(107) »Den 3. november, 1890, medens jeg arbejdede i Salamanca, N. Y., var jeg i et fællesskab med Gud i løbet af nattestunden, jeg blev taget bort og ud af mig selv, hen til forsamlinger i forskellige stater, hvor jeg frembar det beskrevne irettesættelses- og advarselsvidnesbyrd. I Battle Creek blev en rådsforsamling af prædikanter og ansvarlige for forlaget og andre institutioner kaldt sammen, og jeg hørte de forsamlede, i en ikke så venlig ånd, komme med anskuelser og fremhæve forslag for optagelse, som fyldte mig med ængstelse og kvaler. ret
(107) For nogle år siden, blev jeg kaldet til at gennemgå en lignende erfaring, og Herren åbenbarede mange livsvigtige ting for mig, og gav mig advarsler som måtte overbringes til dem i fare. Om natten den 3. november, blev disse advarsler bragt frem for mit sind, og jeg blev pålagt at bringe dem frem for dem i de ansvarsbetyngede tillids-embeder, og ikke svigte eller blive modløse. Der blev nogle ting bragt frem for mig, som jeg ikke kunne forstå; men jeg fik forsikringen at Herren ikke vil lade Sit folk omgære af verdslig skepticisme og vantroens tåge, bundet op i bundter med verden; men hvis de blot ville høre og følge Hans stemme, være lydig imod Hans bud, ville Han lede dem forbi skepskepticismes og vantroens midte, og sætte deres fødder på Klippen, hvor de kan indånde sikkerhedens og sejrens atmosfære. ret
(108) Da vi var i alvorlig bøn, mistede jeg alt omkring mig; rummet blev fyldt med lys, og jeg frembar et budskab til en forsamling, der lod til at være generalkonferensen. Jeg blev bevæget af Guds Ånd til at give den alvorligste appel; for jeg var indprentet om den store fare lige foran os i værkets hjerte. Jeg var, og er stadig, nedbøjet i sindets og kroppens pinsler, bebyrdet med den tanke at jeg måtte frembære et budskab for vore folk i Battle Creek, for at advare dem imod en handlingsvej der vil adskille Gud fra forlagshuset. ret
(108) Herrens øjne var rettet mod folk i sorg blandet med mishag og disse ord blev talt: »Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig.« Han som græd over det forhærdede Israel, som ikke kendte til Gud, og Kristus deres Forløser, Han så på værkets hjerte i Battle Creek. Folk var i stor fare, men nogle vidste det ikke. Vantro og hårdhjertethed forblændede deres øjne, og de stolede på menneskelig visdom, for at få vejledning til de vigtigste interesser i Guds sag om forlagsarbejdet. I svagheden i den menneskelige dømmekraft, samlede mænd sig i deres begrænsede retningslinjer, medens Guds vilje, Guds veje og råd, ikke blev hjemsøgt som undværlige. Hårdnakkede mennesker, en stålsat vilje, både i og uden for kontoret, svorede sig sammen, opdat på at gennemføre visse forhåndsregler i efter deres egen dømmekraft. Jeg sagde til dem: »Du kan ikke gøre dette. Kontrollen af disse store interesser kan ikke brydes helt med dem som tydeliggør at de kun har lidt erfaring med Guds ting, og har ikke en åndelig dømmekraft. Guds folk ud over vore rækker må ikke, på grund af forkert ledelse fra fejlende mennesker, få rystet deres tillid til de vigtige interesser i værkets store hjerte, som har en afgjort indflydelse på vore menigheder i de Forenede Stater og i de fremmede lande. Hvis I lægger hånd på forlagsarbejdet, dette store Guds redskab, for at give det jeres form og påskrift, vil I finde at det er farligt for jeres egne sjæle, og katastrofalt for Guds værk. Det vil være som en synd i Guds øjne som det var en synd for Uzzah da han rak sin hånd ud for at støtte arken. Der er dem som er gået ind i andre menneskers arbejde, og alt som Gud forlanger af dem er at handle retfærdigt, at elske barmhjertighed og vandre ydmygt med Gud, og arbejde samvittighedsfuldt som mennesker der er ansat til at gøre det, de har fået betroet i deres hænder. Nogle har ikke gjort dette, sådan som deres gerninger bevidner. Uanset hvilken position de har, uanset deres ansvar, om de har lige så meget magt som Akab havde, vil de finde at Gud er over dem, at Hans suverænitet er overlegen.« ret
