Patriarker og profeter kapitel 17. Fra side 93.     Fra side 183 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Jakobs landflygtighed

(93)  Dette kapitel er bygget op over 1 Mos 28-31

Truet med døden på grund af Esaus vrede forlod Jakob sin faders hus som en flygtning, men han tog sin faders velsignelse med sig. Isak havde gentaget pagtens løfte for ham og påbudt ham, i hans egenskab af løftets arvtager, at søge sig en hustru i sin moders familie i Mesopotamien. Og dog var det med dybt bekymret hjerte, Jakob begyndte sin ensomme rejse. Med blot en stav i hånden måtte han rejse hundreder af kilometer gennem et land, der var beboet af vilde, omstrejfende stammer. I sin anger og frygt forsøgte han at undgå mennesker for ikke at blive opsporet af sin vrede broder. Han frygtede, at han for stedse havde mistet den velsignelse, som Gud havde haft til hensigt at give ham, og Satan var der straks for at friste ham. ret

(93)  Den anden dags aften befandt han sig langt fra sin faders telte. Han følte sig forstødt og vidste, at alle hans besværligheder skyldtes hans egen forkerte handlemåde. Fortvivlelsens mørke sænkede sig over ham, og han turde knapt nok bede. Men han var så ensom, at han følte behovet for Guds beskyttelse som aldrig før. Med gråd og dyb ydmygelse bekendte han sin synd og bad inderligt om et bevis på, at han ikke var helt forladt. Men hans betyngede hjerte fandt ingen trøst. Han havde mistet tilliden til sig selv og frygtede, at hans fædres Gud havde forkastet ham. ret

(93)  Men Gud svigtede ikke Jakob. Han var stadig sin fejlende, mistroiske tjener nådig. Herren åbenbarede i sin medlidenhed netop, hvad Jakob havde brug for - en frelser. Han havde syndet, men hans hjerte blev fyldt med taknemmelighed, da han så, at han atter kunne få del i Guds nåde. ret

(93)  Træt af rejsen lagde vandringsmanden sig på jorden med en sten som hovedpude. Da han faldt i søvn, så han en smuk og skinnende stige, hvis nederste ende stod på jorden, mens dens øverste nåede til himmelen. På denne stige steg engle op og ned, over den var Guds herlighed, og fra himmelen sagde hans stemme: "Jeg er Herren, din fader Abrahams og Isaks Gud!" Den jord, han lå på som flygtning, var blevet lovet ham og hans efterkommere med forsikringen: "I dig og i din sæd skal alle jordens slægter velsignes." Dette løfte var blevet givet til Abraham og Isak, og nu blev det fornyet til Jakob. Derefter blev der talt trøstens og opmuntringens ord med særligt henblik på hans øjeblikkelige ensomhed og nød: "Se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går, og føre dig tilbage til dette land; thi jeg vil ikke forlade dig, men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!" ret

(93)  Herren kendte den onde indflydelse, Jakob ville blive udsat for, og de farer, der ville møde ham. I sin nåde åbenbarede han fremtiden for den angrende flygtning, så han kunne forstå Guds hensigt med hensyn til ham selv og være beredt til at modstå de fristelser, som han uundgåeligt ville blive udsat for, når han var alene midt blandt afgudsdyrkere og rænkesmede. Det høje mål, han skulle stræbe imod, ville altid stå for ham, og bevidstheden om, at Gud gennem ham ville gennemføre sin hensigt, ville stadig tilskynde ham til troskab. ret

