I den Store Læges fodspor kapitel 36. Fra side 433.     Fra side 427 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Faren ved spekulativ viden

(433)   Et af de største onder, som ledsager videnskabens forklaringer og menneskes søgen efter kundskab, er tilbøjeligheden til at overvurdere menneskeforstanden og til at hæve den op over dens rette enemærker. Mange søger at bedømme skaberen og hans gerninger efter deres egne mangelfulde videnskabelige begreber. De tager sig for at bestemme Guds natur, egenskaber og prærogativer og hengiver sig til dybsindige teorier angående den evige. De, som giver sig af med den granskning af denne art, betræder forbuden grund. Deres forskninger vil ingen værdifulde resultater bringe og kan alene forsættes med fare for sjælen. ret

(433)   Vore første forældre blev forledte til synd af ønsket om at eje kundskab, som Gud havde forholdt dem. Under forsøget på at vinde denne tabte de alt, som var værd at eje. Hvis Adam og Eva ikke havde rørt ved det forbudne træ, så ville Gud have givet dem kundskab en kundskab, hvorpå syndens forbandelse ikke hvilede, og som ville have bragt dem evig glæde. Alt, hvad de opnåede ved at låne fristeren øre, var at bekende med synden og dens følger. Deres ulydighed fjernede mennesket fra Gud og skilte jorden fra himlen. ret

(433)   Dette indeholder en undervisning for os. Det felt, som Satan forledte for første forældre til at betræde, er det samme, som han i vore dage lokker menneskerne ind på. Han fylder verden med tiltalende fabler. Ved ethvert middel, som står til hans rådighed, frister ham menneskerne til at hengive sig til spekulation angående Gud. På denne måde søger han at hindre dem i at have den kundskab om Gud, som rummer frelse. ret

(434)   Spiritistiske lærdomme, der undergraver troen på Gud og hans ord, trænger i vor tid ind i læreanstalter og kirkesamfund. Den teori, at Gud er et princip, som gennemtrænger hele naturen, hyldes af mange, som bekender sig til at tro på skriften. Men hvor smukt denne teori end tilsløres, så er den et højest farlig bedrag. Den giver en urigtig fremstilling af Gud og er en vanære for hans storhed og majestæt, og den tjener visselig ikke alene til at vildlede menneskerne, men også til at svække moralen. Mørket er dens element, sanselighed dens virkefelt. Følgen af at antage den er adskillelse fra Gud, og for den faldne menneskehed betyder det ruin. ret

(434)   Den tilstand, hvori vi befinder os på grund af synden, er unaturlig, og den magt, som skal rejse os op igen, må være overnaturlig, ellers har den ingen værdi. Der er kun én magt som formår at fordrive det onde fra menneskehjertet, og det er Guds magt i Jesus Kristus. Alene ved den korsfæstedes blod gives der renselse fra synd; hans nåde alene kan dygtiggøre os til at modstå og underkue vor faldne naturs tilbøjeligheder. De spiritistiske teorier og Gud gør hans nåde til intet. Hvis Gud er et princip, der gennemtrænger hele naturen, så bor han i alle mennesker, og for at vinde hellighed behøver menneskerne så kun at udvikle den kraft, som de har i sig selv. ret

(434)   Når disse teorier følges til deres logiske slutning, så omstyrter de hele den kristelige husholdning. De gør forsoningen overflødig, og mennesket bliver sin egen frelser. Disse teorier angående Gud gør hans ord til ingen nytte, og de, som antager dem, svæver i stor fare for til sidst at komme til at betragte hele bibelen som en opdigtelse. Vel kan de nok sætte dyd højere end last; men idet de styrter Gud ned fra hans retmæssige stillingsom hersker, sætter de deres tillid til menneskelig kraft, som uden Guds bistand er værdiløs. Menneskeviljen alene, uden støtte, besidder ingen virkelig kraft til at modstå og overvinde det onde. Sjælens modstandskraft nedbrydes, og mennesket har intet værn mod synden. Når Guds ords og hans Ånds beskyttelse engang forkastes, så ved vi ikke hvilke dybder et menneske kan falde. ret

