(54) Dette kapitel er bygget op over 1. mos 7,20-9,17
Vandet steg femten alen over de højeste bjerge. For familien i arken så det ofte ud, som om de skulle omkomme, idet båden i fem lange måneder blev kastet om, tilsyneladende som et bytte for vind og vove. Det var en vanskelig prøve for dem, men Noas tro rokkedes ikke, for han havde forsikringen om, at Gud havde hånden på roret. ret
(54) Da vandet begyndte at synke, lod Herren arken drive ind på et sted, der var beskyttet af en gruppe bjerge, som var blevet bevaret ved hans kraft. Disse bjerge lå ikke langt fra hinanden, og arken sejlede omkring i denne rolige havn og blev ikke længere kastet om på det uendelige hav. Dette var en stor lettelse for de trætte rejsende, der var blevet kastet omkring af stormen. ret
(54) Noa og hans familie ventede ivrigt på, at vandet skulle aftage, for de længtes efter at sætte fødderne på jorden igen. Fyrre dage efter at bjergtoppene var blevet synlige, sendte de en ravn ud en fugl, der havde en god sporsans for at opdage, om jorden var blevet tør. Da denne fugl ikke fandt andet end vand, vedblev den at flyve til og fra arken. Syv dage senere blev en due sendt ud, men da den ikke fandt nogen føde, vendte den tilbage til arken. Noa ventede endnu syv dage og sendte så igen en due ud. Da den kom tilbage om aftenen med et olieblad i næbbet, blev der stor glæde. Senere tog Noa "dækket af arken, og da han så sig om, se, da var jordens overflade tør. Men han ventede stadig tålmodigt i arken. Ligesom han var gået ind på Guds befaling, ventede han nu på en særlig befaling om at gå ud. ret
(54) Til sidst steg en engel ned fra himmelen, åbnede den massive dør og bød patriarken og hans husstand gå ud på jorden og tage alt levende med sig. I sin glæde over befrielsen glemte Noa ikke ham, ved hvis nådige omsorg de var blevet bevaret. Hans første handling efter at have forladt arken var at bygge et alter og bringe et offer af hver slags af de rene dyr og fugle som et udtryk for sin taknemmelighed mod Gud for befrielsen og sin tro på Kristus, det store offer. Denne offergave var behagelig for Gud, og den bragte velsignelse ikke alene til patriarken og hans familie, men til alle, der ville komme til at leve på jorden. "Da Herren indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande jorden for menneskenes skyld. ..... Herefter skal, så længe jorden står, sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre!" Her var en lærdom for alle følgende slægter. Noa var kommet ud på en øde jord, men inden han byggede et hus til sig selv, rejste han et alter for Gud. Hans kvægbestand var lille og var blevet bevaret med store omkostninger; og dog gav han med glæde en del af den til Herren som en anerkendelse af, at alt tilhører Gud. På samme måde bør vi først give vore frivillige gaver til Gud. Ethvert bevis på hans nåde og kærlighed til os bør modtages i taknemmelighed, både ved selvopofrende arbejde og ved gaver til hans sag. ret
(55) For at menneskene ikke skulle gå i stadig frygt for en syndflod, så snart skyerne samlede sig og regnen begyndte at falde, opmuntrede Herren Noas familie med et løfte: "Jeg opretter min pagt med Eder; ..... aldrig mere skal der komme en vandflod for at ødelægge jorden! ..... Min bue sætter jeg i skyen, og den skal være pagtstegn mellem mig og jorden! Når jeg trækker skyer sammen over jorden, og buen da viser sig i skyerne, ..... vil jeg se hen til den og ihukomme den evige pagt mellem Gud og hvert levende væsen." ret
(55) Hvor var Guds nåde og medlidenhed med de fejlende skabninger stor, idet han således satte den smukke regnbue i skyen som et tegn på sin pagt med menneskene! Herren siger, at når han ser på buen, vil han komme sin pagt i hu. Det betyder ikke, at han nogensinde ville glemme den; men han taler til os på vort eget sprog, for at vi bedre kan forstå ham. Det var Guds hensigt, at når børn i senere slægtled spurgte om betydningen af den smukke bue, der strækker sig over himmelen, skulle deres forældre gentage beretningen om syndfloden og fortælle dem, at den Højeste havde sat denne bue i skyen som en forsikring om, at vandet aldrig mere skulle oversvømme jorden. Således ville den fra slægt til slægt være et vidnesbyrd om Guds kærlighed til menneskene og derved styrke deres tillid til Gud. ret