(94)  I dette syn blev forløsningsplanen fremstillet for Jakob ikke i sin helhed, .men i så vid udstrækning, som det var nødvendigt for ham på det tidspunkt. Den mystiske stige, som han fik at se i sin drøm, var den samme, som Kristus nævnte i sin samtale med Natanael. Han sagde: "I skal se Himmelen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen." Joh.1, 51. Før menneskets oprør mod Guds regering havde der været fri forbindelse mellem Gud og mennesker. Men Adams og Evas synd skilte Jorden fra Himmelen, så at mennesket ikke længere kunne have samfund med sin skaber. Og alligevel var verden ikke overladt til håbløs ensomhed. Stigen er et billede på Jesus, der er bestemt til at være forbindelsesledet. Hvis han ikke ved sine fortjenester havde slået bro over den kløft, som synden havde skabt, kunne de tjenende engle ikke have haft nogen forbindelse med faldne mennesker. Kristus forbinder mennesket i dets svaghed og hjælpeløshed med den evige krafts kilde. ret

(94)  Alt dette blev åbenbaret for Jakob i en drøm. Skønt hans tanke straks fattede en del af denne åbenbaring, grundede han på dens store, hemmelighedsfulde sandheder hele livet og forstod stadig mere og mere. ret

(94)  Jakob vågnede af sin søvn i nattens dybe stilhed. De strålende skikkelser i synet var forsvundet. Kun de øde højes svage omrids og den stjernebesatte himmel mødte hans blik. Men han havde en højtidelig følelse af, at Gud var med ham. Der var en usynlig person hos ham i ensomheden. "Sandelig, Herren er på dette sted, og jeg vidste det ikke! ..... Visselig, her er Guds hus, her er Himmelens port!" ret

(94)  Tidligt næste morgen tog Jakob den sten, han havde brugt som hovedgærde, rejste den som en stenstøtte og gød olie over den. Det var skik at mindes vigtige begivenheder, og i overensstemmelse hermed rejste Jakob et mindesmærke om Guds nåde, så at han kunne standse på dette hellige sted og tilbede Gud, når som helst han kom denne vej. ret

(94)  Han kaldte stedet Betel eller "Guds hus". I dyb taknemmelighed gentog han løftet om, at Gud ville være med ham; og han svor derefter den højtidelige ed: "Hvis Gud er med mig og vogter mig på den vej, jeg skal vandre, og giver mig brød at spise og klæder at iføre mig, og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min faders hus, så skal Herren være min Gud, og denne sten, som jeg har rejst som en støtte, skal være Guds hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende!" ret

(94)  Jakob prøvede ikke at stille Gud betingelser. Herren havde allerede lovet ham fremgang, og hans løfte var udsprunget af et hjerte, der var fyldt med taknemmelighed over forsikringen om Guds kærlighed og barmhjertighed. Jakob følte, at Gud havde krav på ham, og at han måtte anerkende dette; endvidere, at de særlige tegn på Guds nåde, han havde modtaget, krævede noget til gengæld; for enhver velsignelse, vi modtager, forpligter os til at takke ham, der er ophavet til alle vore gaver. Den kristne bør ofte se tilbage på sit liv og med taknemmelighed mindes Guds vidunderlige hjælp - at Gud har støttet ham i prøver, åbnet veje for ham, når alt syntes mørkt og afskrækkende, og styrket ham, når han var ved at segne. Han bør se det alt sammen som beviser på himmelske engles omsorg. I betragtning af disse utallige velsignelser bør han ofte med ydmygt og taknemmeligt hjerte spørge: "Hvorledes skal jeg gengælde Herren alle hans velgerninger mod mig?" Sl. 116, 12. ret

(94)  Vor tid, vore evner, vor ejendom bør helliges og indvies til ham, som har betroet os disse velsignelser. Når som helst vi bliver udfriet på en særlig måde eller modtager nye eller uventede nådesbevisninger, bør vi erkende Guds godhed, ikke alene ved at udtrykke vor taknemmelighed i ord, men som Jakob, ved at give gaver til Guds sag. Ligesom vi stadig modtager Guds velsignelser, bør vi også stadig give. ret

