(249) Dette kapitel er bygget op over Josva 5,13-15; 6; 7
Hebræerne var kommet ind i Kanaan, men de havde ikke erobret det, og efter menneskelige beregninger ville det kræve en lang og hård kamp at tage det i besiddelse. Landet var beboet af et stærkt folk, som var besluttet på at forhindre, at der blev gjort indfald i deres rige. De forskellige stammer havde sluttet forbund, fordi de frygtede den samme fare. De havde heste og jernbeslåede stridsvogne, og desuden havde de den store fordel, at de kendte landet og var krigsvante. Hertil kom, at landet var befæstet. Der var store byer med himmelhøje fæstningsværker". 5. Mos. 9, 1. Israelitterne kunne kun gøre sig håb om at sejre i den forestående kamp, hvis de fik hjælp ovenfra. ret
(249) Den store, rige by Jeriko var en af de stærkeste fæstninger i landet. Den lå lige foran dem, kun et kort stykke fra deres lejr i Gilgal. Den var beliggende i udkanten af en frugtbar slette, hvor der dyrkedes en overflod af de mest forskelligartede tropiske produkter. Luksus og laster florerede i byens paladser og templer. Her lå denne stolte by bag sine massive fæstninger og bød Israels Gud trods. Jeriko indtog en vigtig plads i afgudsdyrkelsen. Den var specielt viet til månegudinden Astarte. Den var arnested for alt det sletteste og mest nedværdigende i kanaanæernes religion. Israelitterne, der stadig havde de frygtelige følger af deres synd ved Bet-Peor i frisk erindring, kunne ikke andet end betragte denne hedenske by med afsky og rædsel. ret
(249) Josua betragtede Jerikos indtagelse som det første skridt på vejen til Kanaans erobring, men først og fremmest søgte han at opnå en forsikring om Guds hjælp, og det fik han. Da han havde trukket sig tilbage fra lejren for at tænke og bede om, at Israels Gud ville drage foran sit folk, så han en bevæbnet kriger. Han var høj af vækst, så respektindgydende ud og stod med "draget sværd i hånden". På Josuas spørgsmål: "Er du en af vore eller en af vore fjender?" svarede han: "Jeg er fyrsten over Herrens hær; lige nu er jeg kommet!" Josua fik den samme befaling, som Moses havde fået ved Horeb: "Drag dine sko af fødderne, thi det sted, du står på, er helligt!" og han var straks klar over, hvem den mystiske fremmede var. Det var Kristus, den Højtlovede, der stod foran Israels leder. I dyb ærefrygt kastede Josua sig på sit ansigt og tilbad, og han modtog denne forsikring: "Se, jeg giver Jeriko og dets konge og krigere i din hånd." Han fik samtidig anvisning på, hvorledes byen skulle indtages. ret
(249) I lydighed mod den guddommelige befaling lod Josua Israels hære tage opstilling. De skulle ikke gå til angreb, men blot marchere rundt om byen, tage Guds ark med og blæse i horn. Forrest gik krigerne, som var specielt udvalgt. De skulle ikke vinde sejren i kraft af deres egen dygtighed og styrke, men i lydighed mod Guds befaling. Efter dem gik syv præster med horn. Derefter fulgte Guds ark. Den var omgivet af Guds herligheds glans og blev båret af præster, som var iført deres hellige embedsdragt. Bagefter fulgte hele Israels folk. Hver stamme gik under sit felttegn. Sådan var den procession, der gik rundt om den domfældte by. Der hørtes ingen anden lyd end den vældige hærs fodtrin og de højtidelige hornsignaler, der gav genlyd mellem bjergene og i Jerikos gader. Når folket var gået rundt om byen en gang, gik de tavse tilbage til deres telte, og arken blev sat på plads i tabernaklet. ret
(250) Med undren og angst iagttog byens vægtere hver eneste bevægelse og aflagde rapport til myndighederne. De forstod ikke, hvad det alt sammen skulle betyde, men ved synet af denne vældige hær, som marcherede rundt om byen en gang hver dag med arken og de ledsagende præster, blev både præsterne og folket grebet af rædsel over mysteriet. De undersøgte på ny deres stærke forsvarsanlæg og følte sig overbevist om, at det kunne holde til selv det kraftigste angreb. Mange afviste med foragt tanken om, at disse mærkelige demonstrationer skulle kunne gøre dem fortræd. Andre blev forfærdede ved synet af processionen, som daglig gik rundt om byen. De huskede, at Det røde Hav engang havde delt sig for dette folk, og at der var blevet banet vej for dem gennem Jordanfloden. De vidste ikke, hvor mange mirakler Gud ville gøre for dem endnu. ret
