I den Store Læges fodspor kapitel 2. Fra side 31.     Fra side 29 i den engelske udgave.ren side   tilbage

I virksomhed

(31)   I fiskernes hjem i Kapernaum lå Peters hustrus moder i stærk feber", og straks talte de til ham om hende" Jesus rørte ved hendes hånd, og feberen forlod hende" (Luk 4,38; Mark 1,30; Matt 8,15), og hun stod op og opvartede Frelseren og hans disciple. ret

(31)   Beretningen og det der var sket udspredes hurtigt. Miraklet var blevet udført på sabbatten, og af frygt for rabbinerne vovede folket ikke at komme for at blive helbredt før efter solnedgang. Da solen var gået ned, hastede byens indbyggere af sted fra deres hjem, fra boderne og fra torvene hen til den tarvelige bolig, hvor Jesus opholdt sig. De syge førtes til ham på bårer; støttende sig på krykker eller lænende sig til deres venner kom de, vaklende og svage, hen til Frelseren. ret

(31)   Time efter time blev de ved med at komme og gå; thi ingen kunne jo vide, om den store læge endnu var hos dem, når morgendagen oprandt. Aldrig før havde Kapernaum været vidne til en dag som denne. Luften genlød af sejrs og befrielses råb. ret

(31)   Jesus hørte ikke op med sit arbejde, før alle de lidende havde fået lindring lige til sidste mand. Det var først langt ud på natten, at folkemængden fjernede sig, og det igen blev stille i Simons hjem. Den lange, anstrengende dag var omme, og Jesus søgte at hvile sig. Men medens byen endnu lå indhyllet i dyb slummer, stod Frelseren op længe før dag", gik ud og gik hen til et øde sted og bad der." (Mark 1,35) ret

(32)   Tidlig om morgnen kom Peter og de, som var med ham, til Jesus og sagde, at folket i Kapernaum allerede søgte efter ham. Med forundring hørte de Jesu svar: Også i de andre byer må jeg forkynde evangeliet om Guds rige; thi dertil er jeg udsendt" (Luk 4,43) ret

(33)   I den bevægelse som var opstået i Kapernaum, var der fare for, at man skulle tabe hensigten med Jesu mission af syne. Jesus var ikke tilfreds med blot at tiltrække sig opmærksomhed som den, der gjorde undergerninger, eller som helbredte legemlig sygdom; hans bestræbelser gik ud på at drage menneskerne til sig som deres frelser. Medens folket med begærlighed troede, at han var kommen som konge for at oprette et jordisk rige, ønskede han at lede deres tanker bort fra det jordiske til det himmelske. Verdslig fremgang alene ville hæmme hans virksomhed. ret

(33)   Den ligegyldige skares forundring smertede ham. Han søgte aldrig at gøre sig selv fremtrædende. Den hyldest som verden giver de højtstående, de rige eller de talentfulde, var fremmed for menneskernes søn. Jesus tyede ikke til nogen af de midler som menneskerne anvender for at vinde troskab og lydighed eller fremkalde hyldest. Flere hundrede år før hans fødsel blev der profeteret om ham: Han skal ikke råbe og ej opløfte røsten og ikke lade sin røst føre på gaden. Han skal ikke sønderbryde det knækkede rør, og ikke udslukke den rygende tande; han skal udføre ret efter sandhed." (Es 42,2-3)ret

(34)   Farisæerne søgte at gøre sig bemærkede ved deres alt for nøjeregnende overholdelse af ceremonier, ved deres pralende gudsdyrkelse og godhed. De viste deres nidkærhed vor religionen ved at gøre den til et stridsemne. Højrøstede og lange disputter fandt sted mellem de ulige sekter, og på gaden var det ikke usædvanligt at høre de lærte og lovkyndige føre en heftig ordstrid med hinanden. ret

(34)   Jesu liv stod i en afgjort modsætning til alt dette. Aldrig blev man hos ham vidne til støjende ordstrid, til en pralende gudsdyrkelse eller til forsøg på at vinde bifald. Kristus var skjult i Gud, og Gud blev åbenbaret i sønnens karakter. Til denne åbenbarelse var det, Jesus ønskede at lede folkets sind. ret

