(105) Derfor skal I bede således
Vor Frelser gav Herrens bøn to gange, først til den skare, der var til stede ved bjergprædikenen, og dernæst nogle måneder senere til disciplene alene. Disciplene havde for en kort tid ikke været sammen med Herren, og ved deres tilbagekomst fandt de ham fordybet i samtale med Gud. Tilsyneladende uden at lægge mærke til deres tilstedeværelse fortsatte han at bede højt. Frelserens ansigt oplystes af en himmelsk klarhed. Han syntes at befinde sig i den usynliges umiddelbare nærhed, og i hans ord lå der en levende kraft som hos en, der talte med Gud. ret
(105) De lyttende disciple følte sig dybt grebene i deres hjerter. De havde lagt mærke til, hvorledes han i ensomhed ofte tilbragte lange timer i samtale med Faderen. Dagene benyttede han til at hjælpe de skarer, der flokkedes omkring ham, og til at blotte rabbineres bestikkende lære. Ved dette uophørlige arbejde blev han ofte så fuldstændig udmattet, at hans moder og hans brødre, ja endog hans disciple havde frygtet for, at det kunne koste ham livet. Men når han vendte tilbage efter de bedetimer, der afsluttede den slidsomme dag, lagde de mærke til det fredfulde udtryk i hans ansigt og til den følelse af friskhed, der syntes at gennemtrænge hans væsen. Det var efter disse timer, som han tilbragte sammen med Gud, at han morgen efter morgen trådte frem for at bringe menneskene himmelens lys. Disciplene var begyndt at sætte hans bedetimer i forbindelse med den kraft, som fulgte hans ord og hans gerninger. Når de nu lyttede til hans påkaldelse, fyldtes de med ærefrygt og følte sig ydmygede. Efter at han var færdig med sin bøn, var det med en følelse af deres egen dybe trang, at de udbrød: »Herre! lær os at bede.« (Luk. 11,1). ret
(106) Jesus anviser dem ingen ny formular for bøn. Han gentager, hvad han tidligere har lært dem, som om han ville sige: I trænger til at forstå, hvad jeg allerede har sagt; det har en dybere betydning, end I hidtil har fattet. ret
(106) Frelseren begrænser os imidlertid ikke til brugen af netop disse ord. Som den, der var stillet på lige fod med menneskene, fremholder han sit eget ideal af en bøn ord så enkle, at et lille barn kan tilegne sig dem, og dog så vidtrækkende, at de største ånder aldrig kan fatte deres fulde betydning. Vi opfordres til at komme til Gud med vor taksigelse, fremlægge vor trang, bekende vore synder og gøre krav på hans miskundhed i overensstemmelse med hans løfte. ret
(106) »Når I beder, da sig: Vor Fader«
(Luk. 11,2.) Jesus lærer os at kalde hans Fader for vor Fader. Han skammer sig ikke ved at kalde os brødre. (Hebr. 2,11). En sådan beredvillighed og en sådan iver nærer Frelseren i sit hjerte efter at byde os velkommen som medlemmer af Guds husfolk, at han i de allerførste ord, han lærer os at anvende, når vi nærmer os Gud, lægger forsikringen om vort guddommelige slægtskab »vor Fader". ret
(107) Heri ligger kundgørelsen af den vidunderlige sandhed, som er så fuld af opmuntring og trøst, at Gud elsker os, ligesom han elsker sin søn. Dette er, hvad Jesus gav udtryk for i sin sidste bøn for disciplene: Du »har elsket dem, ligesom du har elsket mig". (Joh. 17,23). ret
(107) Denne verden, som Djævelen har gjort krav på og hersket over med et så grusomt tyrami, har Guds Søn ved en eneste mægtig dåd indesluttet i sin kærlighed og igen knyttet til Jehovas trone. Keruber og serafer i de utallige hærskarer i alle de syndfri verdener sang lovsange til Gud og lammet, da denne sejr var sikret. De frydede sig over, at vejen til frelse var blevet åbnet for den faldne slægt, og at jorden ville blive genløst fra syndens forbandelse. Hvor meget mere burde ikke de fryde sig, som er genstand for en så vidunderlig kærlighed! ret
