I den Store Læges fodspor kapitel 3. Fra side 53.     Fra side 51 i den engelske udgave.ren side   tilbage

I naturen og hos Gud

(53)   Frelserens liv på jorden var et liv i samfund med naturen og med Gud. I dette samfund åbenbarede han for os hemmeligheden ved et liv ledsaget af kraft. ret

(53)   Jesus var en ihærdig, flittig arbejder, Aldrig var der blandt menneskerne været nogen, som har så store ansvar; aldrig har nogen båret så tung en byrde af verdens sorg og synd; aldrig har nogen med en så opofrende nidkærhed virket for menneskenes vel. Og dog var han i besiddelse af sundhed. Legemligt såvel som åndeligt repræsenteredes han ved offerlamet, ustraffet og uden lyde. (1Pet 1,19) Legemligt som sjæleligt var han en fremstilling af, hvad Gud havde til hensigt, at mennesker skulle blive lydige ved hans love. ret

(53)   Når folket betragtede Jesus, så de et ansigt, der udtrykte en guddommelig medlidenhed blandet med selvbevidst kraft. Han synes at være omgivet med en atmosfære af åndeligt liv. På samme tid som han var venlig og fordringsløs i sin optræden, bibragte han menneskerne følelsen af en tilhyllet kraft, som ikke helt kunne holdes skjult.ret

(54)   Under sin virksomhed blev han stadig efterstræbt af listige og hykleriske mænd, der tragtede efter hans liv. Han efterstræbtes af spioner, der søgte at fange ham i ord, at de måtte kunne anklage ham. Mænd med de mest skarpe evner og den højeste uddannelse blandt jødefolket søgte at få ham i striden; men de kunne aldrig opnå den mindste fordel. De måtte trække sig tilbage, bekæmpet og slået af den uanselige lærer fra Galilæa. Kristi undervisning udmærkede sig ved en friskhed og en kraft, som man aldrig før havde været vidne til. Selv hans fjender måtte erkende: Aldrig har et menneske talt som dette menneske." (Joh 7,46) ret

(54)   Jesu barndom, tilbragt i fattigdom, var blevet upåvirket af en fordærvet tidsalderens kunstige skikke. Medens han arbejde ved høvlebænken, bar hjemmets byrder og lærte lydighed og flid, sandt han hvilede og fik ny styrke i naturen, hvor han samlede kundskab, idet han søgte at forstå naturens hemmeligheder. Jesus granskede Guds ord og oplevede sine lykkelige timer, når han kunne forlade sit daglige arbejde og begive sig ud i markerne, fordybe sig i betragtninger i de stille dale, samtale med Gud ude iblandt bjergene eller under skovens træer. I den tidlige morgenstund befandt sig ofte ude på et ensomt sted, hvor han hengav sig til tænkning og granskning af skriften eller til bøn. Med sin gang bød han daggryet velkommen; med lovsang gjorde han sine arbejdstimer lyse og bragte himmelsk glæde til de trætte og forsagte. ret

(54)   Under sin virksomhed førte Jesus for en stor del et udendørs liv. Sine rejser fra sted til sted foretog han til fods, og han underviste meget af tiden ude i det frie. Når han lærte sine disciple, trak han sig ofte tilbage fra byens støj og larm og søgte ud på de stille marker, da dette passede bedre sammen med den undervisning og nøjsomhed, tro og selvfornægtelse, som han ønskede at give dem. Det var under de skyggefulde træer på bjergskråningen kun et lille stykke fra Galilæas så, at han kaldte det tolv til apostelembedet og holdt sin bjergprædiken. ret

(56)   Jesus holdt af at samle folket omkring sig under den blå himmel, ved siden af den græsbevoksede høj eller på søbredden. Omgivet af det, som han selv havde skabt, kunne han her vende deres tanker bort fra det kunstige til det naturlige. I den vækst og udvikling, som man bliver vidne til i naturen, så man en åbenbarelse af hans riges grundsætninger. Når menneskerne opløftede deres blik og betragtede Guds rige og så de underfulde gerninger, som han havde gjort, så kunne de lære dyrebare guddommelige sandheder. Således ville i fremtiden de ting, som de så i naturen, minde dem om den guddommelige lærers undervisning. Det ville virke opløftende på sindet og bringe hjertet hvile. ret

(57)   Jesus lod ofte sine disciple, der virkede sammen med ham, få en fritid, hvori de kunne besøge deres hjem og hvile sig; men forgæves søgte de at få ham til at forlade sit arbejde. Hele dagen igennem virkede han for de skarer, der kom til ham, om aftnen eller i den tidlige morgenstund gik han hen til sin helligdom ude imellem bjergene for at have samfund med sin Fader i bøn. ret

