(21) Alt i vor verden er i bevægelse. Kommende begivenheder kaster deres skygger frem. Tidernes tegn er i virkeligheden ildevarslende. Intet hvad der er menneskeligt og jordisk er der forsikring i. Vindende holdes tilbage af de fire engle; et øjebliks henstand gives os nådigt af Gud. Enhver kraft lånes os af Gud, hvad enten den er fysisk, åndelig eller moralsk, skal den sættes højt som indviet til at gøre det arbejde der er bestemt os over for vore medmennesker der går til grunde i deres uvidenhed. Advarslen er at gå ud til alle dele i verden. Der må ikke være nogen udskydelse. ret
(21) Hurtigt stiller mennesker sig selv under det banner de har valgt, venter hvileløst og våger for deres leders bevægelser. Der er dem der vogter og venter og arbejder for vor Herres tilsynekomst; mens den anden gruppe hurtigt falder i rækker under førerskab af den første store frafaldne. De leder efter en gud i menneskelighed, og Satan personliggører den de søger. Masser af mennesker vil blive så bedragede ved deres afvisning af sandheden at de vil tage imod efterligningen. Menneskelighed hilses som Gud. ret
(22) Én kom fra de himmelske sale for at fremstille Gud i menneskelig form. Guds Søn var gjort til menneske, og boede blandt os. »I det [ham] var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det... Det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden er blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn.« ret
(22) Der er kun to partier. Satan arbejder med hans krogede, bedragende kraft, og ved stærke vildfarelser opfanger han alle der ikke underkaster sig sandheden, som har vendt deres ører fra sandheden og har vendt dem til fablerne. Satan selv underkaster sig ikke sandheden, han er syndens gåde. Gennem hans list giver han sine sjæls-destruerende vildfarelser et udseende af sandhed. Heri bedrager deres magt. Det er fordi de er en efterligning af den sandhed som spiritisme og teosofi og de lignede bedrag der vinder en sådan kraft over menneskers sind. Heri er Satans mesterlige værk. Han lader som om han er menneskernes frelser, menneskeslægtens velgører, og således lokker han lettere hans ofre til ødelæggelse. ret
(22) Vi er advaret i Guds ord at søvnløs vagtsomhed er prisen for sikkerhed. Kun på sandhedens og retfærdighedens lige stier kan vi undslippe fristerens magt. Men verden er fanget. Satans dygtighed udvises i at udtænke utallige planer og fremgangsmåder for at udrette hans hensigter. Hykleri er blevet en fin kunst for ham, og han arbejder i en lysets engels forklædning. Guds øje alene skelner hans planer for at besmitte verden med falskhed og ødelæggende principper bærer et udseende af ægte godhed på deres ansigt. Han arbejder for at begrænse den religiøse frihed. Og bringer en slags slaveri i den religiøse verden.* Organisationer og institutioner vil, med mindre de er taget under Guds magt, arbejde under Satans diktat for at bringe mennesker under menneskers styring, og bedrageri og svig vil bære nidkærhedens udseende for sandhed og for Guds riges fremme. Intet i vor fremgangsmåde, er der så åben som den ondes fyrstes metoder. Hans metoder udøves selv blandt Syvende-dags Adventister, som påberåber sig at have den fremadførerne sandhed. ret
(23) Hvis mennesker modsætter sig de advarsler som Herren sender dem, bliver de endda ledere af onde udøvelser; sådanne mennesker der påtager sig at udøve Guds forret - de drister sig til at gøre hvad Gud selv ikke vil gøre i at søge kontrol over menneskers sind. De indfører deres egne metoder og planer, og ved deres misforståelser af Gud svækker de andres tro på sandheden, og bringer falske principper ind der vil virke som surdej i at befænge og fordærve vore institutioner og menigheder. Hvad som helst der forringer menneskets opfattelse af retfærdighed og rimelighed og upartisk bedømmelse, et hvilket som helst påfund eller forskrift der bringer Guds menneskelige repræsentanter under styring af menneskelige sind, svækker deres tro på Gud; det adskiller sjælen fra Gud; for det leder væk fra den nøje renheds og retfærdigheds sti. ret
