Patriarker og profeter kapitel 25. Fra side 140.     Fra side 281 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Udgangen af Ægypten

(140)  Dette kapitel er bygget op over 2 Mos 12,34-51; 13-15

Med bælte om lænd og sko på fødderne og stav i hånden havde Israels folk i tavshed, ærefrygt og håb afventet den kongelige tilladelse til at drage af sted. Inden morgengry var de på vej. Efterhånden som åbenbarelsen af Guds magt under plagerne havde tændt troen i trællenes hjerter og spredt rædsel blandt deres undertrykkere, havde israelitterne lidt efter lidt samlet sig i Gosen. Skønt deres flugt skete pludselig, var der allerede taget de nødvendige skridt til at organisere og lede de marcherende hærskarer, som var blevet opdelt i grupper under bestemte ledere. ret

(140)  Så drog de ud henved 600.000 mand til fods foruden kvinder og børn. Desuden fulgte en stor hob sammenløbet folk med. Denne hob talte ikke blot dem, som troen på Israels Gud tilskyndede til at rejse, men de fleste af dem var mennesker, der blot ønskede at komme bort fra plagerne, eller som fulgte med af nysgerrighed eller eventyrlyst. Disse var stadig en hindring og en snare for Israel. ret

(140)  Folket tog også småkvæg og hornkvæg, en vældig mængde kvæg med sig. Det var israelitternes ejendom, for de havde aldrig solgt deres besiddelser til kongen ligesom ægypterne. Jakob og hans sønner have bragt deres hjorde med sig til Ægypten, og her havde de formeret sig stærkt. Inden folket forlod Ægypten, krævede de efter Moses' anvisning en erstatning for det arbejde, som de havde gjort gratis, og ægypterne var så ivrige efter at blive af med dem, at de ikke afslog det. Trællene gik ud, belæsset med bytte fra deres undertrykkere. ret

(140)  Den dag betegnede afslutningen på det historiske tidsafsnit, der var blevet åbenbaret for Abraham i profetiske syner flere hundrede år tidligere: "Dit afkom skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 år. Dog vil jeg også dømme det folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget gods." 1. Mos. 15, 13-14. De fire hundrede år var nu gået. "På denne selv samme dag førte Herren israelitterne ud af Ægypten, hærskare for hærskare." Ved afrejsen fra Ægypten tog israelitterne en dyrebar arv med sig - Josefs ben, der så længe havde ventet på opfyldelsen af Guds løfte, og som gennem de mørke trældomsår havde været en påmindelse om Israels befrielse. ret

(140)  I stedet for at følge den direkte vej til Kanaan, igennem filisternes land, ledede Herren dem mod syd til bredden af Det røde Hav. "Thi Gud sagde: "Folket kunne komme til at fortryde det, når de ser, der bliver krig, og vende tilbage til Ægypten." Hvis de havde prøvet at gå gennem filisternes land, ville de have mødt modstand, for filisterne betragtede dem som slaver, der var flygtet fra deres herrer, og ville ikke have tøvet med at føre krig mod dem. Israelitterne var dårligt rustet til at kæmpe mod dette stærke, krigeriske folk. De havde kun lidt kendskab til Gud og kun lidt tro på ham, og de ville være blevet rædselsslagne og mismodige. De var ubevæbnede og uvant med krig, deres mod var kuet af lang tids trældom, og deres bevægelsesfrihed var hæmmet af kvinder, børn, småkvæg og hornkvæg. Ved at lede dem mod Det røde Hav åbenbarede Herren sig både som en barmhjertighedens og dommens Gud. ret

