Uddannelse kapitel 12fra side113.     Fra side 113 i den engelske udgave.

tilbage

Anden anskuelsesundervisning

(113)  Guds helbredende kraft viser sig alle vegne i naturen. Hvis et træ bliver beskåret, eller hvis et menneske bliver såret eller brækker en knogle, giver naturen sig straks til at genoprette skaden. Endog før der er nød på færde, er de hjælpende kræfter parat, og så snart en enkelt del har lidt skade, sættes alle kræfter ind på genoprettelsen. Sådan er det også i åndens rige. Før synden skabte nøden, havde Gud sørget for helbredelsesmidlet. Enhver sjæl, der giver efter for fristelse, er såret og knust af fjenden; men hvor i verden, der findes synd, der er Frelseren. Det er Kristi gerning at bringe lægedom til sønderbrudte hjerter, at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet.« Es. 61,1; Luk. 4,18. ret

(113)  I denne gerning skal vi samarbejde med ham.»Om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette.« Gal. 6,1. Det ord, der her oversættes med hjælp til rette, betyder at sætte et forvredet led på plads. Hvor et dette et rammende billede! Den, som kommer ud i vildfarelse eller synd, bliver bragt ud af forbindelse med alle sine omgivelser. Måske erkender han sin vildfarelse og er fuld af anger; men han kan ikke hjælpe sig selv. Han er forvirret og rådvild, besejret og hjælpeløs. Han trænger til at blive vundet tilbage, helbredt og anbragt på sin tidligere plads igen.»Hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige.« Kun den kærlighed, der har sit udspring i Kristi hjerte, kan helbrede. Kun den, der er gennemstrømmet af denne kærlighed, ligesom træet af saften eller legemet af blodet, kan helbrede den sårede sjæl. ret

(114)  Udøvelse af kærlighed har en forunderlig kraft, thi den er af guddommelig oprindelse. Det milde svar, som stiller vrede, en kærlighed, som er langmodig ..... og mild, den kærlighed, som skjuler en mangfoldighed af synder, (Ordsp. 15,1; 1Kor. 13,4; 1Pet. 4,8) ja, kunne vi lære dette, hvilken helbredende virkning ville vort liv så ikke få! Hvor ville livet blive forvandlet og verden komme til at ligne Himmelen og blive en forsmag på den! ret

(114)  Denne værdifulde lære kan gives så enfoldigt, at selv små børn kan fatte den. Barnet har en følsom sjæl, som let lader sig påvirke; og når vi, som er ældre, bliver som børn, (Matt. 18,3), og når vi lærer af Frelserens enkelhed, mildhed og nænsomme kærlighed, vil det ikke falde os vanskeligt at røre børnenes hjerter og lære dem kærlighedens helbredende virkning. ret

(114)  Der findes fuldkommenhed i såvel de mindste som i de største af Guds gerninger. Den hånd, som ophængte verdenerne i rummet, er den samme hånd, som danner blomsterne på marken. Undersøg blot den mindste og almindeligste af vejkantens blomster under mikroskopet og læg mærke til den udsøgte skønhed og fuldkommenhed, der findes i enhver del af den. Således kan der under de mest beskedne forhold findes det allerypperste; det almindeligste arbejde, der bliver udført med kærlig troskab, er smukt i Guds øjne. Samvittighedsfuld omsorg for det små vil gøre os til hans medarbejdere og erhverve os ros fra ham, som ser og kender alt. ret

(115)  Regnbuen, der spænder sin lysende bue over himmelen, er et tegn på den evige pagt mellem Gud og hvert levende væsen.« 1Mos. 9,16. Og regnbuen, der omgiver tronen i det høje, er også et tegn for Guds børn på hans fredspagt. ret

(115)  Ligesom regnbuen i skyerne fremkommer ved foreningen af solskin og regn, således er buen over Guds trone et billede på foreningen af hans nåde og retfærdighed. Gud siger til den syndige, men angrende sjæl: Du skal leve!»Løsepenge har jeg fået.« Job 33,24. ret

(115)  »Som jeg svor, at Noas vande ej mer skulle oversvømme jorden, så sværger jeg nu, at jeg aldrig vil vredes og skænde på dig. Om også bjergene viger, om også højene rokkes, min kærlighed viger ej fra dig, min fredspagt rokkes ikke, så siger Herren, din forbarmer.« Es. 54,9-10. ret