(24) Gud vil ikke forsvare nogen opfindelse hvorved mennesker i den ringeste grad skal herske eller undertrykke hans medmennesker. Det eneste håb for det faldne menneske er at se på Jesus og tage i mod ham som den eneste Frelser. Så snart mennesker begynder at lave en jernhård regel for andre mennesker, så snart han begynder at give mennesker seletøj på og køre dem efter hans eget sind, vanærer han Gud og bringer hans egen og hans brødres sjæle i fare. Syndfulde mennesker kan kun finde håb og retfærdighed i Gud, og intet menneskeligt væsen er ikke mere retfærdig end han ved tro på Gud opretholder en livskraftig forbindelse med ham. En blomst på marken må have sin rod i jorden; den må have luft, dug, regn og solskin. Den vil kun blomstre når den modtager disse fortrin, og alle er fra Gud. Sådan er det med mennesker. Vi modtager det fra Gud som tjener til sjælens liv. Vi er advaret til ikke at stole på mennesker, ej heller at gøre vort kød til vort våben. En forbandelse er erklæret over alle som gør dette. ret
(24) Jesus og Nikodemus.,
Nikodemus søgte en samtale med Jesus om natten og, sagde, »Rabbi! vi ved, at du er en lærer, som er kommen fra Gud; thi ingen kan gøre de tegn, som du gør, uden Gud er med ham.« Alt dette var sandt, så langt som det gik; men hvad sagde Jesus? Han »svarede og sagde til ham: Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke blive født på ny.« Her var der en mand i et højt tillidsembede, et menneske der blev set op til som en uddannet i jødiske skikke, én hvis tanker var fyldt med visdom. Han var i virkeligheden i besiddelse af talenter af ingen almindelig karakter. Han ville ikke gå til Jesus om dagen for det ville gøre ham til genstand for opmærksomhed. Det ville være temmelig ydmygende for en jødisk leder at erkende sig selv i forståelse med de foragtede Nazaræere. Nikodemus tænkte, Jeg vil forvisse mig om denne Lærers mission og påstande, hvorvidt han faktisk er Lyset der oplyser hedenskabet, og Israels Herlighed. ret
(25) I realiteten sagde Jesus til Nikodemus: Det er ikke strid der vil hjælpe din sag, det er ikke diskussioner der vil bringe lys til sjælen. Du må have et nyt hjerte, ellers kan du ikke skelne og erkende himlens rige. Det er ikke større vidnesbyrd der vil bringe dig i en rigtig position, men nye hensigter, nye spring. Du må blive født igen. Indtil denne forandring har fundet sted, og alt bliver nyt, vil de stærkeste vidnesbyrd der kan vises være nyttesløse. Manglen i dit eget hjerte; alt må forandres, ellers kan du ikke se Guds rige. ret
(25) Dette var en meget ydmygende meddelelse til Nikodemus, og med en følelse af irritation tager han de ord op som Kristus sagde, »Hvorledes kan en menneske fødes, når det er gammelt?« Han var ikke nok åndeligt indstillet til at erkende meningen af Kristi ord. Men Frelseren mødte ikke argument med argument. Når han rejser sin hånd i højtidelig og rolig værdighed, presser han sandheden hjem med en større forvisning: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd. Hvad der er født af kødet, er kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd. Du må ikke undre dig over, at jeg sagde til dig; I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« Nikodemus... sagde til ham: »Hvordan kan dette ske?« ret
(26) Nogle glimt af sandheden var trængt ind i herskernes sind. Kristi ord fyldte ham med ærefrygt, og ledte ham til spørgsmålet, »Hvordan kan dette ske?« Med dyb alvor svarede Jesus, »Er du lærer i Israel og forstår ikke dette?« Hans ord tilkendegav overfor Nikodemus den lektie at, i stedet for at føle sig irriteret over sandhedens tydelige ord, og give sig af ironi, skulle han, på grund af hans åndelige uvidenhed, have en langt mere ydmyg opfattelse af sig selv. Alligevel blev Kristi ord talt med sådan højtidelig værdighed, og både viste og betonede en så alvorlig kærlighed til ham, at han ikke blev foragtet når han indså sit eget ydmyge ståsted. ret