(141)  De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved randen af ørkenen. Men Herren vandrede foran dem, om dagen i en skystøtte for at vise dem vej og om natten i en ildstøtte for at lyse for dem; så kunne de rejse både dag og nat. Og skystøtten veg ikke fra folket om dagen, ej heller ildstøtten om natten. Salmisten siger: Han bredte en sky som skjul og ild til at lyse i natten. Sl. 139, 39; 1. Kor 10, 1-2. Deres usynlige leders fane var altid hos dem. Om dagen ledede skyen deres rejse eller dannede en tronhimmel over dem. Den tjente som beskyttelse mod den brændende hede, og med sin kølighed og fugtighed virkede den vidunderlig forfriskende i den golde, tørre ørken. Om natten blev den til en ildsøjle, der oplyste deres lejr og var en stadig forsikring om Guds nærværelse. ret

(141)  I et af de smukkeste og mest trøsterige kapitler i Esajas' profeti omtales sky og ildstøtten som et billede på Guds omsorg for sit folk i den sidste store kamp mod de onde magter: "Da skaber Herren over hvert et sted på Zions bjerg og over dets festforsamlinger en sky om dagen og røg med luende ildskær om natten; thi over alt, hvad herligt er, skal der være et dække og ly til skygge mod hede og til skærm og skjul mod skybrud og regn." Es. 4, 5-6. ret

(141)  De rejste tværs over et stort, trist ørkenlandskab. De begyndte allerede at spekulere på, hvor deres vej ville føre hen. De var ved at blive trætte af den besværlige vandring, og nogle af dem begyndte at frygte for, at ægypterne ville forfølge dem. Men skyen gik fremad, og de fulgte efter. ret

(141)  Og nu sagde Herren til Moses, at han skulle dreje ind i et klippefyldt bjergpas og slå lejr ved havet. Det blev åbenbaret for ham, at Farao ville forfølge dem, men at Gud ville blive æret ved deres befrielse. ret

(141)  I Ægypten rygtedes det, at Israels børn i stedet for at standse for at tilbede i ørkenen var på vej mod Det røde Hav. Faraos rådgivere sagde til kongen, at deres trælle var flygtet for aldrig at vende tilbage. Folket beklagede, at de havde været så tåbelige at tilskrive deres førstefødtes død Guds magt. Da deres ledende mænd var kommet sig af deres frygt, tilskrev de plagerne naturlige årsager. "Hvor kunne vi dog slippe israelitterne af vor tjeneste?" var deres bitre råb. ret

(141)  Farao samlede sine styrker "600 udsøgte stridsvogne og alle Ægyptens krigsvogne," ryttere, vognkæmpere og fodfolk. Kongen ledede selv den angribende hær, fulgt af rigets mægtige mænd. For at sikre gudernes gunst og dermed et lykkeligt udfald var præsterne også med. Kongen var besluttet på at skræmme israelitterne ved at stille sin store magt til skue. Ægypterne frygtede, at deres påtvungne underkastelse under Israels Gud skulle udsætte dem for andre nationers hån; men hvis de nu med et stort opbud af magt kunne drage ud og bringe flygtningene tilbage, ville de redde æren og igen få trællene i deres tjeneste. ret

(141)  Hebræerne havde slået lejr ved bredden af havet, der tilsyneladende dannede en uoverstigelig hindring foran dem, mens et forrevet bjerg spærrede dem vejen mod syd. Pludselig så de blinkende våben og rullende vogne i det fjerne. Det var et varsel om, at en stor hær var under fremrykning. Da den kom nærmere, så de, at de blev skarpt forfulgt af den ægyptiske hær. ret

(141)  Israelitternes hjerter blev grebet af rædsel. Nogle råbte til Herren, men langt de fleste ilede til Moses med deres klager: "Er det, fordi der ingen grave var i Ægypten, at du har fået os ud for at dø i ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten? Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i fred, og lad os blive ved at trælle for ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for ægypterne end at dø i ørkenen." ret