(250) I seks dage gik israelitterne rundt om byen. Ved daggry den syvende dag lod Josua Israels hærskarer tage opstilling. Nu fik de besked på at gå syv gange rundt om byen, og når de hørte hornets lyd, skulle de opløfte et vældigt skrig, for Gud havde givet dem byen. ret
(250) Den store hær gik højtideligt rundt om de dødsdømte mure. Alt var tyst, bortset fra lyden af de afmålte fodtrin fra de mange fødder og af et hornsignal, som nu og da brød stilheden i den tidlige morgen. De massive stenmure syntes at trodse menneskers angreb. Vægterne på murene så til med stigende frygt, da folket efter den første march omkring byen gik rundt anden, tredje, fjerde, femte og sjette gang. Hvad kunne hensigten være med disse mærkelige bevægelser? Hvad var det for en vældig begivenhed, der var i vente? De behøvede ikke at vente længe på svar. Da den lange procession havde marcheret rundt om byen syv gange, standsede den. Hornene, der for en tid havde været tavse, satte nu ind med et drøn, der fik jorden til at ryste. De solide stenmure med deres massive tårne og brystværn vaklede, løftede sig op fra deres fundamenter og styrtede til jorden med et brag. Jerikos indbyggere var lammet af skræk, og Israels hærskarer marcherede ind og tog byen i besiddelse. ret
(250) Israelitterne havde ikke vundet sejren i deres egen styrke. Det var Herren, der havde erobret byen, og ligesom tilfældet var med landets førstegrøde, skulle byen med alt, hvad der var i den, bringes som et offer til Gud. Det skulle indskærpes Israel, at de ikke skulle kæmpe for sig selv ved erobringen af Kanaan, men at de skulle være redskaber, som handlede i overensstemmelse med Guds vilje. De skulle ikke søge rigdom eller selvophøjelse, men have Guds, deres konges, ære i tanke. Inden byens erobring var der blevet givet denne befaling: "Byen skal lyses i band for Herren med alt, hvad der er i den." "Men I skal tage Eder vel i vare for det bandlyste, så I ikke attrår og tager noget af det bandlyste og derved bringer bandet over Israels lejr og styrter den i ulykke." ret
(250) Derpå lagde de med sværdet band på alle byens indbyggere, alt levende i byen, mænd og kvinder, unge og gamle, hornkvæg, småkvæg og æsler. Kun den trofaste Rahab og hendes husstand blev reddet i overensstemmelse med spejdernes løfte. Byen blev stukket i brand. Dens paladser og templer, dens storslåede boliger med alt deres luksusudstyr, de kunstfærdige draperier og kostbare klæder blev flammernes bytte. Det, der ikke kunne brændes, sølvet og guldet og kobber og jernsagerne, skulle benyttes i tabernakeltjenesten. Selve det sted, hvor byen havde ligget, blev bandlyst. Jeriko skulle aldrig genopbygges som en fæstning. Der blev udtalt forbandelser over den, der vovede at genopbygge de mure, som Guds magt havde omstyrtet. I hele Israels nærværelse udtaltes denne højtidelige erklæring: Forbandet være den mand for Herrens åsyn, som indlader sig på at opbygge denne by, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte at lægge grunden og hans yngste at sætte dens portfløje ind. ret
(250) Jerikos indbyggeres fuldstændige udryddelse var blot en opfyldelse af den befaling, der tidligere var givet gennem Moses med hensyn til Kanaans indbyggere: "Når Herren din Gud giver dem i din magt, og du overvinder dem, så skal du lægge band på dem," 5. Mos. 7, 2. "I disse folks byer, ..... må du ikke lade en eneste sjæl i live." 5. Mos. 20, 16. Der er mange, der synes, at disse befalinger er i strid med den kærlighed og nåde, andre dele af Bibelen opfordrer til at vise, men de var i virkeligheden dikteret af en uendelig visdom og godhed. Gud var i færd med at grundlægge det israelitiske rige i Kanaan og skabe et folk og en regering, der skulle repræsentere hans rige på Jorden. De skulle ikke blot være den sande religions arvtagere, men skulle gøre dens principper kendt i hele verden. Kanaanæerne havde hengivet sig til det grusomste og mest nedværdigende hedenskab, og det var nødvendigt, at landet blev renset for det, der ville stå hindrende i vejen for gennemførelsen af Guds nådige planer. ret
