn, vi vil få, men på den tjeneste, vi kan gøre. Dog vil den godhed, der lægges for dagen i denne ånd, ikke gå glip af sin belønning. »Din Fader, som ser i løndom, skal betale dig« åbenbart. Det er sandt, at Gud selv er den støre løn, der indbefatter enhver anden belønning; men sjælen vil først kunne modtage ham og glæde sig ved ham, når den optages i ham i karakter. Kun lige kan vurdere lige. Det er, når vi hengiver os til Gud for at tjene andre, at han giver sig selv til os. ret
(85) Ingen kan i sit eget hjerte og liv afgive plads for Guds velsignelses flod til at strømme ud til andre uden i sig selv at erholde en rig belønning. De bjergskråninger og sletter, der skaffer vandstrømmene fra bjerget en udløbskanal på disses vej til havet, lider intet tab derved. Hvad de giver, erstattes hundredfold; thi idet bækken nynnende går sin gang, efterlader den sin gave i form af frugtbarhed og yppig vækst. Græsset langs dens bred der har en friskere farve, træerne står frodigere, og der er en større rigdom af blomster. Når jorden om sommeren henligger bar og brun i den brændende hede, kendetegnes bækkens løb ved et bælte af grønt, medens den flade mark, der oplod sit skød for at føre bjergets værdier ud til havet, klædes med friskhed og skønhed et vidnesbyrd om den belønning, Guds nåde skænker alle, der helliger sig til den opgave at formidle dens udstrømning til verden. ret
(86) Dette er den velsignelse, de får, der øver barmhjertighed mod de fattige. Profeten Esajas siger: »Faste efter mit sind er ..... at bryde dit brød til den sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine landsmænd. Som morgenrøden bryder dit lys da frem, da læges hastigt dit sår ..... Herren skal altid lede dig, mætte din sjæl, hvor der er goldt ..... du bliver som en vandrig have, som rindende væld, hvor vandet aldrig svigter.« (Es. 58,7 ret
(86) Godgørenhedens gerning bringer en dobbelt velsignelse. Medens den, der giver til de trængende, velsigner andre, velsignes han selv i en endnu højere grad. Kristi nåde i sjælen udvikler karaktertræk, der er egoismens modsætning egenskaber, der vil forskønne, forædle og berige livet. Venlige handlinger, som udføres i ubemærkethed, vil knytte hjerter sammen og drage dem nærmere ind til hans hjerte, fra hvem enhver god tilskyndelse udgår. Den lille opmærksomhed, de små handlinger, der skyldes kærlighed og selvopofrelse og udstrømmer fra livet lige så stille som blomstens duft udgør en ikke ringe del af livets velsignelser og lykke. Og det vil engang vise sig, at selvopofrelse for andres bedste og lykke, selv den ubetydeligste og hernede mest upåagtede, bliver anerkendt i himmelen som tegn på vor forening med ham. Herlighedens konge, der var rig, men for vor skyld dog blev fattig. ret
(86) De venlige handlinger er måske blevet udført i stilhed, men deres indvirkning på udøverens karakter kan ikke skjules. Hvis man arbejder med udelt interesse som en Kristi efterfølger, vil hjertet være i nøje harmoni med Gud, og hans ånd, der virker på vor ånd, vil ved den guddommelige berøring fremkalde hellige samklange i sjælen. ret
(87) Han, som meddeler forøgede talenter til dem, der har gjort en klog anvendelse af de gaver, som er dem betroet, finder behag i at anerkende sine troende børns tjeneste i Guds elskede søn, ved hvis nåde og kraft de har virket. De, som ved at bruge deres evner til gode gerninger, har søgt at udvikle og fuldkomme en kristelig karakter, vil i den tilkommende verden høste, hvad de har sået. Den gerning, der blev påbegyndt på jorden, vil nå sin fuldendelse i det højere og helligere liv, som varer evigheden igennem. ret
(87) »Når I beder, skal I ikke være som hyklerne«
