Profeter og konger kapitel 6. Fra side 47.     Fra side 87 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Riget deles

(47)   Så lagde Salomo sig til hvile hos sine fædre og blev jordet i sin fader Davids by og hans søn Rehabeam blev konge i hans sted." 1Kong. 11,43. ret

(47)   Kort efter sin tronbestigelse drog Rehabeam til Sikem, hvor han ventede at blive formelt anerkendt af alle stammerne. "Derhen var hele Israel stævnet for at hylde ham som konge." 2Krøn. 10,1. ret

(47)   Blandt de tilstedeværende var Nebats søn, Jeroboam. Det var den samme Jeroboam, som under Salomons regering blev omtalt som "et dygtigt menneske". Det var også ham, der havde fået den chokerende meddelelse af profeten Ahija fra Silo: "Se, jeg river riget ud af Salomons hånd og giver dig de ti stammer." 1Kong. 11,28. og 31. ret

(47)   Herren sagde rent ud til Jeroboam ved sit sendebud, at det var nødvendigt at dele riget. Han begrundede det således: "Fordi han har forladt mig og tilbedt Astarte, zidoniernes gudinde, Kemosj, Moabs gud, og Milkom, ammonitternes gud, og ikke vandret på mine veje og gjort, hvad der er ret i mine øjne, eller holdt mine anordninger og lovbud som hans fader David." 1Kong. 11,33. ret

(47)   Jeroboam havde endvidere fået besked om, at riget først skulle deles, når Salomons regeringstid var forbi. "Fra ham vil jeg dog ikke tage riget," havde Herren sagt, "men lade ham være fyrste, så længe han lever, for min tjener Davids skyld, som jeg udvalgte, og som holdt mine bud og anordninger. Men jeg vil tage riget fra hans søn og give dig det, de ti stammer." 1Kong 11,34-35. ret

(47)   Det havde været Salomons hensigt at forberede sin efterfølger Rehabeam på den krise, som Guds profet havde forudsagt, så at tronarvingen kunne imødegå den med visdom; men kongen havde aldrig formået at øve en stærk, positiv indflydelse over sin søn, hvis opdragelse var blevet frygtelig forsømt, lige fra han var spæd. Rehabeam havde arvet sin svage karakter efter sin moder, som var en ammonitisk kvinde. Han bestræbte sig i visse perioder på at tjene Gud og modtog også et bestemt mål af Herrens velsignelse, men han var ikke udholdende og gav til sidst efter for de onder, som han havde set fra sin barndom. Rehabeams fejl og endelige fald viser de frygtelige følger af Salomons ægteskab med kvinder, som dyrkede afguder. ret

(48)   Israels stammer havde længe lidt grov uret på grund af deres tidligere konges overgreb. Salomons ødselhed under frafaldet tvang ham til at pålægge folket tunge skatter, ligesom de måtte udføre meget trællearbejde for ham. Inden den nye konge blev kronet, besluttede stammernes ledende mænd at skaffe sig oplysning om, hvorvidt Salomons søn agtede at befri folket for disse byrder. "Da sagde hele Israel til Rehabeam: "Din fader lagde et hårdt åg på os, men let du nu det hårde arbejde for os, som din fader krævede, og det tunge åg, han lagde på os, så vil vi tjene dig!" ret

(48)   Rehabeam ville tale med sine rådgivere, før han bestemte de retningslinjer, han ville følge, og svarede: "Gå bort, bi tre dage og kom så til mig igen! " Så gik folket. Kong Rehabeam rådførte sig nu med de gamle, der havde stået i hans fader Salomons tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem: "Hvad råder I mig til at svare dette folk?" De svarede: "Hvis du i dag vil være venlig mod dette folk og føje dem og give dem gode ord, så vil de blive dine tjenere for bestandig!" 2Krøn. 10,3-7. ret

(48)   Rehabeam var ikke tilfreds med dette svar, men rådførte sig med de unge, som han havde færdedes sammen med i sin ungdom og sine første manddomsår. Han stillede dem dette spørgsmål: "Hvad råder I os til at svare dette folk, som kræver af mig, at jeg skal lette det åg, min fader lagde på dem?" 1Kong. 12,9. De unge mænd foreslog, at han skulle behandle sine undersåtter strengt og lade dem forstå fra begyndelsen, at han ikke ville finde sig i, at nogen krydsede hans planer. ret