(110) Lad ingen af medarbejderne ophøje sig selv, og prøve at gennemføre deres ideer uden Guds folks anerkendelse og samarbejde. Det vil ikke lykkes for dem, for det vil Gud ikke tillade. Fundamenterne for de institutioner der er blandt os, blev lagt ud fra et offer. De tilhører Guds folk, og alle som har fornægtet selvet, og yder store eller små ofre efter deres evne, for at sætte gang i disse redskaber, bør føle at de har en særlig interesse for dem. De bør ikke miste deres interesse, eller blive fortvivlet når et gælder arbejdets fremdrift. Idet de sidste dages farer fortætner sig omkring os, bør de bede mere alvorligt at arbejdet må få fremgang. Dem som har løftet byrder, da arbejdet blev hårdt, bør have del i de vigtige rådssamlinger; for da de var med og rådførte sig med hinanden, blev det betragtet som en langt mere højtidelig og hellig sag end nu. Der må ikke dannes forbund med ikke-troende, I bør heller ikke samle nogen der tænker præcis som I, og som vil sige amen til alt hvad I mener, medens andre lukkes ude, som I mener ikke vil være i harmoni. Jeg fik vist at der er stor fare for at gøre sådan. ret
(110) »Thi så sagde Herren til mig, da hans hånd greb mig med vælde, og han advarede mig mod at vandre på dette folks vej: Kald ikke alt sammensværgelse, hvad dette folk kalder sammensværgelse, frygt ikke, hvad det frygter, og ræddes ikke! Hærskares Herre, ham skal i holde hellig, han skal være eders frygt, han skal være eders rædsel. . . . . Nej! Til læren og vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme til at tale, som nu er uden morgenrøde.« Verden skal ikke være vort kriteritum. Lad Herren arbejde, lad Herrens stemme blive hørt. ret
(111) Dem som er ansat i et af værkets afdelinger, hvorved verden kan forvandles, må ikke gå i alliance med dem som ikke kender sandheden. Verden kender ikke Faderen eller Sønnen, og de har ingen åndelig dømmekraft hvad angår vort arbejdes karakter, med hensyn til hvad alle skal gøre, eller ikke gøre. Vi må adlyde ordrerne som kommer oven fra. Vi skal ikke høre på råd eller følge planer som ikke-troende foreslår. Forslag fra dem som ikke kender til det arbejde som Gud gør for denne tid, vil være til at svække kraften fra Guds redskaber. Accepteres sådanne forslag, gøres Kristi råd værdiløse. ret
(111) Der værnes i det hele taget for lidt om frygt, kærlighed og ærbødighed til himlens Gud. Der er for lidt tro i hans forsyns virke, i sager der angår hans sag, sammen med dem der er knyttet til forlagshusets aktive ledelse. Hvorfor er det sådan? Fordi de ikke er åndeligt kloge. Den store fare er i den kendsgerning at mennesker lever så langt fra Jesus, at de ikke kan erkende hans røst, modtage hans råd, holde hans vej, og ære hans navn; bliver de selvophøjede og vandrer i gnisterne af deres egen optænding. Derfor forstår de ikke Satans råd, og ledes til at antage mål som ser rigtige ud, selvom de er ansporet af Guds og menneskers fjendes kunstige råd, og sætter en menneskelig form på værket, vanærer Guds navn. ret
(112) Så langt tilbage som i 1882, fik vort folk vidnesbyrd af dybeste interesse på punkter af vital betydning, om værket, og den ånd som bør karakterisere arbejdet. Fordi disse advarsler er blevet forsømt, er de samme onder som de udpegede blevet gemt af mange, og forhindrede værkets fremkomst, og bragt mange sjæle i fare. Satan er lysvågen, og medens mennesker sover, sår han sit rajgræs. Idet oprørsværket betragtes, fremstilles Satan som en brølende løve, der går omkring og opsøger hvem han kan opsluge. Dem som er selvtilstrækkelige, som ikke mærker nødvendigheden af stadig bøn og årvågenhed, vil blive omsnæret. Gennem levende tro og alvorlig bøn må Guds skildvagter få del i guddommelig natur, ellers vil de kun arbejde efter bekendelse for Gud, men i virkeligheden yde tjeneste til mørkets fyrste. Fordi deres øjne ikke er salvet med himmelsk øjnsalve, forblinde deres forståelse, og de vil være uvidende om fjendens listige bedrag. Deres syn vil forvanskes i deres afhængighed efter menneskelig visdom, som er tåbelighed i Guds øjne. ret