(435)   "Alt Guds ord er lutret; han er et skjold for dem, som forlader sig på ham. Læg intet til hans ord, at han ikke skal straffe dig, og du skal stå som en logner." (Ordsp 30,5-6) "Den ugudeliges misgerninger skal gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin synds snore." (Ordsp 5,22) ret

(435)   "De skjulte ting er for Herren vor Gud; men de åbenbare er for os og for vore børn evindelig." (5Mos 29,29) Den åbenbarelse som Gud har givet af sig selv i sit ord, er givet for os at studere. Denne kan vi søge at forstå; men videre end dette bør vi ikke trænge. De mest begavede ånder kan arbejde sig trætte med gisninger om Guds natur; men det vil altsammen være frugtesløst. Det er ikke givet os at løse denne opgave. Ingen menneskeforstand kan begribe Gud. Ingen må hengive sig til spekulation vedrørende hans natur. Tavshed er veltalenhed, den alvidende er hævet over drøftelse. ret

(435)   Ikke engang englene fik tilladelse til at tage del i rådslagningen mellem Faderen og Sønnen, da frelsesplanen blev lagt. Heller ikke menneskerne må trænge ind på den Højstes løndom. Vi er lige så udvidende om Gud, som små børn er; men ligesom små børn kan vi elske og lyde ham. Lad os i stedet for at spekulere angående hans natur eller hans forret give agt på de ord, han har talt: ret

(436)   "Mon du kan finde bund i Guds væsen eller nå frem til den almægtiges yderste grænse? Himmelhøj er den, hvad kan du udrette? Dybere end dødsriget, hvad ved du? Længere end jorden er dens mål, og bredere end havet." (Job 11,7-9) "Men visdommen hvorfra vil man finde den? Og hvor er indsigtens sted? Et menneske kender ikke dens værdi, og den findes ikke i de levendes land. Afgrunden siger: den er ikke i mig, og havet siger: den er ikke hos mig. Den kan ikke fåes for det fineste guld, Ej heller dens værdi opvejes med sølv. Den kan ikke opvejes med Guld fra ophir, ej heller med den dyrebare onyr og safir. Den kan ikke vurderes lige med guld og krystal; man kan ikke tilbytte sig den for kar af fint guld. Koraler og ædelstene tales der ikke om; og visdoms besiddelse er bedre end perler. Topaser af morland kan ikke vurderes lige med den; den kan ikke opvejes med det rene guld. Men visdommen hvorfra kommer den? og hvor er indsigtens sted?... Afgrunden og døden siger: kun et rygte om den hørte vi med vore øren. Gud forstår dens vej, og han kender dens sted. "Thi han skuer indtil jordens ender; han ser hen under al himlen.... Der han satte en lov som regnen, og en vej for lynet, som går foran tordenen, da så han den og kundgjorde den, beredte den, ja gennemskuede den. Og han sagde til mennesket: Se, Herrens frygt, det er visdom, og at vige fra det onde, det er forstand." (Job 28,12-28) ret

(437)   Hverken ved at undersøge jordens gemmer eller ved forfængelig stræben efter at udforske Guds væsens hemmeligheder kan visdommens findes. Den findes derimod, når man i ydmyghed antager den åbenbarelse, som det har behaget ham at give, og ved at skikke sit liv i overensstemmelse med hans vilje. ret

(437)   De mest glimrende begavede mennesker kan ikke forstå Jehovas hemmeligheder, som de kommer til syne i naturen. Guds ord stiller mange spørgsmål, som ikke den lærdeste kan besvare. Hensigten med disse spørgsmål er ikke, at vi skal besvare dem, men at kalde vor opmærksomhed til Guds dybder, lære os, at vor visdom er begrænset, og gøre opmærksom på, at der i vore daglige omgivelser er mange ting, som mennesker aldrig kan fatte. ret

(437)   Gudsfornægterne vil ikke tro på Gud, fordi de ikke kan forstå den uendelige magt, ved hvilken han åbenbarer sig. Men Gud må anerkendes lige så meget for det, som han ikke åbenbarer om sig selv, som for det, vi med vore begrænsede evner kan fatte. Både i den guddommelige åbenbarelse og i naturen har Gud lagt hemmeligheder, som kræver tro. Sådan må det være. Vi kan altid vedblive at granske, altid forske, altid lære, og dog er der en uendelighed tilbage. ret

