Patriarker og profeter kapitel 37. Fra side 210.     Fra side 411 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Den slagne klippe

(210)  Dette kapitel er bygget op over 4 Mos 20,1-13

Den levende strøm, der forfriskede Israel i ørkenen, flød første gang fra den slagne klippe i Horeb. Hvor som helst folket havde brug for vand under alle deres vandringer, fik de det ved Guds nådes mirakel. Men vandet fortsatte ikke at flyde fra Horeb. Overalt, hvor de manglede vand på deres rejser, vældede det ud af bjergkløfter lige ved siden af deres lejr. ret

(210)  Det var Kristus, der ved sit ords kraft fik det forfriskende vand til at flyde for Israel. "De drak af en åndelig klippe, som fulgte med; og den klippe var Kristus." 1. Kor. 10, 4. Han var kilden til alle timelige og åndelige velsignelser. Kristus, den sande klippe, var med dem på alle deres vandringer. "Herren .... lod dem gå gennem ørk, de tørstede ikke, lod vand vælde frem af klippen til dem, kløvede klippen, så vand strømmede ud." "Det løb som en flod i ørkenen." Es. 48, 20-21; Sl. 105, 41. ret

(211)  Den slagne klippe var et billede på Kristus, og gennem dette symbol kan vi lære de dyrebareste sandheder. Som det livgivende vand strømmede fra den slagne klippe, således flyder frelsens strøm til en fortabt menneskehed fra Kristus, som blev "slagen af Gud", "såret for vore overtrædelser", knust for vor brødes skyld". (Es. 53.) Som klippen var blevet slået een gang, således skulle Kristus een gang ofres "for at bære manges synder". Heb. 9, 28. Vor frelser skulle ikke ofres mere end een gang, og det er kun nødvendigt for dem, der søger hans nådes velsignelser, at bede i Jesu navn og udøse hjertets længsel i bodfærdig bøn. En sådan bøn vil få hærskarers Herre til at tænke på Jesu sår, og så vil det livgivende blod igen flyde, det blod, som symboliseredes ved det levende vand, der flød for Israel. ret

(211)  Vandet, som flød fra klippen i ørkenen, mindedes efter israelitternes bosættelse i Kanaan ved en stor glædesfest. På Kristi tid var denne fest blevet til en imponerende ceremoni, der fandt sted under løvsalsfesten, når folk fra hele landet var samlet i Jerusalem. På hver af festens syv dage gik præsterne under musikledsagelse og korsang af levitterne ud for at drage vand i et guldkar af Siloams kilde. I skarevis af tilbedende mennesker fulgte efter dem, så mange, som kunne komme til at drikke af kilden, mens jubelsangen tonede: "I skal øse vand med glæde af frelsens kilder." Es. 12, 3. Så blev det vand, præsterne havde draget op, båret til templet under trompetklang og afsyngelse af den højtidelige sang: "Så står da vore fødder i dine porte, Jerusalem." Sl. 122, 2. Vandet blev hældt ud over brændofferalteret, mens der lød lovsange, og skarerne forenedes i et sejrskor med ledsagelse af musikinstrumenter og dybe trompettoner. ret

(211)  Frelseren gjorde brug af denne symbolske tjeneste for at lede folkets tanker hen til de velsignelser, han var kommet for at bringe dem. "På den sidste og store højtidsdag" rungede hans stemme gennem tempelgårdene: "Om nogen tørster, han komme til mig og drikke! Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som skriften har sagt, rinde strømme af levende vand." Johannes skrev: "Det sagde han om den Ånd, som de, der troede på ham, engang skulle få." Joh. 7, 37-39. Det forfriskende vand, der strømmede frem i et udtørret og goldt land og fik ørkenen til at blomstre, og som flød ud for at give dem liv, der var ved at omkomme, er et symbol på Guds nåde, som kun Kristus kan give. Den er som det levende vand; den renser, forfrisker og styrker sjælen. Det menneske, i hvem Kristus bor, har i sig en stadig rindende kilde af nåde og kraft. Jesus gør livet lettere og vejen lysere for alle dem, der søger ham i sandhed. Hvis hans kærlighed modtages i hjertet, vil den vælde frem i gode gerninger til evigt liv, og den bringer ikke alene velsignelse til den sjæl, hvor den findes, men den levende strøm vil vælde frem i ord og retfærdighedshandlinger og forfriske andre tørstende. ret