(251) Kanaans indbyggere havde haft rig anledning til at omvende sig. For fyrre år siden havde overgangen over Det røde Hav og plagerne i Ægypten vidnet om Israels Guds store magt, og da Midjans, Gileads og Basans konger for kort tid siden blev overvundet, fik de yderligere et bevis på, at Israels Gud står over alle andre guder. Den straf, der blev tildelt Israel for deres deltagelse i de afskyelige ceremonier til ære for Baal-Peor, var en klar tilkendegivelse af Guds karakters hellighed og hans afsky for urenhed. Jerikos indbyggere havde kendskab til alle disse begivenheder, og mange af dem var ligesom Rahab overbevist om, at Herren, Israels Gud, "er oppe i Himmelen og nede på Jorden", de ville blot ikke følge deres overbevisning. Ligesom menneskene før syndfloden benyttede kanaanæerne al deres tid til at bespotte Himmelen og besmitte Jorden, og både kærligheden og retfærdigheden krævede, at disse mennesker, der var fjender af både Gud og mennesker, hurtigt fik deres dom. ret
(251) Hvor var det let for Himmelens hære at vælte Jerikos mure og omstyrte denne stolte by, hvis fæstninger fyrre år i forvejen havde slået de vantro spejdere med rædsel! Israels vældige Konge havde sagt: "Se, jeg giver Jeriko i din hånd." Menneskelig styrke kunne intet udrette over for dette ord. ret
(251) Ved tro faldt Jerikos mure, Heb. 11, 30. Fyrsten over Herrens hær talte kun med Josua. Han åbenbarede sig ikke for hele menigheden, og det kom an på dem selv, om de ville tro på eller betvivle Josuas ord, om de ville adlyde de befalinger, han gav i Herrens navn, eller bestride hans myndighed. De kunne ikke se den englehær, der drog med dem under Guds Søns ledelse. De kunne have tænkt: Hvor er det meningsløst at spadsere rundt her, og hvor er det latterligt at gå rundt om byens mure hver dag og blæse i vædderhorn. Det har ingen virkning på de store fæstninger. Men hensigten med at fortsætte ceremonien så længe, før murene endelig faldt, var at give israelitterne lejlighed til at udvikle tro. Det skulle indskærpes dem, at deres styrke ikke beroede på menneskelig visdom eller magt, men ene og alene på deres frelses Gud. På den måde skulle de vænne sig til at stole helt og fuldt på deres guddommelige leder. ret
(251) Gud vil gøre store ting for dem, der stoler på ham. Grunden til, at det folk, som bekender sig til at tjene ham, ikke besidder større styrke, er, at de stoler for meget på deres egen visdom og ikke giver Herren lejlighed til at åbenbare sin magt for deres skyld. Han vil hjælpe sine troende børn i enhver situation, hvis de blot vil vise ham fuldstændig tillid og trofast adlyde ham. ret
(251) Kort efter Jerikos fald besluttede Josua at angribe Aj, en lille by mellem bjergkløfterne nogle få kilometer vest for Jordandalen. Der blev sendt spejdere til stedet, og de kom tilbage med den meddelelse, at byen kun havde få indbyggere, og at der kun behøvedes en lille hær for at erobre den. ret
(251) Israelitterne var blevet selvsikre efter den store sejr, som Gud havde vundet for dem. De følte sig sikre, fordi Gud havde lovet dem Kanaans land, og glemte, at de kun kunne sejre ved Guds hjælp. Selv Josua planlagde erobringen af Aj uden at rådspørge Gud. ret
