I den Store Læges fodspor kapitel 9. Fra side 143.     Fra side 139 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Lægemissionærer og deres arbejde.
Undervisning og helbredelse

(143)   Da Kristus udsendte de tolv disciple på deres første missionsrejse, sagde han til dem: "Når I går af sted, da forkynd dette budskab: Himlens rige er kommet nær! Helbred syge opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder! For intet har I fået det, for intet skal I give det." (Matt 10,7-8) Til de 70, som han senere sendte ud, sagde han: "Hvor I kommer ind i en stad,.... helbred de syge, som deri er, og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer" (Luk 10,8-9) Kristus var nærværende hos dem med sin kraft, og "de halvfjerdsindstyve kom igen med glæde og sagde: Herre! også djævlene er os underdanige i dit navn." (Luk 10,17) ret

(143)   Efter Kristi himmelfart blev dette værk fortsat; det, som havde fundet sted under hans virksomhed, gentog sig: "Fra de omliggende stæder kom en mængde til Jerusalem og bragte syge til dem, som var plagede af urene ånder, hvilke alle blev helbredte." (Apg 5,16) Disciplene "gik ud, og prædikede alle vegne, og Herren arbejde med". (Mark 16,20) Fillip kom til Samarias stad, og prædikede Kristus for dem. Og folket gav agt på det, som blev sagt af Fillip. Thi af mange, som havde urene ånder, fór de ud, råbende med høj røst; men mange lamme og halte blev helbredte. Og det blev til en stor glæde i denne stad." (Apg 8,5-8) ret

(144)   Lukas, forfatteren af det evangelium, som bærer hans navn var en missionslæge. I den hellige skrift kaldtes han "lægen Lukas den elskede." (Kol 4,14) Apostelen Paulus hørte om hans dygtighed som læge og opsøgte ham som en, til hvem Herren havde betroet en særskilt gerning. Han sikrede sig hans medarbejderskab, og i nogen tid ledsagede Lukas ham på hans rejser fra sted til sted. Efter en tids forløb efterlod Paulus Lukas i Filippi i Makedonien. Her vedblev han at virke i flere år både som læge og som en evangeliets forkynder. I sin virksomhed som læge plejede han de syge og bad om, at Guds helbredende kraft måtte hvile over dem. Således blev vejen åbnet for evangeliets forkyndelse. Hans held som læge skaffede ham mange anledninger til at forkynde Kristus blandt hedningerne. Men at forkynde evangeliet indbefatter helbredelse af legemlig sygdom. Legemlig helbredelse er knyttet til den evangeliske virksomhed. I den evangeliske gerning må undervisningens og helbredelsens værk aldrig skilles ad. ret

(145)   Disciplenes opgave var at sprede kundskaben om evangeliet. Dem var det arbejde givet at prædike i alverden det glade budskab, som Kristus bragte til menneskerne. Dette arbejde udførte de for folket på deres tid. I løbet af et eneste slægtled blev evangeliet forkyndt for ethvert folk på jorden. ret

(145)   Evangeliets forkyndelse i verden er den gerning, som Gud har givet dem, der bærer hans navn. Evangeliet er det eneste middel mod den synd og elendighed, som findes på jorden. At kundgøre for alle mennesker budskabet om Guds nåde er den første opgave, som påhviler dem, der kender dets helbredende kraft. ret

(146)   Da Kristus udsendte disciplene for at forkynde evangeliet, var troen på Gud og hans ord næsten forsvundet fra jorden. Blandt jødefolket, som gav sig ud for at have kundskab om Jehova, var hans ord blevet trængt til side af overleveringer og menneskelige grublerier. Egenkærlig ærgerrighed, trang til at gøre sig bemærket og lyst til vinding opslugte menneskernes tanker. Ligesom ærbødighed for Gud forsvandt, således forsvandt også medlidenhed med mennesker. Egenkærlighed herskede, og Satan fik sin vilje gennemført ved at bringe menneskeslægten i elendighed og forfald. ret

(146)   Sataniske kræfter tog menneskerne i besiddelse. Menneskene s legemer, som var bestemte til at være en bolig for Gud, blev til et opholdssted for djævle. Deres sanser, nerver og organer blev benyttede af overnaturlige kræfter i tilfredsstillelsen af de laveste lyster, og deres ansigter gav genskin af de ondskabens legioner, som havde besat menneskerne. ret

(146)   Hvordan er tilstanden i verden i vor tid? Er ikke troen på Bibelen lige så ødelagt af vor tids ligegyldighed, hykleri og overleveringer som på Kristi tid? Har ikke begærlighed, ærgerrighed og trang til forlystelse lige så kraftigt fat på menneske hjertet nu, som tilfældet var den gang? Hvor få i den såkaldte kristne verden, ja selv i de såkaldte kristne samfund, ledes af kristelige grundsætninger! Hvor få gør Kristi lære til en rettesnor i deres forretning, i det sociale liv, i familielivet, ja selv i religiøse kredse! Er det ikke sandt, at "retfærdighed står langt borte,.... og den, som viger fra det onde, bliver et rov"? (Es 59,14-15) ret

