(8) I løbet foråret 1902 henledtes vore brødres opmærksomhed på Paradise Valley-sanatoriebygningen, som blev bygget til et sanatorium af Mrs. Mary L. Potts for omkring tyve år siden. Efter at være brugt i nogle få måneder, lå dem tom i mange år, og blev så sat til salg for tyve tusinde dollars, med mulighed for at den kan købes for femten tusinde dollars kontant. ret
(8) I september 1902, efter Los Angeles Lejrmødet, brugte vi en uge i San Diego, og besøgte flere steder som var tilbudt os til sanatoriearbejde. Inden i den bygning vi fik af Mrs. Potts lod det, for mig, til at der var alt det vi kunne ønske os. Her var en velkonstrueret, treetagers bygning med omkring halvtreds værelser, med brede verandaer, der stod på en behagelig bakkeskråning, og lå ud over en smuk dal. Mange af værelserne er store og luftige. ret
(8) Udover hovedbygningen, er der en god stal, også et seks-lokaler stort anneks, som kan indrettes til hjælperne. Ejendommen er placeret bekvemmeligt, med mindre end syv miles fra San Diego, og omkring en mile fra National City postkontor. ret
(8) Der er toogtyve acres land. [Sidenhen forøget til tredive.] Omkring det halve af dette var tidligere beplantet med frugttræer, men under den lange tørke, som dette land havde lidt under, var alle træerne døde, undtagen prydtræerne og buskadset omkring bygningerne, og omkring halvfjerds oliventræer på terrasserne. ret
(9) Da vi erfarede at ejendomsmæglerne for denne ejendom, havde mistet modet på grund af de mange års tørste, og tilbød det for tolv tusinde dollars, sagde jeg til vore brødre: ”Jeg tror at Herren har bevaret dette sted til os, og at Han vil åbne vej for at vi får det. Jeg har aldrig set en bygning budt til salg som egnede sig bedre til sanatoriearbejde end denne. Hvis dette sted blev ordnet, ville det se ud som de steder jeg har fået vist af Herren.” ret
(9) For et år siden, fik jeg lys om at vore folk i Sydcalifornien måtte se efter muligheder for at købe sådanne ejendomme, og det virkede tydeligt for mig og for dem der var med mig, at muligheden for at købe dette sted var en opfyldelse af den opmuntring vi havde fået, og bliv udgivet i ”Vidnesbyrd for menigheden,” bind VII, med disse ord: ret
(9) “Sanatorier skal etableres så hurtig så muligt på forskellige steder i Sydcalifornien. Lad en begyndelse ske på forskellige steder. Lad, om muligt, jorde blive opkøbt, der allerede er bygninger på. Lad så passende udvidelser ske, eftersom værkets vækst kræver det. . . . . I Sydcalifornien er der mange grunde til salg hvorpå der står egnede bygninger på, bygninger egnet til sanatoriearbejdet. Nogle af disse grunde bør købes og sundhedsmissionsarbejdet kan fremføres i fornuftige, rationelle linjer. Adskillige små sanatorier skal startes i Sydcalifornien til at hjælpe de mange, der er kommet dertil, for at blive raske. Jeg har fået undervisning om vi nu har vor anledning til at nå mange personer der drager til de sydcaliforniske kursteder, at et arbejde muligvis skal gøres også til bedste for de tilstedeværende. ret
(10) I december erfarede vi at dette sted kunne købes for elleve tusinde dollars, og jeg opmuntrede Dr. Whitelock at gøre tiltag for køb. Men vore ledende brødre i den sydcaliforniske konferense var ikke parate til at samarbejde i denne sag, og intet blev gjort. ret
(10) Om sommeren 1903 blev ejendommen givet til os for otte tusinde dollars, og vi fandt at vore brødre ikke var i stand til at handle. ret
(10) Tørken fortsatte, og ejerne af denne ejendom blev meget modløs. Frugthaverne døde bort. I januar, 1904, skrev Dr. Whitelock til mig at prioriteterne kunne købes for sektusinde dollars, og måske mindre. Jeg rådede igen vore brødre, som er knyttet til sundhedsarbejdet i Sydcalifornien til at købe stedet. Men jeg erfarede at de ikke var parate til at handle. Så lagde jeg sagen frem for søster Gotzian, og hun indvilgede i at gå sammen med mig for at købe stedet. To dage efter kom et telegram tilbage om at beløbet var accepteret. Imidlertid kom der et brev fra andre selskaber i San Diego var på vej til New York, og gav sekstusinde dollars for prioriteterne. ret