(251) Israelitterne var begyndt at stole på deres egen styrke og betragtede deres fjender med foragt. De ventede at vinde en let sejr og mente, at tre tusind mand var nok til at indtage byen. De skyndte sig at gå til angreb uden at forvisse sig om, at Gud var med dem. De marcherede næsten helt hen til byporten, men mødte hårdnakket modstand. De blev grebet af rædsel over fjendernes antal og grundige forberedelse og flygtede i vild uorden ned ad den stejle skråning. De blev skarpt forfulgt af kanaanæerne, som "forfulgte dem uden for porten og huggede dem ned på skråningen". Selv om der ikke var faldet ret mange soldater - der var kun blevet dræbt seks og tredive mand - tabte hele menigheden modet på grund af nederlaget. "Da sank folkets mod og blev til vand." Det var første gang, de havde været i direkte kamp med kanaanæerne, og hvis de blev slået på flugt af en så lille bys forsvarere, hvad ville der så ikke ske under de store slag, de skulle udkæmpe senere? ret
(252) Josua betragtede deres nederlag som et udslag af Guds mishag. Han blev grebet af sorg og ængstelse, og han og "Israels ældste sønderrev deres klæder og faldt på deres ansigt på jorden foran Herrens ark og blev liggende til aften og kastede støv på deres hoveder". ret
(252) Ak, Herre, Herre, råbte han, hvorfor lod du dette folk gå over Jordan, når du ville give os i amoritternes hånd og lade os gå til grunde? Ak, Herre! Hvad skal jeg sige, nu Israel har måttet tage flugten for sine fjender? Når kanaanæerne og alle landets indbyggere hører det, falder de over os fra alle sider og udsletter vort navn af Jorden; hvad vil du da gøre for dit store navns skyld? ret
(252) Guds svar var: "Stå op! Hvorfor ligger du på dit ansigt? Israel har forbrudt sig imod min pagt" Tiden var inde til at handle hurtigt og beslutsomt og ikke til at fortvivle og klage. Der fandtes skjult synd i lejren, og den skulle findes og bortskaffes, før Herren atter kunne bo hos sit folk og velsigne dem. "Jeg vil ikke være med Eder, hvis I ikke bortrydder bandet af Eders midte. ret
(252) Guds befaling var blevet tilsidesat af en af dem, der var blevet udpeget til at fuldbyrde hans domme, og hele folket blev holdt ansvarligt for denne mands synd. "De har tilvendt sig noget af det bandlyste, de har stjålet; de har skjult det, de har gemt det i deres oppakning." Josua fik besked på, hvorledes synderen skulle findes og straffes. Den skyldige skulle udpeges ved lodtrækning. Synderen blev ikke udpeget direkte, men sagens opklaring blev udsat et stykke tid for at give folket tid til at føle deres medansvar for de synder, som fandtes i deres midte, og til at ransage deres, hjerter og ydmyge sig over for Gud. ret
(252) Tidligt om morgenen samlede Josua folket stamme for stamme, og den højtidelige og betagende ceremoni tog sin begyndelse. Undersøgelsen skred gradvis frem. Den frygtelige prøve indkredsede den skyldige mere og mere. Først trådte stammen frem, så slægten, så familien og så dennes medlemmer mand for mand. Guds finger udpegede Akan, Karmis søn af Judas stamme, som den skyldige. ret
(252) For at der ikke skulle være den mindste tvivl om hans skyld og for at fjerne ethvert grundlag for en eventuel påstand om, at han var uskyldigt dømt, formanede Josua ham højtideligt til at sige sandheden. Den ulykkelige mand aflagde fuld tilståelse om sin forbrydelse: "Ja, det er mig, som har syndet mod Herren, Israels Gud. Jeg så imellem byttet en prægtig babylonisk kappe, 200 sekel sølv og en guldtunge på halvtredsindstyve sekel; det fik jeg lyst til, og jeg tog det; se, det ligger nedgravet i jorden midt i mit telt." Der blev øjeblikkelig sendt folk hen til hans telt. Her fjernede de jorden på det angivne sted,"og se, det var gemt i hans telt, sølvet nederst; og de tog det ud af teltet og bragte det til Josua og lagde det hen foran Herren". ret
(252) Dommen blev afsagt og fuldbyrdet øjeblikkelig. "Hvorfor har du styrtet os i ulykke?" spurgte Josua. "Herren skal styrte dig i ulykke på denne dag." Ligesom folket var blevet holdt ansvarligt for Akans synd og havde lidt under dens følger, skulle de nu gennem deres repræsentanter være med til at straffe den. "Derpå stenede hele Israel ham." Bagefter opkastede de en stor stendysse over ham til vidnesbyrd om hans synd og dens afstraffelse. "Derfor fik stedet navnet Akors dal" d.v.s. ulykke. Akan står omtalt i Krønikebogen: "Akar, der styrtede Israel i ulykke." 1. Krøn. 2, 7. ret
