(25) Vi må indrømme at vi er sat under stort ansvar over for Gud og for hans sag med så alvorlige og højtidelige formaninger som foregående. Vi har ingen undskyldning for at fortsætte på en forkert vej. Grunden til vor manglende succes og vor manglende kraft fra Gud, er udpeget, så at vi ikke efterlades i mørke. Vor synder og vore forkerte veje er lagt nøje frem for os, men vi efterlades ikke uden håb; for hjælpen er også anvist. Nu er det vort privilegium at angre synd, og kende Guds krafts frelsende nåde. Helligånden afventer vort forlangende og blive modtaget. Hvad mere kan Herren gøre for os end det som allerede har gjort? Men vor fare er at vi ikke vil tage disse formaninger til vort personlige selv. Jeg vil bede jeg indstændigt i Mesterens navn at give agt på denne velsignede belæring. Gud giver os sand, gudfrygtig sorg, bør være vor bøn. (Se 2. Korinterbrev 7,10.11). ret
(25) Vi er blevet tydeligt fortalt at forkyndertjenesens standard må hæves, og også at vi ikke kommer der, hvor vi vil imødekomme Guds sindelag, vi vil frelses fra værket. Dette er meget højtidelige ord for mig, og jeg ønsker at de skal få deres fulde virkning på mit eget hjerte. Intet kan være mere sikkert end hvis vi ikke tager os noget af Herrens råd, skal vi efterlades til endnu store mørke. ret
(26) Fra et brev fra søster White, dateret 1. september, 1892, Citerer jeg følgende:— ret
(26) “‘Skriv til menighedens engel i Efesus: »Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, og som vandrer midt imellem de syv guldlysestager: Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed, og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde; og du har prøvet dem, som kalder sig selv apostle, skønt de ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere; og du har udholdenhed og har døjet ondt for mit navns skyld uden at blive træt Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig." ret
(26) “Ham som Johannes så i synet, i midten af guldlysestagerne, viser sig som vandrende iblandt dem, vandre fra kirke til kirke, fra menighed til menighed, fra sjæl til sjæl. Han er lysvågen. Når underhyrderne måske sover, eller er optaget af mindre betydningsfulde ting, slumrer eller sover han ikke der bevarer Israel. Han er den sande vagtmand. Kristi nærvær og understøttende nåde er al lys og livs hemmelighed. Vi holdes ved Guds kraft gennem tro, og det er ikke af os selv, det er Guds gave. ret
(26) »Herren Jesus gav budskabet til Johannes til at skrive ned, at nå ud gennem tidsalderne helt til verdens ende. Der siges fordømmende ord til menigheden Effesus-menigheden; »vel gjort« erklæres til den gode og trofaste tjenester; men budskabet slutter ikke her. Frelseren siger: »Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed.« Dette kommer frem i klare linjer for mig igen og igen, og jeg har vist det for folk med pen og stemme. Betyder dette slånede budskab intet for os? Kan det på ingen måde anvendes? Hvorfor ses der ikke på sådanne højtidelige budskaber? Hvorfor viser alle ikke årvågenhed og ydmyghed og bekendelse, viser at den anger der er brug for ikke bliver angret? Hvorfor går så mange forbi uden at tage sig i agt? Forbliver kærlighed i menigheden? Er den ikke ved at uddø helt? For mange er deres første kærlighed for Jesus kølnet. Brødre elsker ikke brødre. Manges kærlighed er blevet kold. Det Sande Vidne frembringer alle der har forladt deres første kærlighed som faldne. Kender han ikke deres fare? Husk derfor hvorfra du er faldet, og angrer, og gør de første gerninger, ellers vil jeg komme snart, og vil fjerne din lysestage ud af sit sted, hvis du ikke angrer. ret
(27) »Skal disse hjerte-ransagende sandheder fortsætte med at forbigå i ligegyldighed i menighederne? Tabet af den første kærlighed har åbnet døren for en stor mængde selviskhed, onde mistanker, ond tale, misundelse, jalousi og hårdhjertethed. Dette er frugten når gløden af den første kærlighed bliver kold. Tungen tøjles kun en smugle, for bønnen forsømmes. Der gemmes på en farisæisk retfærdighed; en dødelig åndelighed er der, og manglende åndelig øjesyn er resultatet. ret
