(62) Dette kapitel er bygget op over 1. mos 12
Efter adspredelsen fra Babel blev afgudsdyrkelsen igen næsten verdensomspændende, og Herren overlod til sidst de forhærdede overtrædere til at følge deres egne onde veje, mens han udvalgte Abraham af Sems slægt til at være lovens bevarer før fremtidige slægter. Abraham var vokset op midt i overtro og hedenskab. Selv hans faders husstand, som havde bevaret kundskaben om Gud, gav efter for den forførende påvirkning, som omgav dem, og "dyrkede andre guder" end Herren. ret
(62) Men den sande tro skulle ikke udslukkes. Gud har altid bevaret en rest, som tjente ham. Adam, Set, Enok, Metusalem, Noa og Sem havde i ubrudt linje bevaret Guds viljes dyrebare ytringer fra slægt til slægt. Taras søn blev arving til dette hellige hverv Afguderiet lokkede ham fra alle sider, men forgæves. Trofast blandt de troløse og uberørt af det almindelige frafald vedblev han at tilbede den sande Gud. "Nær er Herren hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham i sandhed." Sl. 145, 18. Han meddelte Abraham sin vilje og gav ham nøje kendskab til sin lovs krav og den frelse, der ville blive tilvejebragt ved Kristi offer. ret
(62) Abraham fik et løfte, som var særlig værdsat af datidens mennesker, nemlig løftet om talrige efterkommere og national storhed: "Så vil jeg gøre dig til et stort folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær en velsignelse." Og til dette føjedes den dyrebareste af alle velsignelser for troens arvtager, nemlig at verdens forløser skulle nedstamme fra ham: "I dig skal alle jordens slægter velsignes!" Men som den første betingelse for opfyldelsen skulle der komme en trosprøve; der krævedes et offer. ret
(62) Guds budskab lød til Abraham: "Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig." 1. Mos. 12, 1. For at Gud kunne gøre ham skikket til den store gerning som de hellige forskrifters bevarer, måtte Abraham skilles fra dem, han havde levet sammen med i sine yngre dage. Indflydelsen fra slægt og venner ville påvirke den undervisning, Herren havde i sinde at give sin tjener. Nu, da Abraham på en særlig måde var knyttet til Himmelen, skulle han bo blandt fremmede. Han skulle have en særegen karakter, der adskilte sig fra alle andres. Han kunne ikke engang forklare sin handlemåde, så hans venner kunne forstå den. Åndelige ting skal forstås åndeligt, og hans afgudsdyrkende slægtninge kunne ikke forstå hans motiver og handlinger. ret
(62) I tro adlød Abraham kaldet til at gå til et land, som han skulle få i eje; og han drog ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen. Heb. 11, 8. Abrahams ubetingede lydighed er et af de mest storslåede eksempler på tro, der findes i hele Bibelen. For ham var tro fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser. Heb. 11, 1. I tillid til Guds løfte og uden det mindste synlige bevis på dets opfyldelse forlod han hjem, slægt og fædreland og gik uden selv at vide hvorhen i tillid til Guds ledelse. I tro bosatte han sig i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte med Isak og Jakob, medarvingerne til den samme forjættelse. Heb. 11, 9. ret
(63) Det var ingen let prøve, Abraham blev sat på, og ikke noget lille offer, der blev krævet af ham. Der var stærke bånd, der bandt ham til hans land, slægt og hjem. Men han tøvede ikke med at adlyde kaldet. Han stillede ingen spørgsmål med hensyn til det forjættede land, om jorden var frugtbar og klimaet sundt, om der var gode omgivelser og mulighed for at samle sig rigdom. Gud havde talt, og hans tjener måtte adlyde, Det bedste sted på jorden for ham var der, hvor Gud ville have, han skulle være. ret
