(294) Dette kapitel er bygget op over 1 Sam 1; 2,1-11
Elkana var en levit fra Efraims bjerge. Han var velhavende og indflydelsesrig og elskede og frygtede Herren. Hans hustru Hanna var en meget from kvinde. Hun var mild og beskeden, var præget af dyb alvor og besad en tro af høj karat. ret
(294) Den velsignelse, som hver eneste hebræer længtes så inderligt efter, var nægtet dette gudfrygtige ægtepar. Der lød ingen glade barnestemmer i deres hjem, og for at føre sit navn videre tog manden sig en hustru til, som så mange andre havde gjort før ham. Han tog dette skridt, fordi han ikke havde tillid til Gud, men det bragte ham ikke lykke. Han fik ganske vist sønner og døtre, men det gik ud over glæden og skønheden i det hellige ægteskab, som Gud har indstiftet, og harmonien i hjemmet blev ødelagt. Den nye hustru, som hed Peninna, var skinsyg og smålig og optrådte både stolt og uforskammet. Hanna syntes, at alt håb var slukt, og at livet var en tung byrde. Til trods herfor bar hun sin lod tålmodigt og uden at klage. ret
(294) Elkana rettede sig omhyggeligt efter de religiøse forskrifter, som Gud havde givet. Israelitterne dyrkede stadig Gud i Silo, men på grund af uregelmæssigheder i tabernakeltjenesten behøvede han ikke at give møde i helligdommen, hvor levitterne ellers plejede at gøre tjeneste. Han drog dog alligevel op til de årlige højtider for at tilbede og ofre sammen med sin familie. ret
(294) Den dårlige ånd, der rådede i hjemmet, gjorde sig også gældende under de religiøse fester, som var knyttet til gudstjenesten. Som det var skik, deltog hele familien i en højtidelig, men glædesbetonet fest, efter at takofferet var frembåret. Under disse fester fik den hustru, som Elkana havde børnene med, først een del til sig selv og derefter een del for hver af sine sønner og døtre. Som tegn på sin kærlighed til Hanna gav Elkana hende en dobbelt del for at vise, at han elskede hende lige så højt, som hvis hun havde haft en søn. Det blev hans anden hustru skinsyg over. Hun hævdede, at hun havde et fortrin frem for Hanna, og at hun stod i høj gunst hos Gud. Desuden hånede hun Hanna for hendes barnløshed og sagde, at det skyldtes Herrens mishag. Dette gentog sig år efter år, og til sidst kunne Hanna ikke holde det ud længer. Hun kunne ikke skjule sin sorg, men gav sig til at græde og trak sig tilbage fra festen. Hendes mand forsøgte forgæves at trøste hende. "Hvorfor græder du, og hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du mismodig? Er jeg dig ikke mere værd end ti sønner?" spurgte han. ret
(294) Hanna fremkom ikke med nogen bebrejdelser. Hun gik til Gud med den sorg, som hun ikke kunne dele med nogen jordisk ven. Hun bad inderligt om, at Gud ville tage hendes skam bort og skænke hende en søn, som hun kunne opdrage til hans ære. Hun aflagde også det højtidelige løfte, at hun ville skænke Gud sit barn lige fra fødselen, hvis hendes bøn blev opfyldt. Hanna var gået helt hen til tabernaklets indgang, og i sin vånde "bad hun under heftig gråd" og udøste sin sjæl for Gud. I disse onde tider var det sjældent at se mennesker bede så indtrængende. Det var ikke ualmindeligt, at folk deltog i festlighederne uden at vise den ringeste ærbødighed, og der forekom endog eksempler på beruselse ved de religiøse fester. Da ypperstepræsten Eli så Hanna, troede han, at hun var beruset. Han ville give hende en velfortjent irettesættelse og sagde strengt: "Hvor længe vil du gå og være drukken ? Se at komme af med din rus!" ret
(295) Disse ord sårede og overraskede Hanna, og hun svarede mildt: "Nej, herre! Jeg er en hårdt prøvet kvinde; vin og stærk drik har jeg ikke drukket; jeg udøste kun min sjæl for Herrens åsyn. Regn ikke din trælkvinde for en dårlig kvinde! Nej, hele tiden har jeg talt ud af min dybe kummer og kvie!" ret
(295) Ypperstepræsten blev dybt bevæget, for han var en gudfrygtig mand. I stedet for at bebrejde hende udtalte han en velsignelse: "Gå bort i fred! Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om!" Hannas bøn blev opfyldt. Hun fik den gave, som hun havde bedt så inderligt om. Da hun betragtede sin søn, gav hun ham navnet Samuel, "thi" sagde hun, "jeg har bedt mig ham til hos Herren". Så snart den lille dreng var gammel nok til at undvære sin moder, opfyldte hun sit løfte. Hun omfattede sit barn med al den kærlighed, som rummes i et moderhjerte, og idet hun fulgte hans udvikling og lyttede til hans barnlige pludren, blev hun daglig knyttet nærmere og nærmere til ham med kærlighedens bånd. Han var hendes eneste søn en gave fra Himmelen, men hun havde modtaget ham som et klenodie, der skulle helliges til Gud, og hun ville under ingen omstændigheder beholde det, der tilhørte ham. ret