(211)  Kristus havde brugt det samme billede i sin samtale med den samaritanske kvinde ved Jakobs brønd. "Den, som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig tid ikke tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv." Joh. 4, 14. Kristus forener de to forbilleder. Han er klippen, og han er det levende vand. ret

(211)  De samme smukke, udtryksfulde billeder er benyttet gennem hele Bibelen. Flere hundrede år før Kristi komme viste Moses hen til ham som Israels frelses klippe (5. Mos. 32, 15). Salmisten sang om ham som "min genløser", "min stærke klippe", "løft mig da op på en klippe", "en klippeborg", "mit hjertes klippe", "min tilflugtsklippe". I Davids sang gengives hans nåde som de kølige "hvilens vande", som gennemstrømmer de grønne vange, hvor den himmelske Hyrde leder sin hjord. "Du læsker dem af din lifligheds strøm; thi hos dig er livets kilde." Sl. 19, 15; 62, 8; 61, 3; 71, 3; 73, 26; 94, 22; 23, 2; 36, 9-10. Og den vise mand siger: "En rindende bæk, en visdomskilde." Ord. 18, 4. For Jeremias er Kristus "en kilde med levende vand" og for Zakarias "en kilde ..... mod synd og urenhed." Jer. 2, 13; Zak. 13, 1. ret

(211)  Esajas beskriver ham som "en evig klippe" og "en vældig klippes skygge i tørstende land". Es. 26, 4; 32, 2. Han har nedskrevet det dyrebare løfte, der så tydeligt minder om den levende strøm, der randt for Israel: "Forgæves søger de arme og fattige vand, deres tunge brænder af tørst; jeg, Herren, vil bønhøre dem, dem svigter ej Israels Gud." "Jeg udgyder vand på det tørstende, strømme på det tørre land", "vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemark." Indbydelsen lyder: "Hid, alle, som tørster, her er vand." Es. 41, 17; 44, 3; 35, 6; 55, 1. Og fra de sidste sider i det hellige ord lyder denne indbydelse på ny. Livets vands flod, "klar som krystal" vælder ud fra Guds og Lammets trone, og det nådige kald genlyder ned gennem tiderne: "Den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt." Åb. 22, 17. ret

(212)  Lige før hebræernes hær nåede Kadesj, standsede den strøm, der i så mange år havde løbet lige ved siden af lejren. Det var Guds hensigt at sætte sit folk på prøve igen. Han ville undersøge, om de ville stole på ham eller vise vantro ligesom deres forfædre. ret

(212)  De fik nu Kanaans høje i sigte. Nogle få dages march ville kunne føre dem til grænsen af det forjættede land. De var kun et kort stykke fra Edom, der tilhørte Esaus efterkommere. Den planlagte rute gik igennem dette land. Moses havde givet dem den befaling: "Vend Eder nu mod nord! Men byd folket og sig: Når I nu drager igennem Eders brødres, Esaus sønners, landemærker, de, som bor i Seir, og de bliver bange for Eder, så skal I tage jer vel i vare. ..... Fødevarer at spise skal I købe af dem for penge, også vand at drikke skal I købe af dem for penge." 5. Mos. 2, 3-6. ret

(212)  Disse forskrifter skulle have været tilstrækkelige til at forklare, hvorfor deres vandforsyning blev standset De skulle netop rejse gennem et land, der var frodigt og velforsynet med vand, og deres kurs gik direkte mod Kanaan. Gud havde lovet, at de måtte rejse uhindret gennem Edom, og at de kunne købe fødevarer og vand nok til at forsyne hele hæren. De burde derfor have glædet sig over, at den mirakuløse vandforsyning holdt op, fordi det var et tegn på, at ørkenvandringen var endt. Havde de ikke været forblindet af vantro, ville de have forstået dette. Men det, der skulle have været et bevis på Guds løftes opfyldelse, gav blot anledning til tvivl og knurren. Folket syntes at have opgivet alt håb om, at Gud ville lade dem komme i besiddelse af Kanaan, og de råbte nu for at få de velsignelser igen, som de havde haft i ørkenen. ret

(212)  Inden Gud lod dem gå ind i Kanaan, skulle de vise, at de troede på hans løfte. Vandet hørte op, før de nåede Edom. Her fik de i ganske kort tid lejlighed til at vandre i tro i stedet for i beskuelse. Men den første prøve vakte den samme oprørske og utaknemmelige ånd til live, som deres forfædre havde lagt for dagen. Ikke så snart hørtes råbet om vand i lejren, før de glemte den hånd, der i så mange år havde stillet deres behov. I stedet for at henvende sig til Gud om hjælp knurrede de imod ham og udbrød i deres fortvivlelse: "Gid vi var omkommet, dengang vore brødre omkom for Herrens åsyn!" (4. Mos. 20, 1-13.) De ønskede altså, at de havde været blandt dem, der blev tilintetgjort ved Koras oprør. ret

