Profeter og konger kapitel 15. Fra side 96.     Fra side 190 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Josafat - Judas konge

(96)   Før Josafat blev konge i en alder af fem og tredive år, havde han haft et forbillede i den gode kong Asa, som i næsten alle krisesituationer havde gjort, "hvad der var ret i Herrens øjne". 1Kong. 15,11. Josafat "vandrede nøje i sin fader Asas spor og veg ikke derfra" i de fem og tyve fremgangsrige år, han regerede. Josafat bestræbte sig på at styre riget klogt og forsøgte derfor at overtale sine undersåtter til at afholde sig fuldstændig fra afgudsdyrkelse. Der var dog mange, der "blev ved at ofre og tænde offerild på højene". 1Kong. 22,43. Kongen ødelagde ikke disse offersteder på engang, men søgte fra første færd at beskytte Juda imod de synder, som var mest fremtrædne i nordriget på Akabs tid. Josafat var i mange år konge samtidig med Akab. Personligt var Josafat tro over for Gud. Han "søgte ikke hen til baalerne, men til sin faders Gud og fulgte hans bud og gjorde ikke som Israel". Takket være denne troskab var Herren med ham og grundfæstede "kongedømmet i hans hånd". 2Krøn. 17,3-5. ret

(96)   "Hele Juda bragte Josafat gaver, så han vandt stor rigdom og ære. Da voksede hans mod til at vandre på Herrens veje." Som tiden gik og reformarbejdet skred frem, udryddede kongen "offerhøjene og asjerastøtterne i Juda". 5-6. vers. "De sidste af mandsskøgerne, som var tilbage fra hans fader Asas tid, udryddede han af landet." 1Kong. 22,46. Judas indbyggere blev således gradvis befriet for mange af de farer, som alvorligt havde truet med at hindre deres åndelige udvikling. ret

(96)   I hele riget trængte folket til at blive undervist i Guds lov. Det var en forudsætning for deres tryghed, at de forstod denne lov. Hvis de indrettede deres liv efter dens forskrifter, ville de blive loyale både over for Gud og deres medmennesker. Dette var Josafat klar over, og han traf derfor forberedelser til at give folket en grundig undervisning i den hellige skrift. Øversterne, som havde ansvaret for de forskellige dele af riget, fik påbud om at lade præsterne give folket en grundig undervisning. Disse lærere, som var udnævnt af kongen, arbejdede under direkte tilsyn af øversterne og underviste i Judas byer. 2Krøn. 17,7-9. Mange bestræbte sig på at lære Guds krav at kende og på at bortskaffe synden, og resultatet blev en vækkelse. ret

(97)   Meget af den fremgang, som Josafat havde som konge, skyldtes, at han tog dette kloge skridt for at afhjælpe sine undersåtters åndelige behov. Der er store fordele ved at være lydig imod Guds lov. Når mennesker lever efter Guds bud, modtager de en forvandlende kraft, som skænker dem fred og god vilje. Hvis Guds ords undervisning fik lov at kontrollere hver eneste mands og kvindes liv, og hvis dette ord fik lov at lægge en dæmper på sind og hjerte, ville de onder, som findes blandt nationerne og i samfundslivet, ophøre med at eksistere. Fra hvert hjem burde der udgå en indflydelse, som gav mænd og kvinder åndelig indsigt og moralsk styrke. Derved ville både nationer og enkeltpersoner blive bragt i en meget fordelagtig stilling. ret

(97)   Josafat havde fred med nabofolkene i mange år. "En Herrens rædsel kom over alle lande og riger rundt om Juda." 10. vers. Han fik skat og gaver fra Filisternes land og modtog store fåre- og gedehjorde fra Arabien. "Således gik det stadig fremad for Josafat, så han til sidst fik meget stor magt; og han byggede borge og forrådsbyer i Juda, og han havde ..... krigsfolk, dygtige krigere ..... Disse stod i kongens tjeneste, og dertil kom de, som kongen havde lagt i de befæstede byer hele Juda over." 12-19. vers. Josafat blev velsignet med "stor rigdom og hæder" og var i stand til at øve en vældig indflydelse til gunst for sandhed og retfærdighed. 2Krøn. 18,1. ret

(97)   Nogle år efter at Josafat var kommet på tronen han stod da på sin magts tinde samtykkede han i, at hans søn, Joram, giftede sig med Akabs og Jesabels datter Atalja. Herved blev Judas og Israels rige knyttet sammen i et forbund, som ikke var efter Guds vilje, og i en krisetid blev det til ulykke for kongen og mange af hans undersåtter. ret

(97)   Josafat besøgte engang Israels konge i Samaria. Der blev vist den kongelige gæst fra Jerusalem megen ære, og inden besøget sluttede, blev han overtalt til at drage med Israels konge i krig mod syrerne. Akab håbede, at han kunne generobre Ramot, hvis han og Juda forenede deres styrker. Ramot var en af de gamle tilflugtsbyer, og Akab hævdede, at den med rette tilhørte Israel. ret