(141)  Moses var meget ked af, at hans folk udviste så lidt tro på Gud, skønt de gentagne gange havde set hans magt blive åbenbaret for deres skyld. Hvordan kunne de anklage ham for de farer og vanskeligheder, de befandt sig i, når han havde fulgt Guds udtrykkelige befaling? Ganske vist var der ingen mulighed for befrielse, medmindre Gud selv greb ind og frelste dem; men de var kommet i denne situation i lydighed mod Guds vejledning, og derfor nærede Moses ingen frygt for følgerne. Hans rolige og tillidsfulde svar til folket var: "Frygt ikke! Hold blot stand, så skal I se Herrens frelse, som han i dag vil hjælpe Eder til, thi som I ser ægypterne i dag, skal I aldrig i evighed se dem mere, Herren skal stride for Eder, men I skal tie!" ret

(142)  Det var ikke let at få Israels hærskare til at vente på Herren. De manglede disciplin og selvbeherskelse, blev voldsomme og bar sig ufornuftigt ad. De ventede hvert øjeblik at falde i deres undertrykkeres hænder og jamrede og klagede sig højt og hjerteskærende. De havde betragtet den vidunderlige skystøtte som Guds tegn til at gå fremad; men nu spurgte de sig selv, om den ikke varslede en eller anden stor ulykke - for havde den ikke ført dem til et ufremkommeligt sted på den forkerte side af bjerget? Og i deres forblindelse troede de, at Guds engel bebudede deres ulykke. Men netop som den ægyptiske hær nærmede sig og var opsat på at gøre et let bytte, hævede skystytten sig majestætisk mod himmelen, bevægede sig hen over israelitterne og sænkede sig imellem dem og Ægypterhæren. En mur af mørke skilte de forfulgte fra forfølgerne. Ægypterne kunne ikke længere se hebræernes lejr og blev nødt til at standse. Men da nattens mørke tiltog, blev skymuren til et stærkt lys for hebræerne og oplyste lejren, så der blev lyst som om dagen. ret

(142)  Håbet voksede igen i israelitternes hjerte, og Moses opløftede sin røst til Herren. "Da sagde Herren til Moses: "Hvorfor råber du til mig? Sig til israelitterne, at de skal bryde op! Løft din stav og ræk din hånd ud over havet og skil det ad i to dele, så israelitterne kan vandre gennem havet på tør bund." ret

(142)  Salmisten sang idet han beskrev Israels overgang over havet: "Din vej gik midt gennem havet, din sti gennem store vande, dine fodspor kendtes ikke. Du førte dit folk som en hjord ved Moses og Arons hånd," Sl. 77, 20-21. Da Moses rakte sin stav ud, skiltes vandet, og Israel gik midt igennem havet på tør bund, mens vandet stod som en mur på begge sider. Lyset fra Guds ildstøtte skinnede på de skumklædte bølger og oplyste den vej, der skar sig som en mægtig fure gennem havets vand og fortabte sig i mørket på den anden side. ret

(142)  Og ægypterne, alle Faraos heste, vogne og ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i havet. Men ved morgenvagtens tid skuede Herren fra ild og skystøtten hen imod ægypternes hær og bragte den i uorden. Den mærkelige sky forvandledes til en ildsøjle for deres forundrede blikke. Tordenen rullede, og lynene glimtede. Skyerne udøste vand, skyhimlens stemme gjaldede, dine pile for hid og did; din bragende torden rullede, lynene oplyste jorderig, jorden bæved og skjalv. Sl 77, 18-19. ret

(142)  Ægypterne blev grebet af forvirring og rædsel. Midt under elementernes rasen, hvor de hørte en vred Guds røst, prøvede de at vende om og flygte tilbage til den bred, de var kommet fra. Men Moses udrakte sin stav, og det opstemmede vand væltede sydende og brølende ned over den ægyptiske hær, som blev opslugt i det mørke dyb. Ved daggry så israelitternes hærskare alt, hvad der var tilbage af deres mægtige fjender - de brynjeklædte legemer, der var kastet op på bredden. På een nat var de blevet fuldkommen befriet fra deres største fare. Den store, hjælpeløse menneskemængde - trælle, der ikke var vant til krig, kvinder, børn og kvæg, med havet foran og ægypterne bagved - havde set vejen åbne sig for dem gennem vandet, mens fjenderne blev overvundet i det øjeblik, hvor de ventede sejren. Gud alene havde bragt dem befrielse, og til ham vendte deres hjerte sig nu i taknemmelighed og tro. Deres følelser fandt udløsning i takkesange. Guds Ånd hvilede over Moses, og han ledede folket i en jublende takkesang, den første og en af de mest ophøjede, man kender.

