I den Store Læges fodspor kapitel 11. Fra side 175.     Fra side 171 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Arbejde for ædruelighedens fremme

(175)   Al sand reform hører med til den evangeliske virksomhed og bidrager til at løfte sjælen op til et nyt og ædlere liv. Særlig bør al afholdvirksomhed finde støtte hos de kristne. De bør kalde opmærksomheden til dette arbejde og gøre det til et brændende spørgsmål. Alle vegne må de fremholdte sande afholdsprincipper for folket og søge at få dem til at underskrive afholdhedsløftet. Der bør gøres alvorlige bestræbelser for at hjælpe dem, som ligger under for deres dårlige vaner. ret

(175)   Overalt er der et arbejde at gøre for at hjælpe sådanne, som er faldet på grund af drukkenskab og anden umådelighed. I menigheder, anstalter og hjem, hvor man udgiver sig for at være kristne, er der mange af de unge, som vælger den vej, der fører til fordærvelse. Gennem dårlige vaner påfører de sig sygdom, og i deres tragten efter at skaffe penge for at kunne tilfredsstille syndige lyster forlader de ærlighedens vej. Sundhed og karakter ødelægges. Fremmedgjort for Gud og udstødte af menneskerne føler disse elendige, at de er uden håb både i dette liv og i det tilkommende. Deres tilstand knuser forældrenes hjerter. Menneskene taler om disse som håbløse; men således betragter Gud dem ikke. Han forstår alle forhold, der har gjort dem til, hvad de nu er, og han ynkes over dem. Dette er den klasse mennesker, som trænger til hjælp. Giv dem aldrig anledning til at sige: "Ingen bryder sig om min sjæl!" ret

(176)   Blandt umådelighedens ofre findes mennesker af alle klasser og beskæftigelser. Højtstående mænd med fremragende evner og store kundskaber har givet efter for appetittens krav, indtil de ikke længere formår at modstå fristelsen. Nogle af dem har engang været rige, men står nu hjemløse, venneløse lidende, elendige, syge og dybt sunkne. De har mistet evnen til at beherske sig selv. Hvis ikke nogen rækker dem en hjælpsom hånd, vil de synke dybere og dybere. Hos sådanne mennesker er trangen til at tilfredsstille de dårlige lyster ikke blot en moralsk synd, men en fysisk sygdom. ret

(176)   Når vi skal hjælpe sådanne, må vi ligesom Kristus ofte gjorde først tage os af dem i legemlig henseende. Deres spise og drikke må være sund og befries for alt, hvad der virker stimulerende. De trænger til rent tøj og legemlig renhed; de trænger til den hjælp, som de kan få ved at komme ind under forædlende kristelig indflydelse. I alle byer burde der sørges for, at de, som er slaver af onde vaner, kunne få hjælp til at bryde de lænker, som binder dem. Mange betragter stærk drik som deres eneste trøst i vanskeligheder. Sådan behøvede imidlertid ikke at være at være, dersom de kristne ville følge den gode samaritans eksempel i stedet for at handle, som præsten og levitten gjorde. ret

(176)   Når vi har med den slags mennesker at gøre, så må vi huske på, at vi ikke står overfor mennesker med sund forstand, men sådanne, som for øjeblikket står under en ond ånds indflydelse. Vær tålmodig og overbærende. Tænk ikke på vedkommendes kolde og frastødende ydre, men på den dyrebare sjæl, som Kristus døde for at genløse. Når drankeren vågner op til besindelse af sin faldne tilstand, så gør alt, hvad der står i din magt for at vise, at du er hans ven. Tal ingen irettesættende ord; lad ingen handling, intet blik vise bebrejdelse eller afsky. Det er meget sandsynligt, at staklen forbander sig selv. Hjælp ham op; tal ord, som vil opflamme tro; søg at styrke ethvert godt træk i hans karakter; lær ham at stræbe opad; vis ham, at det er muligt for ham at leve således, at han kan vinde sinde medmenneskers agtelse. Hjælp ham til at vurdere de talenter, som Gud har givet ham, men som han har forsømt at udnytte. ret

(177)   Selv om viljen er blevet fordærvet og svækket, så er der endnu håb for ham i Kristus. Han vil vække hos ham højere tilskyndelser og hellig attrå. Søg at opmuntre ham til at give det håb, som evangeliet byder ham. Læs bibelen for den fristede, kæmpende sjæl; læs atter og atter Guds forjættelser for ham. Disse forjættelser vil for ham blive som blade af livets træ. Vedbliv tålmodigt med dine bestræbelser, indtil den skælvende hånd med taknemmelig glæde griber fat på håbet om forløsning gennem Kristus. ret

