Særlige vidnesbyrd for prædikanter og medarbejdere – nr 10 kapitel 2fra side16

tilbage

Selvfornægtelse, og støtte til forkyndertjenesten

(16)  Cooranbong, N.S.W., 14. marts, 1897.
Jeg har fået breve fra Oakland og Battle Creek, der spørger efter holdningen til tiendebetaling. De skrivere mener at de er bemyndiget til at bruge tiendepenge på kirkens mødeomkostninger, da disse er meget tunge. Ud fra det som er blevet vist mig, skal denne tiende ikke holdes tilbage fra den kasse. Enhver penny af disse penge er i Herrens egen hellige kasse, der er bestemt til særlig brug. ret

(16)  Der var en tid hvor dette meget lille missionsarbejde blev gjort, og tiendepengene hobede sig op. I nogle tilfælde blev tienden brugt til lignende formål, som det nu foreslås. Da Herrens følte sig opvække til at gøre missionsarbejde hjemme og ude, og sende missionærer til alle dele af verden, burde dem der håndterer hellige midler have en klar og helliggjort dømmekraft til at forstå hvordan midlerne skal anbringes. Når de ser hvordan prædikanter arbejder uden penge til at støtte sig, og kassen er tom, så bevogtes den kasse meget strengt. Ikke en eneste penny skal fjernes fra den. Prædikanter ligeså megen ret til deres løn, som medarbejderne på Review and Herald-kontoret får, og medarbejderne i Pacific Press forlagshus. Der er forøvet et stort røveri med de ringe lønninger nogle medarbejdere er betalt med. Hvis de giver deres tid og tanke og arbejde til Mesterens tjeneste, bør de få løn nok til at forsyne deres familier med mad og klæder. ret

(17)  Prædikanten gør krav på tienden. Han gør sin del efter sine evner, og bør modtage hvad der tilkommer ham. Prædikanter placeres ofte der hvor de føre donationer ind på steder, hvor de arbejder, og afholde teltomkostningerne, udover at de selv skal have mad. Mange har familier der hjemme at underholde. Hvis de ikke rejste fra sted til sted, ville de bære mindre omkostningsrige klæder; de ekstra penge der betaltes for teltene ved lejrmøderne og til donationer, efterlader dem ofte uden overskud, så de tvinges fra at være med i de forskellige virksomheder, som de har fundet behag i at deltage i. Dette forventes af dem, og for at gøre dette, må de pantsætte. Det tager ofte lang tid at betale denne pant; den hænger på den som en gæld som de ofte ikke er i stand til at løfte. Det er en stor selvfornægtelse fra disse menneskers side af at således skille sig fra deres familier. De tvinges ofte til at tage flere slags befordringer, og spise al slags mad, særlig i lande hvor sandhedsstandarden først løftes. ret

(18)  Det lys som Herren har givet mig om dette emne, er at de midler i kassen for at støtte prædikanter på forskellige marker, ikke bruge til andre formål. Hvis der blev betalt en ærlig tiende, de penge der kom ind i kassen blev bevogtet nøje, ville prædikanterne få en retfærdig løn. Regnskabsbestyrelsen består ofte af mænd som var landmænd. Disse kunne klæde sig i grove klæder der passer sig til det arbejde som de udfører. De oprejste alle de trængende som en familie at leve af, og de vidste ikke hvilket udlæg en prædikant nødvendigvis måtte læbe, når han går ud på en ny arbejdsmark efter fortabte sjæle. Det er ofte hårde og nedmuntrende udsigter. Når arbejdet åbnes op på nogle marker er det opmuntrende; men der er andre marker hvor det ikke er sådan. Men begge må modtage sandheden. Prædikanten må arbejde og bede. Han må besøge forskellige familier. Han finder ofte så fattige folk, at de kun har lidt at spise, og ikke plads til at sove på. Der gives ofte midler til de mest trængende at stilne deres sult og dække deres nøgenhed. Hvilken uretfærdighed er det da at have et selskab som regnskabsbestyrelser, som med et pennestreg vil skuffe og prædikant i nød, som har brug for enhver cent som han er blevet ledt til at forvente. Der vil være ligeså megen rimelighed i at få en bestyrelse til at afgøre om mennesker er ansat på vore institutioner, får deres aftalte lønninger, eller få dem nedgraderet som menneskeligt redskab, som ikke selv vil påvirkes på nogen måde af de vanskelige steder de måtte igennem, skal afgøre. ret

(19)  Den prædikant som arbejder bør have hjælp. Men på trods af dette, ser dem som fører embede i dette arbejde, at der ikke er penge i kassen til at betale prædikanten. De holder tiende tilbage for andre omkostninger, - for at holde mødehusets nødvendigheder op eller andre godgørenhedsformål. Gud forherliges ikke i et sådant arbejde. Vi må hæve vor stemme mod den slags ledelse. Lad dem som har de mest bedste huse, og ikke kaldes til at forlade deres familier, overveje denne sag. Gaver og ofre bør komme ind af folk, idet de er privilegeret med tilbedelseshuse, ligesom i Battle Creek og Oakland, to af vore største menigheder. Der må gøres et dør-til-dør arbejde med at vise familierne i Battle Creek og Oakland at det er deres pligt at være med at dække udgifterne, som kan kaldes timelige og verdslige, og pengekassen må ikke blive berøvet. Der har ikke været penge i kassen til at forsørge prædikanter i Guds tjeneste. ret