Ved daggry så israelitternes hærskare alt, hvad der var tilbage af deres mægtige fjender - de brynjeklædte legemer, der var kastet op på bredden. På een nat var de blevet fuldkommen befriet fra deres største fare. Den store, hjælpeløse menneskemængde - trælle, der ikke var vant til krig, kvinder, børn og kvæg, med havet foran og ægypterne bagved - havde set vejen åbne sig for dem gennem vandet, mens fjenderne blev overvundet i det øjeblik, hvor de ventede sejren. Gud alene havde bragt dem befrielse, og til ham vendte deres hjerte sig nu i taknemmelighed og tro. Deres følelser fandt udløsning i takkesange. Guds Ånd hvilede over Moses, og han ledede folket i en jublende takkesang, den første og en af de mest ophøjede, man kender. ret

(142)  "Jeg vil synge for Herren, thi han er højt ophøjet,
hest og rytter styrted han i havet!
Herren er min styrke og min lovsang,
og han blev mig til frelse.
Han er min Gud, og jeg vil prise ham,
min faders Gud, og jeg vil ophøje ham.
Herren er en krigshelt,
Herren er hans navn!
Faraos vogne og krigsmagt styrted han i havet,
hans ypperste vognkæmpere druknede i Det røde Hav,
strømmene dækkede dem,
de sank som sten i dybet.
Din højre, Herre, er herlig i kraft,
din højre, Herre, knuser fjenden...
Hvo er som du blandt guder, Herre,
hvo er som du, herlig i hellighed,
frygtelig i stordåd, underfuld i dine gerninger!
Du ledede i din miskundhed det folk, du genløste,
du førte det i din vælde til din hellige bolig.
Folkene hørte det og bæved...
Skræk og angst faldt over dem,
ved din arms vælde blev de målløse som sten,
til dit folk var nået frem, o Herre,
til folket, du vandt dig, var nået frem.
Du førte dem frem og plantede dem i din arvelods bjerge,
på det sted, du beredte dig til bolig, Herre." 2. Mos. 15, 1-17. ret

(143)  Som havets brusen hævede denne smukke lovprisning sig fra Israels umådelige hærskare. Den blev gentaget af kvinderne under ledelse af Moses' søster Mirjam, idet de drog frem med pauker og danse. Det glade omkvæd klang ud over ørken og hav, og bjergene gav genlyd af deres pris: "Syng for Herren, thi han er højt ophøjet." ret

(143)  Denne sang og den store befrielse, som den er et minde om, gjorde et indtryk, der aldrig udslettedes af det hebraiske folks hukommelse. Fra slægt til slægt gentog Israels profeter og sangere den og vidnede om, at Gud styrker og befrier dem, der stoler på ham. Denne sang tilhører ikke det jødiske folk alene. Den peger fremad til den dag, hvor alle retfærdighedens fjender tilintetgøres, og Israels Gud vinder sin endelige sejr. Profeten på Patmos ser den hvidklædte skare, der var gået sejrende ud af kampen, stå ved et glarhav, isprængt med ild med "Guds harper i deres hænder. Og de sang Moses Guds tjeners, sang og Lammets sang". Åb. 15, 2-3. ret

