(9) Brødre i ansvarlige stillinger, I er i fare. Jeg løfter min røst i advarsel. Pas på. Hvis I ikke er på vagt, og holder jeres klæder uplettede for verden, vil Satan stå som jeres hærfører. Nu er der ingen tid til at skjule jeres farver, ingen tid til at blive forrædere, når slaget presses til det smertelige. Der er ikke tid til at ligge ned og skjule vore våben, og give Satan fordel i krigen. Vagtfolk på Zions mure må være lysvågen. Kald ikke på jeres med-vagtfolk med søvnige vendinger: »Morgen kommer, og også natten.« Svares der ikke, så vid at vagtfolkene er upålidelige. Det er ikke tid til at slappe af for vor møje, og blive tamme og åndsløse; ingen tid til at skjule vort lys under en skæppe, eller sige glatte ting, og at bedrage profetien. Nej, nej; der er ikke plads til sovende vagtfolk på Zions mure. Alle kræfter skal helt og fuldt til for Gud. Fasthold jeres loyalitet, frembær vidnesbyrd for Gud og for sandhed. Væn jer ikke bort på grund af de antydninger verden kunne give. Vi må ikke gå på kompromis. Der er et levende spørgsmål, som ligger foran os, som vil være af vital betydning for Guds restfolk, og for afslutningen af denne Jords historie; for her involverer de evige interesser. Vi skal hele tiden se på Herren Jesus Kristus, vor frelses Hærfører. Alt hvad Jesus sagde på jorden, blev gjort med et enkelt øje på sin Faders herlighed. Han siger: »Gør således, som Faderen har befalet mig: så stå nu op, lad os gå herfra!« »Dette bud fik jeg af min Fader.« Alt hvad han gjorde, var at udvirke sin Faders vilje, så at hans liv på jorden var en manifestation af den guddommelige fuldkommehed. Den guddommelige union med menneskene i Kristus, skulle åbenbare Guds hensigt for os, at bringe mennesker i tæt kontakt med ham selv. Vi har ikke mulighed for at være lykkelige uden ham. ret
(10) Det oprindelige frafald begyndte med vantro og fornægtelse af sandheden. Vi skal fæstne troens øjne helt på Jesus. Når dagene kommer, som de med sikkerhed gør, hvor Guds lov vil sættes ud af kraft, skal sand iver og loyalitet hæve sig op i nødens stund; og skal være mere varm og afgjort, og deres vidnesbyrd bør være tydeligere og mere uforfærdet. Men vi skal ikke gøre noget i trods, og vi skal det ikke, hvis vore hjerter er helt overgivet til Gud. »Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig; thi der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud, og de, som findes, er indsat af Gud, så den, som sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod; og de, som står den imod, vil pådrage sig selv dom. De styrende er jo ikke til for at skræmme dem, som gør det gode, men dem, som gør det onde. Vil du være fri for at frygte øvrigheden, da gør det gode; så skal du få ros af den. Thi den er Guds tjener dig til gavn. Men gør du det onde, så frygt; thi øvrigheden bærer ikke sværdet for ingenting; den er jo Guds tjener, som til straf lader vreden ramme den, der handler ondt. Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for vredens, men også for samvittighedens skyld. Af samme grund svarer I jo også skat; thi de, der tager vare netop på dette, er Guds tjenere.« »Læg dem på sinde at underordne sig myndigheder og øvrigheder, at være dem lydige, være rede til enhver god gerning.« ret
(11) Nu er det på tide at Guds folk tager de pligter op som lige for dem. Vær tro i de små ting; for udføres de rigtige kommer store resultater. Efterlad ikke det arbejde som behøver at blive gjort, fordi det efter din vurdering ser lille og uanseeligt ud. Bearbejd alle forladte steder, reparere hullerne ligeså hurtigt som de kommer frem. Der må ikke eksistere nogen forskelle eller splid i kirken. Lad alle gå til arbejdet for at hjælpe dem som behøver det. Der er en årsag til den store svaghed i vore menigheder, og det er vanskeligt at fjerne. Det er selvet. Mennesker har ikke for meget af vilje, men de må have den helt helliget til Gud. De behøver at falde på Klippen og blive brudt. Selvet må korsfæstes hos enhver, som skal gå ind af portene til Guds stad. Den hårdhed som rejser sig i nogles hjerter i menigheden, når noget ikke behager dem, er Satans ånd, og ikke Kristi ånd. Er det ikke på høje tid at vi vender tilbage til vor første kærlighed, og holder fred blandt os selv? Vi må ikke kun vise os selv at vi læser bibelen, men at vi tror bibelen. Hvis vi er forenet med Kristus, skal vi være forenet med hinanden. »En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.« »Men vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag. Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse. Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag; men som der står skrevet: »Spotten fra dem, der spotter dig, er faldet på mig.« Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb. Og udholdenhedens og trøstens Gud give jer at være enige indbyrdes, som Kristus Jesus vil det.« ret
