Profeter og konger kapitel 55. Fra side 318.     Fra side 653 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Hedningernes sammensværgelse

(318)  Dette kapitel er bygget op over Neh 6

Sanballat og hans medsammensvorne vovede ikke at føre åbenlys krig imod jøderne, men de fortsatte med tiltagende ondskab deres forsøg på at berøve dem modet og gøre dem fortræd. Det gik hurtigt fremad med at fuldende muren omkring Jerusalem. Når den var færdig og portene sat i, havde Israels fjender intet håb om at tiltvinge sig adgang til byen. De var derfor ivrigere end nogensinde efter at standse byggearbejdet. Til sidst lagde de en plan, som gik ud på at lokke Nehemias ned fra muren, så de kunne dræbe eller fængsle ham. ret

(318)   Under påskud af, at de ville indgå et kompromis, søgte de at få et møde med Nehemias. De indbød ham til at komme ned til en landsby i Onodalen, men Helligånden åbenbarede deres virkelige hensigter for ham, og han afslog tilbuddet. Han skriver: "Derfor sendte jeg bud til dem og lod sige: "Jeg har et stort arbejde for og kan derfor ikke komme derned; hvorfor skulle arbejdet standse? Og det ville ske, hvis jeg lod det ligge for at komme ned til eder." Men fjenderne blev ved med at friste ham. Fire gange sendte de ham det samme bud, og hver gang gav han samme svar. ret

(318)   Da denne plan mislykkedes, fandt de på en mere snedig list, Sanballat sendte en mand hen til Nehemias med et åbent brev, hvori der stod: "Det hedder sig blandt folkene, og Gasjmu bekræfter det, at du og jøderne pønser på oprør; derfor er det, du bygger muren, og at du vil være deres konge. Og du skal endog have fået profeter til i Jerusalem at udråbe dig til konge i Juda. Dette rygte vil nu komme kongen for øre; kom derfor og lad os tales ved!" ret

(318)   Hvis de rygter, som omtaltes i brevet, virkelig var blevet sat i omløb, ville der have været grund til ængstelse. Da ville det ikke have varet længe, før kongen havde hørt om dem, og hvis han blot fik den ringeste mistanke, kunne han træffe de alvorligste modforholdsregler. Men Nehemias var overbevist om, at brevet var et falsum, og at det var skrevet for at gøre ham bange og få ham i en fælde. Dette indtryk blev yderligere bestyrket af, at det var et åbent brev. Hensigten hermed var øjensynligt, at folket skulle have lejlighed til at gøre sig bekendt med dets indhold og blive opskræmt. ret

(318)   Nehemias svarede omgående: "Slige ting, som du omtaler, er slet ikke sket; det er dit eget påfund!" Nehemias var ikke uvidende om Satans planer. Han vidste, at man gjorde disse forsøg for at få håndværkernes hænder til at synke og standse arbejdet. ret

(319)   Satan var blevet slået af marken gang på gang. Han gik nu videre i ondskab og snedighed og lavede en endnu mere listig og farlig fælde for Guds tjener. Sanballat og hans medarbejdere lejede nogle mænd, som foregav at være Nehemias' venner. Disse forsøgte nu at føre ham bag lyset, mens de foregav, at Herren havde talt til dem. Hovedmanden i dette komplot var Sjemaja, som tidligere havde nydt Nehemias' tillid. Denne mand lukkede sig ind i et kammer i nærheden af helligdommen, som om han frygtede for sit liv. Templet var på dette tidspunkt beskyttet af mure og porte, men byens porte var endnu ikke sat i. Sjemaja foregav, at han nærede dyb bekymring for Nehemias' sikkerhed, og rådede ham til at søge tilflugt i templet. Han fremsatte dette forslag: "Lad os tales ved i Guds hus, i helligdommens indre, og stænge dørene, thi der kommer nogle folk, som vil dræbe dig; de kommer i nat for at dræbe dig!" ret

(319)   Hvis Nehemias havde fulgt dette listige råd, ville han have sat sin tro på Gud over styr og optrådt som en kujon i folkets øjne. Han havde påtaget sig et betydningsfuldt arbejde og foregav at nære ubetinget tillid til Guds magt. Hvis han nu skjulte sig, som om han var bange, ville han give folket et fuldstændig forkert indtryk. Dersom han havde båret sig således ad, ville der være opstået panik blandt folket, den enkelte ville kun have tænkt på sin egen sikkerhed, og indbyggerne ville have ladet byen ligge ubevogtet hen som bytte for fjenderne. Hvis Nehemias havde båret sig så uklogt ad blot denne ene gang, ville alt det, der var opnået hidtil, være gået tabt. ret

