(33) “Gå ud I alverden, og forkynd evangeliet for al skabningen”
Alle der påkalder Kristi navn burde arbejde for ham med hjerte og sind og sjæl og styrke; og de vil arbejde hvis de tror det store sandheds evangelium. Deres ivers hjertelighed for Kristi sag vil vidne om graden at deres tro. Selvet vil blive slugt af Kristus hvis de oprigtigt er forenet med ham. »Det er ikke længere mig, der lever,« sagde den store apostel, »men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.« ret
(33) Det lys der af Guds Ånd atter og atter gives er, Koloniser ikke.* Gå ind i de store byer, og skab en interesse blandt de høje og lave. Gør jeres arbejde i at prædike evangeliet for de fattige men stop ikke der. Søg også at nå de højere klasser. Tænk på jeres placering med henblik på at lade jeres lys skinne ud til andre. Dette arbejde skulle have været gjort for længst. Gør ikke sabbatsspørgsmålet til jeres første speciale. I må nå mennesker med praktiske emner, hvor alle kan være med... ret
(34) Guds folk har et arbejde at gøre som ikke er gjort. Det sidste nådebudskab må gives til en verden der fortabes i deres synder. Dem der er tilknyttet vore institutioner har enhver mulighed og anledning for at arbejde for de stakkels syndere der er uden for Kristus; men de er faldet fra. Hvis vore menigheder kun ville praktisere sandheden, og vise det de tror, at Kristus kom til vor verden for at frelse syndere, ville Guds kraft være med deres arbejde. Men de må komme i kontakt med Kilden for al lys og virkeevne, og i kontakt med verden, ikke for at indtage verdens ånd, men for at de kan gøre det arbejde Gud har bestemt dem til at gøre... ret
(34) Forkyndende seminarer
»Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen!« er Kristi befaling til hans arbejdere. Men denne klare erklæring har været ignoreret. Selv om lyset har været givet igen og igen, er mennesker blevet kaldt fra markerne, hvor de skulle have fortsat deres gerning i kærlighed og frygt for Gud, og søge at redde det tabte, til at bruge uger i at overvære et forkyndende seminar. Der var engang hvor dette arbejde var nødvendigt, fordi vore egne folk modsatte sig Guds værk ved at afvise sandhedens lys på Kristi retfærdighed ved tro. Dette skulle de have taget imod og kastet tilbage med hjerte og stemme og pen, for det er deres eneste kraft. De skulle have arbejdet under Helligåndens styring i at give lys til andre. ret
(35) Ved at hengive sig år efter år til forkyndende seminarer,* er marker blevet forsømt der allerede er hvide til høst. Arbejderne er endda blevet svækket i stedet for at være blevet styrket. Dette har været et fejltrin. Gud kalder hans tjenere til at viderebringe, ikke til altid at lære og aldrig blive i stand til at komme til kendskab af sandheden. ret
(35) Helligåndens arbejde
Det store emne om Helligåndens komme er tydeligt beskrevet af Kristus. »Når han kommer,« sagde Kristus, »skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.« Lyset har været holdt frem for vort folk i årevis. Helligåndens kraft har i stor udstrækning været åbenbaret på Battle Creek, værkets store hjerte, for at blive videregivet til dem på gader og stræder, så den store masse af mennesker under Satans synds- og dødsmagt kan blive reformeret og fornyet ved Helligåndens magt. Men da lyset kom til dem ved arbejdets midtpunkt, vidste de ikke hvordan det skulle behandles. De vidnesbyrd som Gud har givet hans folk er i harmoni med hans ord. ret
(35) Da Jesus sagde disse ord stod han i det skamfulde kors' skygge, symbolet på den skyld som gjorde Kristi offer nødvendig for at frelse verden fra fuldstændig fordærv. Kristus så frem til den tid hvor Helligånden, som hans repræsentant, skulle komme og gøre et betydningsfuldt arbejde i og gennem hans fortjenester; og han følte sig fri til at viderebringe sin hjælp til sine disciple. ret
(35) Guds Søn steg selv ned fra himlen i menneskehedens favn, så han kunne give mennesker kraft, og de kan få del i guddommelig natur, og undfly det fordærv som er i verdens lyster. Hans lange og menneskelige arm omfavnede slægten, at han med sin guddommelige arm greb den Almægtige trone. Når man lever for at ikke behage sig selv, men behage sin Himmelske Fader, og bruge sit liv på at arbejde for andre, gøre godt, og søge at redde den lidende menneskehed, gav Kristus praktiske lektier i selvfornægtelse og selvopofrelse. ret
(36) Men Satan der arbejder gennem ulydighedens elementer, modarbejdede Guds arbejde. Ved en desperat handling besluttede han at afskære alle lysstråler der skinner ud i verdens oralmørke, og derved afskære kommunikationen fra Guds trone. Han besluttede sig for at fornægte Gud, Faderen, som sendte sin Søn til verden. ”Dette er arvingen,” sagde den onde husbond; ”kom, lad os dræbe ham, og arven vil tilkomme os.” Og de korsfæstede livets og ærens Herre. ret
(36) Før han ofrede sig selv som et offerdyr, sørgede Kristus for den vigtigste og mest fuldstændige gave der kom inden for hans efterfølgeres rækkevidde. ”Jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer.” ret
(36) Den guddommelige virkes mest slående træk er at udføre det største arbejde skal kan udføres i vor verden, med meget enkle midler. Det er Guds plan at enhver del i hans regering skal være afhængig af alt andet, hele hjulet som et hjul inden i et jul, der arbejder i fuldstændig harmoni. Han bevæger menneskers kræfter, får sin Ånd til at berøre usynlige strenge, og vibrationen genlyder ud i universets yderste kanter. ret
(37) Den onde magts fyrste kan kun holdes tilbage af Guds kraft af guddommens tredje person, Helligånden. ret
(37) Behov for forbindelse med Gud.
