Patriarker og profeter kapitel 67. Fra side 355.     Fra side 683 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Trolddom før og nu

(355)  Bibelens beretning om Sauls besøg hos kvinden i En-Dor har været et problem for mange bibelgranskere. Nogle mener, at det var Samuel selv, der talte med Saul, men Bibelen rummer tilstrækkelige oplysninger til at modbevise dette. Hvis Samuel, som nogle hævder, var i Himmelen, må enten Gud eller Satan have hentet ham ned til Jorden igen. Ingen kan et øjeblik få sig selv til at tro, at Satan havde magt til at hente Guds hellige profet ned fra Himmelen som svar på en ond kvindes besværgelser. Vi kan heller ikke drage den slutning, at Gud sendte ham ned til troldkvindens hule, for Herren havde allerede nægtet at svare Saul ved drømme, ved Urim og ved profeterne. 1. Sam. 28, 6. Gud havde selv valgt disse meddelelsesmidler, og han kasserede dem ikke for at overbringe sit budskab ved hjælp af Satans redskab. ret

(355)  Det svar, der blev givet, røber selv sin oprindelse. Formålet med det var ikke at tilskynde Saul til at omvende sig, men at kaste ham i ulykke, og dette er ikke Guds, men Satans speciale. Desuden siger skriften, at Sauls henvendelse til troldkvinden var en af årsagerne til, at Gud forkastede ham og lod ham dø. "Således døde Saul for den utroskabs skyld, han havde vist Herren, fordi han ikke havde givet agt på Herrens ord, også fordi han havde adspurgt en ånd for at få et råd og ikke søgt råd hos Herren. Derfor lod han ham dø, og kongemagten lod han gå over til David, Isajs søn." 1. Krøn. 10, 13-14. Her står der tydeligt, at Saul adspurgte en ånd i stedet for Herren. Han talte ikke med Guds profet Samuel, men fik ved troldkvindens hjælp forbindelse med Satan. Satan kunne ikke få Samuel selv til at komme, men han efterlignede hans skikkelse for at gennemføre sit bedrag. ret

(355)  Så godt som alle de former for trolddom og hekseri, vi kender fra fortiden, byggede på den antagelse, at det er muligt at komme i kontakt med de afdøde. Åndemanerne påstod, at de havde forbindelse med de afdødes ånder, og at de ved disses hjælp skaffede sig oplysninger om, hvad der skulle ske i fremtiden. Profeten Esajas siger, at nogle havde den skik at rådspørge de døde: "Og siger de til Eder: "Søg genfærdene og ånderne, som hvisker og mumler!" skal et folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende?" Es. 8, 19. ret

(355)  Det var også troen på, at mennesker kan opnå forbindelse med de døde, der dannede grundlaget for den hedenske afgudsdyrkelse. Hedningernes guder blev anset for at være afdøde heltes ånder, som var blevet optaget blandt guderne. Hedningernes religion bestod i virkeligheden i tilbedelse af de døde. Dette fremgår af skriften. I beretningen om Israels synd ved Bet-Peor står der: "Israelitterne slog sig derpå ned i Sjittim. Men folket begyndte at bedrive hor med de moabitiske kvinder, og da de indbød folket til deres guders slagtofre, spiste folket deraf og tilbad deres guder. Og Israel holdt til med Baal-Peor." 4. Mos. 25, 1-3. Salmisten fortæller os, hvilke guder det var, man ofrede til. I sin omtale af dette frafald siger han: "De holdt til med Baal-Peor og åd af de dødes ofre." Sl. 106, 28. Det vil sige ofre, der var bragt til de døde. ret

(356)  Både troen på de afdødes optagelse i gudeverdenen og påstanden om, at det er muligt at opnå kontakt med de døde, har indtaget en fremtrædende plads i næsten alle hedenske religionssystemer. Man troede, at guderne gav deres vilje til kende over for menneskene og optrådte som deres rådgivere, når de blev adspurgt. De berømte orakler i Grækenland og Rom var af denne beskaffenhed. ret