(107) Hvordan kan vi dog nogensinde være i tvivl eller uvished og mene, at vi er faderløse« Det var for deres skyld, der havde overtrådt loven, at Jesus påtog sig menneskelig natur. Han blev os lig, for at vi kunne have evig fred og forvisning. Vi har en talsmand i Himlene, og den, der modtager ham som en personlig frelser, bliver ikke overladt til sig selv for at bære sin egen syndebyrde. ret
(107) »I elskede, nu er vi Guds børn.« Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham.« »Det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.« (1Joh. 3,2; Rom. 8,17). ret
(108) Det allerførste skridt for os at tage, når vi kommer til Gud, er at erkende og tro den kærlighed, han har til os (1Joh. 4,16); for det er ved hans kærligheds dragende kraft, vi ledes til at komme til ham. ret
(108) Erkendelsen af Guds kærlighed bevirker, at vi forsager egenkærligheden. Ved at kalde Gud vor Fader anerkender vi alle hans børn som vore brødre. Vi udgør alle sammen en del af menneskehedens støre organisme, alle er vi medlemmer af en familie. I vore bønner bør vi indbefatte vor næste såvel som os selv. Ingen beder på den rette måde, hvis han blot søger velsignelse for sig selv. ret
(108) Den evige Gud, sagde Jesus, skænker dig den forret at kunne benytte navnet Fader, når du træder frem for ham. Betænk alt, hvad dette indbefatter! Ingen jordisk far eller mor har nogensinde talt så indtrængende til et vildfarende barn som han, der skabte dig, taler til overtræderen. Aldrig har kærlig interesse ledet noget menneske til at følge den ubodfærdige med så inderlige indbydelser. Gud bor i hver hytte; han hører hvert ord, som bliver sagt, hører hver bøn, der opsendes, smager sorgerne og skuffelserne hos hver eneste sjæl og giver agt på den måde, hvorpå far, mor, søster, ven og nabo bliver behandlet. Han sørger for vort behov, og hans kærlighed, barmhjertighed og nåde udstrømmer uafbrudt for at skaffe, hvad vi trænger. ret
(108) Men dersom vi kalder Gud vor Fader, erkender vi os at være hans børn, der skal ledes af hans visdom og være lydige i alle ting, fordi vi ved, at hans kærlighed er uforanderlig. Vi vil godkende hans planer vedrørende vort liv. Som Guds børn vil vi gøre hans ære, hans karakter, hans husfolk og hans gerning til genstand for vor højeste interesse. Det vil være os en glæde at anerkende og højagte vort forhold til vor himmelske Fader og til hvert medlem af hans husstand. Det vil glæde os at udføre en hvilken som helst gerning, hvor ringe den end måtte være, der vil tjene til hans ære og til vor næstes velvære. ret
(109) »Som er i Himlene.« Han, som Kristus byder os se hen til som »vor Fader", »er i himmelen; alt, hvad han vil, det gør han". I hans varetægt kan vi hvile trygt og sige: »Når jeg gribes af frygt, vil jeg stole på dig.« (Sl. 115,3; 56,4). ret
(109) »Helliget vorde dit navn«
For at vi skal kunne hellige Herrens navn, kræves det, at de ord, vi taler om det højeste væsen, bliver udtalt med ærbødighed. »Helligt og frygteligt er hans navn.« (Sl. 111,9). Aldrig må vi på nogen som helst måde omgås letsindigt med de titler og benævnelser, der gælder guddommen. Under bøn har vi foretræde for den højeste, og vi bør træde frem for ham med hellig ærefrygt. Englene skjuler deres ansigter for hans åsyn. Keruber og de lysende og hellige serafer nærmer sig hans trone med højtidelig ærbødighed. Hvor meget mere bør så ikke vi, som er dødelig, syndige væsener, vise ærbødighed, når vi kommer til Herren, vor skaber! ret
(109) Men at hellige Herrens navn betyder langt mere end dette. Ligesom jøderne på Kristi tid kan også vi vise den største udvortes ærbødighed for Gud og dog til stadighed vanhellige hans navn. »Herrens navn« er »barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed ..... som tilgiver brøde, overtrædelse og synd". Om Kristi menighed er der skrevet: »Man skal kalde det: Herren vor retfærdighed.« Dette navn sættes på enhver Kristi efterfølger. Det er Guds børns arvedel. Husets folk benævnes efter Faderen. Da Israel befandt sig i stor nød og trængsel, bad profeten Jeremias: »Dit navn er nævnet over os, lad os ej fare!« (2Mos. 34,5-7; Jer. 33,16; 14,9). ret