Farisæerne havde bestemte bedetimer, og det hændte ofte, at de befandt sig ude, når det fastsatte tidspunkt indtraf. Hvor de end opholdt sig, måske ude på gaden eller på torvet midt iblandt travle menneskeskarer, fremsagde de med høj røst deres vanemæssige bønner. En sådan tilbedelse udelukkende med selvforherligelse for øje gav anledning til en uforbeholden irettesættelse fra Jesu side. Han tog ikke afstand fra offentlig bøn; han bad selv sammen med sine disciple og i mængdens nærværelse. Derimod lærer han, at privat bøn ikke skal holdes offentligt. Under andagtsstunden i lønkammeret skal vore bønner ikke komme nogen anden for øre end vor bønhørende Gud. Intet nysgerrigt øre skal høre, hvad der kommer til udtryk i sådanne bønner. »Men når du beder, så gå ind i dit kammer.« Hav et sted, hvor du holder bøn i enrum. Jesus havde udvalgte steder, hvor han plejede samfund med Gud, og det bør også vi have. Vi behøver at trække os tilbage til et eller andet sted, ligegyldigt hvor uanseligt det er, hvor vi kan være alene med Gud. ret
(88) »Bed til din Fader, som er i det skjulte.« I Jesu navn kan vi komme frem for Gud med barnets tillidsfuldhed. Intet menneske behøver at optræde som mellemmand. Gennem Jesus kan vi åbne vore hjerter for Gud som for en, der kender os og elsker os. ret
(88) I bønnens lønkammer, hvor Gud alene ser, og hvor han alene hører, kan vi udøse vore lønligste ønsker og længsler for Faderen, hvis medlidenhed er ubegrænset. I sjælens stilhed og ro vil den stemme, der aldrig undlader at besvare råbet om menneskelig trang, tale til vore hjerter. ret
(88) »Thi Herren er nåderig og barmhjertig.« I utrættelig kærlighed venter han på at høre de genstridiges bekendelse og godkende deres bodfærdighed. Han spejder efter et eller andet udslag af taknemmelighed hos os, ligesom moderen spejder efter det anerkendende smil hos sit elskede ham. Han ønsker, at vi skal forstå, hvilken inderlighed og ømhed han nærer for os i sit hjerte. Han indbyder os til at fremlægge vore prøvelser for hans medlidenhed, vore sorger for hans kærlighed, vore sår for hans lægedom. vor svaghed for hans styrke, vor tomhed for hans fylde. Aldrig er nogen, der kom til ham, blevet skuffet. »Se hen til ham og strål af glæde, jeres åsyn skal ikke beskæmmes.« (Jak. 5,11; Sl. 34,6). ret
(88) De, der søger Gud i løndom og taler til Herren om deres trang og beder om hjælp, beder ikke for gæves. »Din Fader, som ser i løndom, skal betale dig« åbenbart. Idet vi gør Kristus til vor daglige ledsager, vil vi føle os helt omsluttet af en usynlig verdens kræfter, og ved at se hen til Jesus indoptages vi i hans billede. Vi forvandles ved beskuelse. karakteren mildnes, renses og forædles for det himmelske rige. Den sikre følge af vor omgang og forbindelse med Herren vil blive en tiltagende gudsfrygt, renhed og inderlighed. Vore bønner vil blive mere og mere forstandige. Vi får en guddommelig opdragelse, hvilket giver sig til kende ved et liv i flid og nidkærhed. ret
(89) Den sjæl, som i daglig og alvorlig bøn søger sin hjælp, sin støtte og sin kraft hos Gud, vil have ædle formål, klare begreber om sandhed og pligt, høje forsætter i sine handlinger og en stadig hunger og tørst efter retfærdighed. Ved at holde forbindelsen med Gud ved lige vil vi i vor omgang med andre være i stand til at meddele dem den fred og den ro, som råder i vore hjerter. Den styrke, vi opnår ved bøn til Gud, forenet med ihærdig bestræbelse for at oplære sindet til tænksomhed og påpasselighed, bereder os til de daglige pligter og bevarer fred i sjælen under alle forhold. ret
(89) Hvis vi holder os nær til Gud, vil han lægge os et ord i munden, som vi kan tale for ham til hans navns pris. Han vil lære os en strofe af englenes sang, taksigelse til vor himmelske Fader. I enhver livets handling vil en iboende frelsers lys og kærlighed åbenbares. Ydre forstyrrelser kan ikke påvirke det liv, der leves i tro på Guds søn. ret
(89) Men når I beder, må I ikke lade munden løbe, som hedningerne gør« ret