(319)   Nehemias var ikke sen til at afsløre sin rådgivers sande karakter og hensigt. Han siger: "Jeg skønnede, at det ikke var Gud, som havde sendt ham, men at han var kommet med det udsagn om mig, fordi Tobija og Sanballat havde lejet ham dertil, for at jeg skulle blive bange og forsynde mig ved slig adfærd og de få anledning til ilde omtale, så de kunne bagvaske mig." ret

(319)   Det nedrige råd, som Sjemaja gav, blev billiget af flere ansete israelitter, som bekendte sig til at være Nehemias' venner, men som i virkeligheden stod i ledtog med hans fjender. Deres forsøg på at fange ham var dog forgæves. Nehemias svarede frygtløst: "Skulle en mand som jeg flygte? Og hvorledes skulle en mand som jeg kunne betræde helligdommen og blive i live? Jeg går ikke derind!" ret

(319)   Til trods for fjendernes rænker både de åbenlyse og de hemmelige skred byggearbejdet støt fremad. Mindre end to måneder efter Nehemias' ankomst til Jerusalem var byens forsvarsværker færdige, og håndværkerne kunne spadsere på murene og kigge ned på deres besejrede og forbavsede fjender. Nehemias skriver: "Da alle vore fjender hørte det, blev alle hedningerne rundt om os bange og såre nedslåede, idet de skønnede, at dette værk var udført med vor Guds hjælp." ret

(319)   Men selv dette tydelige bevis på Herrens støtte var ikke tilstrækkeligt til at dæmpe misfornøjelsen, oprørstendenserne og intrigerne blandt israelitterne. "Men der gik også i de dage en mængde breve frem og tilbage mellem Tobija og de store i Juda; thi mange i Juda stod i edsforbund med ham, da han var svigersøn af Sjekanja." Her er et eksempel på de onde følger af ægteskab med afgudsdyrkere. En af de judæiske familier var blevet knyttet til Guds fjender ved ægteskabets bånd, og denne forbindelse viste sig at være en snare. Der var mange andre, der havde gjort det samme. Disse voldte til stadighed vanskeligheder ligesom den sammenløbne hob, der drog med Israel ud af Ægypten. De tjente ikke Gud af et udelt hjerte, og når der krævedes et offer til Guds værks fremme, var de straks parat til at bryde den højtidelige ed, som de havde svoret på at ville samarbejde og yde deres støtte. ret

(320)   Nu foregav nogle af jødernes værste fjender, at de ville være deres venner. De store i Juda, som havde giftet sig ind i hedenske familier og begået forræderi ved at brevveksle med Tobija og slutte edsforbund med ham, omtalte ham nu som en dygtig og fremsynet mand, som jøderne med stor fordel kunne slutte pagt med. Samtidig afslørede de Nehemias' planer for ham. På denne måde fik fjenderne lejlighed til at angribe Guds folks sag og mistyde Nehemias' ord og handlinger til skade for hans gerning. ret

(320)   Da de fattige og undertrykte henvendte sig til Nehemias for at få ham til at hjælpe dem til deres ret, havde han modigt forsvaret dem og sørget for, at deres undertrykkere gav dem oprejsning. Men han drog ikke personlig fordel af den myndighed, som han havde udøvet for at hjælpe sine undertrykte landsmænd. Der var nogle, der var utaknemmelige og optrådte som forrædere over for ham, fordi han havde handlet, som han gjorde, men han benyttede ikke sin magtstilling til at straffe dem. Han arbejdede roligt og uselvisk videre til gavn for sit folk. Han var utrættelig i sine bestræbelser og mistede aldrig interessen for den sag, han havde påtaget sig. ret

