I den Store Læges fodspor kapitel 19. Fra side 265.     Fra side 261 i den engelske udgave.ren side   tilbage

I berøring med Naturen

(265)   Skaberen udvalgte for vore første forældre de omgivelser, som egnede sig bedst for deres sundhed og lykke. Han satte dem ikke i et palads eller omgav dem med kunstig prydelse og luksus, som så mange i vore dage tragter efter. Han stillede dem i nær forbindelse med naturen og i nøje samfund med de hellige himmelske væsener. ret

(265)   I den have, som Gud beredte til et hjem for sine børn, mødte øjet alle vegne yndefulde buskvækster og herlige blomster. Der fandtes træer af enhver slags, mange af dem belæssede med duftende, delikate frugter. På Træernes grene sang fuglene deres lovsange, og under deres skygge legede jordens skabninger sammen uden mindste frygt. ret

(265)   I deres rene uskyld frydede Adam og Eva sig i alt, hvad de så og hørte i eden. Gud beskikkede dem deres arbejde i haven: "at dyrke den og vogte den". (1Mos 2,15) Hver dags arbejde bragte dem sundhed og glæde, og det lykkelige par frydede sig ved skaberens besøg, når han i denne svale aftenstund gik sammen med dem og talte med dem. Hver dag gav Herren dem sin undervisning. ret

(265)   De leveregler, som Gud bestemte for vore første forældre, indeholder lærdom for os. Selv om synden har kastet sin skygge over jorden, så ønsker Gud, at hans børn skal glæde sig over hans hænders gerninger. Jo nøjagtigere de af Gud fastsatte regler bliver overholdt, desto mere underfuldt vil han virke for at opløfte den lidende menneskehed. De syge trænger til at komme i berøring med naturen. Et udendørs liv i naturens omgivelser ville virke undere for mangen en hjælpeløs og næsten håbløs patient. ret

(266)   Byernes støj, ophidselse og forvirring, deres tvungne og kunstige liv virker i høj grad trættende og nedbrydende på de syge. Den med røg, støv og giftige gasarter og sygdomsbakterier fyldte luft er farlig for livet. De syge, som for det meste holdes indenfor fire vægge, kommer næsten til at føle sig som fanger på deres værelser. De ser husene, brostenene og den rastløse skare mennesker, men får måske aldrig så meget som et glimt af den blå himmel eller sollyset, af græs, blomster og træer at se. Således indespærrede ruger de over deres lidelse og sorg og bliver et bytte for deres egne tunge tanker. ret

(266)   For dem, som er svage i moralsk henseende, er byerne fulde af farer. Patienter, som har unaturlige tilbøjeligheder at kæmpe imod, er til stadighed udsat for fristelse. De trænger til at komme i nye omgivelser, hvor deres tanker vil få en anden retning; de trænger til at komme ind under indflydelser, som er vidt forskellige fra dem, som har ødelagt deres liv. Lad sådanne i nogen tid komme væk fra disse omgivelser, der leder dem bort fra Gud, og stilles under renere indflydelse. ret

(266)   Anstalter, oprettede med det for øje at hjælpe de syge, ville virke med langt større held, hvis de lå udenfor byerne; og så vidt muligt bør alle, som arbejder på at genvinde sundheden, søge landlige omgivelser, hvor de kan nyde fordelene af et udendørs liv. Naturen er Guds læge. Den rene luft, det liflige sollys, blomsterne og træerne, haverne og markerne samt bevægelse i fri luft iblandt disse omgivelser har en sundhedsbefordrende og livgivende virkning. ret

(266)   Læger og de, som plejer de syge, bør opmuntre deres patienter til at opholde sig meget i det frie. Et udendørs liv er det eneste, som mange syge trænger til. Et sådant liv har en vidunderlig kraft til at helbrede lidelser, som skyldes den oprivende indflydelse og den umådelighed, som følger med det moderne liv, et liv, som svækker og ødelægger kræfterne, både de legemlige, åndelige og sjælelige. ret

(268)   Hvor vederkvægende er ikke landlivets ro og frihed for de syge, som er trætte af bylivet, af glansen af de mange lys og af støjen på gaden! Med hvilken begærlighed beskuer de ikke naturen! Hvor det ville glæde dem at sidde ude i den frie luft, fryde sig i sollyset og indånde duften fra træer og blomster! Der er livgivende egenskaber i grantræernes balsam, i cernernes og fyrretræernes duft, og også andre træer har sundhedsbefordrende egenskaber. ret

(268)   For den kronisk lidende er der intet, der således bidrager til atter at tilvejebringe sundhed og lykke som dette at opholde sig i tiltrækkende landlige omgivelser. Her kan de mest hjælpeløse sidde eller ligge i sollyset eller i træernes skygge. De behøver blot at vende blikket opad for at se det smukke løv. En behagelig følelse af ro og vederkvægelse kommer over de, idet de hører vindens sagde susen; det sunkne mod oplives, de tabte kræfter genvindes; ubevidst kommer der ro i deres sind. Den hurtige puls bliver roligere og mere regelmæssig, og efterhånden som den syge bliver stærkere, vil de fordriste sig til at gå nogle få skridt for at plukke af de yndige blomster, disse herlige vidnesbyrd om Guds kærlighed til sin lidende familie hernede. ret

