Profeter og konger kapitel 46. Fra side 276.     Fra side 567 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Hjælpen fra Herrens profeter

(276)   Samaritanerne boede ikke ret langt fra de israelitter, som havde påtaget sig at genopbygge templet. Det var et blandingsfolk, som var opstået ved ægteskab mellem hedenske tilflyttere fra de assyriske provinser og rester af de ti stammer, som var blevet efterladt i Samaria og Galilæa. Samaritanerne havde i en årrække hævdet, at de tjente den sande Gud, men i hjertet var de afgudsdyrkere; dette viste deres levned. De påstod ganske vist, at deres afguder blot tjente til at minde dem om den levende Gud, universets konge, men de havde ikke desto mindre hang til at tilbede udskårne billeder. ret

(276)   Mens genopbygningen af templet stod på, optrådte disse samaritanere som "Judas og Benjamins fjender". Da de hørte, at "de, der havde været i landflygtighed, byggede Herren, Israels Gud, en helligdom, henvendte de sig til Zerubbabel, Josua og overhovederne for fædrenehusene" og sagde, at de gerne ville være med til at bygge templet. "Lad os være med til at bygge, thi vi søger eders Gud såvel som I, og ham har vi ofret til, siden assyrerkongen Asarhaddon førte os herhen." Men de opnåede ikke den ønskede tilladelse. De israelitiske ledere sagde: "I skal ikke være fælles med os om at bygge vor Gud et hus, men vi vil være ene om at bygge for Herren, Israels Gud, således som kong Kyros, perserkongen, pålagde os!" Ezra 4,1-3. ret

(276)   Der var kun vendt en rest af folket tilbage fra Babylon. Da disse påtog sig en opgave, som tilsyneladende oversteg deres kræfter, kom deres nærmeste naboer og tilbød at hjælpe dem. Samaritanerne henviser til, at de tjener den sande Gud, og beder om at måtte få del i de privilegier og velsignelser, som følger med tempeltjenesten. "Vi søger eders Gud såvel som I," siger de. "Lad os være med til at bygge." Hvis de jødiske ledere havde taget imod tilbuddet om hjælp, ville de have givet afgudsdyrkelsen indpas. De gennemskuede samaritanerne og så, at de ikke var ærlige. De var klar over, at den hjælp, som de kunne få ved at slutte forbund med disse mænd, ville være for intet at regne imod de store velsignelser, som de kunne forvente, hvis de rettede sig efter Herrens tydelige befalinger. ret

(277)   Herren havde ladet Moses meddele Israel, hvorledes de skulle forholde sig overfor nabofolkene. "Du må ikke slutte pagt med dem eller vise dem skånsel. Du må ikke besvogre dig med dem, ..... thi så vil de få din søn til at falde fra Herren, så han dyrker andre guder, og Herrens vrede vil blusse op imod eder, og han vil udrydde dig i hast." "Thi du er et folk, der er helliget Herren din Gud, og dig har Herren udvalgt til at være hans ejendomsfolk blandt alle folk på jorden." 5Mos. 7,2-4; 14,2. ret

(277)   Det var tydeligt blevet forudsagt, hvilke følger det ville få, hvis de sluttede pagt med nabofolkene. Moses havde sagt: "Herren skal adsplitte dig blandt alle folkeslagene fra den ene ende af jorden til den anden, og der skal du dyrke fremmede guder, som hverken du eller dine fædre før kendte til, træ og sten; og blandt disse folk skal du ikke få ro eller finde hvile for din fod; thi der skal Herren give dig et skælvende hjerte, udtærede øjne og en vansmægtende sjæl. Det skal synes dig, som hang dit liv i en tråd; du skal ængstes ved dag og ved nat og aldrig føle dig sikker på dit liv. Om morgenen skal du sige: "Gid det var aften!" Og om aftenen: "Gid det var morgen!" Sådan angst skal du gribes af, og så forfærdeligt bliver det, dine øjne får at se." 5Mos. 28,64-67. Men der var også givet dette løfte: "Der skal I så søge Herren din Gud, og du skal finde ham, når du søger ham af hele dit hjerte og hele din sjæl." 5Mos. 4,29. ret