(89) Hedningerne mente, at deres bønner i sig selv var en fortjeneste til soning for synd. Jo længere bønnen var, desto større var således fortjenesten. Der som de kunne opnå hellighed ved egne bestræbelser, ville de have noget i sig selv, som de kunne glæde sig over, noget at prale af. Denne forestilling om bøn er et udslag af det selvforsoningens princip, der ligger ved roden af alle falske religionssystemer. Farisæerne havde tilegnet sig denne hedenske forestilling om bøn, og den er ingenlunde død i vor tid selv iblandt dem, der bekender sig til at være kristne. Fremsigelsen af fastsatte, al mindelig brugte formler, når hjertet ikke føler nogen trang til Gud, er af samme art som hedningernes overflødige ord. ret
(90) Bøn er ikke et sonemiddel for synd; den besidder i sig selv ingen kraft eller fortjeneste. Alle de smukke ord, der står til vor rådighed, opvejer ikke en eneste hellig attrå. Den mest veltalendes bønner er kun tomme ord, hvis de ikke udtrykker de sande følelser i hjertet. Men den bøn, der kommer fra et oprigtigt hjerte og er et udtryk for sjælens virkelige trang, ligesom når vi beder en jordisk ven om en tjeneste i forventning om, at den vil blive efterkommet dette er troens bøn. Gud attråer ikke vore formelle høflighedsbeviser; men det tavse råb fra et hjerte, som er sønderknust og nedbøjet under følelsen af sin store skrøbelighed, finder vej til al barmhjertigheds fader. ret
(90) »Når I faster, skal I ikke gå med sørgmodig mine som hyklerne«
Den faste, som Guds ord påbyder, er mere end en formalitet. Den består ikke blot i, at man afholder sig fra mad, at man klæder sig i sæk eller strør aske på sit hoved. Den, der faster af virkelig sorg øver synd, vil aldrig stræbe efter at gøre sig bemærket. ret
(90) Hensigten med den faste, som Gud opfordrer os til at holde, er ikke at plage legemet for sjælens synd, men at hjælpe os til at indse syndens alvorlige karakter, til at ydmyge hjertet for Gud og til at modtage hans tilgivende nåde. Hans befaling til Israel var: »Sønderriv hjertere, ej jeres klæder, vend om til Herren jeres Gud!« (Joel 2,13). ret
(91) Det nytter ikke for os at gøre bod eller smigre os med, at vi ved vore egne gerninger vil kunne fortjene eller tilkøbe os en arvelod iblandt de hellige. Da man stillede Jesus det spørgsmål: »Hvad skal vi gøre, for at udføre Guds gerninger?« svarede han: »Dette er Guds gerning, at I tror på den, han har udsendt.« (Joh. 6,28-29). Omvendelse består i, at man vender sig fra sit eget jeg til Kristus; og når vi modtager Kristus, således at han ved tro kan leve sit liv i os, vil gode gerninger lægges for dagen. ret
(91) Jesus sagde: »Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, for at ikke andre mennesker skal se på dig at du faster, men kun din Fader, som er i løndom.« Alt, hvad der gøres til Guds ære, skal gøres med glæde, ikke med bedrøvelse og tungsindighed. Der er intet trist i Jesu religion. Dersom de kristne ved et sørgmodigt udseende giver indtryk af at være blevet skuffet af Herren, stiller de hans karakter i et urigtigt lys og lægger argumenter i hans fjenders hånd. Skønt de med munden vel kan påstå, at Gud er deres fader, vil de ved deres tristhed og sørgmodighed give verden det indtryk, at de er faderløse. ret
(91) Kristus vil, at vi skal fremstille hans tjeneste så tiltrækkende, som den i virkeligheden er. Fremlæg selvfonægtelserne og hjertets prøvelser for den medlidende Frelser. Lad byrderne blive liggende ved korsets fød og fortsæt din vandring med fryd i hans kærlighed, som først elskede dig. Hvad der i det skjulte foregår mellem sjælen og Gud kommer måske aldrig til menneskers kundskab, men følgen af åndens virkning på hjertet vil blive åbenbar for alle; for han, som ser i løndom, vil betale dig åbenbar. ret
(92) »Samler jer ikke skatte på jorden«
Skatte, der samles på jorden, vil ikke bestå. Tyve bryder ind og stjæler, møl og rust fortærer, ildebrand og storm berøver dig din ejendom. Og »hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.« Skatte, der samles på jorden, vil optage sindet og for trænge de himmelske ting. ret