(12) Det voksende medlemstal og udvidelsen af vore faciliteter betyder arbejde; det kræver fuldstændig og grundig selvopofrelse. I sit arbejde har Gud ikke plads til halvhjertede mænd og kvinder, som hverken er kolde eller varme. Kristus siger: »Jeg vil udspy jer af min mund.« Gud kalder mænd som er helhjertede. ret
(12) Der er dem som pralede af deres store varsomhed og modtaget »nyt lys,« som de nævner det; men de er forblindet af fjenden, og kan ikke se Guds gerninger og veje. Lys, dyrebart lys, kommer fra himlen, og de sætter sig selv op imod det. Hvad er det næste? Disse vil antage budskaber som Gud ikke har sendt, og derved bliver endog farlig for Guds sag, fordi de sætter falske standarder op. Mennesker som kunne være til stor nytte, hvis de ville lære af Kristus og gå fra lys til større lys, er i nogle ting tydelige forhindringer, altid i tvivlsspørgsmål og spilder dyrebar tid, og bidrager ikke til menighedens åndelige ophøjelse. De udøver tvivl og frygt. De vildfører menneskers tankesind, får dem til at acceptere upålidelige forslag. De kan ikke se på lang sigt, de kan ikke se konklusionen af det hele. Deres moralske styrke spildes på bagateller; de ser et atom som om det er en verden, og en verden som et atom. ret
(12) Mange har stolet på og forherliget menneskers visdom langt højere end Kristi visdom og den dyrebare og helliggørende sandhed for denne tid. De behøver den himmelske salvelse, så de kan fatte hvad der er lys og sandhed. De takker Gud for at de ikke er begrænset til at være i den snævre rende, men de ser ikke sandhedsprincippernes bredde og vidtrækkende omfang, og er ikke oplyst af Guds Ånd som er i himlens store frisind. De beundrer menneskegjorte påfund og opdagelser, men de vandrer i gnisterne af deres egen optænding, driver længere og længere væk fra ægte kristne handleprincipper, der er til for at gøre mennesker kloge på frelse. De kæmper for at udbrede evangeliet, men skiller det ud fra det centrale, nemlig livet. De siger: »Lad lyset skinne;« men dækker det så at det ikke skinner i klare stråler på de emner som de behøver at forstå. Nogle udtømmer gløden i deres iver på planter som ikke kan passes, uden det er til fare for menigheden. ret
(13) I denne tid bør menigheden ikke bortledes fra de vitale interessers hovedmål, til ting som ikke tilfører sundhed og mod, tro og kraft. De må se, og ved deres handlinger bevidne, at evangeliet er pågående udad. Men det lys som vil skinne klarere og klarere til den fulde dag brænder ned. Menigheden sender ikke længere de klare lysstråler ud i det moralmørke som omgiver verden som et ligklæde. Manges lys brænder ikke eller skinner ikke. De er moralske isbjerge. ret
(13) Vagtfolk på Zions mure skal være tapre, og ikke sove dag ej heller nat. Men hvis de ikke har modtaget budskabet fra Kristi læber, vil deres basuner give en usikker lyd. Brødre, Gud kalder på jer, både prædikanter og lægfolk, at lytte til hans røst der taler til jer med hans ord. Lad hans sandhed blive modtaget i hjertet, så I kan åndeliggøres ved dens levende og helliggørende kraft. Lad det tydelige budskab for denne tid blive udsendt fra vagtmand til vagtmand på Zions mure. ret
(13) Dette er en tid hvor man generalt forlader sandhed og retfærdighed, og nu må vi opbygge de gamle øde steder, og arbejde i interesse, for at oprejse mange generationers fundament. »Du rejser længst faldne mure; da kaldes du »murbrudsbøder«, »genskaber af farbare veje«. Varer du din fod på sabbatten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbatten en fryd, Herrens helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig snak, da skal du frydes over Herren; jeg lader dig færdes over landets høje og nyde din fader Jakobs eje. Thi Herrens mund har talet.