(27) »Det eneste håb der er for menighederne i dag, er at angre og gøre deres første gerninger. Jesu navn tænder ikke hjertet med kærlighed. En mekanisk og formel otodoksi har taget pladsen for en dyb, inderlig næstekærlighed og ømhed for hinanden. Vil nogen give agt på den højtidelige formaning: »Vend om, vend om; for hvorfor vil I dø? Fald på Klippen, og bliv brudt, så lad Herren Jesus forberede jer, forme og danne jer, som et kar til ære. Folk kan godt frygte og bæve under disse ord: »Omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig." Hvad da? "Hvis nu det lys, der er i dig, er mørke, hvor stort bliver så ikke mørket!« ret
(27) Ovenstående behøver ingen kommentar. Det er det mest alvorlige og hjerteransagende budskab. Gud hjælp os til at tage vort lys i agt, gå ud i det store mørke! ret
(27) Her kommer et andet uddrag fra same brev, som faktisk har fuld betydning: ret
(28) »En sag bebyrder min sjæl: En stor mangel på Guds kærlighed, som er gået tabt ved stadig modstand mod lys og sandhed, og deres indflydelse som har været involveret i aktivt arbejde, som i lyset af beviser har samlet sig beviser, har påvirket til at modvirke det budskab Gud har sendt. Jeg peger dem til det jødiske folk og spørger: Må vi lade vore brødre gå på den samme blinde modstandssti, helt til prøvetidens afslutning? Hvis et folk nogensinde har haft brug for sande og pålidelige vagtfolk, som ikke tier stille, som vil råbe dag og nat, udstøde den advarsel Gud har givet, så er det Syvendedags Adventisterne. Dem som har fået stort lys, velsignede anledninger, som ligesom Kampernaum er blevet ophøjet til himlen, og udpeget privilegierne, skal de uden at forbedre sig, overlades til et mørke, der svarer til det lys de har fået?" ret
(28) Dette er sandeligt alvorlige ord, og måtte Gud forbyde at nogen af os ikke giver agt på dette pålidelige råd. ret
(28) Bedeugen nærmer sig, og vi har al mulig grund til at forvente en gavmild udgydelse af Guds Ånd. Mange hungrer og tørster efter retfærdighed, og Herrens løfte er at de skal opfyldes. Vi har aldrig haft mere brug for Guds velsignelse end nu, og aldrig har Gud været mere villig til at skænke sin velsignelse. Som forkyndertjenere bør vi føre dette arbejde ordentligt frem. Måtte dette faktisk være sådan i øjeblikket. Guds Ånd venter på at vi kræver den og tager imod den. Lige så sikkert som vi søger Herren af hele hjertet, lige så sikkert vil vi kunne finde ham. ret
(28) Tidspunktet for den næste generalkonferense er også nær for hånden. Det vil blive et meget vigtigt møde. Alt hvad der sker viser at vi lever i tidens afslutning. Værket kræver større planer for at imødekomme Guds krav for denne tid. Budskabet for verden, for alle folkeslag, stammer, tungemål og folk. Disse planer vil kræve store pengesummer før de bliver til noget. Vil pengene komme? Det må komme. Budskabet vil gå med kraft, og jorden oplyses med dens herlighed. Nu er tiden kommet hvor vi giver agt på dette: ret
(29) »Vi burde nu give agt på vor Frelsers pålæg: »Sælg, hvad I har og giv almisse! Skaf jer punge, som ikke ældes, en uudtømmelig skat i himlene.« Nu er tiden, da vore brødre bør formindske deres ejendomme i stedet for at forøge dem. Vi er ved at skulle flytte til et bedre land, det er et himmelsk. Lad os derfor ikke opslå vor bolig på jorden, men lad os samle tingene sammen i et så lille omfang som muligt." – Vidnesbyrd for menigheden 5:152 ret
(29) Disse ting bør lægges frem for vore folk på en ordentlig måde. Mange af de mider som burde bruges på Guds sag går til spilde, og det er Satans bevidste plan at det skal være sådan. ret
(29) Vi må være storsindede over for jer brødre, at I interesserer jer for disse ting. Resultatet af bedeugen, både som en åndelig velsignelse, og også med indsamling af penge, som bidrager til dette, vil stort set bero på jeres trofasthed. ret
(29) Det efterfølgende citat fra Budskaber for menigheden, side 61-62, gælder meget denne tid, og vort folk må have disse ting for øje, ikke på nogen usikker måde. Men dette er jeg helt klar over, af det som fører vort folk til at bidrage gavmildt sådan som Gud har velsignet dem, er Kristi kærlighed i hjertet, derfor er åndelig vækkelse af største betydning: ret