(97)   Skønt Josafat i et svagheds øjeblik havde lovet at drage med Israels konge i krig mod syrerne, tilskyndende hans sunde dømmekraft ham til at undersøge, hvad der var Guds vilje med hensyn til dette felttog. Han sagde til Akab: "Spørg dog først om, hvad Herren siger!" Akab lod nu 400 falske profeter, som var i Samaria, kalde sammen og spurgte dem: "Skal jeg drage i krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så vil Gud give det i kongens hånd!" 4-5. vers. ret

(97)   Josafat var dog ikke tilfreds endnu. Han ville være helt sikker på, hvad der var Guds vilje. "Er her ikke endnu en af Herrens profeter, vi kan spørge?" spurgte han. 6. vers. Akab svarede: "Her er endnu en mand, ved hvem vi kan rådspørge Herren; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig godt, kun ondt; det er Mika, Jimlas søn." 1Kong. 22,8. Josafat holdt fast ved, at der skulle sendes bud efter denne mand. Da han kom, og Akab havde besværget ham, at han ikke måtte sige andet end sandheden i Herrens navn, sagde Mika: "Jeg så hele Israel spredt på bjergene som en hjord uden hyrde; og Herren sagde: De folk har ingen herre, lad dem vende tilbage i fred, hver til sit!" 16-17. vers. ret

(98)   Profetens ord burde have kunnet overbevise kongerne om, at deres plan ikke nød Himmelens billigelse, men ingen af dem følte sig tilskyndet til at rette sig efter advarslen. Akab havde truffet sin beslutning og ville absolut gennemføre den. Josafat havde givet sit æresord "jeg går med i krigen" og ville meget nødig trække sine styrker tilbage efter at have givet et sådant løfte. 2Krøn. 18,3. "Så drog Israels konge og kong Josafat af Juda op mod Ramot i Gilead." 1Kong. 22,29. ret

(98)   Akab blev ramt af en pil under kampen og døde om aftenen. "Da solen gik ned, gik det råb gennem lejren: "Enhver drage hjem til sin by og sit land!" 36. vers, Således gik profetens ord i opfyldelse. ret

(98)   Josafat drog tilbage til Jerusalem efter det skæbnesvangre slag. Da han nærmede sig byen, gik profeten Jehu ham i møde og sagde bebrejdende til ham: "Skal man hjælpe de ugudelige? Elsker du dem, der hader Herren? For den sags skyld er Herrens vrede over dig! Noget godt er der dog hos dig, thi du har udryddet asjererne af landet, og du har vendt dit hjerte til at søge Gud." 2Krøn. 19,2-3. ret

(98)   Josafat benyttede de sidste år af sin regeringstid til at styrke Judas rige nationalt og åndeligt. Han drog "atter ud blandt folket fra Beersjeba til Efraims bjerge og førte dem tilbage til Herren, deres fædres Gud". 4. vers. ret

(98)   Kongen tog et vigtigt skridt ved at oprette effektive domstole. "Han indsatte dommere i landet i hver enkelt af de befæstede byer i Juda," og han gav dommerne følgende pålæg: "Se til, hvad I gør, thi det er ikke for mennesker, men for Herren, I fælder dom, og han er hos eder, når I afsiger kendelser. Derfor skal Herrens frygt være over eder! Vær varsomme med, hvad I foretager eder, thi hos Herren vor Gud er der hverken uret eller personsanseelse ej heller tager han imod bestikkelse!" 5-7. vers. ret

(98)   Retssystemet blev yderligere udbygget ved oprettelsen af en appeldomstol i Jerusalem, hvor Josafat indsatte "nogle af levitterne, præsterne og overhovederne for Israels fædrenehuse til at dømme i Herrens sager og i stridigheder mellem Jerusalems indbyggere". 8. vers. ret

(98)   Kongen opfordrede disse dommere til at være trofaste. "Således skal I gøre i Herrens frygt, sanddruhed og med redeligt hjerte," sagde han. "Hver gang der forelægges eder en retssag af eders brødre, der bor i deres byer, hvad enten det drejer sig om blodskyld eller om love, anordninger og lovbud, skal I hjælpe dem til rette, at de ikke skal pådrage sig skyld for Herren, så der kommer vrede over eder og eders brødre; gør således for ikke at pådrage eder skyld. ret

(98)   I alle Herrens sager skal ypperstepræsten Amarja være eders foresatte, i alle kongens sager Zebadja, Jisjmaels søn, fyrsten i Judas hus; og levitterne står eder til tjeneste som retsskrivere. Gå nu frimodigt til værket, Herren vil være med enhver, der gør sin pligt." 9-11. vers. ret