« »Hør mig, I, som kender retfærd, du folk med min lov i dit hjerte, frygt ej menneskers hån, vær ikke ræd for deres spot! Som en klædning skal møl fortære dem, orm fortære dem som uld, men min retfærd varer evigt, min Frelse fra slægt til slægt. Vågn op, vågn op, Herrens arm, og ifør dig styrke, vågn op som i henfarne dage, i urtidens slægter! Mon du ej kløvede rahab, gennembored dragen, mon du ej udtørred havet, stordybets vande, gjorde havets dyb til en vej, hvor de genløste gik? Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly. Jeg, jeg er eders trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige, jordiske mennesker, der bliver som græs, at du glemmer Herren, din skaber, der udspændte himlen og grundfæsted jorden, at du altid dagen lang frygter for undertrykkerens vrede. Så snart han vil til at lægge øde, hvor er da undertrykkerens vrede? Snart skal den krumsluttede løses og ikke dø og synke i graven eller mangle brød, så sandt jeg er Herren din Gud, som rører havet, så bølgerne bruser, den, hvis navn er Hærskares Herre. Jeg lægger mine ord i din mund og gemmer dig under min hånds skygge for at udspænde himmelen og grundfæste jorden og sige til Zion: »Du er mit folk.« »For Zions skyld vil jeg ej tie, for Jerusalems skyld ej hvile før dets ret rinder op som lys, som en luende fakkel dets frelse. Din ret skal folkene skue og alle konger din ære. Et nyt navn giver man dig, som Herrens mund skal nævne. Og du bliver en dejlig krone i Herrens hånd, et kongeligt hovedbind i hånden på din Gud. Du kaldes ej mer »den forladte«, dit land »den ensomme«; nej, »velbehag« kaldes du selv, og dit land kaldes »hustru«. Thi Herren har velbehag i dig, dit land skal ægtes.« ret
(15) Når I opretholder sandhedens banner til stadighed, og proklamerer Guds lov, lad alle sjæle huske at Jesu tro er forbundet med Guds bud. Den tredje engels budskab fremstilles som flyvende gennem himlens midte, symboliserer deres arbejde som proklamerer den første, anden og tredje engels budskaber; alle er kædet sammen. Beviserne for den forblivende og altid levende sandhed i disse store budskaber, som betyder så meget for os, som har vækket en så stærk modstand fra den religiøse verden, skal ikke uddø. Satan søger hele tiden at kaste sin helvedes skygge over disse budskaber, så at Guds restfolk ikke klart ser deres betydning, deres tid og sted; men de lever, og skal udøve deres magt over vor religiøse erfaring, skønt tiden rinder ud. ret
(15) Indflydelsen fra disse budskaber har været uddybende og udbredende, sætter tusindevis hjerter i bevægelse, og udvirker det på undervisningsinstitutioner, forlagshuse og sundhedsinstitutioner; alt dette er Guds redskaber til at samarbejde i det store arbejde der repræsenteres ved den første, anden og tredje engle, der flyver midt oppe under himlen, for at advare verdens beboere at Kristus kommer igen, med kraft og megen herlighed. Åbenbareren siger: »Derefter så jeg en anden engel komme ned fra Himmelen; han havde stor magt, og jorden blev oplyst af hans herlighed. Og han råbte med vældig røst og sagde: »Faldet, faldet er Babylon.« Dette er det samme budskab som den anden engel gav: - Babylon er faldet, »som har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin.« Hvad er det for en vin? – Hendes falske lære. Hun har givet verden en falsk sabbat, i stedet for det fjerde buds sabbat, og har gentaget den løgn Satan først fortalte Eva i Edens have, - sjælens naturlige udødelighed. Mange lignende vildfarelser har hun spredt vidt og bedt: »de fører lærdomme, som kun er menneskebud.« ret
(16) Da Jesus begyndte sin offentlige virksomhed, rensede han templet fra sin profane vanhelligelse. Næsten den sidste han gjorde i sin tjeneste var at rense templet igen. Således lyder der to forskellige kald i den sidste advarsel til verden; den anden engels budskab, og røsten der høres fra himlen: »Drag ud fra hende, mit folk! . . .Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu.« ret
(16) Idet Gud kalder Israels børn ud af Ægypten, at de må holde hans Sabbat, ligeså kalder han sit folk ud af Babylon, så de ikke tilbeder dyret eller dets billede. Syndens menneske, som ville ændre tider og love, har sat sig selv over Gud, ved at overbringe sin falske sabbat til verden; den kristne verden som har accepteret pavemagtens barn, og pudslet og næret det, og derved trodset Gud og fjernet hans mindesmærke og sætte en rivaliserende sabbat op. ret