(356)  Troen på, at det er muligt at komme i forbindelse med de døde, lever stadig videre, selv i lande, der betegnes som kristne. Den gamle skik at søge kontakt med væsener, der giver sig ud for at være afdøde menneskers ånder, har fundet vid udbredelse under betegnelsen spiritisme. Denne bevægelse appellerer især til mennesker, som har lagt deres kære til hvile. Ved visse lejligheder åbenbarer åndevæsener sig for folk i deres afdøde venners skikkelse, omtaler hændelser fra de afdødes liv og opfører sig på samme måde, som disse gjorde, da de var i live. På den måde får de folk til at tro, at deres afdøde venner er engle, som svæver over dem og sætter sig i forbindelse med dem. De væsener, der udgiver sig for at være de afdødes ånder, gøres til genstand for en form for afgudsdyrkelse, og mange tillægger deres ord større betydning end Guds ord. ret

(356)  Der er dog også mange, der betragter spiritismen som et rent og skært bedrag. De erklærer, at de åbenbarelser, som spiritismen betegner som overnaturlige, skyldes svindel fra mediets side. Men skønt folk ofte har udgivet de rene tryllekunster for at være åbenbarelser, er der også forekommet fænomener, som har været fremkaldt af en overnaturlig magt. Dette har bevirket, at mange af de mennesker, der anser spiritismen for at være et udslag af menneskers behændighed eller snedighed, siger god for den, når de står over for åbenbarelser, som de ikke kan forklare på denne måde. ret

(356)  Den moderne spiritisme og de forskellige former for gammel trolddom og afgudsdyrkelse, som alle har det vigtige kendemærke tilfælles, at de søger kontakt med de afdøde, er baseret på den første løgn, som Satan bedrog Eva med i Eden: "I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes Eders øjne, så I bliver som Gud." 1. Mos. 3, 4-5. Spiritisme trolddom og afgudsdyrkelse bygger på løgn og kører altid til torvs med de samme teorier, for løgnens fader står bagved. ret

(356)  Gud havde udtrykkeligt forbudt hebræerne at søge kontakt med de afdøde. Han lukkede denne dør forsvarligt, da han sagde: "De døde ved ingenting ..... De får ingen sinde mere lod og del i noget af det, som sker under solen." Præd. 9, 5-6. "Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag." Sl. 146, 4. Herren sagde til Israel: "Det menneske, som henvender sig til genfærd eller sandsigerånder og boler med dem, mod det menneske vil jeg vende mit åsyn og udrydde ham af hans folk." 3. Mos. 20, 6. ret

(356)  De omtalte "genfærd" var ikke de afdødes ånder, men onde engle, Satans sendebud. Bibelen betegner fortidens afgudsdyrkelse, der - som vi har set - både indbefatter tilbedelse af de døde og tilsyneladende samkvem med dem, som dæmondyrkelse. Da apostlen Paulus advarede sine brødre imod at have noget som helst at gøre med deres hedenske medmenneskers afgudsdyrkelse, sagde han : "Nej! men hvad man ofrer, det ofrer man til onde ånder og ikke til Gud; og jeg vil ikke, at I skal have noget fællesskab med de onde ånder." 1. Kor. 10, 20. Salmisten siger om israelitterne: "Til dæmonerne ofrede de, og det både sønner og døtre," og i det næste vers forklarer han, at de ofrede til "Kanaan guder". Sl. 106, 37-38. Menneskene troede, at de tilbad afdøde mennesker, mens de i virkeligheden tilbad dæmoner. ret