(115)  Også stjernerne har et glædeligt budskab til hvert eneste menneske. I de stunder, som alle oplever, når modet svigter og fristelserne trænger sig hårdt på; når hindringerne synes uoverstigelige, livsmålene umulige at nå frem til og livets skønne løfter er som Sodomas æbler, hvor skal man så kunne finde det mod og den standhaftighed, som Gud har påbudt os at lære af stjernerne på deres uforstyrrelige vej? ret

(115)  »Løft eders blik til himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler. Hvorfor siger du, Jakob, hvi taler du, Israel, så: Min vej er skjult for Herren, min ret gled min Gud af hænde. Ved du, hørte du ikke, at Herren er en evig Gud, den vide jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans indsigt udgrundes ikke; han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke."»Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min retfærds højre styrker, ja, hjælper, ja, støtter jeg dig."»Thi jeg, som er Herren din Gud, jeg griber din hånd, siger til dig: Frygt kun ikke, jeg er din hjælper.« Es. 40,26-29; 41,10. 13. ret

(116)  Palmetræet står grønt og frodigt og fuldt af frugt midt ude i ørkenen, selv om det hærges af den brændende sol og svides af de frygtelige sandstorme. Dets rødder får deres næring fra levende kilder. Dets grønne krone kan ses langt borte fra over den solsvedne, øde slette; og den rejsende, der var forberedt på at måtte dø, vender sine vaklende skridt hen imod den kølige skygge og det livgivende vand. ret

(116)  Ørkenens træ er et symbol på, hvordan Gud tænker sig, at hans børns liv her i verden skal være. De skal føre tætte sjæle, der er fulde af uro og nær ved at omkomme i syndens ørken, hen til det levende vand. De skal vise deres medmennesker hen til ham, som siger til dem:»Om nogen tørster, han komme til mig og drikke.« Joh. 7,37. ret

(116)  Den store, dybe flod, som nationerne benytter til transport af passagerer og gods, bliver betragtet som en velsignelse for hele verden; men hvordan er det med de små bække, der hjælper med til at danne denne prægtige flod? Selve dens eksistens er afhængig af dem. Sådan bliver mennesker, der er kaldet til at føre an inden for et eller andet stort foretagende, æret, som om dets heldige gennemførelse kun skyldtes dem alene; men dette held har krævet mere beskedne, næsten utallige arbejderes trofaste medvirken arbejdere, som verden ikke kender noget til. At arbejde uden påskønnelse og slide uden anerkendelse er den lod, som venter de fleste af verdens arbejdere. Og sådan en skæbne vækker utilfredshed hos mange. De synes, at deres liv er spildt. Men den lille bæk, der lydløst baner sig vej gennem eng og skov og bringer sundhed og frugtbarhed og skønhed med sig, er lige så nyttig på sin måde som den brede flod. Og ved at bidrage til flodens liv hjælper den med til at fuldføre det, som den aldrig kunne have gjort alene. ret

(117)  Dette er noget mange trænger til at lære. Begavelse bliver sat for meget i højsædet, og der bliver stræbt alt for meget efter høje stillinger. Der findes alt for mange, der intet vil udrette, hvis de ikke bliver anerkendt som ledere; alt for mange, der vil lovprises ellers interesserer det dem ikke at arbejde. Det, vi trænger til at lære, er troskab til at udnytte de evner og muligheder, vi har, til det yderste og at være tilfredse med den lod, som Himmelen har bestemt for os. ret

(117)  »Spørg dog kvæget det skal lære dig himlens fugle, de skal oplyse dig, ..... lad havets fisk fortælle dig det."»Gå hen til myren, ..... se dens færd."»Se til himmelens fugle!"»Tænk på ravnene.« Job 12,7-8; Ordsp. 6,6; Matt. 6,26; Luk. 12,24. ret

(117)  Vi skal ikke bare fortælle barnet om disse Guds skabninger. Dyrene selv skal være dets læremestre. Myrerne lærer os noget om tålmodig flid, om udholdenhed til at overvinde hindringer og om forudseenhed med hensyn til fremtiden. Og fuglene lærer os tillidsfuldhedens skønne kunst. Vor himmelske Fader sørger for dem; men de må selv samle føden, de må bygge deres reder og passe deres unger. Hvert eneste øjeblik er de udsat for fare fra fjender, der søger at dræbe dem. Men hvor muntert passer de alligevel ikke deres arbejde! Hvor er deres små sange glade! ret

(118)  Hvor smuk er ikke salmistens beskrivelse af Guds omsorg for skovens dyr:»Højfjeldet er for stenbukken, klipperne grævlingens tilflugt.« Sl. 104,18. ret