(110) Dette navn helliges af himmelens engle og af de syndfri verdeners beboere. Når du beder: »Helliget vorde dit navn!« beder du om, at det må blive helliget i denne verden, helliget i dig. For mennesker og for engle har Gud anerkendt dig som sit barn; bed om, at du ikke må vanære »det skønne navn, som er nævnet over jer". (Jak. 2.7). Gud sender dig ud i verden som hans sendebud. I enhver handling i livet må du åbenbare Guds navn. Denne bøn udgør et krav til dig om at være i besiddelse af hans karakter. Du kan ikke hellige hans navn eller være en fremstilling af ham i verden, medmindre du er en fremstilling af Guds eget liv og af Guds egen karakter. Dette kan du kun gøre ved at tage imod Kristi nåde og retfærdighed. ret
(110) »Komme dit rige«
Gud er vor Fader, som elsker os og sørger for os som sine børn. Han er tillige verdensaltets store konge. Hans riges interesser er vore interesser, og vi skal arbejde for dets opbyggelse. ret
(110) Kristi disciple forventede, at oprettelsen af hans rige var umiddelbart forestående; men ved denne bøn lærte Jesus dem, at riget ikke skulle komme på den tid De skulle bede om dets komme som en begivenhed, der endnu hørte fremtiden til. Men denne bøn indeholdt også en forsikring til dem. Den omstændighed, at Jesus opfordrede dem til at bede om rigets komme, er bevis på, at Gud i sin tid visselig vil lade det ske, selv om de ikke ville få det at se i deres dage. ret
(110) Oprettelsen af Guds rige foregår nu, idet hjerter, som har været fulde af synd og oprørskhed, dag efter dag giver efter for hans kærligheds magt; men den fulde oprettelse af hans herlighedsrige vil ikke finde sted for ved Kristi andet komme til verden. »Riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle rigerne under himmelen,« skal »gives til den Højestes helliges folk". De skal arve det rige, som har været beredt for dem »fra verdens grundvold blev lagt.« (Dan. 7,27; Matt. 25,34). Da vil Kristus overtage sin store magt og herske som konge. ret
(111) De himmelske porte vil endnu en gang løfte sig, og med ti tusind gange ti tusind og tusind gange tusind hellige vil vor Frelser træde frem som kongers konge og herrers herre. Jehova Immanuel »skal være konge over hele jorden. På hin dag skal Herren være én og hans navn ét"« »Guds bolig skal være hos menneskene, »og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem.« (Zak. 14,9; Åb. 21,3). ret
(111) Men inden denne tilkommelse finder sted, sagde Jesus, skal evangeliet om dette rige »prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene". Hans rige vil ikke komme, førend glædesbudskabet om hans nåde er blevet forkyndt over hele jorden. Når vi derfor overgiver os til Gud, og vi vinder andre sjæle for ham, fremskynder vi hans riges komme. Kun de, der helliger sig til hans tjeneste og siger: »Her er jeg, send mig« til at oplade blindes øjne og vende menneskene »fra mørket til lys og fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndernes forladelse og arvelod sammen med dem, som er helligede« kun disse beder i oprigtighed: »Komme dit rige.« (Matt. 24,14; Es. 6,8; Apg.26,18.) ret
(112) »Ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen«
Guds vilje findes udtrykt i de bud, hans hellige lov indeholder, og principperne i denne lov er himmelens principper. Himmelens engle opnår ingen højere kundskab end erkendelsen af Guds vilje, og at gøre hans vilje er den højeste tjeneste, der kan lægge beslag på deres kræfter. ret
