(9) “Da sagde Jesus til dem: »Endnu en kort tid er lyset hos jer. I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal få bugt med jer. Og den, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor han går hen. Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn!« Nogle folk på Battle Creek-skolen har en falsk idé om hvad deres pligt er. Herren himlens Gud har fået sin Helligånd fra tid til anden til at bevæge de studerende på sjolen, så de kan anerkende ham, på alle deres måder, så at han kan lede deres stier. Til tider har Helligåndens menifestationer været så tydeligt at studerne er blevet glemt, og den største Lærer verden nogen sinde har kendt, har gjort sin røst hørbar, og siger: ”Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle.« Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.« Herren bankede på hjerternes dør, og jeg så at Guds engle var til stede. Lærerne lod til at ikke anstrenge sig særlig for henlede eleverne opmærksomhed til Guds ting, men Gud havde en vagtmand på skolen, og selvom hans tilstedeværelse var usynlig, kunne hans indflydelse mærkes. Der viste sig igen og igen tegn på den hellige Vagtmands tilstedeværelse på skolen. Jesu røst har igen og igen talt til de studerende, der siger: ”Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og bolde nadver med ham, og han med mig.” ret
(10) Herren har ventet længe på at give hjertet de største og sandeste glæder. Alle dem som ser hen til han med udelte hjerter, vil han velsigne stort. Dem som har set på ham, har fået en mere klart syn på Jesus som deres synd-bærer, deres helt tilstrækkelige ofre, og er blevet skjult i klippens kløft, der beskuer Guds lam, som bærer alverdens synd bort. Når vi har en fornemmelse af hans helt tilstrækkelige offer, vendes vore læber til den højeste og mest knejsende temaer i lovprisningen. Når de studerende ser sådan på Jesus, vil grundlaget for deres studier ikke regnes for tab. De vil gribe hans lysglimt som er usynlig. De søger alvorligt den levende Gud, og tilgivelsens levende kul vil sættes på deres læber. Helligånden arbejdede ikke kun for dem, som har mistet deres første kærlighed, men også for sjæle som aldrig har sat sig på Herrens side. Den hellige Vagtmand drog disse sjæle, så der bliver en indsamling til Jesus Kristus. Helligånden arbejdede sådan at Herrens tilstedeværelse erkendes, og hans arbejde anerkendes. Tegn på hans nåde og gunst, fremkaldte glæde I deres hjerter, som således blev velsignet, og det blev kendt at Guds frelse var blandt hans folk. Retfærdighedens Sols klare stråler skinner ind i hjertets og sindets kamre. ret
(10) Når Helligånden manifesterer sig er det samme som dens manifestation i Samuels og Sauls tid i profeternes skole. Ved en anledning blev nådens regn udgydt, og alt som blev samlet sammen blev profeteret. Saul drog nærmere, og selvom han, da han kom til stedet, var fyldt med en rastløshed, miusundelse og jalousi på grund af David, greb han alligevel den ånd der besjælede dem, der priste Gud, og han sang også lovprisningssange. Spørgsmålet gik ud: ”Er Saul også blandt profeterne?” Herren vil æres hvis der høres glædes-halleluja’er på vore skoler. Den velvillige og lydige som har modtaget Helligåndens lære, vil glæde sig i Herren, og sige: ”Lov Herren, thi han er god, og hans miskundhed varer evindelig!” Hvis Guds folk på påskønte de timelige og åndelige velsignelser som Herren har udgydt over dem, gennem Jesus Kristus, vil fortsat pris være over deres læber. ret
(10) Vi erfaret udfrielsen fra åndelig trældom, ligesom isralitterne fik denne erfaring, som blev sat fri af Ægyptens trældom. Har vi fået brudt undertrykkelsens lænker, og er det Røde Havs umuligheder åbnet op for os? Er vi blevet brødfødet med himlens manna? Er Kristi ord ikke kommet hjem til sjælen: “Men dette er det brød, som kommer ned fra Himmelen, for at man skal spise af det og ikke dø. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden.” Vi skal hele tiden få føde fra denne himmelske manna. Vi skal hele tiden drikke af livets vand. Jesus siger: ”Om nogen tørster, han komme til mig og drikke!” ret
(11) Ville det ikke være godt for os at overholde helligdage for Gud, så vi husker hvordan han har behandlet os? Ville det ikke være godt at overveje hans tidligere velsignelser, huske på de indtryksfulde advarsler som vi fik i vore sjæle, så at vi ikke skal glemme Gud? Verden har mange helligdage, og mennesker bliver optaget af spil, hestevæddeløb, hassard, rygning og drikkeri. De viser tydeligt under hvilket banner de står under. De gør det tydeligt at de ikke står under Livets Fyrstes banner, men at mørkets fyrster behersker og kontrollerer dem. Sak Guds folk ikke have hyppigere hellige samlinger hvor Gud takkes for hans rige velsignelser? Skal vi ikke finde tid til at prise Kristus for hans hvile, fred og glæde, og manifestere den daglige tak ved at vi påskønner det store offer der blev gjort for vor skyld, så vi kan få del i guddommelig natur? Skal vi ikke tale om den fremtidige hvile i Guds paradis, og fortælle om den ære og herlighed der er i vente for Jehovas tjenere? ”Da bor mit folk i fredens hjem, i trygge boliger, sorgfri pauluner.” Vi er bundet til vort hjem, søger efter det bedre, faktisk det himmelske. ret
