Patriarker og profeter kapitel 58. Fra side 308.     Fra side 592 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Profetskolerne

(308)  Herren forestod selv Israels uddannelse. Han varetog ikke blot deres religiøse interesser, for alt, hvad der øvede indflydelse på deres åndelige og fysiske ve og vel, lå ham på sinde og berørtes af hans lov. ret

(308)  Gud havde befalet, at hebræerne skulle lære deres børn hans lovbud og gøre dem bekendt med alt, hvad han havde gjort ved deres fædre. Dette hørte med til hver eneste fader og moders særlige pligter og måtte ikke overlades til andre. Børnene skulle ikke undervises af andre end deres egne kære forældre. De skulle tænke på Gud under alle dagliglivets sysler. De undergerninger, Gud gjorde, da han befriede sit folk, og løfterne om den kommende forløser skulle ofte være samtalestof i de israelitiske hjem, og billeder og symboler bidrog til at fæstne undervisningen bedre i hukommelsen. Guds forsyns og det kommende livs store sandheder skulle nedfældes i barnesindet. Barnet skulle lære at se Gud både i naturen og i åbenbaringen. Himmelens stjerner, markens træer og blomster, de majestætiske bjerge og de rislende bække - alt sammen talte om Skaberen. Den højtidelige offertjeneste og gudstjeneste ved helligdommen og profeternes udsagn var en åbenbaring af Gud. ret

(308)  Det var denne undervisning, Moses fik i sit fattige hjem i Gosen. Således blev Samuel undervist af den trofaste Hanna, Daniel fik denne undervisning i hjemmet mellem Betlehems høje, og det samme gjaldt Daniel, før han blev ført i fangenskab og skilt fra sit fædrenehjem. Kristus blev undervist efter de samme retningslinjer som barn i Nazaret, og det var også på denne måde, at barnet Timoteus lærte den hellige skrifts sandheder af sin mormoder Lois og sin moder Eunike (2. Tim. 1, 5; 3, 15). ret

(308)  Der blev sørget yderligere for de unges uddannelse ved profetskolernes oprettelse. Disse skoler stod åbne for de unge, der ønskede at få et dybere kendskab til Guds ords sandheder og at søge visdommen ovenfra for at blive lærere i Israel. Profetskolerne blev grundlagt af Samuel. De havde til formål at danne et bolværk imod det udbredte fordærv, at varetage ungdommens moralske og åndelige interesser og at tilgodese nationens fremtidige tarv ved at uddanne mænd, som frygtede Gud og var skikkede til at være ledere og rådgivere. Med dette mål for øje samlede Samuel grupper af unge, gudfrygtige, intelligente og flittige mænd. De blev kaldt profetsønner. Mens de studerede Guds ord og skaberværk og søgte at komme i kontakt med ham, føjede han himmelsk visdom til deres medfødte evner. Lærerne var mænd, der havde et grundigt kendskab til den guddommelige sandhed, og som selv havde samfund med Gud og havde modtaget en speciel fylde af hans Ånd. Folket viste dem respekt og tillid, både på grund af deres lærdom og gudfrygtighed. På Samuels tid var der to sådanne skoler. Den ene lå i Rama, hvor profeten havde sit hjem, og den anden i Kirjat-Jearim, hvor arken stod på det tidspunkt. Senere blev der oprettet flere. ret

(309)  Eleverne i disse skoler ernærede sig ved agerbrug eller et eller andet håndværk. I Israel blev dette ikke anset for usædvanligt eller vanærende; det blev tværtimod regnet for en forbrydelse at lade børn vokse op uden at have lært et nyttigt arbejde. Gud havde befalet, at alle børn skulle lære et eller andet håndværk. Det gjaldt også dem, der skulle være præster. Mange af de religiøse lærere skaffede selv deres underhold ved at arbejde med hænderne. Selv så sent som på apostlenes tid tjente Paulus og Aquila til livets ophold ved at arbejde som teltmagere, og de var ikke mindre velanskrevne af den grund. ret