(356)  Den moderne spiritisme hviler på det samme grundlag og er kun en genoplivelse af den trolddom og dæmontilbedelse, som Gud fordømte og forbød i fortiden. Skriften har forudsagt spiritismens opkomst med disse ord: "..... i de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme." 1. Tim. 4, 1. I sit andet brev til tessalonikerne siger Paulus, at Satan umiddelbart før Kristi genkomst vil gøre et specielt fremstød gennem spiritismen. Idet han taler om Kristi andet komme, siger han, at først skal den lovløse "komme i Satans kraft, med al løgnens magt og tegn og undere". 2. Tess. 2, 9. I sin beskrivelse af de farer, som menigheden vil blive udsat for i de sidste dage, siger Peter, at ligesom Israel blev ledt i synd af falske profeter forhen, vil der også i de sidste dage optræde falske lærere, "som vil liste fordærvelige vranglærdomme ind, idet de endog fornægter den herre, som købte dem ..... Mange vil følge dem i deres løsagtighed". 2. Pet 2, 1-2. Apostlen peger her på et af de fremtrædende kendetegn hos spiritistlederne. Den elskede discipel Johannes siger om sådanne lærere: "Hvem er løgneren, om ikke han, som nægter, at Jesus er Kristus? Han er antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen. Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen." 1. Joh. 2, 22-23. Spiritismen fornægter Kristus og fornægter derved både Faderen og Sønnen, og Bibelen betegner den som et udslag af antikrists virksomhed. ret

(357)  Satan havde til hensigt at lægge en fælde for Israels folk, da han lod kvinden i En-Dor forudsige Sauls skæbne. Det var hans håb, at de ville få tillid til troldkvinden og begynde at rådspørge hende. Hvis det lykkedes, ville de forkaste Gud som deres rådgiver og lade sig lede af Satan. Hemmeligheden ved spiritismens vældige magt over masserne ligger i dens påstand om, at den formår at løfte det slør, der skjuler fremtiden, og at vise menneskene det, som Gud har skjult. Gud har åbenbaret de store, fremtidige begivenheder for os i sit ord. Han har givet os kendskab til alt det, som vi behøver at vide besked med, og har skænket os en vejleder, som kan føre os trygt igennem alle farer. Satans bestræbelser går ud på at undergrave menneskenes tillid til Gud og få dem til at blive utilfredse med tilværelsen. Hans mål er at få dem til at skaffe sig oplysning om det, som Gud i sin visdom har skjult for dem, og at foragte det, som han har åbenbaret i sit hellige ord. ret

(357)  Mange mennesker har ikke ro på sig, før de har fået at vide, hvad der vil ske i fremtiden. De kan ikke holde ud at gå i uvished og har ikke tålmodighed til at vente på, at Gud skal åbenbare sin frelse. Frygten for, at de skal komme ud for en eller anden ulykke, gør dem næsten vanvittige. De lader sig beherske af deres ukontrollerede følelser og løber ophidsede hid og did for at skaffe sig oplysning om ting, som er skjult for dem. Hvis de blot ville stole på Gud og bede flittigt, ville Gud selv berolige dem, og de ville finde tryghed i samfund med ham. De, der er trætte og tyngede af byrder, ville finde hvile for deres sjæle, hvis de blot ville gå til Jesus. Når de derimod undlader at benytte sig af de midler, som Gud har anvist for at trøste dem, og søger hjælpen andre steder i håb om at skaffe sig oplysning om ting, som Gud har skjult, begår de den samme fejl som Saul, og det eneste, de opnår, er at få kendskab til det onde. ret

(357)  Gud kan ikke tolerere en sådan fremgangsmåde, og han har givet sin holdning til kende på en måde, som ikke er til at tage fejl af. Det skyldes mangel på tillid til Gud, at mennesker absolut vil have fjernet det slør, som skjuler fremtiden, og når de indlader sig herpå, giver de ærkeforføreren adgang til deres sjæl. Satan tilskynder folk til at henvende sig til mennesker, som har forbindelse med onde ånder, og for at de skal få tillid til, at han kan forudsige, hvad der skal ske i fremtiden, åbenbarer han nogle af de hemmeligheder, som har fundet sted i fortiden. I kraft af sin årtusindlange erfaring kan han drage sine slutninger og ofte med en vis nøjagtighed forudsige, hvad der vil ske med et menneske i fremtiden. På den måde fører han stakkels, vildledte sjæle bag lyset, tager magten over dem og gør dem til sine slaver. ret

(357)  Gud har givet os denne advarsel gennem sin profet: "Og siger de til Eder: "Søg genfærdene og ånderne, som hvisker og mumler!" skal et folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende? Nej! Til læren og vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme til at tale, som nu er uden morgenrøde." Es. 8, 19-20. ret

