Patriarker og profeter kapitel 53. Fra side 281.     Fra side 543 i den engelske udgave.ren side   tilbage

De første dommere

(281)  Dette kapitel er bygget op over Dom 6-8; 10

Da Israels stammer havde bosat sig i Kanaan, gjorde de sig ingen alvorlige anstrengelser for at erobre resten af landet. De var tilfredse med det område, de allerede havde taget i besiddelse, deres iver døde hurtigt hen, og krigen sluttede. "Da israelitterne blev de stærkeste, gjorde de kanaanæerne til hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort." Dom. 1, 28. ret

(281)  Herren havde trofast opfyldt de løfter, han havde givet Israel. Josua havde knust kanaanæernes magt og udskiftet landet mellem stammerne. Nu manglede de blot at drive indbyggerne helt ud af landet i tillid til Guds hjælp, men det gjorde de ikke. Ved at slutte forbund med kanaanæerne handlede de i direkte strid med Guds bud og undlod at opfylde den betingelse, som Gud havde gjort til grundlag for sit løfte om at give dem Kanaan. ret

(281)  Da Gud talte til dem ved Sinaj for allerførste gang, advarede han dem mod at dyrke afguder. Umiddelbart efter at loven var blevet forkyndt, gav Moses dem følgende meddelelse fra Gud angående de folk, der boede i Kanaan: ."Du må ikke tilbede eller dyrke deres guder eller følge deres skikke; men du skal nedbryde dem og sønderslå deres stenstøtter. I skal dyrke Herren Eders Gud, så vil jeg velsigne dit brød og dit vand og holde sygdomme borte fra dig" 2. Mos. 23, 24-25. De fik det løfte, at Gud ville bekæmpe deres fjender, hvis de viste ham lydighed. "Jeg vil sende min rædsel foran dig og bringe bestyrtelse over alle de folk, du kommer til, og jeg vil drive alle dine fjender på flugt for dig. Jeg vil sende gedehamse foran dig, at de skal drive hivvitterne, kanaanæerne og hettitterne bort foran dig. Men jeg vil ikke drive dem bort foran dig i et og samme år, for at landet ikke skal lægges øde, og for at markens vilde dyr ikke skal tage overhånd for dig; lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, indtil du bliver så talrig, at du kan tage landet i besiddelse ..... Thi jeg giver landets indbyggere i Eders hånd, så du kan drive dem bort foran dig. Du må ikke slutte pagt med dem eller deres guder. De må ikke blive boende i dit land, for at de ikke skal forlede dig til synd imod mig, til at dyrke deres guder, så det bliver dig til en snare" 2. Mos. 23, 27-33. Før sin død gentog Moses disse befalinger på den mest højtidelige måde, og senere gentog Josua dem også. ret

(281)  Gud havde anbragt sit folk i Kanaan som et stærkt bolværk, for at den moralske ondskabs flodbølge ikke skulle overskylle verden. Han ville lade Israel drage ud sejrende og til sejr, hvis de var tro over for ham, og give dem magt over nationer, som var større og stærkere end kanaanæerne. Hans løfte lød: "Hvis I vogter vel på alle disse bud, som jeg i dag pålægger Eder at holde, ..... så skal Herren drive alle disse folk bort foran Eder, og I skal underlægge Eder folk, der er større og mægtigere end I. Hver plet, Eders fodsål betræder, skal tilhøre Eder; fra ørkenen til Libanon og fra den store flod, Eufratfloden, til havet i vest skal Eders landemærker strække sig. Ingen skal kunne holde stand for Eder; skræk og rædsel for Eder skal Herren Eders Gud lade komme over hele det land, I betræder, således som han lovede Eder." 5. Mos. 11, 22-25. Men i stedet for at vise sig deres høje kald værdige valgte de magelighed og selvtilfredsstillelse. De lod deres anledninger til at erobre resten af landet gå fra sig og blev i flere slægtled plaget af de tiloversblevne af de afgudsdyrkende folkeslag, der - som profeten havde forudsagt - blev som "torne" i deres øjne og "brodde" i deres sider. 4. Mos. 33, 55. ret

(282)  Der står om israelitterne: "Med hedninger blanded de sig og gjorde deres gerninger efter." Sl. 106, 35. De giftede sig med kanaanæerne, og afgudsdyrkelsen bredte sig som en pest i hele landet. "Deres gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en snare; til dæmonerne ofrede de, og det både sønner og døtre; og landet blev smittet ved blod. Da blev Herren vred på sit folk og væmmedes ved sin arv." Sl. 106, 36-40. ret

