Patriarker og profeter kapitel 51. Fra side 273.     Fra side 530 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Guds omsorg for de fattige

(273)  For at gøre det hele lettere for folket at deltage i de religiøse sammenkomster og for at skaffe midler til at hjælpe de fattige blev der opkrævet en ekstra tiende af al indtægt. Herren havde sagt om den første tiende: "Levisønnerne giver jeg al tiende i Israel," 4. Mos. 18, 21. Angående den anden tiende gav han denne befaling: "For Herren din Guds åsyn, på det sted, han udvælger til bolig for sit navn, skal du nyde tienden af dit korn, din most og din olie og de førstefødte af dit hornkvæg og småkvæg, for at du kan lære at frygte Herren din Gud alle dage." 5. Mos. 14, 23. 29; 16, 11-14. I to år skulle de bringe denne tiende eller et tilsvarende beløb i rede penge til det sted, hvor helligdommen blev bygget. Når de havde bragt Gud et takoffer og givet præsten den bestemte del, der tilkom ham, skulle de benytte resten til en religiøs fest, som levitten, den fremmede, den faderløse og enken skulle deltage i. På denne måde blev der skaffet midler til at bringe takofre og til at holde bespisning ved de årlige højtider, og ved samme lejlighed kom folket i kontakt med præsterne og levitterne, som underviste dem og opmuntrede dem til at tjene Gud. ret

(273)  Hvert tredje år skulle denne ekstra tiende dog i overensstemmelse med Moses' befaling bruges hjemme til at underholde levitterne og de fattige, "så de kan spise sig mætte inden dine porte". 5. Mos. 26, 12. Af denne tiende blev der dannet et fond, som blev benyttet til at underholde de fattige og de fremmede. ret

(273)  Der blev også sørget for de fattige på anden måde. De love, som Moses gav, udmærker sig frem for alt ved, at de næst efter at tage hensyn til Guds krav opfordrer til at vise rundhåndethed, mildhed og gæstfrihed over for de fattige. Skønt Gud havde lovet at velsigne sit folk rigt, havde han ikke til hensigt at lade fattigdom være et fuldstændig ukendt fænomen iblandt dem. Han sagde, at der altid ville være fattige i landet. Der ville altid være nogle, som appellerede til deres sympati, godhed og velvilje. Folk kunne også komme ud for ulykker, sygdom og tab dengang, men så længe de rettede sig efter Gud, ville der ikke være nogen, der tiggede eller manglede det daglige brød. ret

(273)  Guds lov gav de fattige ret til en vis del af jordens afgrøder. Når en mand var sulten, havde han lov til at gå ind på sin nabos mark eller ind i hans frugthave eller vingård og stille sulten. Det var denne tilladelse, Jesu disciple benyttede sig af, da de plukkede aks og spiste, mens de gik gennem en kornmark på en sabbat. ret

(273)  Al efterhøsten på kornmarken, i frugthaven og vingården tilhørte de fattige. "Når du bjærger din høst på din mark," sagde Moses, "og glemmer et neg på marken, må du ikke vende tilbage for at hente det ..... Når du slår din oliven ned, må du ikke bagefter gennemsøge grenene. ..... Når du høster din vin, må du ikke holde efterhøst; den fremmede, den faderløse og enken skal det tilfalde. Kom i hu, at du selv var træl i Ægypten." 5. Mos. 24, 19-22; 3. Mos. 19, 9-10. ret

(274)  Hvert syvende år blev der draget særlig omsorg for de fattige. Dette år blev kaldt sabbatsåret og begyndte efter høsten. Såtiden fulgte efter høsttiden, men i sabbatsåret skulle folket ikke så, de skulle ikke beskære vinstokkene om foråret, og de skulle hverken vente kornhøst eller vinhøst. De havde lov til at spise det, der voksede af sig selv, når det lige var plukket, men de måtte ikke oplagre noget af det. Den fremmede, den faderløse, enken, ja, selv markens dyr skulle have lov til at spise det, der voksede dette år. 2. Mos. 23, 10-11; 3. Mos. 25, 5. ret