(26) Ham som blev betroet folks religiøse interesser burde helt sikkert ikke være ligegyldig overfor sandheder der er så betydningsfulde for dem at forstå, såsom betingelsen for adgang til himlens rige. »Sandelig, sandelig siger jeg dig,« fortsatte Jesus, »vi taler om det, vi ved, og vidner om det, vi har set; og I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Hvis I ikke tror, når jeg taler til jer om de jordiske ting, hvordan skulle I da kunne tro, når jeg taler til jer om de himmelske?« ret
(27) Denne lektie er for os i dag
Denne lektion til Nikodemus jeg viderbringer er yderst anvendelig for dem der i dag er i ansvarlige embeder ligesom herskerne i Israel, og hvis røst ofte høres i rådssamlingerne, vidner om den samme ånd som Nikodemus havde. Vil denne lektie til den første leder have den samme indflydelse på deres hjerter og liv? Nikodemus var forvandlet som resultatet af denne samtale. Kristi ord er talt lige så klart til konferens formændene, menigheds forstanderne og dem der besidder officielle embeder på vore institutioner, »Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke blive født på ny.« »Jeg giver eder et nyt hjerte.« ret
(27) Hvis I har Helligånden formet og dannet i jeres hjerter dagligt, så vil I have den guddommelige indsigt til at erkende Guds riges karakter. Nikodemus modtog Kristi lektie og blev en sand troende. Hans stemme var hørt i Sanhedrin rådet og imødegik deres forudfattede meninger vedrørende Kristi død. »Dømmer vor lov mon et menneske, uden at man først forhører ham?« Det hånefulde svar kom tilbage: »Er du måske også fra Galliæa? Slå efter, så skal du se, at i Galliæa fremstår der ingen profet.« ret
(27) Jesus havde en discipel i Nikodemus. Ved den natte-konferense med Jesus stod det domfældte menneske foran Frelseren under sandhedens blødgørende og betvingende indflydelse og skinnede ind i hans sinds kamrene og påvirkede hans hjerte. Jesus sagde, »Hvis I ikke tror, når jeg taler til jer om de jordiske ting, hvordan skulle I da kunne tro, når jeg taler til jer om de himmelske? Ingen er steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen.« Jesus fortalte ikke bare Nikodemus at han måtte have et nyt hjerte for at se himmelens rige, men fortæller ham også hvordan han opnår et nyt hjerte. Han studerer den sande søgers spørgende sind efter sandhed, og overbringer ham en fremstilling af ham selv: »Ligesom Moses ophøjede slangen i ørknen, sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.« Gode nyheder! gode nyheder! lyder ud over hele verden! »Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Denne lektie er af den største betydning for enhver sjæl som lever; for frelsens tema er her lagt ud i tydelige linier. Hvis nogen ikke kender andre tekster i Bibelen, vil denne alene være en vejleder for sjælen. ret
(28) Særlig enhver der påtager sig ansvar som rådgiver, enhver som handler med menneske sjæle, er denne store og vidunderlige sandhed blevet et klart og skinnene lys. Det er ingen undskyldning til den der har Guds ord i hans besiddelse og siger: "Jeg har ingen erfaring; jeg forstår ikke disse ting." Han vil aldrig blive klogere før han bliver af meget mindre betydning i hans egen bedømmelse. Han må lære sin lektie som et lille barn. Han må gøre det til sin første pligt at forstå Guds værk i sjælens genfødelse. Dette pålæg skulle finde plads i ethvert menneske før han påtager sig en stilling som leder i forbindelse med Guds indviede arbejde. Hvis nogen ikke har en livskraftig forbindelse med Gud, vil hans egen ånd og følelser få overhånd. Disse kan være vel betegne som fremmed ild opsendt i stedet for den indviede. Mennesket har indflettet hans egne karakter-mangler i Guds værk, påfund der er menneskelige og jordiske, bedrag der fanger ham selv og alle der tager imod dem. ret