(34)   Retfærdighedens sol brød ikke frem over verden med pragt for ikke at blænde menneskene ved sin herlighed. Der står skrevet om Kristus: "Som morgenrøden er hans opgang vis." (Hos 6,3) Sagde og stille bryder dagslyset frem over jorden, fordriver mørket og vækker verden til live. Således oprandt retfærdighedens sol "med lægedom under sine vinger." (Mal 4,2)ret

(35)   Se, min tjener, hvem jeg opholder, mine udvalgte, i hvem min sjæl har behagelighed." (Es 42,1) Du var den ringes styrke, da han var i angst, en tilflugt mod regnskyl, en skygge mod heden." (Es 25,4)ret

(35)   Så siger Gud Herren, som skabte himlene og udspændte dem, som udbredte jorden og dens grøde, han, som giver folket derpå vande, og dem, som går derpå, ånd: Jeg, Herren har kaldet dig i retfærdighed, og jeg vil tage dig ved din hånd; og jeg vil bevare dig og gøre dig til en pagt for folket, til et lys for hedningerne, til at åbne de blindes øjne, til at udføre de bundne af fængsel, dem som sidder i mørke, af fangenskabet." (Es 42,5-7)ret

(35)   Jeg vil lede de blinde på den vej, som de ikke har vidst, Jeg vil lade dem træde på de stier, som de ikke har kendt; Jeg vil gøre mørket for deres ansigt til lys, og de bakkede steder til sletter; disse er ordene, jeg opfylder dem og går ikke fra dem." (Es 42,16) ret

(35)   Syng Herren en ny sang, hans lov fra jordens ende, I, som farer ud på havet og dets fylde, på øer og deres indbyggere! Ørknen og dets steder skal opløfte røsten, de byer hvor Kedar bor; de, som bor på klippen, skal synge med fryd, de skal råbe fra bjergets top. De skal tillægge Herren ære og kundgøre hans lov pris på øerne." (Es 42,10-12)ret

(35)   Syng med fryd i himle! thi Herren har gjort det; Råb med glæde, i jordens dybder! I Bjerge, råb med fryd, skov, og hvert tro derude i! Thi Herren har genløst Jakob, og beviser sig herlig i Israel." (Es 44,23)ret

(36)   Fra Herodes fængsel hvor Johannes døber vågede og ventede, skuffet og tvivlrådig over Frelserens værk, sendte han to af sine disciple til Jesus for at spørge: Er du den som skal komme, eller skal vi vente en anden?" (Matt 11,3)ret

(36)   Frelseren besvarede ikke straks disciplenes spørgsmål. Medens de stod der og forundrede sig over hans tavshed, kom de syge og lidende til ham. Den mægtiges læges stemme gennemtrængte de døves øren; med et ord, ved en berørelse med sin hånd åbnede de blindes øjne, så de kunne se dagens lys, naturens skønhed, deres venners ansigter og Frelserens åsyn; hans stemme nåede de døves øren, og de opstod i besiddelse af sundhed og kraft; lamme besatte adlød hans ord, deres afsindighed forlod dem, og de tilbad ham; de fattige bønder og arbejderne, hvem rabbinerne afskyede som urene, flokkedes om ham, og han talte livets ord til dem. ret

(36)   Således gled dagen hen, og Johannes disciple så og hørte alt, hvad der foregik. Til sidst kaldte Jesus dem hen til sig og bød dem gå og fortælle Johannes, hvad de havde hørt og set, idet han tilføjede: Salig er den som ikke forarges på mig." (Matt 11,6) Disciplene fremførte budskabet, og dermed var døberen tilfreds. Johannes erindrede Profetien om Messias: Herren har salvet mig til at forkynde et godt budskab for det sagtmodige; han har sendt mig til at forbinde dem, som har et sønderbrudt hjerte, til at udråbe for de fangne frihed og for de bindende fængslets opladelse, til at udråbe et nådens år fra Herren, ..... til at trøste alle sørgende." (Es 61,1-2) Jesus af Nazareth var den forjættede. Beviset på hans Guddom lå i hans arbejde for afhjælpelse af lidende menneskers nød. Hans herlighed åbenbares i, at han nedlod sig til at blive os lig.ret