(282)  Afgudsdyrkelsen vandt kun ringe indpas, mens den slægt levede, som var blevet undervist af Josua, men forældrene havde banet vejen for børnenes frafald. De israelitter, der tog Kanaan i besiddelse, viste ringeagt for Herrens love, og derved blev der sået en ond sæd, der vedblev at bære sine giftige frugter i mange slægtled. Takket være deres jævne levevis var hebræerne fysisk sunde, men deres samkvem med hedningerne fik dem til at give efter for appetitten og lidenskaberne. Derved blev de gradvis svækket fysisk, åndeligt og moralsk. Israelitternes synder skilte dem fra Gud. Han skænkede dem ikke længer styrke, og de kunne ikke holde stand over for deres fjender. Således gik det til, at de blev overvundet af selve de nationer, som de kunne have besejret ved Guds hjælp. ret

(282)  De forlod Herren, deres fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten. Han leded dem som kvæg i ørkenen. De krænked ham med deres offerhøje, ægged ham med deres gudebilleder. Derfor opgav Herren sin bolig i Silo, det telt, hvor han boede blandt mennesker; han gav sin stolthed i fangenskab, sin herlighed i fjendehånd. Dom. 2, 12; Sl. 78, 52. 58. 60-61. Gud forlod dog ikke sit folk fuldstændig. Der var altid en rest, som var tro imod ham, og fra tid til anden lod Herren trofaste og tapre mænd fremstå, som bekæmpede afgudsdyrkelsen og befriede israelitterne for deres fjender. Men så snart befrieren var død, og folket ikke længer stod under hans myndighed, begyndte de gradvis at dyrke afguder igen. Således vekslede frafald og straf, syndsbekendelse og befrielse gang på gang. ret

(282)   Israel blev først undertrykt af kongen af Mesopotamien og kongen af Moab og senere af filisterne og kanaanæerne i Hazor, de sidstnævnte under Siseras ledelse. Herren lod Otnial, Sjamgar, Ehud, Debora og Barak fremstå som folkets befriere; men israelitterne gjorde atter, "hvad der var ondt i Herrens øjne", og Herren gav dem "i Midjans hånd". Hidtil havde undertrykkernes hånd ikke hvilet så tungt på de stammer, der boede øst for Jordan, men i dette tilfælde gik det først ud over dem. ret

(282)  Amalekitterne syd for Kanaan og midjanitterne ved landets østgrænse og i ørkenerne længere borte var stadig Israels uforsonlige fjender. Midjanitterne var næsten blevet udryddet af israelitterne på Moses tid, men senere blev de både meget talrige og meget stærke. De tørstede efter hævn, og da Gud tog sin beskyttende hånd bort fra Israel, fik de deres anledning. Det var ikke blot stammerne øst for Jordan, der var udsat for deres plyndringstogter, men hele landet. De vilde barbariske ørkenstammer drog op med deres hjorde og telte og kom "talrige som græshopper" og trængte ind i landet. Dom. 6, 5. De kastede sig over det som en altfortærende græshoppesværm, lige fra Jordanfloden til filisternes slette. De kom, så snart afgrøderne begyndte at modnes, og blev i landet, til de sidste frugter var høstet. De stjal alt, hvad der var på markerne, udplyndrede og mishandlede landets indbyggere og drog derpå tilbage til ørkenerne. De israelitter, der boede på landet, blev tvunget til at forlade deres hjem og søge ind til de byer, som var omgivet af mure. De søgte også tilflugt i fæstninger, ja, selv i huler og klippeborge i bjergene. Folket blev undertrykt på denne måde i syv år. Da gav de i deres nød agt på Herrens irettesættelse og bekendte deres synder, og Gud lod atter en befrier fremstå. ret

(282)  Gideon var søn af Joasj og tilhørte Manasses stamme. Den slægt, som denne familie tilhørte, havde ingen førerstilling i folket, men Joasj's familie udmærkede sig ved mod og retskaffenhed. Der står skrevet om hans tapre sønner: "De så begge ud som kongesønner." Han havde mistet alle sine sønner på een nær i kampen mod midjanitterne. Denne havde indgydt de fremmede respekt for sit navn. Gud opfordrede nu Gideon til at befri sit folk. Gideon var ved at tærske hvede på det tidspunkt. Han havde gemt lidt korn, og da han ikke turde tærske det på det almindelige tærskegulv, gik han ud i nærheden af vinpersen. Der var endnu længe til vinhøsten, og derfor var der ingen, der skænkede vingårdene en tanke på dette tidspunkt af året. Mens Gideon stod skjult her og arbejdede, tænkte han med sorg på forholdene i Israel og overvejede, hvorledes hans folk kunne blive befriet for undertrykkernes åg. ret