(48)   Udsigten til at regere absolut enevældigt tiltalte Rehabeam. Han besluttede derfor at tilsidesætte det råd, som rigets gamle mænd havde givet ham, og at lade de unge mænd være sine rådgivere. "Da alt folket tredjedagen kom til Rehabeam" for at få at vide, hvilken kurs han ville følge, "gav han dem et hårdt svar, og ..... sagde ..... "Har min fader lagt et tungt åg på eder, vil jeg gøre åget tungere: har min fader tugtet eder med svøber, vil jeg tugte eder med skorpioner!" 1Kong 12,12-14. ret

(48)   Hvis Rehabeam og hans uerfarne rådgivere havde forstået Guds vilje med Israel, ville de have rettet sig efter folkets ønsker om gennemgribende reformer inden for statsadministrationen. Men de udnyttede ikke det gunstige øjeblik under mødet i Siken; de sluttede ikke fra årsag til virkning og svækkede derved for bestandig deres indflydelse over en stor del af folket. Deres faste beslutning om at videreføre og forværre det tvangsregimente, som var blevet indført under Salomo, var i direkte strid med Guds plan med Israel, og folket havde god grund til at betvivle ægtheden af kongens og hans rådgiveres motiver. Dette ukloge og ubarmhjertige forsøg på at udøve magt viser, at kongen og hans rådgivere var stolte og higede efter at bruge deres myndighed. ret

(48)   Herren lod ikke Rehabeam gennemføre de planer, han havde skitseret. Adskillige blandt stammerne var meget opbragte over Salomos tvangsregimente, og disse så ingen anden udvej end at gøre oprør imod Davids hus. "Da hele Israel mærkede, at kongen ikke hørte på dem, gav folket kongen det svar: "Hvad del har vi i David? Vi har ingen lod i Isajs søn! Til dine telte, Israel! Sørg nu, David, for dit eget hus!" Derpå vendte Israel tilbage til sine telte." 1Kong 12,16. ret

(49)   Det brud, som Rehabeam havde fremkaldt ved sine uovervejede ord, var ulægeligt. Fra det øjeblik var Israels tolv stammer delt. Judas og Benjamins stamme udgjorde sydriget. Det blev kaldt Juda og stod under Rehabeam. De ti stammer mod nord indførte selvstyre. De blev betegnet som Israels rige, og her blev Jeroboam konge. Således opfyldtes profetens forudsigelse om rigets deling. "Herren føjede det således." 1Kong 12,15. ret

(49)   Da Rehabeam så, at de ti stammer ikke længer ville tjene ham, vågnede han op til dåd. Han sendte en af rigets indflydelsesrige mænd Adoniram, der havde opsyn med hoveriarbjdet ud til dem for at forsone dem, men den behandling, kongens mægler blev udsat for, viser folkets følelser over for Rehabeam. "Hele Israel stenede ham til døde." Nu gik det op for kongen, hvor stærkt oprøret i virkeligheden var. "Da steg kong Rehabeam i største hast op på sin stridsvogn og flygtede til Jerusalem." 1Kong 12,18. ret

(49)   "Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas hus og Benjamins stamme, 180.000 ret

(49)   I tre år søgte Rehabeam at tage ved lære af den sørgelige erfaring, han havde ved begyndelsen af sin kongegerning, og hans bestræbelser lykkedes. "Han befæstede flere byer i Juda og gjorde fæstningerne stærke, indsatte befalingsmænd i dem og forsynede dem med forråd af levnedsmidler, olie og vin." Han bestræbte sig på at gøre disse befæstede byer "meget stærke". 2Krøn 11,5. og 11-12. Hemmeligheden ved Judas fremgang i begyndelsen af Rehabeams regering skulle dog ikke søges i disse foranstaltninger. De gode forhold i Judas og Benjamins stamme skyldtes, at de anerkendte Gud som deres øverste hersker. Desuden sluttede mange gudfrygtige mænd fra nordriget sig til dem. "Fra alle Israels stammer" kom der mænd, "hvis hjerte var vendt til at søge Herren, Israels Gud, til Jerusalem for at ofre til Herren, deres fædres Gud; og de styrkede Judas rige og hævdede Rehabeams, Salomos søns, magt i et tidsrum af tre år. Thi i tre år fulgte han Davids og Salomos veje." 2Kong 11,16-17. ret