(113) Herrens øjne ligger over hele værket, alle planer, alle sindets forestillinger, han ser ting under overfladen, ser hjertets tanker og intentioner. Der er ikke mørkets handling, ikke en plan, ikke en hjertets indbildning, ikke en tanke af sindet, men at han betragter det som en åben bog. Alle handlinger, elle ord, alle motiver, skrives trofast ned i bøgerne af den store Hjerteransager, som sagde: »Jeg kender dine gerninger.« ret
(113) Jeg fik vist at Israels tåbeligheder på Samuels tid blev gentaget blandt Guds folk i dag, med mindre der er større ydmyghed, mindre tillid til selvet, og større tillid til Herren Israels Gud, folkets Hersker. Det er kun som guddommelig kraft kombineret med menneskelig anstrengelse at værket vil stå prøven. Når mennesker ikke længere lærer af mennesker eller af deres egen dømmekraft, men sætter lid til Gud, vil det blive tydeligt i alle situationer i sagtmodigheden, ved mindre snak og mere bøn, at udvise forsigtighed med deres planer og bevægelser. Sådanne mennesker vil åbenbare den kendsgerning, at deres afhængighed er til Gud, at de må få Kristi sindelag. ret
(113) Jeg er igen og igen blevet vist at Guds folk i disse sidste dage, ikke kan være sikre når de stoler på mennesker, og gør det kødelige til deres arm. Den mægtige sandhedskløver har taget dem ud af verden, som rå stene, som skal hugges, pudses og poleres til den himmelske bygning. De må hukkes af profeterne ved irettesættelser, advarsler formaninger, og råd, så de kan formes efter det guddommelige Mønster, som er Trøstermandens specificerede arbejde, der forvandler hjerte og karakter, at mennesker måtte holde Herrens vej. ret
(114) Jeg hæver nu min røst i advarsel; for I er i fare. Folk skal kende til den fare som truer dem; de skal ikke efterlades i mørke. »Menneskesøn! Jeg sætter dig til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: »Du skal visselig dø!« og du ikke advarer ham eller for at bevare hans liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse vej, så skal samme gudløse dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin gudløshed og sin vej, så skal samme gudløse dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl. Og når en retfærdig vender sig fra sin retfærdighed og gør uret, og jeg lægger anstød for ham, så han dør, og du ikke har advaret ham, så dør han for sin synd, og den retfærdighed, han har øvet, skal ikke tilregnes ham, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke synder, så skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare, og du har reddet din sjæl.« ret
(114) Siden 1845 har Guds folks farer fra tid til anden blevet lagt åbent frem for mig, og jeg er blevet vist at de farer som vil bedrage i restfolket i de sidste dage. Disse farer er blevet åbenbaret for mig ned til nutiden. Store scenerier åbner sig snart op for os. Herren kommer med kraft og megen herlighed. Og Satan ved at hans tilranede myndighed snart vil være forbi ved afslutningen. Den sidste anledning han har for at få kontrol over verden står snart foran ham, og han vil gøre de mest afgjorte anstrengelser for at fuldføre udslettelsen af jordens beboere. Dem som tror sandheden må være trofaste vagtfolk på vagttårnet, ellers vil Satan komme med falske forklaringer til dem, og de vil give udtryk for tanker, som bedrager en indviet og helliget gave. Satans fjendskab imod det gode, vil vise sig mere og mere, idet han bringer sine kræfter i aktivitet i hans sidste oprørsarbejde; og enhver sjæl som ikke er helt overgivet til Gud, og fastholdt af guddommelig kraft, vil danne en alliance med Satan imod himlen, og forene sig i slaget imod universets Hersker. ret
