Profeter og konger kapitel 5. Fra side 41.     Fra side 75 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Salomos anger og omvendelse

(41)   Herren havde åbenbaret sig for Salomon to gange for at vejlede ham og give ham sit bifald. Første gang var i det natlige syn i Gibeon, hvor Herren lovede Salomo visdom, rigdom og ære og formanede ham til at være ydmyg og lydig. Anden gang var efter templets indvielse, hvor Herren endnu engang opfordrede Salomo til at være tro. Herren gav Salomo nogle klare og tydelige formaninger og nogle vidunderlige løfter, og dog står der om det menneske, som i alle henseender syntes at have de bedste betingelser for at kunne efterleve opfordringen og opfylde Himmelens forventninger: "Han holdt ikke, hvad Herren havde påbudt ham." Han vendte sit hjerte bort fra Herren, Israels Gud, der dog to gange havde ladet sig til syne for ham og udtrykkelig havde påbudt ham ikke at holde sig til fremmede guder." 1.Kong. 11,9-10. Hans frafald var så fuldstændigt og hans hjerte så forhærdet som følge af hans overtrædelse af Guds vilje, at han syntes at befinde sig i en næsten håbløs stilling. ret

(41)   Salomo havde tidligere fundet sin glæde i samværet med Gud. Nu vendte han Gud ryggen og søgte at finde sin tilfredsstillelse i sanselige nydelser. Han siger herom: ret

(41)   "Jeg fuldbyrdede store værker, byggede mig huse, plantede mig vingårde, anlagde mig haver og lunde; ..... jeg købte trælle og trælkvinder; ..... jeg samlede mig også sølv og guld, skatte fra konger og lande; jeg tog mig sangere og sangerinder og menneskenes børns lyst: hustru og hustruer. Og jeg blev stor, større end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem ..... ret

(41)   Intet, som mine øjne attråede, unddrog jeg dem; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde, thi mit hjerte havde glæde af al min flid ..... Men da jeg overskuede alt, hvad mine hænder havde virket, og den flid, det havde kostet mig, se, da var det alt sammen tomhed og jag efter vind, og der er ingen vinding under solen. ret

(41)   Thi hvad gør det menneske, som kommer efter kongen? Det samme, som tilforn er gjort? Jeg gav mig da til at sammenligne visdom med dårskab og tåbelighed. ..... Da blev jeg led ved livet ..... og jeg blev led ved al den flid, jeg har gjort mig under solen." Præd. 2,4-18. ret

(42)   Salomo erfarede af bitter smerte tomheden i det liv, som sætter de jordiske ting højest. Han byggede altre til hedenske guder, blot for at gøre den erfaring, at deres løfter om sjælefred er tomme. Dag og nat plagedes han af dystre tanker, som foruroligede hans sjæl. Han fandt ikke længere nogen glæde ved livet og havde ikke fred i sindet; fremtiden var fortvivlende håbløs. ret

(42)   Men Herren svigtede ham ikke. Han benyttede irettesættelser og svære straffe for at få kongen til at indse det syndige i det liv, han levede. Han unddrog kongen sin beskyttelse og tillod hans fjender at hærge og svække riget. "Herren gav Salomo en modstander i edomitten Hadad af kongeslægten i Edom ..... Fremdeles gav Gud ham en modstander i Rezon ..... Han samlede en del mænd om sig og blev høvding for en friskare ..... Endvidere var der eframitten Jeroboam, ..... som stod i Salomons tjeneste ....." Jeroboam var "et dygtigt menneske". "Han løftede hånd mod kongen." 1Kong. 11,14-28. ret

(42)   Til sidst lod Herren en profet overbringe Salomo dette chokerende budskab: "Fordi det står således til med dig, og fordi du ikke har holdt min pagt og mine anordninger, som jeg pålagde dig, vil jeg visselig rive riget fra dig og give din træl det. Dog vil jeg ikke gøre det i din levetid for din fader Davids skyld; men jeg vil rive det ud af din søns hånd." 1Kong. 11-12. ret