(437)   "Hvem har målt vandet med sine hule hånd? og afmålt himlen i spand? og samlet jordens støv i tredingsmål? Hvem har vejet bjergene med vægt og højene på vægtskåle? hvem har udmålt Herrens Ånd, og hvem har som hans rådgiver undervist ham?..... Se, folkefærd er agtede for ham som en dråbe af en spand og som et gran i vægtskålen; se, der hæver han i vejret som fint støv. Og Libanon er ikke nok til brændsel, og dyr er der ikke nok til brændoffer. Alle folkefærd er som intet for ham; de er agtede for ham som intet og som tomhed. ret

(439)   "Ven hvem vil I da ligne Gud? Eller under hvilken lignelse vil da fremstille ham?..... vil I ikke forstå? vil i ikke høre? Er det ikke forkyndt jer fra begyndelsen? har I ikke forstået, af hvem jordens grundvold er lagt? han er den, som sidder over jordens kreds. og de, som bor derpå, er som græshopper; han, der udspænder himlene som et tyndt tæppe, og udbreder den som et telt til at bo ud i;..... hvem vil I da ligne mig ved?..... siger den Hellige. Opløft jeres øjne mod den høje og se: Hvem skabte disse ting? han, som udfører deres hær efter tal; han kalder dem alle ved navn; hans vældige magt og store kraft fattes ikke én. "Hvorfor vil du, Jakob, sige, og du, Israel, tale: Min vej er skjult for Herren, og min ret går min Gud forbi? Ved du ikke, eller har du ikke hørt det? En evig Gud er Herren, han har skabt jordens ender, han kan ikke blive træt, ej heller sygne hen; hans forstand er uransagelig." (Es 40,12-28) ret

(439)   Lad os lære noget om vor Guds storhed fra de fremstillinger, som er givet ved Helligånden. Profeten Esajas skriver: "I det år, kong Ussias døde, så jeg Herren sidde på en høj og ophøjet trone, og fligene af hans klædebon opfyldte templet. Serafer stod hos ham. Seks vinger havde hver; med to dækkede han sig åsyn, og med to dækkede han sine fødder, og med de to fløj han. Og den ene råbte til den anden og sagde: hellig, hellig, hellig er Herren hærskarers Gud; al jorden er fuld af hans herlighed. Og tærskelernes profeter bævede ved den rådnendes røst, og huset blev fyldt af røg. ret

(440)   "Da sagde jeg: Ve mig! Thi jeg er fortabt; jeg er en mand med urene læber, og jeg bor midt iblandt et folk med urene læber, og mine øjne har set kongen, Herren, hærskarenes Gud. "Da fløj en af seraferne hen til mig men en gloende sten i sin hånd; med en tang havde han taget den af alteret. Og han rørte ved min mund med den og sagde: Se! Denne har rørt ved dine læber, og din misgerning er veget bort, og din synd er sonet." (Es 6,1-7) ret

(440)   "Der er ingen som du, o Herre! Du er stor, og dit navn er stort med styrke. Hvem skulle ikke frygte dig, du hedningernes konge?" (Jer 10,6-7) "Herre! du har ransaget mig, og kender mig. Hvad heller jeg sidder eller står op, da ved du det, du forstår min tanke langt fra. Du har omkringgivet min sti og mit leje, du kender grant alle mine veje, thi der er ikke et ord på min tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen. Bag fra og forfra har du omsluttet mig, og på mig har du lagt din hånd. Sådant at forstå er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke nå det." (Sl. 139,1-6) ret

(440)   "Stor er vor Herre og vældig i kraft, der er intet mål på hans forstand." (Sl. 147,5) "En mands veje er for Herrens øjne, og han vejer alle hans skridt." (Ordsp 5,21) "Han åbenbarer de dybe og skjulte ting; han ved, hvad der er i mørket, og lyset bor hos ham." (Dan 2,22) ret