(63) Der er stadig mange, der stilles på prøve ligesom Abraham. De hører ikke Guds stemme tale til dem direkte fra Himmelen, men han kalder dem gennem sit ords undervisning og sit forsyns styrelse. Der forlanges måske af dem, at de skal opgive en karriere med udsigt til rigdom og ære; at de skal afbryde behagelige og indbringende forbindelser med andre mennesker og skilles fra slægtninge for at begive sig ud på, hvad der ser ud til blot at være en selvfornægtelsens, prøvelsens og opofrelsens vej. Gud har en gerning, de skal gøre; men et liv i magelighed og under venners og slægtninges indflydelse ville hindre udviklingen af netop de karaktertræk, der er af betydning for gerningens udførelse. Gud kalder dem bort fra menneskelig indflydelse og hjælp og lader dem føle behovet for sin hjælp og for at stole udelukkende på ham, så han kan åbenbare sig for dem. Hvem er rede, når Gud kalder, til at give afkald på længe nærede planer og kendte omgivelser? Hvem vil påtage sig nye forpligtelser, betræde ukendte områder og gøre Guds gerning med et beslutsomt og villigt hjerte og for Kristi skyld regne sine tab for vinding? Den, der vil gøre det, har Abrahams tro og vil med ham dele "uden mål og måde en evig vægt af herlighed" så at "det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os". 2. Kor. 4, 17; Rom. 8, 18. ret
(63) Kaldet fra Himmelen kom første gang til Abraham, da han boede i Ur i Kaldæa, og i lydighed imod det flyttede han til Karan. Dertil ledsagede hans faders familie ham, for de forenede deres afgudsdyrkelse med tilbedelsen af den sande Gud. Der blev Abraham indtil Taras død. Men fra hans faders grav bød Guds stemme ham drage videre. Hans broder Nakor og dennes familie hang ved deres hjem og deres afguder. Foruden Sara, Abrahams hustru, valgte kun Lot, den for længst afdøde Harans søn, at dele patriarkens pilgrimsliv. Og alligevel var det et stort rejseselskab, der brød op fra Mesopotamien. Abraham ejede allerede store hjorde, Østens rigdom, og han havde talrige tjenestefolk og andre hjælpere. Han rejste fra sine fædres land for aldrig mere at vende tilbage, og han tog alt, hvad han ejede, med sig, "al den ejendom, de havde samlet sig, og de folk, de havde vundet sig i Karan". 1. Mos. 12, 5. Blandt disse mennesker var der mange, der blev tilskyndet af højere motiver end hensynet til deres arbejde og deres egne interesser. Under opholdet i Karan opmuntrede Abraham og Sara andre til at tilbede og tjene den sande Gud. Disse sluttede sig nu til patriarkens husstand og ledsagede ham til det forjættede land. "Og de gav sig på vej til Kanaans land og nåede derhen." 1. Mos. 12, 5. Det første sted, hvor de standsede, var Sikem. Abraham slog lejr ved Sandsigerens træ i en stor græsklædt dal med olivenlunde og levende vandkilder mellem bjergtoppene Ebal og Garizim. Det var et smukt og godt land, patriarken var kommet til "et land med vandbække, kilder og strømme, der vælder frem på bjerg og i dal, et land med hvede og byg, med vinstokke, figentræer og granatæbletræer, et land med oliventræer og honning." 5. Mos. 8, 7-8. Men for den, der tilbad Gud, hvilede der en mørk skygge over de skovbevoksede høje og de frugtbare sletter. "Kanaanæerne boede i landet." Abraham havde nået sit mål og opdagede, at landet var beboet af et fremmed folk og fyldt med afgudsdyrkelse. I lundene var der rejst altre for falske guder, og der ofredes mennesker på de omkringliggende høje. Skønt han klyngede sig til Guds løfte, var det ikke uden bange anelser, at han opslog sit telt. "Men Herren åbenbarede sig som Abram og sagde til ham: "Dit afkom giver jeg dette land!" Hans tro styrkedes ved denne forsikring om, at Guds åsyn var med ham, og at han ikke var overladt til de ugudeliges nåde. "Da byggede han dér et alter for Herren, som havde åbenbaret sig for ham." Men han var stadig en pilgrim og rejste snart til et sted i nærheden af Betel, hvor han også byggede et alter og påkaldte Herrens navn. ret