(29) Jeg så, at nogle iblandt Guds folk er sløve og søvnige og kun halvt vågne; de indser ikke, hvilken tid vi lever i, og forstår ikke, at manden med »fejekosten« er kommet ind, og at nogle står i fare for at blive fejet bort. Jeg tryglede Jesus om at frelse dem og spare dem lidt endnu og lade dem se den frygtelige fare, de befandt sig i, således at de måtte blive beredt, før det for sent for evigt. Engelen sagde: »Ødelæggelsen kommer som en mægtig hvirvelvind.« Jeg trygler engelen om at forbarme sig over og frelse dem, som elskede denne verden og klyngede sig til deres ejendele og ikke var villige til at løsrive sig fra dem og bringe ofre for at hjælpe budbærerne, som virkede for at bespise de hungrige får, der omkom af mangel på åndelig føde. ret
(30) »Da jeg så arme sjæle dø af mangel på den nærværende sandhed, medens nogle, som bekendte sig til at tro sandheden, lod dem dø ved at tilbageholde de nødvendige midler til at fremme Guds værk, blev synet for smerteligt for mig, og jeg bad engelen om at fjerne det. Jeg så, at når Guds sag krævede noget af deres ejendom, gik de bedrøvet bort ligesom den unge mand, der kom til Jesus Matt. 19,16-22, og at den susende svøbe snart ville gå frem og fuldstændig bortrive deres ejendom, og at det da ville være for sent at ofre jordisk gods og samle sig en skat i himlen.« ret
(30) »Derpå så jeg den herlige genløser, smuk og elskelig; jeg så, at han forlod herlighedens rige og kom til denne mørke, ensomme verden for at give sit dyrebare liv hen i døden, den retfærdige for de uretfærdige. Han tålte den grusomme spot og pisk, bar den flettede tornekrone og svedte store blodsdråber i haven, medens vægten af hele verdens synder hvilede på ham. Engelen spurgte: »hvorfor?« O, jeg så og vidste, at det var for os; for vore synder led han alt dette, for at han ved sit dyrebare blod kunne genløse os til Gud. ret
(30) »Dernæst blev de fremstillet for mig, som var villige til at afstå denne verdens gods for at frelse fortabte sjæle ved at sende dem sandheden, medens Jesus står for faderen og påberåber sig sit blod, sine lidelser og sin død for dem, og medens Guds sendebud venter, færdige til at bringe dem den frelsende sandhed, så de kunne blive beseglet med den levende Guds segl. For nogle, der bekender sig til at tro den nærværende sandhed er det svært, endog blot at gøre en så ringe ting som at overlade sendebudene Guds egne penge, som de har fået til låns af ham for at være husholdere over dem. ret
(30) »Jesu lidelser og hans kærlighed, som var så stor, at den drev ham til at give sit liv for menneskene, blev på ny fremstillet for mig tilligemed deres liv, der gjorde krav på at være hans efterfølgere, og som havde denne verdens gods, men betragtede det som en så stor sag at støtte frelsens værk. Engelen sagde: »Kan sådanne indgå i himlen?« En anden engel svarede: »Nej, aldrig, aldrig, aldrig. De, der ikke interesserer sig for Guds sag på jorden, kan aldrig synge sangen om forløsningens kærlighed hisset.« Jeg så, at den hurtige gerning, Herren var i færd med at udføre på jorden, snart ville blive afsluttet i retfærdighed, og at sendebudene må skynde sig i deres arbejde med at opsøge den adspredte hjord. En engel sagde: »Er alle sendebud?« En anden engel svarede: »Nej, nej; Guds sendebud har et budskab.« ret
(31) »Den mægtige rystelse er begyndt og vil fortsætte, og alle vil blive rystet ud, som ikke er villige til at indtage et frimodigt og urokkeligt standpunkt for sandheden og til at gøre opofrelse for Gud og hans sag. Engelen sagde: »Tror I, at nogen vil blive tvungen til at opofre? Nej, nej! Det må være et frivilligt offer. Det vil koste alt at købe ageren.« Jeg råbte til Gud om at spare sit folk, af hvilke nogle var ved at hensyne og dø. Derpå så jeg, at den almægtiges straffedomme kom hurtigt, og jeg tryglede engelen om at tale til folket på sit sprog. Han sagde: »Al Sinajs lyn og torden kunne ikke bevæge dem, der ikke vil lade sig påvirke af Guds ords tydelige sandheder, ej heller ville en engels budskab kunne vække dem.«’ ret
(31) Ved afslutningen bad vi alvorligt for at Gud vil velsigne de alvorlige advarseler han sendte os for vor skyld. Ved Guds nåde vil jeg tage disse til mit hjerte. Himlen er fuld af lys, og det lys er til os. Jeg er fuldt forvisset om dette, som hvis vi ikke giver agt på disse trofaste råd, vil det gå os ilde. Men jeg har stor tillid til Gud, og tror at vi skal se hans frelse blandt hans folk, og budskabet vil gå med en kraft der ikke er kendt tidligere. Jeg anbefaler dig Guds kærlighed, er jeg din bror og medarbejder i Krisuts.
O. A. Olsen ret