(283)  Pludselig viste "Herrens engel" sig for ham og tiltalte ham med ordene: "Herren er med dig, stærke kriger!" "Ak, Herre!" svarede han, "hvis Herren er med os, hvorledes er da alt dette kommet over os? Og hvad er der blevet af alle hans undergerninger, som vore fædre fortalte os om, idet de sagde: Førte Herren os ikke ud af Ægypten? Nu har Herren forstødt os og givet os i Midjans hånd!" Sendebudet fra Himmelen svarede: "Drag hen i denne din kraft, så skal du frelse Israel af Midjans hånd; sandelig, jeg sender dig!" ret

(283)  Gideon ønskede at få et tegn på, at han stod over for pagtens engel, som forhen havde kæmpet før Israel. Guds engle, som talte med Abraham, standsede engang for at nyde hans gæstfrihed, og nu bad Gideon det himmelske sendebud om at være sin gæst. Han skyndte sig tilbage til sit telt, tilberedte et gedekid og usyrede brød af sine knappe forråd og gik tilbage og stillede det for ham. Engelen sagde: "Tag kødet og det usyrede brød, læg det på klippen dér og hæld suppen ud derover!" Det gjorde Gideon, og nu fik han det tegn, som han havde ønsket: Engelen rørte ved kødet og det usyrede brød med den stav, han havde i hånden, og ild slog op af klippen og fortærede offeret. Derpå forsvandt engelen for hans blik. ret

(283)  Gideons fader Joasj, som tog del i sine landsmænds frafald, havde bygget et stort alter til Baal i Ofra, hvor han boede. Her tilbad byens befolkning. Gideon fik befaling om at ødelægge dette alter og bygge et alter til Gud på den klippe, hvor offeret var blevet fortæret. Her skulle han bringe Herren et offer. Gud havde indsat præsterne til at ofre, og der måtte kun ofres på alteret i Silo; men han, der havde forordnet gudstjenesten og selv var midtpunkt for alle ofrene, havde også myndighed til at ændre forskrifterne. Før Israel blev befriet, skulle der protesteres kraftigt imod Baaldyrkelsen. Gideon skulle erklære afgudsdyrkelsen krig, før han drog ud for at kæmpe med folkets fjender. ret

(283)  Den guddommelige befaling blev efterkommet til punkt og prikke. Gideon vidste, at han ville møde modstand, hvis han gjorde det åbenlyst. Derfor handlede han i det skjulte. Med sine tjeneres hjælp øvede han sin dåd på en eneste nat. Mændene i Ofra blev grebet af et stort raseri, da de kom for at tilbede Baal næste morgen. De ville have dræbt Gideon, hvis ikke Joasj, som havde hørt om engelens besøg, havde taget sin søn i forsvar. "Vil I virkelig stride for Baal eller hjælpe ham?" spurgte Joasj. "Den, der strider for ham, skal dø inden i morgen! Er han gud, så lad ham stride for sig selv, siden hans alter er nedbrudt!" Hvorledes skulle Baal kunne beskytte dem, der tilbad ham, når han ikke kunne forsvare sit eget alter? ret

(283)  Man opgav nu tanken om at tage hævn over Gideon, og da han lod krigshornet lyde, var mændene i Ofra de første, der samledes om hans fane. Han sendte nu bud til sin egen stamme Manasse og desuden til Aser, Zebulon og Naftali, og alle sammen efterkom anmodningen. ret

(283)  Gideon turde ikke lede hæren, før han havde fået endnu en bekræftelse på, at Gud havde kaldet ham til denne opgave og ville være med ham. Han bad: "Hvis du vil frelse Israel ved min hånd, som du har lovet, så lægger jeg nu dette fåreskind på tærskepladsen, og falder der så dug alene på skindet, mens jorden ellers bliver ved at være tør, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min hånd, som du har lovet." ret

(283)  Om morgenen var skindet vådt, mens jorden var tør. Men nu opstod der tvivl i hans sind, for uld har den egenskab, at det suger fugtigheden til sig, når luften er fugtig. Derfor var denne prøve ikke overbevisende. Han bad derfor om, at det omvendte måtte ske, og tilføjede, at Herren ikke måtte vredes over hans store forsigtighed. Hans bøn blev opfyldt. ret