(98)   Idet Josafat således omhyggeligt værnede om sine undersåtters rettigheder og frihed, understregede han, at retfærdighedens Gud, som hersker over alle, tager hensyn til hvert eneste medlem af den menneskelige familie. "Gud står frem i guders forsamling, midt iblandt guder holder han dom." De, der er indsat til at være hans underdommere, skal skaffe "de ringe og faderløse ret" kende "de arme og nødstedte fri" og "fri dem ud af de gudløses hånd". Sl. 82,1. og 3-4. ret

(99)   Henimod slutningen af Josafats regeringstid gjorde en fjendtlig hær indfald i Judas rige. Det var med god grund, at landets indbyggere blev bange. "Moabitterne og ammonitterne sammen med folk fra Maon drog i krig mod Josafat." Josafat fik meddelelse om invasionen af et sendebud, som trådte frem for ham med ordene: "En vældig menneskemængde rykker frem imod dig fra egnene den anden side af havet, fra Edom, og de står allerede i Hazazon Tamar (det er En-Gedi)!" 2Krøn. 20,1-2. ret

(99)   Josafat var en modig mand. Han havde gennem flere år arbejdet på at styrke sine hære og udbygge de befæstede byer. Han var forberedt til at møde en hvilken som helst fjende, men i denne krise satte han ikke sin lid til fysisk styrke. Hedningerne pralede af, at de havde magt til at ydmyge Juda i nationernes øjne, og Josafat kunne ikke gøre sig håb om at besejre dem ved hjælp af veldisciplinerede hære og befæstede byer. Hans håb om sejr grundede sig på en levende tro på Israels Gud. ret

(99)   "Da grebes Josafat af frygt, og han vendte sig til Herren og søgte ham og lod en faste udråbe i hele Juda. Så samledes judæerne for at søge hjælp hos Herren; også fra alle Judas byer kom de for at søge Herren." ret

(99)   Josafat stod foran folket i templets forgård og udøste sin sjæl i bøn. Han påberåbte sig Guds løfter og indrømmede, at Israel var hjælpeløst. "Herre, vore fædres Gud" bad han, "er du ikke Gud i Himmelen, er det ikke dig, der hersker over alle hedningerigerne? I din hånd er kraft og styrke, og mod dig kan ingen holde stand! Var det ikke dig, vor Gud, der drev dette lands indbyggere bort foran dit folk Israel og gav din ven Abrahams efterkommere det for evigt? og de bosatte sig der og byggede dig der en helligdom for dit navn, idet de sagde: Hvis ulykke rammer os, sværd, straffedom, pest eller hungersnød, vil vi træde frem foran dette hus og for dit åsyn, thi dit navn bor i dette hus, og råbe til dig om hjælp i vor nød, og du vil høre det og frelse os! ret

(99)   Se nu, hvorledes ammonitterne og moabitterne og de fra Seirs bjerge, hvem du ikke tillod israelitterne at angribe, da de kom fra Ægypten, tværtimod holdt de sig tilbage fra dem og tilintetgjorde dem ikke, se nu, hvorledes de gengælder os med at komme for at drive os bort fra din ejendom, som du gav os i eje! Vor Gud, vil du ikke holde dom over dem? Thi vi er afmægtige over for denne vældige menneskemængde, som kommer over os; vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vore øjne er vendt til dig!" ret

(99)   Josafat kunne tillidsfuldt sige til Herren: "Vore øjne er vendt til dig!" Han havde i årevis lært folket at stole på ham, som så ofte havde grebet ind for at frelse sit udvalgte folk fra tilintetgørelse. Nu, hvor landet var i fare, stod Josafat ikke alene. "Alle judæerne stod for Herrens åsyn med deres familier, kvinder og børn." 13. vers. De var forenet i faste og bøn, og de var enige om at bede Herren bringe deres fjender i uorden, så Guds navn kunne blive forherliget. ret

(100)   "Und dig, o Gud, ikke ro, vær ej tavs, vær ej stille, o Gud! Thi se, dine fjender larmer, dine modstandere løfter hovedet, oplægger lumske råd mod dit folk, holder råd imod dem, du værner: "Kom, lad os slette dem ud af folkenes tal, ej mer skal man ihukomme Israels navn!" Ja, de rådslår i fælleskab om at slutte pagt imod dig, Edoms telte og ismaelitterne, Moab sammen med hagitterne, Gebal, Ammon, Amalek ..... Gør med dem som med Midjan, som med Sisera og Jabin ved Kisjons bæk ..... Lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til grunde og kende, at du, hvis navn er Herren, er ene den Højeste over al jorden!" Sl. 83. ret

(100)   Mens konge og folk ydmygede sig over for Gud og bad ham om hjælp, kom Herrens Ånd over "levitten Jahaziel, en søn af Zekarja", og han sagde: ret