(212)  De råbte til Moses og Aron: "Hvorfor førte I Herrens forsamling ind i denne ørken, når vi skal dø her, både vi og vort kvæg ? Og hvorfor førte I os ud af Ægypten, når I ville have os hen til dette skrækkelige sted, hvor der hverken er korn eller figener, vintræer eller granatæbler, ej heller vand at drikke?" ret

(212)  Lederne gik til tabernaklets dør og kastede sig på deres ansigter. "Da viste Herrens herlighed sig for dem" og Moses fik denne befaling: "Tag staven og kald så tillige med din broder Aron menigheden sammen og tal til klippen i deres påsyn, så giver den vand; lad vand strømme frem af klippen til dem." ret

(212)  De to brødre gik ud foran forsamlingen, Moses med Guds stav i hånden. De var nu gamle mænd. De havde længe tålt Israels oprør og opsætsighed; men nu tabte selv Moses tålmodigheden. "Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til Eder af denne klippe?" råbte han, og i stedet for at tale til klippen, som Gud havde befalet ham, slog han to gange på den med staven. ret

(212)  Vandet strømmede frem, og der var rigeligt til alle. Men der var begået en stor fejl. Moses havde talt i ophidselse. Hans ord var mere udtryk for menneskelig lidenskab end hellig vrede over, at Gud var blevet vanæret. "Hør nu, I genstridige," sagde han. Denne beskyldning var sand, men selv sandheden bør ikke udtales i vrede eller utålmodighed. Da Gud befalede Moses at irettesætte Israel for deres oprør, havde det været smerteligt for ham at gøre det og svært for dem at bære det, men Gud gav ham styrke til at overbringe dette budskab. Da han derimod selv påtog sig at anklage dem, bedrøvede han Guds Ånd og skadede kun folket. Hans mangel på tålmodighed og selvbeherskelse var åbenbar. Derved fik folket anledning til at spørge sig selv, om han havde været under Guds ledelse ved tidligere lejligheder, og det gav dem igen anledning til at undskylde deres egne synder. Moses havde krænket Gud ligesom de. De sagde, hans vandel havde været under al kritik helt fra først af. Nu havde de fundet det påskud, de ønskede for at forkaste alle de irettesættelser, Gud havde sendt dem gennem sin tjener. ret

(212)  Moses viste mistillid til Gud. "Mon vi kan skaffe vand?" spurgte han, som om Herren ikke ville gøre det, han lovede. "I troede mig ikke," sagde Gud til de to brødre, "og helligede mig ikke for israelitterne." På den tid, da vandet ophørte, blev deres egen tro på Guds løftes opfyldelse rokket af folkets knurren og oprør. Det første slægtled var blevet dømt til at omkomme i ørkenen på grund af deres vantro, men den samme ånd viste sig igen i deres børn. Ville disse også gå glip af løftet? Moses og Aron var trætte og mismodige og havde ikke gjort sig nogen anstrengelse for at dæmme op for folkestemningen. ret

(213)  Havde de selv vist urokkelig tro på Gud, kunne de måske have fremstillet sagen for folket i et sådant lys, at de kunne have bestået prøven. Ved hurtig, beslutsom udøvelse af den myndighed, de havde som dommere, kunne de have dæmpet folkets knurren. Det var deres pligt at gøre alt, hvad der stod i deres magt for at forbedre forholdene, inden de bad Gud gribe ind. Hvor megen ulykke kunne ikke have været undgået, hvis folkets knurren ved Kadesj hurtigt var blevet standset! ret

(213)  Ved denne ubetænksomme handling svækkede Moses den undervisning, Gud ønskede at give. Klippen var et symbol på Kristus. Den var blevet slået een gang, ligesom Kristus skulle ofres een gang. Anden gang var det kun nødvendigt at tale til klippen, ligesom vi blot behøver at bede om velsignelser i Jesu navn. Ved at slå på klippen anden gang ødelagde de betydningen af dette smukke billede på Kristus. ret

