Profeter og konger kapitel 32. Fra side 187.     Fra side 381 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Manasse og Josias

(187)   Judas rige oplevede en opgangstid under Ezekias, men under Manasses lange og onde kongegerning gik det atter tilbage. Hedenskabet kom til live igen, og mange af landets indbyggere blev forledt til afgudsdyrkelse. "Manasse forførte Juda og Jerusalems indbyggere til at handle værre end de folkeslag, Herren havde udryddet for israelitterne." 2Krøn. 33,9. Det herlige lys, som havde skinnet i tidligere slægtled, blev afløst af overtroens og vildfarelsens mørke. Der gik frygtelige onder i svang tyranni, undertrykkelse og had til alt godt. Retfærdigheden blev knægtet, og voldsmentaliteten tog overhånd. ret

(187)   Men selv i disse onde tider havde Guds og retfærdighedens sag sine talsmænd. De vanskeligheder, som Juda var kommet frelst igennem under kong Ezekias, havde givet mange en karakterstyrke, som var et værn for dem under den herskende lovløshed. De talte sandhedens og retfærdighedens sag, men vakte derved Manasses og hans øverste embedsmænds vrede, for disse tålte ingen kritik af deres onde regime. "Desuden udgød Manasse uskyldigt blod i store måder, så han fyldte Jerusalem dermed til randen." 2Kong. 21,16. ret

(187)   En af de første, det gik ud over, var Esajas, som i over et halvt århundrede havde været Herrens sendebud til Juda. "Andre igen måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel; de blev stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, gik om i fåre og gedeskind, led nød og trængsel og blev mishandlet, dem var verden ikke værd; de flakkede om i ørkener og bjerge og i jordens huler og kløfter." Hebr. 11,36-38. ret

(187)   Nogle af de mennesker, der blev forfulgt under Manasse, fik befaling om at overbringe kongen særlige budskaber, som indeholdt irettesættelse og dom. Profeterne sagde, at Judas konge havde øvet "vederstyggeligheder, ja øvet ting, som er værre end alt, hvad amoritterne, der var før ham, øvede". Hans ondskab drev riget til randen af en krise. Landets indbyggere skulle snart føres til Babylon, hvor de skulle "blive til rov og bytte for alle deres fjender". 2.Kong. 21,11.14. Herren ville dog ikke fuldstændig forlade de mennesker, der anerkendte ham som deres konge, mens de opholdt sig i et fremmed land. Selv om de gennemgik store trængsler, ville han befri dem på sin egen måde, når hans tid var inde. De, der stolede fuldt og helt på ham, ville finde et sikkert tilflugtsted. ret

(188)   Profeterne vedblev trofast at advare og formane. De talte til Manasse og hans folk uden at frygte, men deres budskab blev mødt med foragt. Det frafaldne Juda ville ikke høre. Som en forsmag på, hvorledes det ville gå folket, hvis de vedblev at være ubodfærdige tillod Herren, at deres konge blev taget til fange af en deling assyriske soldater. De "lagde ham i kobberlænker og førte ham til Babel" som var deres midlertidige hovedstad. Denne smertelige oplevelse fik kongen til at vågne op. "Han bad Herren sin Gud om nåde og ydmygede sig dybt for sine fædres Gud. Og da han bad til ham, bønhørte han ham; han hørte hans bøn og bragte ham tilbage til Jerusalem til hans kongedømme; da indså Manasse, at Herren er Gud." 2 Krøn. 33,11-13. Men selv om han angrede dybt, var det for sent at redde riget fra den fordærvelse, som den langvarige afgudsdyrkelse havde medført. Mange af indbyggerne var snublet og rejste sig aldrig mere. ret

(188)   En af dem, der havde fået et sådant knæk under Manasses katastrofale frafald, at han ikke kunne reddes, var kongens egen søn, som kom på tronen i en alder af to og tyve år. Der står om kong Amon: "Han vandrede nøje i sin faders spor og dyrkede afgudsbillederne, som hans fader havde dyrket, og tilbad dem; han forlod Herren, sine fædres Gud." 2Kong. 21,21-22. "Han ydmygede sig ikke for Herrens åsyn, som hans fader Manasse havde gjort, men Amon dyngede skyld på skyld." Den onde konge kom ikke til at regere ret længe. Kun to år efter at han var kommet på tronen, blev han dræbt på slottet af sine egne tjenere midt i sine udskejelser, og "folket fra landet ..... gjorde hans søn Josias til konge i hans sted". 2Krøn. 33,23-25. ret

(188)   Da Josias kom på tronen han regerede i en og tredive år håbede de, der havde bevaret troens renhed, at det nu var slut med rigets tilbagegang, for skønt den nye konge kun var otte år gammel, frygtede han Gud og gjorde lige fra begyndelsen, "hvad der var ret i Herrens øjne, og vandrede nøje i sin fader Davids spor uden at vige til højre eller venstre". 2Kong. 22,2. Skønt Josias var søn af en ond konge og var hårdt fristet til at gå i sin faders spor, og skønt han kun havde få rådgivere, som opmuntrede ham til at gøre det rette, var han tro imod Israels Gud. Han tog ved lære af fortidens fejltagelser og besluttede at gøre det rette i stedet for at kaste sig ud i den samme synd og nedværdigelse som hans fader og bedstefader. Han veg ikke "til højre eller venstre". Han skulle beklæde en ansvarsfuld stilling og besluttede at rette sig efter den vejledning, som Israels konger havde fået. Takket være hans lydighed kunne Gud bruge han som et kar til ære. ret

