Patriarker og profeter kapitel 23. Fra side 129.     Fra side 257 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Ægyptens plager

(129)  Dette kapitel er bygget op over 2 Mos 5-10

Efter at have fået undervisning af englen drog Aron ud for at møde sin broder, som han havde været skilt fra så længe. De mødtes i ørkenens ensomhed ved Horeb. Her talte de sammen, og Moses fortalte Aron om alt, hvad Herren havde pålagt ham, og om alle de tegn, han havde befalet ham at gøre". 2. Mos. 4, 28. De fulgtes nu ad til Ægypten, og da de var kommet til Gosen, sammenkaldte de Israels ældste. Aron fortalte dem alt, hvad Gud havde gjort med Moses, og derefter blev de tegn, Gud havde sat Moses i stand til at gøre, vist for folket. "Da troede folket, og da de hørte, at Herren havde givet agt på israelitterne og set til deres elendighed, bøjede de sig og tilbad." 2. Mos. 4, 31. ret

(129)  Moses havde også fået et budskab til kongen. De to brødre gik til kongens palads som udsendinge fra kongernes Konge, og de sagde i hans navn: "Så siger Herren, Israels Gud: Lad mit folk rejse, for at de kan holde højtid for mig i ørkenen!" ret

(129)  Hvem er Herren, at jeg skulle adlyde ham og lade israelitterne rejse? spurgte Farao. Jeg kender ikke noget til Herren, og jeg vil heller ikke lade israelitterne rejse! ret

(129)  Deres svar var: "Hebræernes Gud har mødt os; tillad os nu at drage tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til Herren vor Gud, for at han ikke skal slå os med pest eller sværd!" ret

(129)  Der var allerede gået meddelelse til kongen om dem og den interesse, de havde vakt hos folket. Han blev vred. "Hvorfor vil I, Moses og Aron, forstyrre folket i dets arbejde?" sagde han. "Gå til Eders trællearbejde!" Nationen havde allerede lidt tab på grund af disse fremmedes indblanding. Ved tanken herom tilføjede kongen: "Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have dem fri fra deres trællearbejde!" ret

(129)  I deres trældom havde israelitterne til en vis grad mistet kendskabet til Guds lov og var afveget fra dens forskrifter. Sabbatten var blevet tilsidesat, og fogedernes krav gjorde det tilsyneladende umuligt at helligholde den. Men Moses havde vist sit folk, at lydighed mod Gud var den første betingelse for befrielse og forsøgene på at genindføre sabbattens helligholdelsen var blevet bemærket af folkets undertrykkere. ret

(129)  Kongen blev meget opskræmt og mistænkte israelitterne for at lægge planer om at rive sig løs fra hans tjeneste. Deres misfornøjelse skyldtes lediggang; men han skulle nok sørge for, at de ikke fik nogen tid tilovers til at lægge farlige planer. Han tog straks skridt til at stramme deres lænker og knuse deres uafhængighedsvilje. Samme dag blev der udstedt ordrer, der gjorde deres arbejde endnu mere grusomt og tyngende. ret

(129)  Det almindeligste byggemateriale i dette land var soltørrede teglsten. De fineste bygninger var lavet af dette materiale og derefter beklædt med sten, og et stort antal slaver var beskæftiget med fremstillingen af teglsten. Leret blev blandet med strå for at holde sammen på det, og derfor krævedes der store mængder strå til arbejdet. Nu bestemte kongen, at der ikke mere skulle leveres strå. Arbejderne skulle selv finde det, men der skulle fremstilles samme antal sten. ret

(130)  Denne befaling vakte stor fortvivlelse blandt israelitterne i hele landet. De ægyptiske fogeder havde udnævnt hebraiske opsynsmænd til at føre tilsyn med folkets arbejde, og disse opsynsmænd var ansvarlige for det arbejde, deres underordnede udførte. Da kongens krav blev sat i kraft, spredte folket sig ud over landet for at samle stubbe i stedet for strå; men det var umuligt for dem at udføre den sædvanlige mængde arbejde, og dette gik ud over de israelitiske opsynsmænd, som blev grusomt straffet. ret

(130)  Opsynsmændene troede, at det var fogederne og ikke kongen, der var skyld i deres undertrykkelse. Derfor gik de til ham med deres klager. Deres protest blev mødt med hån: "I er dovne, det er det, I er! Derfor siger I: Lad os rejse ud og ofre til Herren!" De blev beordret tilbage til deres arbejde med den besked, at deres byrde på ingen måde ville blive lettet. Da de vendte tilbage, mødte de Moses og Aron, og råbte til dem: "Herren se til Eder og dømme Eder, fordi I har vakt afsky mod os hos Farao og hans tjenere og lagt dem et sværd i hånden til at dræbe os med. ret

