(102) Den store lærer bragte sine tilhørere i kontakt med naturen for at få dem til at lytte til den røst, som taler i alt, hvad der er skabt; og efterhånden som deres sind blev mildere og deres sjæle modtagelige, hjalp han dem til at fatte den åndelige lære i det, som deres blik faldt på. De lignelser, som han elskede at benytte for at undervise dem om sandheden, viser, hvor åbent hans sind var for naturens påvirkning, og hvor han frydede sig over at samle stof til sin åndelige vejledning fra dagliglivets omgivelser. ret
(102) Himmelens fugle, markens liljer, sædemanden og sæden, hyrden og fårene ved hjælp af dem skildrede Kristus den udødelige sandhed. Han fremdrog også billedet fra livets begivenheder, kendsgerninger, der var velkendte for tilhørerne: surdejen, den skjulte skat, perlen, fiskenettet, den tabte mønt, den fortabte søn, huset på klippen og huset på sand. Der var i hans lære noget, der kunne interessere enhver sjæl, og som talte til alles hjertet. Således blev det daglige arbejde, i stedet for kun at være en trædemølle, gjort lysere og højnet ved de bestandige påmindelser om det åndelige og det, som ikke ses. ret
(102) Sådan burde vi også undervise! Lad børnene lære i naturen at se Guds kærlighed og visdom; lad tanken om ham sættes i forbindelse med fugle og blomster og træer; lad alt det, man ser, for dem blive fortolkere af det, som ikke ses, og alle livets begivenheder blive et middel til guddommelig lærdom. ret
(103) Når de lærer at granske på denne måde, viser de lærdomme, som kan drages af alt det skabte og af alle livets erfaringer, at de samme love, som behersker alt i naturen og livets begivenheder, også skal beherske os; at de er givet til gavn for os; og af vi kun ved at adlyde dem kan opnå den sande lykke og fremgang. ret
(103) Alt, både i himmelen og på jorden, forkynder, at livets store lov er en tjenestens lov. Evighedens Fader skænker ethvert levende væsen, hvad det behøver til livets opretholdelse. Kristus kom til jorden som den, der tjener.« Luk. 22,27. Englene er ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse.« Hebr. 1,14. Den samme tjenestens lov står skrevet på alt i naturen. Fuglene i luften, dyrene på marken, træerne i skoven, bladene, græsset og blomsterne, solen på himmelen og de lysende stjerner alle udretter de deres tjeneste. Søen og havet, floden og vandkilderne enhver af dem tager kun for atter at give. ret
(103) Ligesom alt i naturen således tjener til at opretholde verdens liv, sådan betrygger det også sit eget.»Giv, så skal der gives jer« (Luk. 6,38), er den lære, der på ikke mindre afgørende måde står skrevet i naturen end på bladene i ben hellige Skrift. ret
(103) Mens bjergskråningerne og sletterne baner vej for elven, så den kan nå ud til havet, bliver det, som de giver, tilbagebetalt hundredfold. Strømmen, der syngende glider frem, efterlader sig en gave af skønhed og frugtbarhed. Gennem markerne, der var bare og brune efter sommerens hede, betegner en frisk og grøn stribe flodens vej. Hvert skønt træ, hver knop og hver blomst er vidne om den løn, Guds nåde tilsikrer alle, der lader sig bruge som dens kanaler til verden. ret
(104) Af alle de næsten utallige ting, der bliver lært os om vækstens forskellige forløb, har vi fået nogle af de værdifuldeste i Frelserens lignelse om sæden, der gror. Den rummer en lære for både unge og gamle. ret
(104) »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået sin jord og sover og står op, nat og dag, og sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes. Af sig selv giver jorden frugt, først strå, så aks og så fuld kerne i akset.« Mark. 4,26-28. ret
(104) Sæden hat kimen til at spire i sig selv en kim, som Gud selv har nedlagt i den, men alligevel ville kornet, hvis det blev overladt til sig selv, ikke have nogen kraft til at spire. Mennesket har sin rolle at spille ved at fremkalde kornets vækst; men der findes et punkt, ud over hvilket det intet kan udrette. Det må stole på Ham, som har forbundet såning med høst ved sin egen almægtige krafts vidunder. ret
(104) Der er liv i sæden, og der er kraft i jordbunden; men hvis ikke Almagtens kraft udøves dag og nat, vil sæden ikke give noget udbytte. Regnbygerne må forfriske de tørstige marker; solen må give dem varme; der må tilføres den nedlagte sæd elektricitet. Skaberen alene kan fremkalde det liv, som han har indpodet. Ethvert sædekorn vokser, og enhver plante udvikler sig ved Guds kraft. ret