(295) Hanna drog nu atter med sin mand til Silo og skænkede præsten sin dyrebare gave i Guds navn med ordene: "Om denne dreng bad jeg, og Herren gav mig, hvad jeg bad ham om. Derfor vil jeg også overlade ham til Herren; hele sit liv skal han være overladt til Herren!" Denne israelitiske kvindes tro og gudsfrygt gjorde et dybt indtryk på Eli. Han havde selv givet sine børn en alt for slap opdragelse, og da han så det store offer, som denne moder bragte ved at skilles fra sit eneste barn for at lade det gøre tjeneste for Gud, fyldtes han af ærefrygt og ydmyghed. Han følte, at det var en irettesættelse til ham på grund af hans egenkærlighed, og bøjede sig ydmygt og ærbødigt for Herren og tilbad. ret
(295) Moderens hjerte strømmede over af glæde, og hun længtes efter at give udtryk for sin taknemmelighed over for Gud. Inspirationens ånd kom over hende, og Hanna bad og sagde: ret
(295) "Mit hjerte jubler over Herren,
mit horn er løftet ved min Gud,
min mund vidt opladt mod mine fjender,
jeg glæder mig over din frelse.
Der er ingen hellig som Herren,
nej, der er ingen uden dig,
der er ingen klippe som vor Gud!
Vær varsomme med Eders store ord,
frækhed undslippe ej Eders mund!
Thi en vidende Gud er Herren,
og gerninger vejes af ham.
Herren døder, gør levende,
fører ned i dødsriget og fører op;
Herren gør fattig, gør rig,
han nedbøjer, og han ophøjer;
han rejser ringe af støvet,
af skarnet løfter han fattige
for at bænke dem mellem ædle
og give dem ærespladsen.
Thi Herrens er Jordens søjler,
Jorderig bygged han på dem!
Han vogter sine frommes skridt,
men gudløse omkommer i mørket;
thi ingen vinder sejr ved egen kraft.
Herren hans fjender forfærdes,
den Højeste tordner i Himmelen,
Herren dømmer den vide Jord!
Han skænker sin konge kraft,
løfter sin Salvedes horn!" ret
(295) Hannas ord var profetiske og gjaldt både David, som skulle være konge over Israel, og Messias, Herrens Salvede. Sangen henviser først til en uforskammet og stridslysten kvindes praleri og omtaler dernæst Guds fjenders tilintetgørelse og hans forløste folks endelige sejr. ret
(295) Hanna rejste lige så stille hjem til Rama igen og lod barnet Samuel blive i Silo, hvor han skulle oplæres til at gøre tjeneste i Guds hus under ypperstepræstens opsyn. Lige fra det øjeblik, Samuel kunne begynde at fatte, havde hun lært ham at elske og ære Gud og at betragte sig selv som Herrens ejendom. Hun havde forsøgt at henlede hans opmærksomhed på Skaberen ved at benytte alle de ting, han var fortrolig med i sine omgivelser, som anskuelsesmateriale. Den trofaste moders omsorg ophørte ikke, da hun havde skilt sig af med sit barn. Hun bad for ham hver eneste dag, og hvert år lavede hun med sine egne hænder en kappe til ham. Den skænkede hun barnet som tegn på sin kærlighed, når hun drog med sin mand til Silo for at tilbede. Hun havde vævet hver eneste tråd i den lille kappe med en bøn om, at barnet måtte blive rent, ædelt og retskaffent. Hun bad ikke om, at hendes søn måtte opnå verdslig storhed, men tryglede Gud om, at drengen måtte komme i besiddelse af den storhed, som Himmelen værdsætter, så at han kunne ære Gud og blive til velsignelse for sine medmennesker. ret
(296) Hvor blev Hanna rigt belønnet! Hendes trofasthed er et værdigt eksempel til efterfølgelse. Hver eneste moder får betroet uvurderlige anledninger og værdier, som ikke kan måles. Kvinderne burde betragte det beskedne arbejde, som de ofte er lede og kede af, som en stor og ædel opgave. Moderen kan være til velsignelse for verden ved sin indflydelse, og samtidig vil hendes eget hjerte blive fyldt med glæde. I solskin og regn kan hun lede sine børns fødder på vejen til det herlige rige oventil. Men hun kan kun gøre sig håb om at forme børnenes karakter efter det guddommelige forbillede, hvis hun selv bestræber sig på at følge Kristi undervisning. Verden er fuld af ondskab. Skik og brug øver en vældig indflydelse over de unge. Hvis moderen forsømmer sin pligt og undlader at undervise, vejlede og lægge bånd på sine børn, vil de af sig selv vælge det onde og forkaste det gode. Hver eneste moder bør ofte bede denne bøn til Frelseren: "Lær os, hvorledes vi skal forholde os og bære os ad med drengen." Hvis hun retter sig efter den undervisning, som Gud har nedfældet i sit ord, vil hun få visdom i forhold til sit behov. ret
