Profeter og konger kapitel 18. Fra side 114.     Fra side 229 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Det rensede kildevæld

(114)   I den patriarkalske tid var Jordandalen "vandrig som Herrens have". Det var denne smukke dal, Lot valgte som sit hjem, da han "drog med sine telte fra sted til sted helt hen til Sodoma". 1Mos. 13,10. og 12. Da slettens byer blev tilintetgjort, blev hele egnen lagt øde og udgjorde fra det tidspunkt en del af Judæas ørken. ret

(114)   En del af den smukke dal forblev dog urørt, så menneskene fortsat kunne glæde sig over den. Den var forsynet med livgivende kilder og bække. Her var frodige kornmarker og lunde med dadelpalmer og andre frugttræer. Det var her, Israels hærskare slog lejr efter overgangen over Jordan, og her smagte de for første gang Det forjættede Lands frugter. Foran dem lå Jeriko, som var en hedensk fæstning og midtpunktet for astartedyrkelsen den værste og mest nedværdigende af alle former for afgudsdyrkelse. Kort efter blev byens mure styrtet omkuld og indbyggerne dræbt. Ved byens fald udtaltes disse højtidelige ord i hele Israels påhør: "Forbandet være den mand for Herrens åsyn, som indlader sig på at opbygge denne by, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte at lægge grunden og hans yngste at sætte dens portfløje ind." Jos. 6,26. ret

(114)   Der gik fem hundrede år. Stedet lå øde hen, og Guds forbandelse hvilede over det. Selv kilderne, som havde gjort denne del af dalen så velegnet til beboelse, var blevet forurenet på grund af forbandelsen. Da Akab forkastede Herren og astartedyrkelsen genindførtes på Jesabels tilskyndelse, genopbyggede man Jeriko, som var denne afguds gamle hovedsæde. Men det kom bygmesteren dyrt at stå. Det kostede betelitten Hiel "hans førstefødte Abiram at lægge grunden og hans yngste søn Segub at sætte dens portfløje ind". 1Kong. 16,34. ret

(114)   En af profetskolerne lå imellem de frugtbare lunde et lille stykke fra Jeriko, og her gik Elisa hen efter Elias himmelfart. Mens profeten boede her, opsøgte byens indbyggere ham og sagde: "byen ligger godt nok, som min herre ser, men vandet er dårligt og volder utidige fødsler i egnen." Den kilde, der tidligere var ren og livgivende, og som for en stor del havde forsynet byen og omegnen med vand, var nu ubrugelig. ret

(115)   Elisa besvarede befolkningens henvendelse med ordene: "Hent mig en ny skål og kom salt deri!" Da man havde bragt ham det, "gik han ned til kildevældet og kastede salt deri, idet han sagde: "Så siger Herren: Jeg gør dette vand sundt, så at der ikke mer skal komme død eller utidige fødsler deraf!" 2Kong. 2,19-21. ret

(115)   Vandet i Jeriko blev ikke gjort sundt ved hjælp af menneskers visdom, men ved Guds mirakuløse indgriben. De mennesker, der havde genopbygget byen, fortjente ikke Himmelens gunst, men han, der "lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige" (Matt. 5,45), tilkendegav ved denne velgerning, at han var villig til at helbrede Israels åndelige sygdomme. ret

(115)   "Så blev vandet sundt, efter det ord Elisa talte; og det er det den dag i dag." 2Kong. 2,22. Vandet er blevet ved at flyde fra slægt til slægt og har gjort denne del af dalen til en smuk oase. ret

(115)   Der kan drages mange åndelige lærdomme af beretningen om dette vand, som blev gjort sundt. Både det nye krus, saltet og kilden har i høj grad symbolsk betydning. ret

(115)   Da Elisa kastede saltet i den bitre kilde, gav han den samme åndelige undervisning, som Frelseren nogle århundreder senere meddelte sine disciple, idet han sagde til dem: "I er jordens salt." Matt. 5,13. Da saltet kom i berøring med den forurenede kilde, rensede det vandet og bragte liv og velsignelse, hvor der før var forbandelse og død. Gud sammenligner sine børn med salt for at lære dem, at hans hensigt med at gøre dem til sin nådes undersåtter er, at de skal hjælpe til med at frelse andre. Gud udvalgte ikke et ejendomsfolk blot for at tage dem til sig som sine sønner og døtre, men for at verden skulle modtage den frelsende nåde ved deres hjælp. Herren udvalgte heller ikke Abraham, blot for at han skulle være Guds særlige ven. Hensigten var, at han skulle formidle de særlige velsignelser, som Herren ønskede at skænke jordens befolkning. ret

