(277) Dette kapitel er bygget op over 3 Mos 23
Hele Israel samledes tre gange om året for at tilbede ved helligdommen. 2. Mos. 23, 14-16. Disse sammenkomster fandt engang sted i Silo, men da Jerusalem senere blev midtpunkt for nationens gudsdyrkelse, drog Israels stammer herop for at fejre højtiderne. ret
(277) Folket var omgivet af barske, krigeriske stammer, der var ivrige efter at erobre deres jord, men til trods herfor var der givet befaling om, at alle de raske mænd og så mange af de øvrige israelitter, som kunne rejse så langt, skulle forlade deres hjem tre gange hvert år og begive sig til nationens samlingssted, som lå næsten midt i landet. Hvad ville forhindre fjenderne i at hærge de ubevogtede hjem med ild og sværd og i at gøre indfald i landet og føre israelitterne bort som fanger? Gud havde lovet at være sit folks beskytter. "Herrens engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem." Sl. 34, 8. Mens israelitterne drog op for at tilbede, ville Guds kraft holde fjenderne i skak. Gud havde lovet: "Thi jeg vil drive folkeslag bort foran dig og gøre dine landemærker vide, og ingen skal attrå dit land, mens du drager hen for at stedes for Herren din Guds åsyn tre gange om året." 2. Mos. 34, 24. ret
(277) Den første af disse fester var påsken, de usyrede brøds højtid. Den faldt i abib, som var den første måned i det jødiske år og svarer til slutningen af marts og begyndelsen af april. Vinterkulden var forbi og sildigregnen ophørt, og hele naturen var klædt i forårstidens friskhed og ynde. På højene og i dalene var græsset grønt, og overalt lyste vilde blomster op på markerne. Det var næsten fuldmåne, og aftenerne var behagelige. Det var denne årstid, som den hellige skjald skildrede så smukt: ret
(277) Thi nu er vinteren omme,
regntiden svandt, for hen,
blomster ses i landet,
sangens tid er kommet,
turtelduens kurren høres i vort land;
figentræets småfrugter svulmer,
vinstokken blomstrer,
udspreder duft.
Højs. 2, 11-13. ret
(277) Overalt i landet var skarer af pilgrimme på vej til Jerusalem. Hyrderne, der plejede at vogte deres hjorde, vogterne fra bjergene, fiskerne fra Galilæas sø, landmændene, som plejede at arbejde på markerne, og profetsønnerne fra de hellige skoler - alle gik i retning af det sted, hvor Gud åbenbarede sin nærværelse. De opdelte rejsen i korte etaper, for mange gik til fods. Der sluttede sig stadig flere til karavanerne, som ofte blev meget store, inden de nåede den hellige by. ret
(277) Naturens skønhed vakte glæde i israelitternes hjerte og tilskynde dem til at vise taknemmelighed over for alle gode gavers giver. De sang de skønne hebraiske salmer, som ophøjede Guds herlighed og majestæt. Ved lyden af alarmhornet hævede takkesangen sig fra hundreder af stemmer, ledsaget af musik fra cymbler: ret
(278) Jeg frydede mig, da de sagde til mig:
Vi drager til Herrens hus!
Så står vore fødder da
i dine porte, Jerusalem, .....
thi didop drager stammerne,
Herrens stammer:
en vedtægt for Israel om
at prise Herrens navn .....
Bed om Jerusalems fred!
Ro finde de, der elsker dig!
Sl. 122, 1-6. ret
(278) Når Israel så de høje, hvor hedningerne plejede at tænde ild på deres altre, sang de:
"Jeg løfter mine øjne til bjergene:
Hvorfra kommer min hjælp?
Fra Herren kommer min hjælp,
fra himlens og jordens skaber."
Sl. 121, 1-2. ret
(278) De, der stoler på Herren,
er som Zions bjerg, der aldrig
i evighed rokkes.
Jerusalem ligger hegnet af bjerge;
og Herren hegner sit folk
fra nu og til evig tid.
Sl. 125, 1-2. ret
(278) Idet de steg op ad højene og fik den hellige by i sigte, betragtede de med hellig ærbødighed de store skarer af tilbedende, som var på vej til templet. De så røgelsen stige til vejrs, og ved lyden af levitternes horn, som bebudede den hellige tjenestes begyndelse, blev de grebet af øjeblikkets inspiration og sang:
"Stor og højlovet er vor Gud
i sin stad.