(130)  Da Moses hørte disse bebrejdelser, blev han meget bedrøvet. Folkets lidelser var blevet stærkt forøget, over hele landet opsteg der et klageråb fra gammel og ung, og alle var enige om at give ham skylden for den frygtelige forandring, der var indtrådt i deres kår. ret

(130)  I sin vånde gik Moses til Gud og råbte: "Herre, hvorfor har du handlet ilde med dette folk? Hvorfor har du udsendt mig? Siden jeg har været hos Farao og talt i dit navn, har han handlet ilde med dette folk, og frelst dit folk har du ikke!" ret

(130)  Svaret var: "Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao! Med magt skal han blive tvunget til at lade dem rejse, og med magt skal han blive tvunget til at drive dem ud af sit land!" Atter blev han henvist til den pagt, Gud havde sluttet med hans fædre, og han blev forsikret om, at den ville blive opfyldt. ret

(130)  I alle trældommens år i Ægypten var der israelitter, der vedblev at tilbede Gud. De var meget bekymrede over, at deres børn daglig var vidne til hedningernes vederstyggeligheder og endda bøjede sig for deres falske guder. I deres nød råbte de til Herren om befrielse fra ægypternes åg, så de kunne blive fri for afgudsdyrkelsens demoraliserende indflydelse. De skjulte ikke deres tro for ægypterne, men bekendte, at de tilbad himmelens og jordens skaber, den eneste sande Gud. De opregnede gang på gang beviserne på hans eksistens og magt, lige fra skabelsen ned til Jakobs dage. Ægypterne fik således anledning til at lære hebræernes religion at kende; men de hadede at blive belært af deres slaver og prøvede at lede dem, der tilbad Gud, på afveje ved at love dem belønninger og, da det ikke hjalp, ved trusler og grusomhed. ret

(130)  Israels ældste søgte at styrke deres brødres vaklende tro ved at gentage løfterne til fædrene og Josefs profetiske ord lige før hans død, hvor han forudsagde deres udfrielse fra Ægypten. Nogle lyttede og troede, andre så på de forhold, de levede under, og ville ikke fatte håb. Da ægypterne fik at vide, hvad der blev talt om blandt deres slaver, spottede de dem for deres forventning og fornægtede hånligt deres Guds magt. De henviste til deres slavetilstand og sagde spottende: "Hvis jeres Gud er retfærdig og barmhjertig og har større magt end ægypternes guder, hvorfor gør han jer så ikke til et frit folk?" De pegede på deres egne kår. De tilbad guder, som israelitterne kaldte falske, men de var en rig og mægtig nation. De erklærede, at deres guder havde velsignet dem med velstand og givet dem israelitterne som slaver, og de roste sig af, at de havde magt til at undertrykke og udrydde dem, der tilbad Gud. Farao pralede selv af, at hebræernes Gud ikke kunne udfri dem af hans hånd. ret

(130)  Den slags ord slog håbet ned hos mange af israelitterne. For dem så det næsten ud, som om ægypterne havde ret. Det var sandt, at de var slaver og måtte finde sig i alt, hvad deres grusomme fogeder fandt for godt at påtvinge dem. Deres børn var blevet efterstræbt og slået ihjel, og livet var en byrde for dem selv. Trods alt dette tilbad de Himmelens Gud. Hvis Herren virkelig stod over alle guder, ville han afgjort ikke lade dem blive ved at leve i trældom hos afgudsdyrkere. Men de, der var tro mod Gud, var klar over, at det var på grund af Israels afvigelse fra Herren på grund af deres tilbøjelighed til at gifte sig med hedningerne og den dermed følgende afgudsdyrkelse at Gud havde tilladt, at de blev trælle, og de forsikrede med overbevisning deres brødre om, at han snart ville bryde deres åg. Hebræerne havde ventet at få deres frihed uden nogen særlig trosprøve og uden nogen egentlig lidelse eller modgang. Men de var endnu ikke rede til at blive befriet. De havde kun ringe tro på Gud og var uvillige til at udholde deres prøvelser med tålmodighed, indtil han skønnede, at tiden var inde til at hjælpe dem. Mange ville hellere blive i trældommen end udsætte sig for de vanskeligheder, der var forbundet med at rejse til et fremmed land, og nogles vaner lignede ægypternes så meget, at de foretrak at blive i Ægypten. Derfor befriede Herren dem ikke, da han første gang åbenbarede sin magt over for Farao. Han holdt begivenhederne under kontrol for at give den ægyptiske konges tyranniske ånd tid til at komme til fuld udvikling og for at få lejlighed til at åbenbare sig for sit folk. Når de så hans retfærdighed, magt og kærlighed, ville de selv ønske at forlade Ægypten og tjene ham. Moses' gerning ville have været mindre vanskelig, hvis der ikke var så mange af israelitterne, der var blevet så fordærvede, at de var uvillige til at forlade Ægypten. ret