(177)   Du må aldrig fast ved dem, de søger at hjælpe, ellers vil du aldrig vinde sejr. De fristes uafladelig til det onde. Atter og atter vil de næsten overvindes af trangen til stærk drik, atter og atter vil de måske falde; man ophør ikke derfor med dine bestræbelser. ret

(177)   De har sat sig for at gøre en anstrengelse for at leve et kristeligt liv; men deres viljekraft er svækket, og de må omhyggelig værnes om af dem, der våger over sjæle som de, der skal aflægge regnskab. De har tabt deres menneskeværd, og dette må de atter genvinde. Mange må føre en kamp mod stærke nedarvede tilbøjeligheder til det onde. Unaturlig trang, sanselige tilskyndelser er den arv, de har fået fra fødslen. Disse må der omhyggelig våges over. Både indefra og udefra kæmper det onde og det gode om herredømmet. De, som aldrig har gennemgået lignende erfaringer, kan ikke danne sig en forestilling om appetittens næsten overvældende magt eller om heftigheden af den kamp, der føres mellem slette vaner og forsættet om at ville være afholdende i alt. Atter og atter må striden udkæmpes. ret

(177)   Mange, som føler sig draget til Kristus, besidder ikke moralsk mod til at fortsætte kampen appetit og lidenskab. Dette må dog ikke gøre os mismodige. Er det kun sådanne, som reddes fra den dybeste elendighed, der atter kan falde? ret

(178)   Husk på at du ikke er alene i dit arbejde. Tjenende engle vil samarbejde med ethvert sandt Guds barn. Kristus er genopretteren. Den store Læge selv står ved sine trofaste arbejderes side og siger til den bodfærdige synder: "Barn! dine synder er dig forladt." (Mark 2,5) ret

(178)   Mange er de udstødte, som vil gribe fat på det håb, evangeliet fremholder for dem, og som vil indgå i himmerigets rige, medens andre, der blev velsignede med udmærkede anledninger og stor lys, som de ikke benyttede sig af, vil blive kastet ud i det yderste mørke. ret

(178)   De, der ligger under for onde vaner, må bringes til at forstå nødvendigheden af selvbeherskelse. Andre kan gøre sig den yderste flid for at løse den op, Gud nåde kan tilflyde dem frit, Kristus kan drage på dem og hans engle virke for dem; men alt dette vil være forgæves, om de ikke selv vågner op og kæmper med i striden. ret

(178)   Davids sidste ord til Salomon, som den gang var en ung mand, der snart skulle krones til konge i Israel, var: "Vær du stærk og bliv en mand!" (1Kong 2,2) Til ethvert menneskebarn, berettiget til en uforgængelig krone, lyder disse Herrens ord: "Vær du stærk og bliv en mand!" ret

(178)   De, som søger deres egne dårlige vaner, må ledes til at føle og forstå, at en stor moralsk fornyelse er nødvendig, hvis de ønsker at blive mænd i virkelig forstand. Gud byder dem vågne op og i Kristi kraft generobre det menneskeværd, som Gud gav dem, men som de har forspildt ved at følge syndige lyster og vaner. ret

(178)   Mangen en mand, som mærker fristelsens overvældende magt og føler sig draget af lyster, der leder til syndig nydelse, råber i fordærvelse: "Jeg kan ikke modstå det onde!" Sig til ham, at han kan, at ham må modstå. Han overvindes måske den ene gang efter den anden; men det behøver ikke altid at blive ved på den måde. Han er svag i moralsk henseende og beherskes af syndige vaner. Hans løfter og forjættelser er for intet at regne. Tanken om hans brudte løfter svækker hans tillid til sin egen oprigtighed og bibringer ham til forfølgelsen af, at Gud ikke kan antage ham eller stå ham bi i hans bestræbelser. Men han behøver ikke at fortvivle. ret

(179)   De, som sætter deres tillid til Kristus, må ikke lade sig beherske af nogen nedarvet eller erhvervet vane eller tilbøjelighed. I stedet for at være slaver af deres lavere natur, skal de herske over enhver lyst og lidenskab. Gud har ikke overladt til os at kæmpe i vor egen menneskelige styrke. Hvad vore nedarvede og erhvervede tilbøjeligheder til det onde end måtte være, så kan vi overvinde dem ved den kraft, som han står rede for at meddele os. ret