(49)   Hvis Rehabeam var blevet ved med at følge dette spor, kunne han i vid udstrækning have rådet bod på de fejltagelser, som han havde begået, og genskabt tilliden til, at han kunne styre klogt. Men ak, den inspirerede pen fortæller, at Salomos efterfølger ikke skænkede Herren sin udelte troskab. Af naturen var han stædig, selvsikker og egenrådig. Han havde også hang til afgudsdyrkelse; men hvis han havde stolet ubetinget på Gud, kunne han have udviklet karakterstyrke og tro og lært at underkaste sig Guds krav. Som tiden gik, satte kongen sin lid til den magt, han havde i kraft af sin stilling, og til de fæstninger, som han havde bygget. Han gav gradvis efter for sine nedarvede svagheder og gjorde til sidst hele sin indflydelse gældende til fordel for afgudsdyrkelsen. "Men da Rehabeams kongedømme var grundfæstet og hans magt styrket, forlod han tillige med hele Israel Herrens lov." 2Krøn. 12,1. ret

(50)   Hvor er disse ord bedrøvelige og betydningsfulde: "Tillige med hele Israel." Det folk, som Gud havde sat til at være et lys for nabofolkene, vendte ryggen til ham, som var kilden til deres styrke, og bestræbte sig på at komme til at ligne de øvrige folkeslag. Det gik Rehabeam, som det var gået Salomo kongens dårlige eksempel førte mange på afveje. Det samme gentager sig i større eller mindre grad i dag. Når et menneske træder i det ondes tjeneste, begrænses den dårlige indflydelse ikke til denne person. Ingen lever for sig selv. En synder kan ikke undgå at rive andre med sig i faldet. Det enkelte menneskes liv er enten som et lys, der gør vejen lysere og lettere for andre, eller også er det som en mørk, dyster skygge, der gør andre fortvivlede og ulykkelige. Vi leder enten andre opad til lykke og evigt liv eller nedad til sorg og evig død, og hvis vore handlinger bidrager til at styrke eller tvinge det onde frem hos vore medmennesker, er vi delagtige i deres synd. ret

(50)   Gud undlod ikke at straffe Judas konge for hans frafald. "Da drog i kong Rehabeams femte regeringsår ægypterkongen Sjisjak op imod Jerusalem, fordi de havde været troløse mod Herren, med 1200 stridsvogne og 60.000 ryttere, og der var ikke tal på krigerne, der drog med ham fra Ægypten; ..... og efter at have indtaget fæstningerne i Juda drog han mod Jerusalem. ret

(50)   Da kom profeten Sjemaja til Rehabeam og Judas øverster, som var sammen i Jerusalem for Sjisjak, og sagde til dem: "Så siger Herren: I har forladt mig, derfor har jeg også forladt eder og givet eder i Sjisjaks hånd." 2Kong 12,2-5. ret

(50)   Folket var endnu ikke gået så vidt i deres frafald, at de foragtede Guds straffedomme. De så Guds finger i de tab, som de led ved Sjisjaks invasion, og ydmygede sig for en tid. "Herren er retfærdig!" sagde de. "Da Herren så, at de havde ydmyget sig, kom Herrens ord til Sjemaja således: "De har ydmyget sig; derfor vil jeg ikke tilintetgøre dem, men frelse dem om ikke længe, og min vrede skal ikke udgydes over Jerusalem ved Sjisjak; men de skal komme til at stå under ham og lære at kende forskellen mellem at tjene mig og at tjene hedningenationerne!" ret

(50)   Så drog Sjisjak op mod Jerusalem og tog skattene i Herrens hus og i kongens palads; alt tog han, også de guldskjolde, Salomo havde ladet lave. Kong Rehabeam lod da i stedet lave kobberskjolde og gav dem i forvaring hos høvedsmændene for livvagten, der holdt vagt ved indgangen til kongens palads ..... Men da han havde ydmyget sig, vendte Herrens vrede sig fra ham, så han ikke helt tilintetgjorde ham; også i Juda var forholdene gode." 2Kong 12,6-12. ret