(146)   Vi lever midt i en verden hvor der foregår de frygteligste forbrydelser som tænkende, gudfrygtige mennesker alle vegne står forfærdede over for. Den råddenskab, som findes, formår intet menneske at bortskaffe. Hver dag bringer nye åbenbarelser om politisk strid, bestikkelse og svig; hver dag bringer sin hjerteskærende beretning om lovløshed og vold, om ligegyldighed overfor menneskelig lidelse, om brutal, djævelsk ødelæggelse af menneskeliv; hver dag bærer vidnesbyrd om, hvorledes sindssyge, mord og selvmord tiltager. Hvem kan betvivle, at sataniske kræfter med stadig tiltagende voldsomhed arbejder iblandt menneskerne for at forvirre og fordærve sindet og besmitte og ødelægge legemet? ret

(147)   Og medens verden er fuld af disse onder, bliver evangeliet ofte fremlagt på en så slap og ligegyldig måde, at det kun gør ringe indtryk på menneskernes samvittighed eller liv. Alle vegne findes hjerter, som råber efter noget, de ikke har; de længes efter en kraft, som vil give dem herredømme over synd, en kraft, som vil befri dem fra det ondes trældom, en kraft, som vil give sundhed, liv og fred. Mange, som engang kendte Guds ords kraft, har så længe dvælet der, hvor Gud ikke erkendes, at de længdes efter Guds nærværelse. ret

(147)   Verden behøver i vor tid det samme, som den behøvede for nitten hundrede år siden: en åbenbarelse af Kristus. Et stort reformarbejde er påkrævet, og det er kun gennem Kristi nåde, at legemlig, sjælelig og åndelig genoprettelse kan finde sted. Alene ved af følge den fremgangsmåde, som Kristus brugte, vil man have virkelig held til at nå folket. Frelseren omgik menneskerne som den der ville deres bedste. Han vidste dem sympati, hjalp dem i deres behov og vandt deres tillid. Derpå bød han dem "Følg mig!" ret

(147)   Man må komme folket nær ved personlig bestræbelse. Dersom mindre tid blev anvendt til prædiken og mere til personligt arbejde, så ville man se større resultater. De fattige skal hjælpes, de syge tilses, de sørgende og de, som har lidt tab, skal trøstes, de uvidende oplyses, og de uerfarne vejledes. Vi skal græde med de grædende og glæde os med de glade. Et sådant arbejde, ledsaget af overbevisningens, bønnens og Guds kærligheds kraft, vil ikke og kan ikke blive uden frygt. ret

(148)   Vi bør huske på, at hensigten med lægemission er at vise syge hen til Frelseren på Golgatha, til ham, som bærer verdens synd. Ved at beskue ham vil de forvandles efter hans billede. Vi skal opmuntre de syge og lidende til at se hen til Jesus og leve. Lad missionsarbejderen altid holde Kristus, den store læge, frem for dem, hvem legemlig og sjælelig sygdom har berøvet modet. Vis dem hen til ham som kan helbrede både legemlig og åndelige sygdom. Fortæl dem om ham, som har medlidenhed med dem i deres svagheder. Opmuntre dem til at stille sig selv under hans omsorg, som gav sit liv for at gøre det muligt for dem at opnå evigt liv. Fortæl om hans kærlighed; fortæl om hans magt til at frelse. ret

(148)   Dette er missionslægens høje og dyrebare ret; og personlig bestræbelse vil tit berede vejen, så at dette arbejde kan gøres. Gud påvirker ofte menneskernes hjerter gennem vore bestræbelser for at afhjælpe legemlig lidelse. Lægemissionsvirksomheden er den evangeliske virksomheds forberedelsesarbejde. I ordets forkyndelse og i lægemission skal evangeliet fremholdes og efterleves. ret

(148)   Næsten på ethvert sted findes der et stort antal mennesker, som ikke vil høre Guds ords forkyndelse eller overvære et religiøst møde. Hvis evangeliet skal nå disse mennesker, må det bringes til dem i deres hjem. Lindring af deres legemlige lidelser er ofte det eneste middel, gennem hvilket de kan nås. Den troende, som plejer de syge og afhjælper de fattiges nød, vil finde mange lejligheder til at bede med dem, læse Guds ord og tale til dem om Frelseren. De kan bede for de hjælpeløse, der ikke besidder kraft til at modstå de lyster, som lidenskaberne har fordærvet. De kan bringe en håbets stråle til de faldne og forsagte. Deres kærlighed, åbenbaret i uegennyttig handling, vil gøre det lettere for disse lidende at tro på Kristi kærlighed. ret