(309)  Hovedfagene i profetskolerne var Guds lov og de forskrifter, som Gud havde givet Moses; desuden bibelsk historie, religiøs musik og poesi. Undervisningen foregik på en helt anden måde end i nutidens teologiske skoler. Efter endt studium har mange af de studerende her mindre reel viden om Gud og om bibelsk sandhed, end da de kom. I datidens skoler var hovedformålet med studiet at lære Guds vilje og menneskets pligt over for ham at kende. I den bibelske historie søgte man at finde Guds spor. Man studerede de store sandheder, der var åbenbaret i forbillederne, og fattede ved troens hjælp hovedemnet i hele dette system - Guds Lam, som skulle borttage verdens synd. ret

(309)  Der blev lagt stor vægt på gudsfrygt i disse skoler. Eleverne lærte ikke blot, at det er en pligt at bede, de lærte også, hvorledes man skal bede, hvorledes man skal komme frem for sin skaber, hvorledes man skal øve tro på ham, og hvorledes man skal forstå og adlyde hans Ånds undervisning. Mænd, som havde helliget deres evner til Gud, tog nyt og gammelt frem fra Guds skatkammer, og Guds Ånds tilstedeværelse kunne spores i profeti og religiøs sang. ret

(309)  Musikken skulle tjene et helligt formål. Den skulle lede tankerne op til det rene, ædle og ophøjede, stemme sjælen til andagt og tilskynde den til at vise taknemmelighed over for Gud. Hvor er der stor forskel på den måde, man benyttede musikken dengang, og den måde, man alt for ofte bruger den i dag. Hvor er der mange, der benytter denne gave til at ophøje mennesket i stedet for at bruge den til at forherlige Gud. Kærlighed til musik får de uforsigtige til at omgås mennesker, der elsker verden, og deltage i sammenkomster, som Gud har forbudt sine børn at overvære. Derved bliver musikken, som er til stor velsignelse, når den benyttes rigtigt, et af de mest virkningsfulde midler i Satans hånd til at lede menneskets opmærksomhed bort fra dets pligt og fra de evige værdier. ret

(309)  Musik hører med til gudstilbedelsen i de himmelske sale, og når vi synger lovsange, bør vi søge at komme i så nær samklang med de himmelske kor som muligt. En korrekt opøvelse af stemmen er et vigtigt led i uddannelsen, og det bør man ikke forsømme. Sangen hører lige så meget med til gudstjenesten som bønnen. Man må fornemme ånden i sangen for at kunne lade den komme rigtigt til udtryk. ret

(309)  Hvor er der stor forskel på de skoler, hvor Guds profeter underviste, og vore moderne læreanstalter! Hvor er der få skoler, der ikke er præget af verdens skikke! Der råder en beklagelig mangel på en klog og fornuftig disciplin. Kendskabet til Guds ord blandt nationer, som bekender sig til at være kristne, er forfærdende ringe. Man kalder overfladisk snak og ren og skær sentimentalitet for undervisning i etik og religion. Ungdommen lærer intet om Guds retfærdighed og nåde, hellighedens skønhed, belønningen for at gøre det rette, syndens hæslighed og dens uundgåelige og frygtelige følger. Dårlige kammerater giver de unge kendskab til forbrydelser, udsvævelser og tøjlesløshed. ret

(309)  Er der slet intet, som vor tids pædagoger med fordel kunne lære af hebræernes skoler i oldtiden? Menneskets skaber har draget omsorg for dets fysiske, åndelige og sjælelige udvikling. Derfor afhænger det udbytte, uddannelsen giver, af den troskab, hvormed man følger Skaberens plan. ret

(309)  Det egentlige formål med uddannelsen er at genoprette Guds billede i sjælen. I begyndelsen skabte Gud mennesket i sit billede. Han gav det ædle egenskaber. Dets sind var sundt, og alle dets evner og kræfter var harmonisk afstemt. Men ved syndefaldet blev disse egenskaber fordærvet. Synden har vansiret og næsten udslettet Guds billede i mennesket. Det var for at råde bod herpå, at frelsesplanen blev lagt, og at mennesket fik en prøvetid. Den store hensigt med livet er at føre mennesket tilbage til det fuldkomne stade, som det befandt sig på ved sin skabelse. Dette er livets hovedhensigt. Det er forældres og læreres opgave at tjene dette guddommelige formål, når de tilrettelægger ungdommens uddannelse. Når de gør det, er de "Guds medarbejdere". 1. Kor. 3, 9. ret