(17) Efter at sandheden er blevet forkyndt som et vidne for alle folkene, på et tidspunkt hvor alle tænkelige onde kræfter var i gang, hvor folk blev forvirrede af de mange røster der råbte: »Se, her er Kristus; se, han er der; dette er sandt, Jeg har budskabet fra Gud; han har sendt mig stort lys,« og her fjernes landemærkerne, og et forsøg på at nedrive vor tros piller, - så bestræbes der mere for at ophøje den falske sabbat, og kaste foragt på Guds selv ved at fortrænge den dag han har velsignet og helliggjort. Denne falske sabbat skal gennemtvinges ved en formastelig lov. Satan og hans engle er lysvågne og yderst aktive, arbejder med kraft og udholdenhed gennem menneskers redskaber for at gennemføre »sine mål med at udslette kendskabet til Gud. Når Satan arbejder med lyvende undere, er den tid kommet, forudsagt i Åbenbaringens bog, hvor den mægtige engel skal oplyse jorden med sin herlighed, vil forkynde Babylons fald, og kalde Guds flok til at forlade hende.« ret
(17) Herren har vist mig at de som i høj grad er blevet forblindet af fjenden, og som ikke har helt kommet sig over Satans snare, vil være i fare, fordi de ikke kan se lyset fra himlen, og vil er tilbøjelige til at antage noget forkert. Dette vil påvirke hele deres tankemåde, deres beslutninger, deres planer og deres råd. De beviser som Gud har givet er ikke bevis for dem, fordi de har forblindet deres egne øjne, og vælger mørke frem for lys. Så vil de skabe noget de kalder for lys, som Herren kalder gnister fra deres egen optænding, som de vil styre deres skridt efter. Herren erklærer: »Frygter nogen af jer Herren, han lytte til hans tjener, enhver, som vandrer i mørke og uden lys; han stole på Herrens navn, søge støtte hos sin Gud! Alle I, som optænder ild og sætter pile i brand, gå ind i eders brændende ild, i pilene, i tændte! Fra min hånd skal det ramme eder, i kval skal I ligge.« Jesus sagde: »Til dom er jeg kommen til denne verden, for at de, som ikke ser, skal blive seende, og de, som ser, skal blive blinde.« »Som lys er jeg kommen til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket.« »Den, der ringeagter mig og ikke tager imod mine ord, har sin dommer: det ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag.« ret
(18) Hos mange, vil de ord som Herren sendte, blive afvist, og de ord som mennesker måtte sige vil antages som lys og sandhed. Menneskers visdom vil lede bort fra selvfornægtelse, for helligelse, og vil finde på mange ting som vil kunne sætte Guds budskaber ud af kraft. Vi kan ikke med sikkerhed stole på mennesker som ikke er i tæt forbindelse med Gud. De accepterer menneskers meninger, men kan ikke høre den Sande Hyrdes røst, og deres indflydelse vil lede mange på vildspor, på grund af de mange beviser de har fået for deres øjne, der bevidner den sandhed som Guds folk må have i denne tid. Sandheden er til for at vende mennesker til Kristus, og opildne deres kræfter, underlægge og blødgøre deres hjerter, og indgyde dem med en iver og helligelse og kærlighed til Gud. Sabbatssandheden må under ingen omstændigheder dækkes til. Vi må lade den fremstå i klar modsætning til vildfarelse. ret
(18) Idet afslutningen nærmer sig, vil Guds tjeneres vidnesbyrd blive klarere og mere kraftfulde, glimte sandhedens lyn på vildfarelsens og undertrykkelsernes systemer, som så længe har haft overherredømme. Herren har sendt os budskaber for denne tid til at sætte kristendommen på en evig basis, og alle som tror på den nærværende sandhed må stå, ikke i deres egen visdom, men i Gud, og oprejse grundlaget for mange generationer; og de vil blive registreret i himlens bøger som murbrudsbødere, genoprette stierne at være på. Vi skal fastholde sandheden fordi det er sandhed, lige over for den bitreste modstand. Guds arbejder med menneskenes sind; det er ikke mennesker alene som arbejder. Den store oplysende kraft er fra Kristus; hans klare eksempel skal fremholdes for folk i alle prædikener. ret
