(80) Dette kapitel er bygget op over 1 Kong 18,41-46; 19,1-8
Da Baals profeter var blevet dræbt, var der skabt forudsætning for at gennemføre en stor åndelig reform blandt nordrigets ti stammer. Elias havde foreholdt folket deres frafald og opfordret dem til at ydmyge deres hjerte og vende om til Herren. Himmelens straffedomme var faldet, og folket havde bekendt deres synder og indrømmet, at deres fædres Gud var den levende Gud. Nu skulle Himmelens forbandelse tilbagekaldes og livets timelige velsignelser atter tilflyde dem. Landet skulle vederkvæges af regn. "Gå op og spis og drik," sagde Elias til Akab, "thi der høres susen af regn." Derpå gik profeten op på bjergets top for at bede. ret
(80) Da Elias tillidsfuldt bød Akab forberede sig på regnens komme, var der ingen synlige tegn til regn. Profeten så ingen skyer på himmelen og hørte ingen torden. Han sagde ganske enkelt, hvad Herrens Ånd tilskyndede ham til at sige som svar på hans egen stærke tro. Dagen igennem havde han uforfærdet gjort Guds vilje og vist, at han nærede ubetinget tillid til Guds ords profetier. Nu, da han havde gjort alt, hvad der stod i hans magt, vidste han, at Himmelen ville udøse de velsignelser, som var lovet. Gud havde sendt tørken, men han havde lovet at belønne folket med strømme af regn, hvis de ville gøre det rette. Nu ventede Elias på løftets opfyldelse. "Med ansigtet mellem knæene" som tegn på ydmyghed bad han til Gud for det angrende Israel. ret
(80) Elias sendte flere gange sin tjener op på en bjergtop, hvorfra der var udsigt over Middelhavet, for at han skulle se, om der var noget synligt tegn på, at Gud havde hørt profetens bøn. Hver gang kom tjeneren tilbage med disse ord: "Der er intet!" Profeten blev ikke utålmodig. Han mistede heller ikke troen, men fortsatte med at bede. Tjeneren kom tilbage seks gange og fortalte, at der ikke var tegn til regn. Himmelen var stadig som kobber. Elias sendte uforfærdet tjeneren af sted endnu engang, og da denne kom tilbage, sagde han: "Nu stiger der en lille sky op af havet, så stor som en mands hånd!" ret
(80) Det var tilstrækkeligt. Elias ventede ikke, til himmelen var sort af skyer. For ham gav den lille sky løfte om strømme af regn. Han handlede i overensstemmelse med sin tro og sendte skyndsomt sin tjener hen til Akab for at sige: "Spænd for og kør hjem, at du ikke skal blive opholdt af regnen!" ret
(81) Gud kunne bruge Elias i denne alvorlige krisetime i Israels historie, fordi han havde en stærk tro. Mens han bad, tilegnede han sig i tro Himmelens løfter, og han blev ved med at bede, til hans bønner var blevet besvaret. Han ventede ikke, til han havde fået et fuldstændigt bevis på, at Gud havde hørt ham, men var villig til at vove alt, så snart han øjnede det mindste tegn på bønhørelse. Alle andre kan på deres respektive plads i Gudstjeneste gøre det samme, som Gud satte Elias i stand til. Der står nemlig om profeten fra Gileads bjerge: "Elias var et menneske under samme kår som vi, og han bad en bøn om, at det ikke måtte regne; og det regnede ikke over landet i tre år og seks måneder." Jak. 5,17. ret
(81) Det er en sådan tro, der behøves i verden i dag en tro, som tilegner sig løfterne i Guds ord og ikke giver op, før Himmelen bønhører. En sådan tro bringer os i nær kontakt med Himmelen og giver os styrke til at kæmpe mod mørkets magter. Der står, at Guds børn ved tro "besejrede riger, øvede retfærdighed, fik forjættelser opfyldt, stoppede løvers gab, slukkede ilds magt, undflyede sværds od, fik styrke efter svaghed, blev helte i krig, slog fjendens hære på flugt". Hebr. 11,33-34. Det er også ved tro, at vi, der lever i dag, skal nå de høje mål, som Gud har sat for os. "Alt er muligt for den, der tror." Mark. 9,23. ret