(131)  Herren sendte atter Moses til folket for at gentage løftet om befrielse og give dem en ny forsikring om Guds gunst. Han gik, som han havde fået befaling om, men de ville ikke høre på ham. Skriften siger: "De hørte ikke på Moses, dertil var deres modløshed for stor og deres trællearbejde for hårdt." Atter lød Guds budskab til Moses: "Gå hen og sig til Farao, Ægyptens konge, at han skal lade israelitterne drage ud af sit land!" Mismodigt svarede Moses: "Israelitterne har ikke hørt på mig, hvor skulle da Farao gøre det?" Han fik befaling om at tage Aron med sig og gå til Farao og igen kræve, "at han skal lade israelitterne drage ud af sit land". ret

(131)  Han fik at vide, at monarken ikke ville give efter, før Gud nedkaldte straffedomme over Ægypten og førte Israel ud ved en enestående åbenbarelse af sin magt. Før hver plage skulle Moses beskrive dens natur og virkning, så at kongen kunne undgå den, hvis han ville. Straffen ville blive strengere og strengere for hvert afslag, indtil hans stolte hjerte blev ydmyget, og han anerkendte himmelens og jordens skaber som den sande, levende Gud. Herren ville give ægypterne anledning til at se, hvor lidt deres store mænds visdom og deres guders magt formåede, når de satte sig op imod Guds befalinger. Han ville straffe Ægyptens folk for deres afgudsdyrkelse og få deres pral med de velsignelser, de havde modtaget af deres livløse guder, til at forstumme. Gud ville forherlige sit navn, for at andre folk kunne høre om hans magt og skælve for hans mægtige gerninger, og for at hans folk kunne tilskyndes til at opgive deres afgudsdyrkelse og tjene ham alene. ret

(131)  Moses og Aron trådte atter ind i ægypterkongens fornemme haller. Omgivet af høje søjler og strålende ornamenter, kostbare malerier og statuer af hedenske guder stod de to repræsentanter for slavefolket over for monarken i datidens mægtigste rige for at gentage Guds befaling om Israels befrielse. Kongen krævede et mirakel som bevis på deres guddommelige bemyndigelse. Moses og Aron havde fået undervisning om, hvad de skulle gøre, hvis et sådant krav blev fremsat. Aron tog nu staven og kastede den foran Farao, og den blev til en slange. Kongen sendte bud efter "vismændene og besværgerne" der "kastede hver sin stav, og stavene blev til slanger, men Arons stav opslugte deres stave". Kongen var nu mere urokkelig end nogensinde og erklærede, at hans troldmænd havde lige så stor magt som Moses og Aron. Han stemplede Herrens tjenere som bedragere og mente ikke, at der var nogen risiko ved at nægte at opfylde deres krav. Men skønt han foragtede deres budskab, hindrede en guddommelig magt ham i at gøre dem fortræd. ret

(131)  Det var Guds hånd og ikke en menneskelig indflydelse eller magt i Moses og Arons besiddelse, der fremkaldte de mirakler, de viste over for Farao. Disse tegn og undere blev gjort for at overbevise Farao om, at den store "Jeg Er" havde sendt Moses, og at det var kongens pligt at lade Israel rejse for at kunne tjene den levende Gud. Troldmændene gjorde også tegn og undere, men de udførte dem ikke ved deres egen kløgt alene, men fik hjælp fra deres gud, Satan, til at efterligne Guds værk. ret