(104) »Sæden er Guds ord."»Thi som spiren gror af jorden, som sæd spirer frem i en have, så lader den Herre Herren retfærd gro og lovsang for al folkenes øjne.« Lukas 8,11; Es. 61,11. Det er med den åndelige såning som med den naturlige: den kraft, som alene kan frembringe liv, kommer fra Gud. ret
(105) Sædemandens gerning er en troens gerning. Han kan ikke fatte mysteriet ved sædens spiring og vækst; men han har tillid til de kræfter, ved hvilke Gud får planteverdenen til at trives. Han strør sæden ud i forventning om at få den mangefold igen i en rig høst. Sådan skal forældre og lærere også arbejde i forventning om at høste af den sæd, de udsår. ret
(105) En tid kan den gode sæd ligge ubemærket i jorden uden at vise noget tegn på, at den har slået rod; men senere, når Guds Ånd ånder på sjælen, spirer den skjulte sæd frem, og til sidst bærer den frugt. Vi ved ikke, hvor meget af vort livsværk der skal lykkes, om dette eller hint! Det er ikke os, der skal afgøre dette.»Så din sæd ved gry og lad hånden ej hvile ved kvæld.« Præd. 11,6. I Guds store pagt siges der, at så længe jorden står, skal sæd og høst, ..... ikke ophøre.« 1Mos. 8,22. I tillid til dette løfte pløjer og sår landmanden. Vi skal ikke arbejde mindre tillidsfuldt ved den åndelige såning, men stole på hans forsikring:»Så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, som jeg gav det."»De går deres gang med gråd, når de udstrør sæden, med frydesang kommer de hjem, bærende deres neg.« Es. 55,11; Sl. 126,6. ret
(105) Sædens spiring er et billede på det åndelige livs begyndelse, og plantens udvikling er et billede på karakterdannelsen. Der findes intet liv, uden der er vækst. Planten må enten vokse eller dø. Ligesom dens vækst er stille og umærkelig, men vedvarende, sådan er det også med karakterens udvikling. Ved ethvert udviklingstrin kan vort liv være fuldkomment; men dog vil der, hvis Guds hensigter med os opfyldes, være bestandig fremgang. ret
(106) Planten vokser ved at tage imod det, som Gud har bestemt til at opretholde dens liv. På samme måde opnås åndelig vækst ved at samarbejde med guddommelige kræfter. Ligesom planten slår rod i mulden, sådan skal vi slå rod i Kristus. Ligesom planten tager imod sollyset, duggen og regnen, sådan skal vi modtage Helligånden. Hvis vore hjerter er rodfæstede i Kristus, så vil han komme til os som regn, som vårregn, der væder jorden. Han vil opgå for os som Retfærdighedens Sol med lægedom under sine vinger. Vi skal blomstre som liljen. Vi skal avle korn, skyde som en vinstok. Hos. 6,3; Mal. 4,2; Hos. 14,6. og 8. ret
(106) Hveden udvikler først strå, så aks og så fuld kerne i akset. Mark. 4,28. Landmandens formål med at så sæden og tage vare på planten er at frembringe korn brød til de sultne og sæd til fremtidens høst. På samme måde ser den guddommelige husbond frem til en høst. Han søger at genskabe sig selv i sine disciples hjerter og liv, så at han ved dem kan genskabes i andres hjerter og liv. ret
(106) Plantens gradvise udvikling fra sædekornet er en anskuelsesundervisning i børneopdragelse. Der kommer først strå, så aks og så fuld kerne i akset.« Mark. 4,28. Han, som har givet denne lignelse, skabte det lille frøkorn, gav det livsbetingelser og fastsatte de love, der bestemmer dets vækst. Og de sandheder, vi lærer af lignelsen, blev virkeliggjort gennem hans eget liv. Han, Himmelens majestæt og ærens konge, blev et lille barn i Betlehem og var en tid et billede på det hjælpeløse barn, der behøver en moders omsorg. I sin barndom handlede og talte han som et barn, ærede sine forældre og udførte, hvad de ønskede. Men så snart hans forståelse vågnede, voksede han bestandig i nåde og i viden om sandheden. ret
(107) Det burde være forældres og læreres mål at opelske de unges tilbøjeligheder, så de ved hvert nyt trin i livet kan være et billede på den skønhed, der sømmer sig for dette livsafsnit, og udvikler sig naturligt, ligesom planterne i haven. ret