(50)   Men da den hånd, som afstraffede dem, blev trukket tilbage, og det endnu engang gik fremad for nationen, glemte mange deres ængstelse og gav sig til at dyrke afguder igen, Kongen var ingen undtagelse. Skønt han ydmygede sig, da ulykken hjemsøgte ham, blev det ikke et afgørende vendepunkt i hans liv. Han glemte den lektie, som Gud ville lære ham, og begik atter de synder, som havde nedkaldt straffene over landet. Da der var forløbet nogle få år, som var alt andet end lyse fordi kongen gjorde, hvad der var ondt, thi hans hjerte var ikke vendt mod Herren, lagde Rehabeam sig til hvile hos sine fædre og blev jordet i Davidsbyen og hans søn Abija blev konge i hans sted". 2Kong 12,14-16. ret

(51)   Da riget blev delt ved Rehabeams tronbestigelse, begyndte Israels herlighed at aftage, og nationen fik den aldrig tilbage i hele dens fylde. I de følgende århundreder indtrådte der perioder, hvor der sad mænd med en høj moral og en klar dømmekraft på Davids trone, og så længe disse konger regerede, fik nabofolkene andel i judæernes velsignelser. Der var også tidsafsnit, hvor Guds navn blev ophøjet over alle falske guder, og hvor hans lov blev holdt i ære. Fra tid til anden fremstod der indflydelsesrige profeter for at støtte kongerne og tilskynde folket til fortsat at være trofaste. Men den onde sæd, som allerede spirede, da Rehabeam kom på tronen, ville aldrig blive fuldstændig udryddet, og i perioder faldt det folk, som engang stod i så høj gunst hos Gud, så dybt, at de blev til spot og spe blandt hedningerne. ret

(51)   Til trods for afgudsdyrkernes ondskab ville Gud i sin nåde gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at redde det delte rige fra fuldstændig undergang. I årenes løb så det ud, som om hans vilje med Israel blev krydset af mennesker, der stod under sataniske kræfters kontrol, men selv da kom hans nådige hensigt til udtryk i det udvalgte folks fangenskab og frigivelse. ret

(51)   Rigets deling var blot indledningen til et vidunderligt afsnit i Israels historie, hvor Guds langmodighed og nåde trådte tydeligt frem. På grund af deres nedarvede og tillærte tilbøjeligheder til at gøre det onde var det nødvendigt at lade dem gå igennem prøvelsens ildovn, for at Gud kunne rense sig et ejendomsfolk, der var nidkært efter at gøre gode gerninger. De ville til sidst nå så vidt, at de indrømmede: ret

(51)   "Din lige findes ikke, Herre; stor er du og stort dit navn i vælde. Hvo skulle ikke frygte dig, du folkenes konge! ..... Thi blandt alle folks vismænd og i alle deres riger findes ikke din lige." "Herren er Gud i sandhed, han er en levende Gud og en evig konge." Jer. 10,6-7. og 10. ret

(51)   Afgudsdyrkerne skulle til sidst lære, at de falske guder hverken kan hjælpe eller frelse. "Guder, der ikke har skabt Himmel og jord, skal forsvinde fra jorden og under himmelen." Jer 10,11. Mennesket kan kun finde fred og hvile, når det er tro imod den levende Gud, skaber og konge. ret

(51)   Når israelitterne og judæerne var blevet straffet og havde angret, ville de til sidst enstemmigt forny deres pagt med Hærskarers Herre, deres fædres Gud, og udbryde: ret

(51)   "Han skabte jorden i sin vælde, grundfæstede jorderig i sin visdom, og i sin indsigt udspændte han himmelen, Når han løfter sin røst, bruser vandene i himmelen, og han lader skyer stige op fra jordens ende, får lynene til at give regn og sender stormen ud af sine forrådskamre. Dumt er hvert menneske, uden indsigt; hver guldsmed får skam af sit billede; Thi hvad han støber, er løgn, og der er ikke ånd deri; tomhed er de, et dårende værk; når deres hjemsøgelses tid kommer, er det ude med dem. Jakobs arvelod er ikke som de; thi han har skabt alt, og Israel er hans arvelods stamme; Hærskarers Herre er hans navn." Jer 10,12-16. ret

næste kapitel