(92) Pengekærhed var den rådende lidenskab i den jødiske tidsalder. Verdslighed tilranede sig Guds og religionens plads i sjælen. Således er det i dag. Grådig begærlighed efter rigdom øver en så betagende, fortryllende indflydelse over liv og vandel, at følgen bliver en forvrængning af det ædle og en fordærvelse af det menneskelige hos menneskene, indtil de drukner i fortabelse. Satans tjeneste er fuld af bekymring, forvikling og opslidende arbejde, og den skat, menneskene gør sig møje for at ophobe på jorden, varer kun til en tid. ret
(92) Jesus sagde: »Men saml jer skatte i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.« ret
(92) Formaningen lyder: »Saml jer skatte i himmelen.« Det ligger i jeres egen interesse at sikre jer de himmelske skatte. Af alt, hvad I har, er de det eneste, der virkelig er jeres. Den skat, der samles i himmelen, er uforgængelig. Ingen ildebrand eller oversvømmelse kan ødelægge den, ingen tyv kan tilrane sig den, ej heller kan møl eller rust for tære den, fordi den er i Guds varetægt. ret
(92) Denne skat, som Kristus agter for dyrebar ud over enhver beregning, er »hans arvs herligheds rigdom« »iblandt de hellige". Kristi disciple kaldes hans juveler, hans egen dyrebare skat. Han siger: »De er kronesten.« »Jeg vil gøre en mand dyrebarere end guld, et menneske end Ofirs guld.« Kristus betragter sine børn i deres renhed og fuldkommenhed som lønnen for alle sine lidelser, sin fornedrelse og sin kærlighed og som fuldstændiggørelsen af sin herlighed Kristus, det store midtpunkt, hvorfra al herlighed udstråler. (Ef. 1,18; Zak. 9,16; Es. 13,12. eng. overs.). ret
(93) Og os er det blevet tilladt at forene os med ham i det store genløsningsværk og at være delagtig med ham i de rigdomme, som er vundet ved hans død og hans lidelse. Apostelen Paulus skrev til de kristne i Thessalonika: »Thi hvem er vort håb, vor glæde eller vor hæderskrans, for vor Herres Jesu åsyn ved hans komme? I er jo vor ære og glæde.« (1Tess. 2,19-20). Dette er den skat, som Kristus byder os at arbejde for. Erhvervelsen af en karakter er livets store slutresultat. Og hver ord eller hver handling, der ved Kristi nåde vil vække en himmelvendt tilskyndelse i en eneste sjæl, enhver bestræbelse, der bidrager til dannelsen af en Kristus præget karakter, udgør henlæggelsen af en skat i himmelen. ret
(93) Hvor skatten er, der vil også hjertet være. Ved enhver anstrengelse for at gavne andre gavner vi os selv. Den, der yder penge eller tid til Evangeliets udbredelse, knytter sine egne interesser og bønner til gerningen og til de sjæle, som derigennem nås; hans kærlighed strækker sig ud til andre, og han anspores til større gudhengivenhed, for at han må blive sat i stand til at gøre mest muligt godt for dem. ret
(94) Og på den yderste dag, når jordisk rigdom for går, vil den, der har samlet sig en skat i himmelen, beskue, hvad der er vundet ved hans liv. Der som vi har givet agt på Kristi ord, vil vi, når vi samles omkring den store hvide trone, se sjæle, der blev frelst ved vore bestræbelser, og da vil vi få at vide, at den ene har frelst andre, og disse igen atter andre. Som frugten af vort arbejde ser vi en stor skare ført ind i himmelen, hvor de lægger deres kroner ned ved Jesu fødder og priser ham gennem evigheder uden ende. Med hvilken glæde vil en Kristi arbejder ikke betragte disse genløste, der har del i genløserens herlighed! Hvor dyrebar vil himmelen ikke blive for dem, der har været tro i arbejdet for at frelse sjæle. ret
(94) »Når I altså er opvakt sammen med Kristus, så søg det, som er oventil, hvor Kristus er siddende ved Guds højre hånd.« (Kol. 3,1). ret
(94) »Dersom dit øje er sundt, bliver hele dit legeme lyst«