(81) Tro er en absolut forudsætning for effektiv bøn. "Den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham." "Når vi beder om noget efter hans vilje, hører han os; og når vi ved, at han hører os, Hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået opfyldt, hvad vi bad ham om." Hebr. 11,6; 1Joh. 5,14-15. Vi kan bede til Faderen med den samme udholdende tro som Jakob og den samme urokkelige tillid som Elias og begære alt, hvad han har lovet. Hans trones ære er garantien for, at hans ord vil gå i opfyldelse. ret
(81) Natten var ved at sænke sig over Karmels bjerg, da Akab forberedte sig på at stige ned. "Et øjeblik efter var himmelen sort af stormskyer, og der faldt en voldsom regn. Akab steg til vogns og kørte til Jizreel." Han kørte til den kongelige residensby i mørke og blændet af regn og kunne overhovedet ikke se en hånd for sig. Det var i sin egenskab af Guds profet, at Elias om dagen havde ydmyget Akab over for hans undersåtter og dræbt hans afgudspræster, men til trods herfor betragtede han stadig Akab som Israels konge. Som et tegn på ærbødighed løb han, styrket af Guds kraft, foran den kongelige vogn og viste kongen vej til byens port. ret
(81) Den venlighed, som Guds tjener her viste den ond konge, indeholder en lærdom til alle dem, der hævder, at de er Guds tjenere, men har høje tanker om sig selv. Der findes mennesker, som føler sig for fine til at udføre visse pligter, fordi de anser det for at være under deres værdighed. De vægrer sig endog ved at udføre nyttigt arbejde, fordi de er bange for at gøre en tjeners gerning. Sådanne personer kan lære meget af Elias. På hans ord var Himmelens velsignelser blevet holdt tilbage i tre år. Gud viste ham en stor ære, da han besvarede hans bøn på Karmel og sendte ild fra himmelen for at fortære brændofferet. Gud benyttede ham som et redskab til at fuldbyrde Himmelens dom, da afgudspræsterne blev dræbt. Hans bøn om regn blev opfyldt. Men selv da Gud havde kronet hans arbejde med disse store sejre, indtog han villigt en træls plads. ret
(82) Elias og Akab skiltes ved Jizreels port. Profeten ville blive uden for byens mure. Han svøbte sin kappe om sig og lagde sig til at sove på den bare jord. Kongen kørte ind i byen og nåede snart hjem til sit slot. Her fortalte han sin dronning de vidunderlige begivenheder, der var sket i dagens løb, og skildrede, hvor vidunderligt Gud havde åbenbaret sin magt for at bevise for Israel, at Herren er den sande Gud og Elias hans udvalgte tjener. Da Akab fortalte dronningen, at afgudspræsterne var blevet dræbt, blev den forhærdede og ubodfærdige Jesabel ude af sig selv af raseri. Hun nægtede at anerkende, at Gud stod bag de begivenheder, der havde fundet sted på Karmel, og i sin trods dristede hun sig til at sige, at Elias skulle dø. ret
(82) Om natten blev den trætte profet vækket af et sendebud, som overbragte ham Jesabels ord: "Guderne ramme mig både med det ene og det andet, om jeg ikke i morgen ved denne tid handler med dit liv, som der er handlet med deres!" ret
(82) Man skulle ikke tro, at Elias nogensinde ville fortvivle eller ængstes mere, efter at han havde lagt et så ukueligt mod for dagen og sejret så fuldstændigt over konge, præster og folk. Men dette menneske, der havde set så mange beviser på Guds kærlige omsorg, var ikke fri for menneskelige skrøbeligheder, og i denne mørke time svigtede både troen og modet. Han rejste sig forvirret af sin søvn. Regnen strømmede ned, og der var mørkt overalt. Profeten glemte, at Gud tre år tidligere havde anvist ham et sted, hvor han kunne være i sikkerhed for Jesabels had og kongens efterstræbelser, og flygtede for livet. Da han kom til Beersjeba, lod han sin tjener blive der "og vandrede selv en dagsrejse ud i ørkenen". ret