(115) I et syn i 1880 blev jeg spurgt: »Hvor er Guds folks sikkerhed i disse farlige dage?« Svaret var: »Jesus gør mellemkomst for Sit folk, selvom Satan står ved Hans højre hånd for at modvirke Ham.« »Men Herren, sagde til Satan: »Herren true dig, Satan, Herren true dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?« Som mennesket Mellemmand og Advokat, vil Jesus lede alle som er villig til at lade sig lede, og sige: »Følg mig opad, skridt for skridt, hvor det klare lys fra Retfærdighedens Sol skinner.« ret
(116) Men ikke alle følger lyset. Nogle bevæger sig bort fra den sikre sti, som er en ydmygelsens sti for hvert skridt. Gud har beroet Sine tjenere et budskab for denne tid; men dette budskab falder ikke altid sammen med de ledende mænds tanker, og nogle kritiserer budskabet og budbringerne. De drister sig endog til at forkaste de irettesættelsesord som er sendt dem fra Gud igennem Hans Helligånd. ret
(116) Hvilken kraft har Herren forbeholdt til at nå dem med, som har sat hans advarsler og irettesættelser til side og har anerkendt Guds Ånds Vidnesbyrd til ingen højere kilde end menneskelig visdom? Hvad kan du som har gjort dette, gøre i dommen, give Gud som undskyldning for at vende dig fra de beviser Han har givet dig, at Gud han arbejdede? »På deres frugter skal I kende dem.« Nu vil jeg ikke remse de beviser op for dig, som har været de to sidste år for den måde Gud har behandlet Sine udvalgte tjenere på; men det nuværende bevis for Hans virke er åbenbaret for dig, og som du nu er forpligtet til at tro. Du kan ikke forsømme Guds advarselsbudskab, du kan ikke forkaste dem eller behandle dem let, men i fare for fuldstændigt tab. »Smålig kritik, latterliggørelse og fordrejninger kan kun få frit løb på bekostning af jeres egne sjæles forringelse. Brugen af sådanne vågen vinder du ikke dyrebare sejre ved, men forringer snare sindet, og adskiller sjælen fra Gud. Hellige ting bringes ned på niveau med det almindelige, og der skabes en tilstand af tingene skabes som behager mørkets fyrste, og sårer Guds Ånd bort. Smålig kritik og rigtig kritik efterlader sjælen blottet for nådens dug ligesom Gilboas bakker var blottet for regn. Fortrolighed kan ikke indgå i deres dom, som hengiver sig i latterliggørelser og fordrejelser. Deres råd og beslutninger kan ikke tillægges nogen vægt. Du må frembære de guddommelige legitimationer før du tager afgjorte stridt til at forme arbejdet i Guds sag. ret
(117) At anklage og kritisere dem som Gud bruger, er at anklage og kritisere Herren, som har sendt dem. Alle må opelske deres religiøse evner, så de kan få en rigtig dømmekraft i religiøse ting. Nogle kan ikke skelne mellem rent guld og blot glimmer, mellem substansen og skyggen. ret
(117) De fordomme og anskuelser der var fremherskende i Minneapolis er ikke på nogen måde døde; de frø der blev sået der i nogles hjerter, er ved at spire op til liv og bære en lignende høst. Toppende er skåret af, men rødder er ikke blevet rykket op, og de vil stadig bære deres uhellige frugt der forgifter dømmekraften, forvansker begreberne, og forblinder deres forståelse som du omgås, med hensyn til budskabet og budbringerne. Når du ved grundig bekendelse udsletter bitterhedens rødder, vil de se lys i Guds lys. Uden dette grundige arbejde vil I aldrig rense jeres sjæle. I behøver at studere Guds ord med et formål, ikke for at bekræfte jeres egne ideer, men for at bringe dem i orden, blive fordømt eller irettesat, sådan som de er eller ikke er i harmoni med Guds ord. Bibelen bør være jeres stadige ledsager. I bør studere Vidnesbyrdene, ikke rive bestemte sætninger ud for at bruge dem som I finder rigtigt, for at styrke jeres påstande, medens I ignorer de tydeligste udtalelser der gives for at rette jeres handlemåde. ret