(284)  Da Gideon havde flet denne opmuntring, drog han ud med sine styrker for at kæmpe imod fjenderne. "Alle midjanitterne, amalekitterne og Østens stammer sluttede sig sammen, satte over Jordan og slog lejr på Jizreelsletten." Gideon havde kun 32.000 mand under sin kommando, men mens han lå i lejr over for fjendens vældige hær, sagde Herren til ham: "Du har for mange folk hos dig, til at jeg kan give midjanitterne i deres hånd; gjorde jeg det, ville Israel gøre sig stor over for mig og sige: Min egen kraft skaffede mig sejr! Lad derfor udråbe for folket: Enhver, som er ræd og angst, skal vende hjem!" Israels hære ville ikke blive stærkere, fordi der meldte sig et stort antal soldater, som var uvillige til at udsætte sig for fare og vanskeligheder, og hvis verdslige interesser hindrede dem i at gå helhjertet ind for Guds sag. Sådanne ville kun svække hæren. ret

(284)  Der gjaldt den lov i Israel, at hele hæren skulle have følgende meddelelse, inden den drog i krig: "Er der nogen, som har bygget et nyt hus og endnu ikke indviet det, må han have lov at vende hjem til sit hus, for at ikke en anden skal indvie det, om han falder i slaget. Og er der nogen, som har plantet en vingård og ikke taget den i brug, må han have lov at vende hjem til sit hus, for at ikke en anden skal tage den i brug, om han falder i slaget. Og er der nogen, som har trolovet sig med en kvinde, men endnu ikke taget hende til hustru, må han have lov at vende hjem til sit hus, for at ikke en anden skal tage hende til hustru, om han falder i slaget." Tilsynsmændene skulle fremdeles tale til folket og sige: "Er der nogen, som er bange og forsagt, må han have lov at vende hjem til sit hus, for at ikke hans brødre skal blive forsagte, som han selv er det!" 5. Mos. 20, 5. og 8. ret

(284)  Gideon havde ikke turdet give den sædvanlige meddelelse, fordi han havde så få soldater i forhold til fjenden. Han blev højlig forbavset, da der blev sagt til ham, at hans hær var for stor, men Herren så stoltheden og vantroen i sit folks hjerte. De mødte villigt frem, da Gideon gav sin flammende appel, men mange af dem blev grebet af frygt, da de så midjanitternes vældige hær. Hvis Israel havde vundet slaget, ville de selv samme mennesker have taget æren i stedet for at indrømme, at det var Gud, der havde skaffet dem sejren. ret

(284)  Gideon efterkom Herrens befaling og med tungt hjerte så han 22.000 eller over to tredjedele af hele hæren drage hjem. Men Herren talte atter til ham: "Endnu er der for mange folk; før dem ned til vandet, der vil jeg sigte dem for dig. Den, jeg siger skal gå med dig, han skal gå med; men enhver, om hvem jeg siger til dig: denne skal ikke gå med dig, han skal ikke gå!" Da folket blev ført ned til vandet, troede de, at de skulle drage imod fjenden med det samme. Nogle få tog i farten lidt vand op i hånden og drak det, mens de gik videre, men de allerfleste lagde sig på knæ og gav sig god tid til at drikke. Der var kun 300 af 10.000, der tog vand op i hånden. De blev udvalgt, mens resten fik lov til at vende hjem. ret

(284)  Menneskers karakter bliver ofte afsløret ved hjælp af meget enkle metoder. I en nødsituation ville man ikke kunne stole på de mennesker, som absolut ville have deres personlige behov dækket i farens stund. Herren har ikke plads til de dovne og nydelsessyge i sit værk. Han udvalgte de få, der ikke ville lade hensynet til sig selv hindre dem i at gøre deres pligt. De 300 mand var ikke blot i besiddelse af mod og selvkontrol, men også af tro. De havde ikke besmittet sig med afgudsdyrkelse. Gud kunne få dem til at gøre sin vilje og bruge dem til at befri Israel. Et godt resultat er ikke afhængigt af kvantiteten. Gud kan lige så godt frelse ved hjælp af få som ved hjælp af mange. Han æres ikke så meget af sine tilbederes store antal som af deres karakter. ret