(37)   Kristi gerninger vidnede ikke alene om, at han var Messias, men viste tillige, på hvilken måde hans rige skulle oprettes. Den samme sandhed åbenbaredes for Johannes, som og blev fremstillet for Elias i ørknen, da et stort og stærkt vejr... sønderrev bjergene og sønderbrød klipperne for Herrens ansigt; Herren var ikke i vejret; og der kom et jordskælv efter vejret: Herren var ikke i jordskælvet. Og efter jordskælvet kom en ild: Herren var ikke i ilden;" (1kong 19,11-12) og efter ilden talte Gud til profeten med en stille, sagde lyd. På lignede måde skulle Jesus udføre sit værk: ikke ved at omstyrte troner og riger, ikke ved pomp og udvortes pragt, men ved at tale til menneskernes hjerter ved et kærligt og selvopofrende liv.ret

(38)   Guds rige kommer ikke med udvortes glans; det kommer ved hans ords milde indflydelse, ved hans ånds indvortes virksomhed og ved sjælens samfund med ham, som er dens liv. Den største åbenbarelse af dets kraft ses, når menneskenaturen opnår Kristi karakters fuldkommenhed. ret

(38)   Kristi efterfølgere skal være verdens lys; men Gud på lægger dem ikke, at de skal bestræbe sig for at skinne. Han billiger ingen tilfreds stræben efter at vise overlegen godhed. Han ønsker at deres sjæle skal være gennemtrængte af himmelske principper, og når de så kommer i berøring med verden, vil de åbenbare det lys, som er i dem. Deres ubrødelige troskab i enhver handling i livet vil i sig selv være et lys. ret

(38)   Rigdom eller høje stillinger, kostbart udstyr, bygninger eller møbler er ikke det væsentligt for Guds riges fremme, ej heller bedrifter, der vækker menneskers bifald og opflammer fordærvelighed. Verdslig pragt har ingen betydning i Guds øjne, hvor ærefrygtindgydende den end måtte være. Han stiller det usynlige og evige højere end synlige og timelige. Det sidste har kun værdi i samme forhold, som det står som et udtryk for det første. De ypperligste frembringelser på kunstens område besidder ingen skønhed, det tåler sammenligning med skønheden af den karakter, som er frugten af Helligåndens virksomhed i sjælen. ret

(39)   Da Gud gav sin Søn til verden, skænkede han menneskerne uforkrænkelige rigdomme så store, at alle de skatte, som mennesker har samlet sig, siden verden blev skabt, er for intet at regne i sammenligning. Kristus kom til verden og fremstod for menneskerne børn, fuldt med en evig kærlighed; og dette er den skat, som vi formedelst vort samfund med ham skal modtage, åbenbare og meddele til andre. ret

(39)   Menneskelige bestræbelser vil være frugtbringende i Guds værk netop i forhold til pågældende arbejders gudhengivenhed frugtbringende ved at åbenbare Kristi råds kraft til at forandre liv og vandel. Vi skal udmærke os frem for verden, fordi Gud har sat sit segl på os, fordi han i os åbenbarer sin egen kærlige karakter. Vor Frelser omhyller os med sin retfærdighed.ret

(39)   Når Gud vælger mænd og kvinder til sin tjeneste, så spørger han ikke, om de er i besiddelse af jordisk rigdom, kundskab eller veltalenhed; han spørger: Vandrer de således i ydmyghed, at jeg kan lære dem min vej? Kan jeg lægge mine ord på deres læber? Vil de repræsentere mig?" ret

(39)   Gud kan benytte enhver netop i samme forhold, som han kan fylde sjælens tempel med sin ånd. Det arbejde, han vil anerkende, er et sådant, som genspejler hans billede. Det myndighedsbevis, som hans efterfølgere skal kunne fremlægge for verden, er hans udødelige grundfæstningers uudslettelige kendemærke. ret