(277)   Zerubbabel og Hans medarbejdere var bekendt med disse og mange lignende udtalelser fra skrifterne, og i det nyligt afsluttede fangenskab havde de set adskillige beviser på disse ords opfyldelse. Nu havde de netop angret de synder, der havde forårsaget de straffe, som Moses havde forudsagt ville ramme dem og deres fædre; de havde omvendt sig til Gud af hele deres hjerte; de havde fornyet deres pagt med ham og havde fået lov at vende tilbage til Judæa for at genopbygge det, som var blevet ødelagt. Skulle de så slutte pagt med afgudsdyrkere, netop som de skulle påbegynde deres arbejde? ret

(277)   "Du må ikke slutte pagt med dem," havde Gud sagt. De, der netop havde helliget sig til Herren ved det alter, som var blevet bygget foran ruinerne af hans tempel, var klar over, at grænselinjen mellem hans folk og verden altid skal være skarp. De ville ikke slutte pagt med mennesker, som ikke var villige til at rette sig efter Guds lovs krav, skønt de kendte dem. ret

(277)   Guds folk skal lige til verdens ende rette sig efter de principper, som er nedfældet i Femte Mosebog til vejledning for Israel. Virkelig fremgang beror på, at vi holder fast ved vor pagt med Gud. Vi har ikke råd til at ofre vore principper ved at slutte forbund med mennesker, som ikke frygter ham. ret

(277)   Der er bestandig fare for, at bekendende kristne skal få den opfattelse, at de til en vis grad er nødt til at følge verden for at kunne øve indflydelse over verdslige mennesker. Men skønt der tilsyneladende kan opnås store fordele herved, er slutresultatet altid åndeligt tab. Guds folk skal holde skarpt udkig med alt, hvad sandhedens fjender søger at liste ind i menigheden ved hjælp af smiger. De er pilgrimme og fremmede i denne verden, og deres rejserute er fuld af farer. De bør overhovedet ikke ænse de listige forslag og tillokkende planer, som benyttes for at friste dem til at afsværge deres troskab. ret

(278)   Det er ikke de åbenlyse og svorne fjender af Guds sag, der er de farligste. De største forførere bærer sig ad ligesom Judas og Benjamins fjender, De bruger sleske ord og kønne talemåder og giver det udseende af, at de gerne vil slutte venskabspagt med Guds børn. Hver eneste sjæl bør være på vagt over for sådanne mennesker, for at han ikke uforvarende skal blive fanget i en omhyggeligt skjult fælde. I dag kræver Herren mere agtpågivenhed af sine børn end nogensinde før, fordi jordens historie er ved at afsluttes. Skønt der ingen våbenhvile er i denne kamp, er ingen henvist til at kæmpe alene. Himmelske engle hjælper og beskytter dem, der vandrer ydmygt med Gud. Herren vil heller aldrig svigte en eneste af dem, der stoler på ham. Når hans børn søger ly hos ham imod det onde, løfter han i sin barmhjertighed og kærlighed et banner imod fjenden. "Rør dem ikke," siger han, "for de tilhører mig. Jeg har tegnet dem i mine hænder." ret

(278)   Samaritanerne blev ved at gøre modstand. De bragte "Judas folks hænder til at synke og skræmmede dem fra at bygge; og de købte folk til med deres råd at modarbejde dem og bringe deres planer til at strande; således gik det, så længe perserkongen Kyros levede, lige til perserkongen Darius regering". Ezra 4,4-5. De indsendte falske rapporter og vakte mistanke hos de mistænksomme. Ondskabens magter blev dog holdt i skak i mange år, og judæerne havde frihed til at fortsætte arbejdet. ret

(278)   Mens Satan arbejdede på at påvirke de øverste myndigheder i det medo-persiske rige til at vise Guds folk deres mishag, arbejdede himmelske engle på de landflygtiges side. Hele Himmelen var interesseret i denne strid. Profeten Daniel giver os et indblik i den vældige kamp mellem det godes og det ondes kræfter. Gabriel kæmpede med mørkets magter i tre uger for at modvirke den indflydelse, som blev øvet over Kyros sind. Inden kampen sluttede, kom Kristus selv Gabriel til hjælp. Gabriel sagde: "Perserrigets fyrste stod mig imod i en og tyve dage, men se, da kom Mikael, en af de ypperste fyrster, mig til hjælp; ham lod jeg blive der hos perserkongernes fyrste." Dan. 10,13. Himmelen gjorde alt for at hjælpe Guds folk. Til sidst var sejren sikret. De fjendtlige kræfter blev holdt i skak, så længe Kyros levede, og ligeledes under hans søn Kambyses, som regerede omkring syv et halvt år. ret