(19)  Lad de som gælder sig over at bruge mange af deres midler på at beklæde deres kroppe, tænke over at de burger Guds penge, som burde investeres i at frembære sandheden til dem som går tabt i deres synder. De behøver at få evangeliet præsenteret for sig, de behøver at lære at de må klædes med Kristi retfærdighedsklæder, ellers kan de ikke få en plads med de hellige i lys. De som har fået stort lys, og alligevel fortsætter med at følge verdens moder i klæder, burger Herrens penge på at stille deres stolthed. De berøver Guds sag for midler som, for deres nuværende og eviges skyld, langt bedre kunne investeres i missionsarbejde. Skulle de navne som står i kirkebøgerne blive omvendt, ville de ikke længere glæde sig over deres klæders udseende i Guds hus. Dette ser Herrens hellige Vagtmand fra himlen på, som sporer hele historien fra årsag til virkning. Han ser på hvad der kunne være gjort med midlerne, om de var blevet brugt til Guds ære, frem for at tjene deres stolthed, og adskille deres sjæle fra Gud. Herren vil ikke opvarte disse mænd og kvinders selvføjelighed. Havde de iklædt sig med ærbare klæder, sådan som Helligånden har specificeret dem at gøre, ville de have fået Guds velsignelse. Den atmosfære der omgiver deres sjæle vil ikke være som en åndelig malaria for andre, som lige er komme til troen. Disse eksempler på opvisning og kærlighed til klæder, at følge denne degenererede tidsalders mode, - denne stolthedens og overflødighedens surdej, samler sig til sig selv, indtil hele dejen er gennemsyret. Lad de penge der bruges på cykler, blive investeret i Guds sag. ret

(20)  Den menighed der er uden levende gudsfrygt er som et figentræ, hvor Kristus hungrer efter føde, kom og søgte efter frugter, og fandt kun blade. Sådan er det med mange der bekender religion; og med vor position har vi det som vi har: stort lys, mange anledninger, store privilegier, vil påføre den forbandelse som kom over figntræet, over alle som har et navn at efterleve, og er frugtesløse. Da Kristus sagde ordene: »Aldrig i evighed skal der mere vokse frugt på dig!«, så »visnede figntræet med det samme. « ret

(20)  Herren kommer snart, alligevel læser hans bekendende folk ikke desto mindre tidernes tegn, - om hungersnød, om tusinde der fejes bort af jordskælv og vandfloder, om brænd, om havets og landets ulykker, om plager, krig og blodsudgydelse, - kærlighed til selvet der dæmper de åndelige sanser for at Herrens dag snart vil komme over dem, som en tyv om natten, og han erklærer: ”De skal ingenlunde undslippe.” Herren skal både dømme hurtige og uvirksomme ved hans riges tilsynekomst. Vil disse stå i deres stolthed og selvforherligelse over for doms-tribunalet, når dommen skal sættes, og bøgerne åbnes, og enhver skal dømmes efter som hans gerninger har været? ret

(21)  Kristus erklærer: ”Jeg kender dine gerninger.” Virker Herren til at være så langt borte, for uklar til at gøre en mærkbar virkning på menneskeagentens opførsel? Skal Satans helvedesskygge blive gennemboret af levende tro? Kristus er en personlig og nærværende Frelser, en som bringer alle ting i orden efter hans egen ære. Han er tilgængelig til enhver tid, hvis vi vil fortsætte med at komme til ham i sjælsanger. Jeg vil påskønne alle i Battle Creek at vågne op fra deres åndelige dødsligende slummer. Gør I ikke det, vil den gå over en den evige døds slummer. ret

(21)  De som har brugt tiendepenge på at dække Guds hus almindelige behov, har taget pengene, som burde gå til at støtte prædikanter til at gøre sit arbejde, at berede vej for Kristi genkomst. Lige så sikkert som I gør dette arbejde, misbruger I de ressourcer som Gud har fortalt jer skal forblive i hans forrådshus, så det må være fuldt, og blive brugt på hans tjeneste. Dette arbejde er noget som alle, som har taget del i burde skamme sig ved. De har brugt deres indflydelse til at trække fondsmidler fra Guds forrådskammer, som er sat til side til helligt formål. De som gør dette, vil Herrens velsignelse trækkes bort fra. ret

