(38) “Sunnyside,” Cooranbong, N.S.W.,
Der burde udøves omhu for at lære et hvert menneske hans afhængighed af Gud; for han er kilden for al visdom og kraft og virkeevne. Jeg er blevet vist at det er en fejltagelse at formode at mennesker i særlige ansvarsbetyngede embeder på Battle Creek har visdom som er langt bedre end almindelige mennesker har. Dem som tror og formoder at de har guddommelig oplysning, stoler på den menneskelige bedømmelse af disse mænd, tager deres råd som Guds røst.* Men dette er ikke sikkert eller trygt, for medmindre mennesket er fuldstændigt helliget til Gud, vil Satan virke gennem dem for at videregive den kundskab som ikke vil være for det nuværende og fremtidige gode for dem som lytter. ret
(38) Mange har oplært sig selv til at skrive eller spørge efter råd og retningslinier når de er sat i svære situationer. Men det er en fejltagelse for dem der er i ansvarlige embeder på vore forskellige institutioner et være afhængige af mennesker som har i alt temmelig mange byrder og ansvar at bære. En svag og sygelig erfaring vil være deres lod som er optrænet til at være fuld afhængig af andre. Dem som de afhænger sig af kan have mindre gudsfrygt end de selv; og ikke mere åndelig kraft og talent end at det er deres privilegium at have hvis de bare ville indse at de ikke skal være børn, men faste brave mænd, der søger at opnå større duelighed ved at bruge det de allerede har, ved at handle med det talent som Gud har lånt dem. Vi er personlig ansvarlig for brugen af de talenter som Gud har givet os. Vort intellekt må opdyrkes. Tæt og hård tankevirksomhed må ydes til vanskelighedernes løsning. ret
(38) Herren har givet hvert menneske sit særlige arbejde, og hvis han sætter mennesker i ansvarlige embeder, vil han videregive sin Hellige Ånd til dem, og give dem kraft til at gøre deres arbejde. Men mennesker som er kaldet til at tage lange dyre rejser for at hjælpe andre til at udtænke og planlægge og ikke selv er i nær forbindelse med klogskabens Gud, hvis de lægger lid i deres egen styrke og visdom. Hvis de ikke har været villige til at bære Kristi åg, eller lære i hans skole at være ydmyg og beskeden i hjertet som han var; hvis de ikke har lært at løfte de byrder som Gud har givet dem, og følge med hvorend han leder dem, hvad vil deres dyre rejser så gøre godt for? Hvad er deres visdom værd? Er det ikke hos Gud regnet som tåbelighed? ret
(39) Lær dette til folk
Stats konferenserne kan være afhængig af General Konferensen efter lys og kundskab og visdom; men er det sikkert for dem at gøre dette? Battle Creek skal ikke være center for Guds værk. Gud alene kan udfylde dette sted. Skønt vore folk på de forskellige steder har deres særlige præstemøder, lær dem, for Kristi sag og for deres egen sjæls sag, gør ikke det kødelige til deres forsvar. Der er ingen magt hos mennesker til at læse deres medmenneskers hjerter. Herren er den eneste hvoraf vi med sikkerhed kan være afhængig, og han er tilgængelig på ethvert sted og enhver menighed i Unionen. At sætte mennesker der hvor Gud skulle være sat ærer eller herliggører ikke Gud. Er General Konferensens formand folkets Gud? Betragtes menneskerne på Battle Creek som ubegrænsede i klogskab? Skønt Herren skal arbejde på menneskelige hjerter og menneskelig intellekt, principper og fremgangsmåder der er anderledes fra dette vil blive bragt for folk. »Slå ikke mer eders lid til mennesker.« ret
(39) Herren har en strid med hans folk over denne sag. Hvorfor har de forladt Herren deres Gud, som elskede sådan, »at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv«? Hans kærlighed er ikke upålidelig og svingende, men er så langt over al anden kærlighed som himlene er over jorden. Han vogter altid over hans børn med en kærlighed der ikke er målbar og er evig. »O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud! hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje!« ret