(118) Gud er blevet fravalgt iblandt os, og det nidkære angersværk og vende tilbage til vor første kærlighed til genoprettelse i Gud og genoprettelse af hjertet, er endnu ikke sket. Synden har gjort sit indtog i vore rækker; for det er på mode at gå væk fra Kristus, og give plads til skepsis. Hos mange har hjertets råb været: »Vi vil ikke have dette menneske til at regere over os.« Baal, Baal er valget. Religionen hos mange af os vil være det frafaldne Israels religion, fordi de elsker deres egen vej, og svigter Herrens vej. Den sande religion, den eneste bibelreligion, der lærer tilgivelse kun gennem en korsfæstet og opstanden Frelsers fortjenester, der forsvarer retfærdiggørelsen ved tro på Guds Søn, er blevet forklejnet, modsagt, latterliggjort, og forkastet. Den erklæres for at føre til henrykkelse og fanatisme. Men det er Jesu Kristi liv i sjælen, det er kærlighedens aktive princip der er tildelt i Helligånden, der alene vil gøre sjælen frugtbar i gode gerninger. Kristi kærlighed er styrken og kraften for ethvert budskab for Gud som altid falder fra menneskers læber. Hvilken slags fremtid er foran os, hvis vi ikke kommer i troens enhed? ret
(119) Når vi er forenet i den enhed som Kristus bad for, vil den lange strid, som har været i gang igennem sataniske agenter, afsluttes, og vi skal ikke se mennesker lægge planer efter verdens orden fordi de ikke har åndeligt øjesyn til at skelne åndelige ting. Nu ser de mennesker som vandrende træer, og de behøver en guddommelig berøring, så de kan se som Gud ser, og arbejde som Kristus arbejdede. Så vil Zions vagtfolk i forening støde i basunen i klarere og højere toner; for de vil se sværdet komme, og erkende den fare som Guds folk er i. ret
(119) Du vil gøre lige stier for dine fødder, så den haltende ikke vendes bort fra vejen. Vi er omgivet af dem der halter i troen, og du er nød til at hjælpe dem, ikke ved at halte selv, men ved at stå, som mennesker der er blevet irettesat og prøvet, i et princip så fast som en klippe. Jeg ved at der må gøres et arbejde for folk, ellers vil mange ikke være forberedt til at modtage lyset fra den engel, der er sendt ned fra himlen til at oplyse hele jorden med Hans herlighed. Tro ikke at du vil findes som kar til ære i den sildige regns tid, modtage Guds herlighed, hvis I løfter jeres sjæle i forfængelighed, og siger trodsige ting, i skjulte bortgemte bitterhedens rødder. Guds ansigtsmine vil visselig være over enhver sjæl, som gemmer på disse splidens rødder, og har en ånd der ikke ligner Kristi Ånd. ret
(120) Idet Herrens Ånd hvilede over mig, var det som om jeg var til stede i en af jeres rådssamlinger. En af jer rejste sig; han var meget beslutsom og alvorlig idet han fremholdt et blad for jer. Jeg kunne tydeligt læse overskrifterne på bladet; Det var den Amerikanske skildvagt. Bladet og karakteren af de artikler som blev offentliggjort deri blev kritiseret. Dem i rådet pegede på visse passager, der erklærede at dette må skæres bort, og det måtte ændres. Der blev sagt stærkt kritiske ord om bladets metoder, og en stærk ukristelig ånd var fremherskende. Stemmerne var besluttede og trodsige. ret
(120) Min vejleder gav mig advarende og irettesættende ord at sige til dem som tog del i dette foretagende, som ikke var sene til at udtrykke deres anklager og fordømmelse. I sit hovedindhold lød irettesættelsen sådan: Herren har ikke været til stede ved dette råd, og der var en stridens ånd i blandt rådgivere. Disse menneskers sind og hjerter er ikke under Guds Ånds kontrollerende indflydelse. Lad vor tros fjender være dem der antyder og udvikler sådanne planer, som I nu giver udtryk for. Ud fra verdens synspunkt er disse planer ikke anstødelige; men de som har set himlens lys skal ikke antage dem. Det lys som Gud har givet bør respekteres, ikke kun for vor egen skyld, men også for Guds menigheds skyld. De skridt som nu ganske få tager, kan ikke følges op af Guds restfolk. Din kurs kan ikke understøttes af Herren. Det er tydeligt at I kender af den måde I har lagt planer ud fra, er uden Hjælp fra Ham som er mægtig i råd; men Herren vil arbejde. Dem som har kritiseret Guds arbejde må have salvet deres egne øjne, for de har følt sig mægtig i egen styrke; men der er Én som kan binde den mægtiges arm, og tilintetgøre den kloges råd. ret