(310)  Mennesker har fået alle deres åndelige, sjælelige og legemlige evner af Gud, for at de skal stræbe efter at nå så langt som overhovedet muligt. Men vi skal ikke søge at nå dette høje mål blot for vor egen skyld. Vi skal ligne Gud, og hans fornemste karakteregenskab er kærlighed. Vi skal benytte hver eneste evne og egenskab, som Skaberen har skænket os, til hans ære og til menneskehedens højnelse. Når vi gør det, bruger vi vore evner på den reneste, ædleste og lykkeligste måde. ret

(310)  Hvis der blev lagt tilbørlig vægt på dette vigtige princip, ville der ske en radikal forandring med nogle af de gængse undervisningsmetoder. Så ville lærerne ikke appellere til elevernes stolthed og ærgerrighed for at få dem til at kæmpe om førstepladsen, men tilskynde dem til at elske godhed, sandhed og skønhed med andre ord: gøre dem interesseret i at stræbe efter det ædleste. Eleverne ville på deres side søge at udvikle Guds egenskaber hos sig selv og at opfylde Skaberens hensigt og komme til at ligne ham i stedet for at prøve på at overgå andre. De ville da ikke længer blot vælge sig jordiske mål eller lade ønsket om selvophøjelse være drivkraften i deres liv. En sådan indstilling forkrøbler sindet og gør mennesket småligt. Nej, de ville tværtimod tænke på Skaberen for at lære ham at kende og komme til at ligne ham. ret

(310)  Herrens frygt er visdoms grundlag, at kende den Hellige, det er forstand. Ord, 9, 10. Det store mål i livet er karakterdannelse, og kendskab til Gud er grundlaget for al sand uddannelse. Læreren bør betragte det som sin store opgave at give eleverne denne kundskab og danne deres karakter i overensstemmelse hermed. Guds lov er en afspejling af hans karakter. Derfor siger Salmisten: Alle dine bud er retfærd, og ved dine befalinger fik jeg forstand. Sl. 119, 172. og 104. Gud har åbenbaret sig for os i sit ord og i sit skaberværk. Vi skal lære ham at kende gennem hans inspirerede bog og gennem naturen. ret

(310)  Sindet følger den lov, at det gradvis tilpasser sig de emner, som det vænnes til at dvæle ved. Hvis det kun er optaget af dagligdags og trivielle ting, forkrøbles og svækkes det, og hvis man aldrig bryder sin hjerne med vanskelige problemer, vil den efter nogen tids forløb næsten fuldstændig miste evnen til at udvikles. Ingen andre bøger er af så stor værdi som Bibelen, når det gælder uddannelse. I Guds ord finder sindet stof for de dybeste tanker og den højeste stræben. Bibelen er den mest lærerige historie i menneskenes eje. Den er kommet direkte fra den evige sandheds kilde, og dens renhed er blevet bevaret gennem tiderne af en guddommelig hånd. Den kaster lys over den fjerne fortid, som menneskene forgæves søger at udforske. I Guds ord møder vi den magt, der lagde jordens grundvold og udspændte himlene. Bibelen er den eneste bog, der skildrer menneskehedens historie uden menneskelig fordom og stolthed. Her kan vi læse om, hvorledes de største mænd, som denne verden nogensinde har set, kæmpede, led nederlag og sejrede. Her åbenbares vor pligt og målet for vort liv. I Bibelen løftes det tæppe, som skiller den synlige verden fra den usynlige, og vi får lov at se kampen mellem de gode og onde kræfter lige fra syndens opkomst til sandhedens og retfærdighedens endelige sejr. Og alt dette er blot en åbenbarelse af Guds karakter. Når eleven i ærbødighed dvæler ved Guds ords sandheder, bringes hans sind i kontakt med den Eviges sind. Et sådant studium tjener ikke blot til at forædle karakteren, det vil også i høj grad styrke åndsevnerne. ret

(310)  Bibelens undervisning har livsvigtig betydning for menneskets fremgang på alle livets områder. Den peger på de principper, der danner grundlaget for en nations fremgang. Der er her tale om principper, som er uløseligt forbundet med samfundets ve og vel, og som er et værn for familien - principper, som er en absolut forudsætning for, at mennesket kan gøre nytte og opnå lykke og ære i dette liv og gøre sig håb om evigt liv. Bibelens undervisning er en stor hjælp for mennesker i alle livsstillinger og på alle stadier af deres erfaring. Hvis Guds ord blev studeret og adlydt, ville det skænke verden mænd med skarpere åndsevner, end hele menneskehedens samlede filosofi formår. Det ville fostre mænd med styrke og karakterfasthed, en klar opfattelsesevne og en sund dømmekraft - mænd, som ville være til ære for Gud og til velsignelse for verden. ret