(268)   Der bør træffes foranstaltninger, så at patienterne kan opholde sig udendørs. Lad der blive sørget for en eller anden let og behagelig beskæftigelse for dem, som er i stand til at arbejde. Vis dem, hvor fornøjeligt og værdifuldt sådant udendørs arbejde er. Opmuntre dem til at indånde den friske luft. Lær dem at tage dybe åndedræt og at gøre brug af underlivsmusklerne, når de ånder og taler. Dette er en undervisning, som vil blive af uvurderlig nytte for dem. ret

(268)   Legemsøvelse i fri luft bør foreskrives som en livgivende nødvendighed, og til sådan legemsøvelse gives der intet bedre end arbejde med at dyrke jorden. Giv patienterne blomsterbede at passe eller arbejde at udføre i haven. Når de således opmuntres til at forlade deres værelser og tilbringe tiden i fri luft med at dyrke blomster eller udføre andet let, behageligt arbejde, så vil tankerne ledes bort fra dem selv og deres lidelser. ret

(269)   Jo mere patienten kan opholde sig udendørs, desto mindre pleje vil han behøve; jo mere oplivende hans omgivelser er, desto mere håbefuld vil han være. Holdes han indelukket i et værelse, så vil han, selv om dette er aldrig så prægtigt udstyret, blive vranten og trist. Omgiv ham med de smukke ting i naturen; anbring ham på steder, hvor han kan se blomsterne vokse og høre fuglene synge, så vil hans hjerte udbryde i sang i forening med fuglenes toner. Han vil mærke legemlig og sjælelig lindring; åndsevnerne vil vækkes, fantasien oplives, og sindet beredes til at skatte Guds ords skønhed. ret

(269)   I naturen findes det, som vil lede de syge til at vende deres tanker bort fra sig selv og hen til Gud. Omgivet af hans underfulde gerninger vil deres sind løftes op fra det synlige til det usynlige. Naturens skønhed bringer den til at tænke på det himmelske hjem, hvor der ikke vil være noget, som formindsker skønheden, intet som besmitter eller fordærver, intet, som forårsager sygdom eller død. ret

(269)   Læger og de, som plejer de syge, bør frembringe de ting i naturen, som fortæller om Gud. Lad dem henvise patienterne til ham, hvis hånd har frembragt de mægtige træer, græsset og blomsterne, og lede dem til i enhver knop og blomst at se et udtryk af hans kærlighed til sine børn. Han, som sørger for fuglene og blomsterne, vil også sørge for de væsner, som er skabte i hans eget billede. ret

(270)   Det er udendørs, hvor man er omgivet af de ting, som Gud har skabt, og indånder den friske, livgivende luft, at man bedst kan fortælle de syge om det nye liv i Kristus. Her kan man læse Guds ord; her kan Kristi retfærdigheds lys skinne ind i det af synden formørkede hjerte. ret

(270)   Mænd og kvinder, som trænger til legemlig og åndelige helbredelse, vil således blive bragt i berøring med dem, hvis ord og handlinger vil drage dem til Kristus. De må bringes ind under den store Missionslæges indflydelse, hans, som kan helbrede både sjæl og legeme. De må høre beretningen om Frelserens kærlighed, om syndernes forladelse, som er fri for alle, der kommer til ham og bekender deres synder. ret

(270)   Under sådanne indflydelser som de her nævnte vil mange lidende blive ledte ind på livets vej. Himmelske engle virker i forening med menneskelige redskaber i at bringe opmuntring og håb, glæde og fred til de syges og lidendes hjerte. Under sådanne omstændigheder bliver de syge dobbelt velsignede, og mange finder helbredelse. Det vaklende skridt genvinder sin spændstighed; øjet får sin glans igen; den håbløse fatter håb; det ansigt, hvis træk før vidnede om mismod, udtrykker glæde; det klagende tonefald har veget pladsen for en stemme, som fortæller om glæde og tilfredshed. ret

(272)   Min tro til dig ser hen, du, de fortabtes ven, Jesus, Guds Søn! Hør nu mit svage råb, rens mig ved Åndens dåb, skænk mig det glade håb o hør min bøn! Send du din nåde ind i svage hjerte, sind, styrk troens ild! Du, som er død for mig, lad kærlighed til dig vokse, og svigte ej, o Frelser mild! Når jeg i mørket går, sorger omkring mig slår, led du min fod! byd du den skygge sort fare, tør tåren bort! Prøven på jord er kort, o giv mig mod! ret

(272)   Efterhånden som legemlig sundhed genvindes, bliver vedkommende bedre i stand til at øve den tro på Kristus, som skaffer sjælen sundhed. Der ligger usigelig fred, glæde og hvile i bevidstheden om syndernes forladelse. Den kristnes dunkle håb opklares; hans tro finder udtryk i disse ord: "Gud er vor tillid og styrke, en hjælp i angst, prøvet til fulde." (Sl. 46,2) "Når jeg end skal vandre i død skyggens dal, vil jeg ikke frygte for ondt; thi du er med mig; din kæp og din stav, de skal trøste mig." (Sl. 23,4) "Han giver den trætte kraft, og formerer styrke hos den, som ingen kræfter har." (Es 40,29) ret

næste kapitel