(112) Men i himmelen udføres ingen tjeneste ud fra en følelse af lovtvang. Da Satan gjorde oprør imod Jehovas lov, kom den tanke, at der var en lov, næsten som en opvækkelse for englene, en opvågnen til noget, de ikke havde tænkt på. Englene udfører ikke deres gerning som tjenere, men som sønner. Der er fuldkommen overensstemmelse mellem dem og deres skaber. For dem er lydighed ingen trældom. Kærlighed til Gud gør deres tjeneste til en glæde. I hver sjæl, hvor Kristus, herlighedens håb, bor, vil også hans ord genlyde, når han siger: »At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.« (Sl. 40,9). ret
(112) Bønnen: »Ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen,« er en bøn om, at ondskabens herredømme på denne jord må afsluttes, at synden må blive tilintetgjort for stedse, og at retfærdighedens rige må blive oprettet. Da vil Guds gode og velbehagelig vilje opfyldes på jorden, som den opfyldes i himmelen. ret
(112) »Giv os i dag vort daglige brød«
Den første halvdel af den bøn, som Jesus har lært os, gælder Guds navn, Guds rige og Guds vilje at hans navn må blive æret, hans rige oprettet og hans vilje fuldbyrdet. Når du således har gjort Guds tjeneste til din første opgave, kan du tillidsfuldt bede om, at der må blive sørget for, hvad du selv trænger til. Dersom du har forsaget dit eget jeg og overgivet dig til Kristus, er du et med lem af Guds husfolk, og alt, hvad der er i Faderens hus, tilhører dig. Alle Guds skatte er opladt for dig, både den verden, som nu er, og den tilkommende. Englenes tjeneste, Guds ånds gave og hans tjeneres arbejde alt sammen er for dig. Verden med alt, hvad deri er, tilhører dig i den udstrækning, det vil kunne tjene dig til gøde. Selv de ugudeliges fjendskab vil vise sig at være en velsignelse ved at opdrage dig for himmelen. »Thi alt hører jer til,« dersom »I hører Kristus til". (1Kor. 3,21. og 23). ret
(113) Men du er ligesom et barn, der endnu ikke har fået rådighed over sin arv. Gud betror dig ikke din dyrebare ejendom, for at ikke Satan med sine listige kunstgreb skal bedrage dig, ligesom han bedrog det første menneskepar i Eden. Kristus opbevarer den for dig i sikkerhed uden for ødelæggerens rækkevidde. Ligesom banet vil du daglig få, hvad der kræves til dagens behov. Hver dag må du bede: »Giv os i dag vort daglige brød.« Bliv ikke forfærdet, om du ikke har nok til i morgen. Du har forsikringen i hans løfte om, at der visselig vil blive sørget for dig. David sagde: »Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg den retfærdige forladt eller hans afkom tigge sit brød.« Den Gud, der sendte ravne med føde til Elias ved bækken Krit. vil ikke forbigå et eneste af sine trofaste, selvopofrende børn. Om den, der vandrer i retfærd, er der skrevet: »Han får sit brød, og vand er ham sikret.« »De beskæmmes ikke i onde tider, de mættes i hungerens dage.« »Han, som jo ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?« (Sl. 37,25; Es. 33,16; Sl. 37,19; Rom. 8,32). Han, som tog sig af sin moder i hendes enkestand med dens byrder og bekymringer og hjalp hende med at skaffe det nødvendige til familien i Nazareth, har medlidenhed med enhver moder i hendes slid med at skaffe føde til sine børn. Han, som ynkedes over folkeskarerne, fordi »de var vanrøgtede og forkomne (Matt. 9,36), har endnu medynk med de fattige, der lider. Hans hånd er udrakt mod dem med velsignelse, og netop i den bøn, han gav sine disciple, lærer han dem at komme de fattige i hu. ret
(114) Når vi beder: »Giv os i dag vor daglige brød,« beder vi for andre såvel som for os selv, og vi erkender, at hvad Gud giver os, er ikke vort alene. Gud betror os det, for at vi må kunne mætte de hungrige. I sin godhed har han sørget for de arme. (Sl. 68,11). Og han siger: »Når du beder gæster til middag eller aften så indbyd ikke dine venner eller brødre, alle dine slægtninge eller dine rige naboer ..... Men når du gør et gilde, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde! Da skal du være salig; thi de har intet at gengælde dig med; men det skal blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.« (Luk. 14,12-14). ret