(284)  Israelitterne var lejret på en bakkekam, hvorfra der var udsigt over den dal, hvor fjendernes hære lå. "Midjanitterne, amalekitterne og alle Østens stammer havde lejret sig på sletten mangfoldige som græshopper, og deres kameler var utallige, mangfoldige som sandet ved havets bred." Dom. 7, 12. Gideon skjalv ved tanken om morgendagens kamp, men Herren sagde til ham om natten, at han skulle gå med sin tjener Pura ned til midjanitternes lejr; her ville han høre noget, som ville opmuntre ham. Han gik, og mens han ventede i nattens stilhed, hørte han en soldat fortælle sin kammerat en drøm. "Se, et bygbrød kom rullende ned mod midjanitternes lejr, og da det kom til teltet, stødte det til det og væltede det over ende, så at teltet faldt." Den anden soldats svar greb den skjulte tilhørers hjerte. "Det kan ikke betyde andet end israelitten Gideons, Joasjs søns, sværd; Gud har givet Midjan og hele lejren i hans hånd !" Gideon hørte Guds stemme tale til ham gennem disse midjanitiske fremmede og gik tilbage til de få mænd, han havde under sin kommando, og sagde: "Stå op, thi Herren har givet midjanitternes lejr i Eders hånd!" ret

(285)  Gud foreslog ham nu en taktik, som han øjeblikkelig benyttede. De 300 mand blev delt i tre afdelinger. Hver mand fik et horn samt en fakkel, som han skulle skjule i en lerkrukke. Mændene tog opstilling på en sådan måde, at de nærmede sig lejren fra forskellige retninger. Da Gideon gav signal med sit krigshorn, stødte de tre afdelinger i deres horn midt om natten. Derpå knuste de krukkerne, så at de flammende fakler blev synlige, og løb hen imod fjenden med det frygtelige krigsråb: "Herrens sværd og Gideons!" ret

(285)  Den sovende hær vågnede øjeblikkelig. Lyset fra de flammende fakler kunne ses overalt i lejren. Midjanitterne troede, at de var i en overmægtig fjendes magt, og blev grebet af panik. De flygtede for livet under vilde rædselshyl og dræbte deres egne kampfæller, fordi de troede, at det var fjender. Da det rygtedes, at Israel havde vundet sejr, vendte tusinder af de israelitter, som var blevet sendt hjem, tilbage og deltog i forfølgelsen af de flygtende fjender. Midjanitterne flygtede i retning af Jordan i håb om at nå hjem til deres eget land på den anden side af floden. Men Gideon sendte bud til Efraims stamme og opfordrede dem til at standse flygtningene ved Jordans sydlige vadesteder. I mellemtiden satte han og hans 300 mand over floden, "udmattede og sultne". De var lige i hælene på de midjanitter, der allerede var kommet over på den anden side af floden. Han indhentede de to konger Zeba og Zalmunna, som havde anført hele hæren og var flygtet med 15.000 mand. Denne hærafdeling blev fuldstændig splittet og lederne fanget og dræbt. ret

(285)  I dette afgørende slag blev der ikke dræbt færre end 120.000 fjender. Midjanitternes magt var knust, og de blev aldrig i stand til at føre krig imod Israel mere. Det rygtedes hurtigt vidt og bredt, at Israels Gud atter havde kæmpet for sit folk. De omkringboende nationer blev grebet af ubeskrivelig rædsel, da de hørte, at et stærkt, krigerisk folk var blevet overvundet med så enkle midler. ret

(285)  Den mand, som Gud valgte til at besejre midjanitterne, havde ingen fremtrædende stilling i Israel. Han var hverken forstander, præst eller levit. Han sagde om sig selv; at han var den yngste i sit fædrenehus. Men Gud så at han var retskaffen. Han stolede ikke på sig selv, men var villig til at lade sig lede af Herren. Gud vælger ikke altid de bedst begavede mænd til sit værk, men udpeger dem, som han bedst kan bruge. "Ydmyghed først og siden ære." Ord. 15, 33. Herren kan opnå de største resultater ved hjælp af de mennesker, som tydeligst indser deres egen ringhed, og som vil stole på ham og lade ham være deres leder og deres værn. Han vil gøre dem stærke ved at forene sin styrke med deres svaghed og gøre dem vise ved at føje sin visdom til deres uvidenhed. ret

(285)  Hvis Herrens folk ville lægge vægt på sand ydmyghed, kunne han gøre langt mere for dem. Men hvor er der få, der ikke bliver selvsikre og glemmer deres afhængighed af Gud, når de får et stort ansvar betroet eller har fremgang. Dette er grunden til, at Herren forbigår dem, der er store, begavede og fremragende i verdens øjne, når han vælger folk til sit værk. Disse mennesker er alt for ofte stolte og selvsikre og føler, at de kan klare sig uden Guds hjælp. ret