(188)   Da Josias begyndte at regere, ja, allerede mange år før, spurgte de oprigtige blandt judæerne, om Guds løfter til det gamle Israel nogensinde ville blive opfyldt, Menneskelig set så det ud, som om det næsten var umuligt, at Guds plan med det udvalgte folk kunne gennemføres. Århundreders frafald havde slået dybe rødder. Ti af stammerne var blevet spredt blandt hedningerne. Der var kun Judas og benjamins stamme tilbage, og nu syntes selv disse at være på randen af en moralsk og national katastrofe. Profeterne begyndte at forudsige, at den smukke hovedstad ville blive fuldstændig ødelagt. Her lå det tempel, som Salomo havde bygget, og her var alle folkets forhåbninger om at opnå storhed i denne verden samlet. Var det muligt, at Gud ville ændre sin beslutning om at befri dem, der stolede på ham? Kunne de mennesker, som var forblevet tro imod Gud, gøre sig håb om noget bedre, når man tog i betragtning, at de retfærdige var blevet forfulgt længe og vedholdende, og at det tilsyneladende gik de onde godt? ret

(189)   Profeten Habakkuk tolkede disse foruroligende tanker. Med henblik på den situation, som de trofaste befandt sig i på hans tid, spurgte ham bekymret: "Hvor længe skal jeg klage, Herre, uden du hører, skrige til dig over vold, uden du frelser ? Hvorfor lader du mig skue uret, være vidne til kvie? Ødelæggelse og vold har jeg for øje, der opstod kiv, og strid kom op. Derfor ligger loven lammet, og ret kommer aldrig frem. Thi når gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget ret." Hab. 1,2-4. ret

(189)   Gud besvarede sine trofaste børns råb. Han lod sit udvalgte talerør gøre det klart, at han havde besluttet at straffe det folk, som havde vendt ham ryggen for at dyrk e hedningernes guder. Mens nogle af dem, der ønskede oplysning om fremtiden, endnu levede, ville Gud gribe mirakuløst ind og forme historiens gang således, at babylonerne kom til magten. Gud ville benytte det frygtelige folk, kaldæerne, som en svøbe, der pludselig ville ramme Judas land. 7. vers. Judas fyrster og de ypperste blandt folket skulle føres til Babylon som fanger, Judas byer og landsbyer og de opdyrkede marker skulle lægges øde, og intet ville blive skånet. ret

(189)   I tillid til, at Guds plan med sit folk ville blive gennemført på en eller anden måde til trods for denne frygtelige ulykke, underkastede Habakkuk sig Herrens vilje. "Er du ikke fra fordum Herre, min hellige Gud?" udbrød han. I stedet for at dvæle ved de ulykker, som var umiddelbart forestående, løftede ham troens blik og klyngede sig til de kostelige løfter, som taler om Guds kærlighed til sine troende børn, og tilføjede: "Vi skal ej dø." 12. vers. Med disse ord lagde ham sin egen og hver eneste troende israelits sag i den barmhjertige Guds hænder. ret

(189)   Det var ikke den eneste gang, Habakkuk viste stærk tro. Da han ved en anden lejlighed tænkte på fremtiden, sagde ham: "Op på min varde vil jeg stige, stå hen på mit vagtsted og spejde, og se, hvad han taler i mig." Herren svarede ham i sin nåde: "Skriv synet op og rist det ind i tavler, at det kan læses let; thi synet står ved magt, træffer ind til tide, usvigeligt iler det mod målet; tøver det, bi så på det, thi det kommer; det udebliver ikke." Se, opblæst, uredelig er sjælen i ham, men den retfærdige skal leve ved sin tro." Hab. 2,1-4, ret

(189)   Guds folk i dag holdes oppe af den samme tro, som styrkede Habakkuk og alle de hellige og retfærdige mennesker, som gennemgik de store prøvelser på den tid. Selv i de mørkeste timer og under de mest fortvivlede forhold kan den troende kristne nære ubetinget tillid til ham, som er kilden til alt lys og al magt. Hans håb og mod kan fornyes dag for dag, hvis han tror på Gud. "Den retfærdige skal leve ved sin tro." Ingen behøver at fortvivle, vakle eller frygte, når han tjener Gud. Herren vil til fulde indfri sine troende børns højeste forventninger. Han vil give dem den visdom, som de behøver under livets omskiftelser. ret