(64) Abraham, "Guds ven", satte os et værdigt eksempel. Han levede et liv i bøn. Overalt, hvor han opslog sit telt, byggede han et alter lige ved og indbød alle i nærheden til morgen- og aftenoffer. Når han flyttede sit telt, blev alteret stående. I de følgende år fik mange af de omvandrende kanaanæere undervisning af Abraham, og hvor som helst en af dem kom til et sådant alter, vidste han, hvem der havde været der før han, og når han havde opslået sit telt, satte han alteret i stand og tilbad den levende Gud dér. ret
(64) Abraham fortsatte sin rejse mod syd, og atter blev hans tro sat på prøve. Himmelen holdt regnen tilbage, bækkene holdt op med at flyde i dalene, og græsset visnede på sletterne. Der var intet græs til kvæghjordene, og sulten truede hele lejren. Begyndte patriarken nu ikke at tvivle på Himmelens ledelse? Så han sig ikke længselsfuldt tilbage til overfloden på kaldæernes sletter? Alle lagde nøje mærke til, hvad Abraham nu ville gøre, idet den ene besværlighed efter den anden mødte ham. Så længe hans tillid syntes urokket, følte de, at der var håb. De var sikre på, at Gud var hans ven, og at han stadig ledede ham. ret
(64) Abraham kunne ikke forklare Himmelens ledelse. Han havde ikke fået sine forventninger opfyldt; men han holdt fast ved løftet: "Jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær en velsignelse!" Under alvorlig bøn overvejede han, hvordan han skulle redde sine folks og sit kvægs liv; men han ville ikke tillade omstændighederne at rokke sin tro på Guds ord. For at undgå hungersnød rejste han til Ægypten. Han opgav ikke Kanaan og vendte heller ikke i denne vanskelige situation tilbage til Kaldæa, hvorfra han var kommet, og hvor der var rigelig føde. Han søgte et midlertidigt tilflugtsted så nær det forjættede land som muligt for snarest at vende tilbage til det sted, hvor Gud havde ført ham hen. ret
(64) Herren havde i sit forsyn ladet denne prøvelse komme over Abraham for at lære ham lydighed, tålmodighed og tro en undervisning, der skulle optegnes til gavn for alle, der senere skulle komme til at udholde prøvelse. Gud fører sine børn ad en vej, de ikke kender; men han glemmer eller forkaster ikke dem, der sætter deres lid til ham. Han tillod, at der kom prøvelser over Job, men han forlod ham ikke. Han tillod, at den elskede Johannes blev forvist til den ensomme ø Patmos; men Guds Søn mødte ham dér, og Johannes' øje frydede sig ved synet af den evige herlighed. Gud tillader, at der kommer prøvelser over hans folk, for at de ved deres udholdenhed og lydighed selv kan høste en åndelig rigdom, og for at deres eksempel kan blive en kilde til styrke for andre. "Jeg ved, hvilke tanker jeg tænker om Eder, lyder det fra Herren, tanker om fred og ikke om ulykke," Jer. 29, 11. Netop de prøvelser, der sætter vor tro på den største prøve og får det til at se ud, som om Gud har svigtet os, skal lede os nærmere Kristus, så vi kan lægge alle vore byrder ved hans fødder og erfare den fred, som han vil give os i stedet. ret
(64) Gud har altid prøvet sit folk i prøvelsens ildovn. Det er i smelteovnens hede, slaggerne skilles fra det sande guld i den kristnes karakter. Jesus overvåger prøven. Han ved, hvad der er nødvendigt for at rense det ædle metal, så det kan genspejle hans kærligheds glans. Det er ved hårde, krævende prøver, Gud uddan-ner sine tjenere. Han ser, at nogle har evner, som kan bruges til fremme af hans værk, og dem sætter han på prøve. I sit forsyn fører han dem ind i situationer, der sætter deres karakter på prøve og åbenbarer mangler og svagheder, som har været skjult for dem selv. Han giver dem anledning til at rette disse mangler og til at gøre sig skikket til at tjene ham. Han viser dem deres svagheder og lærer dem at søge til Ham; for han er deres eneste hjælper og vogter. Således nås hans hensigt. De bliver undervist, oplært og uddannet, beredt til at opfylde den store hensigt, hvormed deres evner blev givet dem. Når Gud kalder dem til handling, er de rede, og himmelske engle kan forene sig med dem i det værk, der skal fuldføres på jorden! ret