(311)  Vi skal også tilegne os kundskab om Skaberen, når vi studerer de forskellige videnskaber. Al sand videnskab er blot en fortolkning af Guds håndskrift i den materielle verden. Forskningen skaffer os blot nye vidnesbyrd om Guds visdom og magt. Både naturens bog og det skrevne ord forøger vor kundskab om Gud, når vi fortolker dem rigtigt, fordi de viser os nogle af de vise og gode love, som Gud arbejder igennem. ret

(311)  Eleven bør vejledes således, at han ser Gud i hele skaberværket. Lærerne burde følge den store Lærers eksempel. Han benyttede kendte ting fra naturen til at forenkle og anskueliggøre sin undervisning, så at hans tilhørere huskede den bedre. Sangfuglene på de grønne grene, blomsterne i dalen, de majestætiske træer, de frugtbare agre, det spirende korn, den golde jordbund, den dalende sol, hvis stråler kastede sit gyldne skær over himmelen - alt dette benyttede han i sin undervisning. Han knyttede de synlige ting, som Skaberen havde skabt, sammen med det livgivende budskab, som han forkyndte. Derved opnåede han, at hans tilhørere kom til at tænke på de sandheder, som han havde lært dem, hver gang de så de ting, som han havde benyttet som anskuelsesmateriale. ret

(311)  Både Guds ord og de majestætiske bjerge, de frugtbare dale samt det vide, dybe hav bærer Guddommens præg. Naturen taler til mennesket om Skaberens kærlighed. Han har knyttet os til sig ved hjælp af utallige ting i himmelen og på jorden. Verden er ikke lutter sorg og elendighed. "Gud er kærlighed" står skrevet på hver eneste knop, som folder sig ud, på alle blomsternes kronblade og hvert et græsstrå. Skønt der vokser torne og tidsler på Jorden på grund af syndens forbandelse, er der blomster på tidslerne, og tornene er skjult af roser. Alt i naturen vidner om Guds ømme, faderlige omsorg og om hans længsel efter at gøre sine børn lykkelige. Han har ikke udstedt forbud og givet formaninger blot for at vise sin myndighed. Han har altid sine børns bedste for øje. Han forlanger ikke, at de skal give afkald på noget, som det var bedre for dem at beholde. ret

(311)  I visse befolkningskredse har man den opfattelse, at religion ikke bidrager til at fremme sundheden og lykken her i livet. Det er en meget, meget stor fejltagelse. Skriften siger: "Herrens frygt er vej til liv, man hviler mæt og frygter ej ondt." Ord. 19, 23. "Om nogen attrår liv og ønsker sig dage for at skue lykke, så var din tunge for ondt, dine læber fra at tale svig; hold dig fra ondt og øv godt, søg fred og jag derefter." Sl. 34, 13-15. Visdommens ord er "liv for dem, der finder det, helse for alt deres kød". Ord. 4, 22. ret

(311)  Sand religion bringer mennesket i harmoni med Guds fysiske, åndelige og moralske love. Den betoner betydningen af selvkontrol, ophøjet ro og afholdenhed. Religion forædler sindet og smagen og helliger dømmekraften. Den gør sjælen delagtig i Himmelens renhed. Troen på Guds kærlighed og altbeherskende forsyn modvirker ængstelse og bekymring og fylder hjertet med glæde og tilfredshed, hvordan ens lod end er i livet. Religionen bidrager umiddelbart til at fremme sundheden, forlænge livet og skærpe vor sans for dets velsignelser. Den viser sjælen hen til et evigt sprudlende væld af lykke. Jeg ville ønske, at alle de mennesker, som ikke har valgt at tjene Kristus, ville komme til at indse, at han kan skænke dem noget, som er langt bedre end det, som de selv søger efter. Mennesket volder sin egen sjæl ubodelig skade og begår en stor uret over for sig selv ved at tænke og handle i strid med Guds vilje. Gud ved, hvad der tjener til vort bedste. Han har altid sine skabningers ve og vel for øje, og det er umuligt at finde ægte lykke på den vej, som han har forbudt os at gå på. Overtrædelsens vej fører til elendighed og død, men visdommens "veje er liflige veje, og alle dens stier er lykke". Ord. 3, 17. ret