At være helt optaget af det mål, man har for øje, være udelt i sin hengivenhed for Gud dette er, hvad disse Frelserens ord påpeger nødvendigheden af. Sæt dig alvorligt og urokkeligt som mål at finde sandheden og at adlyde den uden hensyn til omkostningen, så vil du erholde guddommelig oplysning. Sand gudsfrygt begynder, når al eftergivenhed over for synd ophører. Da vil hjertets tale finde sit udtryk i apostelen Paulus ord: »Men et gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os i Kristus Jesus.« Jo, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skam, for at jeg kan få Kristus igen.« (Fil. 3,13-14. og 8). ret
(95) Men når øjet formørkes af egenkærlighed, er der kun mørke. Men hvis dit øje er sygt, bliver hele dit legeme i mørke. Det var dette forfærdelige mørke, der indhyllede jøderne i hårdnakket vantro og gjorde det umuligt for dem at vurdere hans karakter og mission, der kom for at frelse dem fra deres synder. ret
(95) Eftergivenhed i fristelse begynder med, at man tillader sindet at vakle og ikke står fast i sin tillid til Gud. Dersom vi ikke vælger at overgive os helt til Gud, er vi i mørke. Når vi tager et eller andet forbehold, lader vi en dør blive stående åben, hvorigennem den onde kan komme ind og forlede os med sine fristelser. Han ved, at dersom han kan fordunkle vort syn, således at troens øje ikke kan se Gud, vil der ikke være nogen hindring for synden. ret
(95) En overhåndtagende syndig lyst åbenbarer sjælens forblindelse. Enhver eftergivenhed over for denne lyst styrker sjælens modvilje mod Gud. Ved at følge den sti, Satan har valgt, omsluttes vi af ondskabens skygger, og hvert skridt fører os ind i et dybere mørke og forøger hjertets blindhed. ret
(95) Den samme lov gælder i den åndelige verden som i naturen. Den, der opholder sig i mørke, vil til sidst miste evnen til at se. Han indesluttes i en skygge, som er tættere end den mørke midnatstime, og selv den klareste middagsglans bringer ham intet lys. Han »vandrer i mørket, og han ved ikke, hvor han går hen, thi mørket har blændet hans øjne". (1Joh. 2,11). Ved hårdnakket at holde fast ved det onde og med forsæt være Guds kær lige kald overhørig mister synderen kærligheden til det gode, længselen efter Gud, selve evnen til at modtage himmelens lys. Nådens indbydelse er fremdeles fuld af kærlighed, og lyset skinner lige så klart, som da det først dæmrede i hans sjæl, men stemmen lyder for døve øren, og lyset falder på blændede øjne. ret
(96) Gud forlader aldrig en eneste sjæl for stedse og lader den gå sine egne veje, så længe der er noget håb om, at den kan frelses. Vi vender os bort fra Gud, ikke Gud fra os. Vor himmelske Fader følger os med kald, advarsler og forsikringer om medlidenhed, indtil fortsatte anledninger og privilegier ville være ganske unyttige. Ansvaret hviler på synderen. Ved at stå Guds ånd imod i dag bereder han vejen for en ny modstand mod lyset, når det kommer med forøget kraft. Således går han skridt for skridt i sin modstand, indtil lyset til sidst ikke gør noget indtryk, og han lader sig ikke på nogen måde påvirke af Guds ånd. Da vil endog »det lys, der er i dig,« være blevet mørke. Selv den sandhed, som vi er bekendt med, er blevet så forvrænget, at den forøger sjælens blindhed. ret
(96) »Ingen kan tjene to herrer«
Kristus siger ikke, at menneskene ikke vil eller ikke skal tjene to herrer, men at de ikke kan. Guds interesser og mammons interesser har intet fællesskab, ingen forbindelse med hinanden. Netop hvor en kristens samvittighed opfordrer ham til at lade være, pålægger ham at fornægte sig selv og byder ham at standse, vil en verdslig overskride grænsen for at følge sine egoistiske tilbøjeligheder. På den ene side af grænsen står Kristi selvfornægtende efterfølger, på den anden finder vi den, der elsker verden og vil behage sig selv den modesyge og letsindige, der svælger i forbuden vellyst. På denne side af stregen må en kristen ikke træde. ret
