(322) Dette kapitel er bygget op over Neh 8-10
På den første dag i den syvende måned holdt israelitterne hviledag med hornblæsning. Der var kommet mange mennesker til Jerusalem i denne anledning, men der mødte dem et sørgeligt syn. Muren omkring Jerusalem var blevet genopbygget, og portene var blevet sat på plads, men en stor del af byen lå stadig i ruiner. ret
(322) Ezra, som nu var en gammel mand, stod på en forhøjning af træ, der var bygget på en af de bredeste af byens gader. Til alle sider var han omgivet af de sørgelige minder om Judas svundne herlighed. Hans medbrødre levitterne havde taget plads til højre og venstre for ham. Fra forhøjningen kunne de se ud over et hav af ansigter. Fra hele omegnen havde pagtens børn givet møde. "Derpå lovpriste Ezra Herren, den store Gud, og hele folket svarede med oprakte hænder: "Amen, amen!" Og de bøjede sig og kastede sig med ansigtet til jorden for Herren." ret
(322) Selv her var Israels synd mærkbar. Det hebraiske sprog var blevet blandet, fordi folket havde giftet sig ind i andre folkeslag, og talerne måtte vise den største omhu for at forklare loven på en sådan måde, at hele folket kunne forstå, hvad der blev sagt. Nogle af præsterne og levitterne hjalp Ezra med at forklare folket lovens principper. "De oplæste stykke for stykke af bogen med Guds lov og udlagde det, så man kunne fatte det. " ret
(322) "Og alt folket lyttede til lovbogens ord," De lyttede opmærksomt og ærbødigt til de ord, som den Allerhøjeste havde talt. Efterhånden som loven blev udlagt og de blev overbevist om deres synd, begyndte de at græde. De var kommet sammen på en fest og glædesdag med højtidsstævne, og Herren havde befalet folket at fejre denne dag med jubel og glæde. Israelitterne blev derfor opfordret til at beherske sig og glæde sig over den store nåde, som Gud havde vist dem."Denne dag er helliget Herren eders Gud!" sagde Nehemias. "Sørg ikke og græd ikke! ..... Gå hen og spis fede spiser og drik søde drikke og send noget til dem, der intet har, thi denne dag er helliget vor Herre; vær ikke nedslåede, thi Herrens glæde er eders styrke!" ret
(322) Den første del af dagen blev benyttet til gudstjeneste, og nu benyttede folket resten af dagen til at mindes Guds velsignelser med taknemmelighed og til at glæde sig over de rige gaver, som han havde skænket dem. Der blev også sendt gaver til de fattige, som intet havde. Der herskede stor glæde, fordi man havde haft anledning til at høre loven og få den forklaret. ret
(323) Den næste dag fortsattes oplæsningen og udlægningen af loven, og på det fastsatte tidspunkt den tiende dag i den syvende måned fandt den hellige tjeneste, som var knyttet til forsoningsdagen, sted i overensstemmelse med Guds bud. ret
(323) Fra den femtende til den to og tyvende dag i den samme måned fejrede folket og lederne løvhyttefesten. "I alle deres byer og i Jerusalem" blev følgende budskab kundgjort: "Gå ud i bjergene og hent grene af ædle og vilde oliventræer, myrter, palmer og andre løvtræer for at bygge løvhytter som foreskrevet!" Så gik folket ud og hentede det og byggede sig løvhytter på deres tage og i deres forgårde og i Guds hus' forgårde ..... Og der herskede såre stor glæde. Og han læste op af bogen med Guds lov dag for dag fra den første til den sidste." ret
(323) Da folket hørte lovens ord dag efter dag, blev de overbevist om deres synder og de lovbrud, som var blevet begået i tidligere slægtled. De blev klar over, at det skyldtes deres frafald fra Gud, at han havde fjernet sin beskyttelse fra dem, så at Abrahams børn var blevet bortført til fremmede lande, og de besluttede nu at bede Gud om nåde og at forpligte sig til at efterleve hans bud. Denne højtidelige dage efter løvhyttefestens afslutning, men forinden skilte israelitterne sig ud fra de hedninger, som boede iblandt dem. ret
(323) Folket ydmygede sig for Herren, bekendte deres synder og bad om nåde, og deres ledere tilskyndende dem til at stole på, at Gud ville høre deres bønner, som han havde lovet. Det var ikke tilstrækkeligt at sørge, græde og angre, de skulle også tro, at Gud tilgav dem. De skulle give udtryk for deres tro ved at mindes hans velgerninger og ved at takke ham for hans godhed, Lærerne sagde: "Stå op og lov Herren eders Gud fra evighed til evighed!" ret