(114) »Og Gud har magt til i rigt mål at give jer al nåde, så I altid og under alle forhold har alt, hvad I trænger til, og endda rigeligt til al god gerning.« »Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt.« (2Kor. 9,8. og 6.). ret
(114) Bønnen om dagligt brød gælder ikke blot føde til legemets ophold, men også hint åndelige brød, som vil give sjælen næring til evigt liv. Jesus siger til os: »Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, men for den mad, som varer til et evigt liv.« »Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid.« (Joh. 6,27. og 51.). Vor Frelser er livets brød, og det er ved at beskue hans kærlighed og ved at modtage den i sjælen, at vi ernærer os af det brød, som kom ned fra himmelen. ret
(115) Vi modtager Kristus gennem hans ord, og Helligånden gives for at oplade Guds ord for vor forstand og bringe ordets sandheder ind i vore hjerter. Idet vi læser Guds ord, må vi dag efter dag bede om, at han vil sende sin ånd for at vise os sandheden, der vil styrke vore sjæle i forhold til dagens krav. ret
(115) Når Guds ord lærer os, at vi hver dag skal bede om, hvad vi trænger til både timelige og åndelige velsignelser har han en hensigt at fuldføre til gavn for os. Han ønsker, at vi skal indse vor afhængighed af hans stadige omsorg, for han søger at lede os ind i samfundet med ham t dette samfund med Kristus ved bøn og granskning af de store og dyrebare sandheder i hans ord vil vi som hungrige sjæle blive mættet, og som dem, der tørster, vil vi blive vedkvæget ved livets kilde. ret
(115) »Forlad vore synder, thi også vi forlader, som er skyldige over for os.«
(Luk. 11,4.) Jesus lærer, at kun når vi tilgiver andre, kan vi få tilgivelse hos Gud. Det er Guds kærlighed, som drager os til ham, og denne kærlighed kan ikke bevæge vore hjerter uden at skabe kærlighed til vore brødre. ret
(115) Efter at have afsluttet Herrens bøn tilføjede Jesus: »Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men tilgiver I ikke menneskene deres overtrædelser, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.« Den, der er uforsonlig, afskærer netop det middel, gennem hvilket han kan modtage barmhjertighed fra Gud. Vi må ikke nære den tanke, at medmindre de, der har skadet os, bekender deres fejl, er vi berettigede til at nægte dem vor tilgivelse. Uden tvivl påhviler det dem at ydmyge deres hjerter ved anger og bekendelse; men vi bør nære et medlidende sindelag mod dem, der har syndet imod os, uanset om de bekender deres fejl eller ikke. Hvor meget de end måtte have såret os, må vi ikke opholde os ved vore besværinger eller hengive os til selvmedynk for den uret, vi har lidt, men ligesom vi håber at få forladelse for vore overtrædelser mod Gud, må vi forlade alle, som har gjort ondt imod os. ret
(116) Men tilgivelse har en mere vidtomfattende betydning, end mange forestiller sig. Når Gud giver den forsikring, at han er rund til at forlade, tilføjer han, som om meningen i denne forsikring overstiger alt, hvad vi kan fatte: »Mine tanker er ej jeres, og jeres veje ej mine, lyder det fra Herren; nej, som himmelen er højere end jorden, er mine veje højere end jeres, og mine tanker højere end jeres.« Guds tilgivelse er ikke blot en juridisk handling, hvorved han frigiver os fra fordømmelse; den består ikke blot i tilgivelse for synd, men i omvendelse fra synd; den er en udstrømning af den genløserkærlighed, som forvandler hjertet. David havde det rigtige begreb om tilgivelse, da han bad: »Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre.« Og videre læser vi: »Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjeret vore synder fra os.« (Es. 55,79; Sl. 51,12; 103,12.). ret