(132)  Troldmændene fik ikke deres stave til at blive til rigtige slanger, men ved magi og bistand fra den store bedrager fik de det til at se sådan ud. Satan havde ikke magt til at forvandle stavene til levende slanger. Skønt det ondes fyrste besidder hele en falden engels visdom og magt, formår han ikke at skabe eller give liv. Denne forret tilhører Gud alene. Men Satan udøvede sin magt så langt, som han kunne. Han frembragte en efterligning. I menneskers øjne så det ud, som om stavene blev forvandlet til slanger. Det antog Farao og hans hof dem for at være. Der var ikke noget i deres udseende, der adskilte dem fra den slange, Moses frembragte. Skønt Herren lod den rigtige slange opsluge de falske, betragtede Farao det ikke som et udslag af Guds kraft, men af en slags magi, der overgik hans tjeneres. ret

(132)  Farao ønskede at retfærdiggøre sin hårdnakkede kamp mod Guds befaling og søgte derfor et påskud til at tilsidesætte de mirakler, Gud havde udført ved Moses. Satan gav ham netop, hvad han ønskede. Ved de tegn, han udførte gennem troldmændene, bibragte han ægypterne det indtryk, at Moses og Aron kun var troldmænd og besværgere, og at det budskab, de bragte, ikke kunne anses for at komme fra et højere væsen. Således opnåede Satan ved sit bedrag at gøre ægypterne dristigere i deres oprør og at få Farao til at forhærde sit hjerte, så at han ikke lod sig overbevise. Satan håbede også at kunne rokke Moses og Arons tro på, at de var sendt af Gud, for at hans håndlangere kunne sejre. Han ville ikke gå med til, at Israels børn blev befriet fra slaveriet, så de kunne tjene den levende Gud. ret

(132)  Men det ondes fyrste havde en endnu dybere hensigt med at vise sine mirakler gennem troldmændene. Han vidste godt, at Moses ved at bryde trældomsåget for Israels børn blev et forbillede på Kristus, der skulle bryde syndens herredømme over menneskeheden. Han vidste, at når Kristus kom, ville der ske mægtige mirakler, som skulle overbevise verden om, at Gud havde sendt ham. Satan skælvede for hans magt. Ved at efterligne de gerninger, Gud udførte ved Moses, håbede Satan ikke alene at kunne forhindre Israels befrielse, men at kunne udøve en indflydelse, som ville gøre sig gældende i fremtiden og nedbryde troen på Kristi mirakler. Satan søger stadig at efterligne Kristi gerninger og at stadfæste sin egen magt og sine egne påstande. Han får menneskene til at forklare Kristi mirakler ved at give det udseende af, at de er et resultat af menneskelig kløgt og magt. På denne måde undergraver han hos mange mennesker troen på Kristus som Guds Søn og får dem til at forkaste de nådige tilbud, der gives dem gennem forløsningsplanen. ret

(132)  Moses og Aron fik befaling om at gå ned til flodbredden næste morgen. Her plejede kongen at komme. Da Nilen ved sine oversvømmelser skaffede hele Ægypten føde og rigdom, blev den tilbedt som en gud, og kongen gik daglig ned til floden for at tilbede. Her gentog de to brødre deres budskab til ham, hvorpå de rakte staven ud og slog på vandet. Flodens hellige vand blev til blod, fiskene døde, og floden begyndte at stinke. Vandet i husene og cisternerne blev også forvandlet til blod. Men de ægyptiske koglere gjorde det samme ved hjælp af deres hemmelige kunster og Farao vendte sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde han sig på sinde. Plagen varede i syv dage, men var uden virkning. ret

(132)  Staven blev igen rakt ud over vandene, og der kom frøer op af floden og fyldte landet. De trængte ind i alle husene, fyldte soveværelserne, ja, endog ovnene og dejtrugene. Frøen blev af ægypterne betragtet som et helligt dyr, og de ville ikke slå den ihjel; men de slimede dyr var nu blevet utålelige. De myldrede selv i Faraos palads, og kongen var ivrig efter at få dem fjernet. Det havde set ud, som om troldmændene kunne frembringe frøer; men de kunne ikke fjerne dem. Da Farao så det, blev han i nogen grad ydmyget. Han sendte bud efter Moses og Aron og sagde: "Gå i forbøn hos Herren, at han skiller mig og mit folk af med frøerne, så vil jeg lade folket rejse, at de kan ofre til Herren." Efter at have mindet kongen om hans tidligere praleri bad de ham om at fastsætte en tid, hvor de skulle bede om, at plagen måtte holde op. Han valgte den næste dag i håb om, at frøerne ville forsvinde af sig selv, så han blev skånet for den bitre ydmygelse at måtte bøje sig for Israels Gud. Men plagen fortsatte indtil den fastsatte tid. Da døde frøerne i hele Ægypten, men deres fordærvede kroppe blev liggende og forpestede luften. ret