Smukt løfter sig hans hellige bjerg,
al Jordens fryd,
Zions bjerg i det højeste nord,
den store konges by."
Sl. 48, 1-2. ret
(278) Der råde fred på din mur,
tryghed i dine borge!
Oplad mig retfærdigheds porte,
ad dem går jeg ind og lovsynger Herren!
Mine løfter vil jeg indfri Herren
i påsyn af alt hans folk
i Herrens hus forgårde
og i din midte, Jerusalem!
Sal. 122, 7; 118, 19; 116, 18-19. ret
(278) Alle hjem i Jerusalem slog dørene op for pilgrimmene, og der blev stillet gratis værelser til rådighed for dem. Alligevel var der ikke tilstrækkelig plads til de mange tilrejsende, og derfor blev der opslået telte overalt i byen, hvor der var plads, samt på de omgivende høje. ret
(278) På den fjortende dag i måneden, ved aftenstid, blev påsken fejret. De højtidelige, uforglemmelige ceremonier i forbindelse med påskefesten mindede folket om udfrielsen fra trældommen i Ægypten og pegede frem til det offer, som skulle befri dem fra syndens slaveri. Da Frelseren gav sit liv på Golgata, mistede påsken sin betydning, og Herrens nadver blev indstiftet til minde om den begivenhed, som påsken tidligere havde været et billede på. ret
(278) Efter påsken blev de usyrede brøds højtid fejret i syv dage. På den første og den syvende dag skulle der holdes højtidsstævne, og der måtte ikke arbejdes. På festens anden dag blev førstegrøden af årets høst frembåret for Gud. Byggen var den kornsort, som først blev moden i Palæstina. Det plejede at ske ved festens begyndelse, Præsten svang et bygneg foran Guds alter for at tilkendegive, at alt tilhører ham. Der måtte ikke høstes, før denne ceremoni var udført. ret
(278) Halvtreds dage efter at førstegrøden var frem.båret, faldt pinsen, som også blev kaldt høstfesten og ugefesten. Som et udtryk for folkets taknemmelighed over det korn, der blev benyttet til at lave brød af, blev der frembåret to usyrede brød for Guds åsyn. Pinsen varede kun een dag, og denne blev benyttet til gudstjeneste. ret
(278) I den syvende måned faldt løvhyttefesten eller højtiden for høsten. Denne fest blev fejret som en anerkendelse af Guds rige gaver i frugthaven, olivenlunden og vingården. Det var den sidste festlige samling i året. Landet havde båret sin afgrøde, høsten var bragt til forrådshusene, frugten, olien og vinen var bragt hjem, førstegrøden var frembåret, og nu bragte folket deres takofre til Gud, som havde velsignet dem så rigt. ret
(279) Denne højtid skulle først og fremmest være en glædesfest. Den faldt lige efter den store forsoningsdag, da folket havde fået forsikring om, at deres synder aldrig mere ville blive ihukommet. De havde fred med Gud og kom for at takke og love ham for hans godhed og nåde. Nu var høstens travlhed forbi, det nye års hårde arbejde var endnu ikke påbegyndt, og folket havde ingen bekymringer, men kunne tage del i den hellige glædesfest med hele deres sjæl. Skønt det kun var fædrene og sønnerne, der havde pligt til at overvære festerne, skulle hele familien så vidt muligt rejse med dem, og tjenerne, levitterne, de fremmede og de fattige blev indbudt til at nyde deres gæstfrihed. ret
(279) Ligesom påsken var løvhyttefesten indstiftet, for at israelitterne skulle mindes en begivenhed i deres historie. Til minde om pilgrimsvandringen i ørkenen skulle folket nu forlade deres hjem og bo i løvhytter, som var dannet af "palmegrene og kviste af løvtræer og vidjer fra bækkene". 3. Mos, 23, 40. 42-43. ret
(279) Den første dag var der højtidsstævne, og efter de syv festdage holdt man også højtidsstævne på den ottende dag. Ved disse årlige sammenkomster blev både gamle og unge opmuntret til at tjene Gud, og dette møde mellem folk fra alle dele af landet styrkede de bånd, der knyttede dem til Gud og til hinanden. Guds folk i dag burde også fejre en løvhyttefest, hvor de med glæde mindedes de velsignelser, Gud har skænket dem. Ligesom Israel holdt en fest for at mindes, at Gud havde udfriet deres fædre og på en mirakuløs måde bevaret dem på rejsen fra Ægypten, burde vi med taknemmelighed mindes de forskellige måder, hvorpå han har ført os ud fra verden og vildfarelsens mørke og ledet os ind i sin nådes og sandheds dyrebare lys. ret