(42)   Kongen vågnede som af en drøm, da han hørte den dom, som blev fældet over ham og hans hus. Hans samvittighed blev vakt, og nu begyndte han at se sin dårskab i dens rette lys. Plaget i sin samvittighed og svækket til sjæl og legeme vendte han sig træt og tørstende bort fra jordens sprunkne cisterner for endnu engang at drikke af livets kilde. Nu havde han endelig lært sin lektie i lidelsernes skole. Han havde længe gået og frygtet, at det hele ville ende med en katastrofe, fordi han ikke nægtede at opgive sin dårskab, men det budskab, han modtog, gav ham håb. Gud havde ikke forkastet ham fuldstændig, men var villig til at udfri ham af et slaveliv, som var værre end døden en slavetilværelse, som han ikke kunne frigøre sig fra selv. ret

(42)   Salomo anerkendte i taknemmelighed den Allerhøjestes magt og miskundhed. I anger og bodfærdighed slog han atter ind på den vej, der førte op til den renhed og hellighed, som han engang ejede, men som han havde sat over styr. Han kunne ikke undgå syndens frygtelige følger; han kunne heller ikke udviske mindet om sit tøjlesløse levned af erindringen, men han ville gøre alt, hvad han kunne, for at advare andre imod at begå den samme dårskab. Han ville ydmygt bekende sine fejl og hæve røsten til advarsel for at hindre, at andre gik evigt fortabt på grund af den dårlige indflydelse, som han havde øvet. ret

(42)   Et menneske, som angrer af hele sit hjerte, glemmer ikke de synder, det har begået. Det slår ikke sine fejltagelser af tanke, så snart det selv har fået fred i sindet. Nej, det tænker på dem, som det har ledt i synd, og forsøger på alle måder at føre dem ind på retfærdighedens sti. Jo klarere dets eget lys er, jo stærkere er dets ønske om at lede andre ind på den rette vej. Det besmykker ikke sit syndige levned, som om dets synder var uden betydning, men hejser faresignalet for at advare andre. ret

(42)   Salomo erkendte, at menneskebørnenes hjerte er "fuldt af ondt, og der er dårskab i deres hjerte". Præd. 9,3. Han sagde også: "Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde, eftersom synderen gør det onde fra første færd og dog lever længe; men også jeg ved, at det skal gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter for hans åsyn, og at det ikke skal gå de gudløse godt, og at deres levetid ikke skal længes som skyggen, fordi de ikke frygter for Guds åsyn." Præd. 8,11-13. ret

(43)   Kongen blev inspireret til at skildre de spildte år af sit liv for at advare kommende slægter, og skønt hans folk høstede de onde frugter af det, han havde sået, var hans livsgerning ikke helt forgæves. Da Salomo var blevet ældre, gav han sagtmodigt og ydmygt "folket kundskab; han granskede og ransagede og formede mange ordsprog". Han "søgte at finde ord og optegnede sanddru lære, sandhedsord. Som pigkæppe er de vises ord, som inddrevne søm, der sidder tæt; de er givet af en og samme hyrde. Endnu skal siges: Min søn, var dig!" Præd. 12,9-12. ret

(43)   Han skrev: "Enden på sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre. Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt." Præd. 12,13-14. ret

(43)   Efterhånden som det gik op for Salomo, hvor ondt han i virkeligheden havde båret sig ad, blev det ham særlig magtpåliggende at advare ungdommen imod de fejl, som havde fået ham til at bortødsle Himmelens rige gaver. Dette fremgår af de skrifter, som han affattede senere i livet. Han bekendte med sorg og skam, at han i sin manddoms bedste tid, da Gud skulle have været hans trøst, hans støtte, ja, hans liv, havde vendt sig bort fra Himmelen og visdommen fra Gud og dyrket afguder i stedet for at tjene Herren. Da han af bitter erfaring havde lært det tåbelige i at leve således, var det hans brændende ønske at redde andre fra den samme sørgelige skæbne. ret

(43)   Han gav en gribende og højtidelig skildring af de privilegier og ansvar, som venter de unge, der træder i Guds tjeneste: ret

(43)   "Lyset er lifligt, at skue solen er godt for øjnene; ja, lever et menneske mange år, skal han glæde sig over dem alle og komme mørkets dage i hu, thi af dem er der mange i vente; alt, hvad der kommer, er tomhed. Glæd dig, yngling, i din ungdom, vær vel til mode i livets vår; gå, hvor dit hjerte lyster, og nyd, hvad dit øje skuer; men vid, at for alle disse ting skal du kræves til regnskab af Gud. Slå mismod ud af dit sind, hold sygdom fjernt fra din krop; thi ungdom og livsgry er tomhed!" Præd. 11,7-10. ret