(133)  Herren kunne have forvandlet dem til støv på et øjeblik; men det gjorde han ikke, for at kongen og hans folk ikke skulle sige, at deres fjernelse skyldtes hekseri eller trolddom af samme art som troldmændenes. Frøerne døde og blev samlet i dynger Her havde kongen og hele Ægypten et bevis på, at dette ikke var sket ved trolddom, men at det var en straf fra Himmelens Gud, og dette bevis kunne de ikke bortforklare med al deres tomme filosofi. ret

(133)  Da Farao så, at han havde fået luft, forhærdede han sit hjerte. På Guds befaling rakte Aron sin hånd ud, og jordens støv blev til myg i hele Ægyptens land. Farao forlangte at troldmændene skulle gøre det samme, men de kunne ikke. Guds værk viste sig derved at være Satans overlegent. Selv troldmændene erkendte: Det er Guds finger! Men kongen var stadig urokkelig. ret

(133)  Henstillinger og advarsler var virkningsløse, derfor fulgte der endnu en straffedom. Det blev forudsagt hvornår den ville indtræffe, for at det ikke skulle kunne siges, at den var kommet tilfældigt. Bremser fyldte husene og jordens overflade, så at landet hærgedes af bremserne. Disse bremser var store og giftige, og deres stik var meget smertefuldt for mennesker og dyr. Som forudsagt ramte denne plage ikke Gosens land. ret

(133)  Farao tilbød nu at lade israelitterne ofre i Ægypten, men det nægtede de at gå ind på. Moses sagde: "Det går ikke an at gøre således, ..... når vi for øjnene af ægypterne ofrer, hvad der er dem en vederstyggelighed, mon de da ikke stener os?" De dyr, som hebræerne skulle ofre, regnedes for hellige af ægypterne, og deres ærbødighed for disse dyr var så stor, at det blev anset for en forbrydelse, der krævede dødsstraf, at dræbe et sådant dyr, også hvis det skete af vanvare. Det ville være umuligt for hebræerne at ofre i Ægypten uden at vække anstød hos deres herrer. Moses bad igen om tilladelse til at drage tre dagsrejser ud i ørkenen. Kongen indvilligede og bad Guds tjenere bede om, at plagen måtte blive borttaget. Det lovede de at gøre, men advarede ham mod at narre dem. Plagen blev standset, men kongens hjerte var blevet forhærdet af hans stadige oprør, og han nægtede fortsat at give efter. ret

(133)  Et endnu frygteligere slag fulgte - pest over alt det ægyptiske kvæg, som var på markerne. Både de hellige dyr og arbejdsdyrene - køer, okser, får, heste, kameler og æsler - døde. Det var udtrykkelig blevet sagt, at hebræerne ville blive skånet, og da Farao sendte bud til den landsdel, hvor israelitterne boede, viste det sig, at Moses ord var sande. "Ikke et eneste dyr af israelitternes kvæg var dødt." Men kongen var lige hårdnakket. ret

(133)  Derefter fik Moses ordrer til at tage sod fra smelteovnen og "kaste det i vejret i Faraos påsyn". Dette var en meget betydningsfuld handling. Fire hundrede år tidligere havde Gud givet Abraham en billedlig fremstilling af folkets kommende undertrykkelse i form af en rygende ovn med en flammende ildslue. Han havde sagt, at han ville hjemsøge deres undertrykkere med straffedomme og føre fangerne ud med meget gods. I Ægypten havde Israel vansmægtet i prøvelsens ildovn. Moses' handling var en forsikring til dem om, at Gud huskede sin pagt, og at tiden for deres befrielse var kommet. ret

(133)  Da asken var kastet i vejret, spredtes det fine støv over hele Ægyptens land, og overalt, hvor det faldt, blev det til betændelse, der brød ud i bylder på mennesker og kvæg. Præsterne og troldmændene havde hidtil støttet Farao i hans stædighed; men nu var der kommet en straffedom, der også gik ud over dem. De blev ramt af en frygtelig og smertefuld sygdom, og deres påståede magt gjorde dem kun mere foragtelige. De var ikke længere i stand til at kæmpe mod Israels Gud. Hele folket fik at se, hvor tåbeligt det var at stole på troldmændene, når de ikke engang kunne beskytte deres eget legeme. ret