(94)  Af alt, hvad du giver mig sagde Jakob, vil jeg give dig tiende! Skal vi, som nyder evangeliets fulde lys og forrettigheder, være tilfredse med at give Gud mindre end de, der levede under den forrige, mindre begunstigede pagt? Nej, eftersom de velsignelser, vi nyder, er større, forøges vore forpligtelser så ikke tilsvarende? Men hvor er denne målestok lille; og hvor er det frugtesløst at forsøge at opstille matematiske regler og drage sammenligning mellem vor tid, vore penge og vor kærlighed på den ene side og en så umådelig kærlighed og en gave af så ufattelig værdi på den anden! Tiende til gengæld for Kristus! Ah, hvilken ringe almisse og beskæmmende modydelse for det, der kostede så meget! Fra Golgatas kors kræver Kristus uforbeholden indvielse. Alt, hvad vi har, og alt, hvad vi er, bør indvies til Gud. ret

(95)  Med ny og vedholdende tro på Guds løfter og forsikringen om himmelske engles nærværelse og beskyttelse fortsatte Jakob sin rejse til "Østens børns land". 1. Mos. 29, 1. Men hvor var hans ankomst forskellig fra Abrahams sendebuds omtrent 100 år tidligere! Tjeneren var kommet med et følge ridende på kameler og med rige gaver af guld og sølv. Sønnesønnen var en ensom, træt rejsende uden anden ejendom end sin stav. Ligesom Abrahams tjener standsede Jakob ved en brønd, og det var her, han mødte Rakel, Labans yngste datter. Nu var det Jakobs tur til at hjælpe til ved at rulle stenen bort fra brønden og vande fårene. Da han fortalte om sit slægtskab, blev han budt velkommen i Labans hjem. Skønt han kom alene og uden ejendom, var nogle få ugers ophold nok til at vise værdien af hans flid og dygtighed, og han blev opfordret til at blive. Det blev aftalt, at han skulle yde Laban syv års tjeneste for Rakels hånd. ret

(95)  I gamle dage krævede skik og brug, at brudgommen før ægteskabets indgåelse betalte en sum penge eller et tilsvarende beløb i andre værdier, alt efter sine kår, til sin vordende hustrus fader. Dette blev betragtet som en slags sikkerhed for ægteskabet. Fædrene anså det ikke for betryggende at betro deres døtres lykke til mænd, der ikke kunne underholde en familie. Hvis de ikke besad tilstrækkelig sparsommelighed og energi til at drive forretning og skaffe sig kvæg og jord, var man bange for, at de var uduelige. Men man havde den ordning, at de, der ikke kunne betale for en hustru, blev sat på prøve. De fik lov at arbejde for den mand, hvis datter de elskede, og tjenestetidens længde blev fastsat efter den ønskede medgifts størrelse. Hvis bejleren var tro i sin tjeneste og ellers viste sig værdig, fik han datteren til hustru, og i regelen fik hun den medgift, som faderen havde modtaget, til brylluppet. Men både i Rakels og Leas tilfælde holdt Laban egenkærligt den medgift tilbage, som de skulle have haft. De henviste hertil lige før afrejsen fra Mesopotamien med ordene: " ..... siden han solgte os og brugte selv de penge, han fik for os." ret

(95)  Skønt den gamle skik somme tider blev brudt, som f.eks. i Labans tilfælde, gav den gode resultater. Når der krævedes af bejleren, at han skulle gøre tjeneste for at få sin brud, forhindredes det, at der blev indgået et forhastet ægteskab, og der var tid til at stille hans følelsers dybde på prøve såvel som hans evne til at forsørge en familie. I vor tid kommer der meget ondt ud af, at man benytter den modsatte fremgangsmåde. Ofte har mennesker kun lidt lejlighed til at lære hinandens vaner og natur at kende før ægteskabet, og med hensyn til hverdagslivet er de praktisk talt fremmede over for hinanden, når de forenes foran alteret. Mange opdager for sent, at de ikke passer til hinanden, og en livsvarig ulykke bliver resultatet af deres ægteskab. Ofte lider hustru og børn under mandens og faderens magelighed og uduelighed eller lastefulde vaner. Hvis bejlerens karakter efter den gamle skik var blevet sat på prøve inden ægteskabet, kunne megen ulykke være undgået. ret