(278)   I denne tid havde jøderne deres gyldne anledning. Himmelens højeste repræsentanter påvirkede kongers hjerter, og nu gjaldt det om, at Gud folk gjorde deres yderste for at efterkomme Kyros befaling. De skulle ikke have sparet sig nogen anstrengelse for at genopbygge templet, genindføre tempeltjenesten og bosætte sig i deres hjem i Judæa. Men da Gud greb ind, var mange af dem uvillige til at handle. Fjenderne gjorde hårdnakket modstand, og lidt efter lidt mistede håndværkerne modet. En del af dem kunne ikke glemme det, der var sket den dag, da grundstenen blev nedlagt, og mange var skeptiske over for arbejdets gennemførelse. Efterhånden som samaritanernes dristighed voksede, begyndte mange af jøderne at spørge, om tiden i det hele taget var inde til at bygge. Denne indstilling bredte sig hurtigt. Mange af håndværkerne blev modløse og nedslåede og rejste hjem for at søge andet arbejde. ret

(279)   Under Kambyses regering skred arbejdet på templet kun langsomt fremad, og under den falske Smerdis regering (han kaldes Artaxerxes hos Ezra 4,7) tilskyndende samaritanerne denne skruppelløse bedrager til at udstede et dekret, som forbød jøderne at genopbygge templet og byen. ret

(279)   Arbejdet lå stille i over et år, og i denne tid var templet næsten helt forladt, Folket boede i deres hjem og arbejdede for at skaffe sig timelig velstand, men forholdene var fortvivlede. Selv om de gjorde deres yderste, fik de intet udbytte. Selve naturkræfterne syntes at bekæmpe dem. Herren sendte tørke, fordi de lod templet ligge øde hen. Gud havde skænket dem frugter på mark og i have samt korn, vin og olie som tegn på sin gunst, men da de brugte hans rige gaver til sig selv, tog han sine velsignelser fra dem. ret

(279)   Således var forholdene i begyndelsen af Darius Hystaspes' regering. Israelitterne var i en ynkelig forfatning både åndeligt og materielt. De havde beklaget sig og tvivlet i lang tid. De havde sat deres egne interesser i første række og set med ligegyldighed på Herrens tempel, som lå i ruiner. Til sidst glemte mange fuldstændig, hvorfor Gud havde ladet dem vende hjem til Judæa, og sagde: "Endnu er det ikke tid at bygge Herrens hus." Hagg. 1,2. ret

(279)   Men selv i denne krisetime var alt håb ikke ude for dem, der stolede på Gud. Herren sendte profeterne Haggaj og Zakarias, for at de skulle imødegå krisen. I gribende vidnesbyrd lod disse udvalgte sendebud folket forstå, hvad der var årsagen til deres vanskeligheder. Profeterne sagde, at folkets mangel på timelig fremgang skyldtes, at de havde undladt at sætte Guds sags interesser i første række. Hvis israelitterne havde æret Gud, hvis de havde vist ham den respekt, som tilkom ham, og givet deres ærbødighed til kende ved at bygge hans hus først, ville han have været med dem og velsignet dem. ret

(279)   Haggaj stillede de modløse følgende ransagende spørgsmål: "Er det da tid for eder at bo i huse med træklædte vægge, når dette hus ligger øde? Derfor, så siger Hærskarers Herre: Læg mærke til, hvorledes det går eder!" Hvorfor har I udrettet så lidt? Hvorfor er I så optaget af jeres egne huse, mens I forsømmer Herrens hus? Hvor er den iver, som I engang viste for Herrens hus? Hvad har I opnået ved at tjene jer selv? I forsømte templet, fordi I ville undgå at blive fattige, men fordi I forsømte templet, er det, som I frygtede, sket. "I sår meget, men bringer lidet i hus; I spiser, men mættes ikke; I drikker, men får ikke tørsten slukket; I klæder eder på, men bliver ikke varme; og daglejernes løn går i en hullet pung." 4-6. vers. ret