(133)  Men Faraos hjerte blev stadig hårdere. Og nu sendte Herren ham et budskab, der lød således: "Denne gang vil jeg sende alle mine plager mod dig selv og mod dine tjenere og dit folk, for at du kan kende, at der er ingen som jeg på hele jorden ..... Derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt." Skønt denne hovmodige tyran ved sine forbrydelser havde forspildt Guds nåde, var hans liv dog blevet bevaret, for at Herren på grund af hans forhærdelse kunne åbenbare sine mirakler i Ægyptens land. Det er Guds forsyn, der styrer begivenhedernes gang. Gud kunne have overladt tronen til en mere barmhjertig konge, som ikke ville have vovet at trodse de mægtige åbenbarelser af hans magt. Men i så fald ville Herrens hensigt ikke være nået. Hans folk fik lov at erfare ægypternes grusomme undertrykkelse, for at de ikke skulle være uvidende om afgudsdyrkelsens nedbrydende indflydelse. I sin handlemåde med Farao viste Herren sit had over for afgudsdyrkelsen og sin beslutning om at straffe grusomhed og undertrykkelse. ret

(134)  Gud havde erklæret om Farao: "Jeg vil forhærde hans hjerte, så han ikke lader folket rejse." 2. Mos. 4, 21. Der blev ikke udøvet nogen overnaturlig kraft for at forhærde Faraos hjerte. Gud gav kongen de mest slående beviser på den guddommelige magt, men monarken nægtede hårdnakket at ænse lyset. For hver gang, han forkastede en åbenbaring af den evige kraft, blev han blot endnu mere trodsig i sit oprør. Den oprørssæd, han såede, da han forkastede det første mirakel, bragte sin høst. Idet han fortsatte ad sin egen bane og gradvis blev mere hårdnakket, blev hans hjerte mere og mere forhærdet, indtil han stod og så på de førstefødtes kolde, døde ansigter. ret

(134)  Gud taler til menneskene gennem sine tjenere, som han lader give formaninger og advarsler og irettesætte synd. Han giver et hvert menneske lejlighed til at rette sine fejl, før disse fæstner sig i karakteren, men hvis de nægter at lade sig retlede, skrider den guddommelige magt ikke ind for at modvirke resultaterne af menneskets egne handlinger, og de har lettere ved at gøre den samme handling igen. Mennesket forhærder da sit hjerte mod Helligåndens indflydelse. Ved yderligere at forkaste lyset vil det bringe sig i en stilling, hvor selv langt stærkere påvirkninger ikke kan gøre varige indtryk. ret

(134)  Den, der en gang har givet efter for en fristelse, vil lettere give efter anden gang. For hver gang synden gentages, formindskes modstandskraften, synet forblændes og samvittigheden undertrykkes. Enhver tilfredsstillende handling vil bære sin frugt. Gud udfører ingen mirakler for at forebygge en sådan høst. "Hvad et menneske sår, det skal han også høste." Gal. 6, 7-1. Den, der udviser en hårdnakket vantro og sløv ligegyldighed over for den guddommelige sandhed, høster blot frugten af det, han selv har sået. Det er sådan, det går til, at mennesker til sidst kan vise sløv ligegyldighed over for sandheder, der engang greb deres sjæl dybt. De såede ligegyldighed og modstand mod sandheden, og høsten bliver derefter. ret

(134)  De, der beroliger en skyldbevidst samvittighed med, at de kan ændre deres onde kurs, når de selv vil det, og at de kan blive ved med at høre nådens stemme, selv om de ringeagter dens indbydelse, løber en stor risiko. De tror, at de kan skænke al deres indflydelse til den store oprørers sag, for så at skifte leder, når de kommer i den yderste nød. Men så let går det ikke. Den erfaring, undervisning og oplæring, man har fået gennem et helt liv i synd, har dannet karakteren så grundigt, at Jesu billede ikke kan præges i den på et øjeblik. Hvis lyset ikke havde skinnet på deres vej, ville sagen have stillet sig anderledes. Da kunne nåden have grebet ind og givet dem lejlighed til at tage imod sin indbydelse, men når lyset er blevet forkastet og foragtet gennem lang tid, vil det til sidst blive trukket tilbage. ret