(296) Men drengen Samuel voksede til og gik stadig frem i yndest både hos Herren og mennesker." Skønt Samuel tilbragte sin ungdom med at tjene Gud i tabernaklet, var han ikke skånet for ondskab og synd. Elis sønner frygtede ikke Gud og ærede heller ikke deres fader. Men Samuel kom ikke sammen med dem og trådte ikke i deres syndige spor. Han bestræbte sig hele tiden for at leve efter Guds vilje. Denne mulighed ligger åben for alle unge mennesker. Gud glæder sig, når selv små børn beslutter at tjene ham. ret
(296) Eli havde fået betroet ansvaret for Samuel, og den gamle præst tog ham til sit hjerte på grund af hans fine karakter. Samuel var venlig, ædel, lydig og ærbødig. Eli var bedrøvet over sine egne sønners selvrådighed og fandt hvile og trøst i selskab med denne yngling, som han var formynder for. Samuel var hjælpsom og venlig, og der har aldrig levet en fader, som har elsket sit barn mere, end Eli elskede denne unge mand. Det var noget ganske enestående, at der blev knyttet et så varmt venskab mellem landets højeste embedsmand og dette barn. Da Eli var blevet svækket af alderdom, søgte han trøst hos Samuel, når hans egne sønners tyggesløse levned fyldte ham med ængstelse og samvittighedsnag. ret
(296) I almindelighed begyndte levitterne ikke at gøre tjeneste, før de var 25 år, men Samuel var en undtagelse. For hvert år der gik, fik han betroet vigtigere opgaver, og allerede som barn gik han med en linned efod som tegn på, at han var indviet til at arbejde i helligdommen. Selv om Samuel var ganske lille, da han begyndte at gøre tjeneste for Gud i tabernaklet, havde han allerede på det tidspunkt pligter, som svarede til hans evner. Til at begynde med var disse opgaver kun små, og de var ikke altid behagelige, men han løste dem så godt, han kunne, og med et villigt hjerte. Han tog sin religion med sig i alt, hvad han beskæftigede sig med. Han betragtede sig som Guds tjener og anså sit arbejde for at være Guds arbejde. Gud anerkendte hans bestræbelser, fordi han var drevet af kærlighed til Gud og et oprigtigt ønske om at gøre hans vilje. Det var på denne måde, Samuel kom til at samarbejde med Himmelens og Jordens Herre, og Gud gjorde ham skikket til at gøre en stor indsats for Israel. ret
(296) Børnene ville finde deres arbejde meget mere interessant og ærefuldt, hvis de lærte at betragte deres beskedne hverdagspligter som opgaver, Herren har tildelt dem, og som en skole, hvor de skal lære at arbejde samvittighedsfuldt og omhyggeligt. Når man udfører alle sine pligter som for Herren, bliver selv det mest beskedne arbejde interessant, og man omsluttes af det bånd, der knytter arbejderne på Jorden sammen med de hellige væsener, som gør Guds vilje i Himmelen. Vor fremgang her i livet og vor mulighed for at opnå det evige liv beror på, om vi udfører de små ting trofast og samvittighedsfuldt. Det mindste, Gud har skabt, er ikke mindre fuldkomment end det største. Verdenerne blev anbragt i verdensrummet af den samme hånd, som dannede markens blomster med den største kunstfærdighed. Og ligesom Gud er fuldkommen på sit felt, skal vi være det på vort felt. En stærk, smuk, harmonisk karakter er bygget op af enkelte, veludførte handlinger, og de mindste såvel som de største ting i livet bør udføres med troskab. Livets vej bliver lysere, når vi viser troskab i små ting og udfører små, venlige handlinger. Når så vort værk på Jorden er endt, vil vi opdage, at hver eneste af de små pligter, som vi har gjort med troskab, har øvet en god indflydelse, som aldrig vil fortabe sig. ret
(297) Vor tids unge kan blive lige så dyrebare i Guds øjne, som Samuel var. Hvis de ikke viger en tomme fra kristelig retskaffenhed, kan de øve en stærk indflydelse i reformarbejdet. Det er sådanne mænd, der er brug for i vor tid. Gud har en opgave til hver eneste af dem. De mennesker, der med troskab vil benytte de muligheder, som Gud har givet dem, kan opnå større resultater i deres arbejde for Gud og menneskeheden i vor tid, end nogen tidligere generation har opnået. ret