(190)   Apostlen Paulus aflægger et klingende vidnesbyrd om den store omsorg, som vises hvert eneste fristet menneske, Han fik denne forsikring af Gud: "Min nåde er dig nok; thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt." Guds tjener svarede taknemmeligt og tillidsfuldt: "Langt hellere vil jeg derfor rose mig af min magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig. Derfor er jeg vel til mode under magtesløshed, under mishandlinger, i nød, under forfølgelser, under ængstende kår for Kristi skyld; thi når jeg er magtesløs, da er jeg stærk." 2Kor. 12,9-10. ret

(190)   Vi bør opelske den tro, som både profeter og apostle har vidnet om den tro, som tilegner sig Guds løfter og venter på befrielse i Guds time og på Guds måde. Det sikre profetiske ord vil få sin endelige opfyldelse, når vor Herre og Frelser Jesus Kristus kommer tilbage i herlighed som kongers Konge og herrers Herre. Ventetiden falder måske lang, sjælen er måske nedbøjet på grund af vanskeligheder, og mange af dem, som man har stolet på, giver måske op på vejen, men lad os tillidsfuldt sige som profeten, der forsøgte at sætte mod i Juda under et frafald, som ikke har noget sidestykke; "Herren er i sin helligdom; stille for ham, al jorden!" Hab. 2,20. Lad os altid huske det opmuntrende budskab: "Synet står ved magt, træffer ind til tide, usvigeligt iler det mod målet; tøver det, bi så på det, thi det kommer; det udebliver ikke." Men den retfærdige skal leve ved sin tro." 3-4. vers. ret

(190)   "Herre, jeg har hørt dit ry, jeg har skuet din gerning, Herre. Fuldbyrd det i årenes løb, åbenbar dig i årenes løb, kom barmhjertighed i hu under vreden ! Gud drager frem fra Teman, den Hellige fra Parans bjerge. Hans højhed skjuler himmelen, hans herlighed fylder jorden. Under ham er glans som ild, fra hans side udgår stråler; der er hans vælde i skjul. Foran ham vandrer pest, og efter ham følger sot. Hans fjed får jorden til at skælve, hans blik får folk til at bæve. De ældgamle bjerge brister, de evige høje synker, ad evige stier går han." "Du drager ud til frelse for dit folk, ud for at frelse din salvede." "Thi figentræet blomstrer ikke, vinstokken giver intet, olietræets afgrøde svigter, markerne giver ej føde. Fårene svandt af folden, i staldene findes ej okser. Men jeg vil frydes i Herren, juble i min frelses Gud." Hab. 3,2-6. 13. 17-19. ret

(190)   Habakkuk var ikke den eneste, der overbragte et budskab, som indgød håb og lovede sejr, men samtidig talte om øjeblikkets straf. Under Josias regering kom Herrens ord til Zefanias. Det sagde klart og tydeligt, hvad følgerne ville blive, hvis frafaldet fortsatte, men henledte samtidig den sande menigheds opmærksomhed på de herlige fremtidsudsigter hinsides alt det dystre. Hans profetier om den dom, som ventede Juda, passer træffende på de straffe, som vil ramme en ubodfærdig verden forud for Kristi andet komme: ret

(191)   "Nær er Herrens dag, den store, den er nær og kommer hastigt. Hør, Herrens dag, den bitre! Da udstøder helten skrig. Den dag er en vredens dag, en trængselens og nødens dag, en ødelæggelsens og ødets dag, en mørkets og mulmets dag, en skyernes og tågens dag, en hornets og krigsskrigets dag imod de faste stæder og imod de knejsende tinder." Zef, 1,14-16. ret

(191)   "Over menneskene bringer jeg trængsel; som blinde vanker de om, fordi de syndede mod Herren. Deres blod øses ud som støv ..... Hverken deres sølv eller guld evner at frelse dem på Herrens vredes dag, når hele jorden fortæres af hans nidkærheds ild; thi undergang, ja brat tilintetgørelse bringer jeg over alle, som bor på jorden." 17-18. vers. ret

(191)   "Saml jer, saml jer, I folk, som ej kender skam, før I endnu er blevet som flyvende avner, før Herrens glødende harme kommer over eder, før Herrens vredes dag kommer over eder. Søg Herren, alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på Herrens vredes dag." Zef. 2,1-3. ret

(191)   "Se, på hin tid gør jeg ende på alle, som kuede dig, og jeg frelser, hvad der halter, og sanker det spredte og giver dem ære og ty på hele jorden. På den tid bringer jeg eder hjem, og på hin tid samler jeg eder; thi jeg giver eder ry og ære blandt alle jordens folkeslag, når jeg vender eders skæbne for eders øjne, siger Herren." Zef. 3,19-20. ret

(191)   "Jubl, du Zions datter, Israel, råb højt, glæd dig og fryd dig af hele dit hjerte, Jerusalems datter! Herren har slettet din dom, bortdrevet dine fjender. I din midte er Israels, konge, Herren, ej mere skuer du ondt. På hin dag skal der siges til Jerusalem: Frygt ikke, Zion, lad ikke hænderne synke! I dig er Herren din Gud, en helt, som frelser. Han glæder sig over dig med fryd, han tier i sin kærlighed, han fryder sig over dig med jubel som på festens dag." 14-17. vers. ret

næste kapitel