(213)  Yderligere havde Moses og Aron tiltaget sig en magt der alene tilhørte Gud. Nødvendigheden af Guds indgriben gjorde dette til en meget alvorlig begivenhed, og Israels ledere skulle have benyttet den til at indprente folket ærbødighed over for Gud og til at styrke deres tro på hans magt og godhed. Da de vredt råbte: "Mon vi formår at få vand til at strømme frem til Eder af denne klippe?" stillede de sig selv i Guds sted, som om kraften fandtes hos dem, skønt de kun var mennesker med menneskelige skrøbeligheder og lidenskaber. Træt af folkets evindelige knurren og oprør havde Moses tabt sin almægtige hjælper af syne, og da han ikke længere var beskyttet af den guddommelige kraft, kom den menneskelige svaghed frem hos ham, og han satte en plet på sin karakter. Den mand, der kunne have stået ren, urokkelig og uselvisk til sin gernings afslutning, var til sidst blevet overvundet. Gud var blevet vanæret over for Israels forsamling, da han skulle have været ophøjet og æret. ret

(213)  Ved denne lejlighed afsagde Gud ikke nogen dom over dem, hvis onde færden havde udæsket Moses og Aron. Lederne fik hele skylden. De, der stod som Guds repræsentanter, havde ikke æret Gud. Moses og Aron var blevet irriteret og havde tabt den kendsgerning af syne, at folkets knurren ikke var rettet mod dem, men mod Gud. Det var ved at se på sig selv, at de ubevidst faldt i synd og undlod at foreholde folket deres store skyld over for Gud. ret

(213)  Bitter og dybt ydmygende var den dom, der straks blev afsagt over dem. "Herren sagde til Moses og Aron: "Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for israelitternes øjne, skal I ikke komme til at føre denne forsamling ind i det land, jeg vil give dem!" Sammen med det oprørske Israel måtte de dø før overgangen over Jordan. Hvis Moses og Aron havde ophøjet sig selv eller var blevet ophidset på grund af Guds advarsel og irettesættelse, ville deres synd have været meget større. Men de kunne ikke anklages for overlagt synd. De var blevet overvundet af en pludselig fristelse, og de angrede øjeblikkelig og af hjertet. Herren antog deres anger, selv om han ikke kunne eftergive dem straffen på grund af den skade, deres synd kunne forvolde blandt folket. ret

(214)  Moses hemmeligholdt ikke den dom, der var fældet over ham, men fortalte folket, at han ikke kunne lede dem ind i det forjættede land, fordi han havde undladt at give Gud æren. Han bød dem lægge mærke til den strenge dom, der blev afsagt over ham, og så tænke på, hvordan Gud måtte betragte deres knurren, når han lod et enkelt menneske bære den straf, som de havde nedkaldt over sig selv på grund af deres synder. Han fortalte dem, hvordan han havde bedt Gud om at eftergive straffen, men at det var blevet afslået. "Herren var vred på mig for Eders skyld og hørte mig ikke." 5. Mos. 3, 26. ret

(214)  I enhver vanskelighed og under enhver prøvelse havde israelitterne været parat til at anklage Moses for at have ført dem ud af Ægypten, som om Gud ikke havde nogen andel i det. Når de på deres rejser havde klaget over vanskelighederne på vejen og knurret imod deres ledere, havde Moses sagt til dem: "I knurrer imod Gud. Det er ikke mig, men Gud, der har udfriet jer." Men hans hastige ord foran klippen: "Mon vi kan skaffe vand?" var faktisk en indrømmelse af deres beskyldning, og den ville derfor bestyrke dem i deres vantro og retfærdiggøre deres knurren. Herren ville for stedse fjerne dette indtryk fra deres sind ved at forbyde Moses at komme ind i det forjættede land. Her var et umiskendeligt bevis på, at det ikke var Moses, der var deres leder, men den mægtige engel, om hvem Herren havde sagt: "Se, jeg sender en engel foran dig for at vogte dig undervejs og føre dig til et sted, jeg har beredt. Tag dig vel i vare for ham og adlyd ham, ..... efterdi mit navn er i ham." 2. Mos. 23, 20-21. "Herren var vred på mig for Eders skyld," sagde Moses. Hele Israels øjne var rettet mod Moses, og hans synd faldt tilbage på Gud, der havde valgt ham til leder af sit folk. Hele menigheden vidste, at han havde begået denne overtrædelse, og hvis Gud var gået let hen over den, ville de have fået det indtryk, at vantro og utålmodighed, som er fremkaldt af stærk provokation, kunne undskyldes hos personer i ansvarsfulde stillinger. Men når det blev erklæret, at Moses og Aron ikke måtte komme ind i Kanaan på grund af een synd, var folket klar over, at Gud ikke anser personer, og at han vil straffe enhver overtræder uden undtagelse. ret