(179)   Den fristede behøver af forstå viljens sande betydning. Viljen er det herskende i menneskenaturen; den er den magt, hvorved vi kan vælge og beslutte. Alt afhænger af den rigtige anvendelse af viljen. Ønsket om godhed og renhed er rigtigt, så langt det rækker; men hvis vi lader det blive derved, så er ønsket til ingen nytte. Der er mange, som går nedad til fordærvelse, medens de håber og ønsker at overvinde deres onde tilbøjeligheder. De giver ikke efter for Guds vilje; de vælger ikke at tjene ham. ret

(180)   Gud har givet os evnen til at vælge; at anvende denne evne bliver vor sag. Vi kan ikke forandre vore hjerter; vi kan ikke selv kontrollere vore tanker, vore indskydelser eller vore følelser; vi kan ikke selv gøre os rene, skikkede til Guds tjeneste; men vi kan vælge at tjene Gud, og vi kan give ham vor vilje, så vil han virke i os både at ville og at udrette efter hans velbehag. Således stilles hele vor natur under Kristi kontrol. ret

(180)   Ved en rigtig anvendelse af viljen kan der indtræde en fuldstændig forandring i vort liv. Ved at overgive vor vilje til Kristus træder vi i forening med den guddommelige magt. Vi modtager styrke fra oven til at stå fast. Et rent, ædelt liv, et liv i sejr over enhver lyst og tilbøjelighed er muligt for enhver, som vil forene sin svage, vaklende menneskevilje med Guds urokkelige vilje. ret

(180)   De, som kæmper mod appetittens magt, bør undervises om grundsætningerne for en sundhedsmæssig levemåde. Man bør vise dem, at overtrædelse af sundhedslovene fremkalder sygelige tilstande og unaturlig trang og således lægger grundvolden til drukkenskab. Ved at leve i overensstemmelse med sundhedsprincipperne kan de gøre sig håb om at blive befriede for trangen til unaturlige pirremidler. Medens de forlader sig på guddommelig ledelse til at bryde appetittens lænker, må de også samarbejde med Gud ved at adlyde hans love, både de moralske og de fysiske. ret

(181)   De, som stræber efter at leve et bedre liv, bør skaffes beskæftigelse. Ingen, som kan arbejde, må oplæres til at forvente føde, klæder og husly uden nogen erstatning. For deres egen skyld såvel som for andres bør de sættes i stand til at yde vederlag, for hvad de modtager. Søg at opmuntre dem i enhver stræben efter at hjælpe sig selv. Dette vil styrke deres agtelse for sig selv og udvikle en ædel selvstændighed. At beskæftige sind og hænder med nyttigt arbejde er af væsentlig betydning som et værn mod fristelse. ret

(181)   I arbejdet med at hjælpe de faldne vil man ofte blive skuffet af sådanne, som giver løfte om et bedre liv. Mange vil blot gøre en overfladisk forandring i deres liv og vaner. De ledes af øjeblikkets indskydelser, og det kan for en tid se ud, som om de har bedret sig; men der er ikke sket nogen virkelig hjerteforandring. De nærer endnu den samme egenkærlighed, den samme trang til tåbelige fornøjelser, dem samme trang til at tilfredsstille deres egne lyster og lidenskaber. De har intet kendskab til, hvad det vil sige at udvikle karakteren, og men kan ikke stole på dem som principfaste mennesker. De har fordærvet de sjælelige og åndelige evner og kræfter ved at føje deres lyster og lidenskaber, og dette gør dem svage. De er vankelmodige og ustadige, og deres tilskyndelser går i sanselig retning. Sådanne mennesker er ofte farlige for andre. Da de betragtes som mennesker, hos hvem der er indtrådt forandring til det bedre, betror man dem ansvar og stiller dem der, hvor deres indflydelse virker fordærvende på de uskyldige. ret

(181)   Selv de, som alvorligt stræber efter at leve et bedre liv, er ikke udelukket fra at falde. De må behandles med stor visdom og med mildhed. Ros og smiger overfor sådanne, som er blevet reddede fra deres elendighed, kan undertiden blive årsag til deres fald. Den skik at anmode mænd og kvinder om at tale offentligt om erfaringer fra deres syndige liv, er farlig både for taleren og for tilhørerne. At dvæle ved det onde virker fordærvende på sjæl og sind. Den udmærkelse, man således viser de reddede, er også skadelig for dem; mange af dem ledes til at tro, at deres tidligere syndige liv har skaffet dem en vis anseelse. Der opelskes hos dem en higen efter berømmelse og en selvtillid, som kan blive skæbnesvanger for deres sjæle. Alene ved en beskeden vurdering af sig selv og ved at forlade sig på Kristi miskundhed kan de stå fast. ret