(40)   Medens Jesus er i virksomhed på byens gader, kommer mødre med deres syge og døende små i deres arme, trænger sig frem gennem mængden og søger at komme i hans nærhed. ret

(40)   Betragt disse mødre blege, trætte, næsten fortvivlede, men ihærdige i deres forsæt. Med deres lidende små følger de Frelseren; og idet de trænges tilbage af den bølgende skare, baner Kristus sig vej hen til dem, skridt for skridt, indtil han står tæt ved deres side. Håbet blusser op hos dem; glædeståren rinder, når de opdager, at han har lagt mærke til dem, og de ser ind i de øjne, der udtrykker så meget kærlighed og medlidenhed. ret

(40)   Idet Frelseren nærmer sig en af dem, vækker han hendes tillid ved at sige: Hvad skal jeg gøre for dig?" Hulkende fremstammer hun det, som hviler hende så tungt på hjerte: Herre, at du ville helbrede mit barn!" Kristus tager den lille ud af hendes arme, og idet han rører ved barnet, viger sygdommen bort. Dødens bleghed er forsvundet, den livgivende strøm flyder gennem årerne, og der kommer ny styrke i musklerne. Han taler trøstende, beroligende ord til moderen. Derpå kommer han til et andet, lige så magtpåliggende tilfælde. Atter gør Jesus brug af sin livgivende kraft, og alle priser og ærer ham, som gør underfulde ting. ret

(41)   Vi dvæler meget ved det store i Kristi liv; vi taler om de underfulde ting, han gjorde, om de mirakler, han udførte. Men dette, at han tog sig af det, som regnes for småting, er et endnu højere bevis på hans storhed. ret

(42)   Hos jøderne var det en skik at bringe små børn til en rabbiner, for at han kunne lægge hænder på dem og velsigne dem. Men disciplene mente, at frelsens gerning var af alt for stor vigtighed til således at afbrydes. De fandt ikke behag i, at mødrene kom til ham med deres små, for at han måtte velsigne dem; de mente at disse børn endnu var for unge til at kunne have gavn af et besøg hos Jesus, sluttede, at deres nærværelse ville mishage ham. Men Frelseren forstod den byrde og de bekymringer, som disse mødre følte, der søgte at opdrage deres børn i overensstemmelser med Guds ord. Han havde hørt deres bønner; han havde selv draget dem hen til sig. ret

(43)   En moder havde med sit barn forladt hjemmet for at finde Jesus. På vejen fortalte hun en naboerske sit ærinde, og denne ønskede også, at Jesus måtte velsigne hendes børn. Således kom flere mødre samlet, med deres små børn. Nogle af børnene havde allerede overskredet de første barneår og trådte ind i ungdomsalderen. Medens mødrene med tårefyldte øjne fremlagde deres ønsker og begær for Jesus, hørte han på dem med deltagelse; men han tøvede for at se, hvorledes disciplene ville optræde overfor dem. Da han så, at disciplene irettesatte mødrene og sendte dem bort i den tro, at de gjorde ham en tjeneste, viste han dem deres fejltagelse, idet han sagde: Lad de små børn komme til mig, og hindre dem ikke; thi Guds rige hører sådanne til." (Mark 10,14) Han tog børnene i sin favn, lagde hænderne på dem og gav dem den velsignelse, de var kommet for at få. ret

(43)   Mødre var blevet trøstede; de vendte tilbage til deres hjem, styrkede og velsignede ved Kristi ord. De følte sig opmuntrede til at genoptage deres hverv med nyt mod og til forhåbnings fuldt at virke for deres Børn. ret

(43)   Dersom disse menneskers senere liv kunne afsløres for vort blik, så ville vi se, hvorledes mødrene ledte børnenes tanker tilbage til, hvad der tiltog sig den gang, og gentog for dem de kærlige ord, som Frelseren havde talt. Vi ville også se, hvorledes mindes om disse ord senere hen ofte afholdt børnene fra at forlade den sti, som er anvist Herrens genløste. ret