(107) De små børn burde opdrages i barnlig enkelhed. De burde oplæres til at være tilfredse med små, nyttige pligter og med de fornøjelser og oplevelser, der er naturlige for deres alder. Barndommen svarer til strået i lignelsen, og strået har en ganske særegen skønhed. Børn burde ikke tvinges ind i en modenhed, der er forud for deres alder, men burde så længe som muligt bevare deres barnlige friskhed og ynde. Jo mere stilfærdigt og enkelt barnets liv er jo mere frit for kunstig ophidselse og jo mere i harmoni med naturen jo bedre betingelser har det for legemlig og sjælelig kraft og for åndelig styrke. ret
(107) Ved Frelserens undergerning, da han mættede de fem tusinde, er der givet et eksempel på, hvordan Guds kraft virker ved frembringelsen af høsten. Jesus drager sløret bort fra naturens verden og åbenbarer de skabende kræfter, der bestandig virker til gavn for os. Ved at mangedoble sæden, der strøs over jorden, gør han, som mangedoblede brødene, hver eneste dag et under. Det er ved et under, at han daglig mætter millioner med høsten fra jordens marker. Mennesker er kaldet til at samarbejde med ham gennem omhuen for kornet og tilberedelsen af brødet, og af denne årsag taber de den guddommelige medvirken af syne. Udøvelsen af Guds kraft tilskrives naturlige årsager eller menneskers dygtighed, og alt for ofte bliver hans gaver forvansket til at tjene egoistiske formål og bliver en forbandelse i stedet for en velsignelse. Gud søger at ændre alt dette. Han vil, at vore sløvede sanser skal blive ansporede til at fatte hans barmhjertige godhed, så hans gaver kan blive os til den velsignelse, som han har tilsigtet. ret
(108) Det er Guds ord og tildelingen af hans liv, der gør sæden levende; og vi bliver meddelagtige i dette liv ved at næres af kornet. Gud vil, at vi skal forstå dette; han vil, at vi endog ved at modtage vort daglige brød skal erkende hans medvirken og bringes i nærmere fællesskab med ham. ret
(108) Efter Guds naturlove følger virkning efter årsag med usvigelig sikkerhed. Høsten er et vidnesbyrd om såningen. Her tåles der intet hykleri. Mennesker kan narre deres medmennesker og blive rost og belønnet for tjenester, som de ikke har ydet. Men i naturen kan der ikke ske noget bedrag. Høsten fælder en hård dom over den utro bonde. Og i videste forstand gælder dette også i åndens rige. Det er kun tilsyneladende og ikke i virkeligheden, at det onde sejrer. Barnet, som skulker fra skolen, den unge, som er doven med sine studier, kontoristen eller lærlingen, der svigter i tjenesten for sin arbejdsgiver, manden i en hvilken som helst stilling eller virksomhed, der ikke er tro over for sine største forpligtelser, kan smigre sig med, at så længe uretten ikke opdages, er fordelen på hans side. Men sådan er det ikke. Han narrer sig selv. Livets høst er karakter, og det er denne, som er afgørende for skæbnen, både i dette liv og i det liv, der kommet. ret
(108) Høsten er en genfrembringelse af den såede sæd. Ethvert sædekorn eller frø bærer frugt efter sin egen art. Sådan er det også med de karaktertræk, som vi fremelsker. Selviskhed, egenkærlighed, overvurdering af en selv og vellevned frembringer en høst, og det endte med elendighed og undergang.»Thi den, der sår i sit kød, skal høste fordærvelse af kødet men den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden.« Gal. 6,8. Kærlighed, medfølelse og venlighed bærer velsignet frugt og giver en uforgængelig høst. ret
(109) Ved høsten mangedobles sæden. Et enkelt hvedekorn, som er blevet forøget gennem gentagne såninger, kunne dække et helt stykke land med gyldne neg. Så vidtrækkende kan også indflydelsen være fra et enkelt menneskeliv eller blot fra en enkelt handling. ret
(109) Hvor mange kærlighedsgerninger har ikke erindringen om den alabastkrukke, der blev sønderbrudt ved Jesu salvning, tilskyndet til gennem de lange århundreder! Hvor utallige gaver har ikke den fattige, ukendte enkes bidrag på to småmønter, tilsammen så meget som en øre, fremskaffet til Frelserens sag! Mark. 12,42. ret
(109) Fortællingen om såningen af sæden lærer os gavmildhed.»Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt.« 2Kor. 9,6. ret