(97) Ingen kan stille sig neutral; der gives ingen mellemklasse, der hverken elsker Gud eller tjener retfærdigheds fjende. Kristus skal leve i sine menneskelige redskaber, virke gennem deres evner og handle gennem deres kræfter. Deres vilje må være hans vilje underlagt; de må handle i hans ånd. Da er det ikke længere dem, der lever, men Kristus lever i dem. Den, der ikke overgiver sig helt til Gud, beherskes af en anden magt og lytter til en anden stemme, hvis tale er af en ganske anden art. Halv tjeneste stiller vedkommende på fjendens side som en dygtig medhjælper for mørkets hær skarer. Når mennesker, som giver sig ud for at være Kristi stridsmænd, slutter sig til den ondes forbund og hjælper til på hans side, optræder de selv som Kristi fjender. De svigter et helligt hverv. De danner et led mellem Djævelen og de sande stridsmænd, således at fjenden til stadighed virker gennem disse redskaber for at stjæle Kristi stridsmænds hjerter. ret
(97) Lastens stærkeste bolværk her i verden er ikke den ryggesløse synders eller den dybest faldnes liv. Dens mægtigste skanse er et liv, som i visse henseender tilsyneladende er dydigt, hæderligt og ædelt, men som holder fast ved én synd og følger en eneste last. For en sjæl, der i det skjulte kæm per imod en eller anden overmægtig fristelse og står vaklende på afgrundens yderste rand, vil et sådant eksempel udgøre en af de stærkeste tilskyndelser til synd. Den, som er udrustet med høje begreber om livet og om sandhed og retskaffenhed, men som alligevel med forsæt overtræder et bud i Guds hellige lov, har forvansket sine ædle evner til et lokkemiddel til synd. Begavelse, talent og sympati, ja endog højsindede og venlige handlinger kan blive midler i Satans hånd til at lokke andre sjæle ned i svælget til fordærvelse både for dette liv og for det tilkommende. ret
(98) »Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden.« (1Joh. 2,15-16). ret
(98) »I må ikke være bekymrede«
Han, som har givet dig livet, ved, at du behøver næring for at kunne holde det ved lige Han, som skabte legemet, glemmer ikke dit behov for klæder. Vil han, som har skænket den gave, der er størst, ikke også skaffe, hvad der skal til for at gøre den fuldstændig? ret
(98) Jesus henviste sine tilhørere til fuglene, der uden at tynges af kummerfulde tanker jubler deres lov sange; for »de sår ikke og høster ikke,« men alligevel sørger den store Fader i himmelen for deres behov. Og han spørger: »Er I ikke meget mere værd end de?« ret
(98) Bjergskråningerne og markerne lyste af blomster, og idet Jesus pegede på disse i morgenduggens friskhed, sagde han: »Se på liljerne på marken, hvorledes de vokser.« Menneskelig kunst kan fremstille efterligninger af planternes og blomsternes yndige form og sarte lød: men hvem formår at meddele liv endog blot til en eneste blomst eller et græsstrå? Hver blomst ved vejkanten er blevet til ved den samme kraft, som dannede stjerneverdenen hist oppe. Gennem hele skabningen vibrerer ét og samme livets pulsslag fra Guds store hjerte. Hans hånd klæder markens blomster i skønnere dragter end dem, der nogensinde har prydet jordiske kongers skikkelse. Og »klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende?« ret
(99) Han, som siger: »Betragt liljerne,« »se på fuglene« er den, som dannede blomsterne og gav spurven dens sang. Naturens skønhed kan lære dig mere om Guds visdom, end de lærde ved. På liljens kronblad har Gud skrevet et budskab til dig affattet på et sprog, som dit hjerte først kan læse, når det har udvisket, hvad det har tillært sig af mistillid, egenkærlighed og gnavende bekymring. Hvorfor har han givet dig de syngende fugle og de yndige blomster, hvis det ikke skyldes den overstrømmende kærlighed i et faderhjerte, som ønsker at forskønne og glæde din sti gennem livet? Alt, hvad der behøvedes til at opretholde livet, ville have været i din besiddelse uden blomsterne og fuglene; men Gud var ikke tilfreds med kun at tilvejebringe det nødtørftige til en blot og bar tilværelse. Han har fyldt jorden, luften og himmelhvælvingen med glimt af sin herligheds afglans. Dersom han med henblik på din lykke og glæde med ødsel hånd har udstyret naturen med en så grænseløs visdom, kan du så tvivle på, at han vil give dig enhver nødvendig velsignelse? ret