(323) Derefter sang den store skare med hænderne oprakt imod himmelen: ret
(323) "Du, Herre, er den eneste; du har skabt himmelen, himlenes Himle med al deres hær, jorden med alt, hvad der er på den, havene med alt, hvad der er i dem; du giver dem alle liv, og himmelens hær tilbeder dig." ret
(323) Da lovsangen var til ende, gennemgik folkets ledere Israels historie og påviste Guds store godhed imod dem og deres store utaknemmelighed over for ham. Derpå sluttede hele den store forsamling pagt om at ville holde alle Guds bud. De var blevet straffet for deres synder, og nu erkendte de, at Gud havde behandlet dem retfærdigt, og forpligtede sig til at adlyde hans lov. De besluttede at indgå en urokkelig pagt, som skulle opbevares i uændret skikkelse til minde om det løfte, som de havde aflagt. Pagten blev derfor affattet skriftligt og underskrevet af præsterne, levitterne og øversterne. Den skulle minde dem om deres pligt og værne dem imod fristelse. Folket aflagde højtideligt ed på at "ville følge Guds lov, der er givet os ved Guds tjener Moses, og overholde og udføre alle Herrens, vor Herres, bud, bestemmelser og anordninger". Den ed, som de aflagde på dette tidspunkt, indbefattede et løfte om, at de ikke ville gifte sig med landets indbyggere. ret
(324) Inden fastedagen var til ende, bekræftede folket yderligere deres beslutning om at ville vende tilbage til Herren ved at forpligte sig til at holde op med at vanhellige sabbatten. Nehemias brugte ikke ved denne anledning sin myndighed for at hindre de hedenske handelsfolk i at komme ind i Jerusalem. Det gjorde han derimod ved en senere lejlighed. Han søgte dog at forebygge, at folket gav efter for fristelsen, ved at få dem til at aflægge en højtidelig ed på, at de ikke ville overtræde sabbatten ved at handle med disse handelsfolk på helligdagen. Han håbede derved, at handelsfolkene efterhånden ville miste lysten til at komme med deres varer. ret
(324) Der blev også truffet foranstaltninger til afholdelse af udgifterne i forbindelse med den offentlige gudstjeneste. Foruden at betale tiende forpligtede forsamlingen sig til at betale en fast årlig sum til helligdomstjenesten. Nehemias skriver: "Vi vil år for år bringe førstegrøden af vor jord og af alle frugttræer til Herrens hus, og vi vil bringe det førstefødte af vore sønner og vort kvæg, som det er foreskrevet i loven, og det førstefødte af vort hornkvæg og småkvæg. " ret
(324) Israel havde sørget dybt over deres frafald og var nu kommet tilbage til Gud. De havde bekendt deres synder med sorg og klage. De havde indrømmet, at Gud havde behandlet dem retfærdigt, og havde sluttet pagt om, at de ville adlyde hans lov. Nu skulle de vise, at de stolede på hans løfter. Gud havde godkendt deres anger, og nu skulle de glæde sig i troen på, at deres synder var blevet tilgivet, og at Gud havde taget dem til nåde. ret
(324) Nehemias' bestræbelser for at genindføre den sande gudsdyrkelse var lykkedes i fuldt omfang. Hvis folket holdt den ed, som de havde aflagt, og adlød Guds ord, ville Herren også opfylde sine løfter ved at udøse rige velsignelser over dem ret
(324) De mennesker, som er overbevist om deres synd og nedbøjet af skyldfølelse, kan hente tro og mod af denne beretning. Bibelen skildrer nøjagtigt følgerne af Israels frafald, men den påpeger også folkets dybe ydmygelse og anger og deres oprigtige genindvielse og store ofre, når de vendte om til Herren igen. ret
(324) Det skaber altid varig glæde at søge Herren af et oprigtigt hjerte. Når en synder giver efter for Helligåndens påvirkning, ser han sin egen skyld og besmittelse i modsætning til den store hjertegranskers hellighed. Han føler sig fordømt på grund af sin synd, men han skal ikke fortvivle, for hans benådning er allerede sikret. Han kan glæde sig i bevidstheden om, at hans synder er tilgivet, og at hans himmelske Fader elsker ham. Guds herlighed består netop i at han tager syndige, angrende mennesker i sin kærlige favn, forbinder deres sår, renser dem for synd og ifører dem frelsens klæder. ret