(43)   "Tænk på din skaber i ungdommens dage, førend de onde dage kommer, og årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: "I dem har jeg ikke behag!" før sol og lys og måne og stjerner hyldes i mørke, og der atter kommer skyer efter regn, tiden, da husets vogtere bæver, de stærke mænd bliver krumme, da møllepigerne svigter, fordi de er få, og de bliver mørke, som kigger ved gluggerne, da begge gadedørene lukkes, mens møllen går med dæmpet lyd, da man står op ved spurvenes kvidder. og alle sangens døtre hvisker, da man ængstes for bakker og rædsler lurer på vejen, da mandeltræet blomstrer, græshoppen slappes og kapersbærret svigter, nu mennesket går til sin evige bolig og sørgetoget går gennem gaden, førend sølvsnoren brister og guldskålen brydes itu, før krukken slås i stykker ved kilden og det søndrede hjul falder ned i brønden og støvet vender tilbage til jorden som før og ånden til Gud, som gav den." Præd. 12,1-7. ret

(44)   Salomons liv rummer ikke blot en advarsel til ungdommen, men også til mennesker i, mere moden alder samt til dem, der er på vej ned ad livets bakke og ser solen synke i vest. Vi ser og hører om ungdommens mangel på stabilitet. De unge svinger mellem ret og uret, og de onde lidenskabers strøm bliver dem ofte for stærk. Vi venter ikke at finde en sådan ustabilitet og upålidelighed hos mennesker, som har nået en moden alder. Vi går ud fra, at karakteren har taget fast form, og at principperne er dybt rodfæstede hos sådanne. Men dette er ikke altid tilfældet. Da Salomo skulle have stået så urokkelig som en eg, fik fristelsen ham til at svaje, og da han burde have været stærkest, var han svagest. ret

(44)   Vi bør lære af sådanne skæbner, at årvågenhed og bøn er både unges og ældres eneste tilflugt. En høj stilling og store privilegier er ingen garanti for, at et menneske er uden for farezonen. Selv om en person i mange år har haft en ægte kristelig erfaring, udsættes han stadig for Satans angreb. Selv den vise og mægtige Salomo bukkede under i kampen mod synden indefra og fristelserne udefra. Hans nederlag viser os, at et menneske ikke kan stole på sin egen visdom og retskaffenhed, selv om dets forstand er aldrig så god, og det har tjent Gud trofast indtil nu. ret

(44)   Det sande grundlag og forbillede for karakterdannelsen er ens i alle slægter og i alle lande. Den guddommelige lov: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, ..... og din næste som dig selv" dette store princip, som kom til syne i vor frelsers liv og karakter er det eneste sikre grundlag og den eneste pålidelige vejviser. Luk. 10,27. "En frelsesrigdom er visdom og indsigt," den visdom og indsigt, som alene Guds ord kan skænke. Es. 33,6. ret

(44)   Det er en lige så stor sandhed i dag som på Israels tid, at lydighed mod Guds bud "skal være eders visdom og eders forstand i de andre folks øjne". 5Mos. 4,6. Dette er det eneste, der kan sikre et menneskes retskaffenhed, bevare hjemmets renhed, samfundets sundhed og landets styrke. I alle de problemer, farer og konfliktsituationer, som møder os i livet, er det sikreste, vi kan gøre, at rette os efter, hvad Gud siger. "Herrens forskrifter er rette," "hvo således gør, skal aldrig rokkes." Sl. 19,9; 15,5. ret

(44)   De, der beslutter sig til at tage ved lære af Salomons frafald, vil vogte sig for den mindste antydning af de synder, som Salomo bukkede under for. Menneskets eneste værn imod frafald er lydighed over for Himmelens krav. Gud har skænket mennesket meget lys og mange velsignelser, og hvis det ikke tager imod dette lys og disse velsignelser, værnes det ikke imod ulydighed og frafald. Når de mennesker, som Gud har betroet ansvarsfulde stillinger, forlader sig på menneskelig visdom i stedet for at stole på ham, bliver deres lys til mørke, og de evner, som han har skænket dem, bliver en snare. ret