(252) Akans synd blev begået på trods af de mest direkte og højtidelige advarsler og de kraftigste åbenbarelser af Guds magt. Der var blevet sagt til hele Israel: "I skal tage Eder vel i vare for det bandlyste, så I ikke attrår og tager noget af det bandlyste og derved bringer bandet over Israels lejr." Denne befaling var blevet givet umiddelbart efter den mirakuløse overgang over Jordan, og efter at folket var blevet omskåret som tegn på, at de anerkendte Guds pagt. Det var også efter denne befalings udstedelse, at påsken blev fejret, og at pagtens engel, fyrsten over Herrens hær, åbenbarede sig. Derefter fulgte Jerikos ødelæggelse som en påmindelse om, hvordan det vil gå alle dem, der overtræder Guds lov. Forbudet mod at tage noget af byttet i Jeriko fik en særlig alvorlig karakter ved, at israelitterne ikke havde indtaget byen i egen kraft, men udelukkende havde fået sejren ved Guds hjælp. Gud havde indtaget denne fæstning ved sit ords magt. Det var Gud, der havde erobret byen, og derfor skulle både den og alt, hvad der var i den, tilhøre ham. ret
(253) Blandt Israels millioner var der kun en eneste mand der havde vovet at overtræde Guds befaling i sejrens og dommens højtidelige time. Akans begærlighed blev vakt ved synet af den kostbare babyloniske kappe. Selv da han stod ansigt til ansigt med døden for denne kappes skyld, kaldte han den "en prægtig babylonisk kappe". Den ene synd førte den anden med sig, og han tilegnede sig det guld og sølv, som tilhørte Herrens skatkammer. Han stjal Kanaans førstegrøde fra Gud. ret
(253) Den frygtelige synd, der førte til Akans ulykke, havde sin rod i begærlighed. Det er en af de synder, der forekommer hyppigst og bliver betragtet med størst ligegyldighed. Mens andre synder bliver opdaget og straffet, er det meget sjældent, at folk bliver irettesat, når de overtræder det tiende bud. Akans skæbne viser, at begærlighed er en meget stor synd, og at den får de frygteligste følger. ret
(253) Begærlighed er et onde, som udvikler sig gradvis. Akan havde begæret så længe, at det var blevet en vane for ham, og det var ham næsten umuligt at bryde begærets lænker. Den blotte tanke om at styrte Israel i ulykke skulle have fyldt ham med rædsel, da han nærede de begærlige tanker, men hans samvittighed var blevet lammet af synd, og da han blev fristet, var han et let bytte. ret
(253) Begås der ikke stadig lignende synder til trods for, at der er givet lige så alvorlige og tydelige advarsler? Vi har fået lige så tydeligt pålæg om ikke at begære, som Akan havde fået om ikke at tage af byttet i Jeriko. Gud betegner begær som afgudsdyrkelse. Han siger: "I kan ikke tjene både Gud og Mammon." Matt. 6, 24, "Se til, at I vogter jer for alskens havesyge." Luk. 12, 15. Havesyge bør end ikke nævnes iblandt jer." Ef. 5, 3. Vi har kendskab til den frygtelige straf, der ramte Akan, Judas, Ananias og Safira. Vi ved også, hvordan det gik Lucifer, "Morgenrødens søn", der begærede en højere stilling og for stedse mistede Himmelens herlighed og lykke. Og til trods for alle disse advarsler florerer begærligheden. ret
(253) Dens hæslige spor ses overalt. Den skaber utilfredshed og splid i familier, får de fattige til at misunde og hade de rige og tilskynder de rige til at undertrykke de fattige. Og dette onde findes ikke blot i verden, men også i kirken. Selv her ser man ofte eksempler på egenkærlighed, begærlighed, snyderi, mangel på næstekærlighed og bedrageri over for Gud med hensyn til "tienden og offerydelsen". Der findes desværre mange Akan'er blandt "pæne og gode" menighedsmedlemmer. Mangen mand går frejdigt i kirke og tager plads ved Herrens bord, selv om der mellem hans ejendele findes ting, som er erhvervet ved forkerte metoder, og som Gud har forbandet. Utallige mennesker ofrer deres gode samvittighed og deres håb om Himmelen for en prægtig babylonisk kappe. Atter andre sælger deres retskaffenhed og deres gode evner for en pose sølvpenge. De lidende, fattiges råb ænses ikke, evangeliets udbredelse hindres, og verdslige mennesker ser med foragt på, at der begås handlinger, som er en fornægtelse af den kristne tro. Til trods for alt dette fortsætter den bekendende kristne med at skrabe til sig. "Skal et menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo!" siger Herren. ret