(148)   Mange har ingen tro på Gud og har tabt al tillid til mennesker, men påskønne hjælpsomhed og venlige handlinger. Når de ser en, som uden nogen tanke om menneskelig ros eller belønning kommer til deres hjem og tager sig af de syge, bespiser du hungrige, klæder de nøgne, trøster de bedrøvede og med mildhed viser alle hen til hans kærlighed og medynk, hvis sendebud vedkommende er når de ser dette, så rør de deres hjerter. Taknemmeligheden kommer til syne, og troens flamme tændes. De ser, at Gud har omsorg for dem, og de er rede til at høre, når hans ord bliver læst. ret

(149)   I fremmede lande såvel som hjemme vil alle, både mænd og kvinder, der virker i missionen, langt lettere kunne skaffe sig adgang til folket og vil kunne udrette langt mere, hvis de er i stand til at hjælpe de syge. Kvinder der rejser som missionsarbejdere til hedningelande, kan således finde lejlighed til at bringe evangeliet til kvinderne i fjerne egne, når enhver anden dør er lukket. Alle, som virker i evangeliets tjeneste, bør forstå at give de enkle behandlinger, der i så høj grad kan lindre smerte og fjerne sygdom. ret

(150)   De, som virker i missionen, burde også kunne give undervisning angående sundhedsmæssig levevis. Overalt møder man sygdom, og størstedelen af denne kunne forebygges, om man gav agt på sundhedslovende. Folk må lære at kende forholdet mellem sundhedsprincipperne og deres eget vel både i dette liv og i det tilkommende. De trænger til at vågne op og forstå, at de er ansvarlige for den bolig, deres Skaber har beredt til sit tempel, og over hvilken han ønsker, at de skal være tro husholdere. De trænger til at få en rigtig forståelse af den sandhed, som er åbenbaret i den hellige Skrift: ret

(150)   "I er..... den levende Guds tempel, ligesom Gud siger: Jeg vil bo i dem og vandre med, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mig et folk." (2Kor 6,16) Tusinde af mennesker trænger til at og ville med glæde modtage undervisning om, hvorledes de syge kan behandles efter lette, ligefremme metoder, som begynder at træde i stedet for brugen af giftige medikamenter. Der er stor behov for undervisning angående en diætetisk reform. Fejlagtige spisevaner tilligemed brugen af usund føde bærer ikke i ringe grad ansvaret for den drukkenskab, forbrydelse og elendighed, som verden lider under. ret

(150)   Når man underviser andre om sundhedsprincipperne, bør man altid have øjne åbne for den store hensigt med reformen og huske på, at reformens formål er at muliggøre den højeste udvikling af legeme, sjæl og ånd. Man bør fremholde, at naturlovene, som er Guds love, er givet for vort bedste, og at lydighed mod dem befordrer lykke i dette liv og udgør et led i forberedelsen for det tilkommende. ret

(150)   Lær folket at begrunde Guds kærlighed og visdom, således som den åbenbares i naturen. Led dem til at studere menneskelegemets vidunderlige bygning og de love, hvorefter det styres. De som ser beviserne på Guds kærlighed og forstår noget af den visdom og godhed, som kommer til syne i hans love, samt følgerne af ulydighed, vil komme til at se deres skyldighed og forpligtelser fra et helt andet synspunkt. I stedet for at betragte overholdelsen af sundhedslovende som opofrelse eller selvfornægtelse vil de betragte den for, hvad den virkelig er: en uvurderlig velsignelse. ret

(151)   Enhver missionsarbejder bør føle, at det at give undervisning om grundsætningerne for en sundhedsmæssig levevis er en del af hans beskikkede hverv. Der er stor trang til at et sådant arbejde, og verden venter på, at det skal blive udført. ret

(151)   Der er alle vegne en tilbøjelighed til at lede organiseret virksomhed træde i stedet for personlig bestræbelse. Menneskelig visdom arbejder hen imod forening og sammenslutning, hen imod at bygge store kirker og oprette store anstalter. Masser af mennesker overlader alt godgørenhedsarbejde til anstalter og organisationer; de unddrager sig fra at komme i berøring med verden, og deres hjerter bliver kolde; de fortabes i egne interesser og bliver uimodtagelige for indtryk. Kærlighed til Gud og mennesker uddør i deres sjæl. ret

(151)   Kristus gav sine efterfølgere et personligt arbejde at udføre, et arbejde, som ikke kan overlades til andre. At hjælpe de syge og fattige og bringe evangeliet til de fortabte må ikke overlades til udvalg eller godgørenheds foreninger alene. Personligt ansvar personlig bestræbelse, personlig opofrelse er, hvad evangeliet kræver. ret