(279)   Derpå fortalte Herren dem med ord, som ikke kunne misforstås, hvad der var årsagen til deres mangel: ""I venter rig høst, men det bliver kun til lidt; og når I bringer det i hus, blæser jeg derpå. Hvorfor? lyder det fra Hærskarers Herre. Fordi mit hus ligger øde, mens enhver af eder har travlt med sit eget hus. Derfor holder himmelen sin dug og jorden sin afgrøde tilbage; og jeg har kaldt tørke hid over land og bjerge, over korn, most og olie, over alt, hvad jorden frembringer, over folk og fæ, over alt, hvad hænder virker." 9-11. vers. ret

(279)   "Læg mærke til, hvorledes det går eder." sagde Herren. "Gå op i bjergene, hent tømmer og byg templet, så jeg kan have glæde deraf og blive æret, siger Herren." 7-8. vers. ret

(280)   Både lederne og de menige israelitter tog Haggajs råd og irettesættelse til indtægt. De følte, at Gud mente det alvorligt. De vovede ikke at se bort fra det, som blev indskærpet dem gang på gang: at deres timelige og åndelige vel afhang af deres lydighed mod Guds bud. Profetens advarsler gjorde deres virkning, og Zerubbabel og Josua "og hele resten af folket adlød Herren deres Guds røst og profeten Haggajs ord". 12. vers. ret

(280)   Så snart Israel besluttede sig til at adlyde, blev der sendt et opmuntrende budskab. "Da sagde Haggaj ..... til folket: Jeg er med eder, lyder det fra Herren. Og Herren vakte ånden i Judas statholder Zerubbabel" og i Josua "og i hele resten af folket, så de kom og tog fat på arbejdet med deres Guds, Hærskarers Herres, hus." 13-14. vers. ret

(280)   Mindre end en måned efter at arbejdet på templet var genoptaget, fik håndværkerne et nyt opmuntrende budskab: "Dog vær kun trøstig, Zerubbabel," sagde Herren ved sin profet, "vær kun trøstig, du ypperstepræst Josua, ..... vær kun trøstigt, alt folket i landet, lyder det fra Herren. Arbejd kun, thi jeg er med eder, lyder det fra Hærskarers Herre." Hagg. 2,4. ret

(280)   Da Israel lå i lejr foran Sinaj bjerg, sagde Herren til dem: "Jeg vil bo midt iblandt Israels børn og være deres Gud; og de skal kende, at jeg Herren er deres Gud, som førte dem ud af Ægypten for at bo midt iblandt dem, jeg Herren deres Gud." 2Mos. 29,45-46. Nu sendte Gud dem endnu engang en række budskaber ved sin profet og rakte atter sin hånd ud for at frelse dem, skønt de ofte stred imod og bedrøved hans hellige Ånd" (Es. 63,10) . Som et udtryk for, at han påskønnede deres vilje til samarbejde, fornyede han den pagt, han indgik, da han lovede dem, at hans Ånd skulle bo iblandt dem, og tilføjede: "Frygt ikke!" ret

(280)   Herren siger også til sit folk i dag: "Vær kun trøstigt ..... arbejd kun, thi jeg er med eder." Herren er altid en stærk hjælper for den kristne. Vi kan måske ikke se, hvorledes Herren vil hjælpe, men vi ved at han aldrig vil svigte dem, der stoler på ham. Hvis de kristne blot vidste, hvor mange gange Herren har grebet ind for at kuldkaste fjendens anslag imod dem, ville de ikke gå rundt og beklage sig. Så ville de stole ubetinget på Gud og ikke lade sig rokke af prøvelser. De ville betragte ham som deres visdom og styrke, og han ville fuldbyrde sin vilje igennem dem. ret

(280)   Gud lod Zakarias fremstå, for at han skulle understrege og supplere de alvorlige henstillinger, som var givet ved Haggaj, og stille sig ved hans side for at tilskynde Israel til at efterkomme befalingen om at stå op og bygge. Zakarias første budskab indeholdt en forsikring om, at Guds ord aldrig slår fejl, samt et løfte om Guds velsignelse over dem, der ville lytte til det sikre profetiske ord. ret