(285)  Det var ved hjælp af Guds magt, at hans fjender blev besejret, da Josuas hær stødte i hornet på marchen rundt om Jeriko, og da Gideons lille skare lod hornet gjalde rundt om midjanitternes lejr. Når menneskene ikke regner med Guds magt og visdom, vil selv deres mest fuldkomne planer slå fejl. På den anden side vil de metoder, der ser mest håbløse ud, lykkes, hvis Gud har anvist dem, og menneskene benytter dem i ydmyghed og tro. Tillid til Gud og lydighed imod hans vilje har lige så stor betydning i den kristnes åndelige krig som i Gideons og Josuas krige med kanaanæerne, Gud ønskede, at Israel skulle stole på ham og tillidsfuldt søge hans hjælp i hver eneste nødsituation. Det var derfor, at han gang på gang åbenbarede sin magt for deres skyld. Han er akkurat lige så villig til at samarbejde med sit folk nu og gøre store ting ved hjælp af svage redskaber. Hele Himmelen venter på, at vi skal bede om visdom og styrke fra det høje. Gud formår "at gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår". Ef. 3, 20. ret

(286)  Da Gideon kom tilbage efter at have forfulgt Israels fjender, kritiserede hans egne landsmænd ham. Da de israelitiske mænd drog imod midjanitterne på hans opfordring, blev Efraims stamme hjemme. De anså det for at være farligt at kæmpe imod midjanitterne, og da Gideon ikke rettede nogen speciel opfordring til dem, benyttede de det som en undskyldning til ikke at drage i krig sammen med deres brødre. Ved rygtet om Israels sejr blev efraimitterne imidlertid misundelige, fordi de ikke havde nogen andel i den. Da midjanitterne var blevet slået på flugt, bevogtede efraimitterne Jordans vadesteder på Gideons befaling og forhindrede derved den flygtende fjende i at undslippe. På den måde lykkedes det at dræbe et stort antal fjender, deriblandt de to høvdinge Oreb og Zeeb. Efraimitterne kom derved til at tage del i den sidste fase af slaget og bidrog til at gøre sejren fuldstændig. Til trods herfor var de misundelige og vrede, som om Gideon havde handlet fuldstændig på egen hånd. De tog ikke Guds andel i Israels sejr i betragtning og satte ikke pris på, at han i sin nåde havde befriet dem med sin magt. Alene dette var et vidnesbyrd om, at de ikke var værdige til at være hans særlige redskaber. ret

(286)  Da de kom tilbage med sejrstrofæerne, sagde de vredt til Gideon: "Hvorfor handlede du således over for os, at du ikke kaldte os til, da du drog i kamp mod midjanitterne?" "Hvad er min dåd i sammenligning med Eders?" svarede Gideon. "Er ikke Efraims efterhøst bedre end Abiezers vinhøst? I Eders hånd gav Gud midjanitternes høvdinger Oreb og Zeeb, hvad har jeg formået i sammenligning med Eder?" ret

(286)  Deres misundelse kunne let have ført til et skænderi, som kunne være endt med kamp og blodsudgydelse, men Gideons ydmyge svar fik efraimitternes vrede til at lægge sig, og de drog hjem i fred. Gideon stod urokkelig fast på principperne, og han var en "stærk kriger", men samtidig besad han en sjælden høflighed. ret

(286)  I deres taknemmelighed over at være blevet befriet fra midjanitterne foreslog israelitterne, at Gideon skulle være deres konge, og at tronen skulle gå i arv til hans efterkommere. Dette forslag var i direkte strid med teokratiets principper. Gud var Israels konge, og at sætte et menneske på tronen var ensbetydende med at forkaste deres guddommelige konge. Det var Gideon klar over, og hans svar viser, hvor ægte og ædle hans motiver var. "Hverken jeg eller min søn vil herske over Eder," svarede han. "Herren skal herske over Eder!" ret

(286)  Men Gideon faldt i en anden snare, som blev til ulykke både for hans eget hus og for Israel. Den afspænding, som følger efter et stort slag, er ofte farligere end selve krigen. Denne fare blev Gideon udsat for. Han havde ikke ro på sig. Hidtil havde han villigt rettet sig efter de befalinger, som Gud gav ham, men nu begyndte han at lægge planer på egen hånd i stedet for at vente på, at Gud skulle lede ham. Når Herrens hære har vundet en afgørende sejr, fordobler Satan sine anstrengelser for at kuldkaste Guds værk. Det var på den måde, at Gideon omgikkes med tanker og planer, som førte Israel på vildspor. ret