(151)   Kristi befaling er: "Gå ud på vejene og stræderne og indbyd dem til at komme ind, for at mit hus kan blive fuldt!" (Luk 14,23) Han bringer menneskerne i berøring med dem, som de ønsker at hjælpe. Lad "de elendige og omvandrende komme i dit hus," siger han. Når du ser en nøgen, at du da så klæder ham." "På de syge skal de skal de lægge hænder, og de skal helbredes." (Es 58,7; Mark 16,18) Det er ved direkte berøring, ved personligt arbejde, at andre skal blive delagtiggjorde i evangeliets sandheder. ret

(152)   Da Gud fordum gav sit folk lys, virkede han ikke udelukkende gennem nogen enkelt klasse af mennesker. Daniel var en fyrste af Juda stamme; Esajas var også af kongelig æt; David var en hyrdedreng, Amos var en hyrde, Zakarias en fange fra Babylon, Elisa dyrkede jorden. Som sine repræsentanter oprejste Herren profeter og fyrster, høje og lave overlod dem sandheder, som skulle forkyndes for verden. ret

(152)   Til enhver, som bliver delagtig i han nåde, giver Herren et arbejde for andre. Hver især må stå på vor plads og sige: "Her er jeg, send mig!" (Es 6,8) Ansvaret hviler på alle på Guds ords forkyndere, på den troende sygeplejer og sygeplejerske, på den kristne læge og den enkelte kristne, hvad enten han er købmand eller bonde, embedsmand eller håndværker. Vort arbejde er at åbenbare for menneskerne det glade budskab om frelse. Ethvert foretagende, vi giver os af med, bør have dette som sit endelige mål. ret

(152)   De, som tager fat på deres beskikkede arbejde, vil ikke alene blive til velsignelse for andre; de vil også selv høste velsignelse. Bevidstheden om vel udførte pligter vil virke tilbage på deres egen sjæl. De forsagte vil glemme deres forsagthed, de svage vil blive styrkede, de uvidende vil få forstand og finde en aldrig svigtende hjælper i ham, som kaldte dem. ret

(152)   Kristi menighed er oprettet for at tjene; dens feltråb er: til tjeneste. Dens medlemmer er soldater, der uddannes til striden under deres saliggørelsens fyrste. Kristne prædikanter, læger og lærere har et mere vidtomfattende arbejde, end mange har forstået. De skal ikke alene tjene folket, men også lære folket at tjene. De bør ikke alene undervise om rigtige grundsætninger, men også oplære deres tilhørere til at meddele disse grundsætninger til andre. En sandhed, som ikke efterleves, som ikke meddeles, mister sin livgivende og helbredende kraft. Dens velsignelse kan man kun beholde ved at dele dem med andre. ret

(153)   Vort arbejde for Gud trænger til at befries for sin ensformighed. Ethvert medlem i menigheden bør beskæftige sig med et eller andet arbejde i Herrens tjeneste. Nogle kan ikke gøre så meget som andre; men enhver burde gøre sit yderste for at hæmme den sygdommens og elendighedens bølge, som skyller hen over verden. Mange ville gerne, hvis de blot fik at vide, hvorledes de skulle begynde. De behøver undervisning og opmuntring. ret

(153)   Enhver menighed bør være en skole for missionsarbejdere. Dens medlemmer burde være oplæres til at holde bibellæsninger, at forstå og undervise en klasse i sabbatskolen, lære, hvorledes man bedst kan hjælpe de fattige og syge, og hvorledes man kan virke for de uomvendte. Der bør holdes sundheds og kogeskoler og gives undervisning i forskellige grene af kristeligt godgørenhedsarbejde. Der bør ikke alene undervises, men udføres virksomt arbejde under erfarende læreres ledelse. Lad lærerne gå foran i arbejdet blandt folk, så vil andre, der forener sig med dem, lærer af deres eksempel. Eksemplet er mere værd end mange bud og befalinger. ret

(153)   Lad alle udvise deres legemlige og åndelige evner og kræfter til det yderste, for at de kan virke for Gud på det sted, hvor han ved sit forsyn måtte kalde dem til arbejde. Den samme nåde, som Kristus skænkede Paulus og Apollus, og som gjorde, at de udmærkede sig i åndelig henseende, vil endnu i vore dage blive givet til gudhengivne missionsarbejdere. Gud ønsker, at hans børn skal have forstand og kundskab, så at hans herlighed med utvetydig klarhed må kunne åbenbares for verden. ret

(154)   Uddannede, gudhengivne arbejdere kan gøre tjeneste på flere forskellige måder og udføre et langt mere omfattende arbejde end de, som mangler uddannelse. Deres udviklede åndsevner giver dem fortrin. Men også de, der hverken har store talenter eller omfattende kundskaber, kan udføre et godt arbejde for andre. Gud vil bruge de mennesker, som er villige til at lade sig bruge. Det er ikke altid det arbejde, som udføres af de mest begavede og talentfulde, der bærer de største og varigste frugter. Der trænges til mænd og kvinder, som har modtaget et budskab fra himlen. De bedste er dem som, efterkommer Kristi indbydelse: "Tag mit åg på jer, og lær af mig" (Matt 11,29) ret