(55) Omkring tronen i Himmelen og over Kristi hoved er der noget, der ligner en regnbue. Profeten siger: "Som regnbuen, der viser sig i skyen på en regnvejrsdag, var stråleglansen om ham at se til. Således så Herrens herlighedsåbenbarelse ud." Ez. 1, 28. I Åbenbaringens bog siges der: "Se, en trone stod i Himmelen, og der sad en på tronen, ..... og der var en regnbue rundt omkring tronen, at se til som smaragd." Åb. 4, 2-3. Når menneskene ved deres store uretfærdighed nedkalder Guds straffedomme, vil Frelseren, idet han går i forbøn for dem hos Faderen, pege på regnbuen i skyen, på buen om tronen og over sit eget hoved som tegn på Guds barmhjertighed over for den angrende synder. ret
(55) Til den forsikring, der blev givet Noa om syndfloden, har Gud selv knyttet de dyrebareste af sin nådes løfter: "Som jeg svor, at Noas vande ej mer skulle oversvømme jorden, så sværger jeg nu, at jeg aldrig vil vredes og skænde på dig. Om også bjergene viger, om også højene rokkes, min kærlighed viger ej fra dig, min fredspagt rokkes ikke, så siger Herren, din forbarmer." Es. 54, 9-10. ret
(55) Da Noa så de mægtige rovdyr, der kom ud af arken sammen med ham, frygtede han for, at hans familie på kun otte personer ville blive tilintetgjort af dem. Men Herren sendte en engel til sin tjener med et beroligende budskab: "Frygt for Eder og rædsel for Eder skal være over alle jordens vildtlevende dyr og alle himmelens fugle og i alt, hvad jorden vrimler med, og i alle havets fisk; i Eders hånd er de givet! Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene Eder til føde; ligesom de grønne urter giver jeg Eder det alt sammen." Før denne tid havde Gud ikke givet menneskene tilladelse til at spise animalsk føde. Han havde til hensigt, at menneskeslægten helt skulle leve af jordens afgrøder; men nu, da alt grønt var ødelagt, tillod han dem at spise kødet af de rene dyr, der var bevaret i arken. ret
(55) Hele jordens overflade var forandret af syndfloden. En tredje frygtelig forbandelse hvilede over jorden som følge af synden. Da vandene begyndte at synke, var høje og bjerge omgivet af et mægtigt uroligt hav. Overalt lå der døde mennesker og dyr. Herren ville ikke tillade, at disse blev liggende og opløstes og besmittede luften, derfor gjorde han jorden til en stor begravelsesplads. En voldsom vind, der skulle blæse for at tørre vandet, oprørte det med stor kraft, og i nogle tilfælde flyttede den toppen af bjerge og dyngede træer, klipper og jord, op over de døde legemer. På samme måde blev guld og sølv, kostbare træsorter og ædelstene, som havde prydet jorden før syndfloden, og som indbyggerne havde tilbedt som afguder, skjult for menneskenes øjne, idet vandet ved sin voldsomme bevægelse dækkede disse skatte til med jord og sten. I visse tilfælde dannedes der endog bjerge oven på dem. Gud så, at jo flere rigdomme og jo mere fremgang, han gav menneskene, des mere fordærvet blev deres opførsel over for ham. De skatte, der skulle have fået dem til at ære den gavmilde giver, var blevet tilbedt, mens Gud var blevet vanæret og foragtet. ret
(56) Jorden frembød et ubeskriveligt skue af forvirring og ødelæggelse. Bjergene, der engang havde været så smukke i deres fuldkomne symmetri, var nu forrevne og uregelmæssige. Stene og forrevne klipper fandtes nu spredt ud over jordens overflade. Mange steder var høje og bjerge forsvundet, og der var intet spor af dem; andre steder havde sletter givet plads for bjergrygge. Disse forandringer var mere udprægede nogle steder end andre. Der, hvor jordens rigeste forekomster af guld, sølv og ædelstene engang fandtes, sås de stærkeste spor af forbandelsen, mens disse ikke var så udtalte i lande, der var ubeboede, eller hvor der havde været færrest forbrydelser. ret
