Profeter og konger kapitel 24. Fra side 142.     Fra side 293 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab

(142)   Lydighed havde altid været forudsætningen for, at Gud kunne velsigne Israel. Ved foden af Sinaj bjerg havde de sluttet pagt med ham som "hans ejendom blandt alle folkene". De havde højtideligt lovet, at de ville vandre på lydighedens vej. "Alt, hvad Herren har sagt, ville gøre!" sagde de. 2Mos 19,5.8. Da Guds lov nogle få dage senere blev forkyndt fra Sinaj, lovede israelitterne atter med én røst: "Alle de ord, Herren har talt, vil vi overholde." Dette løfte indbefattede også den supplerende undervisning, som de modtog i form af anordninger og lovbud ved Moses. Da pagten blev bekræftet, sagde hele folket endnu engang: "Vi vil gøre alt, hvad Herren har talt, og lyde ham!" 2Mos. 24,3. 7. Gud havde valgt Israel som sit folk, og de havde valgt ham som deres konge. ret

(142)   Ved slutningen af ørkenvandringen blev pagtens betingelser gentaget. I Baal-Peor, som lå på selve grænsen til Det forjættede Land, blev mange overvundet af en listig fristelse, men de, der forblev tro mod Herren, fornyede deres troskabsløfte. Moses advarede dem imod de fristelser, som de ville blive udsat for i fremtiden, og formanede dem indtrængende til at holde sig borte fra nabofolkene og tjene Gud alene. ret

(142)   Moses havde sagt til Israel: "Og nu, Israel! Hør de anordninger og lovbud, som jeg vil lære eder at holde, for at I kan blive i live og komme ind og tage det land i besiddelse, som Herren, eders fædres Gud, vil give eder. I må hverken lægge noget til eller trække noget fra, hvad jeg byder eder, men I skal holde Herren eders Guds bud, som jeg pålægger eder ..... Hold dem og følg dem! Thi det skal være eders visdom og eders kløgt i de andre folks øjne. Når de hører om alle disse anordninger, skal de sige: "Sandelig, det er et vist og klogt folk, dette store folk!" 5Mos. 4,1-6. ret

(142)   Israelitterne havde fået et ganske særligt pålæg om, at de ikke måtte tabe Guds bud af syne. De ville netop finde, at der var styrke og velsignelse ved at adlyde disse bud. Herren havde sagt til dem gennem Moses: "Kun skal du vogte dig og omhyggeligt tage vare på dig selv, at du ikke glemmer, hvad du med egne øjne har set, og at det ikke viger fra dit hjerte, så længe du lever; og du skal fortælle dine sønner og dine sønners sønner derom." 9. vers. De måtte aldrig glemme det betagende skue, som de overværede, da loven blev forkyndt på Sinaj. Israel var blevet advaret tydeligt og bestemt imod nabofolkenes afgudsdyrkelse. Der blev sagt til dem: "Vogt eder nu omhyggeligt for at handle så ryggesløst, at I laver eder et gudebillede, en stenstøtte i en eller anden skikkelse;" "og når du løfter dit blik til himmelen og ser solen og månen og stjernerne, hele himmelens hær, så vogt dig for at lade dig forføre til at tilbede og dyrke dem. Thi Herren din Gud har tildelt alle de andre folk under himmelen dem. "Så vogt eder for at glemme Herren eders Guds pagt, som han sluttede med eder, og for at lave eder noget gudebillede i skikkelse af noget som helst, Herren din Gud har forbudt dig." 5Mos. 4,15-16.19. og 23. ret