(99) »Betragt liljerne". Hver blomst, der åbner sine blade for sollyset, adlyder de samme store love, som leder stjernerne; og hvor enkelt, hvor skønt og hvor yndefuldt er ikke dens liv! Gennem blomsterne ønsker Gud at gøre os opmærksomme på det elskelige ved en karakter, som bærer Kristi præg. Han, som skænker blomsterne en sådan skønhed, ønsker endnu langt mere, at sjælen må iklædes Kristi skønne karakter. ret
(99) Se, hvorledes liljerne vokser, siger Jesus; se, hvorledes planterne, der trænger frem af den kolde, sorte muld eller af flodlejets mudder, udfolder sig i skønhed og vellugt! Hvem ville drømme om muligheden af noget skønt i liljens grove, brune løg? Men når det guddommelige liv, som ligger skjult deri, efter hans befaling udfolder sig i regnen og i sollyset, viser der sig et syn, hvis skønhed og ynde vækker menneskenes forundring. Således vil også Guds liv udfolde sig i enhver menneskesjæl, der stiller sig til rådighed for hans nådes gerning, der lige så frit som regnen og sollyset kommer med sin velsignelse til alle. Det er Guds ord, som skaber blomsterne, og det samme ord vil frembringe åndens skønne egenskaber hos dig. ret
(100) Guds lov er kærlighedens lov. Han har omgivet dig med det skønne for at lære dig, at du ikke er sat her i verden blot for at være optaget med dig selv, grave og bygge, stræbe og spinde, men for at gøre livet lyst og glædeligt og skønt med Kristi kærlighed for at du i lighed med blomsterne skal være til glæde i livet ved at tjene i kærlighed. ret
(100) Fædre og mødre, lad jeres børn lære af blomsterne! Tag dem med jer ud i haven, ud på marken og under de løvrige træer og lær dem at læse budskabet om Guds kærlighed i naturen. Lad tanken om ham blive knyttet til fuglen og blomsten og træet. Oplær børnene til i enhver tiltalende og skøn foreteelse at se et udtryk for Guds kærlighed til dem. Gør jeres kristendom så behagelig, at de føler sig tiltrukket af den. Lad kærlighedens lov være på jeres læber! ret
(100) Undervis børnene om, at formedelst Guds kærlighed kan deres natur blive forandret og bringes i overensstemmelse med hans natur. Undervis dem om, at han ønsker, at deres liv skal være prydet med blomsternes skønhed; og fortæl dem, når de plukker de yndige blomster, at han, som frembragte blomsterne, er endnu skønnere end disse. Derved vil de spæde tråde i deres hjerte slynge sig om ham. Han, som er helt igennem yndig, vil blive dem en daglig ledsager og en for trolig ven, og deres liv vil blive forvandlet efter hans billede. ret
(101) »Men søg først Guds rige«
De, der lyttede til Kristi ord, ventede spændt på at høre en eller anden kundgørelse angående det timelige rige. Medens Jesus oplod himmelens skat te for dem, stillede dette spørgsmål sig i forreste række i deres sind: Hvorledes vil en forbindelse med ham kunne fremme vore udsigter i verden« Jesus påviste, at når de bekymrede sig mest for denne verdens anliggender, handlede de ligesom de omkringboende folkeslag og levede, som om der ikke fandtes en Gud, der har en kærlig omhu for sine skabninger. ret
(101) »Thi efter dette søger hedningene i verden,« udtalte Jesus. »Men jeres Fader ved, at I trænger til disse ting. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.« (Luk. 12,30; Matt. 6,33). Jeg er kommen for at oplade kærlighedens og retfærdighedens og fredens rige for jer. Oplad jeres hjerter til at tage imod dette rige, og lad dets tjeneste være jeres højeste interesse. Vel er det et åndeligt rige, men frygt ikke for, at der ikke vil blive sørget for jeres behov her i det nærværende liv. Dersom I ofrer jer for Guds tjeneste, vil han, som har al magt i himmelen og på jorden, skaffe jer, hvad I behøver. ret