(56) På den tid blev umådelig store skove begravet. De er senere blevet forvandlet til kul og danner de vidtstrakte kullag, som findes nu. Desuden afgiver de store mængder af olie. Kul og olie antændes ofte og brænder under jordens overflade. Derved ophedes stenarterne, kalksten brændes, og jernmalm smeltes. Vandets indflydelse på kalken frembringer foruden stærk hede en voldsom kraft og forårsager jordskælv, vulkanudbrud og udstrømning af ild. Når ild og vand kommer i berøring med klippestykker og malm under jorden, fremkaldes der voldsomme underjordiske eksplosioner, der lyder som en dump torden. Luften er hed og kvælende. Derefter kommer der vulkanske udbrud, og da disse ikke altid giver de ophedede elementer tilstrækkelig udløsning, ryster selve jorden, terrænet bevæges ligesom bølger på havet, og der fremkommer store spalter, hvorved undertiden byer, landsbyer og brændende bjerge opsluges. Sådanne forunderlige hændelser vil blive stadig hyppigere og frygteligere lige før Kristi andet komme og verdens ende som tegn på verdens hurtige ødelæggelse. ret
(56) Jordens dybder er Herrens arsenal. Herfra hentedes de våben, der ødelagde verden ved syndfloden. Vandet, der væltede frem fra jorden, forenedes med vandet ovenfra og fuldbyrdede ødelæggelsen. Siden syndfloden har både ild og vand været Guds midler til ødelæggelse af særlig ugudelige byer. Sådanne straffedomme sendes, for at de, der er ligegyldige over for Guds lov og nedtræder hans autoritet, skal skælve for hans magt og erkende hans retfærdige overherredømme. Når menneskene har set brændende bjerge udsende ild og flammer og strømme af smeltet malm, så floder er blevet udtørret, tætbefolkede byer begravet og ruin og ødelæggelse spredt overalt, er selv de stolteste hjerter blevet fyldt af rædsel, og vantro mennesker og gudsbespottere er blevet tvunget til at erkende Guds uendelig store magt. ret
(56) Oldtidens profeter sagde, når de omtalte sådanne begivenheder: "Gid du sønderrev himmelen og steg ned, så bjergene vaklede for dit åsyn! Som vokset smelter i ild, så lad ild fortære dine fjender, at dit navn må kendes iblandt dem og folkene bæve for dit åsyn, når du gør undere, vi ikke ventede, - du stiger ned, for dit åsyn vakler bjergene." Es. 64, 1-2. "I uvejr og storm er hans vej, skyer er hans fødders støv. Han truer og udtørrer havet, gør alle strømme tørre." Nah. 1, 3-4. ret
(56) Ved Kristi andet komme vil menneskene blive vidne til langt frygteligere begivenheder, end verden nogensinde har set. "Bjergene skælver for ham, højene står og svajer; jorden krummer sig for ham, jorderig og alle, som bor der. Hvem kan stå for hans vrede, hvo holder stand mod hans harmglød." Nahum 1, 5-6. "Herre, sænk din himmel, stig ned og rør ved bjergene, så at de ryger; slyng lynene ud og adsplit fjenderne, send dine pile og indjag dem rædsel." Sl. 144, 5-6. ret
(56) Jeg vil lade ske undere oppe på himmelen og tegn nede på jorden, blod og ild og rygende damp. ApG. 2, 19. Og der kom lyn og bulder og tordenskrald, og der blev et stort jordskælv, som der ikke har været mage til, siden der kom mennesker på jorden - så stort og vældigt var det jordskælv Og hver en ø forsvandt, og ingen bjerge fandtes mere. Og store centnertunge hagl faldt ned fra himmelen på menneskene. Åb. 16, 18. og 20-21. ret
(56) Når lynene fra himmelen forenes med ilden fra jorden, vil bjergene brænde som en smelteovn og udsende frygtelige lavastrømme, der oversvømmer haver og marker, landsbyer og byer. Sydende, smeltede masser kastes ud i floderne og får vandet til at koge og kaste massive klipper op i luften med ubeskrivelig kraft og sprede sprængte klippestykker over jorden. Floder vil blive udtørret. Jorden vil blive rystet. Overalt vil der være frygtelige jordskælv og udbrud. ret
(56) Således vil Gud udrydde de ugudelige fra jorden. Men de retfærdige vil blive bevaret midt i alle disse rystelser, ligesom Noa blev bevaret i arken. Gud vil være deres tilflugt, og under hans vinger skal de hvile tillidsfuldt. Salmisten siger: "(Thi du, Herre er min tilflugt) den Højeste tog du til bolig. Der times dig intet ondt." Sl. 91, 9-10. "Thi han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, skjuler mig i sit telt." Sl. 27, 5. Guds løfte er: "Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit navn." Sl. 91, 14. ret