(280)   Skønt markerne var golde og de knappe forråd hurtigt svandt ind og der boede fjendtlige folk til alle sider, gik israelitterne fremad i tro. De fulgte den henstilling, som Guds profeter havde givet dem, og arbejdede flittigt for at genopbygge det nedbrudte tempel. Denne opgave kunne kun løses, hvis de stolede fuldt og fast på Gud. Da folket bestræbte sig på at gøre deres del og viste, at de atter ønskede at modtage Guds nåde i hjerte og liv, modtog de en række budskaber ved Haggaj og Zakarias. I disse blev de forsikret om, at deres tro ville blive rigt belønnet, og at Guds ord angående templets fremtidige herlighed ikke ville slå fejl. Når tidens fylde kom, ville han, som var hele menneskehedens håb, træde frem i denne bygning som menneskenes lærer og frelser. ret

(281)   Håndværkerne blev ikke overladt til at kæmpe alene. "Guds profeter ..... støttede dem," og Hærskarers Herre havde selv sagt: "Vær kun trøstig ..... arbejd kun, thi jeg er med eder." Ezra 5,2; Hagg. 2,4. ret

(281)   Da de angrede af hele deres hjerte og viste, at de var villige til at gå fremad i tro, blev der også lovet dem timelige velsignelser. Herren sagde: "Fra i dag velsigner jeg." 19. vers. ret

(281)   Deres leder Zerubbabel modtog et vidunderligt budskab. Denne mand var blevet hårdt prøvet i alle de år, der var gået, siden de kom tilbage fra Babylon. Herren sagde, at der ville komme en dag, da alle hans udvalgte folks fjender ville blive styrtet. "På hin dag, lyder det fra Hærskarers Herre, tager jeg dig, min tjener Zerubbabel ..... og gør dig til en seglring; thi dig har jeg udvalgt," 23. vers. Nu kunne Israels statholder se, hvorfor Gud havde tilladt, at han mødte så megen modgang. Nu så han Guds hensigt med det alt sammen. ret

(281)   De ord, som blev talt til Zerubbabel personligt, er nedskrevet som en opmuntring til Guds børn i, alle tidsaldre. Gud har en hensigt med at sende sine børn modgang. Han leder dem netop sådan, som de selv ville ønske at blive ledet, hvis de kunne se enden fra begyndelsen og var klar over, at de er i færd med at løse en ærefuld opgave. Alle de prøvelser og vanskeligheder, som han sender på deres vej, har til formål at styrke dem til at arbejde og lide for hans skyld. ret

(281)   De budskaber, som Haggaj og Zakarias overbragte folket, ruskede dem op og fik dem til at sætte alt ind på at genopbygge templet. Mens de var beskæftiget med dette arbejde, lagde samaritanerne og deres øvrige fjender uafbrudt hindringer i vejen. Ved en bestemt lejlighed aflagde nogle medo-persiske embedsmænd besøg i Jerusalem og bad om at få opgivet navnet på den person, der havde givet folket tilladelse til at genopbygge templet. Hvis jøderne ikke havde stolet på Herrens ledelse i dette øjeblik, kunne denne henvendelse være blevet skæbnesvanger for dem. "Men over jødernes ældste vågede deres Guds øje, så de ikke standsede dem i arbejdet, før sagen var forelagt Darius." Ezra 5,5. Embedsmændene fik et så forstandigt svar, at de besluttede at skrive et brev til Medo-Persiens daværende konge Darius Hystaspes for at henlede hans opmærksomhed på Kyros oprindelige befaling om, at Guds hus i Jerusalem skulle genopbygges og omkostningerne udredes af kongens hus. ret

(281)   Darius ledte efter dette dekret og fandt det. Derpå befalede han, at de, der havde rettet henvendelse til ham, skulle lade arbejdet med at genopbygge templet fortsætte. Han gav denne befaling: "Lad arbejdet med dette Guds hus gå sin gang, lad jødernes statholder og jødernes ældste bygge dette Guds hus på den gamle plads." ret

(281)   Han fortsatte: "Og hermed giver jeg påbud om, hvorledes I skal stille eder over for disse jødernes ældste med hensyn til opførelsen af dette Guds hus: Af kongens, skatteindtægter fra landene hinsides floden skal omkostningerne nøjagtigt udredes til disse mænd, og det ufortøvet; og hvad der ellers er brug for: tyre, vædre og lam til brændofre for Himmelens Gud, hvede, salt, vin og olie, det skal efter opgivende af præsterne i Jerusalem udleveres dem dag for dag uden afkortning, for at de kan bringe ofre til en liflig duft for Himmelens Gud og bede for kongens og hans sønners liv." Ezra 6,7-10. ret