(154)   Der trænges til sådanne, som af hjertet er missionsarbejdere. Den, hvis hjerte Gud berører, fyldes med en stærk længsel efter at hjælpe dem, som aldrig har kendt Guds kærlighed. Deres tilstand smerter ham selv. Med livet i sin hånd går han ud som et inspireret sendebud fra Herren for at udføre et arbejde, hvori engle kan tage del. ret

(154)   Hvis de, til hvem Gud har betroet store åndelige talenter, gør en egenkærlig brug af disse, så vil de efter en prøvetid blive overladt til at gå deres egne veje. Gud vil tage sådanne mennesker, som ikke syndes at være så godt udrustede, og som ikke har stor selvtillid; han vil gøre de svage stærke, fordi de stoler på, at han vil gøre det for dem, som de ikke selv kan gøre. Gud vil antage en helhjertet tjeneste og selv vil han opveje manglerne. ret

(154)   Herren har ofte valgt til sine medarbejdere sådanne, som kun har haft lejlighed til at få en mangelfuld skoleuddannelse. Disse mennesker har gjort den flittigste brug af deres evner, og Herren har belønnet deres troskab i hans gerning, deres flid og deres kundskabstørst. Han har været vidne til deres tårer og har hørt deres bønner. Ligesom hans velsignelser kom til de fangne ved det babyloniske hof, således giver han også visdom og kundskab til sine arbejdere i vore dage. ret

(155)   Mænd, som har stået tilbage i skoleuddannelse, og som kommer fra de uansete i samfundet, har ved Kristi nåde undertiden haft en vidunderlig fremgang i at vinde sjæle for ham. Hemmeligheden ved deres fremgang lå i deres tillid til Gud. De lærte daglig af ham, som er underfuld i råd og mægtig i kraft. ret

(155)   Sådanne arbejdere bør opmuntres. Herren bringer dem i forbindelse med sådanne, som besidder mere udpræget dygtighed, for at udfylde de mangler, som andre ikke udfylder. Deres evne til hurtigt at se, hvad der bør gøres, deres villighed til at hjælpe dem, som er i nød, og deres venlige ord og handlinger skaber dem lejligheder til at gøre nytte, hvor ellers intet ville kunne udrettes. De kommer i nær berøring med dem, som er i besværlighed, og deres ords overbevisende indflydelse har magt til at drage mange frygtsomme sjæle til Gud. Deres arbejde viser, hvad tusinde af andre kunne gøre, hvis de bare ville. ret

(155)   Intet vil således vække en selvopofrende nidkærhed og højne og styrke karakteren som det at virke for andre. Mange såkaldte Kristne, som vil forene sig med menigheden, tænker kun på sig selv; de ønsker at nyde de fordele, som samkvemmet med menigheden og prædikantens arbejde vil give dem. De bliver medlemmer af store, frodige menigheder og nøjes med kun at gøre ubetydeligt for andre. På denne måde berøver de sig selv de dyrebareste velsignelser. Mange ville gavnes i høj grad ved at opofre deres behagelige omgangskreds, der kun avler til magelighed. De trænger til at komme derhen, hvor deres evner og kræfter kan komme til anvendelse i kristelig virksomhed, og hvor de kan lære at bære ansvar. ret

(155)   Træer, som står nær sammen, skyder ikke en sund og kraftig vækst. Gartneren omplanter dem, for at de kan få plads til at udvikle sig. En lignende fremgangsmåde ville gavne mange af medlemmerne i store menigheder. De behøver at stilles der, hvor deres evner og kræfter vil komme i virksomhed ved udførelsen af missionsarbejde. De taber deres åndelige liv og bliver forkrøblede og uduelige af mangel på selvopofrelse for andre. Blev de forflyttet til en anden missionsmark, ville de få en sund og kraftig udvikling. ret

(156)   Men ingen behøver at vente, til han kaldes til en fjern missionsmark, før han begynder at hjælpe andre. Alle vegne gives der anledning; overalt omkring os findes sådanne, som behøver hjælp. Enker, forældreløse, syge og døende, bedrøvede, mismodige, uvidende og hjemløse findes på ethvert sted. ret

(156)   Vi bør føle det som en særlig pligt at virke for dem, der lever i vor nærhed. Tænk på, hvorledes I bedst kan hjælpe dem, som ikke har nogen interesse for religion. Når I besøger jeres venner og naboer, så vis dem, at I har interesse for deres åndelige såvel som for deres timelige vel. Tal til dem om Kristus som Frelseren, der forlader synd. Indbyd naboerne til deres hjem og læs bibelens dyrebare ord og andre bøger, som forklarer de bibelske sandheder. Indbyd dem til at tage del med jer i sang og bøn. I sådanne små sammenkomster vil Kristus selv være til stede, således som han har lovet, og Hjerter vil blive berørte af hans nåde. ret