(134)  Dernæst blev Farao truet med en haglplage med advarslen: "Derfor må du sørge for at bringe dit kvæg og alt, hvad du har på marken, i sikkerhed! Thi alle mennesker og dyr, der befinder sig på marken og ikke er kommet under tag, skal rammes af haglene og omkomme." Det var usædvanligt, at der forekom regn og hagl i Ægypten, og et uvejr som det, der her blev forudsagt, havde man aldrig oplevet. Meddelelsen spredtes hurtigt, og alle, der troede på Herrens ord, hentede deres kvæg ind, mens de, der foragtede advarslen, lod det blive ude på marken. Således blev Guds nåde åbenbaret midt i straffen, folket blev sat på prøve, og det viste sig, hvor mange der var blevet tilskyndet til at frygte Gud ved at se hans magt. ret

(134)  Uvejret kom som forudsagt - torden og hagl blandet med ild, "så voldsomt, at dets lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten, siden det blev befolket; og i hele Ægypten slog haglene alt ned, hvad der var på marken, både mennesker og kvæg, og alle markens urter slog haglene ned, og alle markens træer knækkede den". Ødelæggelse og tilintetgørelse fulgte i den hærgende engels spor. Kun Gosens land blev skånet. Ægypterne fik at se, at jorden er under den levende Guds kontrol, at elementerne adlyder hans røst, og at man kun er tryg, når man adlyder ham. ret

(135)  Hele Ægypten skælvede under denne frygtelige straf fra Gud. Farao sendte hurtigt bud efter de to brødre og udbrød: "Denne gang har jeg syndet; Herren har ret, og jeg og mit folk har uret; gå i forbøn hos Herren, at det nu må være nok med Guds torden og haglvejret, så vil jeg lade Eder rejse, og I skal ikke blive længere!" Svaret var: "Så snart jeg kommer ud af byen, skal jeg udbrede mine hænder mod Herren, så skal tordenen høre op, og haglene skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden tilhører Herren. Dog, jeg ved, at du og dine tjenere endnu ikke frygter for Gud Herren." ret

(135)  Moses vidste, at kampen ikke var til ende. Faraos bekendelser og løfter skyldtes ikke en grundig forandring af sind og hjerte, men blev aftvunget ham på grund af rædsel og angst. Men Moses lovede at opfylde hans ønske, for han ville ikke give ham nogen grund til yderligere hårdnakkethed. Uden at ænse uvejrets rasen gik profeten ud, og Farao og alle hans mænd så, at Gud havde magt til at bevare sin tjener. Da han var kommet uden for byen, udbredte han sine hænder mod Herren, og da hørte tordenen og haglene op, og regnen strømmede ikke mere ned. Men kongen var næppe kommet sig af sin frygt, før hans hjerte igen blev forhærdet. ret

(135)  Så sagde Herren til Moses: "Gå til Farao! Thi jeg har forhærdet hans og hans tjeneres hjerte, at jeg kan komme til at gøre disse mine tegn iblandt dem, for at du må kunne fortælle din søn og din sønnesøn, hvorledes jeg handlede med ægypterne, og om de tegn, jeg gjorde iblandt dem; så skal I kende, at jeg er Herren." Herren åbenbarede sin magt for at styrke Israels tro på ham som den eneste, sande levende Gud. Han ville give umiskendelige beviser på den forskel, han gjorde mellem dem og ægypterne, og ville lade alle folkeslag vide, at hebræerne, som de havde foragtet og undertrykt, stod under Himmelens Guds beskyttelse. ret

(135)  Moses advarede monarken om, at hvis han vedblev at være genstridig, ville der komme en græshoppeplage, og græshopperne ville dække jordens overflade og æde alt det grønne, der var tilbage. De ville fylde husene, ja, selv paladset. Det ville blive en sådan hjemsøgelse, at hverken dine fædre eller dine fædres fædre nogensinde har oplevet mage dertil, fra den dag, de kom til verden og indtil denne dag! ret

(135)  Faraos rådgivere var forfærdede. Folket havde lidt store tab, da kvæget døde. Mange mennesker var blevet dræbt af haglene. Skovene var hærget og kornet ødelagt. De var ved at miste alt, hvad der var vundet ved hebræernes arbejde. Hele landet truedes af hungersnøden. Fyrster og hoffolk samledes om kongen og spurgte i vrede: "Hvor længe skal denne mand styrte os i ulykke? Lad dog disse mennesker rejse og lad dem dyrke Herren deres Gud! Har du endnu ikke indset, at Ægypten går til grunde?" ret