(311)  Vi kan med fordel tage ved lære af både den fysiske og den åndelige uddannelse, som blev givet i Hebræernes skoler. Man indser ikke værdien af en sådan uddannelse i dag. Der er en meget intim forbindelse imellem sjælen og legemet, og lydighed mod de love, der styrer vore legemsfunktioner, er forudsætningen for, at vi kan nå en høj moralsk og intellektuel standard. Hvis man ønsker at udvikle en stærk, velafbalanceret karakter, skal man opøve både sjæl og legeme. Findes der noget vigtigere for et ungt menneske end at lære det vidunderlige legeme at kende, som Gud har givet os, og at sætte sig ind i de love, som betinger dets sundhed? ret

(311)  Nutidens ungdom burde også have undervisning i livets praktiske pligter ligesom de unge på Israels tid. Alle unge mennesker burde lære et eller andet håndværk, så de kunne ernære sig ved det, hvis det blev nødvendigt. Dette ville ikke blot være en betryggelse i livets omskiftelser, men det ville også have stor betydning for de unges fysiske, åndelige og moralske udvikling. Selv om det var ganske udelukket, at et menneske behøvede at arbejde med hænderne for at tjene til livets ophold, burde vedkommende alligevel lære at arbejde. Motion er en absolut forudsætning for et sundt legeme og et godt helbred, men et fornuftigt arbejdsprogram har ikke mindre betydning for det menneske, som ønsker at få et sundt og aktivt sind og en ædel karakter. ret

(312)  Alle studerende burde benytte en vis tid hver dag til fysisk arbejde. Derved ville de lære at være flittige og at stå på egne ben, og samtidig ville de blive forskånet for mange dårlige og nedværdigende vaner, som ofte følger med lediggang. Dette er fuldstændig i tråd med uddannelsens hovedhensigt, for når vi lægger vægt på arbejdsomhed, flid og renhed kommer vi i harmoni med Skaberen. ret

(312)  De unge bør lære at forstå, hvad der er hensigten med deres liv, nemlig at ære Gud og at være til velsignelse for deres medmennesker. Hvis de fik øjnene op for den ømme kærlighed, som Faderen i Himmelen har vist dem, og den herlige fremtid, som livets skole er en forberedelse til, hvis de kunne se den værdighed og ære, som de er kaldet til, nemlig at blive Guds sønner, ville tusinder vise foragt og afsky for de lave og egenkærlige mål og de værdiløse glæder, som hidtil har lagt beslag på deres opmærksomhed. Hvis det skete, ville de lære at hade og afsky synden. De ville ikke blot gøre det, fordi de håbede på at blive belønnet eller frygtede for at blive straffet, men fordi de havde en fornemmelse af dens afskyelighed og var klar over, at den ville svække deres gudgivne evner og være en plet på det præg, som Gud har sat på mennesket. ret

(312)  Gud vil ikke hindre ungdommen i at stræbe fremad. De karakteregenskaber, som skaffer et menneske fremgang og ære blandt andre mennesker - dets ubetvingelige ønske efter at opnå større goder, dets utæmmelige vilje, dets ihærdige anstrengelser og dets utrættelighed og udholdenhed - skal ikke bekæmpes. Ved Guds nåde skal de vies til opgaver, der er lige så højt hævet over jordiske og egenkærlige interesser, som himmelen er over jorden. Den uddannelse, der er påbegyndt her i livet, vil fortsætte i det kommende liv. For hver dag, der går, vil Guds vidunderlige skaberværk og de vidnesbyrd om hans visdom og magt, som kan ses af den måde, hvorpå han har skabt og opretholder universet, samt det kærlighedens og visdommens mysterium, som rummes i frelsesplanen, åbenbare sig for sindet i ny skønhed. "Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham." 1. Kor. 2, 9. Vi kan allerede i dette liv skimte hans nærværelse og fornemme glæden ved at have forbindelse med Himmelen, men først i evigheden vil vi opleve denne glæde og velsignelse i hele dens fylde. Kun evigheden kan åbenbare det høje og herlige stade, som mennesket kan nå, efter at Guds billede er genoprettet i det. ret

næste kapitel