(143)   Moses gjorde også rede for de onde følger, det ville få at afvige fra Herrens anordninger. Han kaldte himmelen og jorden til vidne og sagde, at hvis folket efter at have boet i Det forjættede Land i en årrække handlede så ryggesløst, at de indførte en anden form for gudsdyrkelse, bøjede sig for udskårne billeder og nægtede at tjene den sande Gud igen, ville Herrens vrede blive vakt, og de ville blive ført bort som fanger og spredt blandt hedningerne. Han sagde disse advarende ord til dem: "I skal hastigt blive udryddet af det land, I skal over Jordan og tage i besiddelse; I skal ikke få noget langt liv dér, men visselig gå til grunde; og Herren vil splitte eder mellem folkene, og kun nogle få af eder skal blive tilbage blandt de folkeslag, Herren driver eder hen iblandt. Dér skal I komme til at dyrke guder, der er menneskehænders værk, træ og sten, som hverken kan se eller høre, spise eller lugte!" 5Mos. 4,26-28. ret

(143)   Denne profeti, som blev delvis opfyldt på dommernes tid, gik i opfyldelse på en mere fuldstændig og bogstavelig måde, da Israel blev ført til Assyrien og Juda til Babylon som fanger. ret

(143)   Israels frafald kom gradvis. Satan gjorde adskillige forsøg fra slægt til slægt for at få det udvalgte folk til at glemme "budet, anordningerne og lovbudene", som de havde lovet at holde for evigt. (5Mos. 6,1) Han vidste, at hvis han blot kunne få Israel til at glemme Gud og holde sig til andre guder og dyrke og tilbede dem, så ville de gå til grunde. 5Mos 8,19 ret

(143)   Men Guds menigheds fjende havde ikke til fulde taget Herrens barmhjertighed i betragtning. Herren lader ikke den skyldige ustraffet, men det hører med til hans herlighed at være "barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed" og at bevare "miskundhed mod tusinder" og tilgive "brøde, overtrædelse og synd". 2Mos. 34,6-7. Til trods for Satans forsøg på at krydse Guds planer med Israel åbenbarede Herren sin nåde i nogle af de mørkeste timer af folkets historie, hvor det så ud, som om ondskabens magter var ved at få overhånd. Han tilbød Israel det, der var til deres eget bedste. Gennem Hoseas sagde Herren: "Jeg skriver ham mange love, han regner dem ikke. Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på armen; de vidste ej, det var mig, der lærte dem." Hos. 8,12; 11,3. Herren havde boet iblandt dem, behandlet dem med varsomhed og undervist dem linje for linje og bud på bud ved hjælp af sine profeter. ret

(144)   Hvis Israel havde rettet sig efter profeternes budskab, var de blevet skånet for at blive ydmyget. Men Gud var tvunget til at sende dem i fangenskab, fordi de blev ved at overtræde hans lov. Herren sendte dem dette budskab gennem Hoseas: "Da du har vraget kundskab, vrager jeg dig. ......; du glemte din Guds åbenbaring." Hos. 4,6. ret

(144)   Overtrædelse af Guds lov har haft de samme følger i alle tidsaldre. På Noas tid, da alle retfærdighedens principper blev krænket og ondskaben slog så dybe rødder og blev så omfattende, at Gud ikke længer kunne tolerere den, udgik denne befaling: "Jeg vil udslette menneskene, som jeg har skabt, af jordens flade." 1Mos. 6,7. På Abrahams tid foragtede Sodomas indbyggere åbenlyst Gud og hans lov, og nu gentog den samme ondskab, det samme fordærv og de samme tøjlesløse laster sig som i verden før syndfloden. Sodomas indbyggere overskred den guddommelige tålmodigheds grænse og fik Guds hævns ild at føle. ret

(144)   Tiden før de ti israelitiske stammers tilfangetagelse var præget af den samme ulydighed og ondskab. Man tillagde ikke Guds lov nogen betydning, og som følge heraf blev der åbnet for syndens sluser i Israel. "Herren går i rette med landets folk," sagde Hoseas, "thi ej er der troskab, ej godhed, ej kender man Gud i landet. Man sværger, lyver, myrder og sjæler, horer, gør indbrud, og blodskyld følger på blodskyld." Hos. 4,1-2. ret