(57)   Hans uophørlige arbejde og hans kamp med fjenden og med rabbinernes falske lærdomme udtrættede ham ofte i den grad, at hans moder og brødre, ja selv hans disciple frygtede for hans liv. Men når han vendte tilbage fra de bønnetimer, hvormed han afsluttede sin møjsommelige dags gerning, mærkede de en fred, som lå udtrykt i hans ansigt, og en friskhed, et liv og en kraft, der syndes at gennemstrømme hele hans væsen. Efter disse stunder, med enerum hos Gud, stod han atter frem, dag efter dag, for at bringe himlens lys til menneskerne. ret

(58)   Det var lige efter, at de var kommet tilbage fra deres første missionsrejse, at Jesus bød sine disciple gå med til et øde sted og hvile sig lidt. Disciplene var vent tilbage, fuldt med glæde over deres held med evangeliets forkyndelse, da de modtog beretningen om Johannes døbers død ved Herodes hånd. Dette var en bitter sorg og skuffelse for dem. Jesus vidste, at han havde sat disciplenes tro på en hård prøve ved at overlade døberen til at dø fængslet. Med inderlig medlidenhed så han deres bedrøvede, forgrædte ansigter, og han havde selv tårer i øjnene og gråd i sin stemme, da han sagde: Kom nu selv med afsides til et øde sted, og hvil jer lidt." (Mark 6,31) ret

(58)   Nær Betania, ved den nordlige ende af Galilæas sø, var der en afsidesliggende egn, prydet med forårets friske, grønne farver. Denne egn ville være et kært tilflugtsted for Jesus og hans disciple. I deres båd begav de sig derfor af sted til den anden side af søen. Her kunne de hvile, borte fra den urolige menneskemængde. Her kunne disciplene høre Kristi ord uden at forstyrres af farisæerne drillerier og anklager; her håbede de at kunne glæde sig en lille tid sammen med deres Herre.ret

(58)   Det var dog ikke lang tid, Jesus fik alene sammen med sine elskede; men hvor dyrebare disse øjeblikke var for dem! De talte sammen evangeliets værk og om, hvorledes de kunne virke med større held for at nå folket. Og idet Jesus oplod sandhedens skatte for dem, blev de styrkede med guddommelig kraft og fyldte med håb og mod. ret

(59)   Men folkemængden var snart igen ude for at søge efter ham. I den tro, at han var gået hen til det sted, hvor han normalt var tilbage trukket, søgte folket derhen. Hans håb om at få endda bare en times hvile var tilintetgjort. Men dybt nede i sit rene, medlidende hjerte nærede den gode fårenes hyrde kun kærlighed og deltagelse overfor disse hvileløse, tørstige sjæle. Hele dagen arbejde han for at hjælpe dem, og når aftenen kom, lod han dem gå til deres hjem for at hvile. ret

(59)   Under sin virksomhed, der udelukkende gik ud på at gøre andre godt, fandt frelseren det nødvendigt at komme bort fra det uophørlige arbejde og berøringen med menneskelig elendighed for at søge ensomhed og uforstyrret samfund med sin fader. Efter at de skarer, som fulgte ham, havde fjernet sig, begiver han sig ud mellem bjergene, hvor han er alene med sin Gud, og her udøser han sin sjæl i bøn for disse elendige, syndige, trængende mennesker. ret

(60)   Da Jesus sagde til sine disciple, at høsten var stor og arbejderne få, pålagde han dem ikke, at derfor nødvendigvis måtte arbejde uophørligt, men sagde: Bed derfor høstens herre, at han udsender arbejderne i sin høst." (Matt. 9,38) Til sine trætte arbejdere i vor tid taler han lige så virkeligt som til sine første disciple disse deltagende ord: Kom nu afsides... og hvil jer lidt!" ret

(60)   Alle som går i Guds skole, behøver sådanne stunder i ensomhed, hvor de kan tale med deres egne hjerter, med naturen og med Gud. Det påhviler dem at leve et liv, som ikke er i overensstemmelse med verden, med dets vaner og skikke, og de trænger til personlig erfaring i at lære Guds vilje at kende. Vi må hver især personlig høre ham tale til vore hjerter. Når enhver anden stemme er tavs, og vi i stilhed venter for hans åsyn, så vil den ro, som hersker i sjælen, gøre Guds røst mere tydelig. Han byder os: Vær stille og vid, at jeg er Gud!" (Sl. 46,11) Dette er den rette forberedelse til al arbejde for Gud. Den, der således er blevet styrket og oplivet, vil selv midt i den rastløse menneskemængde og midt i livets anstrengende travlhed være omgivet af lys og fred. Han vil modtage fornyet styrke, både legemlig og åndeligt. Hans liv vil udsende en vellugt og åbenbare en guddommelig kraft, der vil påvirke menneskernes hjerter. ret

næste kapitel