(82) Elias skulle ikke være flygtet fra sin post. Da Jesabel truede ham, skulle han have søgt hjælp hos den Herre, der havde befalet ham at forsvare Guds ære. Han skulle have sagt til sendebuddet, at den Gud, som han troede på, ville beskytte ham imod dronningens had. Det var kun nogle få timer, siden han havde set en vidunderlig åbenbarelse af Guds magt, og dette burde have overbevist ham om, at han ikke ville blive svigtet nu. Hvis han var blevet, hvor han var, og havde gjort Gud til sin tilflugt og styrke og stået urokkelig fast på sandhedens side, ville han være blevet beskyttet. Så ville Herren have givet ham en ny, stor sejr. Han ville have hjemsøgt Jesabel med sine straffedomme, og dette ville have gjort et sådant indtryk på både konge og folk, at resultatet var blevet en stor reformation. ret
(82) Elias havde ventet sig meget af det mirakel, der skete på Karmel. Han havde håbet, at Jesabel ville miste sin indflydelse over Akab efter dette udslag af Guds magt, og at der ville blive gennemført en hurtig reformation i hele Israel. Han havde arbejdet hele dagen på Karmels bjerg uden at få noget at spise, men da han løb foran Akabs vogn til Jizreels port, var han ved godt mod til trods for det fysiske pres, som han havde været udsat for. ret
(82) Når mennesker har vist stærk tro og vundet herlige sejre, indtræder der ofte en reaktion. Sådan gik det også Elias. Han frygtede for, at den reform, som var blevet indledt på Karmel, ikke ville vare ved. Han blev overvældet af nedtrykthed. Han var blevet hævet til Pisgas tinde, men nu var han helt nede i dalen. Da den Almægtiges kraft hvilede over ham, bestod han en overvældende trosprøve; men nu, da han havde tabt modet og Jesabels trussel ringede i hans ører og Satan tilsyneladende stadig benyttede denne onde kvinde til at lave intriger, mistede han sit tag i Gud. Han var blevet højt ophøjet, og reaktionen var overvældende. Elias glemte Gud og fortsatte sin flugt. Til sidst befandt han sig alene i en ørken. Her satte han sig mæt og udmattet under en gyvelbusk for at hvile sig. Mens han sad der, bad han om at måtte dø. "Nu er det nok, Herre; tag mit liv, thi jeg er ikke bedre end mine fædre!" Han var flygtning. Han befandt sig langt borte fra menneskelig bebyggelse. Hans mod var knust af bitter skuffelse. Han ønskede aldrig at møde mennesker mere. Han var fuldstændig udmattet og faldt til sidst i søvn. ret
(83) Alle mennesker vil i perioder komme ud for bitter skuffelse og knugende modløshed. Der vil komme dage, hvor sorgen er deres lod, og hvor de har svært ved at tro, at Gud stadig vil sine jordiske børns bedste dage, hvor sjælen er så nedbøjet af bekymringer, at de foretrækker døden. Det er i sådanne perioder, at mange mister deres tag i Gud og bliver ofre for tvivlens slaveri og vantroens trældom. Hvis vi i sådanne øjeblikke var i besiddelse af åndeligt klarsyn og kunne se hensigten med Guds forsyns styrelse, ville vi se engle arbejde på at redde os fra os selv. Vi ville se dem søge at anbringe vore fødder på en grundvold, som er sikrere end de evige bjerge, og dette ville give os ny tro og nyt liv. ret
(83) Den trofaste Job udbrød i prøvelsens og mørkets dage: ret
(83) "Bort med den dag, jeg fødtes !" "Gid man vejed min harme og vejed min ulykke mod den!" "Ak, blev mit ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber; ville Gud dog knuse mig, række hånden ud og skære mig fra, så ville det være min trøst." "Så vil jeg da ej lægge bånd på min mund, men tale i åndens kvide, sukke i bitter sjælenød." "..... så min sjæl vil hellere ..... dø end lide. Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit liv er et pust!" Job 3,3; 6,2. og 8-10; 7,11. og 15-16. ret
(83) Men skønt Job var træt af livet, fik han ikke lov at dø. Hans tanker blev ledet hen på fremtiden med dens muligheder, og der blev sendt ham et budskab med håb: ret