(43)   Kristus er i dag den samme medlidende Frelser, som han var, da han vandrede iblandt menneskerne. Han er lige så vist mødres hjælper nu, som da han tog de små i sin favn i Judæa. De børn, som vi har kær, er lige så vist købte med hans blod, som børnene var det for længe siden. ret

(44)   Jesus, kender den byrde, der hviler på ethvert moderhjerte. Han, som havde en moder, der kæmpede med fattigdom og savn, har medlidenhed men enhver moder i hendes arbejde. Han som foretog en lang rejse for at berolige en kananitisk kvinde betyngede hjerte, vil gøre lige så meget for mødre i vor tid. Han som gengav enken af Nain hendes eneste søn, og som i sin sjæleangst på korset kom sin egen broder i hu, føler sig også nu rørt over en moders sorg. I enhver kummer og nød vil han bringe trøst og hjælp. ret

(44)   Lad mødrene gå til Jesus med deres bekymringer. Hos ham vil de finde den nåde, de behøver til at kunne opdrage deres børn. Døren står åben for enhver moder, der lægger sin byrde ved Frelserens fødder. Han, som sagde: "Lad de små børn komme til mig, og hindre dem ikke," (Mark 10,14) indbyder endnu mødre til at bringe deres små til ham, at han kan velsigne dem. ret

(44)   I de små børn, han kom i berøring med, så Jesus de mænd og kvinder, som skulle blive hans nådes arvinger og undersåtter i hans rige, og nogle af dem ville blive martyrer for hans skyld. Han viste, at disse børn med lange større villighed ville høre og antage ham som deres Frelser end de voksne, hvoraf mange var forhærdede og fyldte med verdslig visdom. Når han lærte, steg han ned på det, trin hvor de stod. Han som var himlens majestæt, besvarede deres spørgsmål og afpassede sin alvorsfulde undervisning efter deres barnlige forstand. I deres hjerter såede hans sandhedens sæd, som i fremtiden ville spire og bære frugt til evigt liv. ret

(44)   Når Jesus pålagde disciplene ikke at forbyde de små børn at komme til ham, så talte han til sine efterfølgere i alle tider til embedsmænd i menigheden, til prædikanter, til tjenere og til alle kristne. Jesus drager de små børn til sig, og han byder os: "Lad dem komme!" som om han ville sige: De vil komme dersom I ikke forhindrer dem. ret

(45)   Lad ikke jeres ukristne karakter fremstille Jesus i et falsk lys. Hold ikke de små borte fra ham ved jeres kulde og strenghed; giv dem aldrig anledning til at tænke, så himlen ikke ville blive noget behageligt sted, hvis i var der. Omtal ikke religionen som noget, børn ikke kan forstå, og giv dem ikke ved jeres handlemåde den opfattelse at det ikke ventes af dem, at de skal overgive sig til Kristus i deres barndom. Giv dem ikke det fejlagtige indtryk, at Kristi religion er en trist religion, og når de kommer til Frelseren, så må de give afkald på alt, hvad der bringer glæde i livet. ret

(46)   Når Helligånden virker på børnenes hjerter, så stå ham bi i hans virksomhed. Lær dem at forstå, at Frelseren kalder på dem, og intet kan glæde ham mere, end når de overgiver sig til ham i deres blomstrende ungdom. ret

(46)   Frelseren nærer de ømmeste følelser med de sjæle, han har købt med sit blod. De er hans kærligheds attrå. Han betragter dem med en usigelig længsel. Han elsker ikke alene de bedst udviklede og mest tiltrækkende børn, men også dem, som på grund af arv eller forsømmelse besidder uheldige karaktertræk. Mange forældre indser ikke, i hvor stor udstrækning de bærer ansvaret for disse karaktertræk hos børnene; de ejer ikke den nødvendige kærlighed og visdom til at behandle de fejlende små, som de selv har gjort til det, de er. Men Jesus har medlidenhed med disse børn. Han regner fra årsag til virkning. ret