(274)  Men hvordan skulle de få føden i det år, hvor de ikke høstede, når der ikke voksede mere, end de skulle bruge, i de almindelige år? Jo, Gud havde lovet at drage rigelig omsorg for dem i den henseende. "..... så vil jeg opbyde min velsignelse til bedste for Eder i det sjette år," sagde Herren, "så det bærer afgrøde for de tre år; i det ottende år skal I så, men I skal leve af gammelt korn af den sidste afgrøde indtil det niende år; indtil dets afgrøde kommer, skal I leve af gammelt korn." 3. Mos. 25, 21-22. ret

(274)  Fejringen af sabbatsåret skulle gavne både landet og folket. Jorden ville yde langt mere, efter at den havde ligget brak et år. Folket var fri for det hårde arbejde i marken, og selv om der var visse ting, de kunne gøre det år, havde de alle sammen langt mere tid til deres rådighed og bedre anledning til at samle kræfter til arbejdet i de følgende år. De havde også meget mere tid til at meditere og bede og sætte sig ind i den undervisning og de love, som Herren havde givet, samt til at undervise deres familie. ret

(274)  De hebraiske slaver skulle frigives i sabbatsåret, og de måtte ikke sendes tomhændet bort. Herren havde sagt: "Og når du giver ham fri, må du ikke lade ham gå med tomme hænder; men du skal give ham rigeligt med af dit småkvæg og fra din lo og din perse; efter som Herren din Gud velsigner dig, skal du give ham." 5. Mos. 15, 13-14. ret

(274)  Daglejeren skulle have sin løn med det samme: "Du må ikke forurette en nødlidende, fattig daglejer, hvad enten han hører til dine brødre eller de fremmede inden dine porte nogetsteds i dit land. Dag for dag skal du give ham hans løn, så at solen ikke går ned derover, thi han er nødlidende og venter med længsel derpå." 5. Mos. 24, 14-15. ret

(274)  Der blev også givet særlige retningslinjer for, hvorledes man skulle behandle trælle, der var flygtet fra deres herre: "Du må ikke udlevere en træl til hans herre, når han er flygtet fra sin herre og søger tilflugt hos dig. Han må tage ophold i din midte på det sted, han selv vælger, inden dine porte, hvor han helst vil være, og du må ikke gøre ham mén." 5. Mos. 23, 15-16. ret

(274)  I det syvende år fik de fattige eftergivet deres gæld. Hebræerne blev til stadighed opfordret til at hjælpe deres brødre, som var i vanskeligheder, ved at yde dem rentefrie lån. Det var udtrykkeligt forbudt at tage renter af en fattig mand. "Når din broder i dit nabolag kommer i trang og ikke kan bjærge livet, skal du holde ham oppe; som fremmed og indvandret skal han leve hos dig. Du må ikke tage rente eller opgæld af ham, men du skal frygte din Gud og lade din broder leve hos dig; du må ikke låne ham penge mod renter eller give ham af din føde mod opgæld." 3. Mos. 25, 35-37. Hvis gælden ikke var betalt inden friåret, kunne udlåneren ikke få sine penge tilbage. Folket måtte absolut ikke nægte at yde deres brødre den hjælp, de behøvede, med denne motivering: "Når der findes en fattig hos dig, en af dine brødre, ..... må du ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige broder ..... Vogt dig for, at ikke sådan nedrig tanke kommer op i dig: "Der er ikke længe til det syvende år, friåret!" så du ser med onde øjne på din fattige broder og ikke giver ham noget; thi da vil han råbe til Herren over dig, og du vil pådrage dig synd." Thi der vil aldrig mangle fattige i landet; derfor byder jeg dig: Du skal villigt lukke din hånd op for din nødlidende og fattige broder i dit land," "og låne ham, hvad han savner og trænger til." 5. Mos. 15, 7-9. 11. 8. ret