(121) Det budskab som vi skal frembære er ikke et budskab som mennesker må krybe sammen for at erklære. De skal ikke prøve at dække over det, skjule dens oprindelse og hensigt. Dens forsvarer må være mennesker som ikke vil tie stille dag eller nat. Ligesom dem, der gør højtidelige løfter for Gud, og som er hvervede budbringere for Kristus, som forvaltere af Guds nådes mysterier, er vi nød til at erklære hele Guds råd pålideligt. Vi skal ikke gøre de særlige sandheder mindre fremtrædende, som har skilt os ud fra verden og gjort os til det vi er; for de er ladet med evige interesser. Gud har givet os et lys om de ting som finder sted nu i den sidste resttid, og som vi med pen og stemme skal proklamere sandheden for verden, ikke på en tam, og åndsløs måde, men i Guds Ånds og krafts tilkendegivelse. De mægtigste kampe indebærer budskabets fremme, og resultatet af dets proklameren er af vigtighed for både himmel og jord. ret
(121) Stridigheden imellem de to store kræfter for godt og ondt er snart til ende; men ved tidens afslutning, vil der være stærke og stadige kampe. Ligesom Daniel og hans efterfølgere i Babylon, bør vi nu sætte os for, at være sand over for princippet, koste hvad det vil. Ildovenen blev gjort syv gange varmere end den var vandt til at blive, men det fik ikke Guds trofaste tjenere til at fravige deres alliance med sandheden. De stod fast i trængslens stund, og blev kastet i ildovnen; og de blev ikke svigtet af Gud. Skikkelsen af den fjerde der vandrede iblandt dem i flammerne kunne ses, kom ud uden at lugte af svedne klæder. ret
(122) Løvekulen afskrækkede ikke Daniel fra at passe sine pligter til stadighed. Han skjulte ikke sine hensigter eller fornedrede ikke sin farve-kulør fordi døden truede ham da han stod tro mod sin Gud. Tre gange om dagen, over for kongens dekret, søgte han Herren i sit kammer, med sit vindue åbent mod himlen. Han blev kastet i løvekulen, men Gud befriede ham. ret
(122) Lad os se på Elias’ sag. Tidspunktet var kommet hvor han måtte møde sin dødelige fjende, den grusomme Akab, Israels selvhersker, frafaldet sine fædres religion. I vrede spørger kongen: »Er det dig, du, som bringer ulykke over Israel!« Står Elias svag over for kongen? Kryber han sammen og dækker sig, trækker sig i smiger for at formildne den vrede herskers følelser? Israel har forvansket sin vej, og svigtet sin alliance med Gud, og skal profeten nu forråde den indviede og hellige betroelse, for at kunne redde sit liv? ret
(123) Profeterer han glatte ting for at behage kongen, og få hans gunst? Vil han undgå spørgsmålet? Vil han skjule den sande grund for kongen, hvorfor Guds domme falder over Israels land? Nej; som Guds budbringer må han proklamere sandheden, en sådan sandhed som anledningen kræver. Han bærer på en tung sorgbyrde på grund af Israels frafald. Han må holde deres mangelfuldhed frem for dem, så de kan ydmyge sig selv for Herrens øjne, så hans opildnede vrede må vendes bort fra dem. Elias står over for den vrede konge og svarer: »Det er ikke mig, der har bragt ulykke over Israel, men dig og din faders hus, fordi I har forladt Herren og holder eder til Ba'alerne!" ret
(123) I dag er verden fuld af indbildte og hykleriske personer; men Gud forbyde at dem der hævder at være vogtere af hellig tillid, skal forråde interesserne i Guds sag gennem al retfærdigheds fjendes insinuerende antydninger og bedrag. ret
(123) Nu er der ikke tid til at stille os over på Guds lovs overtræderes side, og se med deres øjne, og høre med deres ører, og forstå med deres fordrejede sanser. Vi må rykke sammen. Vi må arbejde på at blive en enhed, og være hellig i liv og ren i karakter. Lad dem der bekender at være tjenere af den levende Gud ikke længere bøje sig for menneskers anskuelsers afgud, ikke længere være slaver af skammelige lyster, ikke længere bringe Herren urene ofre, en syndsbestænkt sjæl.
Ellen G. White ret