(95)  Jakob ydede syv års tro tjeneste for Rakel, "og de syntes ham kun nogle få dage, fordi han elskede hende". Men den egenkærlige, begærlige Laban ønskede at beholde sin værdifulde hjælper og bedrog ham på det grusomste ved at give ham Lea i stedet for Rakel. Lea havde i virkeligheden selv andel i bedrageriet, og dette bevirkede, at Jakob følte, at han ikke kunne elske hende. Hans harmfulde bebrejdelse mod Laban blev imødegået af tilbudet om Rakel, hvis han ville arbejde endnu syv år. Men faderen holdt fast på, at Lea ikke skulle tilsidesættes, da det ville kaste vanære over familien. Derved blev Jakob bragt i en meget pinlig og vanskelig situation. Til sidst besluttede han at beholde Lea og gifte sig med Rakel også. Han elskede hele tiden Rakel mest; men hans forkærlighed for hende vakte søsterens skinsyge og misundelse, og hans ægteskabelige liv blev forbitret af de to søstres rivaliseren. ret

(95)  Jakob blev i Mesopotamien i tyve år og arbejdede i Labans tjeneste, skønt denne uden hensyn til familiebåndet var besluttet på at skaffe sig alle fordelene ved forbindelsen. Laban forlangte fjorten års hårdt arbejde for sine to døtre, og i den resterende tid blev Jakobs løn ændret ti gange. Alligevel tjente Jakob flittigt og trofast. Hans ord til Laban, da de talte sammen for sidste gang, viser tydeligt hans utrættelige omhu for sin fordringsfulde herres interesser: "I de tyve år, jeg har været hos dig, fødte dine får og geder ikke i utide, din hjords vædre fortærede jeg ikke, det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af min hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om dagen og om natten; om dagen fortærede heden mig, om natten kulden, og mine øjne kendte ikke til søvn." ret

(96)  Det var nødvendigt, at hyrden vogtede sin hjord dag og nat. Fårene var udsat for fare fra røvere og ikke mindst vilde dyr, der var så talrige og dristige, at de ofte voldte stor skade på hjorde, der ikke blev omhyggeligt vogtet. Jakob havde mange til at hjælpe sig med at passe Labans store hjorde, men han blev selv holdt ansvarlig for alle dyrene. En del af året var det nødvendigt, at han selv til stadighed var hos hjordene, i den tørre tid for at hindre, at dyrene omkom af tørst, og i de koldeste måneder for at beskytte dem imod den stærke nattefrost. Jakob var overhyrde, hans tjenere underhyrder. Hvis der manglede nogle af fårene, måtte overhyrden tage tabet og han krævede de tjenere, som han havde betroet omsorgen for hjorden, strengt til regnskab, hvis den ikke var i den fineste stand. ret

(96)  Hyrdens flid og omsorg og ømme medlidenhed med de hjælpeløse skabninger, der er betroet ham, er blevet benyttet af de inspirerede skribenter til at belyse nogle af de dyrebareste sandheder i evangeliet. Kristus sammenlignes i forholdet til sit folk med en hyrde. Efter syndefaldet så han sine får dømt til at omkomme på syndens mørke stier. For at frelse de vildfarne forlod han al sin ære og herlighed i sin Faders hus. Han siger: "De vildfarne dyr vil jeg opsøge, de adsplittede vil jeg bringe tilbage, de sårede vil jeg forbinde, de svage vil jeg styrke." "Derfor vil jeg hjælpe min hjord, så den ikke mere skal blive til rov." Og landets vilde dyr skal ikke æde dem." Ez. 34, 16. 22. og 28. Man hører hans stemme kalde dem til hans fold "til skygge mod hede og til skærm og skjul mod skybrud og regn". Es. 4, 6. Hans omsorg for hjorden er utrættelig. Han styrker de svage, hjælper de lidende, samler lammene i sine arme og bærer dem ved sit bryst. Hans får elsker ham. "En fremmed derimod vil de ikke følge, men vil flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst." Joh. 10, 5. ret