(40) »Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet.« Barmhjertighed og kærlighed og visdom skal kunne finde hos Gud; men mange der bekender sig til at kende ham har vendt sig fra Den i hvem vort håb for evigt liv har samlet sig omkring, og har optrænet sig selv til at være afhængig af deres fejlende og fejlbarlige medmennesker. De er åndeligt lemlæstede når de gør dette, for intet menneske er ufejlbarlig, og hans indflydelse kan være vildledende. Ham der stoler på mennesker støtter sig ikke kun til en dårlig hjælper, og giver Satan en lejlighed til at fremstille sig selv, men han sårer den hvem tilliden er givet til; og bliver opstemt i sin egen vurdering, og mister sansen for hans egen afhængighed af Gud. Lige så snart en mand er sat hvor Gud skulle være, mister han sin renhed, kraft, og hans tillid til Guds kraft. Resultatet bliver moralsk forvirring, fordi hans kræfter bliver uhellige og trodsige. Han føler sig kompetent til at dømme hans medmennesker, og han tilstræber sig uretmæssigt at blive en gud over dem. ret
(41) »Lad det samme sindelag være i jer«
Der må ikke være nogen selvophøjelse i Guds arbejde. Hvor meget vi end ved, hvor store vore åndelige gaver end er, kan ingen af os rose sig; for hvad vi besidder er kun en betroet gave, lånt os på prøve. De virkelige fremskridt fra disse gaver afgører vor skæbne for evigheden; men vi har intet hvorved vi kunne ophøje selvet og løfte os op, for det som vi har er ikke vort eget. ret
(41) Vi skal være høflige mod alle mennesker, kærlige og forstående; for det var den karakter Kristus viste på jorden. Jo tættere vi er forenet med Kristus, jo mere blid og kærlig vil vor opførsel mod andre være. Menneskeslægtens forløsning er plantet i dette menneske, skønt han er falden, må han være en deltager i den guddommelige natur, er undsluppet fra den fordærvelse som er i verden gennem dets lyster. Hvis vi ved hans nåde bliver deltagere af den guddommelig natur, er vor indflydelse på dem der er omkring os ikke farlig men gavnlig. Se på Jesus, vor tros ophav og fuldender, vi kan være en velsignelse for alle vi omgås, for Helligåndens kraft over det menneskelige hjerte kan gøre og holde det rent. ret
(41) Dem der ikke tager imod Kristus som en personlig Frelser, som ikke mærker behovet for hans nåde på hjerte og karakter, kan ikke påvirke dem som er omkring til det gode. Uanset deres stadium i livet, vil de føre en indflydelse med sig som Satan vil bruge i hans tjeneste. Dette vil miste al håb om evigt liv for dem selv, og ved deres forkerte eksempel ledes andre på vildspor. ret
(41) Golgathas kors betyder alt for fortabte sjæle. Gennem Menneskesønnens lidelse og død, blev menneskernes frelse gjort mulig. Ved Helligåndens organ udtænker Gud at hans billede skal genoprettes i menneskeheden, så et nyt og levende livsprincip kan blive indført i deres sind som er blevet befængt med synd. Guds kærlighed er fuldt dygtigt til at istandsætte, genopbygge, opmuntre og styrke enhver troende sjæl som vil tage imod sandheden som den er i Jesus. For at dette kan blive fuldbyrdet, må mennesker tage åget med Kristus. Kristi kors må studeres. Det må nagle opmærksomheden og fastholde kærligheden. Blodet der blev udgydt for synderne vil rengøre og rense sind og hjerte for enhver form for selviskhed. ret
(42) Helliggjort gennem sandheden
Gud er ophavet for al sandhed; og udøvet sandhed bereder vejen for mere fremadskridende sandhed. Når Guds betroede tjenere kundgører frisk sandhed, rører Helligånden ved det sind der har været beredt til at vandre i lyset og fremskynder de let modtagelige evner til at se sandhedens skønhed og majestæt. ret
(42) Men sandheden er ingen sandhed for den som ikke åbenbarer, ved sin ophøjede åndelige karakter, en kraft udover den som verden kan give, en indflydelse der svarer til dets indviede og særlige karakter for sandheden selv. Ham der er helliggjort ved sandheden vil udøve en frelsende og livskraftig indflydelse på alle som han kommer i kontakt med. Dette er bibelreligion. ret