(286)  Gideon havde flet befaling om at bringe et offer på den klippe, hvor engelen viste sig for ham, og nu troede han, at han var blevet udset til at gøre præstetjeneste. Uden at vente på guddommelig godkendelse besluttede han at finde et egnet sted og at indføre et offersystem i lighed med det, der fandtes ved tabernaklet. På grund af den store popularitet, han nød i befolkningen, havde han ikke svært ved at gennemføre sin plan. På hans anmodning gav folket ham alle de guldørenringe, de havde taget fra midjanitterne, som hans andel i byttet. Folket skaffede også mange andre kostbarheder til veje, blandt andet de midjanitiske fyrsters rigt udsmykkede klæder. Gideon benyttede disse materialer til at lave en efod og et brystskjold af samme slags, som ypperstepræsten bar. Dette blev en snare både for ham selv, hans familie og for Israel. Mange af israelitterne forkastede til sidst Herren fuldstændig på grund af denne selvbestaltede gudsdyrkelse og begyndte at tilbede afguder. Efter Gideons død tog store skarer del i dette frafald, deriblandt hans egen familie. Folket blev ført bort fra Gud af den selv samme mand, der en gang havde bekæmpet afgudsdyrkelsen iblandt dem. ret

(286)  Der er kun få, der forstår, hvor stor indflydelse deres ord og handlinger har. Forældrenes fejltrin får ofte de mest katastrofale følger for børnene og børnebørnene, længe efter at forældrene selv er lagt i graven. Hvert eneste menneske øver indflydelse over andre og vil blive holdt ansvarligt for virkningerne af denne indflydelse. Ord og handlinger har en vældig magt, og vor indflydelse her i livet vil gøre sig gældende langt ind i fremtiden. Vore ord og handlinger vil falde tilbage på os selv i form af velsignelser eller forbandelser. Denne tanke gør livet meget alvorligt og burde få os til at bede Gud ydmygt om at lede os ved sin visdom. ret

(286)  Selv mennesker i de højeste stillinger kan føre andre på vildspor; de klogeste kan fejle og de stærkeste snuble. Vi har ustandselig brug for lyset ovenfra for at finde vej. Vi er kun trygge, når vi overgiver os ubetinget til ham, der sagde: "Følg mig!" ret

(287)  Efter Gideons død kom israelitterne ikke "Herren deres Gud i hu, ham, som frelste dem fra alle deres fjender, der omgav dem på alle kanter. Og de handlede ikke vel mod Jerubbaals, Gideons, hus trods alt det gode, han havde gjort Israel." Israel glemte alt, hvad de skyldte Gideon, som var deres dommer og befrier, og kårede hans illegitime søn Abimelek til konge. Denne myrdede alle Gideons legitime børn på nær eet for at styrke sin magt. Når mennesker først kaster deres gudsfrygt over bord, varer det ikke længe, før de lader hånt om ære og retskaffenhed. Når de på den anden side påskønner Herrens nåde, vil de også sætte pris på de mennesker, der ligesom Gideon er blevet benyttet som Guds redskaber til at velsigne hans folk. Den grusomhed, Israel viste over for Gideons hus, var kun, hvad man kunne vente af et folk, der var så utaknemmelig over for Gud. ret

(287)  Efter Abimeleks død blev folket for en tid regeret af dommere, som frygtede Herren og satte en stopper for afgudsdyrkelsen, men det varede ikke længe, før de atter gav sig til at følge de omkringboende hedningers skikke. Blandt de nordlige stammer var der mange, der tilbad Syriens og Sidons guder. Mod sydvest var det filisternes og mod øst Moabs og Ammons afguder, der drog israelitternes hjerte bort fra deres fædres Gud. Men straffen for deres frafald lod ikke vente længe på sig. Ammonitterne undertvang de østlige stammer og satte over Jordan og gjorde indfald i Judas og Efraims land. Fra vest trængte filisterne ind i landet fra filistersletten langs havet og brændte og plyndrede fjern og nær. Israelitterne syntes atter engang at være prisgivet deres ubarmhjertige fjender. ret

(287)  Nu bad folket endnu engang ham, som de havde svigtet og krænket, om hjælp. "Da råbte israelitterne til Herren og sagde: "Vi har syndet imod dig, thi vi har forladt Herren vor Gud og dyrket Baalerne!" Men deres anger var ikke ægte og skyldtes ikke sorg over deres synd. Folket sørgede på grund af de lidelser, de blev udsat for på grund af deres synder. De sørgede ikke over, at de havde vanæret Gud ved at overtræde hans hellige lov. Sand anger indbefatter mere end sorg over synden. Den giver sig udslag i, at man resolut vender det onde ryggen, ret