(116) I Kristus gav Gud sig selv for vore synder. Han led korsets grufulde død, »en retfærdig for uret færdige", for at han måtte kunne åbenbare sin kærlighed for os og drage os til sig. Og han siger: Vær »gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus". (1Pet. 3,18; Ef. 4,32). Lad Kristus, det guddommelige liv, bo i jer og igennem jer åbenbare den himmelfødte kærlighed, som vil vække håb hos den, der er uden håb, og bringe himmelens fred til det hjerte, som synden har ramt. Dette er den betingelse, der møder os på tærskelen, når vi kommer til Gud, at vi, idet vi modtager barmhjertighed fra ham, hengiver os selv til at åbenbare hans nåde for andre. ret
(117) Hovedbetingelsen for, at vi må kunne modtage Guds tilgivende kærlighed og meddele den videre, er for vort vedkommende, at vi erkender og tror den kærlighed, han har til os (1Joh. 4,16). Ved hvert bedrag, som står til rådighed, arbejder Satan for, at vi ikke skal se denne kærlighed. Han vil lede os til at tro, at vore fejl og overtrædelser har været så store, at Herren ikke vil agte på vore bønner, og at han ikke vil velsigne os og frelse os. I os selv kan vi ikke se andet end svaghed, ikke noget, der kan skaffe os yndest hos Gud, og den onde fortæller os, at det ikke kan nytte, for vi kan ikke afhjælpe vore karaktermangler. Når vi forsøger at komme til Gud, vil fjenden hviske: Det nytter ikke for dig at bede; begik du ikke hin onde handling? Har du ikke syndet imod Gud og krænket din egen samvittighed? Men du kan meddele fjenden, at Jesu Kristi, Guds Søns, blod »renser os fra al synd". Når vi føler, at vi har syndet, og ikke kan bede, er tiden netop inde til at bede. Vi skammer os måske og er dybt ydmygede, men vi må bede, og vi må tro. »Det er troværdig tale og fuld modtagelse værd, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, blandt hvilke jeg er den største.« (1Joh. 1,7; 1Tim. 1,15). Tilgivelse, forligelse med Gud, kommer til os, ikke som en belønning for vore gerninger, den meddeles ikke på grund af syndige menneskers fortjeneste, men den er en gave, og grundlaget for dens meddelelse er Kristi pletfri retfærdighed. ret
(118) Vi bør ikke søge at gøre vor brøde mindre, end den er, ved at undskylde synden. Vi må godkende Guds mening om synd, og den er i sandhed streng. Golgatha alene kan åbenbare, hvor frygtelig og afskyelig synden er. Hvis vi skulle bære vor egen brøde, ville den knuse os. Men han, som er uden synd, har stillet sig i vort sted; skønt han var uskyldig, har han båret vor misgerning. »Hvis vi bekender vore synder« er Gud »trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed". Hvilken herlig sandhed: han er retfærdig over for sin egen lov, medens han dog er alle deres retfærdiggøre, som tror på Jesus! »Hvo er en Gud som du, der tilgiver brøde, bærer over med synd hos din ejendoms rest, ej evigt gemmer på vrede, men gerne er nådig?« (1Joh. 1,9; Mik.7,18). ret
(118) »Led os ikke i fristelse; men fri os fra den onde«
Fristelse er forlokkelse til synd og stammer ikke fra Gud men fra Satan og fra det onde i vore egne hjerter. »Gud kan ikke fristes af noget onde, og selv frister han ingen.« (Jak. 1,13). ret
(118) Den onde søger at lede os i fristelse, for at det slette i vor karakter kan åbenbares for mennesker og engle, således at han kan gøre krav på, at vi hører ham til. I sin sindbilledlige profeti hos Zakarias ser man Satan stå ved den højre side af Herrens engel og anklage Josua, ypperstepræsten, der havde snavsede klæder på, og modsætte sig den gerning, som engelen ønskede at udføre for Josua. Dette er en fremstilling af det standpunkt, den onde indtager over for hver sjæl, som Kristus søger at drage til sig. Fjenden forleder os til synd, og derefter anklager han os for den himmelske verden som uværdige til Guds kærlighed. »Men Herren sagde til Satan: Herren true dig, Satan, Herren true dig, han som udvalgte Jerusalem. Er ikke denne en brand, som er reddet ud af ilden?« Og til Josua sagde han: »Se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på.« (Zak. 3,2-4). ret