(46)   Den troende arbejder kan blive et middel i Kristi hånd til at føre disse mangelfulde, fejlende små til deres Frelser. Ved visdom og taktfuldhed kan han knytte dem til sit hjerte; han kan indgyde dem mod og håb ved Jesu Kristi nåde måske opnå engang at se dem således forvandlede i deres karakter, at det vil kunne siges om dem: "Guds rige hører sådanne til." ret

(47)   Hele dagen havde folket trængt sig omkring Kristus og hans disciple, idet han lærte ved søen. De havde hørt hans ord, så ligefremme og tydelige, at de var som Gileads balsam for deres sjæle. Hans guddommelige hånds længde kraft havde bragt Helbredelse til de syge og liv til de døende. Dagen havde været for dem som en himmel på jord, og de tænkte på, hvor længe det var, siden de havde fået noget at spise. ret

(47)   Solen var ved at synke i vest, og endnu blev folket hos ham. Til sidst gik disciplene til ham og bad ham indtrængende at han for folkets egen skyld ville lade mængden gå. Mange var kommet langvejs fra og havde intet nyt siden om morgnen. I de omliggende stæder og byer kunne de skaffe sig mad. Men Jesus svarede: Giv I dem at spise!" (Matt 14,16) Derpå vendte han sig til Fillip og spurgte: Hvor skal vi købe brød, at disse kan spise?" (Joh 6,5) ret

(47)   Fillip så ud over den bølgende folkeskare og tænkte på, hvor umuligt det ville være at skaffe føde til så mange mennesker. Han svarede, at brød for to hundrede kroner ikke ville være nok, så at hver kunne få lidt. ret

(47)   Jesus spurgte, hvor megen føde der fandtes blandt de tilstedeværende. Her er en lille dreng," svarede Andreas, som har fem bygbrød og to små fisk, men hvad er dette til så mange?" (Joh 6,9) Jesus befalede, at de skulle bringes til ham. Derpå bød han disciplene, at de skulle lade folket side ned i græsset. Da dette var gjort, tog han maden, så op til himlen og velsignede; og han brød brødene og gav til disciplene, og disciplene til skarerne. Og de spiste alle og blev mætte, og de opsamlede, hvad der var tilovers af skarerne, tolv kurve fulde." (Matt 14,19-20)ret

(49)   Kristus bespiste mængden ved et guddommeligt mirakel; og dog, hvor enkel var ikke den jøde, han tilvejebragte kun fiskene og bygbrødene, som udgjorde den daglige kost hos fiskerbefolkningen i Galilæa. ret

(49)   Han kunne have skaffet folket et måltid, bestående af fine retter; men fremstillingen af føde alene med det øjemed at føje smagen ville ikke have indeholdt nogen gavnlig lærdom. Ved dette mirakel ønskede Kristus at lære dem nøjsomhed. Dersom menneskerne i vor tid var enkle og ligefremme i deres livsvaner og levede i overensstemmelse med naturlovene, således som Adam og Eva gjorde i begyndelsen, så ville der være en rigelig forsyning af føde for hele jodens befolkning; men egennytte og overdådighed i spise og drikke har medført synd og elendighed på grund af overflod på den ene side og mangel på den anden. ret

(49)   Jesus søgte ikke at drage folket til sig ved at tilfredsstille deres trang til luksus. For denne store skare af mennesker, udmattede og hungrige efter den lange, spændende dag, var dette tarvelige måltid en forsikring både om hans magt og hans inderlige omsorg for dem i det, som vedrørte det daglige livs fornødenheder. Frelseren har ikke lovet sine efterfølgere verdslig luksus. Fattigdom er måske deres lod; men de har hans ord til pant på at de skal få, hvad de behøver, og han har lovet dem det, som er bedre end alle jordiske goder, nemlig den trøstefulde forvisning om hans egen nærværelse. ret