(282)   Kongen befalede videre, at de, der i mindste måde ændrede dette dekret, skulle straffes hårdt. Han sluttede med denne bemærkelsesværdige udtalelse: "Den Gud, der har ladet sit navn bo der, han slå enhver konge og ethvert folk til jorden, som rækker hånden ud for at overtræde denne forordning og ødelægge dette Guds hus i Jerusalem. Jeg, Darius, giver dette påbud; lad det blive nøje udført." 12. vers. På denne måde sørgede Herren for, at templet blev fuldført. ret

(282)   Israelitterne havde fortsat byggearbejdet i tro i flere måneder, før dette dekret blev udstedt. Guds profeter stod dem stadig bi ved at overbringe dem betimelige budskaber, som henledte deres opmærksomhed på Guds planer med Israel. To måneder efter at Haggaj havde overbragt det sidste skrevne budskab, som vi har fra ham, fik Zakarias en række syner, som omhandlede Guds værk på jorden. Disse budskaber blev givet i form af lignelser og symboler og blev fremsat på en tid, da der herskede stor usikkerhed og ængstelse. De havde særlig stor betydning for de mænd, der arbejdede i Israels Guds navn. For lederne så det ud, som om tilladelsen til at genopbygge templet var ved at blive trukket tilbage. Fremtidsudsigterne var meget mørke, Gud så, at hans folk trængte til at blive styrket og opmuntret, og åbenbarede derfor sin uendelige barmhjertighed og kærlighed for dem. ret

(282)   I synet hørte Zakarias Herrens engel spørge: "Hærskarers Herre! Hvor længe varer det, før du forbarmer dig over Jerusalem og Judas byer, som du nu har været vred på i halvfjerdsindstyve år?" Zakarias sagde: "Og til svar gav Herren engelen, som talte med mig, gode og trøstende ord. ret

(282)   Engelen, som talte med mig, sagde så til mig: Tal og sig: Så siger Hærskarers Herre: Jeg er fuld af nidkærhed for Jerusalem og Zion og af harme mod de trygge hedninger, fordi de hjalp til at gøre ulykken stor, da min vrede kun var lille. Derfor, så siger Herren: Jeg vender mig til Jerusalem og forbarmer mig" over det; mit hus skal opbygges der, ..... og der skal udspændes målesnor over Jerusalem." Zak. 1,12-16. ret

(282)   Profeten fik nu besked om at forudsige følgende: "Så siger Hærskarers Herre: Mine byer skal atter strømme med velsignelse, og Herren vil atter trøste Zion og udvælge Jerusalem." 17. vers. ret

(282)   Zakarias så nu de magter, som havde "spredt Juda, Israel og Jerusalem". De var symboliseret ved fire horn. Umiddelbart derefter så han fire smede, der repræsenterede de redskaber, som Herren benyttede til at bringe sit folk hjem igen og genopbygge hans bedehus. Zak. 2,1-4. ret

(282)   "Derpå løftede jeg mine øjne og skuede," sagde Zakarias, "og se, der var en mand med en målesnor i hånden. Jeg spurgte: "Hvor skal du hen?" Han svarede: "Hen at måle Jerusalem og se, hvor bredt og langt det er." Og se, engelen, som talte med mig, trådte frem, og en anden engel trådte frem over for ham, og han sagde til ham: "Løb hen og sig til den unge mand dér: Som åbent land skal Jerusalem ligge, så mange mennesker og dyr skal der være i det. Jeg vil selv, lyder det fra Herren, være en ildmur omkring det og herliggøre mig i det." 5-9. vers. ret

(283)   Gud havde befalet, at Jerusalem skulle genopbygges. Synet om byens opmåling var en forsikring om, at han ville trøste og styrke sit plagede folk og opfylde sin evige pagts løfter på dem. Han sagde, at hans beskyttende omsorg ville være som "en ildmur omkring det", og at han ville åbenbare sin herlighed for alle mennesker gennem dem. Hele jorden skulle få kendskab til det, som han gjorde for sit folk. "Bryd ud i fryderåb, Zions beboere, thi stor i eders midte er Israels Hellige!" Es. 12,6. ret

næste kapitel