(10) Kort efter at vi havde købt stedet, tilsluttede pastor og mrs J. F. Ballenger sig os for at rejse den sum der skulle betales for ejendommen. ret
(10) Efter at have fået stedet, behøvede vi en leder, og vi én der var parat til arbejdet. Bror E. R. Palmer og hans hustru, som havde tilbragt vinteren i Arizona, var i San Diego, og de ville tage ansvar for værket og udruste sanatoriebygning til anvendelse. ret
(11) Da vi besøgte stedet i november, 1904, fandt vi at der var udrettet meget i løbet af sommeren. Bygningerne var grundigt repareret, indvendigt og udvendigt, og malet udvendigt. Det var blevet udrustet med elektrisk lys, og omkring en tredjedel af værelserne var møblerede. Ved flere fordelagtige møbelsalg af velhavende familier der forlod landet, fik vi førsteklasses møbler til meget lave priser. ret
(11) Vor store bekymring for stedet var, om der var nok forsyninger af mad. For år tilbage da dalen var frodig, var den afhængig af vand fra bjergstrømmene, oplaget i store damme, men som resultat af mange års tørke, var der ikke vand i reservoirerne til at dække vore behov. Nogle af vore naboer i dalene havde gode kilder, men vort sted var lidt til den ene side. Det store spørgsmål var: Kan vi få masser af vand ved at grave? ret
(11) Brøndgraverne var gået firs fod ned, og fandt lidt vand, men de ønskede meget mere. Oh, hvor er vi dog afhængig af at finde rigeligt godt og rent vand! Med en overflod af vand, kan vort arbejde gå fremad, men uden det, hvad skal vi så gøre. Ud fra begyndelsen, følte jeg mig forvisset om, at Herren ville åbne vejen; men hvem kan fortælle hvornår og hvordan? Vore folk ønskede dybt at se sanatoriet gøre fremgang, og da vi mødte dem, kom spørgsmålet: ”Har I fundet vand?” ret
(12) Medens dette vigtige spørgsmål ventede, tog professor E. S. Ballenger og min søn til San Pasqual og Escondido med opmuntringer, at vi havde deltaget i dette så vidt, og organiseringsplanen var klar, og bad om deres hjælp. ret
(12) Alle var glade for at dele byrde og gøre dette sanatorium, så vidt det er muligt, til en San Diego land-virksomhed, og de grav frit efter deres evner. Omkring femten hundrede dollars blev betalt, og det halve af dette kom tilbage for at bruges straks. ret
(12) De dag professor Ballenger og min søn kom tilbage, med tilsagn om hjertelig og praktisk hjælp fra vore folk, ramte medarbejderne i brøden en fin strøm af god og ren vand. Den næste morgen kom bror Palmer tidligt frem for at fortælle mig at der var finde strømme af rent vand. Vandet er klart og rent, og vi var stærkt glade over at vide at der var rigelige forsyninger. Denne brønd er mere værdifuld end guld, sølv eller ædelstene. ret
(12) En formiddag kom en dame uanmeldt til sanatoriet, og instisterede på at blive der. Andre ankom før vi var parate, og patienterne fortsatte med at komme indtil der var tyve, og vore medarbejdere var så travle at den formelle åbning blev udsat til ubestemt tid. ret
(12) En aften lige før vi rejste, kørte en firhestes trukket tung vogn ind, kom med gaver til sanatoriet fra San Pasqual. I lasten var der kartofler, frugtsaft og syltede frugter, og i den samme vogn var der to smukke Jersy køer. ret
(13) I de sidste tre nætter under mit ophold på denne institution, fik jeg megen instruktion om de sanatorier som der har været stærkt brug for i årevis, og som for længe siden var blevet udstyret og sat i driftstilstand. Sundhedsmissionsarbejdet skal på den tredje engels budskab være som den højre hånd er på kroppen. Vore sanatorier er et stort middel til at udrette sundhedsmissionsarbejde. De skal nå folk i deres behov. ret
(13) De medarbejdere der er forbundet til vore sanatorier skal være sympatiske, venlige og direkte i deres omgang med hinanden og med patienterne. Deres ord og handlinger skal være ædle og oprigtige. De skal altid modtage lys, nåde og kærlighed fra Kristus for at give til dem i mørke. Ved deres arbejde vil den syge, den syndige den fortabte søn der forlod Faderens hus blive opmuntret til at vende tilbage. Guds ord til medarbejdere er: ”Se jeg er med jer alle dage helt til verdens ende.” ”Frygt ikke, men lad dig ikke skræmme.” ret