(12) Verden af fuld af spænding. Mennesker handler som de var blevet vanvittige over lave, tarvelige og uhellige ting. Jeg har set dem så opildnede over resultatet af en cricket-kamp! Jeg har set tætpakkede gader i Sydney med etageejendomme, og spurgt hvad var anledningen til denne ophidselse, og fik at vide at det var fordi nogle dygtige cricket-spillerede havde vundet kampen. Jeg følte væmmelse. Hvorfor er Guds udvalgte ikke mere entusiastiske? De kæmper efter en evig krone, kæmper for et hjem, hvor der ikke vil være brug solens eller månens lys, eller tændte stearinlys; for Herren Gud giver dem lys, og de skal regere for evig og altid. De vil få et liv der måler sig med Guds liv; men de ondes lysflammer skal sættes ud i et vanærende mørke, og så skal de retfærdige skinne ud som solen i deres Faders rige. ret
(12) Hvorfor kan vi ikke forvente at den Hellige Vagtmand kommer ind på vore skoler? Vore unger er der for at få en uddannelse, så at de kan gøre alt i deres kraft for at få kendskab til den allerhøjeste Gud, og blive bekendt med ham som den eneste sande Gud. De er der for at lære, hvordan de kan præsentere Kristus som en synds-tilgivende Frelser. De er der for at samle dyre lysstråler op, for at de kan sprede lyset igen. De er der for at fremvise Herrens elskelig venlighed, og tale om hans ære, og udstøde hans pris, som har kaldt os ud af mørket til sit forunderlige lys. De som er trofaste vil iklædes hvide klæder, vil få sejrspalmer i deres hænder, og vil stå i de himmelske sale. Johannes siger: “Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne og de råbte med høj røst og sagde: »Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.” ret
(13) Den himmelske budbringer er igen og igen blevet sendt til skolen. Når hans tilstedeværelse anerkendes, flyer mørket bort, og lyset skinner frem, og hjerter drages til Gud. De sidste ord Kristus sagde til Johannes var: ”Og Ånden og bruden siger: »Kom!« Og den, som hører, skal sige: »Kom!« Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt.” Når vi reagerer på Gud, og siger: ”Herre, vi kommer,” så vil vi med glæde drage vand ud af frelsens kilder. Skal vi ikke holde vore hellige højtider for Gud? Med Frelsens store og forædlende tema for os, skal vi så være lige så kolde som mamorstatuer? Hvis mennesker bliver så opildnede over en cricket-kamp, eller et hestevæddeløb, eller over tåbelige ting som ikke bringer noget godt for nogen, skal vi så stå stille når frelsensplan foldes ud for os? Skolen og menigheden må fra nu af have glædeshøjtider for Herren. ret
(14) Jeg anbefaler ikke fornøjelsesselskaber hvor unge mennesker samles kun for fornøjelsens skyld, for at tale tarveligt og uvæsentlig, og hvor en høj og pralende latter kan høres. Jeg anbefaler ikke den slags samlinger, hvor der ikke er værdighed, og det er et skrøbeligt og tåbeligt sceneri. Unge mænd som himmelske intelligensvæsener forventet at regne dem som missionærere, drages mange gange ind i fornøjelsessamlinger og føres bort af Satans fortryllelser. I stedet for at være bange for at fortsætte deres selskab med piger, hvis dybde let kan måles, hvis karakter er af en tarvelig orden, bliver de forelskede i dem, og forlover sig. Satan ved at hvis disse unge mænd forlover sig med letsindige, fornøjelseselskende, verdslige og ikke religiøse unge kvinder, vil de binde sig selv til anstødsstene. Deres nyttegrad vil forkrøbles væsentligt, hvis den ikke udslettes helt. Også hvis de lykkes for det unge mænd at selv overgive sig uforbeholdent til Gud, vil de dog finde at de er stærkt forkrøblede og bindes til en utrænet, udisciplineret hustru, som er død for Gud, død over for fromhed, og død over for sand hellighed. Deres liv vil vise sig at blive uhelligt og ulykkeligt. Disse fornøjelsessamlinger forvirrer troen, og blander motiverne og gør dem usikre. Herren accepterer ikke noget delt hjerte. Han ønsker hele mennesket. Han har gjort alt hvad mennesket består af. Han ofrede et fuldstændigt offer, for at genløse menneskets legeme og sjæl. Det som han forlanger af dem som han har skabt og genløst, er opsummeret i disse ord: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.« . . . . . »Du skal elske din næste som dig selv.« Gud accepterer ikke mindre end dette. ret