(135)  Moses og Aron blev igen tilkaldt, og kongen sagde til dem: "Drag af sted og dyrk Herren Eders Gud! Men hvem er det nu, der vil af sted?" Svaret var: "Med vore børn og vore gamle vil vi drage af sted, med vore sønner og vore døtre, vort småkvæg og vort hornkvæg vil vi drage af sted, thi vi skal fejre Herrens højtid." ret

(135)  Kongen blev rasende. Han råbte: "Herren vær med Eder, om jeg lader Eder rejse sammen med Eders kvinder og børn! Der ser man, at I har ondt i sinde! Nej - men I mænd kan drage bort og dyrke Herren; det var jo det, I ønskede!" Derpå jog man dem bort fra Farao." Farao havde søgt at knække israelitterne med hårdt arbejde; men nu lod han, som om han havde en dyb interesse for deres velfærd og øm omsorg for deres børn. Hans virkelige hensigt var at beholde kvinder og børn som en garanti for, at mændene ville komme tilbage. ret

(135)  Nu rakte Moses sin stav ud over landet, og der blæste en østenstorm, der førte græshopper med sig i uhyre mængder; aldrig før havde der været så mange græshopper, og ingensinde mere skal der komme så mange. De fyldte luften, så landet formørkedes, og de åd alt det grønne, der var tilbage. Farao sendte bud efter profeterne i hast og sagde: "Jeg har syndet mod Herren Eders Gud og mod Eder! Men tilgiv nu min synd denne ene gang og gå i forbøn hos Eders Gud, at han dog blot vil tage denne dødbringende plage fra mig!" Det gjorde de, og en stærk vestenvind førte græshopperne ud i Det røde Hav. Men kongen fastholdt sin stædige beslutning. ret

(135)  Ægyptens indbyggere var lige ved at fortvivle. De plager, der allerede var faldet over dem, syntes næsten at være uudholdelige, og de var opfyldt af frygt for fremtiden. Nationen havde tilbedt Farao som repræsentant for deres gud; men mange var nu af den overbevisning, at han stred mod den Gud, der kunne få alle naturkræfterne til at tjene sin vilje. De hebraiske slaver, for hvis skyld miraklerne blev gjort, begyndte at tro på, at de ville blive befriet. Deres fogeder vovede ikke mere at undertrykke dem. I hele Ægypten var der en hemmelig frygt for, at slavefolket skulle rejse sig og hævne den uret der var begået imod dem. Overalt spurgte man med tilbageholdt åndedræt: "Hvad bliver det næste?" ret

(136)  Pludselig kom der mørke over landet, så tæt og sort, som man kan tage og føle på. Folket blev ikke alene berøvet lyset, men luften var så trykkende, at det var vanskeligt at ånde. "Den ene kunne ikke se den anden, og ingen flyttede sig af stedet i tre dage; men overalt, hvor israelitterne boede, var der lyst". Solen og månen blev tilbedt af ægypterne. I dette mystiske mørke blev både folk og guder slået af den magt, der havde påtaget sig at føre trællenes sag. Men hvor frygtelig denne plage end var, så er den dog et bevis på Guds medlidenhed og uvillighed til at ødelægge. Han ville give folket tid til at tænke sig om og angre, inden han bragte den sidste og frygteligste af plagerne over dem. ret

(136)  Til sidst aftvang frygten Farao endnu en indrømmelse. Ved slutningen af den tredje dags mørke tilkaldte han Moses og gik ind på folkets afrejse, når blot deres småkvæg og hornkvæg blev tilbage. "Ikke en klov må blive tilbage," svarede den beslutsomme hebræer "Også vore hjorde må vi have med, thi dem har vi brug for, når vi skal dyrke Herren vor Gud, og vi ved jo ikke, hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til stedet." Så blev kongen ude af sig selv af raseri. "Gå bort fra mig og vogt dig for at komme mig for øje mere; thi den dag, du kommer mig for øje, er du dødsens!" ret

(136)  Svaret var: "Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme dig for øje!" ret

(136)  Den mand Moses var højt anset i Ægypten både hos Faraos tjenere og hos folket. Ægypterne betragtede Moses med ærefrygt. Kongen vovede ikke at gøre ham fortræd, for folket betragtede ham som den eneste, der havde magt til at fjerne plagerne. De ønskede, at israelitterne ville få tilladelse til at forlade Ægypten. Det var kongen og præsterne, der til det sidste trodsede Moses krav. ret

næste kapitel