(96)  Kristus siger: "Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Men den, som er lejesvend og ikke hyrde, hvem fårene ikke hører til, han ser ulven komme og forlader fårene og flygter - og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hverandre, fordi han er en lejesvend og ikke bryder sig om fårene. Jeg er den gode hyrde; jeg kender mine, og mine kender mig." Vers 11-14. ret

(96)  Kristus, overhyrden, har betroet omsorgen for sin hjord til sine tjenere, underhyrderne, og han byder dem vise samme interesse, som han viste, og føle det hellige ansvar for den opgave, han har betroet dem. Han har højtideligt befalet dem at være tro, vogte hjorden, styrke de svage, give de udmattede nye kræfter og beskytte dem mod glubende ulve. ret

(96)  For at frelse sine får gav Kristus sit liv, og han henviser sine hyrder til den kærlighed, han derved lagde for dagen, som deres forbillede. "Men den, som er lejesvend, ..... hvem fårene ikke hører til" har ingen virkelig interesse for hjorden. Han arbejder kun for vindings skyld og tænker kun på sig selv. Han ser på sin egen fortjeneste i stedet for at tage sig af dem, som er betroet ham, og i farens stund flygter han og lader hjorden i stikken. ret

(96)  Apostlen Peter formaner underhyrderne: "Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden." 1. Pet. 5, 2-3. Paulus siger: "Så giv da agt på jer selv og på den hele hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod. Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden." ApG. 20, 28-29. ret

(96)  Alle de, der betragter den omsorg og de byrder, der falder i den tro hyrdes lod, som en uvelkommen opgave, irettesættes af apostlen: "Ikke af tvang, men af fri vilje efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte." 1. Pet. 5, 2. Alle sådanne utro tjenere vil overhyrden hellere end gerne være fri for. Kristi menighed er købt med hans blod, og enhver hyrde bør indse, at de får, der er under hans omsorg, har kostet et uendelig stort offer. Han bør betragte hvert enkelt af dem som uvurderlig værdifuldt og bør utrætteligt stræbe efter at bevare dem i en sund, frodig stand. ret

(97)  Den hyrde, der er fyldt af Kristi ånd, vil efterligne hans selvfornægtende eksempel og stadig arbejde for deres velfærd, som er ham betroet. Så vil hjorden trives under hans omsorg. ret

(97)  Alle vil blive krævet nøje til regnskab for deres tjeneste. Mesteren vil spørge hver enkelt hyrde: "Hvor er den hjord, du fik, dine dejlige får?" Jer. 13, 20. Den trofaste vil få en rig belønning. Apostlen siger: "Når overhyrden åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans." 1. Pet. 5, 4. ret

(97)  Da Jakob var blevet træt af at være i Labans tjeneste og havde i sinde at rejse tilbage til Kanaan, sagde han til sin svigerfader: "Lad mig fare, at jeg kan drage til min hjemstavn og mit land; giv mig mine hustruer og mine børn, som jeg har tjent dig for, og lad mig drage bort; du ved jo selv, hvordan jeg har tjent dig!" Men Laban nødte ham til at blive og sagde: "Jeg har udfundet, at Herren har velsignet mig for din skyld." Han så, at hans ejendom forøgedes under hans svigersøns omsorg. ret