(45)   Lige til striden er til ende, vil der være mennesker, som går bort fra Gud. Satan vil lægge forholdene således til rette, at sjælens forsvar vil blive svækket næsten umærkeligt, medmindre vi bliver bevaret ved Guds kraft. Ved hvert eneste skridt bør vi spørge: "Er dette Herrens vej?" Så længe vi lever, bør det være vor faste beslutning at holde følelserne og lidenskaberne under kontrol. Vi er ikke trygge et eneste øjeblik, medmindre vi stoler på Gud og vort liv er skjult med Kristus. Renhedens bedste værn er årvågenhed og bøn. ret

(45)   Alle de, der får adgang til Guds stad, går ind gennem den snævre port, og dette vil koste dem sjælekamp, for "intet urent skal nogensinde komme ind i den". Åb. 21,27. Men de faldne behøver ikke at fortvivle. Der kan findes tilfælde, hvor gamle mænd, som engang blev æret af Gud, har besmittet sjælen og ofret dyden på sanselighedens alter; men hvis de angrer, afstår fra synden og kommer tilbage til Gud, er der stadig håb for dem. Han, der siger: "Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans " retter også denne appel: "Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til Herren, at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade." Åb. 2,10; Es. 55,7. Gud hader synden, men elsker synderen. "Jeg læger deres frafald," siger han, "elsker dem frivilligt." Hos. 14,4. ret

(45)   Salomons anger var ægte, men der kunne ikke rådes bod på den skade, der var forvoldt ved hans dårlige eksempel. Der fandtes mænd, som bevarede deres troskab og renhed, selv under hans frafald; men der var også mange, der blev ledet på afveje. Det var ikke nogen let opgave for den angrende konge at standse de onde kræfter, som blev sat i bevægelse, da han indførte afgudsdyrkelse og verdslige skikke. Hans evne til at øve en positiv indflydelse var stærkt svækket. Mange tøvede med at vise ham fuld tillid. Skønt kongen bekendte sin synd og gav en skildring af sin dårskab og anger til advarsel for eftertiden, kunne han ikke gøre sig håb om at udslette de onde spor efter sine forkerte handlinger fuldstændig. Mange var blevet forhærdede under kongens frafald og vedblev at gøre det onde og kun det onde. Hans misbrug af sine gudgivne evner var også skyld i, at det gik tilbage for mange af de konger, der fulgte i hans spor. ret

(45)   Da Salomo med smerte så tilbage på sit syndige levned, kunne han ikke andet end udbryde: "Visdom er bedre end våben, men en eneste synder kan ødelægge meget godt." "Der er et onde, jeg så under solen; det ser ud som et misgreb af ham, som har magten: Dårskab sættes i højsædet." ret

(45)   "Døde fluer gør salveblanderens olie stinkende, lidt dårskab ødelægger visdommens værd." Præd. 9,18; 10,5-6. ret

(45)   Der kan drages mange lærdomme af Salomons liv, men skriften lægger mest vægt på den vældige magt, som et menneskes indflydelse har til godt eller ondt. Hvor begrænset vort virkefelt end er, øver vi dog en indflydelse, som enten bringer lykke eller ulykke. Uden vort vidende eller vor vilje er den enten til velsignelse eller forbandelse for andre. Vor indflydelse kan være gennemsyret af misfornøjelse og egoisme eller besmittet af en skødesynds dødelige gift; eller den kan være fyldt med livgivende tro, mod og håb og forsødet af kærlighedens vellugt. Men ét er sikkert: den vil enten være god eller dårlig. ret

(46)   Det er en frygtelig tanke, at vor indflydelse kan være en duft af død til død, men denne mulighed foreligger. Hvem er i stand til at opgøre tabet af en eneste sjæl, som er ført på vildspor og mister den evige herlighed? og dog kan vi ved en eneste ubesindig handling og ved et eneste tankeløst ord øve en så stærk indflydelse over et andet menneske, at vi styrter det i ulykke. En eneste karakterbrist kan drive mange bort fra Kristus. ret

(46)   Det, der bliver sået, frembringer høst, og når den indhøstede sæd atter udsås, mangedobles høsten. Denne lov gælder også i vort forhold til andre. Hver eneste handling og hvert enkelt ord er et frø, som vil bære sin frugt. Alle handlinger, der udspringer af bevidst venlighed, lydighed og selvfornægtelse vil bære frugt hos andre og gennem dem må endnu længere ud. På samme måde vil misundelse, ondskab eller strid skyde op som en "bitter rod" og forgifte mange (Hebr. 12,15), og de "mange" kan forgifte endnu flere! Udsåningen af godt og ondt fortsætter i tid og evighed. ret

næste kapitel