(274)  Ingen behøvede at frygte for, at deres rundhåndethed ville gøre dem fattige. Hvis de var lydige imod Guds bud, var de sikre på at opnå velstand. "Du skal låne ud til mange folk," sagde Herren, "men selv skal du ikke låne; og du skal få magt over mange folk, men de skal ikke få magt over dig." 5. Mos. 16, 6. ret

(275)  Efter "syv årssabbater" syv gange syv år", faldt det store frihedsår jubelåret. "Så skal du lade alarmhornet lyde rundt om ..... Og I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle indbyggerne; et jubelår skal det være Eder; enhver af Eder skal vende tilbage til sin ejendom, og enhver af Eder skal vende tilbage til sin slægt." ret

(275)  Jubelåret skulle indvarsles ved stød i alarmhornet "på den tiende dag i den syvende måned, på forsoningsdagen". Signalet kunne høres i hele landet, overalt, hvor der boede jøder, og dets toner var en appel til alle Jakobs børn om at byde frihedsåret velkommen. På den store forsoningsdag blev Israels synder sonet, og folket bød jubelåret velkommen med glad hjerte. ret

(275)  Ligesom i sabbatsåret skulle der hverken sås eller høstes, og alt, hvad der voksede, skulle betragtes som de fattiges retmæssige ejendom. I dette år fik de hebraiske slaver, som ikke var blevet frigivet i sabbatsåret, deres frihed. Jubelåret udmærkede sig dog først og fremmest ved, at al jord atter skulle overdrages til den slægt, som ejede den fra begyndelsen. Landet var blevet udskiftet ved lodtrækning i overensstemmelse med Guds udtrykkelige befaling. Ingen havde ret til at overdrage sin ejendom til andre efter udskiftningen, og ingen af indbyggerne måtte sælge deres ejendom, medmindre de blev tvunget dertil på grund af fattigdom. Hvis sælgeren eller en af hans slægtninge ønskede at købe ejendommen tilbage, måtte køberen ikke nægte at sælge den, og hvis den ikke var købt tilbage inden jubelåret, skulle den atter overgå i den oprindelige ejers eller dennes arvingers besiddelse i dette år. ret

(275)  Herren sagde til Israel: "Jorden i landet må I ikke sælge uigenkaldeligt, thi mig tilhører landet, I er kun fremmede og indvandrere hos mig." 3. Mos. 25, 23. Det skulle indskærpes folket, at landet tilhørte Gud, og at de havde fået det midlertidigt i eje. Han var dets retmæssige oprindelige ejer, og han ønskede, at de skulle vise de fattige og ulykkelige særlige hensyn. Alle skulle lære at forstå, at de fattige har lige så megen ret til en plads i Guds verden som de velhavende. Det var de love, vor nådige skaber gav for at formindske de fattiges og ulykkeliges lidelser og bringe dem lidt håb og solskin. ret

(275)  Herren ville forhindre, at menneskene gjorde rigdom og magt til det største mål for deres stræben. Det ville få de uheldigste følger, hvis een befolkningsgruppe blev ved at samle rigdom, mens andre levede i fattigdom og elendighed. Hvis der ikke blev sat visse grænser, ville de rige tage hele magten og behandle deres fattige medbrødre som ringere mennesker, skønt disse var fuldt så meget værd i Guds øjne. Fornemmelsen af at blive holdt nede ville vække de fattiges vrede, og deres fortvivlelse og utilfredshed ville bidrage til at demoralisere samfundet og bane vej for forbrydelser af enhver art. Hensigten med Guds love var at tilstræbe social lighed. I sabbatsåret og jubelåret ville der for en stor del blive rådet bod på de fejltrin, der var begået på det sociale og politiske område i det mellemliggende tidsrum. ret