(156)   Menighedens medlemmer skulle lære sig til at udføre sådant arbejde. Dette er lige så vigtigt som at frelse de sjæle, der sidder i mørke i fremmede lande. Medens nogle føler en byrde for sjæle i fjerne egne, så lad de mange, som er hjemme føle en byrde for de dyrekøbte sjæle, som er i deres nærhed, og arbejde lige så flittigt for deres frelse. ret

(156)   Mange beklager, at de lever et tomt liv. De kan selv gøre deres liv mere virksomt og mere indflydelsesrigt, hvis de bare vil. De, som elsker Kristus af hele hjerte, sjæl og sind og deres næste som sig selv, har et stort felt, hvor de kan gøre brug af deres evner og indflydelse. ret

(157)   Lad ingen gå de små anledninger forbi for at søge efter større. I kan måske med held udføre den ringe gerning, medens et forsøg på at gøre det store fuldstændig ville mislykkedes og I bliver mismodige. Det er ved at gøre på allerbedste måde det, som er for hånden, at I bliver skikkede til at udføre større arbejde. Når så mange visner hen og bliver uden frugt, så skyldes det, at de ringeagter de lejligheder, som daglig byder sig, og forsømmer de småting, som ligger lige ved hånden. ret

(157)   Stol ikke på menneskelig hjælp; se op over menneskerne og hen til ham, som Gud gav til at bære vor kummer og vor sorg og til at skaffe os, hvad vi behøver. Tag Gud på hans ord og gør en begyndelse, hvor som helst I finder et arbejde, der skal gøres, og gå fremad med urokkelig tro. Det er troen på Kristi nærværelse, som giver bestemthed og udholdenhed. ret

(157)   På steder, hvor forholdende er så vanskelige og nedslående, at mange er uvillige til at rejse dertil for at virke, er der undertiden indtrådt mærkelige forandringer ved selvopofrende missionsarbejderes bestræbelser. Tålmodigt og ihærdigt har de virket, stolede, ikke på menneskelig kraft, men på Gud, og hans nåde har stået dem bi. Det gode, der således er blevet udrettet, vil aldrig blive åbenbaret her i verden, men herlige resultater vil vise sig i evigheden fremover. ret

(158)   På mange steder kan selvunderholdende missonsarbejdere virke med held. Det var som selvunderholdende missionærer, at apostelen Paulus virkede for at sprede kundskaben om Kristus verden over. Medens han dagligt forkyndte evangeliet i de store byer i Asien og Europa, arbejde han med sit håndværk for at underholde sig selv og sine medarbejdere. Hans afskedsord til de ældste fra Efesus viser hans arbejdsmetode og indeholder en dyrebar lærdom for enhver missionsarbejder: ret

(158)   "I ved," sagde han, "hvorledes jeg har været hos jer den hele tid igennem,... hvorledes jeg har intet forholdet af det, som kunne være nyttigt, at jeg jo forkyndte jer det og lærte jer offentlig og i jeres egne huse... Jeg har ikke begæret nogens sølv eller guld eller klædebon. Men I ved selv, at disse hænder har tjent for min egen underhold og for dem, som er med mig. Jeg viste jer i alle ting, at det bør forstås at arbejde og komme de skrøbelige til hjælp, og at ihukomme den Herre Jesu ord, hvorledes han selv har sagt: Saligt er det at give, hellere end at tage." (Apg 20,18-35) ret

(158)   Mange kunne endnu udføre et godt arbejde på lignende måde, dersom de ejede dem samme selvfornægtelsens ånd. Lad to eller flere i forening påbegynde evangelisk virksomhed. Lad dem besøge folk, bede, synge, undervise, udlægge skriften og hjælpe de syge. Nogle kan underholde sig ved bogsalg, andre kan som apostelen udføre et eller andet håndværk eller noget andet arbejde. Idet de således arbejder, føler deres hjælpeløshed, men i ydmyghed forlade sig på Gud, sår de en velsignet erfaring. Den Herre Jesus går foran dem, og de vil finde yndest og bistand blandt de rige og fattige. ret

(159)   De, som er blevet uddannede til at virke i lægemissionen i fremmede lande, bør opmuntres til ufortøvet at rejse til det sted, hvor det forventes, at de skal arbejde, og begynde og virke blandt folket og herunder lære sproget. De vil da meget snart være i stand til at fremholde Guds ords enkle sandheder. ret

(159)   Overalt i verden er der brug for sådanne barmhjertige budbærere. Der er brug for kristne familier, som vil rejse til steder, hvor der er mørke og vildfarelse, eller drage til fremmede missionsmarker og blive bekendte med deres medmenneskers trang og virke for Herrens sag. Hvis sådanne familier ville nedsætte sig på mørke steder, hvor folket er indhyllet i åndelige mørke, og lade lyset fra Kristi liv skinne igennem dem hvilket ædelt arbejde der så kunne blive udført! ret