(279) De, der boede langt fra tabernaklet, må have benyttet over en måned hvert år til de årlige fester. Denne store troskab over for Gud bør være en kraftig påmindelse til os om, hvor stor betydning gudstjenesten har, og hvor vigtigt det er, at vi lader de åndelige og evige interesser komme i første række og vore egenkærlige, verdslige interesser i anden række. Vi lider et tab, når vi undlader at samles for at styrke og opmuntre hinanden til at tjene Gud. Hans ords sandheder står ikke længer klart for os, og vi ser ikke deres betydning. Vort hjerte påvirkes ikke længer af denne helliggørende indflydelse og modtager ikke mere lys og varme, og vor åndelighed aftager. I vor forbindelse med vore medkristne lider vi et stort tab, fordi vi ikke har sympati for hinanden. Det menneske, der isolerer sig selv, udfylder ikke den plads, Gud havde tiltænkt det. Vi er alle børn af den samme fader, og vor lykke er afhængig af andre mennesker. Vi er både forpligtede over for Gud og over for menneskeheden. Det er ved at udvikle vor selskabelighed på den rette måde, at vi fatter interesse for vore medmennesker og finder glæde i at være til velsignelse for andre. ret
(279) Løvhyttefesten var ikke blot en mindefest, hvor man så tilbage på ørkenvandringen. Det var også en høstfest, hvor man fejrede indhøstningen af jordens produkter og så fremad til den sidste, store høstdag, hvor høstens Herre vil sende sine høstfolk ud for at samle klinten i bundter og brænde den og indsamle hveden i sin lade. Da vil alle de onde blive tilintetgjort. De skal blive, "som om de aldrig havde været til". Obad. 16. Derefter vil alle røster i hele universet forene sig i lovsang til Gud. Åbenbaringens forfatter siger: "Og enhver skabning i Himmelen og på Jorden og under Jorden og på havet, ja, alt, hvad i dem er, hørte jeg sige: "Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder!" Åb. 5, 13. ret
(279) Israels folk lovpriste Gud under løvhyttefesten, når de mindedes, hvorledes han i sin nåde udfriede dem af trældommen i Ægypten og viste dem sin ømme omsorg under deres pilgrimsvandring i ørkenen. Bevidstheden om, at Gud havde tilgivet dem deres synder og antaget dem som sit folk, takket være den tjeneste, der netop havde fundet sted på forsoningsdagen, gjorde dem også glade. Men når Herrens forløste er kommet velbeholdne ind i det himmelske Kanaan og for bestandig er blevet udfriet fra det slaveri, under hvilket "hele skabningen tilsammen sukker og er i veer endnu i denne stund", da vil de bryde ud i en usigelig og forherliget jubel. (Rom. 8, 22.) Da er Kristi store forsoning for menneskene fuldbyrdet, og deres synder er udslettet for evigt. ret
(279) "Ørken og hede skal fryde sig, ødemark
juble og blomstre, blomstre frodigt som rosen
og juble, ja, juble med fryd.
Libanons herlighed gives den,
Karmels og Sarons pragt.
Herrens herlighed skuer de, vor Guds højhed.
Da åbnes de blindes øjne,
de døves ører lukkes op;
da springer den halte som hjort,
den stummes tunge jubler;
thi vand vælder frem i ørkenen,
bække i ødemark;
det glødende sand bliver vanddrag,
til kildevæld tørstigt land. .....
Der bliver en banet vej,
den hellige vej skal den kaldes;
ingen uren færdes på den,
den er valfartsvej for hans folk,
selv enfoldige farer ej vild.
På den er der ingen løver,
rovdyr træder den ej,
der skal de ikke findes.
De genløste vandrer ad den,
Herrens forløste vender hjem,
de drager til Zion med jubel,
med evig glæde om issen;
fryd og glæde får de,
sorg og suk skal fly."
Es. 35, 1-2. og 5-10. ret