Gud har udpeget et arbejde der skal gøres. Verden må advares. Han har givet mænd og kvinder privilegiet at samarbejde med ham i dette store værk. Hvis de blot vil bruge de evner Gud har givet dem, sætte den hellige ild på deres røgelseskar, med liflig røgelse, vil der dannes en fast forbindelse mellem den guddommelige krafts styrke og menneskeagenten. Men hvis mennesker tror at de er nok i dem selv, bliver de opblæste, og fordærvelsens ånd spreder sig som hele mennesket. Gud kan ikke bruge dem. Kristus siger: ”Uden mig kan I intet gøre.” ret
(37) Dem der ikke har en levende forbindelse med Gud har ikke en værdsættelse af Helligåndens tilkendegivelse, og skelner ikke mellem det hellige og det almindelige, de lyder ikke Guds røst, fordi de, som den jødiske nation, ikke kender deres besøgelsestid. Der er ingen hjælp for mænd, kvinder eller børn der ikke vil høre eller lyde pligtens stemme, for pligtens stemme er Guds stemme. Øjnene, ørerne og hjertet vil blive umodtagelige hvis mænd og kvinder afviser at tage agt på det guddommelige råd, og vælger den vej der bedst passer dem selv. ret
(37) Oh, hvor meget bedre ville det være hvis alle som gør dette var tilknyttet noget andet arbejde end de indviede institutioner der er bestemt af Gud som hans store centre! De antages at være under Helligåndens vejledning; men det er en stor fejltagelse. De gør ikke Guds arbejde trofast; de giver ikke vidne af at de indser dets indviede karakter. Deres indflydelse vildleder andre, og får dem til at se let på Guds redskaber der er bestemt til sjælenes frelse, og leder dem til at tro at de må bringe deres egne ideer og almindelige tanker og planer ind. Således opnås et lavt og tarveligt niveau, og Gud er stærkt vanæret. ret
(38) Gud vil have at alle der har en sådan erfaring indgroet i deres religiøse liv vælger beskæftigelse andre steder, i møjsommelig og trange områder, hvor evige interesser ikke vil være nedværdiget af deres uindviede liv, hvor der er mindre rum til komme ud for fristelser. Anstrengende og hårdt fysisk arbejde kan modvirke og undertrykke deres onde tilbøjeligheder, og andre vil ikke blive gennemsyret af deres skadelige tendenser og karaktertræk. ret
(38) Dem som har en forbindelse med Guds arbejde på nogen af vore institutioner må have en forbindelse med Gud, og må være engageret i at gøre ret under alle forhold, så de vil vide hvor de vil findes på prøvens dag. Ingen der er tilknyttet Guds indviede arbejde kan forblive på neutral grund. Hvis et menneske er splittet, ubeslutsom og usikker indtil han er sikker på at han intet vil miste, viser han at han er et menneske Gud ikke kan bruge. Men mange arbejder på denne måde. De er ikke beskikket af Gud, og i øvrigt har de slet ikke ladet sig bearbejde af Helligåndens mægtige repræsentant. ret
(38) Herren vil bruge uddannede mennesker hvis deres formodede kundskab ikke leder dem til at ønske at arbejde på Helligånden, og at søge at lære Herren at menneskelig taktik er bedre end guddommelige planer, fordi de stemmer bedre med folkelige meninger. Enhver i Guds tjeneste er under bånd for at stå frimodigt frem og møde fordomme, modstand og menneskelige udbrud. De må altid huske på at de er Guds tjenere, og i hans gerning. ret