(159)   Dette arbejde kræver selvopofrelse. Medens mange venter på, at enhver hindring skal fjernes, bliver den gerning ugjort, som de skulle have udført, og skarer af mennesker dør uden håb og uden Gud. Nogle vover sig hen til ubeboede egne og tåler med glæde opofrelse og vanskeligheder for at samle penge eller i videnskabelige interesser; Men hvor få de er, som for deres med menneskers skyld er villige til med deres familier at flytte hen til egne, der trænger til evangeliet! ret

(160)   At nå folket, hvor de er, og hvad deres stilling og forhold end er, og hjælpe dem på enhver mulig måde dette er sand kristelig virksomhed. Ved sådanne bestræbelser kan man vinde hjerterne og finde udgang til sjælene, der går på fortabelsens vej. ret

(160)   I al jeres arbejde må I huske på, at I er forenede med Kristus og udgør en del af den store frelses plan. Kristi kærlighed må gennemstrømme jeres liv som en lægende, livgivende strøm. Når I søger at fremholde Kristi kærlighed for andre, så lad jeres sømmelige taler, jeres ugennyttige tjeneste og jeres behagelige optræden være vidnesbyrd om hans nådes magt. Fremstil ham for Herren så ren og retfærdig, at menneskerne må se hans skønhed. ret

(160)   Det gavner kun lidt at forsøge på at fremkalde en forandring hos andre ved at angribe det, som vi måtte anse for fejlagtige vaner. Sådanne bestræbelser udretter ofte mere ondt end godt. Da Kristus talte med den samaritanske kvinde, gav han sig ikke til at tale nedsættende om Jacobs brønd, men fremholdt noget, som var bedre: "Dersom du kendte Guds gave," sagde han, "og hvem den er, som siger til dig: Giv mig at drikke, da bad du ham, og han gav dig levende vand." (Joh 4,10) Han ledte samtalen ind på den skat, som han havde at give, og tilbød kvinden noget bedre, end hvad hun ejede, nemlig levende vand, evangeliets glæde og håb. ret

(160)   Dette er en fremstilling af den måde, hvorpå vil skal virke. Vi må byde menneskerne noget bedre end det, de har, nemlig Kristi fred, som overgår al forstand. Vi må tale til den om Guds hellige lov, som er udtrykket for hans karakter og fremstilling af, hvad han ønsker, at de skal blive. Vis dem, hvor uendelig langt himlens herlighed overtrækker verdens flygtige glæder og fornøjelser. Tal til dem om den frihed og den hvile, man kan finde hos frelseren. Han siger: "Den som drikker af det vand, som jeg vil give ham, skal til evig tid ikke tørste." (Joh 4,14) ret

(161)   Fremhold Jesus, sigende: "Se det Guds lam, som bærer verdens synd!" (Joh 1,29) Han alene kan stille hjertets behov og give sjælens fred. De, som arbejder for gennemførelsen af en reform, bør være de venligste og høfligste af alle mennesker. I deres liv bør man kunne se ypperligheden af uegennyttig dåd. Den, som udviser mangel på høflighed, som viser utålmodighed overfor de uvidende eller genstridige, som taler heftigt eller handler ubetænksomt, kan støde andre bort, således at han siden aldrig kan nå dem. ret

(161)   Når I søger at redde menneskerne fra vildfarelse, så lad ordene falde mildt, ligesom duggen og regnen falder på den visnende plante. Gud ønsker først af alt, at hjertet skal påvirkes. Vi må tale sandheden i kærlighed, stole på, at Gud vil give den kraft til at forvandle livet. Helligånden vil indtrykke på sjælen det ord, som bliver talt i kærlighed. ret

(161)   Vi er af naturen indskrænkede og stivsindede; men når vi lærer det, som Kristus ønsker at lære os, så bliver vi delagtige i hans natur og lever siden efter hans liv. Kristi underfulde eksempel, den uforsonlige ømhed, hvorved han satte sig ind i andres følelser, således at han græd med de grædende og glædede sig med de glade, vil udøve en mægtig indflydelse på karakteren hos dem, som vil følge ham i oprigtighed. Ved venlige ord og handlinger vil de søge at gøre vejen let for den trætte fod. ret

(162)   "Herren, Herren har givet mig en tunge med lærdom," "At vide at tale i tide et ord med en træt." (Es 50,4) Overalt omkring os findes der bedrøvede sjæle. Lad os opsøge disse lidende mennesker og tale et ord i rette tid for at vederkvæge deres hjerter. Lad os være redskaber i Guds hånd, hvor igennem han kan lade medlidenhedens vedderkvægende vand flyde til dem. ret