(100)   "Lyt til, alle I judæere, Jerusalems indbyggere og kong Josafat! Så siger Herren til eder: Frygt ikke og forfærdes ikke for denne vældige menneskemængde, thi kampen er ikke eders, men Guds! Drag i morgen ned imod dem; se, de er ved at stige op ad vejen ved Haziz, og I vil træffe dem ved enden af dalen østen for Jeruels ørken. Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil eder op og bliv stående, så skal I se, hvorledes Herren frelser eder, I judæere og Jerusalems indbyggere! Frygt ikke og forfærdes ikke, men drag i morgen imod dem, og Herren vil være med eder!" ret

(100)   "Da bøjede Josafat sig med ansigtet til jorden, og alle judæerne og Jerusalems indbyggere faldt ned for Herren og tilbad ham; men levitterne af kehatitternes og koraitternes sønner stod op for at lovprise Herren, Israels Gud, med vældig røst." ret

(100)   De stod op tidligt om morgenen og drog til Tekoas ørken. På vej ud til slagmarken sagde Josafat: "Hør mig, I judæere og Jerusalems indbyggere! Tro på Herren eders Gud, og I skal blive boende, tro på hans profeter, og lykken skal følge eder!" og efter at have rådført sig med folket opstillede han sangere til med ordene: "Lov Herren, thi hans miskundhed varer evindelig!" at lovprise Herren i helligt skrud." 2Krøn. 20,14-21. Disse sangere gik foran hæren og priste Gud, fordi han havde givet løfte om sejr. ret

(100)   Det var ganske usædvanligt, at en hær drog i krig imod fjenden, mens man priste Herren i sang og ophøjede Israels Gud. Dette var deres kampsang. De drog frem i helligt skrud. Hvis menneskene priste Gud mere nu til dags, ville deres håb, mod og tro være i stadig tiltagen og ville dette ikke bevirke, at de tapre soldater, som forsvarer sandheden i dag, blev styrket? ret

(100)   "I samme stund de begyndte med jubelråb og lovsang, lod Herren et baghold komme over ammonitterne, moabitterne og dem fra Seirs bjerge, der rykkede frem mod Juda, så de blev slået. Ammonitterne og moabitterne angreb dem, der boede i Seirs bjerge, og lagde band på dem og tilintetgjorde dem, og da de var færdige med dem fra Seir, gav de sig til at udrydde hverandre. ret

(100)   Da så judæerne kom op på højen, hvorfra man ser ud over ørkenen, og vendte blikket mod menneskemængden, se, da lå deres døde kroppe på jorden, ingen var undsluppet " 22-24. vers. ret

(100)   Gud var Judas styrke i denne krise. Han er også sit folks styrke i dag. Vi skal ikke stole på fyrster eller anbringe mennesker på Guds plads. Vi bør huske, at mennesker er fejlbarlige, og at vort stærke tårn er ham, som har al magt. Hvilke vanskeligheder vi end kommer ud for, bør vi føle, at kampen er hans. Han har ubegrænsede midler til sin rådighed, og hvis alt tilsyneladende ser håbløst ud, vil sejren blot blive så meget større. ret

(101)   "Frels os, vor frelses Gud, saml os og fri os fra folkene, at vi må love dit hellige navn, med stolthed synge din pris!" 1Krøn. 16,35. ret

(101)   Belæsset med bytte vendte Judas hære tilbage "med glæde, thi Herren havde bragt dem glæde over deres fjender; og med harper, citre og trompeter kom de til Jerusalem, til Herrens hus". 2Krøn. 20,27-28. De havde rig grund til at glæde sig. I lydighed imod befalingen; "Stil eder op og bliv stående, så skal I se, hvorledes Herren frelser eder ..... ! Frygt ikke og forfærdes ikke," de havde sat hele deres lid til Gud, og han blev deres borg og befrier. 17. vers. Nu kunne de med en ny forståelse synge Davids inspirerede salmer: ret

(101)   "Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angsten, prøvet til fulde ..... Han splintrer buen, sønderbryder spydene, skjoldene tænder han i brand. Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt folkene, ophøjet på jorden! Hærskarers Herre er med os, Jakobs Gud er vor faste borg." Salme 46. ret

(101)   "Som dit navn så lyder din pris til jordens grænser. Din højre er fuld af retfærd, Zions bjerg fryder sig, Judas døtre jubler over dine domme ..... Sådan er Gud, vor Gud for evigt og altid, han skal lede os." Salme 48,10-14. ret

(101)   Takket være Judas konges og hans hæres tro kom en Guds rædsel "over alle lande og riger, da de hørte, at Herren havde kæmpet mod Israels fjender. Således fik Josafats rige fred, og hans Gud skaffede ham ro til alle sider". 2Krøn. 20,29-30. ret

næste kapitel