(19) Regnbuen står over tronen, løftets bue, der bevidner for hele verden at Gud aldrig vil glemme sit folk i deres kamp. Lad Jesus være vort tema. Lad os med pen og stemme, ikke kun bringe Guds bud, men Jesu tro. Dette vil virke for oprigtig hjertemedynk, som ellers ikke kan ses. Når vi frembringer denne kendsgerning, at mennesker er underlagt en guddommelig moralsk regering, deres grund lærer dem at det er sandhed, at de skylder Jehova deres alliance. Dette liv er vor prøvetid. Vi sættes under Guds disciplin og regering, der danner karakter og giver levevaner til det højere liv. Fristelser vil komme over os. Syndighed er overalt; hvor du mindst venter det, vil mørke kapitler åbne op for det frygteligste, der nedtynger sjælen; men vi behøver ikke at svigte ej heller miste modet når vi ved at løftes bue er over Guds trone. Vi skal underlægges tunge prøvelser, modstand, smertelige tab, pinsler; men vi ved at Jesu har gennemgået alt dette. Disse erfaringer er værdifulde for os; de gode fordele skal ingen måde begrænses til dette korte liv; de rækker ud i evige tider. Ved tålmodighed, tro og håb, når alle jordens scenerier ændres, skal vi danne karakter til evigt liv. Alt skal arbejde sammen til gode for dem der elsker Gud. ret
(19) Hele dette livs scenerier som vi skal være med i, skal studeres nøje, for de er en del af vor uddannelse. Vi bør indføre solidt tømmer i vor karakter-bygning, for vi arbejder både for dette liv og for det evige liv. Og idet vi nærmer os afslutningen af denne jords historie, går vi hurtigere frem i kristen vækst, ellers vil det gå så afgjort tilbage for os. ret
(20) »Min bue sætter jeg i skyen, og den skal være pagtstegn mellem mig og jorden!. . . . vil jeg komme den pagt i hu, . . . . og vandet skal ikke mere blive til en vandflod, som ødelægger alt kød.« I regnbuen over tronen er det evige vidnesbyrd, at »således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Hvor loven end præsenteret for folk, så lad sandhedens lærer pege hen til tronen, omspændt af løftets bue, Kristi retfærdighed. Lovens ære er Kristus; han kom for at ophøje loven, og gøre den ærværdig. Gør det helt tydeleligt at barmhjertighed og sandhed skal mødes sammen i Kristus, og retfærdighed og fred har favnet hinanden. Det er når du ser på hans trone, sender jeres anger, pris og taksigelse til Gud, at du udvikler Kristen karakter, og fremsmtiller Kristus for verden; at du forbliver i Kristus, og Kristus forbliver i dig; at du for den fred som overgår al forstand. Vi behøver hele tiden at meditere over Kristus, hans tiltrækkende elskelighed. Vi må rette vore sind til Jesus, fæstne dem til ham. Dvæl ved hans guddommelige egenskaber i enhver prædiken. ret
(20) Idet buen i skyen formes ved sollys og regn på samme tid, så omkredser regnbuen den trone der repræsentere nådens og retfærdighedens magt i kombination. Det er ikke retfærdigheden alene som skal fastholdes, for det vil fordunkle løftes regnbues herlighed over tronen; mennesker kan kun se lovens straf. Hvor der er ikke er dom, ingen straf, vil der ikke være sabilitet for Guds regering. Det er når de to blandes at det leder os, idet vi ser verdens Genløser og Jehovas lov, udbrydde: »Din nedladelse gjorde mig stor.« Vi ved at evangeliet er et fuldkomment og komplet system, der åbenbarer uforanderligheden i Guds lov. Det indgyder hjertet med håb, med Guds kærlighed. Barmhjertighed indbyder os til at gå ind genne portene til Guds stad, og retfærdighed ofres [indfries] til at give enhver lydig sjæl de fulde privilegier som medlemmer af den kongelige familie, en konge af den himmelske Konge. Hvis vi har karaktermangler, kan vi ikke gå gennem de porte som barmhjertigheden har åbnet for den lydige; for retfærdigheden står ved indgangen, og afkræver hellighed, renhed hos alle som ser Gud. Døde retfærdigeheden, og var det muligt for guddommelig barmhjertighed at åbne portene for hele slægten, uanset karakteren, ville der være en større utilfredshed og oprør i himlen end før Satan blev udstødt. Himlens fred, lykke og harmoni ville brydes. Ændringen fra jord til himmel vil ikke ændre menneskers karakter; for de genløstes lykke i himlen kommer af karakteren formet i dette liv, efter Kristi billede. De hellige i himlen vil må først være hellige på jorden. ret
(21) Den frelse som Kristus gjorde så stort et offer for at vinde menneskene med, er det eneste som har værdi, som frelser fra synd, årsag til al ulykke og ve i vor verden. Barmhjertighed breder sig til synder, drager ham hele tiden hen til Jesus. Hvis han reagerer, angrer, og griber fast i bekendelse og tro på det håb han har foran sig i evangeliet, så vil Gud ikke afvise det brudte og brødebetyngede hjerte. Derved svækkes Guds lov ikke, men syndens kraft brydes, og barmhjertighedens scepter udbredes til den angrende synder.
Ellen G. White - november, 1890. ret