(253) Akans synd styrtede hele nationen i ulykke. Guds vrede vil forblive over menigheden på grund af eet menneskes synd, indtil synden er fundet og fjernet. Menighedens største fare er ikke åbenlyse modstandere, vantro mennesker og gudsbespottere, men mennesker, der bekender sig til at være kristne, men ikke følger Kristus. Det er sådanne, der er skyld i, at Gud holder sine velsignelser tilbage, og at hans folk svækkes. ret
(253) Når menigheden er i vanskeligheder, og der til glæde for Guds fjender råder kulde og åndeligt forfald, skal menighedens medlemmer ikke folde hænderne og beklage sig over deres ulykkelige tilstand, men spørge, om der skulle findes en Akan iblandt dem. Hvert eneste menighedsmedlem bør ydmygt ransage sit hjerte og bestræbe sig på at finde de skjulte synder, som skiller menneskene fra Gud. ret
(254) Akan indrømmede sin synd så sent, at han ikke kunne få gavn af sin bekendelse. Han havde set Israels hære komme slagne og modløse tilbage fra Aj; men det fik ham ikke til at træde frem og erkende sin synd. Han havde set Josua og Israels ældste kaste sig til jorden i usigelig sorg. Hvis han havde bekendt sin synd på det tidspunkt, ville han dermed have givet udtryk for ægte anger, men han forholdt sig stadig tavs. Han havde hørt, da der blev givet meddelelse om, at der var begået en stor forbrydelse, og det var endda tydeligt blevet sagt, hvori den bestod, men hans læber var som forseglet. Så blev den højtidelige undersøgelse iværksat. Hans sjæl bævede af rædsel, da han så, at hans stamme, hans slægt og hans familie blev udpeget. Men først da Guds finger udpegede ham, gik han til bekendelse. Først da hans synd ikke kunne skjules længer, sagde han sandheden. Hvor ofte går mennesker ikke til bekendelse på samme måde i dag! Der er stor forskel på at indrømme et forhold, efter at det er blevet bevist, og at bekende synder, som kun vi og Gud har kendskab til. Akan gik kun til bekendelse, fordi han håbede, at han derved ville undgå følgerne af sin forbrydelse, men hans bekendelse bidrog blot til at bevise, at hans straf var retfærdig. Han angrede ikke sin synd af hele sit hjerte, og agtede ikke at ændre sin livsførelse og nærede ikke afsky for synden. ret
(254) På samme måde vil de skyldige gå til bekendelse, når de står foran Guds domstol, efter at hvert menneskes sag er blevet afgjort til liv eller død. Syndens følger vil få hvert enkelt menneske til at indrømme sin synd. Denne indrømmelse vil blive aftvunget sjælen af en frygtelig skyldfølelse og af frygt for dommen. Men en sådan bekendelse kan ikke redde synderen. ret
(254) Så længe folk kan skjule deres synder for deres medmennesker, føler mange sig sikre ligesom Akan og smigrer sig med, at Gud ikke er så streng, at han holder regnskab med deres synd. Deres synder finder dem først den dag, hvor det for evigt er for sent at få dem fjernet ved hjælp af et forsonende offer. Når Himmelens bøger åbnes, vil dommeren ikke nævne menneskets skyld med ord, men vil kaste et gennemtrængende, overbevisende blik på synderen, og i samme øjeblik vil han tydeligt huske hver eneste handling og alt, hvad han har gjort i livet. Det er ikke nødvendigt at eftersøge den skyldige lige fra stammen til familien som på Josuas tid, for han vil selv indrømme sin skyld. Da vil hele verden få kendskab til de synder, som er skjult for mennesker. ret