(28) Amaleks dom
Gud fremsætter hans mest hellige ord så at han vil velsigne jer hvis I vil vandre på hans vej og udøve ret og dom. »Du må ikke have to slags vægtlodder i din pung, større og mindre. Du må ikke have to slags efaer i dit hus, en større og en mindre. Fuldvægtige lodder og efaer, der holder mål, skal du have, for at du kan få et langt liv i det land, Herren din Gud vil give dig. Thi en vederstyggelighed for Herren din Gud er enhver, der øver sligt, enhver, der begår svig. Kom i hu, hvad amalekitterne gjorde imod dig undervejs, da I drog bort fra Ægypten, hvorledes de kom imod dig undervejs og uden at frygte Gud huggede alle dine udmattede efternølere ned.« ret
(29) Endskønt Israels børn ofte havde bedrøvet Herren ved at forlade hans råd, havde han dog stadig en nænsom omsorg over for dem. Herren Jesus Kristus så deres fjender tage fordel deres omstændigheder, så de kunne gøre dem fortræd; for dette arbejde var at bringe lidelse mod de trætte, som var rejst under Guds ledelse. Hør den dom som Gud erklærede: »Når derfor Herren din Gud giver dig ro for alle dine fjender rundt om i det land, Herren din Gud vil give dig i arv og eje, da skal du udrydde ethvert minde om Amalek. Glem det ikke!« ret
(29) Jeg skrev disse Guds ord så dem der bekender at være hans børn ikke vil få den forbandelse som er erklæret over Amalek fordi de har fulgt Amaleks fremgangsmåder. Hvis hedningerne tog imod denne stærke anklage som deres måde for at overvinde afmagt og træthed, hvad ville Herren så sige mod dem der har haft lys, store anledninger, og privilegier, men ikke har fremstillet Kristi ånd mod deres egne brødre? ret
(30) Herren ser al omgangen mellem bror til bror, som svækker tro, og som ødelægger deres egen tillid hos dem selv ligesom mennesker omgår ret og retfærdighed. På det bestemteste udtrykker han sit mishag ved den uretfærdighed der udøves. Han siger, »Skal jeg... tilgive gudløsheds vægt og pungen med falske lodder?« De stærkt fejlende der her omtales kan ikke være på vore institutioner, men disses gerninger, som er beskrevet, er sket, og det sker stadigvæk. ret
(30) Side efter side kunne skrives med hensyn til disse ting. Hele konferenser er blevet gennemsyret med de samme forvanskede principper. »Dens rigmænd er fulde af vold, dens borgeres tale er løgn, og tungen er falsk i deres mund.« Herren vil arbejde på at rense hans menighed. Jeg siger jer i sandheden, at Herren er ved at skubbe og vælte de institutioner* der kaldes ved hans navn. ret
(30) Lige hvornår denne rensene proces vil begynde kan jeg ikke sige, men det vil ikke blive ret meget udskudt. Han hvis tilhænger er i hans hånd vil rense hans tempel for dets moralske tilsmudsning. Han vil fuldstændig rense hans bund. Gud har en strid med alle som udøver den sidste uretfærdighed; for i dette tilfælde forkaster de Guds autoritet og bringer deres interesser for forsoning i fare, den indløsning som Kristus har påtaget sig for enhver søn og datter af Adam. Vil det betale sig at tage en kurs der er uforenelig med Gud? Vil det betale sig at ofre fremmed ild på dine røgelseskar til Gud, og sige at det gør ingen forskel? ret
(31) Det har ikke været efter Guds ordre at centralisere så meget på Battle Creek. Som sagerne er nu var de fremstillet for mig som en advarsel. Jeg er syg om hjertet ved den fremstilling. Herren gav advarsler om at forhindre denne demoraliserene tilstand af tingene, men de er ikke blevet ænset. »I er jordens salt; men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med? Så duer det kun til at kastes ud og trædes ned af mennesker.«
E. G. White ret