(275)  Disse bestemmelser skulle i lige så høj grad være til velsignelse for de rige som for de fattige. De ville forebygge begærlighed og tilbøjeligheden til selvophøjelse og kalde de ædle og gode karakteregenskaber frem, og efterhånden som forståelsen og tilliden mellem de forskellige befolkningsgrupper voksede, ville de sociale forhold blive forbedret, og landets styre ville blive styrket. Vi er alle sammen celler i menneskehedens store organisme, og alt det, vi gør for at hjælpe andre, vil blive til velsignelse for os selv. Vi er alle sammen afhængige af hinanden. Denne lov gælder for alle samfundsklasser. De fattige er ikke mere afhængige af de rige, end de rige er af de fattige. De fattige vil gerne have del i de velsignelser, som Gud har skænket deres mere velstående medmennesker, og de rige har på deres side brug for de fattiges trofaste arbejdsindsats og de intellektuelle evner og fysiske kræfter, som er de fattiges kapital. ret

(275)  Israel havde fået løfte om store velsignelser, hvis de ville være lydige imod Herrens befalinger. "Jeg vil give Eder den regn, I behøver, til sin tid," sagde Herren, "landet skal give sin afgrøde, og markens træer skal give deres frugt. Tærskning skal hos Eder vare til vinhøst, og vinhøst skal vare til såtid. I skal spise Eder mætte i Eders brød og bo trygt i Eders land. Jeg vil give fred i landet, så I kan lægge Eder til hvile, uden at nogen skræmmer Eder op; jeg vil udrydde de vilde dyr af landet, og intet sværd skal hærge Eders land ..... Jeg vil vandre iblandt Eder og være Eders Gud, og I skal være mit folk ..... Men hvis I ikke adlyder mig og handler efter alle disse bud, men bryder min pagt, sår I Eders sæd" "til ingen nytte", "thi Eders fjender skal fortære den. Jeg vender mit åsyn imod Eder, så I bliver slået på flugt for Eders fjender; Eders avindsmænd skal underkue Eder, og I skal flygte, selv om ingen forfølger Eder." 3. Mos. 26, 4-17. ret

(276)  Mange mennesker går med stor begejstring ind for, at alle skal have lige stor andel i Guds timelige velsignelser, men dette var ikke Skaberens hensigt. Gud giver menneskene forskellige kår for at prøve dem og udvikle deres karakter. Men han ønsker alligevel, at de, der har mange af denne verdens goder, blot skal anse sig selv for at være husholdere over hans gaver og betragte dem som midler, der skal benyttes til at hjælpe de lidende og trængende. ret

(276)  Kristus har sagt, at der vil blive ved med at være fattige iblandt os, og han betragter sit lidende folks sag som sin sag. Vor frelsers hjerte røres af medynk med de fattigste og dårligst stillede af hans jordiske børn. Han har sagt, at de er hans repræsentanter på Jorden. Han har anbragt dem imellem os for at kalde den samme kærlighed til live i vore hjerter, som han selv nærer over for de lidende og undertrykte. Kristus betragter den omsorg og godhed, vi viser mod dem, som om den var vist mod ham selv. Hvis vi på den anden side er grusomme eller ligegyldige over for dem, opfatter han det også, som om vi havde behandlet ham på samme måde. ret

(276)  Verden ville have set helt anderledes ud i dag både moralsk, åndeligt og materielt, hvis den lov, som Gud gav til gavn for de fattige, til stadighed var blevet holdt. Så ville folk ikke være så egenkærlige og hovmodige, som de er nu, men hvert eneste menneske ville interessere sig for andres lykke og velfærd, og der ville ikke findes så megen elendighed, som der råder i adskillige lande i dag. ret

(276)  De principper, som Gud har knæsat, ville have forebygget de frygtelige onder, som er opstået gennem hele historien på grund af de riges undertrykkelse af de fattige og de fattiges mistanke og had til de rige. Disse principper ville have forhindret, at der blev ophobet store rigdomme, og at folk levede i urimelig luksus, og på samme tid ville de forebygge, at masserne, der for en alt for ringe betaling slider for at gøre det muligt at skabe disse kolossale formuer, levede i uvidenhed og elendighed. De ville skabe en fredelig løsning på de problemer, som nu truer med at fylde verden med anarki og blodsudgydelse. ret

næste kapitel