(42) Mennesker der er frelst, kun ved Jesu Kristi sonoffer, har ingen ret til at søge at ophøje sig selv over deres medmennesker. Lad dem sidde ved Jesu fødder, og lære af ham, og ikke anstrenge sig for selv at skinne. Hvis Jesu Kristi kærlighed forbliver i dem, vil de skinne ubevidst og sprede Kristi herligheds lys ud over verden. »Og jeg - når jeg er blevet ophøjet fra jorden,« sagde Kristus, »vil jeg drage alle til mig.« Hvis en prædikant gør Kristus til hans håb, til hans tillid, til hans afhængighed, er han et med Kristus, en arbejder sammen med Gud; og ved hans tjeneste er sjæle forvandlet til Kristus. ret
(43) Al dygtighed er fra Gud
Der er dem der ikke er lærde og som ingen store evner har, men de behøver ikke at blive modløse på grund af dette. Lad dem bruge hvad de har, våge nøjagtigt over ethvert svagt punkt i deres karakterer, søge ved guddommelig nåde at gøre den stærk. Der er intet menneske der lever der har nogen kraft eller evne som han ikke har modtaget fra Gud, og den kilde det kommer fra er åben for det svageligste menneskelige væsen. Hvis han vil drage nær til Gud, den fejlfrie kilde for styrke, vil han erkende at Gud fuldbyrder hans løfte. Men i dette arbejde, behøver vi ikke at kalde mennesker tusinde af mil for at give os hjælp; for Kristus har lovet, »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde.« ret
(43) Gud har ikke utilregnet givet mennesker talenter, men i overensstemmelse til deres gudsgivne evner for at bruge dem. Jo flere talenter der lånes til mennesker, jo større tilbagelevering kræves. Gud forlanger af enhver menneskelig repræsentant at rådføre sig med det levende orakel, og blive helt igennem kendt med hans udtrykte vilje i alle sager, så han ved flittig brug af de talenter han har lånt, kan vinde andre. ret
(43) Gud vil have os til at lære den højtidelige lektie at vi skal arbejde på vor egen skæbne. Den karakter vi danner i dette liv afgører om vi er eller ikke egnede til at leve i de evige tider. Intet menneske kan være uvirksom og så i sikkerhed. Han kan måske ikke have mange talenter, men lad ham benytte sig af dem han har; alt eftersom han udviser hæderlighed overfor Gud og hans medmennesker, så Gud vil velsigne ham. ret
(43) Helligånden venter på at give hjælp til enhver troende sjæl, og Jesus erklærer, »Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Lad dem som tror på Jesus være stærkt, bedende, og fuld af tillid til Kristi magt til at frelse. »Kald på mig på nødens dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig.« ret
(44) Herrens bøn
Lad mig bede vore statskonferenser og vore menigheder om at ophøre med at lægge deres afhængighed på mennesker og gøre kød til deres våben. Se ikke på andre mennesker for at se hvordan de leder dem selv under sandhedens overbevisning, eller at spørge dem om hjælp. Se ikke på mennesker i høje ansvarsbetyngede embeder efter styrke, for det er netop de mennesker der betragtes i fare af et ansvarsbetynget embede som et bevis for Guds særlige magt. Vore menigheder er svage fordi medlemmerne er oplært i at se på og være afhængig af menneskelige resurser, og tusinde af dollars er unødigt brugt til at transportere begrænsede mennesker fra et sted til et andet, så de kan bringe små vanskeligheder i orden, skønt Jesus altid er nær for at hjælpe dem som er trængende og nødstedt. ret
(44) De advarsler som er givet i Guds ord til Israels børn var møntet, ikke kun på dem, men for alle som skal leve på jorden. Han siger til dem: »Ve de genstridige børn,... som fuldbyrder råd, der ej er fra mig, slutter forbund, uden min Ånd er med, for at dynge synd på synd, de, som går ned til Ægypten uden at spørge min mund for at værne sig ved Faraos værn, søge ly i Ægyptens skygge!« Hvis Herren irettesatte hans folk i gammel tid fordi de undlod at søge hans råd i vanskeligheder, vil han så ikke være mishaget i dag hvis hans folk, i stedet for afhængighed af retfærdighedens sols klare stråler der lyser på deres vej, vender sig fra ham i prøve og prøvelse efter menneskelige væsners hjælp som er fejlende og uduelige som dem selv? Hvor er vor styrke? Er det i mennesker der er så hjælpeløse og afhængige som os selv, der behøver vejledning fra Gud ligesom vi gør? ret
