Patriarker og profeter kapitel 36. Fra side 207.     Fra side 406 i den engelske udgave.ren side   tilbage

I ørkenen

(207)  I næsten 40 år er Israel tabt af syne i ørkenens ukendthed. Moses siger: "Der var gået otte og tredive år fra vort opbrud fra Kadesj-Barnea, til vi gik over Zeredbækken, til hele hin slægt af våbenføre mænd var uddød af lejren, således som Herren havde svoret dem; også Herrens hånd havde været imod dem, så de blev udryddet af lejren til sidste mand." 5. Mos. 2, 14-15. ret

(207)  I disse år blev folket stadig mindet om, at de havde pådraget sig Guds mishag. I opstanden ved Kadesj havde de forkastet Gud, og Gud havde for en tid forkastet dem. Fordi de havde været utro over for hans pagt, skulle de ikke modtage pagtens tegn, omskærelsens anordning. Deres ønske om at vende tilbage til slaveriets land havde vist, at de ikke var værdige til friheden, og påskens anordning, der var indstiftet til minde om udfrielsen fra trældommen, skulle ikke fejres. ret

(207)  Og dog vidnede tabernakeltjenestens opretholdelse om, at Gud ikke helt havde svigtet sit folk. Han sørgede stadig for dem. "Herren din Gud har velsignet dig i alt, hvad du har taget dig for," sagde Moses, da han så tilbage på deres ørkenvandring "Han har sørget for dig på din vandring gennem denne store ørken; i fyrretyve år har Herren din Gud nu været med dig, du har ikke manglet noget." Levitternes sang, som Nehemias har nedskrevet, giver også et levende billede af Guds omsorg for Israel, selv i disse år, hvor Gud havde forkastet dem: "Du svigtede dem i din store barmhjertighed ikke i ørkenen; skystøtten veg ikke fra dem om dagen, men ledede dem på vejen, ej heller ildstøtten om natten, men lyste for dem på vejen, de skulle vandre. Du gav dem din gode Ånd for at give dem indsigt og forholdt ikke deres mund din manna, og du gav dem vand til at slukke deres tørst. I fyrretyve år sørgede du for dem i ørkenen, deres klæder sledes ikke op, og deres fødder hovnede ikke." Neh. 9, 19-21. ret

(207)  Ørkenvandringen skulle ikke alene være en straf for folkets oprør og knurren, men den skulle også tjene til at opdrage den opvoksende slægt og forberede dem til deres indgang i det forjættede land. Moses sagde: "Herren optugter dig, som en mand optugter sin søn," "for at ydmyge dig og sætte dig på prøve og for at se, hvad der boede i dit hjerte, om du ville holde hans bud eller ej. Han ..... lod dig sulte og gav dig så manna at spise, en føde, som hverken du eller dine fædre før kendte til, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene; men ved alt, hvad der udgår af Herrens mund, lever mennesket." 5. Mos. 8, 5. 2. 3. ret

(207)  "Han fandt det i ørkenlandet, i ødemarken, blandt ørkenens hyl; han værned det med vågent øje og vogted det som sin øjesten." Og en frelser blev han for dem i al deres trængsel; intet bud, ingen engel, hans åsyn frelste dem. I sin kærlighed og skånsel genløste han dem, han løfted og bar dem alle fortidens dage." 5. Mos. 32, 10; Es. 63, 8. 9.

Men det eneste, vi hører om deres ophold i ørkenen, er eksempler på oprør mod Herren. Koras opstand havde til følge, at fjorten tusind israelitter blev dræbt. Der forekom også isolerede tilfælde, som var et udtryk for den samme foragt for Guds myndighed.

En søn af en israelitisk kvinde og en ægypter af den sammenløbne hob, der var fulgt med Israel fra Ægypten, forlod ved en bestemt lejlighed sin del af lejren og gik ind på israelitternes område og hævdede, at han havde ret til at slå sit telt op der. Dette var forbudt ifølge Guds lov, for efterkommerne af en ægypter skulle være udelukket fra forsamlingen indtil tredje led. Der opstod en trætte mellem ham og en israelit, og da sagen blev henvist til dommerne, gik dommen overtræderen imod.

Rasende over denne afgørelse forbandede han dommeren, og i sin ophidselse bespottede han Guds navn. Han blev straks ført frem for Moses. Der var blevet givet den befaling, at "den, der forbander sin fader eller moder, skal lide døden" (2. Mos. 21, 17), men der var ikke truffet bestemmelse om, hvorledes et tilfælde som dette skulle behandles. Forbrydelsen var så frygtelig, at man fandt det påkrævet at få en særskilt befaling herom fra Gud. Manden blev sat i forvaring, indtil Herrens afgørelse forelå. Gud selv fældede dommen. Efter Guds befaling blev spotteren ført uden for lejren og stenet. De, der havde været vidne til hans synd, lagde hænderne på hans hoved og bevidnede på denne måde højtideligt sandheden i anklagen imod ham. De kastede derefter de første sten, hvorpå folket, der stod omkring, bidrog til dommens fuldbyrdelse.

Derefter blev der forkyndt en lov med henblik på lignende overtrædelser: "Og du skal tale til israelitterne og sige: Når nogen bespotter sin Gud, skal han undgælde for sin synd; og den, der forbander Herrens navn, skal lide døden; hele menigheden skal stene ham; en fremmed såvel som en indfødt skal lide døden, når han forbander navnet " 3. Mos. 24, 15-16.