(182)   Alle som giver beviser på sand omvendelse, bør opmuntres til at virke for andre. Lad ingen afvise en sjæl, der forlader Satans tjeneste for at tjene Kristus. Når nogen giver bevis for, at Guds ånd arbejder på ham, så gør alt, hvad der kan gøres for at opmuntre ham til at indtræde i Herrens tjeneste. "Gør forskel, så I ynkes over nogle." (Jud 22) De, som er vise i den visdom, der kommer fra Gud, vil se sjæle, som behøver hjælp, og som er virkelig omvendte, men som uden nogen opmuntring næppe ville vove at gribe fat på håbet. Herren vil lægge det i sine tjeneres hjerte at byde disse frygtsomme angrende kærligt velkommen iblandt sig. Hvilke synder de end har været beherskede af, og hvor dybt de end har været faldne, så modtager Kristus dem, når de i anger kommer til ham. Giv dem så noget at gøre for frelseren. Hvis de ønsker at virke for at hjælpe andre op af den fordærvelsens hule, hvorfra de selv blev reddede, så giv dem lejlighed dertil. Lad dem komme sammen med erfarende Kristne, for at de kan vinde åndelig styrke. Fyld deres hjerter og deres hænder med arbejde for Mesteren. ret

(182)   Når lyset trænger ind i sjælen, så vil de, der synes at være de meste forfaldne til synd, undertiden blive arbejdere, der virker med held netop for sådanne syndere, som de selv engang var. Ved troen på Kristus vil nogle kunne udføre et stort arbejde og betro ansvar i virksomheden for sjælens frelse. De ser, hvor deres svaghed ligger, og forstår, hvor fordærvet deres egen natur er. De ved, hvilken magt synd og onde vaner har. De ser deres udygtighed til at vinde sejr uden Kristi bistand, og deres stadige råb er: "Jeg kaster min hjælpeløse sjæl i dine arme!" ret

(183)   Disse kan hjælpe andre. Den, der selv har været fristet og prøvet, og hvis håb var næsten udslukket, men som er blevet frelst ved at høre budskabet om Guds kærlighed, kan forstå den kunst at frelse sjæle. Den, hvis hjerte er fyldt med Kristi kærlighed, fordi han selv er blevet opsøgt af Frelseren og ført tilbage til fårestien, forstår at søge de fortabte. Han kan vise syndere han til Guds lam. Han har overgivet sig til Gud uden forbehold og er blevet antaget i den Elskede. Gud greb den hånd, som holdes udrakt i svaghed. Ved sådannes virksomhed kan mange fortabte sønner bringes tilbage til Faderen. ret

(183)   Enhver sjæl, som kæmper for at stige op fra et liv i synd til et liv i renhed, finder den store kilde til kraft i det eneste "Navn under himlen givet iblandt mennesker, ved hvilket vi skal være frelste". (Apg 4,12) "Om nogen tørster" efter hvile og håb, efter befrielse fra syndige tilbøjeligheder, siger Kristus, "han komme til mig og drikke." (Joh 7,34) Det eneste middels mod last er Kristi nåde og kraft. ret

(183)   De gode forsætter, som man gør i egen styrke, gavner intet. Alle vore løfter formår ikke at bryde onde vaners magt. Ingen vil nogensinde øve afhold i alle ting, før end hans hjerte er blevet fornyet ved guddommelig nåde. Vi kan ikke et eneste øjeblik bevare os selv for synd. Hvert eneste øjeblik er vi afhængige af Gud. ret

(183)   Sand reform begynder ved sjælens renselse. Vort arbejde for de faldne vil alene føre til virkelig fremgang, når Kristi nåde omdanner karakteren, og sjælen bringes i levende forbindelse med Gud. ret

(184)   Kristus levede et liv i fuldkommen lydighed mod Guds lov, og heri satte han et eksempel for ethvert menneske. Det liv, som han levede her i verden, skal vi ved hans kraft og hans undervisning leve. ret