(45) Den nærværende hjælp
Kristus siger, »skilt fra mig kan I slet intet gøre,« og han har tilvejebragt Helligånden som en nærværende hjælp til enhver tid den behøves. Men mange har en svag religiøs erfaring fordi de, i stedet for at søge Herren efter Helligåndens virkeevne, gør kødet til deres våben. Lad Guds folk blive oplært i at vende sig til Gud i trængsler og opnå styrke fra de løfter der er ja og amen for enhver håbende sjæl. ret
(45) Herrens ord er til os, »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. Thi enhver, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op. Findes der mon nogen fader iblandt jer, som vil give sin søn en sten, når han beder om brød, eller når han hans søn beder om fisk, så i stedet for en fisk vil give ham en slange? Eller når han beder om et æg, mon han så vil give ham en skorpion? Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen fra Himmelen give Helligånden til dem, som beder ham!« ret
(45) Guds løfter er fulde og rigelige, og der er ingen brug for at nogen afhænger sig af mennesker efter styrke. For alle der kalder på ham, er Gud nær for at hjælpe og stå bi. Og han vanæres stærkt når vi, efter at have prøvet vor tillid, vender os fra ham - den eneste der ikke vil misforstå os, den eneste der kan give fejlfrie råd - og vender os til mennesker som i deres menneskelige svaghed er tilbøjelige til at lede os på vildspor. ret
(46) »Og Herren sagde: Eftersom dette folk kun holder sig nær med sin mund og ærer mig med sine læber, mens hjertet er fjernt fra mig, og fordi dets frygt for mig blev tillærte menneskebud, se, derfor handler jeg fremdeles sært og sælsomt med dette folk; dets vismænds visdom forgår, de kloges klogskab glipper. Ve dem, der dølger deres råd i det dybe for Herren, hvis gerninger sker i mørke, som siger: »Hvem ser os, og hvem lægger mærke til os?« ret
(46) Herren har vist os hans vej; skal vi vandre på den? eller skal vi, begrænsede og fejlende som vi er, vandre efter vore egne råd, og udøve de principper han har advaret os imod? ret
(46) Den nærværende advarsel
»Gå nu hen og skriv det på en tavle i deres påsyn og optegn det i en bog, at det i kommende tider kan stå som vidnesbyrd evindelig. Thi det er et stivsindet folk, svigefulde børn, der ikke vil høre Herrens lov, som siger til seerne: »Se ingen syner!« til fremsynte: »Skuer os ikke det rette! Tal smiger til os, skuer os blændværk, vig bort fra vejen, bøj af fra stien, lad os være i fred for Israels Hellige!« Derfor, så siger Israels Hellige: Siden I ringeagter dette ord og stoler på krumt og kroget og støtter jer til det, derfor skal denne brøde blive for eder som en truende, voksende revne i en knejsende mur, hvis fald vil indtræffe brat, lige i et nu.« ret
(47) »Hvem vil han belære, hvem tyder hans synder - mon afvante børn, nys tagne fra brystet? Kun hakke og rakke, rakke og hakke, lidt i vejen her og lidt i vejen der!« Ja, med lallende læber, med fremmed mål vil han tale til dette folk, han, som dog sagde til dem: »Her er der hvile, lad den trætte hvile, her er der ro!« - men de ville ej høre. Så bliver for dem da Herrens ord: »Hakke og rakke, rakke og hakke, lidt i vejen her og lidt i vejen der!« så de går hen og styrter bagover, sønderslås, fanges og hildes. Hør derfor Herrens ord, I spotske mænd, I nidvisens mestre blandt dette Jerusalems folk! Fordi I siger: »Vi slutted en pagt med døden, Dødsriget gjorde vi en aftale med; når den susende svøbe går frem, da nr dens vej ej os, thi løgn har vi gjort til vort ly, vi har gemt os i svig;« derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg lægger i Zion en prøvet sten, en urokkelig, kostelig hjørnesten; tror man, haster man ikke. Og jeg gør ret til målesnor, retfærd til blylod; hagl skal slå løgnelyset ned, vand skylle gemmestedet bort.« ret