(50)   Efter at folkeskaren havde spist, var der en overflod af føde tilbage. Jesus bød sine disciple, at de skulle samle tilsammen de overskydende stykker, at intet skulle gå til spilde. (Joh 6,12) Disse ord der var hans indbefattede mere en blot det at samle den tiloversblevne føde i kurvene. Der lå en dobbelt lærdom deri. Intet må forspildes. Vi må ikke lade noget timeligt fortrin blive ubenyttet; vi må intet forsømme, som kunne gavne et andet menneske. Lad os opsamle alt det, som kan afhjælpe lidende menneskers trang. Og med lige så stor omhu bør vi opsamle det himmelske brød for dermed at stille sjælenes trang. Vi må leve at ethvert Guds ord. Intet af det, som Gud har talt, må gå til spilde; ikke en eneste ord, der vedrører vor evige frelse, må vi forsømme; ikke et ord, der må falde ubenyttet til jorden. ret

(50)   Miraklet med brødene lærer os at have tillid til Gud. Da Kristus bespiste de fem tusinde, havde han ingen føde ved hånden. Han havde tilsyneladende intet til sin rådighed. Der stod han, ude i ørknen, omgivet af fem tusinde mænd foruden kvinder og børn. Han havde ikke indbudt mængden til at følge ham derud. I deres begærlighed efter at være i hans nærhed var de kommet uden indbydelse, uden befaling. Men efter at de havde hørt på hans undervisning hele dagen, vidste han, at de var sultne og udmattede. De var langt borte fra deres hjem, og natten stundede til. Mange af dem havde intet at købe mad for. Han, som for deres skyld havde fastet i fyrretyve dage i ørknen, ville ikke lade dem gå sultne hjem. ret

(50)   Det var Guds forsyns styrelse , som havde ledt Jesus til det sted, hvor han var, og han satte sin lid til, at hans himmelske Fader ville sætte ham i stand til at afhjælpe trangen. Når vi befinder os i vanskelige omstændigheder, må vi forlade os på Gud. I enhver vanskelighed må vi hen til ham, som har ubegrænsede hjælpemidler til sin rådighed. ret

(51)   I udførelsen af dette mirakel modtog Kristus fra Faderen, gav det til disciplene, disciplene til folket og folket til hverandre. Således vil vi alle, som har samfund med Kristus, modtage livets brød fra ham og uddele det til andre. Hans disciple er det beskikkede mellemled mellem Kristus og menneskerne. ret

(51)   Da disciplene hørte Frelserens befaling: Giv I dem noget at spise!" så tårnede der sig allerede vanskeligheder op i deres sind. De spurgte: Skal vi gå hen i byerne og købe mad?" Men hvad sagde Kristus? Giv I dem at spise!" Disciplene overbragte Jesus alt, hvad de havde; men han indbød dem ikke til at spise; han bød dem at give til folket. Føden formeredes i hans hånd, og disciplene rakte aldrig hænderne for forgæves ud til ham efter mere. Det lille forråd blev nok til dem alle. Efter at mængden havde stillet sin sult, spiste disciplene tilligemed Jesus af den dyrebare føde, som Gud havde skaffet sig til veje. ret

(51)   Hvor ofte vi taber modet, når vi ser den nød, som findes blandt de lidende, fattige og uvidende. Denne tanke opstår hos os: Hvad nytter det vel, om vi med vore ringe evner og vore indskrænkede midler sørger at afhjælpe denne frygtelige nød! Må vi ikke hellere vente, indtil der kommer nogen, som har større evner til at stå for dette arbejde, eller indtil en forening tager sig af sagen?" Kristus siger: Giv I dem at spise!" Brug de midler, den tid og de evner, som I råder over! Bring jeres bygbrød til Jesus! ret

(51)   Selv om I ikke nok til at kunne bespise tusinder, så har I måske nok til at bespise én. I Kristi hånd kan der blive nok til mange. Giv, hvad I har, ligesom disciplene gjorde. Kristus vil mangfoldiggøre jeres gave. Han vil belønne den oprigtige, barnlige tillid til ham. Det, som kun synes at være nogle ringe smuler, vil blive til et sandt festmåltid.ret

(52)   "Han spredte ud, han gav til de fattige; hans retfærdighed bliver i evighed." Men han som giver sædemanden sæd og brøde til at spise, han skal give og mangfoldiggøre eders såsæd og give eders retfærdigheds frugter vækst, så I bliver rige i alle måder. (2Kor 9,6-11)ret

næste kapitel