(440)   "Gud kender fra evighed alle sine gerninger." (Apg 15,18) "Hvem har kendt Herrens sind? eller hvem var hans rådgiver! eller hvem gav ham først, at det igen skulle betales ham? Thi af ham og ved ham og til ham er alle ting; ham være ære i evighed!" (Rom 11,34-36) ret

(441)   "Den evige konge, den uforkrænkelige, usynlige... Gud," (1Tim 1,17) "som alene har udødelighed, som bor i et lys, der ingen kan komme til; hvem intet menneske har set, ikke heller kan se, ham være ære og evig magt!" (1Tim 6,16) ret

(441)   "Skulle ikke hans højhed forfærde jer, og rædsel for ham falde over jer?" (Job 13,11) "Er ikke Gud i den høje Himmel? Og se de øverste stjerner, hvor de er høje!" (Job 22,12) "Mon der være tal på hans tropper? Og over hvem opgår ikke hans lys?" (Job 25,3) "Han gør store ting, og vi kan ikke kende dem. Thi han siger til sneen: Fald til jorden! Og ligeså til regnskyllene, ja til hans vældes regnskyl. Han forsegler hver mands hånd, at alle folk, som er hans skabning, skal kende det... Han udbreder sin lysopfyldte sky "Lynsky". Og den vender sig i kredse, alt som han styrter den til dens gerning, til alt, hvad han byder den, hen over jordens kreds: Enten til revselse eller til hans lands bedste, eller til velgerning lader han den ramme." "Vend dine øre til dette; stå stille og agt på Guds underfulde ting! Ved du, når Gud tænker derpå, og når han lader sin skyes lys skinne? Ved de, hvorledes skyerne svæver "Skyernes ligevægt"? De underfulde ting af ham, som er fuldkommen i al kundskab? ..... Udspænder du med ham de øverste skyer, der er faste som et støbt spejl? ret

(442)   Lad os vide, hvad vi skal sige til ham! Vi kan ikke fremføre noget ud fra mørket... og nu, ser man ikke lyset, som stråler i de øverste skyer: Så farer et vejr frem, og renser dem. Af norden kommer guld "gyldent skær"; over Gud er der forfærdelig majestæt. Den almægtige, ham kan vi ikke nå til, ham, som er stor i kraft; ret og retfærdigheds fylde undertrykker ham ikke. Derfor frygter folkene ham." (Job 37,5-24) "Hvem er som Herren vor Gud? han, som har sat sit sæde højt; han, som stiger dybt ned for at se, i himlene og på jorden." (Sl. 113,5-6) "Herrens vej i hvirvelvind og i storm, og skyer er hans fødders støv." (Nah 1,3) "Herren er stor såre priselig, og hans storhed er uransagelig. En slægt skal lovprise for den anden dine gerninger, og dine vældige gerninger skal de forkynde. På din majestæts herlige pragt og på dine undergerninger vil jeg grunde. Om dine forfærdelige gerningers styrke skal de tale, og de skal lade ihukommelsesord udstrømme om din store godhed og synge med fryd om din retfærdighed. ....." "Alle dine gerninger skal prise dig, Herre, og dine fromme skal love dig. Om dit riges herlighed skal de tale og fortælle om din vælde, før at kundgøre menneskernes børn dine vældige gerninger og dit riges herlige glans. Dit rige er et rige for alle evigheder, og dit herredømme varer gennem alle slægter..... min mund skal udsige Herrens pris, og alt kød skal love hans hellige navn evindelig og altid." (Sl. 145,3-21) ret

(443)   Efterhånden som vi får en bedre forståelse af, hvad Gud er, og af hvad vi selv er i hans øjne, så vil vi frygte og bæve for ham. Lad deres skæbne, som førhen fordristede sig til at omgås letsindigt med det, Gud havde erklæret for at være helligt, tjene menneskerne i vor tid til advarsel. Da israelitterne vovede at åbne arken på vejen tilbage fra filisternes land, blev de på synlig måde straffede for deres ugudelige forvovenhed. ret

(443)   Betragt endvidere den straffe dom, som ramte Ussa. Da arken under Davids regeringstid blev ført til Jerusalem, udrakte Ussa sin hånd for at støtte den. For sin formastelse ved at røre ved symbolet på Guds nærværelse ramtes han øjeblikkeligt af døden. ret