(97)  Jakob sagde: "Før jeg kom, ejede du kun lidet, men nu har du overflod." Men som tiden gik, blev Laban misundelig over Jakobs store fremgang, for Jakob blev "overmåde rig og fik småkvæg i mængde, trælkvinder og trælle, kameler og æsler". Labans sønner delte deres faders misundelse, og deres ondskabsfulde tale kom Jakob for øre: "Jakob har taget al vor faders ejendom, og deraf har han skabt sig al den velstand." Og Jakob læste i Labans ansigt, at han ikke var sindet mod ham som tidligere." ret

(97)  Jakob ville være rejst fra sin listige slægtning længe før, hvis han ikke havde frygtet for at møde Esau. Nu følte han sig truet af Labans sønner, der betragtede hans rigdom som deres egen og måske ville prøve at tilegne sig den med magt. Han var tvivlrådig og ulykkelig og vidste ikke, hvad han skulle gøre. Men han huskede det nådige løfte i Betel og lagde sin sag frem for Gud og søgte vejledning hos ham. Hans bøn blev besvaret i en drøm: "Vend tilbage til dine fædres land og din hjemstavn, så vil jeg være med dig!" ret

(97)  I Labans fravær havde Jakob lejlighed til at rejse. Hjordene blev hurtigt samlet og sendt af sted, og med sine hustruer, børn og tjenestefolk satte Jakob over Eufrat og skyndte sig i retning af Gilead, ved grænsen til Kanaan. Tre dage efter fik Laban at vide, at de var flygtet. Han satte efter dem og indhentede dem, da de havde rejst i syv dage. Han glødede af raseri og var opsat på at tvinge dem til at vende tilbage, hvad han ikke tvivlede på, at han kunne, eftersom han havde flere folk end Jakob. Flygtningene var for alvor i fare. ret

(97)  At han ikke fik udført sit fjendtlige forsæt, skyldtes, at Gud selv havde grebet ind for at beskytte sin tjener. Laban sagde: "Det stod nu i min magt at handle ilde med dig; men din faders Gud sagde til mig i nat: Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt ord til Jakob!" Det vil sige, han skulle ikke tvinge ham til at vende om eller presse ham med smigrende løfter. ret

(97)  Laban havde beholdt sine døtres medgift og havde altid behandlet Jakob med list og hårdhed; men med karakteristisk forstillelse bebrejdede han ham nu, at han var rejst i hemmelighed, så at faderen ikke havde fået lejlighed til at holde en afskedsfest eller endog sige farvel til sine døtre og deres børn. ret

(97)  Som svar foreholdt Jakob rent ud Laban hans egenkærlige og gerrige metoder og kaldte ham til vidne på sin egen troskab og ærlighed. "Havde ikke min faders Gud, Abrahams Gud og Isaks rædsel, stået mig bi, så havde du ladet mig gå med tomme hænder; men Gud så min elendighed og mine hænders møje, og i nat afsagde han sin kendelse!" ret

(97)  Laban kunne ikke benægte de kendsgerninger, der blev fremsat, og han foreslog nu, at de skulle slutte en fredspagt. Jakob gik ind på forslaget, og der blev rejst en stenstøtte som tegn på pagten. Denne støtte kaldte Laban Mizpa, "vagtsted" thi han sagde: "Herren skal stå vagt mellem mig og dig, når vi skilles." ret

(97)  Og Laban sagde til Jakob: Se denne stendysse og se denne stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig! Vidne er denne dysse, og vidne er denne støtte på, at jeg ikke i fjendtlig hensigt vil gå forbi denne dysse ind til dig, og at du heller ikke vil gå forbi den ind til mig; Abrahams Gud og Nakors Gud, deres faders Gud, være dommer imellem os! Så svor Jakob ved sin fader Isaks rædsel. For at bekræfte pagten holdt de to parter et festmåltid. Natten blev tilbragt i venligt samvær, og ved daggry rejste Laban og hans folk derfra. Med denne adskillelse ophørte al forbindelse mellem Abrahams børn og beboerne i Mesopotamien. ret

næste kapitel