(118)  Han lader kilderne vælde frem blandt højene, hvor fuglene har deres boliger, og hvor deres kvidder lyder blandt grenene. Sl. 104,12. Alle skovenes og bjergenes dyr er en del af hans store husholdning. Han åbner sin hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker.« Sl. 145,16. ret

(118)  Undertiden bliver ørnen i Alperne af stormene slået ned i de snævre bjergpas. Uvejrsskyer spærrer denne mægtige fugl fra skovene inde, og deres sorte masser skiller den fra de solrige højder, hvor den har bygget sin rede. Dens bestræbelser for at undslippe synes frugtesløse. Den kaster sig hid og did og basker med sine stærke vinger, og dens skrig giver genlyd mellem bjergene. Til sidst farer den med et triumfskrig opad, trænger gennem skyerne og er atter oppe i det klare solskin, med mørket og uvejret langt neden under sig. Sådan kan vi også være omgivet af vanskeligheder, modløshed og mørke. Falskhed, ulykker og uretfærdighed spærrer os inde. Der er skyer, som vi ikke kan sprede. Vi kæmper en forgæves kamp mod forholdene. Der findes én og kun én måde, hvorpå vi kan reddes. Skyer og tåger dækker jorden; bag ved skyerne stråler Guds lys. Vi kan stige op i hans nærheds sollys på troens vinger. ret

(119)  Der er meget, der på denne måde kan læres! Selvstændighed af det træ, der, når det vokser alene på sletten eller bjergskråningen, strækker sine rødder dybt ned i jorden og med sin barske styrke trodser uvejret. Den tidlige indflydelses magt af den knortede, uformelige stamme, der er blevet bøjet, da den var et ungt træ, og som ingen jordisk magt senere kan gøre lige igen. Det hellige livs hemmelighed af åkanden, der fra en slimet dams overflade, omgivet af vandplanter og snavs, strækker sin hule stængel ned til det rene sand i bunden og ved at suge næring derfra udfolder sine duftende blomster i lyset i deres blændende renhed. ret

(119)  Lad således børnene og de unge, mens de erhverver sig viden om kendsgerninger ved hjælp af lærere og lærebøger, lære selv at søge lærdom og opdage sandheden. Når de dyrker deres have, så spørg dem om, hvad de lærer gennem omsorgen for deres planter. Når de betragter et smukt landskab, så spørg dem, hvorfor Gud har givet markerne og skovene så skønne og forskelligartede farver. Hvorfor blev det ikke alt sammen lavet mørkebrunt? Når de plukker blomster, så få dem til at tænke på, hvorfor han overlod os den skønhed, som disse udvandrere fra Edens have havde haft i eje. Lær dem at lægge mærke til de vidnesbyrd, der viser sig alle vegne i naturen, om Guds omtanke for os og om, hvordan alle ting er indrettet efter vort behov og til glæde for os. ret

(120)  Kun han, som i naturen erkender sin Faders værk, som i jordens rigdom og skønhed læser sin Fadets skrift kun han lærer det rigeste af naturens verden og får den største hjælp derfra. Kun han kan fuldt ud værdsætte betydningen af høj og dal, af flod og hav, der betragter dem som et udtryk for Guds tanker, som en åbenbaring af Skaberen. ret

(120)  Bibelens forfattere benytter mange eksempler fra naturen, og når vi lægger mærke til, hvad der sker i naturens verden, vil vi ved Helligåndens vejledning blive i stand til bedre at fatte, hvad Guds ord lærer os. Det er på denne måde, at naturen bliver nøglen til ordets skatkammer. ret

(120)  Børn burde opmuntres til i naturen at opsøge det, som er billeder på, hvad Bibelen lærer, og til i Bibelen at finde frem til de sammenligninger, der drages med naturen. De burde både i naturen og i Den hellige Skrift finde frem til alle de ting, der er et billede på Kristus, og også til dem, som han anvendte til at belyse sandheden. På denne måde kan de lære at se ham i træet og vinranken, i liljen og rosen, i solen og stjernerne. De kan lære at høre hans røst i fuglenes sang, i træernes susen, i den rullende torden og i havets musik. Og alt i naturen vil gentage hans dyrebare ord for dem. ret

(120)  For dem, der således kommer til at kende Kristus, vil jorden aldrig mere blive et ensomt eller trist sted. Den vil være deres Faders hus, og han, som engang levede blandt mennesker, vil selv være til stede der. ret

næste kapitel