(119) I sin store kærlighed søger Gud at udvikle sin ånds kostelige dyder i os. Han tillader hindringer, forfølgelse og genvordigheder at møde os, ikke som en forbandelse men som den største velsignelse i vort liv. Hver fristelse, vi modstår, og hver prøvelse, vi bærer med frimodighed, bringer os en ny erfaring og befordrer karakterens dannelse. Den sjæl, som formedelst guddommelig kraft står fristelse imod, åbenbarer for verden og for Himlenes beboere, at Kristi nåde er tilstrækkelig. ret
(119) Men ihvorvel vi ikke skal lade os forfærde af prøvelse, selv om den er svær, bør vi bede Gud om ikke at tillade os at blive ført derhen, hvor vi vil blive ledet på afveje af lysterne i vore egne onde hjerter. Ved at opsende den bøn, Kristus har givet, overlader vi os til Guds ledelse og beder om at føre os på trygge stier Vi kan ikke bede denne bøn i oprigtighed og på samme tid bestemme os til at følge en vej, som vi selv vælger. Vi vil vente på, at hans hånd skal lede os, og vi vil lytte til hans røst, som siger: »Her er vejen, I skal gå!« (Es. 30,21). ret
(120) Vi kan ikke være trygge, hvis vi giver os til at overveje de fordele, vi kunne høste ved at følge Satans råd. Synd fører vanære og ulykke over hver eneste sjæl, som hengiver sig til den; men synden er forblindende og skuffende i sit væsen, og den vil forlokke os med smigrende fremstillinger. Hvis vi vover os ud på Satans område, har vi ingen for sikring om beskyttelse mod hans magt. Så langt som det står til os, bør vi lukke enhver dør, hvor igennem fristeren kan få adgang til øs. ret
(120) Bønnen »Led os ikke i fristelse", er i sig selv et løfte. Hvis vi overlader os til Gud, har vi denne forsikring: »Og Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.« (1Kor. 10,13). ret
(120) Den eneste beskyttelse mod det onde er Kristi iboen i hjertet ved troen på hans retfærdighed. Grunden til, at fristelse har magt over os, er, at der er egoisme,i vore hjerter; men når vi betragter Guds store kærlighed, fremtræder egoismen for os i sit hæslige, frastødende væsen, og vi ønsker, at den må blive fordrevet fra sjælen. Når Helligånden herliggør Kristus, mildnes og blødgøres vore hjerter, fristelsen taber sin kraft, og Kristi nåde omdanner karakteren. ret
(120) Kristus vil aldrig forlade den sjæl, for hvem han gik i døden. Et menneske kan forlade ham og blive overvældet af fristelse, men Kristus kan aldrig vende sig bort fra den, hvis genløsning han har betalt med sit eget liv. Dersom vort åndelige syn kunne skærpes, ville vi se sjæle nedbøjede i undertrykkelse og betyngede af sorg, vaklende ligesom vognen, når den er fuld af neg, færdige til at omkomme af modløshed. Vi ville se engle skyndsomst ile til for at bringe hjælp til disse fristede, der står som på randen af en afgrund. Himmelens engle tvinger de ondskabens hærskarer, der omslutter disse sjæle, til at vige og leder de fristede til at sætte deres fødder på den sikre grundvold. De kampe, der foregår mellem disse to hære, er lige så virkelige som de slag, der udkæmpes af jordiske krigshære, og evige skæbner afhænger af udfaldet af den åndelige strid. ret
(121) Til os ligesom til Peter lyder de ord: »Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe.« Takket være Gud, vi er ikke overladt til os selv. Han, som elskede verden så højt, »at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv", vil ikke svigte os i kampen mod Guds og menneskers modstander. »Se,« siger han, »jeg har givet jer myndighed til at træde på slanger og skorpioner og over hele fjendens magt, og han skal slet ikke gøre jer nogen skade.« (Luk. 22,31-32; Joh. 3,16; Luk. 10,19). ret
