(270) Hos hebræerne blev en tiendedel af folkets indtægter benyttet til at dække udgifterne til gudstjenesten. Moses havde sagt til Israel: "Al tiende af landet, både af landets sæd og træernes frugt, tilhører Herren, det er helliget Herren." "Hvad angår al tiende af hornkvæg og småkvæg, .... da skal hvert tiende dyr være helliget Herren." 3. Mos. 27, 30. 32. ret
(270) Men hebræerne var ikke de første, der betalte tiende. Fra de tidligste tider havde Herren sagt, at tienden tilhørte ham, og dette krav blev taget til efterretning og holdt i ære. Abraham betalte tiende til Melkizedek, Gud den Allerhøjestes præst (1. Mos. 14, 20), og da Jakob kom til Betel som flygtning, lovede han Herren: "Af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende!" 1. Mos. 28, 22. Da det israelitiske rige skulle grundlægges, blev loven om tiende stadfæstet på ny, og folket blev gjort opmærksom på, at Gud havde givet denne lov, og at deres velstand afhang af, om de holdt den. ret
(270) Menneskene skulle give tiende og gaver for at lære den store sandhed, at det er Gud, der skænker sine skabninger alle velsignelser, og at menneskene bør vise ham taknemmelighed for de gode gaver, de modtager af ham. ret
(270) Han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet. Ap.G. 17, 25. Herren siger: Mig tilhører alt skovens vildt, dyrene på de tusinde bjerge. Sl. 50, 10. Mit er sølvet, og mit er guldet. Hag. 2, 8. Det er også Gud, der giver menneskene kraft til at skaffe sig rigdom. 5. Mos. 8, 18. Herren bestemte, at menneskene skulle give ham en vis del af hans rige gaver tilbage i form af ofre, som skulle benyttes til at dække udgifterne til gudstjenesten. På den måde skulle de vise, at de anerkendte, at alt kom fra ham. ret
(270) Al tiende tilhører Herren. I sabbatsbuddet udtrykkes også et tilhørsforhold. Den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud. 2. Mos. 20, 10. Gud har forbeholdt sig en bestemt del af menneskets tid og midler, og intet menneske kan selv benytte nogen af delene uden at pådrage sig skyld. ret
(270) Tienden skulle udelukkende bruges af levitterne, som var blevet indviet til at gøre tjeneste ved helligdommen; men tienden var langtfra folkets eneste bidrag til religiøse formål. Både tabernaklet og templet blev bygget for frivillige gaver, og for at skaffe midler til de nødvendige reparationer og til dækning af andre udgifter bød Moses, at alle israelitterne skulle give en halv sekel "til tjenesten ved åbenbaringsteltet" hver gang der blev holdt mandtal. På Nehemias tid blev der ydet et årligt bidrag hertil. Se 2. Mos. 30, 12-16; 2. Kong. 12, 4-5; 2. Krøn. 24, 4-13; Neh. 10, 32-33. Fra tid til anden bragte folket Gud syndofre og takofre. Der blev især bragt mange af disse ofre ved de årlige fester. Desforuden blev der sørget rigeligt for de fattige. ret
(271) Allerede inden folket betalte tienden, viste de dog, at de anerkendte Guds krav. De helligede førstegrøden af alt, hvad der voksede i landet, til ham. Den første uld, de klippede af fårene, den første hvede, de tærskede, og den første olie og vin skænkede de til Gud. De gav også Gud de førstefødte af alle deres dyr, ligesom de betalte en løsesum for deres førstefødte søn. Førstegrøden skulle frembæres for Herrens åsyn ved helligdommen, og den blev senere benyttet af præsterne. ret
(271) På den måde blev folket til stadighed mindet om, at Gud var den egentlige ejer af deres marker og deres hjorde, og at det var ham, der gav dem solskin og regn, når de høstede og såede. Det var en påmindelse om, at han havde skabt alt, hvad de ejede, og at han havde gjort dem til forvaltere over sin ejendom. ret
(271) Når de israelitiske mænd samledes ved tabernaklet og afleverede førstegrøden fra deres marker, frugthaver og vingårde, gav giveren offentligt udtryk for Guds godhed. Når præsten modtog gaven, sagde giveren for Herren sin Guds åsyn: "En omvankende aramæer var min stamfader." Derefter skildrede han Israels ophold i Ægypten og de pinsler, som Herren udfriede dem fra "med stærk hånd og udstrakt arm, med store, forfærdelige gerninger og med tegn og undere". Han fortsatte: "Han førte os til dette sted og gav os dette land, et land, der flyder med mælk og honning. Og her bringer jeg nu førstegrøden af frugterne af den jord, du har givet mig, Herre!" 5. Mos. 26, 5. og 8-11. ret
(271) De bidrag, hebræerne skulle yde til religiøse og godgørende formål, beløb sig til en fjerdedel af deres indtægt. Man skulle tro, at folket ville blive fattige af at betale så meget af deres indtægt, men en af betingelserne for deres velstand var netop, at de trofast opfyldte disse krav. Hvis de var lydige, ville Gud opfylde dette løfte til dem: "Jeg vil for Eders skyld skræmme æderne, så at de ikke ødelægger Eder landets afgrøde, og vinstokken på marken skal ikke slå Eder fejl ..... Og alle folkene skal love Eder, fordi I har et yndigt land, siger hærskarers Herre." Mal. 3, 11-12. ret