(214)  Israels historie skulle skrives til belæring og advarsel for kommende slægter. Menneskene skulle i al fremtid se, at Himmelens Gud er en upartisk regent, som i intet tilfælde undskylder synd. Men der er kun få, der forstår, hvor frygtelig synden er. Menneskene smigrer sig med, at Gud er for god til at straffe overtræderen. Men i lyset af Bibelen ses det tydeligt, at Guds godhed og kærlighed forpligter ham til at behandle synden som et onde, der er dødsens farligt for universets fred og lykke. ret

(214)  Ikke engang Moses undgik at blive straffet for sin fejl, selv om han var retskaffen og trofast. Gud havde tilgivet sit folk større overtrædelser; men han kunne ikke behandle synd hos lederne på samme måde som hos dem, der blev ledet. Gud havde vist Moses større ære end noget andet menneske på jorden. Han havde åbenbaret sin herlighed for ham, og gennem ham havde han givet Israel sine love. Det gjorde Moses synd endnu mere alvorlig, at han havde modtaget så stort et lys og så megen kundskab. Den troskab, som et menneske tidligere har udvist, kan ikke sone en forkert handling. Jo større lys og jo flere forrettigheder et menneske har fået, des større er dets ansvar, des mere graverende dets fald, og des hårdere straf får det.

Moses var ikke skyldig i nogen stor synd efter menneskers målestok. Den synd, han begik, forekommer hyppigt. Salmisten siger, at "han talte uoverlagte ord". Sl. 106, 33. For mennesker kan dette synes at være ubetydeligt, men når Gud behandlede denne synd så strengt hos sin mest trofaste og ærede tjener, vil han ikke undskylde den hos andre. Selvophøjelsens ånd, tilbøjeligheden til at kritisere vore brødre, vækker mishag hos Gud. De, der giver efter for disse onder, kaster tvivl over Guds værk og giver skeptikerne en undskyldning for deres vantro. Jo mere betydningsfuld ens stilling er, og jo større indflydelse man har, des mere nødvendigt er det, at man opøver tålmodighed og ydmyghed.

Hvis Guds børn - især de, der indtager ansvarsfulde stillinger - kan ledes til selv at tage den ære, der tilkommer Gud, glæder Satan sig. Han har vundet en sejr. Det var sådan, han selv faldt, og det er på den måde, han har mest held til at lokke andre i ulykke. Det er, for at vi skal være på vagt over for Satans planer, at Gud i sit ord har givet os så mange lærdomme, der fortæller os om faren ved selvophøjelse. Der er ikke et eneste karaktertræk, ikke en forstandsevne eller nogen af hjertets tilbøjeligheder, der ikke ustandselig bør være under Guds Ånds kontrol. Gud giver ikke mennesket en velsignelse og tillader det ikke at blive udsat for en prøvelse, uden at Satan både kan og vil benytte den til at friste, pine og ødelægge sjælen, hvis vi giver ham den mindste anledning. Hvor stort ens åndelige lys end er, og hvor meget man end nyder Guds gunst og velsignelse, bør man stadig vandre ydmygt for Herren og i tro bede om, at Gud vil lede enhver tanke og styre enhver tilskyndelse.

Alle de, der bekender sig til at være gudfrygtige, har den helligste forpligtelse til at styre deres temperament og udvise selvkontrol, selv under de største provokationer. De byrder, der blev lagt på Moses, var store, og kun få vil nogensinde blive prøvet så hårdt som han; men selv dette var ikke en undskyldning for hans synd. Gud har stillet store hjælpekilder til rådighed for sit folk, og hvis de stoler på hans styrke, vil de aldrig blive et bytte for omstændighederne. Den stærkeste fristelse er ikke en undskyldning for synd. Hvor stort et pres en sjæl end kommer ud for, er det dog os, der begår overtrædelsen. Det står ikke i Jordens eller Helvedes magt at tvinge nogen til at gøre det onde. Satan angriber os på vore svage punkter, men vi behøver ikke at blive besejret. Hvor stærkt og uventet angrebet end er, har Gud dog sørget for hjælp, og i hans styrke kan vi sejre. ret

næste kapitel