(101) Jesus fritager os ikke for nødvendigheden af anstrengelse, men har lærer os, at vi skal gøre ham til den første og den sidste og den bedste i ethvert anliggende. Vi må ikke give os af med noget foretagende, befatte os med nogen beskæftigelse eller søge nogen adspredelse, der ville kunne hindre virkeliggørelsen af hans retfærdighed i vor karakter og vort liv. Hvad vi end gør, må vi gøre det af hjertet som for Herren. ret
(102) Medens Jesus var på jorden, hædrede han livet i alle dets enkeltheder ved at holde Guds herlighed for øje og ved at lade alle ting være Faderens vilje underordnet. Han forsikrer os, at dersom vi følger hans eksempel, skal alt, hvad der er nødvendigt her i livet, gives os »i tilgift". Om der er fattigdom eller rigdom, sundhed eller sygdom, enfoldighed eller visdom alt er der sørget for i hans nådes løfte. ret
(102) Guds evige arm omslutter den sjæl, der søger hjælp hos ham, uanset hvor svag vedkommende sjæl måtte være. Bjergenes kostbarheder skal for gå, men den sjæl, der lever for Gud, skal blive hos ham. »Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.« (1Joh. 2,17). Guds stad vil oplade sine gyldne porte for at tage imod den, som her på jorden lærte at stole på. at Gud giver vejledning og visdom, trøst og håb i modgang og trængsel. Der vil englenes sange byde ham velkommen, og for ham vil livets træ bære sin frugt. »Om også bjergene viger, om også højene rokkes, min kærlighed viger ej fra dig, min fredspagt rokkes ikke, så siger Herren, din forbarmer.« (Es. 54,10). ret
(102) »Derfor må I ikke være bekymrede for dagen i morgen. Hver dag har nok i sin plage«
Har du overgivet dig til Gud for at gøre hans gerning, behøver du ikke at bekymre dig for morgen dagen. Han, hvis tjener du er, kender enden fra begyndelsen. Morgendagens hændelser, som er skjult for dit syn, ligger åbne for ham, som er almægtig. ret
(103) Når vi tager ledelsen af de ting, vi har med at gøre, i vor hånd og stoler på, at vor egen visdom skal skaffe os fremgang, påtager vi os en byrde, som Gud ikke har lagt på os, og søger at bære den uden hans hjælp. Vi påtager os det ansvar, som tilhører Gud, og stiller os i virkeligheden i hans sted; vi har god grund til at nære bekymring og til at forvente fare og modgang, for den vil visselig ramme øs. Men når vi virkelig tror, at Gud elsker os og vil gøre os godt, vil vor bekymring for fremtiden ophøre. Vi vil stole på Gud, ligesom et barn stoler på en kærlig far eller mor. Da vil vore besværligheder og plager forsvinde, fordi vor vilje opsluges af Guds vilje. ret
(103) Kristus har ikke givet os løfte om hjælp til at bære morgendagens byrder i dag. Han har sagt: »Min nåde er dig nok« (2Kor. 12,9); men hans nåde meddeles daglig, ligesom ørkenens manna, til dagens behov. Som Israels hærskarer på deres pilgrimsfærd kan også vi den ene morgen efter den anden finde himmelens brød til forsyning for dagen. ret
(103) Kun én dag tilhører os, og den dag skal vi leve for Gud. For denne ene dags vedkommende må vi i alvorlig tjenestegerning lægge alle vore planer og forsætter i Kristi hånd, idet vi kaster al vor bekymring på ham, for han sørger for os. »Jeg ved, hvilke tanker jeg nærer om jer, lyder det fra Her ren, tanker om fred og ikke om ulykke, at jeg må give jer fremtid og håb.« »Ved omvendelse og stilhed skal I frelses, i ro og tillid er jeres styrke.« (Jer. 29,11; Es. 30,15). ret
(103) Dersom du vil søge Herren og omvende dig hver dag, dersom du i din ånd selv vil vælge at være frimodig og fryde dig i Gud, og dersom du med Glæde i hjertet efterkommer hans nådige kald og bærer Kristi åg lydighedens og tjenestens åg vil alle dine klager forstumme, alle dine vanskeligheder vil blive fjernet, og alle de besværlige opgaver, som du nu står over for, vil løses. ret