(121) Lev i forbindelse med den levende Kristus, så vil han holde dig fast med en hånd, der aldrig slipper. Erkend og tro den kærlighed, Gud har til os, så er du tryg; for denne kærlighed er en fæstning, som Satan med alle sine forførelser og angreb ikke formår at modtage. »Herrens navn er et stærkt tårn, den retfærdige løber derhen og bjerges.« (Ordsp. 18,10). ret
(121) »Dit er og magten og æren«
Den sidste sætning i Herrens bøn henpeger ligesom den første på vor himmelske Fader som stående over al magt og myndighed og over hvert navn, der nævnes. De år, der lå foran disciplene, fortonede sig i Frelserens øjne ikke som en glansfuld periode med timelig velfærd og ære, således som disciplene havde drømt om, men som en mørk tid på grund af de storme, som menneskeligt had og djævelsk vrede ville afstedkomme. Nationale stridigheder og ødelæggelser ville gøre disciplenes vej fuld af farer, og ofte ville deres hjerter nedtrykkes af frygt. De ville komme til at se Jerusalem i ruiner, se templet fejet bort, dets gudstjeneste ophørt for stedse og Israel spredt i alle lande som vragstumper på en øde kyst. Jesus sagde: »I skal komme til at høre om krigslarm og krigsrygter". »Thi folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der. Men alt dette er kun veernes begyndelse.« (Matt. 24,6-8). Kristi efterfølgere skulle dog ikke frygte for, at deres håb var tilintetgjort, eller at Gud havde forladt jorden. Magten og æren tilhører ham, hvis store forsæt fremdeles uforstyrret ville skride fremad mod sin fuldbyrdelse. I den bøn, hvori de gav udtryk for deres daglige behov, skulle disciplene løfte blikket op over al ondskabens magt og myndighed og vende det mod Herren deres Gud, hvis rige hersker over alt, og som er deres Fader og evige ven. ret
(122) Jerusalems fald var et symbol på den endelige ødelæggelse, der skal overvælde jorden. Profetier, der fik en delvis opfyldelse ved Jerusalems undergang, sigter mere umiddelbart til de sidste dage. Vi står nu på tærskelen til store og alvorlige tildragelser. En krise, hvis lige verden aldrig har været vidne til, er forestående. Men til os ligesom til disciplene lyder den liflige forsikring, at alt er Guds kongedømme underlagt. Programmet for de tilstundende begivenheder er i vor Skabers hånd. Himmelens majestæt har selv ledelsen af folkenes skæbne såvel som af sin menigheds anliggender. Den guddommelige lærer siger til enhver, som er et redskab i udførelsen af hans planer, ligesom han sagde til Kyros: »Jeg omgjorde dig, endskønt du ikke kender mig.« (Es. 45,5). ret
(123) I sit syn så profeten Ezekiel noget af udseende som en hånd under kerubernes vinger. Dette skal lære Herrens tjenere, at det er den guddommelige kraft, der giver dem fremgang. Guds sendebud må ikke mene, at hans gerning er afhængig af dem. Den er en byrde, hvis ansvar det ikke er overladt til dødelige mennesker at bære. Han, som ikke slumrer, og som uafbrudt er i virksomhed med fuldbyrdelsen af sine planer, vil føre sit værk fremad. Han vil omstyrte gudløse menneskers forsætter og forstyrre deres råd, som lægger onde anslag imod hans folk. Han, som er kongen, hærskarernes herre, sidder mellem keruber, og midt under folkeslagenes kamp og tummel beskytter han fremdeles sine børn. Han, som hersker i Himlene, er vor Frelser. Han måler hver prøvelse, han overvåger den ild, der må prøve hver sjæl. Når kongers befæstninger omstyrtes, når vredens pile engang gennemborer hans fjenders hjerter, vil hans folk være trygt i hans hånd. ret
(123) »Din, Herre, er storheden, magten, æren, glansen og herligheden, thi alt i himmelen og på jorden er dit ..... I din hånd er kraft og vælde, og i din hånd står det at gøre, hvem det skal være, stor og stærk.« (1Krøn. 29,11-12). ret