(144)   Amos og Hoseas domsbudskaber blev ledsaget af profetier om en herlig fremtid. De ti stammer, som havde gjort oprør og været ubodfærdige så længe, fik intet løfte om, at de ville få deres tidligere magt i Palæstina tilbage. De skulle være "hjemløse ..... blandt folkene" til verdens ende, men Hoseas fremsatte en profeti, som lovede, at de skulle få del i Guds folks oprejsning ved slutningen af jordens historie, når Kristus kommer som kongernes Konge og herrernes Herre. Profeten sagde: "I lang tid skal israelitterne vente uden konge og fyrste, uden slagtoffer og stenstøtte, uden efod og husgud." "Siden " fortsatte profeten, "skal israelitterne omvende sig og søge Herren deres Gud og David, deres konge, og bævende komme til Herren og hans velsignelse i de sidste dage." Hos. 3,4-5. ret

(144)   Hoseas gav de ti stammer en symbolsk skildring af, hvorledes Gud ville skænke hver eneste bodfærdig sjæl, som ville forene sig med hans menighed på jorden, de samme velsignelser, som Israel havde fået, da de boede i Det forjættede Land og var tro imod ham. Herren længtes efter at skænke Israel sin nåde og sagde: "Se, derfor vil jeg lokke og føre hende ud i ørkenen og tale hende kærligt til. Så giver jeg hende hendes vingårde dér og Akors dal til en håbets dør. Der skal hun synge som i ungdommens dage, som da hun drog op fra Ægyptens land. På hin dag, lyder det fra Herren, skal hun påkalde sin ægtemand og ikke mere baalerne. Baalsnavnene fjerner jeg fra hendes mund, ej mer skal navnene huskes." Hos. 2,14-17. ret

(144)   Guds pagt med hans lovlydige folk vil blive fornyet i de sidste dage af jordens historie. "På hin dag slutter jeg en pagt for dem med markens dyr og himmelens fugle og jordens kryb; bue, sværd og stridsvåben sønderbryder jeg i landet, og jeg lader dem bo trygt. Jeg trolover mig med dig for evigt, jeg trolover mig med dig med retfærd og ret, med miskundhed og barmhjertighed; jeg trolover mig med dig i troskab, og du skal kende Herren. ret

(145)   Da skal det ske på hin dag, at jeg bønhører, lyder det fra Herren, ja, at jeg bønhører himmelen, at den så bønhører jorden, og jorden bønhører kornet, mosten og olien, og de bønhører Jizreel. Jeg sår hende ud i landet, mod Nådeløs er jeg nådig og siger til Ikke-mit-Folk: "Mit folk er du!" og Han skal sige: "Min Gud!" Hos 2,18-23. ret

(145)   "På hin dag skal Israels rest og det, som undslipper af Jakobs hus, ikke mere støtte sig til den, der slår det, men til Herren, Israels Hellige, i sandhed." Es. 10,20. Der vil være nogle fra "alle folkeslag og stammer og tungemål og folk" som med glæde tager imod dette budskab: "Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet." De vil give afkald på hver eneste afgud, som binder dem til jorden, og vil tilbede "ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene". De vil rive sig løs fra alt, hvad der binder dem, og være vidner over for verden om Guds nåde. De er lydige imod Guds befalinger, og både engle og mennesker kan kende dem på, at de "holder fast ved Guds bud og troen på Jesus". Åb. 14,6-7. 12. ret

(145)   "Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da plovmand følger høstmand i hælene og drueperser sædemand, da bjergene drypper med most og alle høje flyder. Da vender jeg mit folk Israels skæbne; de skal bygge de ødelagte byer og bo deri; de skal plante vingårde og drikke vinen, anlægge haver og spise frugten. Jeg planter dem i deres jord, og de skal aldrig mer rykkes op af deres jord, som jeg gav dem, siger Herren din Gud." Amos. 9,13-15. ret

næste kapitel