(443)   Da Moses stod ved den brændende busk og uden at ane Guds nærværelse vendte sig for at betragte det vidunderlige skue, fik han denne befaling: "Kom ikke nær hertil, drag dine sko af dine fødder; thi det sted, som du står på, det er hellig jord..... og Moses skjulte sit ansigt, thi han frygtede for at se på Gud." (2Mos 3,5-6) "Og Jakob drog ud fra Beershaba og gik til Charan. Og han kom til et sted og blev der om natten, thi solen var gået ned, og han tog stene på det sted og lagde under hans hoved, og lagde sig på samme sted. ret

(443)   "Og han drømte, og se, en stige vor oprejst på jorden, og det øverste deraf nåede til himlen, og se, Guds engle steg op og ned ad den. Og se, herren stod oven over den og sagde: "Jeg er Herren, din faders Abrahams Gud og Isaks Gud; det land, som du ligger på, det vil jeg give dig og din sæd..... Og se, jeg er med dig og vil bevare dig overalt, hvor du drager hen, og jeg vil føre dig til dette land igen; thi jeg vil ikke forlade dig, før jeg har fuldkommet det, jeg har sagt dig. ret

(444)   "Og Jakob vågnede af sin drøm og sagde: Sandelig, Herren er på dette sted, og jeg vidste det ikke. Og han frygtede og sagde: Hvor forfærdeligt er dette sted! Dette er ikke andet end Guds hus, og dette er himlens port." (1Mos 28,10-17) ret

(444)   I helligdommen i ørkentabernaklet og templet, der var jordiske symboler på Gud bolig, var der én afdeling, som var hellig for hans åsyn. Det med keruber indvirkede forhæng foran indgangen til denne måtte ikke løftes til side af nogen undtagen en. At løfte dette forhæng til side og ubuden trænge ind i det allerhelligstes hellige løndom, var ensbetydende med døden; thi oven over nådestolen dvælede den højestes herlighed, en herlighed, som intet menneske kunne se og leve. På den ene dag i året, som var bestemt til tjeneste i det allerhelligste, trådte ypperstepræsten bævende frem for Guds åsyn, medens skyer af røelse skjulte herligheden for hans blik. Ude omkring i templets forgårde var der ikke en lyd at høre. Ingen præster forrettede tjeneste ved altrene. bøjet i stille ærefrygt opsendte den bedende skare deres bønner om Guds miskundhed. ret

(445)   "Alt dette skete dem til eksempel, men det er skrevet os til advarsel, til hvilke de sidste tider er kommet." (1Kor 10,11) ret

(445)   "Herren er i sit hellige tempel; stille for hans ansigt, af jorden!" (Hab 2,20) "Herren regerer, folkene bæver; Han sidder over keruberne, jorden ryster. Herren er stor i Zion, og han er ophøjet over alle folkene. De skal prise dit navn som stort og forfærdeligt hellig er han!" (Sl. 99,1-3) "Herrens trone er i himlen; hans øjne ser, hans øjenlåge prøver menneskernes børn." (Sl. 11,4) "Han så ned fra som helligdoms højsæde." (Sl. 102,20) "Fra det sted, hvor han bor, ser han ned til alle dem, som bor på jorden, han, som danner deres hjerter til hobe, han, som giver agt på alle deres gerninger." (Sl. 33,14-15) "Al jorden frygte Herren! Alle verdens indbyggere bæve for ham!" (Sl. 33,8) ret

(445)   Mennesket kan ikke udforske Gud. Lad ingen med formastelig hånd søge at løfte det slør til side, som skjuler hans herlighed! "Uransagelige er hans domme, os hans domme, og hans vene usporlige!" (Rom 11,33) At han skjuler sin magt, er et bevis på hans miskundhed; thi at løfte det slør, som tilhyller hans nærværelse, betyder død. Intet dødeligt menneskes sind kan trænge ind i de løndomme, hvor den almægtige bor og virker. Vi kan kun forstå så meget om ham, som han finder det tjenstligt at åbenbare. Fornuften må anerkende en magt, som er højere end den selv. Hjertet og forstanden må bøje sig for den store "Jeg er". ret

næste kapitel