(162)   I al vor omgang bør vi huske på, at der i andres erfaringer kan være afsnit, som er skjulte for dødelige menneskers blik. På erindringernes blade findes optegnet triste beretninger, som omhyggelig holdes skjulte for nysgerrige blikke. På disse blade findes beretninger om lange, hårde kampe under prøvede omstændigheder måske besværligheder i familielivet, som dag efter dag svækker vedkommendes mod, tillid og tro. De, som udkæmper livets kampe under ugunstige forhold, kan styrkes og opmuntres ved små opmærksomheder, der alene koster en kærlig bestræbelse. For sådanne er en trofast vens kraftige velvillige håndtryk mere værd end guld og sølv. Venlige ord er lige så kærkomne som englenes smil. ret

(162)   Det er skarer af mennesker, som må kæmpe med fattigdom, som er tvunget til at arbejde for en ringe løn, og som kun kan tilvejebringe det alder nødvendigste til livets ophold. Slid og savn, uden håb om noget bedre, gør deres byrde meget tung. Når der udover kommer smerte og sygdom, så bliver byrden næsten uudholdelig. Undertrykte og udslidte som de er, ved de ikke, hvor de skal vende sig hen for at få hjælp. Vis dem sympati i deres prøver, deres sorger og skuffelser. Dette vil gøre det muligt for dig at hjælpe dem. Tal til dem om Guds Forjættelser, bed for dem og med dem og søg at indgyde dem nyt håb. ret

(162)   Ord, der bringer glæde og opmuntring, når sjælen er syg og modet ringe sådanne ord betragter Frelseren, som om de blev talt til ham. Når man søger at opmuntre andre, så lægger de himmelske engle med glad påskønnelse mærke der til. ret

(163)   Herren har til alle tider søgt at vække i menneskernes sjæl en forståelse af deres guddommelige broderskab. Bliv hans medarbejdere! Medens mistillid og splittelse trænger sig ind blandt menneskerne, bør Kristi disciple bevare den ånd, som råder i himlen. ret

(163)   Tal, som han ville tale; handle, som han ville handle. Åbenbar hele tiden hans ynde; åbenbar den rigdom af kærlighed, som ligger til grund for alle hans lærdomme og alle hans handlinger med menneskerne. Den ringeste arbejder kan ved samkvem med Kristus berøre strenge, hvis toner vil lyde til jordens ende og klinge igennem alle evigheder. ret

(163)   Himmelske kræfter venter på at samarbejde med menneskelige redskaber, for at disse kan åbenbare for verden, hvad menneskerne kan blive til, og hvad der ved forening med det guddommelige kan udrettes for at frelse sjæle, der er ved at fortabes. Der er ingen grænse for, hvor meget den kan udrette, der sætter sit eget jeg til side, giver den Helligånd plads til at virke på hans hjerte og vier sit liv fuldstændig til Gud. Alle, som giver sig selv med legeme, sjæl og ånd til hans tjeneste, vil stadig modtage en ny forsyning af legemlig, sjælelig og åndelige kraft. Himlens uudtømmelige skatte står til deres rådighed. Kristus giver dem sin egen Ånd, sit eget liv. Den Helligånd virker på det kraftigste i sind og hjerte. Ved den nåde, som er os givet, kan vi vinde sjæle, som i betragtning af vore egne fejlagtige og forudfattede meninger, karaktermangler og vor ringe tro syndes uopnåelige. ret

(163)   Enhver, som giver sig selv til Herrens tjeneste uden noget forbehold, giver han magt til at opnå ubegrænsede resultater. For sådanne vil Gud gøre store ting. Han vil virke på menneskernes sind, så at man allerede her i verden i deres liv vil kunne se en opfyldelse af forjættelsen om tilstanden fremover. ret

(164)   "Ørknen og de tørre steder skal glæde sig, Og den øde mark skal fryde sig og blomstre som en rose. Den skal blomstre frodigt, den skal juble og synge med fryd. Libanons herlighed er givet den, Karmels og Sarons pragt; De skal se Herrens herlighed, vor Guds pragt. Styrk de afmægtige hænder, og giv de snublende knæ kraft. Sig til de mistrøstige af hjerte: vær frimodige, frygt ikke! Se, eders Gud!..... Da skal de blindes øjne åbnes, og de døves øren oplades. Da skal den halte springe som hjort, og den stummes tunge synge med fryd; thi vande bryder frem i ørknen, og bække på den øde mark. Og den glødende sandørk skal blive til sø, og det tørstige sted til vandkilder... Og en banet sti og vej skal være der, en vej, som skal kaldes helligdommens; ingen uren skal gå ad den, men den skal være for dem selv; de som vandrer på denne vej, endog enfoldige, skal ikke fare vild. Ingen løve skal være der, og intet rovdyr, kommer derop eller findes der; men de genfødte skal vandre der. Og Herrens forløste skal komme tilbage, og komme til Zion med frydesang, og evig glæde skal være over deres hoved; og sorg og suk skal fly." (Es 35,1-10) ret

næste kapitel