(64) Under sit ophold i Ægypten viste Abraham, at han ikke var fri for menneskelig svaghed og ufuldkommenhed. Ved at skjule, at Sara var hans hustru, viste han, at han ikke stolede på Guds omsorg. Han viste mangel på den ophøjede tro og det mod, som hans liv ellers frembød så mange smukke eksempler på. Sara var smuk, og han var ikke i tvivl om, at de mørklødede ægyptere ville begære den smukke udlænding, og at de ikke ville betænke sig på at slå hendes mand ihjel for at få fat på hende. Han ræsonnerede, at han ikke gjorde sig skyld i nogen usandhed ved at sige, at Sara var hans søster, for hun var hans faders datter, blot ikke hans moders. Men denne fortielse af det virkelige forhold mellem dem var et bedrageri. Gud billiger ingen afvigelse fra fuldkommen ærlighed. Ved Abrahams mangel på tro blev Sara bragt i stor fare. Da kongen af Ægypten hørte om hendes store skønhed, lod han Hende bringe til slottet for at gøre hende til sin hustru. Men i sin store nåde beskyttede Herren Sara ved at lade straffedomme komme over kongens hus. Derved fik kongen sandheden at vide, og harmfuld over, at han var blevet bedraget, bebrejdede han Abraham og sendte hans hustru tilbage med ordene: "Hvad har du gjort imod mig! ..... Hvorfor sagde du, at hun var din søster, så at jeg tog hende til hustru? Se, her har du nu din hustru, tag hende og gå bort!" ret
(65) Abraham havde modtaget stor gunst af kongen. Selv nu ville Farao ikke tillade, at der skete ham eller hans følge noget, men beordrede en vagt at føre dem sikkert ud af sit land. På denne tid blev der givet love, der forbød ægypterne at have samkvem med fremmede hyrder og vise dem fortrolighed ved at spise eller drikke med dem. Faraos afsked med Abraham var venlig og højsindet; men han bød ham forlade Ægypten, for han vovede ikke at lade ham blive. Han havde uden at vide det været ved at gøre ham alvorlig skade; men Gud var skredet ind og havde sparet monarken fra at begå så stor en synd. Farao så i denne fremmede et menneske, som Himmelens Gud ærede, og han frygtede for at have en mand i sit rige, der i en sådan grad var under Guds beskyttelse. Hvis Abraham var blevet i Ægypten, ville hans voksende rigdom og ære sandsynligvis havde vakt ægypternes misundelse eller begærlighed, og der kunne blive tilføjet ham skade, som kongen kunne blive holdt ansvarlig for, så der atter blev bragt straffedomme over kongehuset. ret
(65) Den advarsel, som Farao havde fået, viste sig at blive til beskyttelse for Abraham i hans senere berøring med hedenske folk; for sagen kunne ikke hemmeligholdes, og man havde fået bevis for, at den Gud, Abraham tilbad, kunne beskytte sin tjener, og at uret over for ham ville blive hævnet. Det er farligt at gøre uret mod et af Himmelens kongebørn. Salmisten omtaler dette afsnit af Abrahams erfaring, idet han taler om det udvalgte folk og siger, at Gud tugtede for deres skyld konger: "Rør ikke mine salvede, gør ikke mine profeter ondt!" Sl. 104, 14-15. ret
(65) Der er en interessant lighed mellem Abrahams ophold i Ægypten og hans efterkommeres nogle århundreder senere. Begge parter drog til Ægypten på grund af hungersnød, og begge tog ophold dér. Gennem Guds indgriben for deres skyld kom der frygt for dem over ægypterne, og med rige gaver fra hedningerne drog de ud. ret