Der er nogle, der betvivler, at det er kærligt og retfærdigt af Gud at anvende en så streng straf for ord, der udtales i ophidselse; men både kærligheden og retfærdigheden kræver en klar tilkendegivelse af, at det er en stor synd at fremsætte udtalelser, der skyldes had til Gud. Straffen over den første overtræder ville være en advarsel til andre om, at Guds navn bør holdes i ære. Hvis denne synd havde fået lov at passere ustraffet, ville andres moral være blevet nedbrudt, og som følge deraf ville mange senere hen have mistet livet.

Den sammenløbne hob, der kom fra Ægypten sammen med israelitterne, var en stadig kilde til fristelse og besvær. De bekendte sig til at have brudt med afgudsdyrkelsen og til at tjene den sande Gud; men den undervisning og opdragelse, de oprindelig havde fået, havde præget deres vaner og karakter, og de var mere eller mindre fordærvet af afguderi og uærbødighed over for Gud. Det var som oftest dem, der vakte splid; de var de første til at klage, og de gennemsyrede lejren med deres afguderiske skikke og deres knurren mod Gud.

Kort efter, at folket var vendt tilbage til ørkenen, forekom der et tilfælde af sabbatsovertrædelse, og omstændighederne gjorde det særlig alvorligt. Da Herren forkyndte, at han ikke ville lade Israel komme ind i Kanaan, vakte det deres trods. I vrede over at være udelukket fra Kanaan og med det forsæt at vise sin trods mod Guds lov vovede en af dem åbenlyst at overtræde det fjerde bud ved at gå ud og samle brænde på sabbatten. Under opholdet i ørkenen havde det været strengt forbudt at tænde ild på den syvende dag. Dette forbud skulle ikke gælde i Kanaans land, hvor det strenge klima ofte gjorde det nødvendigt at tænde ild; men der var ingen brug for bål i ørkenen for at skaffe varme. Denne mands handling var en egensindig og overlagt overtrædelse af det fjerde bud. Hans synd blev ikke begået i tankeløshed eller uvidenhed, men i formastelse.

Han blev grebet på fersk gerning og ført frem for Moses. Det var allerede blevet sagt, at sabbatsovertrædelse ville blive straffet med døden; men det var endnu ikke åbenbaret, hvordan straffen skulle fuldbyrdes. Moses forelagde Herren sagen og fik den befaling: "Den mand skal lide døden; hele menigheden skal stene ham uden for lejren!" 4. Mos. 15, 35. Gudsbespottelse og overlagt sabbatsovertrædelse blev straffet på samme måde, for de var i lige høj grad udtryk for foragt for Guds myndighed.

I vore dage er der mange, der forkaster skabelsens sabbat som en jødisk anordning og hævder, at hvis det var meningen, at den skulle holdes, så skulle dens overtrædelse medføre dødsstraf; men vi ser, at gudsbespottelse blev straffet på samme måde som sabbatsovertrædelse. Skal vi deraf slutte, at det tredje bud også skal betragtes, som om det kun gælder for jøderne? Men argumentet om dødsstraffen gælder det tredje, det femte, ja, næsten alle de ti bud i lige så høj grad som det fjerde. Selv om Gud ikke længer straffer overtrædelse af sin lov med timelige straffe, så erklærer hans ord dog, at syndens løn er døden, og ved den endelige dom vil man opdage, at døden bliver dem til del, som overtræder hans hellige bud.

I alle de fyrre år i ørkenen blev folket hver uge mindet om sabbattens hellige forpligtelser ved miraklet med mannaen. Men selv dette tilskyndede dem ikke til lydighed. Skønt de ikke vovede at begå en så åbenlys og dristig overtrædelse som den, der var blevet straffet så eftertrykkeligt, blev der dog vist stor ligegyldighed med overholdelsen af det fjerde bud. Gud erklærede gennem sin profet: "Mine sabbatter vanhelligede de grovelig." Ez. 20, 13-24. Dette er en af grundene til, at det første slægtled blev udelukket fra det forjættede land. Og dog tog deres børn ikke ved lære af det. Deres ligegyldighed over for sabbatten under de fyrre års vandring var så stor, at Gud -skønt han ikke forhindrede dem i at komme ind i Kanaan - dog sagde, at de ville blive spredt blandt hedningerne, efter at de havde bosat sig i det forjættede land.

Fra Kadesj var Israels børn vendt tilbage til ørkenen, og da deres ophold her var til ende, kom "hele menigheden til Zins ørken i den første måned, og folket slog sig ned i Kadesj". 4. Mos. 20, 1.

Mirjam døde og blev begravet der. Sådan gik det for millioner af mennesker, som med store forhåbninger var kommet ud af Ægypten. De deltog i jubelen ved bredden af Det røde Hav, da Israel gik frem med sang og dans for at fejre Herrens sejr, men endte deres livslange vandring i en grav i ørkenen. Synden havde slået velsignelsens bæger væk fra deres læber. Ville det næste slægtled tage ved lære?

"Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans undere ..... Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud, kom i hu, at Gud var deres klippe, Gud den Allerhøjeste deres genløser." Sl. 78, 32-35. Men de søgte ikke Gud i oprigtighed. Skønt de søgte hjælp hos ham, der alene kunne befri dem, når de plagedes af deres fjender, var det dog således, at "deres hjerter holdt ikke fast ved ham, hans pagt var de ikke tro. Og dog er han barmhjertig, han tilgiver misgerning, lægger ej øde, hans vrede lagde sig gang på gang; han kom i hu, de var kød, et pust, der svinder og ej vender tilbage". 37-39. vers. ret

næste kapitel