(287)  Herren svarede folket gennem en af profeterne: "Har ikke ægypterne, amoritterne, filisterne, zidonierne, amalekitterne og midjanitterne mishandlet Eder? Og da I råbte til mig, frelste jeg Eder af deres hånd. Men I forlod mig og dyrkede andre guder! Derfor vil jeg ikke mere frelse Eder! Gå nu hen og råb til de guder, I udvalgte Eder, og lad dem frelse Eder i Eders nød!" ret

(287)  Disse højtidelige og frygtelige ord leder tankerne hen på en anden begivenhed, nemlig den store dommedag, hvor de, der har ladet hånt om Guds barmhjertighed og foragtet hans nåde, skal stå ansigt til ansigt med hans retfærdighed. De mennesker, der har benyttet deres tid, midler og forstandsevner, som Gud har skænket dem, til at tjene denne verdens guder, skal stå til regnskab ved denne domstol. De har svigtet deres trofaste ven, som elsker dem, og har valgt magelighed og verdslige fornøjelser. Det var deres hensigt at tjene Gud igen engang i fremtiden, men verden og dens dårskab og bedrag lagde beslag på hele deres opmærksomhed. Letfærdige forlystelser, forfængelighed og frådseri gjorde hjertet hårdt og samvittigheden ufølsom, så de ikke hørte sandhedens stemme. De lod hånt om deres pligt og værdsatte ikke de evige værdier, og til sidst mistede de fuldstændig lysten til at ofre noget for ham, der har gjort så meget for mennesket. Men når høsten kommer, vil de høste alt, hvad de har sået. ret

(287)  Herren sagde: "Fordi jeg råbte, og I stod imod, jeg vinked, og ingen ænsed det, men I lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer, derfor ler jeg, ..... når det, I frygter, kommer som uvejr, når Eders ulykke kommer som storm, når trængsel og nød kommer over jer. Da svarer jeg, når de kalder, de søger mig uden at finde, fordi de hadede kundskab og ikke valgte Herrens frygt; mit råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min revselse. Frugt af deres færd skal de nyde og mættes med egne råd; ..... men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod ulykkens rædsel." Ord. 1, 24-31. 33. ret

(288)  Nu ydmygede israelitterne sig for Herren. "Og de skilte sig af med de fremmede guder og dyrkede Herren." Herrens kærlige hjerte blev grebet af sorg og han kunne "ikke længer holde ud at se Israels nød". Hvor er vor Gud langmodig og barmhjertig! Da hans folk bortskaffede de synder, der havde skjult hans åsyn for dem, hørte han deres bønner og begyndte straks at hjælpe dem. ret

(288)  Der fremstod en befrier, som hed Jefta. Han var gileadit. Han førte krig mod ammonitterne og knuste deres magt fuldstændig. I denne omgang var Israel blevet undertrykt af sine fjender i atten år, men alligevel glemte de den lektie, de havde lært gennem lidelser. Folket begik atter den samme ondskab som tidligere, og Herren tillod derfor, at de blev underttykt af deres mægtige fjender filisterne. Denne grusomme og krigeriske nation plagede dem til stadighed igennem mange år, og til visse tider var israelitterne fuldstændig i filisternes vold. Israelitterne havde haft samkvem med disse afgudsdyrkere og havde deltaget i deres forlystelser og deres gudsdyrkelse, og til sidst så det ud, som om de havde samme ånd og samme interesser. Men disse mennesker, der foregav at være israelitternes venner, blev deres bitreste fjender og forsøgte på alle måder at udrydde dem. ret

(288)  De kristne bærer sig ofte ad ligesom israelitterne. De giver efter for verdens indflydelse og følger dens sæder og skikke for at opnå de gudløses venskab. Men til sidst viser det sig, at disse tilsyneladende venner er deres allerfarligste fjender. Bibelen lærer tydeligt, at der ikke kan være venskab mellem Guds folk og verden. "I skal ikke undre jer, mine brødre, om verden hader jer." 1. Joh. 3, 13. Vor frelser siger: "Når verden hader jer, så skal I vide, at den har hadet mig før jer." Joh. 15, 18. Satan får de ugudelige til at foregive, at de er venner af Guds folk, for at lokke disse til at synde, så han kan skille dem fra Gud. Og når Guds folk ikke længer står under Guds beskyttelse, får Satan sine redskaber til at gøre front imod dem for at komme dem til livs. ret

næste kapitel