(184)   I vort arbejde for at hjælpe de faldne bør Guds lovs fordringer og nødvendigheden af lydighed mod ham indprentes i sind og hjerte. Undlad aldrig at påvise, at der er stor forskel mellem dem, som tjener Gud, og den, som ikke ham. Gud er kærlighed; men han kan ikke undskylde forsættelig ringeagt mod hans befalinger. Hans riges love er sådanne, at menneskerne ikke kan undgå følgerne af ulydighed. Han kan kun ære dem, som ærer ham. Menneskenes vandel i denne verden bestemmer deres evige skæbne. Hvad de har fået, må de høste; årsag vil efterfølges af virkning. ret

(184)   Intet mindre end fuldkommen lydighed kan tilfredsstille Guds krav. Han har ikke gjort sine fordringer ubestemte. Han har ikke pålagt menneskerne noget, som ikke er nødvendigt for at bringe dem i fuld overensstemmelse med ham. Vi må henvise syndere til hans målestok for karakteren og lede dem til Kristus, ved hvis nåde alene dette mål kan nås. ret

(184)   Frelseren påtog sig menneskeslægtens skrøbeligheder og levede et syndfrit liv, for at menneskerne ikke skulle nære frygt for, at de ikke kunne vinde sejr på grund af menneskenaturens svagheder. Kristus kom for at gøre os "Delagtige i den guddommelige natur", og hans liv viser, at når det menneskelige forenes med det guddommelige, overvindes synden. ret

(184)   Frelseren vandt sejr for at vise menneskerne, hvorledes de kan vinde sejr. Kristus mødte alle Satans fristelser med Guds ord. Ved at stole på Guds forjættelser fik han kraft til at adlyde Guds befalinger, og fristeren fik ingen indgang. Ved enhver fristelse gav han det svar: "Der er skrevet." Således har Gud givet os sit ord, hvorved vi kan modstå det onde. Usigelig store og herlige forjættelser er os givet, for at vi ved disse kan "blive delagtige i den guddommelige natur, når" vi "flyr denne verdens forkrænkelighed i lyster". (2Pet 1,4) ret

(185)   Bed den fristede om ikke at se på omstændigheder, på sin egen svaghed eller på fristelsens magt, men på Guds ords kraft. Al dets kraft tilhører os. "Jeg gemte dit ord i mit hjerte," siger Salmisten, "for at jeg ikke skulle synde imod dig." "På dine læbers ord vogtede jeg mig for voldsmænds stier." (Sl. 119,11; 17,4) ret

(185)   Tal opmuntrende til menneskerne; bær dem frem for Gud i bøn. Mange, som er blevet overvundet af fristelse, føler sig nedslåede på grund af deres mislykkede forsøg, og de har følelsen af, at det er forgæves at komme til Gud. Men denne tanke er fjendens indskydelse. Når de har syndet og føler, at de ikke kan bede, så sig til dem, at da er det netop tiden til at bede. De kan vel føle sig beskæmmede og dybt ydmygede; men når de bekender deres synder, så vil han som er trofast, forlade dem deres synder og rense dem fra al uretfærdighed. ret

(185)   Intet er tilsyneladende mere hjælpeløst og dog i virkeligheden mere uovervindeligt end den sjæl, der føler sig som intet og forlader sig fuldstændigt på Frelserens fortjeneste. Ved bøn og granskning af Guds ord og ved troen på hans nærværelse kan de svageste blandt mennesker leve i samfund med Kristus, som er livet, og han vil holde dem fast med en hånd, der aldrig slipper dem. ret

(186)   Disse dyrebare ord kan enhver sjæl, som bliver i Kristus, gøre til sine egne. Den kan sige: "Jeg vil skue ud efter Herren, Jeg vil bie efter min Frelsers Gud; Min Gud vil høre mig. Glæd dig ikke over mig, min modstander! Thi jeg er falden, skal jeg stå op igen, og sidder jeg i mørket, skal Herren være mit lys." "Han skal atter forbarme sig over os, han skal træde vore misgerninger under fødder; og du skal kaste alle deres synder i havets dyb." (Mik 7,7-8.19) Gud har lovet: "Jeg vil gøre mand dyrere end pure guld og menneskerne end Ofirs fine guld." (Es 13,12) "Ligger I mellem vandrenderne, skal I blive som duens vinger skjulte med sølv, som dens slagfjedre indsprængte med guld." (Sl. 68,14) ret

(186)   De, som Kristus har tilgivet mest, vil elske ham mest. Det er disse, som på den yderste dag vil stå nærmest hans trone. "Og de skal se hans ansigt, og hans navn skal være i deres pander." (Åb 22,4) ret

næste kapitel