(320)   Satan har altid rettet sine angreb imod dem, der har bestræbt sig på at fremme Guds værk. Skønt hans planer ofte er blevet krydset, har han stadig fornyet sine angreb og taget nye metoder i anvendelse. Der er dog mest grund til at nære frygt for de bestræbelser, han udfolder i hemmelighed ved hjælp af mennesker, som foregiver at være venner af Guds sag. Den åbenlyse modstand kan være både hård og grusom, men den er ikke nær så farlig for Guds sag som det fjendskab, der næres i hemmelighed af mennesker, der bekender sig til at tjene Gud, men i hjertet er Satans tjenere. Disse kan nemlig være til stor hjælp for de mennesker, der vil bruge deres kundskaber til at hindre Guds værk og gøre hans tjenere fortræd. ret

(320)   Alle de midler, som mørkets fyrste kan finde på, vil blive taget i brug for at tilskynde Guds tjenere til at slutte pagt med Satans redskaber. Der vil blive sendt bud efter dem gentagne gange for at få dem til at forlade deres gerning. De bør svare lige så bestemt som Nehemias: "Jeg har et stort arbejde for og kan derfor ikke komme derned." Guds tjenere kan trygt fortsætte deres gerning og ved deres flid tilbagevise de falske beskyldninger, som ondskabsfulde mennesker retter imod dem for at gøre dem fortræd. De skal følge det eksempel, som håndværkerne på Jerusalems mure viste, og nægte at lade sig forstyrre af trusler, spot eller løgn. De skal være på vagt ustandselig. Det går ikke an at slappe af et eneste øjeblik, for deres fjender er på jagt efter dem hele tiden. De skal bede til Gud uden ophør og sætte "vagt både dag og nat". Neh. 4,9. ret

(321)   Efterhånden som afslutningen nærmer sig, vil Satan friste Guds tjenere med endnu større kraft. Han vil benytte mennesker som sine redskaber og tilskynde dem til at spotte og håne dem, der "bygger muren". Men hvis håndværkerne kom ned fra muren for at imødegå fjendernes angreb, ville arbejdet blot blive forsinket. De skal forsøge at krydse deres fjenders planer, men de skal ikke for nogen pris forlade deres arbejde. Sandheden er stærkere end vildfarelsen, og retfærdigheden vil sejre over uretten. ret

(321)   De bør heller ikke slutte venskab med deres fjender og på denne måde lade sig lokke bort fra deres post. Den, der i ubetænksomhed gør sig skyldig i, at Guds sag bliver vanæret, eller får sine medarbejderes hænder til at synke, sætter en plet, som vanskeligt lader sig afvaske, på sin egen karakter og lægger sig selv hindringer i vejen. ret

(321)   "Hvo loven sviger, roser de gudløse." Ordsp. 28,4. Der findes en kategori af mennesker, som bliver ved at påberåbe sig deres store uskyld, skønt de har forenet sig med verden. Hvis disse derefter foreslår, at Guds børn skal slutte forbund med folk, som altid har været modstandere af sandhedens sag, bør vi frygte dem og for enhver pris undgå dem, ligesom Nehemias gjorde. Sådanne menneskers forslag kommer fra ham, som er en fjende af alt godt. Det er vendekåber, som fører en sådan tale, og de bør afvises lige så bestemt i dag som dengang. Man bør på det bestemteste bekæmpe alt, hvad der tjener til at svække Guds folks tro på hans ledelse og kraft. ret

(321)   Det var Nehemias' brændende kærlighed til Guds sag og hans urokkelige tillid til Gud, der kuldkastede hans fjenders planer om at få ham i deres magt. Den ligegyldige lader sig let friste, hvorimod det onde har svært ved at få fodfæste hos det menneske, der har et ædelt livsmål, som lægger beslag på hele dets interesse. Et menneske bliver ikke svagt i troen, når det stadig er på march, for det ser den kærlige Gud overalt og ved, at han tilrettelægger alt efter sin gode vilje. Guds sande tjenere arbejder med en urokkelig beslutsomhed, fordi de til stadighed får hjælp fra nådens trone. ret

(321)   Gud har sørget for, at der står guddommelig hjælp til rådighed i alle nødsituationer, hvor vore menneskelige kræfter ikke slår til. Han sender Helligånden til hjælp i alle vanskeligheder og lader ham styrke vort håb og vor tro, oplyse vor forstand og rense vort hjerte. Han skaber mulighederne og baner vejen for os. Hvis Guds folk mærker sig forsynets mindste vink og er villige til at samarbejde, vil de se vældige resultater. ret

næste kapitel