(83) "Da kan du lydefri løfte dit åsyn og uden at frygte stå fast; ja, da skal du glemme din kvide, mindes den kun som vand, der flød bort; dit liv skal overstråle middagssolen, mørket vorde som lyse morgen. Tryg skal du være, fordi du har håb. ..... Du ser dig om og går trygt til hvile, du ligger uden at skræmmes op. Til din yndest vil mange bejle. Men de gudløses øjne vansmægter; ude er det med deres tilflugt, deres håb er blot at udlede sjælen." Job 11,15-20. ret
(83) Job hævede sig fra modløshedens og fortvivlelsens dyb til troens og tillidens højder og kom til at stole ubetinget på Guds nåde og frelsende kraft. Han udbrød sejrrigt: "Men jeg ved, at min løser lever, over støvet vil en forsvarer stå frem. Når min sønderslidte hud er borte, skal jeg ud fra mit kød skue Gud, hvem jeg skal se på min side; ham skal mine øjne se, ingen fremmed!" Job 19,25-27. ret
(84) "Så svarede Herren Job ud fra stormvejret" (Job 38,1) og åbenbarede sin store magt for sin tjener. Da Job så et glimt af sin skaber, afskyede han sig selv og angrede i støv og aske. Nu kunne Herren skænke ham sin rige velsignelse og gøre hans sidste år til de bedste i hans liv. ret
(84) Håb og mod er væsentlige forudsætninger for en fuldkommen indsats i Guds tjeneste. Det er syndigt og urimeligt at fortvivle. Gud både kan og vil skænke sine tjenere den styrke, de behøver for at komme igennem prøven. De planer, som hans værks fjender lægger, ser måske ud til at være både gode og velunderbyggede, men Gud kan kuldkaste selv de dristigste af dem. Han vil gøre det til sin egen tid og på sin egen måde, når han ser, at hans tjeneres tro er blevet prøvet tilstrækkeligt. ret
(84) Der findes et effektivt lægemiddel for de modløse. Det hedder tro, bøn, arbejde. Tro og arbejde vil skænke en tillid og en tilfredsstillelse, som vil tiltage dag for dag. Er du fristet til at give efter for bange anelser og dyb fortvivlelse ? Du skal ikke frygte, selv ikke i de mørkeste dage, når udsigterne er dårligst. Tro på Gud. Han kender dit behov. Han er almægtig. Hans uendelige kærlighed og omhu svigter aldrig. Du skal ikke frygte for, at han ikke vil opfylde sine løfter. Han er den evige sandhed. Han vil aldrig forandre den pagt, han har sluttet med dem, der elsker ham. Han vil skænke sine trofaste tjenere den hjælp, de behøver, i den givne situation. Apostlen Paulus sagde: "Han har svaret mig: "Min nåde er dig nok; thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt." ..... Derfor er jeg vel til mode under magtesløshed, under mishandlinger, i nød, under forfølgelser, under ængstende kår for Kristi skyld; thi når jeg er magtesløs, da er jeg stærk." 2Kor. 12,9-10. ret
(84) Svigtede Gud Elias i denne prøvelsens stund? Å, nej! Han elskede ikke sin tjener mindre, da denne følte sig svigtet af Gud og mennesker, end da der for ild ned fra himmelen og oplyste bjerget som svar på hans bøn. Mens Elias lå og sov, blev han vækket ved, at han mærkede en let berøring og hørte en mild stemme. Han for forskrækket op og skulle lige til at flygte, fordi han var bange for, at fjenden havde opdaget ham. Men det medfølende ansigt, som var bøjet over ham, var ikke en fjendes, men en vens. Gud havde ladet en engel fra Himmelen bringe mad til sin tjener. "Stå op og spis!" sagde engelen. "Og da han så sig om, se, da lå der, hvor hans hoved havde hvilet, et ristet brød, og der stod en krukke vand." ret
(84) Da Elias havde spist den mad, som var sat frem for ham, lagde han sig atter til at sove. Engelen kom for anden gang. Han rørte ved den udmattede mand og sagde blidt og medfølende: "Stå op og spis, ellers bliver vejen dig for lang!" "Da stod han op og spiste og drak; og styrket af dette måltid vandrede han i fyrretyve dage og fyrretyve nætter lige til Guds bjerg Horeb," hvor han søgte ly i en hule. ret