(357)  Skal de mennesker, der tilhører en hellig Gud, som er uendelig i visdom og magt, henvende sig til troldkvinder, som skaffer sig deres oplysninger gennem vor Herres fjende? Gud er selv sit folks lys, og han har sagt, at de i tro skal fæstne blikket på den herlighed, som er skjult for menneskenes øjne. Retfærdighedens Sol sender sine klare stråler ind i deres hjerte. De modtager lys fra Himmelens trone og føler sig ikke tilskyndet til at forlade lysets kilde for at søge kontakt med Satans redskaber. ret

(357)  Skønt dæmonens budskab til Saul fordømte hans synd og forudsagde, hvilken straf han ville få, var hensigten med det ikke at få ham til at omvende sig, men at drive ham ud i bundløs fortvivlelse. Fristeren benytter sig dog oftere af smiger for at lokke mennesker i afgrunden. Oldtidens dæmondyrkelse resulterede i den værste tøjlesløshed. De guddommelige forskrifter, som fordømte synden og indskærpede betydningen af retfærdighed, blev fejet til side. Sandheden blev anset for at være af underordnet betydning, og man tolererede ikke blot, at mennesker levede i urenhed, men opfordrede dem ligefrem dertil. Spiritismen hævder, at der hverken eksisterer død, synd, dom eller straf. Ifølge dens lære er "menneskene halvguder, som aldrig er faldet i synd". Den hævder videre, at begær er det højeste gode, og at mennesket kun er ansvarligt over for sig selv. Den nedbryder de skranker, som Gud har opsat for at beskytte sandhed, renhed og ærbødighed, og derved bliver mange endnu mere forhærdede i deres synd. Viser dette ikke, at denne lære har samme oprindelse som dæmontilbedelsen? ret

(358)  Kanaanæernes vederstyggeligheder skyldtes deres forbindelse med de onde ånder, og Herren opfordrede Israel til at betragte disse mennesker som afskrækkende eksempler. Kanaanæerne var blottet for kærlighed; de var afgudsdyrkere, horkarle og mordere og besmittede sig med fordærvede tanker og slette handlinger. Menneskene kender ikke deres eget hjerte, for "hjertet er svigefuldt frem for alt, det er sygt, hvo kender det". Jer. 17, 9. Men Gud kender den fordærvede menneskenaturs tilbøjeligheder. Satan var også på vagt dengang for at lede begivenhederne således, at der ville blive oprør, for det var hans plan, at israelitterne skulle blive lige så afskyelige i Guds øjne som kanaanæerne. Sjælefjenden benytter enhver anledning til at åbne ondskabens sluser inden i os, så at han kan fordærve os og bringe os i miskredit hos Gud. ret

(358)  Satan var fast besluttet på at beholde magten i Kanaans land, og da Israels børn tog det i besiddelse, og Guds lov blev Kanaans lov, lod han sit frygtelige og brændende had gå ud over Israel og besluttede at tilintetgøre dem. Satan lod sine onde ånder tilskynde Israel til at dyrke fremmede guder, og på grund af israelitternes lovløse adfærd fordrev Herren til sidst det udvalgte folk fra det forjættede land. Satan bestræber sig på at få historien til at gentage sig. Gud leder sit folk bort fra verdens ondskab for at give dem mulighed for at holde hans lov, men dette får "vore brødres anklager" til at skumme over af vrede. "Djævelen er kommet ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort." Åb. 12, 10. og 12. Vi står lige ved grænsen til det modbilledlige forjættede land, og Satan er fast besluttet på at tilintetgøre Guds folk og berøve dem deres arv. Opfordringen: "Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse," har aldrig været så påkrævet som nu. (Mark. 14, 38.) ret

(358)  Herrens ord til det gamle Israel gælder også hans folk i dag: "Henvend Eder ikke til genfærd og sandsigerånder; søg dem ikke, så I gør Eder urene ved dem;" "thi enhver, der øver sligt, er Herren vederstyggelig." 3. Mos. 19, 31; 5. Mos. 18, 12. ret

næste kapitel