(143)  Ikke os, O Herre, ikke os, men dit navn, det give du ære for din miskundheds og trofastheds skyld! Sl. 115, 1. Det var den ånd, der prægede Israels befrielsessang, og det er den ånd, der bør være i alle dem, der elsker og frygter Gud. Idet Gud befrier vor sjæl fra syndens trældom, skænker han os en endnu større befrielse, end hebræerne fik ved Det røde Hav. Ligesom hebræernes skarer bør vi prise Herren med hjerte, sjæl og stemme for hans vidunderlige gerninger for menneskenes børn. De, der dvæler ved Guds store velgerninger og ikke er ligegyldige over for hans mindre gaver, vil spænde glædens bælte på og synge i hjertet for Herren. De daglige velsignelser, vi modtager af Guds hånd, og frem for alt Jesu død, der har bragt Himmelen og lyksaligheden inden for vor rækkevidde, bør være en kilde til stadig taknemmelighed. Hvilken medlidenhed, hvilken uendelig kærlighed har Gud ikke vist os fortabte syndere ved at knytte os til sig, for at vi skal være hans ejendomsfolk! Hvilket offer bragte ikke vor forløser, for at vi kunne kaldes Guds børn! Vi burde prise Gud for det salige håb, der tilbydes os gennem den store forløsningsplan; vi burde prise ham for den himmelske arv og for hans rige løfter - prise ham, fordi Jesus lever og går i forbøn for os. ret

(143)  "Den, der ofrer taksigelse, ærer mig" siger Skaberen. Sl. 50, 23. Alle Himmelens beboere forener sig i at lovprise Gud. Lad os lære englenes sang nu, så vi kan synge den, når vi slutter os til deres strålende hærskare. Lad os sige med Salmisten: "Jeg vil prise Herren hele mit liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever." Folkeslag skal takke dig, Gud, alle folkeslag takke dig!" Sl. 146, 2; 67, 6. ret

(143)  Gud førte i sit forsyn hebræerne ind i bjergenes fæstninger foran havet, for at han kunne åbenbare sin magt ved deres befrielse og på en enestående måde ydmyge deres stolte undertrykkere. Han kunne have frelst dem på en anden måde, men han valgte denne for at sætte deres tro på prøve og styrke deres tillid til ham. Folket var trætte og skrækslagne, men hvis de havde holdt sig tilbage, da Moses bød dem gå frem, ville Gud aldrig have banet vejen for dem. Det var "i tro", at de gik "gennem Det røde Hav som over tørt land". Heb. 11, 29. Ved at marchere lige ned til vandet viste de, at de troede på Guds ord ved Moses. De gjorde alt, hvad det stod i deres magt at gøre, og så delte Israels store Gud havet og skabte en vej for deres fødder. ret

(143)  Den store lærdom heri har bud til alle tider. Kristenlivet omgives ofte af farer, og det synes vanskeligt at følge pligtens vej. Fantasien forestiller sig truende ødelæggelse foran og trældom eller død bagved. Men Guds stemme siger tydeligt: "Gå fremad!" Vi bør adlyde denne befaling, selv om vort blik ikke kan gennemtrænge mørket, og vi mærker de kolde bølger ved vore fødder. De hindringer, der standser vor fremgang, vil aldrig forsvinde, hvis vi standser og nærere tvivl. De der venter med at lyde, indtil enhver skygge af uvished forsvinder, og der ikke er nogen risiko for fiasko eller nederlag, kommer aldrig til at adlyde. Vantroen visker: "Lad os vente, til hindringerne er fjernet, og vi kan se vejen klart," men troen opmuntrer modigt til at gå fremad, den håber alt og tror alt. ret

(144)  Den sky, der var en mørkets mur for ægypterne, var for hebræerne et lyshav, der oplyste hele lejren og kastede et stråleskær over vejen foran dem. Således bringer Himmelens tilskikkelser mørke og fortvivlelse over den vantro, mens de for den tillidsfulde sjæl er fulde af lys og fred. Den vej, Gud leder os ad, går måske gennem ørkenen eller havet, men det er en sikker vej. ret

næste kapitel