(271) På profeten Haggajs tid skete der noget, som tydeligt viser, hvad der blev følgen, når folket egenkærligt beholdt de frivillige gaver, som skulle skænkes til Guds sag. Da jøderne kom tilbage fra fangenskabet i Babylon, begyndte de at genopbygge Herrens tempel. De mødte imidlertid stærk modstand fra fjendernes side og standsede arbejdet. Nu opstod der en alvorlig tørke, så de kom til at lide nød, og de anså det for umuligt at bygge templet færdigt. "Endnu er det ikke tid at bygge Herrens hus," sagde de. Da modtog de følgende budskab gennem Herrens profet: "Er det da tid for Eder at bo i huse med træklædte vægge, når dette hus ligger øde? Derfor, så siger hærskarers Herre: Læg mærke til, hvorledes det går Eder! I sår meget, men bringer lidet i hus; I spiser, men mættes ikke; I drikker, men får ikke tørsten slukket; I klæder Eder på, men bliver ikke varme; og daglejerens løn går i en hullet pung." Hag. 1, 2-6. Derefter forklares grunden hertil: "I venter rig høst, men det bliver kun til lidt; og når I bringer det i hus, blæser jeg derpå. Hvorfor? lyder det fra hærskarers Herre. Fordi mit hus ligger øde, medens enhver af Eder har travlt med sit eget hus. Derfor holder himmelen sin dug og jorden sin afgrøde tilbage; og jeg har kaldt tørke hid over land og bjerge, over korn, most og olie, over alt, hvad jorden frembringer, over folk og fæ, over alt, hvad hænder virker." V.9-l1. "Når man kom til en dynge korn med tyve mål, var der ti; og kom man til en vinperse for at øse halvtredsindstyve mål af kummen, var der tyve. Jeg slog Eder med kornbrand, rust og hagl ved alt Eders arbejde." Hag. 2, 16-17. ret
(271) Disse advarsler ruskede folket op, og de gik i gang med at bygge Guds hus. Nu kom dette ord til dem fra Herren: "Læg mærke til, hvorledes det går fra i dag, fra den fire og tyvende dag i den niende måned, fra den dag grunden lagdes til Herrens hus.... Fra i dag velsigner jeg." Vers. 18-19, ret
(271) Den vise mand siger: "En strør om sig og gør dog fremgang, en anden nægter sig alt og mangler." Ord. 11, 24. Paulus understreger det samme i Det nye Testamente: "Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt." "Gud har magt til i rigt mål at give jer al nåde, så I altid og under alle forhold har alt, hvad I trænger til, og endda rigeligt til al god gerning." 2. Kor. 9, 6. og 8. ret
(271) Det var Guds hensigt, at hans folk Israel skulle være lys for alle jordens indbyggere. De vidnede om den levende Guds eksistens og overhøjhed ved at tjene ham, og det var deres forret at afholde udgifterne til gudstjenesten som et udtryk for deres troskab og kærlighed til ham. Herren har besluttet at gøre lysets og sandhedens udbredelse på jorden afhængig af de anstrengelser, der udfoldes, og de gaver, der gives af dem, som har nydt godt af den himmelske gave. Han kunne have ladet englene forkynde sin sandhed. Han kunne have givet sin vilje til kende med sin egen røst, som da han forkyndte loven fra Sinaj, men i sin uendelige kærlighed og visdom har han opfordret menneskene til at blive sine medarbejdere ved at vælge dem til at gøre denne gerning. ret
(272) På Israels tid var tienden og de frivillige gaver en forudsætning for, at gudstjenesten kunne gennemføres efter forskrifterne. Bør Guds folk give mindre i vor tid? Kristus lærte, at vore gaver til Gud bør stå i forhold til det lys og de privilegier, vi nyder godt af. "Enhver, som har fået meget givet, af ham skal man kræve meget." Luk. 12, 48. Frelseren sagde til sin disciple, da han sendte dem af sted: "I har fået det for intet, giv det for intet!" Matt. 10, 8. Bør vor taknemmelighed over de stadig voksende velsignelser og privilegier, vi modtager, og frem for alt over Guds Søns uforlignelige offer ikke give sig udslag i, at vi giver større gaver, så at andre kan få del i frelsens budskab? Efterhånden som evangeliet vinder større udbredelse, kræves der flere midler til at dække udgifterne. Derfor er det endnu mere påkrævet at give tiende og gaver nu end på den hebraiske nations tid. Hvis Guds folk gav frivilligt og rundhåndet til hans sag i stedet for at benytte ukristelige og verdslige metoder for at skaffe midler, ville Gud blive æret, og der ville blive vundet mange flere sjæle for Kristus. ret
(272) Den metode, Moses benyttede for at skaffe midler til at bygge tabernaklet lykkedes over al forventning Det var ikke nødvendigt at nøde folket. Han benyttede heller ikke nogen af de metoder, som visse kirkesamfund i vor tid ofte tager deres tilflugt til. Han holdt ingen store fester. Han indbød heller ikke folket til morskab, dans og underholdning. Han benyttede sig heller ikke af lotteri eller andre verdslige metoder for at skaffe midler til at bygge Guds tabernakel. Herren sagde, at Moses skulle indbyde Israels folk til at bringe deres gaver. Han skulle tage imod gaver af alle dem, der gav med glæde og af hjertet, og der blev givet så mange gaver, at Moses bad folket om at holde op med at bringe flere, fordi de havde givet mere, end der var brug for. ret
(272) Gud har gjort menneskene til sine husholdere. Han har besluttet, at evangeliet skal forkyndes ved hjælp af de midler, han har givet dem. De mennesker, som er tro husholdere, vil få endnu mere betroet. Herren sagde: "Dem, som ærer mig, vil jeg ære." 1. Sam. 2, 30. "Gud elsker en glad giver," og når hans folk bringer ham deres gaver og ofre med et glad hjerte, "ikke tvært og tvungent", vil han velsigne dem, som han har lovet. 2. Kor. 9, 7. "Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger hærskarers Herre, om jeg da ikke åbner Eder Himmelens sluser og udøser velsignelse over Eder i overmål." Mal, 3, 10. ret