(47) »Thi således sagde den Herre Herren, Israels Hellige: Ved omvendelse og stilhed skal I frelses, i ro og tillid er eders styrke. Men I ville ikke.« »På hin dag hører de døve skriftord, og friede fra mulm og mørke kan blindes øjne se. De ydmyge glædes end mere i Herren, de fattige jubler i Israels Hellige. Thi voldsmand er borte, spotter forsvundet, bortryddet hver, som er vågen til ondt, som med ord får et menneske gjort skyldigt, lægger fælde for dommeren i porten og kuer en retfærdig ved opspind. Derfor, så siger Herren, Jakobs huses Gud, han, som udløste Abraham: Nu høster Jakob ej skam, nu blegner hans åsyn ikke; thi når han ser mine hænders værk i sin midte, da skal han hellige mit navn, holde Jakobs Hellige hellig og frygte Israels Gud; de, hvis ånd for vild, vinder indsigt, de knurrende tager mod lære.« ret
(48) Vil disse advarsler gå forbi uden at aflægge noget regnskab? Herren drager på enhver lærer, enhver prædikant og enhver som har modtaget lyset af hans sandhed, til at markere hans åndelige ståsted godt. De har haft et stort lys, og hvis de vil sikre evigt liv, må de ikke længere gøre begrænsede mennesker til deres afhængighed, men bygge på den sikre grund. ret
(48) Hold fast ved Guds principper
Ingen mennesker under rådslagning kan med sikkerhed fjerne Guds principper, og sætte deres egne op; for Guds ord har erklæret, »Jeg gør ret til målesnor, retfærd til blylod; hagl skal slå løgnelyset ned, vand skylle gemmestedet bort.« »Thi som på Perazims bjerg vil Herren stå op, som i Gibeons dal vil han vise sin vrede for at gøre sin gerning - en underlig gerning, og øve sit værk - et sælsomt værk. Derfor hold inde med spot, at ej eders bånd skal snære; thi om hele landets visse undergang hørte jeg fra Herren, Hærskarers Herre.« ret
(49) Vi lever i tider der er af stor vigtighed for enhver. Lys skinner i klare og vedholdende stråler omkring os. Hvis lyset er korrekt modtaget og værdsat, vil det være en velsignelse for os og for andre; men hvis vi stoler på vor egen visdom og styrke, eller på vore medmenneskers visdom og styrke, vil det blive vendt til en gift. I kampen for evigt liv, kan vi ikke lære af nogen andre. Livets brød må spises af enhver. Vi må enkeltvis tage del i det, så sjæl og legeme, og sind kan blive fornyet og styrket ved dets omdannende kraft, og således bliver Jesu Kristi karakter og sindelag optaget. Gud må være gjort til den første og sidste og bedste i alt. ret
(49) Enhver må hungre og tørste efter retfærdighed til ham selv. At lære af mennesker, og stole på deres visdom, er farligt for det åndelige liv hos enhver Kristen. Dem i hvem der er tillid, kan være ærlige og sande, og tjene Herren med al flid. Men hvis vi enkeltvis bestræber os på at vandre i Kristi fodspor, kan vi følge ham så vel som dem som vi beundrer for deres konsekvente og ydmyge liv. ret
(49) Ikke menneske men Herren
Oftest er det sådan at dem der ses op til ikke er hvad der tros om dem. Oftest ligger synd på lur i hjertet, og forkerte vaner og vildledende fremgangsmåder er indflettet i karakteren. Hvordan ser vor himmelske Fader på dette? Hans råd er altid pålidelige, og han har bevist hans store kærlighed for menneskeslægten, og han ser på med bedrøvelse når hans børn opmuntres til at vende sig bort fra ham og sætte deres afhængighed på begrænsede mennesker, som de ikke kender, og hvis bedømmelse og erfaring ikke kan være pålidelig. Men dette er sket, og Gud er blevet sat i anden række. ret
(50) I Jesu Kristi Nazaræers navn, jeg beder indstændigt Guds folk om at gøre sig afhængig af Herrens styrke. Tag jer i agt for hvordan I sætter mennesker hvor Gud skulle være. Vi er ikke sikre i at tage mennesker som vor myndighed eller vor fører, for de vil helt sikkert skuffe os. Vi skal enkeltvis selv finde ud af vor egen frelse med frygt og bæven, »thi Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske.« Vi har et stort kald hos Jesus Kristus; vi skal frembære et umådeligt og helligt arbejde, og Gud kalder på enhver til at opløfte hans standard med hensyn til denne verden og det himmelske univers, ved Herren Jehovas kraft, som »er en evig klippe.«
E. G. White ret