(22)  Tiendepengene må holdes hellige. Der er prædikanter som ikke får noget for deres arbejde, for der var ingen penge at betale dem. Dette så jeg ville være fordi ledelsen er forkert. Lad ethvert menighedsmedlem fornægte sig selv i klæder, ved bordet, med hjemmemøbler, med gulvtæpper, og mange ting som kan nydes, men ikke er nødvendige. Der er sjæle at frelse. Kan du kaldes medarbejder sammen med Kristus, kan du bære hans åg, og alligevel kan du ved dine udsvævelser afskæres fra Guds hus afhjælpen? Jeg fik lov at høre din troløse begræden over ”vanskelige tider.” Du burde fornægte dig selv mange gange, og taknemmelig over det som du har. Tal ikke mere om din vantro. Hvis brødrene i ansvarsbetyngede stillinger vil tale tro og mod til alle medarbejdere på Embedskontoret, hvis du ville tale selvfornægelse i menigheden, hvis du vil praktisere den i dine egne familier, hvis du vil bære skarpt vidnesbyrd, som du ikke har båret, hvis I alle ville være Guds talerør, og overbringe menigheden selvfornægtelsens nødvendighed, bede om at Herren tilgiver din stolthed, dine tåbelige og sanseløse forfængelighed, måtte Herren går forbi dig, og efterlade dig en velsignelse. ret

(22)  Jeg kalder på redaktørerne, jeg kalder på alle ansvarlige mænd på Pacific Press’ kontor at tro på Jesus Kristus og sandheden for denne tid. Lad jeres gerninger vise at I tror på at jeres tidligere begrædende ord var forkerte, at nu er tid til at kaste jeres net på den rigtige side af skibet, troens side. For resten af jeres dage, medens prøvetiden varer, vis hvad en selvfornægtende, selvopofrende og helliget levende menighed kan gøre. ret

(23)  Der er et arbejde som skal gøres på kontoret og Sanatoriet. Der er et arbejde at gøre i menighederne i Californien. Et andet vidnesbyrd må udgå fra læber der er berørt med levende kul fra alteret. Når I er i Kristus, kan I frembære et levende vidnesbyrd. Men udi menighederne er der selviskhed og synd, uærlighed, vantro, kritik og kværuleren. Nu er det på tide at I vågner op af søvne. Tro med hele dit hjerte, at Kristus døde for verden, at han døde for jer, og at I må have en iboende Kristus, og frembære et budskab Helligånden har indgydt. Vi læser at, i de gamle tider talte hellige mænd eftersom de blev bevæget af Helligånden. Det er hvad vi behøver; det er hvad vi må have. Det er ikke et delt hjerte, et monotomt budskab, som vi må frembære; det er et levende budskab for døende mennesker. Tal ikke om at bevilge den tiende, som skal sende prædikanter ud for at forkynde ordet. Gå til arbejdet, og se om du ikke kan sige ord som vil smelte og underlægge hjerterne. Jeg er frygtelig foruroliget. Jeg siger igen: Læg jeres vantro bort. I gør folk selviske og vantro fordi I taler om selviskhed og vantro. Nu skal I arbejde i modsat retning, efter at have søgt Herren af hele hjertet. ret

(23)  Her behøver vi penge for at fremføre arbejdet. Min vi har ikke sådanne ressourcer til at drage på os, I har gjort i Oakland og Battle Creek. Vi kan ikke betale prædikanterne på marken, for der er ingen penge i kassen. Jeg ved ud fra det lys jeg har fået af Gud, at der burde være mange medarbejdere Californien. Der burde være medarbejdere i Michigan, og alligevel stiller folk spørgsmål ved at bruge tiende til andre formål, end det som Herren har anvist. I Californien, skal mænd og kvinder i alle vore byer i Amerika, på hovedveje og biveje, gå ud som helligede medarbejdere, som vil proklamere advarselsbudskabet. I Michigan, og særlig i Battle Creek, var det meningen at Dr. Kellogg ikke skulle arbejde primært med fattige og elendige mennesker, inden for lægeområdet. Hvorfor går Generalkonferensen så ikke ind i arbejdet? Hvorfor friholder de så ikke kassen for at understøtte prædikantarbejde, men lader den drage og deles til almindelige ting? Hvorfor lader de prædikanterne få halv betaling, og samtidig tale så modvilligt om det som de modtager? Når dette ophører i vore menigheder, vil et levende vidnesbyrd udgå fra vore menneskelæber under Helligåndens virke. ret

(24)  Byrder er blevet båret, projekter er blevet opstartet, og tiden er brugt på ting som Gud aldrig har haft i sinde at nogen skal bestræbe sig på, eller påtage sig. Nu må tingenes orden ændres, for Kristi skyld. I stedet for at trække prædikanter ud fra deres arbejdsmarker for at lære mere, så må de opmuntres til at bruge det som de ved. I har berøvet en verden for at gå tabt i sine synder, at bearbejde den verden som de har. Hvis disse mænd vil arbejde, skal vi i tro og bøn se noget blive udrettet, hvis de vil gøre arbejdet alvorligt og ivrigt. Satan har stjålet udviklingen fra os. Gud ønsker at vi skal tage hele retfærdighedens rustning på. Han siger: “I øvrigt, hent kraft fra Herren og hans vældige styrke! Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb.” Læs omhyggelig de formaninger den inspirede apostel giver, og ”være ordets gørere.”
Mrs. E. G. White ret

næste kapitel