(115)   Verden trænger til at se oprigtig kristendom. Synden er ved at forgifte selve samfundets hjerte. Både større og mindre byer er oversvømmet af synd og moralsk fordærv. Verden er fuld af sygdom, lidelse og uretfærdighed. Både nær og fjern findes der sjæle, som lever i fattigdom og nød, er nedbøjet af skyldfølelse og går til grunde af mangel på en frelsende indflydelse. Skønt sandhedens evangelium til stadighed er inden for synsvidde, går de til grunde, fordi de mennesker, som skulle være en duft til liv, opfører sig sådan, at de bliver en duft til død. Sjælens tørst bliver ikke slukket, fordi kilderne er forgiftede, mens de burde være et sprudlende kildespring til evigt liv. ret

(115)   Saltet skal bringes i nær berøring med det stof, som det skal bevare. Det skal fuldstændig gennemtrænge det. Det er også ved personlig kontakt, at mennesker skal bringes i berøring med evangeliets frelsende kraft. Mennesker frelses ikke gruppevis; de frelses enkeltvis. Den personlige indflydelse er en kraft, som skal samarbejde med Kristi indflydelse, løfte, hvor han løfter, bibringe rigtige principper og standse verdens fremadskridende fordærvelse. Den skal udsprede den nåde, som kun Kristus kan meddele. Den skal virke opløftende og formilde andres liv og karakter ved hjælp af et rent eksempel parret med tro og kærlighed. ret

(115)   Herren sagde om den forgiftede kilde ved Jeriko: "Jeg gør dette vand sundt, så at der ikke mer skal komme død eller utidige fødsler deraf!" Den forgiftede kilde er et billede på den sjæl, som er skilt fra Gud. Synden ikke alene skiller sjælen fra Gud, den tilintetgør også sjælens ønske om og evne til at lære Gud at kende. Synden har bragt uorden i hele menneskets organisme, forstyrret sindsligevægten og fordærvet fantasien. Sjælsevnerne er blevet nedværdiget. Synderen er blottet for ren og ubesmittet gudsfrygt, og hjertet er ikke helliget. Guds forvandlende kraft har ikke omdannet karakteren. Sjælen er svag; den har ikke moralsk styrke til at sejre og er som følge deraf besmittet og nedværdiget. ret

(116)   Når hjertet renses, bliver alt anderledes. Karakterens forvandling er et vidnesbyrd for verden om, at Kristus bor i hjertet. Guds Ånd giver sjælen nyt liv og bringer tankerne og ønskerne i harmoni med Kristi vilje. Menneskesjælen omskabes i Guds billede. Svage og fejlende mænd og kvinder viser verden, at nådens forløsende kraft kan gøre den ufuldkomne karakter symmetrisk og få den til at bære rig frugt. ret

(116)   Det hjerte, der åbner sig for Guds ord, er ikke som en dam, hvis vand udtørres, eller som en sprukken cisterne, der mister sit indhold. Det er som bjergbækken, der forsynes af kilder, som aldrig løber tørre. Dens kølige, klare vand springer fra klippe til klippe og forfrisker de trætte, tørstige og bebyrdede. Det er som en flod, der altid flyder og bliver dybere og bredere i sit løb, indtil dens livgivende vand fordeles til hele jorden. Den kilde, som nynner sin vej gennem landskabet, efterlader frodighed og frugtbarhed i sit spor. Græsset langs dens bredder er friskere, træerne står frodigere, og blomsterfloret er rigere. Når den brændende sommersol har afsvedet jorden, markeres flodens løb af et bælte af grønt. ret

(116)   Sådan er det også med et sandt Guds barn. Kristi religion giver sig til kende som et livgivende, altgennemtrængende princip en levende virksom, åndelig energi. Når et menneske åbner sit hjerte for sandhedens og kærlighedens himmelske indflydelse, vil disse principper strømme som floder i ørkenen og frembringe frugtbarhed, hvor der nu er tørt og goldt. ret

(116)   Når de mennesker, som er blevet lutret og helliget ved kendskab til Bibelens sandhed, går helhjertet ind for at vinde sjæle, vil de i sandhed blive en duft af liv til liv; og idet de daglig drikker af nådens og kundskabens uudtømmelige kilde, vil de erfare, at deres eget hjerte fyldes fuldstændig af deres Mesters Ånd, og at mange nyder godt af deres uselviske gerning både fysisk, intellektuelt og åndeligt. De trætte forfriskes, de syge bliver sunde, og de syndbetyngede bliver befriet. I fjerne lande opstiger der tak fra mennesker, som før var syndens tjenere, men nu vandrer på retfærdighedens vej. "Giv, så skal der gives jer," for Guds ord er "en brønd med rindende vand og strømme fra Libanon". Luk. 6,38; Højs. 4,15. ret

næste kapitel