(109) Herren siger:»Salige I, som sår ved alle vande.« Es. 32,20. At så ved alle vande betyder at give alle vegne, hvor der trænges til vor hjælp. Dette vil ikke føre til fattigdom.»Den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt.« Ved at strø sæden ud mangedobler sædemanden kornet. På samme måde forøger vi vore velsignelser ved at dele dem med andre. Guds løfte sikrer os tilstrækkeligt til, at vi kan vedblive med at give. ret
(109) Og foruden dette: når vi lader andre få del i dette livs velsignelser, vil den taknemmelighed, som modtageren føler, berede hjertet til at tage imod åndelig sandhed, og der frembringes en høst til det evige liv. ret
(110) Frelseren benytter såningen af sædekornet i jorden som et billede på sit offer for os.»Hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør,« siger han, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt.« Joh. 12,24. Kun gennem Kristi, sædekornets, offer kunne der frembringes frugt til Guds rige. I overensstemmelse med planterigets love er livet følgen af hans død. ret
(110) Sådan er det også med alle, der bærer frugt som Kristi medarbejdere. Selviskhed og egennytte må forsvinde; livet må lægges i den fure, som hedder verdens nød. Men selvhengivelsens lov er også selvbevarelsens lov. Bonden bevarer sit korn ved at strø det ud. På samme måde vil det liv, der gavmildt gives til tjeneste for Gud og mennesker, blive bevaret. ret
(110) Sædekornet dør for at spire frem til et nyt liv. Herigennem undervises vi om opstandelsen. Gud har sagt om menneskelegemet, der lægges hen for at smuldre i graven:»Hvad der sås i forkrænkelighed, opstår i uforkrænkelighed; hvad der sås i vanære, opstår i herlighed; hvad der sås i svaghed, opstår i kraft.« 1Kor. 15,42-43. ret
(110) Når forældre og lærere forsøger at undervise om dette, burde arbejdet have en praktisk baggrund. Lad børnene selv få lov til at gøre jorden i stand og så sæden. Mens de arbejder, kan forældre eller lærer forklare om hjertets have, hvor der er sået både god og slet sæd, og at ligesom haven må tilberedes til naturens frøkorn, sådan må hjertet tilberedes til sandhedens sædekorn. Når sæden bliver sået i jorden, kan man lære børnene om Kristi død; og når spirerne bryder frem, om opstandelsens sandhed. Efterhånden som planten vokser, kan man fortsætte med at påvise ligheden mellem såningen i naturen og i den åndelige verden. ret
(111) De unge burde undervises på en lignende måde. Der er bestandig noget at lære af dyrkningen af jorden. Ingen slår sig ned på et uopdyrket stykke land med forventning om, at det straks skal kunne give afgrøde. Der må ydes et flittigt og ihærdigt arbejde med at tilberede jorden, så sæden og passe afgrøden. På samme måde må det ske med den åndelige såning. Hjertets have må opdyrkes. Jordbunden må brydes op gennem omvendelse. De onde vækster, som kvæler den gode sæd, må rykkes op. Ligesom en jordbund, der er tilgroet med tjørne, kun kan opdyrkes ved flittigt arbejde, sådan kan hjertets slette tilbøjeligheder kun overvindes ved alvorlige bestræbelser i Kristi navn og ved hans kraft. ret
(111) Ved opdyrkningen af jorden vil den tænksomt arbejdende opdage, at uanede rigdomme åbenbarer sig for ham. Landbrug eller havedyrkning kan aldrig lykkes for nogen, hvis ikke man giver agt på de love, der gælder her. Man må studere det særlige behov, som hver enkelt slags planter har. De forskellige arter kræver forskellig slags jord og dyrkning, og betingelsen for, at dyrkningen skal lykkes, er, at man retter sig efter de love, der er afgørende for hver art. Den påpasselighed, der må vises ved omplantning, så at end ikke en rodtrevl bliver forrykket eller forkert anbragt, omhuen for de spæde planter, podningen og vandingen, beskyttelsen mod frost om natten og mod solen om dagen, arbejdet med at holde ukrudt, sygdomme og skadelige insekter borte, opøvningen og tilrettelæggelsen lærer en ikke blot vigtige ting med hensyn til karakterdannelsen, men arbejdet er i sig selv et udviklingsmiddel. Når man opdyrker omhu, tålmodighed og opmærksomhed over for enhver enkelthed samt lovlydighed, bibringer det en meget væsentlig opdragelse. Den bestandige kontakt med livets mysterium og naturens skønhed såvel som den ømhed, der vækkes ved at sørge for disse smukke dele af Guds skaberværk, hjælper med til at levendegøre tanken og forædle og højne karakteren; og det, som er lært, forbereder den arbejdende til med større held at tage sig af andre sjæle. ret